Mænd spiller som regel hovedrollen i beretninger om frihedskampen, for det var i næsten alle situationer dem, der var i forreste linje, når det gik hedt til. Men modstanden kunne aldrig være lykkedes, hvis ikke kvinder havde varetaget støttefunktioner som kurertjeneste, funktionen som illegale værtinder og sekretærer eller aktive i efterretningsarbejde.
Endelig kan det nævnes, at nogle af sabotørerne var så heldige at have ganske robuste hustruer, der klarede meget belastende situationer – og tilsyneladende uden at beklage sig.
En tidligere modstandsmand, der gerne deler æren med kvinderne, er Jørgen Kieler, den nu 96-årige veteran. I Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) – hans store værk om den første Holger Danske-gruppe – beskriver han udførligt og ved enhver rimelig lejlighed de kvindelige deltageres og familiemedlemmers fortjenester.
Det sker med en varme og medleven, der kun kan tænkes, når man selv har været en del af den samme kamp og har kendt personerne.

Tabte nyfødt af forskrækkelse
Tag for eksempel Grethe Moesgaard, der var gift med sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og i øvrigt selv illegal depotværtinde.
Hun var højgravid, da manden 5. august sammen med en kammerat befriede gruppelederen Josef Søndergaard (‘Tom’) fra Vestre Fængsel. Senere på måneden fødte hun på Nyholms Klinik på Rosenørns Alle på Frederiksberg.
De nybagte forældre aftalte, at faderen skulle hente mor og barn på klinikken 24. august, men på vej dertil havde ‘Ewald’ et ærinde, han skulle have ordnet.
‘Det kunne sagtens nås, for det var lige om hjørnet,’ skriver Jørgen Kieler.
‘Det var Forum, det drejede sig om. Den nybagte far var så betænksom at ringe til sin kone og råde hende til at lukke alle vinduer op. Det gjorde hun, og ingen på fødeklinikken blev forskåret af flyvende glassplinter, da Forum kort efter gik i luften med et brag. Men Grethe var lige ved at tabe sit barn på gulvet af forskrækkelse. Ewald holdt sin aftale med Grethe med et kvarters forsinkelse. Han blev belært om at være mere præcis i fremtiden, men ikke om at holde op med at sabotere. Hun fandt sig også i, at han brugte turen med ambulancen til Virum til at hverve de to Falck-folk for modstandsbevægelsen.’

Pludselige skudsalver i Strandgade
Kort tid efter – efter regeringens afgang 29. august 1943 – rejste Povl Moesgaard til Sverige, men i januar 1944 fandt han, at forholdene var blevet så faretruende i København, at han måtte hjælpe sin kone og barnet over Øresund. Han rejste derfor hjem og skaffede kontakt til en illegal rute, der kunne bringe familien til Sverige natten mellem 2. og 3. februar 1944. Mødestedet var Asiatisk Plads, hvor to unge mænd tilbød at bære det fem måneder gamle barn, der var tungt.
‘Jeg så, at de tog i hver sin hank, og jeg gik lige foran sammen med damen i bilen,’ skriver Grethe Moesgaard i en efterkrigsberetning.
‘Vi blev i Strandgade modtaget af Blichfeld Møller (kaldet ‘den røde Pimpernel’), har jeg senere hørt. Jeg mener, at hans fornavn eller dæknavn var Franz. For ud af mørket spurgte en stemme på dansk: ‘Er det dig, Franz?’ Han bejaede det, og pludselig sprøjtede projektilerne hen over Strandgade, og Blichfeld Møller blev dræbt ca. 1 m fra mig. Jeg vendte mig om efter mit barn om skimtede de to unge mænd i fuldt firspring med barnevognskassen+ indhold imellem sig. Jeg ville løbe efter, men den ukendte dame hev mig ind i en opgang. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg måtte efter mit barn, men hun holdt fast i mig og sagde, at jeg ville blive dræbt. Der kom en herre fra en lejlighed og spurgte, om damerne ikke ville vente hos ham og hans kone, til der blev ro. Jeg vidste hverken ud eller ind, men de blev ved med at skyde, og jeg hørte en grov stemme råbe: ‘Flyt barnet, vi skyder’. Jeg troede først, at det var mit barn, men kom så i tanker om den lille pige, der havde været sammen med sin far. Vi sad, damen – der havde været involveret i noget med den spanske borgerkrig – og jeg, kridhvide i ansigtet. Vi fik et glas vand af den rare frue fra lejligheden, og omsider blev der ro i gaden,’ fortæller ‘Ewalds’ kone.

Enestående held
Under indviklede omstændigheder, hvis sammenhæng ikke engang stod klare for forældrene selv, dukkede sønnen senere på natten op på politistationen i Under Elmene på Amager. Det var en betjent på stationen ved navn Skaarup, der var ven med Povl Moesgaards fætter, der kunne bekræfte, at han genkendte barnet.
‘Han fik barnet udleveret og bragte det hjem til sin kone. Man fandt så et projektil, der var gået igennem hans hovedpude, havde revet lynlåsen op på hans kørepose, men ellers lå det i fodenden uden at have ramt drengen,’ skriver Grethe Moesgaard.
Under læderremmen på barnevognskassen var stukket en tegnebog med 500 kroner (over 10.000 nutidskroner) og Povl Ryde Moesgaards navn og adresse. De tilhørte den 19-årige Christian Algreen-Petersen, der var én af de rutefolk, der faldt i baghold i Strandgade.
Algreen-Petersen blev hårdt såret, mens to rutefolk blev dræbt. De to var den ovennævnte Frits-Johan Blichfeldt Møller samt politibetjent Hans Jørgen Henry Christiansen. Der sidder i dag en mindeplade for dem på muren af ejendommen Strandgade 25 på Christianshavn.

Denne artikel er den fjerde og sidste i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her
– Og du finder nr. 3 i rækken – om Monica Wichfeld – her.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her