Han ville være Danmarks Hitler

23B0203002Denne mand, Frits Clausen, spillede en hovedrolle i Danmark i efteråret 1940.
Dels havde hans danske nazistparti DNSAP (Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti), der kun havde tre medlemmer i Folketinget, fået fremgang. Partiet var i ét og alt en kopi af Adolf Hitlers tyske NSDAP, og de tyske militære triumfer gjorde indtryk. Clausens parti voksede efter Danmarks besættelse 9. april 1940 fra 5000 til 10.000 medlemmer, inden året var gået.
Men det var ikke det vigtigste. 1940 var året, da Frits Clausen fik rollen som hadeobjekt nr. 1 hos det store flertal af den danske offentlighed.
Den 47-årige læge fra Bovrup i Sønderjylland satsede på at blive Fører i Danmark ved at fortrænge den lovlige socialdemokratisk/radikale regering under statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister P. Munch (R). Det skulle ske ved besættelsesmagtens hjælp.

Dansknationale før krigen
De danske nazister mente, at regeringens neutralitetspolitik havde spillet fallit, og at Stauning og Munch var ansvarlige for den kampløse overgivelse til Nazityskland, fordi Danmark nærmest var blevet afrustet i deres tid.
Før krigen havde de danske nazister slået på dansknationale strenge. De havde krævet et stærkt forsvar, og det var en selvfølge, at der skulle gøres modstand mod en angribende fjende. Men efter 9. april svingede Frits Clausens folk hurtigt over til de sejrende tyskere.
Selv om der var særligt mange medløbere i det nazityske jubelår 1940, var det store flertal af danskere modvillige eller fjendtlige over for tyskerne.

Modstand umulig
En del var også indstillet på modstand, men mulighederne var få. Tyskland dominerede hele Europa, og Danmark ‘var efterladt i tigerburet – håbløst alene med rovdyret’, som historikeren Erik Kjersgaard har udtrykt det.
Man var derfor slet ikke nået til det, som modstanden senere kom til at gå ud på: Kampen for at vælte samarbejdspolitikken under Stauning, Buhl og Scavenius og senere den direkte kamp mod den tyske besættelse. Men i 1940 og 1941 opfordrede folkene bag de fåtallige flyveblade og illegale aviser stadig – undtagen kommunisterne – folk til at støtte den danske regering.
Opfordringer til sabotage og ambitioner om at vælte samarbejdspolitikken kom først langt inde i 1942.

Pinlig parade
Det, danskere til gengæld gjorde i stort tal, var at gøre front mod landsforræderne – de danske nazister.
Da Frits Clausens folk 17. november 1940 holdt et mindearrangement i Forum i København for de danske soldater, der var faldet 9. april, marcherede de forsamlede nazister bagefter til ‘Den lille Hornblæser’ på Rådhuspladsen, hvor de holdt parade.
Imidlertid fik temmelig mange af partiførerens følge prygl af de tilløbende københavnere, og der blev delt vittighedstegninger ud, der viste Frits Clausens kødfulde ansigt mellem lårene på en kvinde ved navn Abelone. Og da Clausen skulle til at tale, lykkedes det en  aktivist at trække en sæk ned over hovedet på statuen.
Marchen, der skulle have været en del af stormløbet mod den danske regering, blev  med andre ord en pinlig farce.

Brådne pander i Haderslev
Tre uger senere, 8 december 1940, fandt ’spadeslaget i Haderslev’ sted. Ca. 400 uniformerede nazister marcherede mod en bygning, hvor den nazistiske ledelse skulle mødes. Det skete, selv om der var uniformsforbud i Danmark, og mange af nazisterne var bevæbnede med spader. En talstærk dansk politistyrke brugte knipler, tåregas og brandsprøjter, og 239 endte med at blive anholdt, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-1945 – og derefter (Gyldendal, 2002).
Derefter var det slut med de danske nazisters provokationer. Lauridsen konstaterer, at Clausens folk havde fået lov til at prøve sig selv af – og ikke mere. Tyskerne kunne se, hvor ringe opbakning de danske nazister havde, og besættelsesmagten holdt fast ved samarbejdet med de danske politikere.
Frits Clausen fik aldrig nogen rolle i dansk politik. Han blev arresteret efter kapitulationen i maj 1945 og anklaget for højforræderi, men døde i Vestre Fængsel af et hjertestop 5. december 1947, inden retssagen mod ham var begyndt. Den forliste fører blev 54 år. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

 

Kommentarer
Én kommentar til “Han ville være Danmarks Hitler”
  1. Palle Bundgaard siger:

    Det var godt, at der blev ryddet op, nazismen kan vi da ikke bruge til noget, jeg er glad for, at min far som frihedskæmper var med til at bekæmpe nazismen, men deres kamp mod kommunismen fik de desværre ikke gjort færdig.

Skriv en kommentar