Dødens skur

SkydeskurDa jeg fra Christmas Møllers Plads i København for et par uger siden cyklede ud ad den slyngede grusvej på indersiden af Christianshavns Vold, førte vejen på et tidspunkt højre om en gul, tolænget murstensbygning fra 1781, der tidligere har været ammunitionsdepot.
Ved enden af bygningen ligger i krattet lidt ude til højre en forvitret rektangulær betonflade med flere brud, der tydeligvis skyldes årtiers slid. Betonfladen skråner fra alle sider let ind mod en græstue, der er frodig her i juli. Den viser sig at dække en rusten rist.
I årene efter Anden Verdenskrig var fladen alt andet end funktionsløs. Det er den samme beton, du ser som fundament for skuret på dette billede, der er taget i de sidste måneder af 1945 – altså for 69 år siden. Det var det særligt konstruerede henrettelsesskur, hvor straffen blev eksekveret over 30 af de 46 danske mænd, der blev henrettet som landsforrædere i forbindelse med retsopgøret.
Fuldbyrdelserne af dødsdommene fandt altid sted mellem 00.30 og 3.00 om natten. Den dødsdømtes arme, hofteparti og ankler blev bundet fast med reb. Derefter blev han skudt af en peloton på ti karabinebevæbnede politifolk, der affyrede et skud hver på samme tid, når den overordnede politimand, der havde kommandoen, lod sin hånd falde fra en løftet stilling.
Formålet med den skrånende betonflade og risten var at give mulighed for afløb af den henrettedes blod og afspuling af henrettelsesstedet.

Første henrettelse i 53 år
Stedet er ikke tilfældigt. Det blev tværtimod nøje udvalgt.
Det skete efter en noget tvivlrådig beslutningsproces, for man havde ikke noget fortilfælde at falde tilbage på – i hvert tilfælde ikke ét, som nogen embedsmand under Justitsministeriet kunne huske.
Dødsstraffen var blevet genindført med tilbagevirkende kraft i sommeren 1945 for forbrydelser begået i tysk tjeneste under besættelsen.
Ingen dansker var blevet henrettet i 53 år, og dødsstraffen var udgået af den borgerlige straffelov i 1930.

‘Aben’ landede hos politiet
Vedtagelsen af straffelovstillægget førte med det samme til en række forberedelser. Mest kontroversielt var det, hvem der skulle eksekvere henrettelserne.
En ide om at pålægge modstandsbevægelsen opgaven blev afvist allerede i det folketingsudvalg, der behandlede spørgsmålet, hvorefter det blev foreslået at lade hæren udføre hvervet, fremgår det af Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1984). Det satte hærchefen Ebbe Gørtz sig imidlertid kraftigt – og med held – imod. Justitsministeriet fik flere hundrede uopfordrede tilbud fra private, der gerne ville påtage sig hvervet som bøddel. Nogle ville gerne tjene pengene ved et hverv, der måtte formodes at give gode genetillæg. Andre henviste til kvalifikationer, der gjorde dem velegnede – én skrev f.eks., at han havde været slagter tidligere i sit arbejdsliv.
Det blev ikke seriøst overvejet at tage de frivillige, og i løbet af sommeren blev det klart, at politiet ville blive beordret til at påtage sig opgaven.

Studietur til Quislings henrettelse
Den praktiske udførelse skete efter den fremgangsmåde, man havde valgt i Norge, hvor en torturist hos Gestapo var blevet henrettet allerede i august 1945.
Natten til 24. oktober 1945 skulle Norges landsforræder nr. 1, Vidkun Quisling, skydes på Akershus Fæstning i Oslo, og Københavns politidirektør Aage Seidenfaden fik lejlighed til at overvære forløbet for at drage nytte af erfaringerne.
Quisling blev skudt af 10 politifolk, hvorefter den tilstedeværende politikommandør gav ham et pistolskud i hovedet for en sikkerheds skyld.
Ud over Akershus blev de 37 norske efterkrigshenrettelser gennemført på fæstningerne i Bergen og Trondheim samt marinestationen i Bodø.

Diskretion for enhver pris
Noget lignende kom imidlertid ikke på tale i Danmark, hvor myndighederne lagde vægt på, at fuldbyrdelsen foregik så diskret som overhovedet muligt. Derfor blev et forslag om at bruge Vestre Fængsels gård midt i København med det samme afvist.
Valget af henrettelsesplads skete på en udflugt i oktober 1945 til det militære voldanlæg, hvor blandt andet politidirektøren og Justitsministeriets arkitekt deltog. Det foretrukne sted blev 2. Redan – den næstøverste af voldanlæggets pilespidser.
Her kunne de dystre forløb afvikles i den ønskede diskretion, for her var i forvejen adgang forbudt. Desuden foretog søværnet jævnligt sprængninger på stedet, så en skudsalve eller to om natten ville ikke vække større opsigt.
Stedet var derudover praktisk, fordi politikortegen med den domfældte og adskillige maskinpistolbevæbnede betjente kunne køre turen fra Vestre Fængsel til voldanlægget på kun 15-20 minutter.

Nemt at afskylle blod
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i sin bog Birkedal  (Gyldendal, 2004) beskrevet de helt jordnære overvejelser, som arkitekt Knud Barfoed gjorde sig ved henrettelsesskurets indretning.
‘Eksempelvis udmærkede det sig ved gode tilkørselsforhold for såvel politiets mandskabsvogne som lastbiler fra det begravelsesfirma, der skulle hente ligene af de henrettede,’ skriver Øvig Knudsen.
‘Desuden var det en fordel, at ‘vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen,’ som arkitekten forklarede.
(…) Alt tømmer, tagpap og øvrige materialers mål og beskaffenhed er præcist beskrevet, inklusive hvilken type sand, der skal udfylde et hulrum bag skuret for at opfange de kugler, som måtte gennemtrænge den dødsdømte og skurets bagvæg.
(…) Fortil kan to porte åbnes i hele skurets længde, når en henrettelse skal gennemføres, og portene forsynes med solide hager til et par pæle, så man under brug ‘ikke risikerer, at vinden blæser portfløjene til’, som Barfoed bemærker.
For at undgå rikochettering af kugler er skuret desuden konstrueret uden metalbeslag på den side, som vil komme til at vende ud mod bødlerne. Efter rengøring skal portene lukkes og låses forsvarligt, og i skuret skal man derfor fra gang til gang opbevare ‘to spande og en kost til fjernelse af blodet’, fremgår det af redegørelsen.’
Ifølge Peter Øvig Knudsens bog blev skurets bagvæg desuden konstrueret med løse planker i et skinnesystem, så man ‘let kan skifte de planker ud, som skulle bliver sønderskudt’.

Artikel om den sidst henrettede
Jeg tog turen ud til den næsten glemte henrettelsesplads, fordi jeg arbejdede på en artikel om den danske Gestapo-terrorist Ib Birkedal Hansen, der blev skudt her som  den sidste 20. juli 1950. Artiklen blev bragt i fredags i Ekstra Bladet – 64 år og 12 dage efter den sidste eksekvering af dødsstraf i Danmark.
Artiklen var den sidste i en serie på fem artikler om ‘Hitlers danske hjælpere’. Den fjerde af historierne, der blev bragt i torsdags, handler om Frikorps Danmark-kommandøren K.B. Martinsen, der til sidst under krigen blev chef for Schalburgkorpset. Også han blev henrettet her.
De tre tidligere portrætterede personer var føreren for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Frits Clausen, de nazistiske folkegruppefører for hjemmetyskerne Jens Møller og Frikorps Danmark-kommandøren C.F. Schalburg.

OBS! – Du kan se en række detaljefotos fra henrettelsesstedet på forfatteren Dines Bogøs hjemmeside: http://lokalhistorier.dk/Holmen/2_Redan/

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her


Kommentarer
16 kommentarer til “Dødens skur”
  1. Bent Løwe siger:

    Godt skrevet.

  2. Birger Danielsen siger:

    Glæder mig, Bent – tak for det

  3. Jan bruus sørensen siger:

    Kære Birger
    Endnu en god artikel, det har været spændende at læse om. En periode af krigen / efterkrigstiden som det ikke har været dem store focus på.
    De bedste hilsner
    Jan
    Skulle lige hilse fra Lene

  4. Birger Danielsen siger:

    Tak, Jan. Det glæder mig – også at du i det hele taget følger med her. Hils Lene – og på gensyn før eller siden.
    Bedste hilsner Birger

  5. Frank Berendt Schmidt siger:

    Mange tak !

    De bedste hilsner
    Frank

  6. Birger Danielsen siger:

    Selv tak!

    Bedste hilsner
    Birger

  7. Kristian kornø siger:

    Fremragende. Spændende læsning som altid

  8. Birger Danielsen siger:

    Tak, Kristian, for din reaktion. Glæder mig.

  9. Kristian F. Rosendal siger:

    Fremragende artikel. Ved du noget om den tilsvarende henrettelsesplads i Viborg? Eller er det evt. andre her der ved noget om den – gerne PM til mig på Facebook.
    Mvh. Kristian

  10. Birger Danielsen siger:

    Tusind tak, det glæder mig, du havde noget ud af den.

  11. Sten Bang-Christensen siger:

    En lille korrektion, du skriver “af de 46 mænd der blev dødsdømt”, det var faktisk 101 mænd der blev dødsdømt, 78 blev stadfæstet, men altså 30 benådet…

    Men flot flot artikel whatsoever…

  12. Mogens W. Glasdam siger:

    Allerede i en tidlig alder spurgte jeg mig selv, hvilken side jeg mon ville have valgt, hvis jeg havde levet i den tidsalder? Jeg er selv opfostret af forældre, der var unge før og under krigen!
    Min “far” var aktiv i modstandsbevægelsen og var en af dem, som blev taget som gidsel i 1943, hvor samarbejdspolitikken blev brudt.
    Jeg kan og vil aldrig acceptere de danskere som hjalp tyskerne (Gestapo), her i Danmark, men accepterer at der altid vil og er den slags mennesker. Derfor er det interessant, at få nærmere kendskab til dem og hvad der fik dem til at agerere som de gjorde. Desværre kan vi ikke komme helt ind bag personerne, da man jo skaffede disse “bort” pga deres gerninger? At der i de senere år er kommet nogen fokus på dem er kun godt, samt nogle af disse stadig lever og har kunnet interwieves er godt. Dog forholder jeg mig kritisk til deres skildringer, hvor nogle af dem ikke viser den store samvittighedsnag.
    At man indførte dødsstraf med tilbagevirkende kraft, viser der var en stor hævntørst? Desværre glemmer man, at dem der deltog på øst-fronten, var velsignet af både politikkere og den øverste top i Forsvaret. Hvad nogle af disse så gjorde af ugerninger, herefter mudrer så billedet. For der var en accept af at kommunismen skulle bekæmpes, hvilket man jo så med interneringen af kommunisterne!
    Men det er godt der bliver skrevet om dem, så man får et mere nuanceret billede af tiden, så tak for en god og sober artikel og ditto bøger!

  13. Birger Danielsen siger:

    Tusind tak for din ros! Det glæder mig, at artiklen har sat gang i den slags overvejelser.

Skriv en kommentar