Den friserede frikorps-historie

SS-1

Den skaldede mand nr. to fra højre var en af de danske frivillige, der efter alt at dømme var meddelagtig i jødemord og mishandlinger. Hans navn er Jørgen Christiansen, og han var en af SS-blokførerne i jødelejren ved Bobruisk i Hviderusland. Christiansen, der var født i 1909 ved Tønder, omkom ved fronten i 1942. (Foto fra Therkel Stræde og Dennis Larsen: En skole i vold)

Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard har et noget alternativt syn på reglerne om ophavsret – de har redigeret i en optrykt artikel fra min hånd for at få Frikorps Danmark-veteranen Magnus Møller til at fremstå mere positivt, end jeg har skildret ham

Da jeg for tre uger siden modtog et eksemplar af bogen Frikorps Danmark – fortalt i billeder samt andre historier, fik jeg hurtigt bekræftet det, som jeg havde fået varslet fra anden side forinden: at der var tale om en ukritisk hyldest til de Frikorps Danmark-frivillige. Det tog det ikke mange minutter at få konstateret.
Bogen har fået denne anmeldelse på www.historie.online.dk af Erik Ingemann Sørensen. Jeg synes, at den er god, fordi den er afbalanceret og på bestemte afgørende punkter lader tvivlen komme de to forfattere – Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard – til gode.

Noget for noget
Lars Larsen har ofte på forskellige debatfora vedr. besættelsestiden understreget, at hans store interesse i Frikorps Danmark og  Waffen-SS ikke er politisk – og slet ikke nazistisk – men skyldes historisk interesse.
Frikorps-flagDet står til troende, men til gengæld synes forfatterne uhjælpeligt og gennem mange år at være fanget i en ‘noget-for-noget’-mekanisme i forhold til deres kilder. De har forholdsvis let ved at få spændende og eksklusive oplysninger fra frikorps-veteraner eller deres efterkommere – oplysninger som jeg efterhånden adskillige gange har nydt godt af som journalist. Ikke mindst på en rejse til det gamle frontområde i Rusland i oktober 2014 sammen med den dengang 94-årige Frikorps Danmark-veteran Magnus Møller. Rejsen endte i en række artikler i BT.

Triumftoget
Prisen er, at Larsen og Bjerregaard i deres formidling ufravigeligt fortæller deres historier på en måde, der er loyal, nærmest ærbødig over for de østfrontfrivilliges verdensbillede. Det eksempel, jeg umiddelbart bed mærke i, var, at forfatterne skildrer frikorpssoldaternes samlede hjemkomst på orlov til København den 8. september 1942 som et triumferende indtog, hvor de blev hyldet af befolkningen.
Det er en højst selektiv skildring af virkeligheden. Selvfølgelig var korpsets hjemkomst en stor dag for det nazistiske miljø i København og de frivilliges pårørende. Det, som frikorpsfolkene først og fremmest bed mærke i, var befolkningens fjendtlighed og de store politistyrker, der var udkommanderet for at forhindre uro. Det chokerede frikorpsfolkene, der havde ventet at blive modtaget som helte.
Det problematiske er, at det ved Larsen og Bjerregaard udmærket godt – de er velbelæste i besættelseshistorien – men det passer ikke med det billede, som f.eks. Magnus Møller tegner. Og så tilpasser man sin fremstilling. Det i en grad så den fremstilling af hjemkomsten i billeder og billedtekster, der gives på siderne 208-226, næppe adskiller sig meget fra nazistiske aviser og tidsskrifter fra besættelsestiden.

Tog for sig af retterne
Det, jeg har skrevet så vidt, bygger kun på generelle indtryk ud fra en kort gennemgang, men det fik jeg i går udbygget på  overraskende vis. De to forfattere har misbrugt to af mine reportager fra Ruslands-rejsen på en måde, der er en massiv  overtrædelse af min ophavsret. Det værste er, at forfatterne har foretaget en manipulerende redigering af min tekst.
Det kræver vist en nærmere forklaring.
Sidste efterår blev jeg ringet op af Jens Pank Bjerregaard, der spurgte, om han og Lars Larsen måtte bruge noget fra mine artikler i en bog, som skulle handle om Regiment 24 Dänemark – et regiment, der næsten blev udslettet i kampene ved Leningrad i 1944. Der blev, så vidt jeg erindrer, slet ikke tale om nogen samlet bog om Frikorps Danmark. Jeg sagde, at de skulle være velkomne til at citere – og da der gælder en almindelig citatret, så behøvede han slet ikke at spørge.
Citatretten indebærer ikke, at man har ret til at optrykke hele artikler. Det har man ikke. Det har Larsen og Bjerregaard alligevel gjort – godt og grundigt. De har optrykt to hele reportager skrevet til BT fra Ruslands-rejsen – dels en, der drejer sig om, hvordan vi kom rundt i det gamle frontområde med Magnus Møller, dels en historie om et besøg hos en privat russisk familie. Det har jeg bestemt ikke givet tilladelse til.

Uhjælpsom
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var særlig hjælpsom, da Jens Pank Bjerregaard ringede. Vores samtale varede under et minut, og jeg nøjedes med at give ham det formelle svar om den ret, alle har til at citere hvad som helst med behørig kildeangivelse. Han spurgte ikke ind til noget, og jeg sagde ikke yderligere.
Grunden til min holdning er, at jeg ikke har nogen interesse i at medvirke til, at amatører indarbejder mine skriftlige arbejder i deres egen formidling – og slet ikke når det er for at promovere deres egne historisk/politiske holdninger. På den anden side vil jeg ikke som publicist forsøge at lægge hindringer i vejen for, at andre kan bruge de redskaber, man er berettiget til at bruge – i dette tilfælde citater.
Så må man til gengæld selv sørge for at overholde reglerne og god praksis. Hvis der er noget, der ikke er i orden, reagerer jeg på det, når produktet foreligger.

Ukendskab ingen undskyldning
I en vis forstand har der sikkert været tale om god tro, da forfatterne ikke har vidst, at citatretten ikke giver adgang til at optrykke artikler. Men det er ingen undskyldning. Generelt gælder det, at ukendskab til lov og ret ikke fritager for ansvar. Når man udgiver bøger på eget forlag, må man sørge for at kende reglerne om ophavsret – uanset at forfatterne ærligt kalder sig ‘amatørhistorikere’ på bogens flap og flere gange i teksten.
Man må også selv tage ansvaret for at have sine aftaler i orden. Man kan ikke nøjes med en løs telefonsamtale, der efterlader tvivl om, hvad der er aftalt, og hvad aftalen omfatter med risiko for, at der er sket misforståelser. Det er ikke et fælles ansvar; det er udgiverens.

Forfejlet kreditering
Jeg bemærkede med det samme, at jeg ikke er krediteret behørigt for de artikler, som forfatterne har tiltaget sig ret til at bringe. Selv om mine reportager er udbredt over hele 24 sider – fra side 331 til 355, står mit navn ikke engang fremhævet på den første side. Det figurerer kun et stykke nede i brødteksten. Den gengivne tekst er heller ikke markeret med afvigende typografi eller baggrundsfarve, som det er skik og brug. Til sammenligning indledes historien på side 375 om den frikorpsfrivillige Laurits Jensen, som Lars Larsen har gravet frem, med ordene ‘LARS LARSEN FORTÆLLER’ med denne typografi.
Det er en alvorlig sag, at karakteren af min medvirken fremstår diffus – noget, der f.eks. fik anmelderen Erik Ingemann Sørensen til i en facebook-kommentar at spørge, hvad min rolle i dette her egentlig er. Han har sikkert ikke været ene med sin undren.
På side 331 står der ‘Vi er et selskab på otte personer, bl.a. journalist Niels-Birger Danielsen, der har lavet dette indlæg’. Hvad refererer det til? Man bruger normalt ikke ordet ‘indlæg’ om artikler. Og så står det i ental, selv om der er to artikler. På næstsidste side er der rettet specielt tak til en række personer, bl.a. mig – for ‘artikel’. Igen ingen præcis angivelse, hvad min andel består i.
Det efterlader læseren med et upræcist indtryk, men formentlig en fornemmelse af, at jeg er helt godt på linje med forfatternes syn på deres emne.

Tekst-frisering
Disse ting var ikke mere end et irritationsmoment, som jeg måske ikke havde reageret på i betragtning af, at Frikorps Danmark næppe er en bog, der opnår den store indflydelse eller udbredelse.
Jeg begyndte at læse tekstsiderne med artiklerne igennem for at se, om artiklerne svarede til dem, jeg fik offentliggjort i BT i 2014. Egentlig strejfede det mig, at det var historiker-nørderi. Hvorfor bruge tid på det? Mine to rejsefæller fra dengang har da optrykt mine tekster præcis, som jeg har skrevet dem. Selvfølgelig har de det…
Men nej. Og efterhånden som læsningen skred frem, var jeg ved at tabe næse og mund.
De har redigeret i min tekst en hel række steder, hvor de åbenbart har ment, at de havde formuleringer, der er bedre end mine.

Vredesudbrud mod ‘fascist’ skåret ud
Der, hvor det bliver rigtig prekært, er forskellige passager, hvor Lars Larsens og Jens Pank Bjerregaards redigering bliver tendentiøs. Det er tydeligt, at forfatterne ikke syntes, at jeg havde omtalt Magnus Møller høfligt og positivt nok:
1). Jeg skrev: “Den duknakkede mand på bagsædet holder vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer. Blikket er indadvendt, og på spørgsmål om, hvad han oplever, svarer han gerne med en fem-ti minutter lang udredning…”
Det bliver på side 336 øverst til: “Den ældre Frikorps Danmark frivillige på bagsædet holder et vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer i landskabet, og blikket er meget udadvendt. På spørgsmål om…”
Kommentar: Det går åbenbart ikke an, at jeg bruger et ord som ‘duknakket’, og når jeg i min tekst opfatter manden som ‘indadvendt’, så finder forfatterne det på sin plads at rette det til ‘udadvendt’.
2). Jeg skrev: “Han bruger mange ord på tekniske udredninger, som han formulerer med præcision”.
På side 336, 5. sidste linje er der tilføjet et ’stor’ før ‘præcision’.
3). Fra besøget hos den lokalt bosatte traktorentreprenør Sergej Petrov skrev jeg: “For mig er Magnus i dag bare en person,’ siger Sergej Petrov.”
Det blev til: “Men det er meget længe siden, for mig er Magnus Møller såmænd kun en historisk person.’ siger Sergej Petrov.” Ændringen er ikke uvæsentlig. Brugen af et par ord flere signalerer en større grad af imødekommenhed. Realiteten var, at Sergej Petrov var ganske kold og formel i sin omtale af Magnus Møller og kun sagde præcis de ord, jeg skrev.
4). Jeg skrev: “At krigen på over 70 års afstand kan fremkalde voldsomme følelser, viser sig under samtalen, da tolken Inna Vinogradova med tårer i øjnene og intens stemmeføring gør opmærksom på, at hendes morfarlivet igennem havde ar på skulderen, der skyldtes, at han blev såret under krigen. ‘Og jeg må indrømme, at jeg måtte overvinde mig selv, da jeg skulle hjælpe Magnus med at snøre hans sko. ‘Skal jeg gøre det for en fascist!’ spurgte jeg mig selv… men så tænkte jeg: ‘Han er jo bare en gammel mand’, siger tolken, der til daglig er kontorassistent i St. Petersburg. Inna Vinogradovas morfar Golajdo Georgij Pavlovitj blev født…”
På side 353-354 er følelsesudbruddet omkring snøringen af Magnus’ sko simpelthen udeladt! I stedet springer vi direkte videre til morfaderen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne markante episode bliver udeladt, selv om to store reportageartikler Theodor Eickebliver optrykt i næsten fuld udstrækning.
5). Når man bruger så meget stof fra min hånd, hvorfor kunne man så ikke finde plads til denne markante detalje, der optrådte i min reportage i BT under overskriften FARMAND EICKE?
“Magnus Møller glæder sig i sin bog I krig for Danmark over en ros fra en overordnet i Division Totenkopf, SS-Obergruppenführer (general) Theodor Eicke. ‘Havde jeg blot haft 20.000 danskere, kunne vi have sprængt den russiske omringning i stumper og stykker,’ skal Eicke have sagt. Møller omtaler, at ‘Papa Eicke’ blev hædret med ridderkorset med egeløv. Han omtaler derimod ikke, at manden med det hyggelige tilnavn var idemand bag og chef for hele KZ-lejrsystemet og den systematiske mishandling af fangerne. Det er blot ét eksempel på, at Magnus Møller undgår enhver omtale af den nazityske terrorstat og de tyske masseforbrydelser i Rusland.”

Det beskyttende tæppe
Selv optræder jeg på et billede, hvor jeg beskyttende lægger et tæppe om Magnus Møller for at hjælpe ham til at holde varmen. Fint nok. Det er en chance at tage, når man inviterer et menneske på 94 år med til en russisk vinter med 10 graders frost, så det tog vi alle sammen bestik af.
Men jeg vil gerne stå ved, at det gør ondt at se billeder på facebook af Magnus Møller, der i sit hjem får overrakt et eksemplar af Magnus Møller - frontFrikorps Danmark – nærmest som om det var modstandsveteranen Jørgen Kieler, der fik overrakt en bog om modstandskampen. Ikke mindst fordi jeg i bogen medvirker i en rolle, der på en eller anden udefinerlig måde kommer til at understøtte bogens budskab: at de østfrontfrivillige var hædersmænd, der blev uretfærdigt behandlet.

Holocaust-benægteren
Magnus Møller er i mine øjne ingen  hædersmand. Han var helt på linje med ideologien bag massemordet, selv om det er bevisligt at han var ordonnans og oppasser og dermed næppe personligt har deltaget i myrderierne. At Magnus Møller var snu nok til at takke af fra Frikorps Danmark i foråret 1943, da krigen var vendt, kan i mine øjne ikke ændre bedømmelsen – især fordi han i hele efterkrigstiden nærmest har udtalt sig som en Holocaust-benægter.
Når jeg som journalist skal portrættere en person, er det ikke min opgave at have meninger, men at give læseren en relevant oplevelse af personen, at sætte ham/hende i stand til at se interviewpersonen for sig. Men nu, halvandet år senere, vil jeg gerne stå ved, at det var ulideligt at høre på Magnus Møllers repetition af sine livsløgne, selv om jeg til enhver tid vil prøve at opføre mig ordentligt og høfligt over for et menneske, der siger ja til interview eller til at rejse med på en reportage.

Om igen
Jeg får det indtryk, at hvis Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard i deres flittige arbejde har mødt f.eks. 50 tidligere frikorpssoldater i alt, så er de i Lars’ og Jens’ øjne uskyldige, fordi der ikke kan bevises nogen individuel skyld mod nogen af dem. Men hvad med at se sådan på det, at ud af de 50 gamle østfrontfrivillige har statistisk set ca. 15 pct. – svarende til otte mænd – været direkte deltagere i jødemord eller andre masseforbrydelser? Altså otte af de formentlig sympatiske ældre mennesker, der har accepteret at fortælle om deres fortid og byder på kaffe og småkager i deres hjem.
Det ville være spændende at høre nogle refleksioner over dét.

Efterspil
Tilbage til spørgsmålet om ophavsretten. Det, jeg har skildret her, er uacceptabelt og især krænkende, fordi det synes brugt i en politisk/manipulatorisk hensigt.  Jeg henvender mig i morgen til min faglige organisation for at få råd om, hvad der kan være af muligheder for en opfølgning.

 

 

 

 

Kommentarer
12 kommentarer til “Den friserede frikorps-historie”
  1. Jens siger:

    Ak- ja Birger – jeg er skuffet, så uendelig meget.

    Du skulle aldrig nogensinde have været med på den tur til Rusland i 2014. Jeg fortryder det bitterligt i dag. Din opførsel på turen var skammelig, og din ovenstående kritik er simpelt hen latterlig.

    1. Du gav lov til at vi kunne bruge din artikler som vi havde lyst, men nu kan du sjovt nok ikke huske det, Lars bekræfter også at du har sagt det samme til ham – pudsigt.

    2. Din status blandt din logebrødre har sikkert lidt et nederlag ved at rejse med en gammel veteran tilbage til Østfronten.

    3. Det bliver på side 336 øverst til: “Den ældre Frikorps Danmark frivillige på bagsædet holder et vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer i landskabet, og blikket er meget udadvendt.

    Svar: Man kan vel ikke holde vågent øje med et indadvent blik, som du skriver. Så jeg har bare ændret indadvent til udadvent.

    4. Jeg skrev: “At krigen på over 70 års afstand kan fremkalde voldsomme følelser, viser sig under samtalen, da tolken Inna Vinogradova med tårer i øjnene og intens stemmeføring gør opmærksom på, at hendes morfarlivet igennem havde ar på skulderen, der skyldtes, at han blev såret under krigen. ‘Og jeg må indrømme, at jeg måtte overvinde mig selv, da jeg skulle hjælpe Magnus med at snøre hans sko. ‘Skal jeg gøre det for en fascist!’ spurgte jeg mig selv… men så tænkte jeg: ‘Han er jo bare en gammel mand’, siger tolken, der til daglig er kontorassistent i St. Petersburg. Inna Vinogradovas morfar Golajdo Georgij Pavlovitj blev født…”

    Svar: Tolken Inna har aldrig udtalt det du skriver i din artikel, derfor er det udeladt. Det er noget urigtigt du har fundet på for at sætte både Magnus og tolken i et dårligt lys.

    5. Jeg skrev: “Den duknakkede mand på bagsædet holder vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer. Blikket er indadvendt, og på spørgsmål om, hvad han oplever, svarer han gerne med en fem-ti minutter lang udredning…”

    Svar: Duknakket er et ydmygende ord, så det er bare ændret til den ældre mand.

    6. Aftalen med dig og avisen BT var at i skulle tage jer af Magnus Møller på turen, ud over det omtalte billede hvor du lægger et tæppe over Magnus gjorde du INTET. Skammeligt.

    7. Jeg havde lægt penge ud til flybillet til Magnus Møller, dem var du måneder om at betale. Jeg måtte faktisk rykke for dem flere gange i mails til dig. Jeg indrømmer at flere af dem var skarpe, meget skarpe.

    8. Du lovede at du ville give og betale frokost på første stop efter ankomst til Rusland. Der var bare et problem: du havde ingen penge, så jeg måtte lægge ud 1000,00 kr. Så før du går i din fagforening skulle du måske betale mig tilbage først.

    9. Du bliver desværre udelukket fra nogensinde at kunne få oplysninger, billeder osv.

    Venlig Hilsen
    Jens

  2. Birger Danielsen siger:

    Ja, Jens, sådan byder livet ind imellem på skuffelser.

    1. Nej, jeg har gjort opmærksom på, at I kunne bruge fra dem ud fra den almindelige citatret. Jeg skal ikke afvise, at du har opfattet det sådan, at der var frit slag til at bruge af artiklerne i almindelighed og under en hvilken som helst form. Hvis det er jeres opfattelse, kan det kun skyldes, at I ingen fornemmelse har af, hvad begrebet ophavsret indebærer, og det har man pligt til at sætte sig ind i som selvudgiver. Emnet har efter min erindring ikke på noget tidspunkt været berørt over for Lars.

    2. Om jeg har tabt anseelse blandt historikere og andet kleresi ved at tage med jer på den rejse? Det kan godt være – jeg har bare ikke mærket noget til det.

    3. Her er du åbenbart klogere end mig. Det ændrer ikke ved, at du ikke kan redigere i min artikel uden at krænke min ophavsret.

    4. Her har jeg frit opfundet et element til artiklen, kan jeg forstå. Jeg fastholder, at Inna sagde præcis, det hun er citeret for og med den intensitet, der er beskrevet. Her må folk så vælge, hvem de tror på.

    5. Her har jeg brugt et tillægsord, du ikke bryder dig om. Det ændrer ikke på, at du ikke har lov til at ændre i en artikel, der fremstår som min.

    6. Det kan jeg ikke genkende. Hvad har det med ophavsret at gøre?

    7. De penge var gået ind på din konto inden vores afrejse i oktober 2014. Det er vel bundlinjen på det. Hvad har det med ophavsret at gøre?

    8. Man foretager normalt rejseafregning inden for en uge efter hjemkomst fra sådan en tur, så hvis du har den opfattelse, havde det vel været tidspunktet at anmelde sådan en fordring på. Hvorfor nu, halvandet år senere? Og hvad har det med ophavsret at gøre?

    9. Det anser jeg bestemt for at være et tab. Men som andre journalister lever jeg af min troværdighed frem for alt andet. Og den ville jeg sælge ud af, hvis jeg lod jeres dispositioner i forhold til mine artikler passere upåtalt. Selv værdifulde oplysninger og materialer kan købes for dyrt.

    Venlig hilsen
    Birger

  3. Sverri siger:

    Et spørgsmål.

    Hvorfra ved man at personerne på billedet er Frikorpsfolk?
    Billed teksten på side 290 i “En skole i Vold” nævner dem som “SS-Blokførere i deres kvarter i beboelsesbarakkerne lige uden for “Jødelejren”, datering ukendt.

    Hvorfra ved man at de andre personer var i Frikorps Danmark?
    Hvornår meldte Jørgen Christiansen sig til Frikorps Danmark, det var jo tit sønderjyder kom til andre enheder end frikorpset.

    Mvh
    Sverri

  4. Birger Danielsen siger:

    Der fanger du mig på en unøjagtighed. Så vidt jeg kan se, fremgår det ikke, hvilken enhed, han tilhører, ud over at han er en af SS-blokførerne. Og jeg kan ikke forstand på forskelle i uniformer. Efter en oplysning under retsopgøret fra vidner om, at Christiansen var berygtet for sin brutalitet, skriver Therkel Stræde og Dennis Larsen videre: “I forbindelse med undersøgelserne kom de tyske myndigheder frem til, at personen måtte være identisk med den danske statsborger Jørgen Christiansen fra Tønder-egnen og eftersøgte derfor denne hos dansk politi i 1972”. Men det ændrer ikke pointen, der handler om, at mange danske frontfrivillige deltog i masseforbrydelserne i Rusland. Senest er Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith i ‘Waffen-SS’, at danskerne i Division Wiking var involveret i mere omfattende grad end hidtil kendt. Jeg retter i billedteksten.

  5. Sverri siger:

    Hej Birger

    Ja, for det undre mig at man ikke kan Få oplysninger om denne krigsforbryder ved navn “Jørgen Christiansen fra Tønderegnen.”

    Jeg har ikke kunne finde nogen indmeldingsblaket på ham, eller finde hans dødsdato der ifølge førnævnte bog skullet være oktober 1942.

    Det nærmeste jeg har fundet er en “SS-Schütze, Jürgen Jeason Christiansen, 20/8-1909 Ravsted” men han døde den 19/10-1941, altså et helt år før det Dennis Larsen skriver.

    Man skal passe på med blindt at stole på informationer der ikke er efterprøvet.

    -Sverri

  6. Sverri siger:

    Hej igen

    Du skriver: “Men det ændre ikke pointen, at der handler om, at mange danske frontfrivillige deltog i masseforbrydelserne på Rusland”

    Hvor mange er mange? Hvor stor en procent af de frivillige deltog i de forbrydelser på østfronten? Ved man noget om det?

    Mvh
    Sverri

  7. Birger Danielsen siger:

    Hej Sverri.

    I Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsens og Peter Scharff Smiths ‘Under Hagekors og Dannebrog’ fra 1996 fremgår det generelt, at frikorpsfolk var involveret i overgreb og drab, uden at forfatterne på det tidspunkt havde kilder til at komme det nærmere. Jeg mener, at der var nye detaljer – vistnok bl.a. om jødelejren i Bobruisk – i genudgivelsen i 2003, som jeg dog ikke selv har læst. Så kom Therkel Strædes og Dennis Larsens ‘En skole i vold’ i 2014, hvor historien om jødelejren blev fuldt udfoldet. Efter min hukommelse blev det heri konkluderet, at formentlig ca. 15 pct. af de frikorps-frivillige deltog i masseforbrydelserne. Det var de danskere, der blev sat til tjeneste i lejren i Bobruisk, hvorimod der ikke var systematiske jødeforsølgelser i Demjansk-området, fordi det var frontområde. Sidste år udkom Bundgårds, Poulsens og Smiths ‘Waffen-SS’, hvoraf de fremgår, at de danske frivillige i Division Wiking var mere involveret i masseudryddelsen, end det tidligere har været kendt. Som altid er det svært at knytte bestemte personer til bestemte gerninger.

    Med venlig hilsen
    Niels-Birger

  8. Finn siger:

    Hej

    Jeg har svært ved at finde konkrete og fælderne beviser for at 15% af Frikorpset var involveret i masseudryddelsen, at blive sat til tjeneste er vel ikke det samme som at virklig slå nogen af de indsatte ihjel ? en konklusion er vel ikke det samme som beviser, eller er jeg helt galt på den

    // Finn

  9. Birger Danielsen siger:

    Hej Finn.

    Tak for dit indlæg – og undskyld det sene svar. Og nej, der er tilsyneladende ingen beviser – forstået for retsgyldige beviser mod enkeltpersoner. Det har alle dage været en begrænsning for forskningen, at det lykkedes tyskerne at destruere deres arkiver så grundigt, at det kun i få tilfælde er muligt at knytte personer til bestemte gerninger.

    Den stadig aktuelle sag mod den 91-årige Helmuth Leif Rasmussen, tidligere frikorpsmand, er på en måde et eksempel. Der er, så vidt jeg har forstået, ikke nogen dokumentation for, hvad han præcis foretog sig i jødelejren ved Bobruisk. Derimod er det kommet ham til skade, at han talte lige ud af posen, da han sad i dansk fængsel i 1946. I modsætning til næsten alle andre fængslede frikorpsfolk, der holdt sig til den fælles forklaring. Under afhøringen sagde han nogle ting, der var inkriminerende for ham selv, og som bruges mod han i statsadvokatens undersøgelser i dag.

    Konklusionerne i Therkel Strædes og Dennis Larsens bog ‘En skole i vold’ bygger på en omfattende kortlægning af setup’et omkring SS-basen Waldlager Kisslewitschi ved Bobruisk og den dertil hørende jødelejr, organiseringen af arbejdet og de frikorps-frivilliges placering i den samlede plan – og så de vidneforklaringer under det danske retsopgør, hvor der er smuler af information at hente. Nogle af de mest omfattende massedrab på jøder fandt sted i og ved Bobruisk.

    De danskere, der er i fokus, er de 800-1000 frikorpsfrivillige, der fik deres rekrutuddannelse i SS-Ersatzkompagnie, der for en dels vedkommende indebar vagttjeneste i jødelejren. Det svarer til 12-15 pct. af det samlede antal frikorpsfrivillige. Desuden var de stort set alle sammen aktive i den såkaldte ‘partisanbekæmpelse’, der i vidt omfang bestod af nedskydning af værgeløse civile.

    Therkel Stræde og Dennis Larsen skriver blandt andet i ‘En skole i vold’:
    “Deltagelse i den forbryderiske ‘bandebekæmpelse’ omfattede nok et større antal af de danske frikorpsfolk end forfrydelserne i ‘Jødelejren’. Det er formentlig de færreste af de ca. 800-1.000 danske frikorpsfolk, der i løbet af Ersatzkompagniets stationering i Waldlager gjorde tjeneste i Bobruisk, som ikke har været involveret i partisanbekæmpelsesaktionerne, i og med at de foregik hele tiden og decideret indgik i rekrutuddannelsen.”

    Den nulevende 95-årige Magnus Møller har været meget i fokus i frikorps-sammenhæng i den seneste tid. Han kom til Bobruisk sammen med frikorpsets samlede kampstyrke i oktober 1942. Her skulle de sættes ind i partisanbekæmpelse under 1. SS-Brigade, der var en af de mest notoriske udryddelsesenheder. Så kom imidlertid en alarmmelding om et truende russisk gennembrud ved fronten, der bevirkede, at hele den uddannede frikorpsstyrke blev sendt af sted for at afstive fronten – og dermed undgik at blive en del af masseforbrydelserne.

    Møller er interessant i og med, at det i hans tilfælde er sandsynligt, når han siger, at han ikke har deltaget i masseforbrydelserne. Han arbejdede bevisligt som ordonnans og oppasser, og han var hele tiden i frontområder, hvor de militære behov var i centrum, og hvor masseforbrydelserne ikke var sat i system. Det hypotetiske spørgsmål, man kan overveje, er, hvordan Møller ville have forholdt sig, hvis frikorpset ikke var blevet hasteafsendt til Velikije Luki i november 1942, men var forblevet midt i massemyrderiernes centrum i Bobruisk.

    Det her er mit forsøg på at give et nogenlunde dækkende svar, og forskerne vil sikkert gerne diskutere, hvor stor en procentandel frikorpsfolk man præcis må regne med, han deltaget i Holocaust-relaterede aktioner. De 15 pct. er min umiddelbare procentudregning ud fra det samlede antal frikorpsfolk.

    Men hvad med dig? Finder du grund til at betvivle, at det overordnet forholder sig, som forskerne har konkluderet.

    Med venlig hilsen
    Niels-Birger

    • Finn siger:

      Tak for svar Birger

      Hvad jeg selv tænker og tror om hændelserne i brobrusk, er ikke så interessante synes jeg, mere om man dømmer uden beviser, det har jeg en klar holdning til.

      // Finn

  10. Jensen siger:

    Jeg er en af dem der har købt Larsens/Bjerregaards fremragende bog, og har et spørgsmål til dig.

    Man kan se på dette link at du selv kopierer flittig.t https://www.information.dk/kultur/2013/07/dansk-werner-best-biografi-anklage-genbrug

    Jeg bider mig især fast i:

    »Jamen, jeg tror nok, at det er taget fra Ulrich Herberts bog,« siger Niels-Birger Danielsen, der ikke har bøgerne foran sig, fordi han er på ferie.

    –Vil det sige direkte afskrevet?

    »Afskrevet kan det jo aldrig blive, fordi det er oversat. I og med at jeg har citeret eller brugt stoffet i en række af de indledende kapitler, jamen så er det taget direkte. Eller omformuleret.«

    Og så har pludselig svært ved at tage din kritik af Lars og Jens alvorlig, kan du ikke svare på kritikken i indlægget fra information – er du kopi forfatter?

  11. Birger Danielsen siger:

    Tak for dit indlæg, Jensen. Joh, jeg har godt lagt mærke til, at der har været en vis interesse for Informations-artiklen fra juli 2013. Men inden jeg siger noget om den, vil jeg gerne understrege, at den intet har med sagen at gøre. Det handler ikke om, hvorvidt jeg er blevet knaldet i en anden ophavsretsag fra for to år siden eller har fået en spritdom for fire år siden. Der er kun én ting, der er aktuelt her: Er min ophavsret krænket i den foreliggende sag. Ja eller nej.
    Jeg har henvendt mig til Dansk Journalistforbund og i går fået svar fra juridisk konsulent Henrik Rønne. Han har ikke set bogen eller de artikler, det drejer sig om, men ud fra en gennemlæsning af mit indlæg på hjemmesiden og kommentarsporet vurderer han:
    “Hvis der ikke med ophavsmanden er indgået anden aftale, kan der kun citeres fra et værk i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Dette fremgår af ophavsretslovens § 22. Den der påstår, at der er indgået en aftale, der ligger udover muligheden for citat efter § 22, har bevisbyrden for at sådan aftale er indgået.
    Hvis, der er ændret i citaterne, er der tale om citatforvanskning, hvilket ikke er lovligt og ikke vil være i overensstemmelse med god skik. Citaterne skal være fuldt ud identiske med teksten i dine artikler.
    Efter ophavsretsloven er der pligt til kilde- og navnegengivelse. Det følger af lovens § 11.”
    Sig mig, er du eller nogen som helst anden, der læser dette her, i tvivl om, at jeg ville få medhold, hvis jeg gik videre med sagen? Det har jeg nu ikke tænkt mig at gøre, og eftersom Lars Larsen på facebook har erkendt, at det med tekstændringen ikke var i orden, finder jeg heller ikke grund til at træde mere i det spørgsmål.
    Og så til Ulrich Herbert – https://de.wikipedia.org/wiki/Ulrich_Herbert – en førende tysk historiker, der har skrevet en internationalt anerkendt biografi om Werner Best, som jeg selv udgav en dansksproget og -vinklet biografi om i 2013. Han var godt og grundigt utilfreds med min bog, og det var ikke så rart. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft mere medvind fra den kant.
    Jeg blev ringet op af Information midt under et højskoleophold sammen med min datter og kunne selvfølgelig ikke huske alle detaljer fra bogen, og jeg havde ikke mulighed for at komme online. Jeg er citeret korrekt af avisen, og bemærkningen ‘afskrevet kan det jo aldrig blive, fordi det er oversat’, var vist mest tænkt som en sommersmart kommentar, men den ser ikke så godt ud på tryk.
    I artiklen udtaler en talsmand for Dietz Verlag i Bonn, at forlaget undersøger, om der kan være tale om plagiat. Det er et kunstgreb, der bruges overalt i mediebranchen for at blæse en sag op. Det er ulovligt at beskylde en person for plagiat, med mindre man kan føre bevis. Så kan man i stedet sige, at man undersøger eller overvejer, om noget sådant kan foreligge. Så får man alligevel cirkuleret ordet i forbindelse med den pågældende person – uanset om man reelt på noget tidspunkt mener, at der er tale om plagiat. Efter 13 års ansættelse på Ekstra Bladet ved jeg, at det er betingelserne, og det accepterer jeg.
    Men det afgørende er ikke, om en tysk professor kan få en avis til at interessere sig for sin klage til Politikens Forlag. Det handler om, hvad der sker derefter. Forlaget svarede, bilagt en længere redegørelse fra mig, og der skete ikke videre i sagen. Og jeg vil nok mene, at Ulrich Herbert har så førende en stilling i Tyskland, at han ret nemt ville kunne skaffe sig midlerne og opbakningen til at føre en sag, hvis han mente, at det havde nogen udsigt.
    Min bog ‘Werner Best’ har ifølge Politikens Forlag har haft et normalt, tilfredsstillende salg, og titlen er stadig aktiv hos boghandlerne. Da jeg for en uge siden modtog en salgsopgørelse fra 2015, kunne jeg se, at der var trukket 114 eksemplarer fra lageret. Det synes jeg er tilfredsstillende i tredjeåret efter udgivelsen.
    Ulrich Herberts 600 sider store biografi ‘Best’ udkom første gang i 1996 og har fået status som historisk klassiker. Den udkom i 7. oplag så sent som sidste år og er blevet oversat til fransk og polsk. Ud over at Ulrich Herbert selvfølgelig mener, hvad han siger, ser jeg hans stærke kritik af min bog i det lys, at han er meget opmærksom på at sikre sin bog en optimal position på markedet – også i fremtiden.

Skriv en kommentar