Den brændende idealist

Michael RottbøllHer på udgivelsesdagen for første bind af Modstand vil jeg slutte min optaktsserie af med en af de efter min mening vigtigste skikkelser i bindet, Christian Michael Rottbøll.
Når jeg skriver ‘måske’, er det fordi bindet ikke har nogen klar hovedperson, men snarere en række hovedaktører, der i betydning er nogenlunde på linje med hinanden.
Jeg synes, Rottbøll er spændende på grund af hans særlige idealistiske profil. Han født i 1917 og voksede op på Børglum Kloster i Vendsyssel som søn af godsejeren, der også var konservativ landstingsmand. For den unge Michael Rottbøll var engagement i landets forsvar en selvfølge; det samme var ærbødighed over for flaget, den nationale historie og kongemagten.
På den måde mindede han om tusinder af andre unge på højrefløjen i 1930’erne.

Ville kæmpe for de små nationer
Noget særligt ved ham var, at han var meget social, med en god medmenneskelig fornemmelse. Det blev grundlagt hjemme på godset, hvor der var et stort folkehold, som han foretrak at omgås frem for at hænge i familiens bolig. Det hed sig, at ‘når man ikke kan finde Mik, er det en god ide at se efter ham i folkestuen som det første’. Dertil kom, at han var internationalt orienteret  og stærkt optaget af de små landes rettigheder i en tid præget af vilkårlig magtudøvelse fra Europas stormagter.
Familien Rottbøll var engelskorienteret, og forældrene sendte efter tur de fire søskende på et halvt års studieophold i England, hvor de boede som betalende gæster hos en privat familie. Efter et ophold på Idrætshøjskolen i Ollerup rejste Christian Michael Rottbøll på et kursus på en sportshøjskole i Berlin, som han forlod i september 1938 – netop som krisen om Sudeterlandet så ud til at skulle ende i et krigsudbrud, fremgår det af forfatteren Klaus Skot-Hansens engagerede og gennemarbejdede biografi Faldskærmschef fra Børglum Kloster fra 2007.

Tænkte på krigstruslen bag ploven
Udlængsel var en stærk drift i den nu 21-årige mand, og han besluttede sig efter et halvt år hjemme i Danmark til at rejse til Sydamerika i en periode. Det gjorde han med et norsk fragtskib, der havde en mindre passagerafdeling. Det sejlede fra Bergen i februar 1939 og ankom til Buenos Aires fem uger senere.
På vej mod Argentina hørte Rottbøll via skibets telegrafist om indmarchen i Prag. I Argentina fik han arbejde på et stort kvægbrug, men han plagedes af tanker om, hvorvidt han ikke burde være hjemme. Storpolitikken var i fokus – også når han gik bag en plov på pampaen.
”…dette Magttryk paa de mindre Lande. Man kan ikke staa ligegyldig og neutral over for det, men maa slutte sig til den Part, der vil kæmpe mod disse Uretfærdigheder,” hed det i et brev til forældrene.
”…  en saadan Tid med Samarbejde mellem Nationerne i Stedet for Kannibalisme, med Handel paa tværs af Grænserne i Stedet for nationalistisk Selvforsyning, med den stærkeres ret afløst af en international Domstol (…), saa skal Folkeforbundstanken nok vise sig at have Livskraft. (…) De nordiske Stater (…) er neutrale, men kan dog inderst inde ikke se ligegyldigt paa, hvad Tyskland og Rusland foretager sig over for adskillige andre Smaastater.”

Hørte om den finsk-russiske krig på fragtskib
I oktober 1939 besluttede den nu 22-årige mand sig for at vende hjem. Han påmønstrede DFDS-fragtskibet S/S Alabama som kahytsdreng.
Som hjemme i Vendsyssel var godsejersønnen helt usnobbet. Opgaverne var blandt andet rengøring og sengeredning, og indkvarteringen var primitiv.
Ude midt på Alanten trængte verdensnyhederne sig igen på. Via  telegrafisten kunne Rottbøll fra dag til dag følge med i, at Sovjetunionen stillede krav om grænseændringer til Finland, og at en finsk delegation var kaldt til Moskva til forhandlinger.
S/S Alabama lå i havn på Orkney-øerne, da Michael Rottbøll hørte, at russerne den 30. november 1939 var gået til angreb. To uger senere, den 13. december, lagde skibet til i Københavns Frihavn.
Efter nogle uger hjemme på Børglum Kloster meldte han sig som frivillig til den finske hær, men danskerne nåede ikke at komme i kamp.

Samarbejdspolitikkens åbne sår
Resten af hans korte livshistorie er forholdsvis velkendt. Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 var han indstillet på modstand fra starten. Efterretningsvirksomhed var den praktiske mulighed, indtil det i eftersommeren 1941 lykkedes ham at komme til Storbritannien, hvor han meldte sig frivilligt til sabotageorganisationen SOE. Han blev i april 1942 nedkastet som chef for de britiske faldskærmsagenter i Danmark, og det lykkedes ham i løbet af sommermånederne at få bygget en fungerende organisation op.
Det blev imidlertid kortvarigt, for den blev i løbet af efteråret revet op af dansk politi i samarbejde med den tyske kontraefterretningstjeneste Abwehr. En af de mest traumatiske begivenheder, der viste samarbejdspolitikkens uløselige dilemma, var Michael Rottbølls død den 26. september 1942. Den 25-årige mand blev skudt af en dansk betjent under en anholdelsesaktion.
[

 

 

Kommentarer
2 kommentarer til “Den brændende idealist”
  1. Erik Høgh-Sørensen siger:

    Det er lidt for høfligt at kalde drabet på Rottbøll for en “traumatisk begivenhed”.
    Det viste samarbejdspolitikkens menneskefjendskhed, og det hele blev værre af, at kriminalkommissær Øst fik efter sigende en stor belønning for sin rolle.

  2. Birger Danielsen siger:

    Traumatisk, betændt….eller noget tredje. Man kan diskutere ordene. Jeg synes det traumatiske gælder flere veje. For modstandskredsene (i september 1942 kan man dårligt tale om en ‘bevægelse’) var det tragisk at miste en mand som Rottbøll – og så for de danske myndigheders hånd. For de etablerede politikere, der efter 1945 gerne ville tage modstandsbevægelsen til indtægt, var det umuligt at give en holdbar forklaring på, at dansk politi havde dræbt Rottbøll – oven i købet en ‘pæn’, samfundsbevarende ung mand, ikke en samfundsomstyrtende kommunist. Det særlig betændte ved drabet understreges af, at der er forskellige forhold fra gerningsstedet , der aldrig er blevet gjort ordentlig rede for. Det trak Carl Madsen frem i lyset i ‘Proces mod Politiet’ i 1969, og det har flere senere forfattere mindet om. Men hovedpointen i aktionen i Øresundsgade er der ingen tvivl om: For politikerne var kardinalpunktet at bevare politimyndighed og domsmagt på danske hænder, og det formål var man klar til ar bringe store ofre for. Et af ‘ofrene’ var, at man måtte samarbejde med Abwehr om at bekæmpe SOE og om nødvendigt lade sig sende i byen af tyskerne, når Abwehr ved hjælp af angivere eller radiopejling havde lokaliseret en agent. Og i sommeren 1945 var det traumatisk, ubekvemt, hændervridende – vælg selv ordet – at stå ved, at det var den politik, man havde ført.
    P.S. – Og ja, kriminalassistent Alexander Øst og overbetjent Niels Rasmussen fik en dusør i parolesalen på Politigården for deres indsats.

Skriv en kommentar