Bog om HIPO: De dødsdømtes slutkamp

HIPO-1Mindre end tre uger før den tyske kapitulation, 17. april 1945, var den danske nazistiske forfatter Knud Nordentoft på besøg på Politigården i København, der i den politiløse tid var hovedkvarter for HIPO-korpset – ‘hjælpepolitiet’ af danske landsforrædere i tysk tjeneste.
“Alle de forskellige over- og underordnede, jeg så, var hver på sin vis hektisk flammende eller tavst vandrende på gulve – afbrudt af lyse, muntre smil, når de skulle sige noget. Mest var der af den hektisk-flammende aktivitet,” skrev Nordentoft bagefter ifølge bogen Håndlangerne – Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945, som historikeren Henrik Lundtofte på mandag udgiver på Politikens Forlag.
Den kogende stemning skyldtes, at tre kammerater netop var blevet dræbt af modstandsfolk som led i den kamp på liv og død, der udspillede sig i Københavns gader hen over vinteren 1944-1945.
HIPO-3 Fra omkring nytår 1945 havde HIPO’erne (i aktion i sorte uniformer på billedet herover) reelt været fredløse – sådan at forstå, at modstandsfolk ville skyde en HIPO-mand ned, hvor og når de måtte støde på ham. Fra februar blev dørene afmonteret på korpsets biler (billedet her tv.), så HIPO-folkene hurtigt kunne springe ud, hvis der blev åbnet ild mod dem.

For konernes og børnenes skyld
Knud Nordentoft havde under besøget en samtale under fire øjne med den ledende HIPO-mand Frederik Mortensen – ‘003 Mortensen’ – og han spurgte HIPO-manden, hvorfor de kæmpede videre. Om svaret skriver Nordentoft:
“For vor sag, vore koner og børn, danske nationalsocialister,’ sagde han.
Og jeg sagde: ‘Nej, I er for få, og vi andre er også danske og er flere. I kæmper for Tysklands sag, og den er håbløs, og I er danske!’
Han var næsten ved at indrømme – ‘men hvad skal vi gøre – vi er jo dødsdømte!'”
HIPO-folkene fortsatte med at udføre terroraktionen lige til det sidste. Ifølge Henrik Lundtofte (herunder th.) skal det bl.a. ses i lyset af en broderskabsfølelse blandt helt isolerede folk.
– Nogle HIPO-folk holdt op med at komme hjem, fordi det var for farligt for både dem selv og deres familier. I stedet boede HAANDLANGERNE_OMSLAG_156X232.indd de på Politigården, siger han.

Hele eksistensen investeret i nazismen
Et af de spørgsmål, der for en del år siden fik historikeren til at interessere sig for HIPO var spørgsmålet: ‘Hvem i alverden var det, der var villig til at gå i den slags tjeneste for besættelsesmagten på et tidspunk, hvor alle kunne se, at tyskerne var ved at tabe krigen?’ Selv længe efter nytår 1945 kom der nye til. For manges vedkommende var svaret, at de for længst havde investeret deres eksistens i nazismen, konkluderer Henrik Lundtofte.

Ingen tidligere voldsdomme
Under arbejdet har tre grupper af medlemmer af HIPO udkrystalliseret sig. Først var der den politisk og ideologisk overbeviste kernegruppe.
– Et typisk medlem var en 20-25-årig mand i hovedstadsområdet, som med stor sandsynlighed tidligere havde været bevæbnet sabotagevagt, marinevægter eller lignende. Han var ustraffet – i hvert fald ustraffet for vold. Ikke mindst dét er et vigtigt korrektiv til den populære opfattelse af HIPO’er som en udpræget del af samfundets bundfald.
En anden gruppe havde ingen politisk interesse, men kom ud på en glidebane, fordi ‘man skal have brød på bordet’.
– De havde måske tidligere været i tjeneste som f.eks. marinevægtere – som de måske ikke mente, der kunne være noget forkert i – og derefter havde de svært ved at finde andet arbejde. Og lønnen var god, forklarer Lundtofte.

Spil af tilfældigheder
Den tredje gruppe, der rummer en hel del socialgruppe 5-tilfælde, er den, der rammer de populære forestillinger om HIPO bedst.
– Det var ofte unge, der kom fra virkelig hårde kår og ikke anede, hvad de gik ind til, som havde en ekstremt kort horisont. De kom måske ind i HIPO ved, at de havde drukket en øl på værtshus med en fyr, som de fik tillid til, og som anbefalede korpset. Hvis tilfældet havde villet det anderledes, og modstandsbevægelsen havde lokket med det samme, kunne de lige så godt være gået med der, mener Henrik Lundtofte, der til daglig er arkivleder på Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg.

De blæste på det danske samfund
Når det gælder de ideologisk overbeviste, er det ifølge forfatteren en vigtig pointe, at de ikke følte, at de skyldte det danske samfund noget som helst.
– Når nogle af dem f.eks. efter krigen undskyldte tysk krigstjeneste med, at regeringen i 1941 havde ‘godkendt’ eller ‘billiget’, at man meldte sig frivilligt, var det slet ikke det, det handlede om. Verdenskrigen handlede for dem om noget helt andet – kampen for det nazistiske verdenssyn – og de var slet ikke indstillet på at lytte til det danske demokrati.

De mente antikommunismen alvorligt
Henrik Lundtofte understreger imidlertid, at det er nødvendigt at sætte sig ind i, hvad det var for tanker, der rørte sig hos HIPO-folkene.
– Der har været en tendens til at feje alle argumenter til side, som HIPO-folk fremsatte under retsopgøret, som efterrationaliseringer. Det vigtigste af de argumenter var antikommunismen, og her har der givetvis også været tale om efterrationaliseringer, mener Lundtofte.
HIPO-2HIPO-folk afgav f.eks. forklaring i retten, mens kuppet i Prag i 1948 eller lignende begivenheder udspillede sig, så  antikommunismen var det taktisk stærkeste kort, den anklagede kunne spille.
– Men de antikommunistiske udtalelser repræsenterede faktisk for en del af dem et kernepunkt i deres reelle opfattelse. De mente, at modstandsfolk over en kam var synonyme med kommunister og at borgerligt nationale frihedskæmpere var Moskva-nyttige idioter, konkluderer forfatteren til Håndlangerne.

Dommedagsvisionen
HIPO-folkene så for sig, at Den røde Hær ville rulle hen over Danmark, og at deres koner og børn ville blive deporteret til Sibirien.
– Et tysk nederlag ville blive dommedag, og den vision legitimerede alt – også de drab og den tortur, som HIPO udøvede på Politigården i besættelsens sidste tid. Dermed gav det også mening at fortsætte til den bitre ende. Hvis de bare holdt ud længe nok, ville andre danskere begynde at ”se lyset” og gå med i kampen.
Henrik Lundtoftes udtalelser her blev fremsat i forbindelse med et interview til Weekendavisen, hvor han giver en ny fortolkning af aktionen mod det danske politi 19/9 1944. Ifølge Lundtofte var det aldrig meningen at opløse det danske politi, men at gennemføre en begrænset aktion med den hensigt at reorganisere korpset.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

Kommentarer
6 kommentarer til “Bog om HIPO: De dødsdømtes slutkamp”
  1. Er foto med de tre pistol skydende HIPO-folk mon taget ved det nuværende Krogerup Højskole?

    Mig bekendt blev hovedbygningen brugt som kaserne for HIPO.

  2. Karin Klemmensen siger:

    Min mands far var dansker og nazist og torteret og fundet skudt i Aldershvile Slotspark lige inden krigen sluttede, og at samme grund blev min mands mor klippet og sat i fængsel efter krigen. Underligt, da kvinder havde ligeret. Hun blev midlertidig umyndiggjort, og min mand og hans bror kom på børnehjem. Meget voldsomt for et spædbarn på et år og en dreng på 4 år. Ingen optegnelser er at finde omkring dette, som vel må betragtes som en skamplet på danskere efter krigen, hvor meget løb løbsk og retssamfundet ikke var eksisterende. Den ældste bror blev efter min mands mors udsagn stjålet fra hende af bedsteforældrene, mens min mand først kom hjem til sin mor efter 6 år. Noget der har præget hele hans opvækst. Det har ikke været muligt at finde hverken det børnehjem, der ville modtage drengene, eller fars dødsattest. Underligt som papirer forsvinder

    • Birger Danielsen siger:

      Det lyder som en voldsom og uhyggelig historie. Tak fordi du deler den. Hvis du vil give navne eller andre præcise detaljer, kan du skrive til mig på nbdanielsen@mail.tele.dk eller ringe på 60 38 37 21.

  3. Karin siger:

    Det bekræfter blot min overbevisning (delt af mange)
    At modstandsfolk var nogle forfærdelige teorister i mange tilfælde det er sørgeligt at din svigerfar blev MYRDET bare fordi han var nazist hvilket der jo var mange der var dengang

Skriv en kommentar