Manden der tog imod befrierne

I februar 1945 – tre måneder før Anden Verdenskrigs afslutning – ankom en  yngre mand med dæknavnet ‘Lund’ til det besatte Danmark. Han var udsendt fra  London som dansk chef for den britiske faldskærmsorganisation SOE (Special  Operations Executive). Der var dog ikke noget spektakulært ved Ole Lippmanns (til højre i billedet) ankomst, idet han kom  til København med Bornholmer-færgen.

Da generalen kom
Lippmann var det nærmeste, man kom på en chef for den samlede danske  modstandsbevægelse. Derfor var det ham, der i spidsen for en deling  frihedskæmpere stod klar i Kastrup Lufthavn, da de første britiske  troppestyrker ifølge forfatteren Dines Bogøs hjemmeside din-bog.dk ankom til København i 20 Dakota-maskiner ledsaget af et større antal Spitfire-jagere for at modtage den tyske overgivelse.
Kl. 16.32 – 20 timer efter at frihedsbudskabet havde lydt over BBC – kunne  Ole Lippmann give hånd til general R.H. Dewing (til venstre), da han var trådt ud af sin  maskine.
Håndtrykket i lufthavnen var dog ikke hovedemnet, da jeg sammen med min  Ritzau-kollega Henrik Døcker interviewede den tidligere faldskærmschef i  anledning af 50-året for befrielsen i 1995.
Der blev til gengæld sagt mange  ord om den blodig begivenhed halvanden måned før, 21. marts 1945, da Mosquito-bombere  fra Royal Air Force angreb det tyske politihovedkvarter i Shellhuset  i København.

En barsk beslutning
Ole Lippmann vidste, at risikoen var stor, da 18 dage før – 3. marts 1945 – gik en lang tur i Dyrehaven nord for København for at gøre stillingen op,  inden han traf beslutning om en anmodning til briterne om at gennemføre en  aktion mod Shellhuset.
– Da den var til ende, havde jeg besluttet mig. Dagen efter telegraferede jeg  til London, at Gestapo kendte hele opbygningen af modstandsarbejdet, og at  løbet snart ville være kørt, fortalte Lippmann.

Mærkelige telefonstemmer
Lippmann havde ifølge Niels Barfoeds biografi En kriger  (Gyldendal, 2005) i dagene forud personligt fået bekræftet sine bange  anelser.
Han havde i flere tilfælde forsøgt at ringe til centralt placerede  modstandsfolk for at advare dem, men kun opnået at få mistænkelige stemmer i  røret – et tegn på, at det nok var Gestapo, der tog telefonen, og at den  modstandsmand, der skulle advares, allerede var arresteret.

Succes og katastrofe
Formålet med bombeangrebet blev opnået: Arkiverne hos det tyske  sikkerhedspoliti blev ødelagt og en oprulning af modstandsbevægelsen dermed  forhindret. Men nogle af Mosquito-bombeflyene fra Royal Air Force kom ved en fejl  til at smide bomberne over Den franske Skole på Frederiksberg. Det blev en  fuldstændig katastrofe, idet knap 100 skolebørn blev dræbt.

Kastet ud i ansvaret
Da vi interviewede Ole Lippmann, var han en lille væver herre på 78 år. Han  tog imod os i et mødelokale hos hospitalsudstyrsgrossisen Simonsen &  Weel – det familiefirma i Vallensbæk, som han for længst var pensioneret fra.
Lippmann viste os høfligt til rette og svarede smidigt og engageret på vores  spørgsmål.
Jeg havde inden mødet været spændt på, hvordan jeg ville opleve det at møde en  af frihedskampens virkelig tunge beslutningstagere. Jeg gjorde mig ikke  mindst tanker om, at mange helt unge mennesker som han blev kastet ud i  beslutninger, der ikke blot kunne få skæbnesvangre konsekvenser for dem  selv, men også for mange andre.

Gav nødhjælp i Kina
Men interviewet kom til at handle om meget andet end Shellhus-angrebet, og Ole  Lippmann begyndte med at fortælle, at han som ung erhvervsmand i 1930’erne  var rejst til Østen med Den Transsibiriske Jernbane – flere generationer før  Interrail.
I 1937 opholdt han sig i en længere periode i det stærkt militaristiske,  kejserlige Japan, der ekspanderede stærkt.
Senere på året kom han til Kina,  som derefter blev overfaldet af japanerne.
Efter store bombardementer af Shanghai gik den 21-årige dansker ind i  flygtningearbejde i samarbejde med amerikanske nødhjælpsorganisationer.

Vaccineret mod kommunismen
Lippmann oplevede i Moskva på samme rejse Josef Stalins Moskva-processer mod  systemmodstanderne og blev overbevist om, at det totalitære sovjetiske  system var lige så ondt og farligt som nazismen.
Nåja, og så nåede han også lige at være til stede ved yderligere en  verdenshistorisk begivenhed samme år. Det var i London i september 1938, da  premierminister Neville Chamberlain med et blafrende hvidt papir med Hitlers  underskrift forkyndte ‘Fred i vor tid!’.
Her var den unge mand på forretningsrejse for Simonsen & Weel, idet  firmaet af den danske medicinaldirektør under indtryk af krigsfaren havde  fået til opgave at indkøbe af hospitalsudstyr til beredskabslagre.

Specialiseret fagmand
Efter krigen specialiserede Ole Lippmann sig i anæstesiologi (narkose), og han  oplærte adskillige læger i metoderne, før det var blevet et medicinsk  speciale. I 1951 blev han administrerende direktør i Simonsen &  Weel – en stilling han blev i til 1982.
Det forhindrede ham dog ikke i sammen med modstandskammeraten Jørgen Røjel at  deltage i den danske ambulanceekspedition til Budapest under Ungarns opstand  mod det kommunistiske styre i 1956.
Ole Lippmann var lige efter besættelsen medstifter af Udenrigspolitisk  Selskab, og han var i en årrække formand for Frihedsfonden.

Særlige følelser for Polen
Et emne, han talte om med særlig varme, var Polen, der i 1995 kun havde været  fri af kommunistisk herredømme i syv år.
Lippmann havde i en årrække før systemskiftet via sit professionelle netværk  plejet kontakter til den nordøstpolske by Bialystok, hvor han fik grundlagt  en fabrik. Han fik også udvirket, at flere hundrede polske sygeplejesker,  læger og ingeniører – nogle gange på illegal vis – kom på studieophold i  Danmark.
Den polske kontakt blev markeret ved, at han kort efter vores besøg fik til  opgave at ledsage Polens præsident Lech Walesa under et officielt besøg i  Danmark.

Stor biografi
Vi fik indtryk af en mand, der havde et optimistisk syn på tilværelsen og  psykisk robusthed nok til at komme hurtigt videre, selv efter barske  oplevelser. Ole Lippmann virkede som en verdensmand, der nok var selvsikker  og havde temperament, men som personligt var uden behov for at føre sig frem  i offentligheden.
Niels Barfoed har imidlertid med sin ovennævnte biografi på næsten 500 sider  sikret, at krigstidens SOE-chef ikke bliver glemt.
Ole Lippmann nåede dog ikke selv at se bogen. Han døde i 2002, 86 år gammel. (Foto: Nationalmuseet)
 

 

Skriv en kommentar