Den frygtløse adelsdame

Da jeg i sidste uge skrev mit indlæg om Flemming B. Muus (artiklen her), kom jeg uundgåeligt også til af beskæftige mig med hans hustru, Varinka Wichfeld Muus, og hans svigermor Monica Wichfeld (billedet).
De er to af besættelsestidens betydningsfulde modstandskvinder, og specielt Monica Wichfeld havde en unik personlig historie. Den fik jeg ikke plads til i den artikel, som jeg har skrevet til BT i dag, søndag 7. september, så den vil jeg bruge nogle linjer på her.
For det første var godsejerfruen, der var en pioner i Lollands modstandsbevægelse, ikke dansker, men en dame af den britiske højadel. Monica Massy-Beresford, som hun var døbt, voksede op på et landsted ved den store sø Lough Erne i det nuværende Nordirland.

Smuglede rifler i skørtet
Allerede som 18-årig viste hun den dristighed, som skulle vise sig mange år senere i Danmark. Et lovforslag om Home Rule for Irland blev i 1912 fremsat af premierminister H.H. Asquith i parlamentet i London.
Det var Monicas familie imod. De var protestantiske loyalister, dvs. tilhængere af fortsat britisk styre og absolut imod et katolsk domineret, selvstændigt Irland.
Loyalisterne begyndte nu at bevæbne sig, og Monica smuglede ved et par lejligheder rifler med færgen hjem, når hun havde været på besøg i England, fremgår det af Flemming B. Muus’ og Varinka Wichfeld Muus’ bog Monica Wichfeld (Berlingske Forlag, 1954).

Mistede bror ved fronten
Monica Massy-Beresford var intelligent og stilfuld, beherskede tysk og fransk og viste sig allerede som ung som en menneskekender.
I 1916 blev hun gift med den ni år ældre diplomat Jørgen Wichfeld (til højre i billedet), som hun havde mødt til et bal på det danske gesandtskab i London. Han tilhørte en gammel dansk adelsslægt og ejede Engestofte på Lolland.
I 1918 blev Monica Wichfeld ramt af en sorg, der skulle præge hende resten af livet. Jack, den af hendes tre brødre, som hun var tættest knyttet til, faldt ved fronten i Frankrig.

Uduelig godsejer
Parret boede i London de følgende år, og der blev Varinka født i 1922 som den midterste af tre søskende. Kort derefter flyttede familien til Engestofte.
På det tidspunkt var der opstået en markant ulighed i ægteskabet. Jørgen Wichfeld var en verdensfjern mand, der interesserede sig mest for blomster, antikviteter og bridge. Gennem London-årene havde han ubekymret forbrugt af sin formue, og på Lolland viste han sig uduelig til godsdrift.
Hans kone tog håndfast om situationen for at få nedbragt familiens store gæld, og hun fik hjælp af nabogodsejeren Curt Hardenberg Reventlow.

Elskerens billede stod på natbordet
Jørgen Wichfeld viste sig mere og mere tydeligt at være biseksuel, mens Hardenberg Reventlow var en rigtig ‘he-man’. I en syv år lang periode var han Monica Wichfelds elsker, og omgangskredsen anså det for givet, at Reventlow var faderen til Monica yngste søn, Viggo, der blev født i 1923, fremgår det af den britiske forfatter Christine Sutherlands biografi Monica Wichfeld – dømt til døden (1992).
Monica Wichfeld afviste imidlertid at lade sig skille, da Jørgen sagde, at han ikke kunne leve uden hende. Men Wichfeld accepterede – som et tegn på den usædvanlige konstellation – at Hardenberg Reventlows billede stod på Monicas natbord, og at han kom i hjemmet som en familieven.
Det lange elskovsforhold var endnu et paradoks i Monicas liv. Hun hadede alt tysk på grund af krigen og broderens død og kunne knap få sig selv til at tale sproget, selv om hun beherskede det godt. Men Reventlow var tysker, selv om han boede på Lolland.

Handelsrejsende i skønhed
I 1931 tvang landbrugskrisen og kronisk gæld familien til at leje Engestofte ud. Wichfeld-familien flyttede til Rapallo ved den italienske Riviera, hvor Monicas mor, der nu var enke, havde købt en herskabsvilla, der var stor nok til, at familien fra Lolland kunne flytte ind.
Da det var hende, der havde ansvaret for familiens økonomi, begyndte Monica Wichfeld en karriere som forretningsdrivende. Hun tog regelmæssigt ophold i Paris for at rådgive velstående damer om mode. Hun solgte smykker og markedsførte egne produkter som neglebehandlingsmidlet ‘Nocrax’ og parfumen ‘Monica 55’.
Krisen bed virkelig midt i 1930’erne, og Monica Wichfeld ofrede kun lidt på sig selv, når hun var ude af syne for kunderne. Selv om hun var en dame, der tydeligvis kunne begå sig på kongelige slotte, foregik transporten rundt i Paris ufravigeligt med metroen.

Læste ‘Mein Kampf’
Stik imod de normale forventninger til kvinder interesserede Monica Wichfeld sig for politik og læste bl.a. på et tidligt tidspunkt Hitlers Mein Kampf.
Indtil midten af 1930’erne anerkendte hun Italiens diktator Mussolini, fordi han havde skabt orden i landet. Derefter lagde hun sig helt på linje med Winston Churchill, som hun var personligt bekendt med, og anså Tyskland for den altoverskyggende fare.
Hun overvejede at rejse hjem til England ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939, men valgte af familiemæssige grunde at blive i Italien, da hendes mand og Jørgen var danskere og dermed fra et neutralt land.

Takkebrev fra fru Churchill
Monica Wichfeld udarbejdede en stemningsrapport om holdningen til krigen i Italien, som hun sendte til de britiske myndigheder. Hun fik bl.a. et takkebrev fra Churchills kone, lady Clementine, og hendes rapport blev brugt som baggrundsmateriale for BBC’s udsendelser.
Efter at Italien havde erklæret Storbritannien krig i juni 1940, blev det vanskeligere for den halvt britiske familie at opholde sig i Italien på grund af, og i 1941 var de decideret uønskede. I efteråret rejste de hjem til Lolland og bosatte sig på Engestofte for første gang i ti år.
Nu var de økonomiske forhold pludselig bedre, fordi krigskonjunkturerne og den danske regerings prispolitik betød gode tider for de store landbrug. Familien sad nu pludselig solidt i det, og Monica ikke at tænke på at drive firma.

Varinka flirtede med fascismen
Varinka Wichfeld var nu en pige på 20 år. Hun var udpræget sporty, en glimrende rytter og beherskede engelsk og italiensk bedre end dansk.
Politisk havde hun i Italien en overgang gjort oprør mod moderens holdninger og flirtet med fascismen, fordi hun kom i kontakt med tilhængere af general Francos oprørere.
De var flygtet fra Barcelona – et af den republikanske regerings støttepunkter under Den spanske Borgerkrig. Efter krigsudbruddet og Danmarks besættelse var Varinka helt på linje med moderen. Nazityskland skulle bekæmpes overalt og med alle midler.

Mistrøstigt gensyn med Danmark
Mor og datter var rystede over, hvor gode vilkårene var i Danmark, hvor alle – som de så det – bare tænkte på at slippe lettest muligt igennem krigen.
”Vi så tyskere i uniform overalt i København,” skriver Varinka Wichfeld Muus i sin erindringsbog Fra solskin til tusmørke (Gyldendal, 1995).
”De havde endda den frækhed at stille op foran hotel d’Angleterre med et stort militærorkester; de sejrssikre miner, de strittende bagdele og de sømbeslåede støvler gjorde mig frustreret over situationen i Danmark og udeomkring.”
Familien fik endnu en dyster nyhed kort efter ankomsten til Danmark. Monica Wichfelds bror, brigadegeneral  Tim Massy-Beresford, var med til at forsvare Singapore, og han faldt i japansk krigsfangenskab, da den britiske kronkoloni kapitulerede i februar 1942.

Død i tugthus
Efterhånden fik Monica Wichfeld kontakt til illegale miljøer. Den første forbindelse var den kommunistiske forfatter Hilmar Wulff, der flyttede ind til leje i et hus på Engestoftes jorder.
Modstandsarbejdet kom for alvor i gang, da hun i foråret 1943 fik kontakt med den næsten nyankomne faldskærmschef fra SOE Flemming B. Muus. Den 21-årige Varinka Wichfeld kom også med i arbejdet og blev senere gift med Flemming B. Muus.
Efter sin dødsdom ved tysk krigsret i 1944 og den efterfølgende benådning døde Monica Wichfeld af lungebetændelse i tugthuset i Waldheim i Sachsen i februar 1945.

Denne artikel er den tredje i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

Skriv en kommentar