Forbudt: Han skød selv sin stikker
Et af de grundlæggende principper for modstandsbevægelsens likvideringer var, at ingen frihedskæmper selv måtte dræbe den stikker, der havde angivet ham eller hende til tysk politi.
Frihedsrådet ønskede på det bestemteste at undgå hævnmord og vendettaer. Likvideringens karakter af en nødvendig krigshandling blev understreget, og den ubehagelige opgave skulle udføres af en person, der ikke var følelsesmæssigt involveret.
Der er adskillige eksempler på, at reglen ikke blev overholdt. Et markant tilfælde stod den kendte Holger Danske-mand Hans Edvard Teglers (tv.) for i sommeren 1944. Og selve udførelsen – et unødvendigt stort antal skud – synes at bekræfte, at det nok var en god ide, at man forsøgte at undgå, at stikkernes ofre selv eksekverede likvideringen.
I malermesterens butik
Den kun 19-årige, men meget modne Teglers (‘Anders’) var kompagnichef i HD, og han havde lige fået sin logivært og gode ven, den 44-årige Johannes Bidstrup Nielsen, som en art adjudant.
Første gang de to var ude i byen sammen 27. juni, opsøgte de en malermester Moesgaard Hansen, der havde værksted i Herluf Trollesgade nær Kongens Nytorv i København. Han skulle formidle lån af en garage, hvor sabotørerne kunne parkere en stjålet bil, de brugte på aktioner.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, for garagen var i mellemtiden, sagde Moesgaard Hansen, udlånt til anden side.
Skudduel på Højbro Plads
Malermesteren opførte sig noget mystisk på et par måder, men var venlig. Han bad Teglers og Bidstrup Nielsen vente i gården, mens han hentede nogle cigaretter i en tobaksforretning. Dem ville han give dem med for deres spildte ulejlighed.
De to anede så meget uråd, at de gik ud til gaden, hvor de gik ned ad fortovet, medens de flere gange så mystiske mænd dukke frem af trappeopgange. Mændene begyndte at følge efter de to, der holdt isen i maven og ikke lod sig mærke med, at de var urolige.
Da de nåede op til Niels Juel-statuen stak de i løb og fortsatte til de nåede Højbro Plads og stillede sig til at vente på en sporvogn.
Her blev de anråbt af Gestapo-folkene med Ib Birkedal Hansen i spidsen, og de åbnede ild mod Hans Edvard Teglers og Johannes Bidstrup Nielsen. Teglers slap væk under en længere skudduel, mens Bidstrup, der var far til fire mindre børn, blev dræbt.
‘Sig mig, kender De mig ikke…?’
I de følgende uger undersøgte Holger Danske-chefen Knud Larsen (‘Bergstrøm’) og Teglers sagen og fandt det bevist, at malermesteren var stikker. ‘Bergstrøm’ bad ‘Anders’ likvidere Moesgaard Hansen – og gøre det hurtigt. Dagen efter trådte Teglers sammen med to af sine folk ind i forretningen, og kort efter kom indehaveren ud efter at have telefoneret i bagbutikken.
Om det videre fortæller Hans Edvard Teglers i sin bog Kæmp for alt hvad du har kært (Gyldendal, 1945):
“Moesgaard Hansen kommer ind i butikken og jeg siger: ‘Goddag, hr.’, og kort efter: ‘Sig mig, kender De mig ikke igen?’ Pludselig går sammenhængen op for ham. Han ser ud, som om nogen har slået ham i ansigtet. (…) I det samme snurrer han rundt og løber hen imod dørn ind til bagværelset. Pistolen ligger fast i hånden. Inden han forsvinder ud af mit synsfelt, har jeg trykket én gang på aftrækkeren. Han blev ramt. Jeg styrter efter ham. Han flygter gennem bagværelset hen imod det åbentstående vindue.
Jeg skyder 3 gange. Skuddene brager unaturligt højt i det snævre rum. På den afstand kan jeg ikke skyde fejl. Han falder ikke, rædslen driver ham frem. Han springer op i vindueskarmen for at forsvinde ud af det åbentstående vindue. Jeg hæver pistolen endnu engang og sigter omhyggeligt. Et smæld. Han synker sammen, livløs. Han hænger over karmen med hovedet ud af vinduet. Jeg går helt hen til ham og affyrer tre skud mod baghovedet. Blodet driver ned gennem de korte nakkehår, i en tynd stribe.”
Mor var indforstået
Mange af de unge sabotørers forældre var imod deres børns farlige forehavender, men det gjaldt ikke Hans Edvard Teglers mor, der støttede sønnens modstandskamp fuldt ud. Hun havde mistet sin mand, der var maskinmester i DFDS. Hans skib blev 15. februar 1940 sænket af en tysk ubåd.
Moderen ventede på sin 19-årige søn, da han kom tilbage til sin dækadresse.
“Fik du ham?” spurgte hun stilfærdigt.
“Ja.”
Efter krigen bekræftede politiets afhøringer af Gestapo-folk i øvrigt ifølge Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), at malermester Moesgaard Hansen var stikker.
Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her
Hej. Mit navn er Per Jensen og jeg har med interesse læst Deres artikel om Hans Edward Teglers og Johannes Bidstrup Nielsen. Jeg er barnebarn til Johannes Bidstrup Nielsen, og jeg har lige i dag siddet og læst nogle artikler og originale breve hos min mor fra netop denne hændelse, og jeg kan med det samme sige, at der er nogle faktuelle fejl i Deres artikel. F.eks. Er min mor nr 1 af 4 søskende, og derudover var de to mænd, på trods af aldersforskellen, meget gode venner, og Hans Edward Teglers boede i perioder hos Johannes og hans familie.
Jeg ved naturligvis ikke om dette har Deres interesse mere, men hvis De skulle være interesseret kan det nok arrangeres, at De kan få flere oplysninger “fra hestens mund”
Med venlig hilsen
Per Jensen
Tlf.: 28 47 01 77
Goddag, jeg er søn af Hans Edvard Teglers og kan bekræfte, at min far i en periode boede hos Johannes Bidstrup Nielsen og lærte familien godt at kende. Min far har altid om talt Johannes på det varmeste – som en faderfigur. Der er ingen tvivl om at min far var utrolig ked af og oprørt over hans død på Højbro Plads eller rettere sagt på broen ud til Slotsholmen. Jeg tvivler overordentlig på, at der var en regel om, at en person, der var blevet stukket ikke måtte skyde sin egen stikker. I hvert fald blev min far spurgt af Holger Danskes leder Knud Larsen med dæknavnet “Bergstrøm” om han ville påtage sig opgaven, hvilket modsiger at en sådan regel skulle eksistere. Der bliver skrevet at min far skyder ham med “et unødvendigt stort antal skud”. Hvad antyder det – at det er nemt at sidde årtier efter og problematisere, hvad der er krigshandlinger foretaget under absolut pres og stress.
Tak for kommentaren; ja, det var en ualmindelig grim historie med Johannes Bidstrup Nielsen. Hensigten med indlægget er at belyse, hvorfor det var højst berettiget, at Frihedsrådet ønskede at undgå, at likvideringer skulle have karakter af og form som private gengældelsesaktioner. Jeg har under mit arbejde været forbi adskillige eksempler på likvideringer, der – også uden at parterne tidligere havde været konfronteret med hinanden – udviklede sig til noget, der tangerede blodrus. Også voldsommere end i Moesgaard Hansens forretning. Jeg forestiller mig, at det måske var med til at begrænse eskaleringen af forholdene under besættelsen, at likvidator og den likviderede i langt de fleste tilfælde ikke havde været konfronteret med hinanden. I øvrigt har jeg aldrig set din fars navn nævnt i kritisk sammenhæng i forbindelse med likvideringerne, hvad der givetvis hænger sammen med, at der ikke var tvivl om berettigelsen af de aktioner, han personligt udførte. Jeg ser mig ikke i stand til at bestride, at ordren fra Knud Larsen (‘Bergstrøm’) var den bedst mulige løsning i den givne situation, hvor der skulle handles hurtigt. ‘Bergstrøm’ var ikke medlem af Frihedsrådet, og rådet har været bevidst om problematikken lige fra stikkerlikvideringernes begyndelse, idet den allerførste likvidering blev foretaget af brødrene til BOPA-sabotøren Aage Nielsen, der var blevet tortureret ihjel i oktober 1943 efter at angiveri. Praksis har nok udviklet sig gradvis, men jeg må indrømme, at jeg ikke har hæftet mig ved, hvornår den var fast og explicit.
Tak for beskeden. Jeg kontakter Dem i løbet af den nærmeste uge.
Venlig hilsen
NBD
Glimrende læsning! Interessant!
Sidder tilbage med den tanke, at det var nødvendigt at skyde stikkere og at det var nødvendigt at gøre det grundigt. Mvh – Erik Høgh-Sørensen
Tak, Erik, glæder mig, du synes om den! En del af æren går til Teglers selv, der (til dem der ikke ved det) var professionel skribent.
Ja, det var i hvert fald grundigt.
I øvrigt tror jeg, at man allerede på dette tidspunkt havde indskærpet, at man skulle sikre sig, at personen faktisk var død. Der var en likvidering, der så vidt jeg husker foregik i Aarhus 1944, der mislykkedes, så personen kun blev såret, hvorefter man frygtede, at han ville kunne genkende gerningsmændene. Man praktiserede derefter et ‘sikringsskud’ i tindingen.
Natten til søndag trækker jeg i denne række af foromtaler en beretning om en likvidering op på FB, der foregik med helt anderledes køligt overlæg.
Du skriver, at Teglers mor ikke var imod, at han deltog i modstandskampen. Det er sikkert rigtigt, men af min onkel, der også deltog, har jeg engang fået at vide, at hun fik ham til at forlade Bopa til fordel for HD, fordi han ikke skulle omgås kommunister.
Det er med sikkerhed ikke rigtigt. Min far redegør i interviewet, der blev lavet at Ninka i 1987 (TV2) præcist, hvad der var baggrunden for hans brud med BOPA.
venlig hilsen’
Hans Edinger Teglers
Dette svar er fem år gammelt og dermed fra et tidligt tidspunkt i min research, og jeg burde ikke have givet det i form af en sådan løs bemærkning. Jeg har skrevet kortfattet om bruddet med BOPA på side 377-378 i bind 3 af min serie ‘Modstand’ (udkommet i 2019) på baggrund af især Steffen Bülows bog ‘Johs’. Heraf fremgår det, at din far senere mente, at han nok var blevet i BOPA, hvis han var kommet i Børge Things afdeling.
Venlig hilsen
Niels-Birger Danielsen
Det lyder da meget sandsynligt. Jeg kan umiddelbart kun huske, at han forlod BOPA af politiske grunde, og det ville være logisk nok, hvis moderen spillede en rolle.