Modstandens lange tilløb

Var det ikke sådan, at den lange periode med samarbejdspolitik under besættelsen gav  mulighed for at bygge modstandsbevægelsen op – i stedet for at den var blevet slået ned af tyskerne fra begyndelsen? Det var et spørgsmål, der blev stillet af en af tilhørerne, da jeg forleden holdt foredrag på Horsens Bibliotek i forbindelse med den kommende udgivelse af min bog Modstand.
I spørgsmålet ligger en oplagt parallel til udviklingen i protektoratet Böhmen-Mähren, hvor Reinhard Heydrichs jernhårde undertrykkelsespolitik slog den tjekkiske modstandsbevægelse ned, så den på intet tidspunkt voksede sig stærk.

Legal militær forberedelse
Jeg måtte give deltageren ret et langt stykke. Samarbejdspolitikkens tre og et halvt år i Danmark frem til den 29. august 1943 gav modstanden mulighed for at vinde styrke i et land med en lille befolkning og geografiske forhold, der gav et dårligt udgangspunkt for partisankrigsførelse.
Et markant eksempel er terrænsportsbevægelsen, som f.eks. – her på billedet – den, der blev organiseret af Dansk Samling-manden Hans Mørups Aabenraa-kreds. Det var et af landets første egentlige modstandsmiljøer, der blev virksomt så tidligt som i august 1940.
Med terrænsporten – også kaldet feltsport – udnyttede de modstandsindstillede en af de få muligheder, der stod åbne i de første besættelsesår: at dygtiggøre sig i militære færdigheder og taktik. Øvelserne foregik som regel under kommando af officerer, og de indbefattede ofte skydeøvelser i den stadig eksisterende danske hærs regi.
Mange modstandsfolk begyndte deres antityske aktivitet med feltsport. Den senere jyske nedkastningschef Jens Toldstrups klub i Skive er et kendt eksempel. Det kan i dag undre, at besættelsesmagten gav så lang snor til aktiviteter, der havde et åbenlyst potentiale i illegal sammenhæng.

De provokerende foredrag
Et andet eksempel er historikeren Vilhelm la Cours snesevis af provokerende, nationalt mobiliserende foredrag, der begyndte i 1940. De blev holdt for lukkede, men ofte ganske store kredse – nogle gange op til adskillige hundrede personer. Først i februar 1942 blev der sat en stopper for dem, da la Cour blev arresteret og idømt fængsel.
Reinhard Heydrich, der både var chef for det tyske Sikkerhedspoliti og rigsprotektor i Böhmen-Mähren, fulgte fra sin residens i Prag nøje med i la Cour-sagen – netop fordi han havde et skarpt øje for foredragenes undergravende potentiale.
Tyskerne insisterede på, at historikeren også efter afsoningen skulle sættes definitivt ud af spillet, og la Cour måtte gå i frivillig internering. Baggrunden var, at han blev indkaldt til en samtale med justitsministeren og Justitsministeriets departementschef og fik at vide, at hvis han ikke accepterede en sådan ordning, blev man nødt til at indføre en interneringslov, der ikke blot ville ramme Vilhelm la Cour, men også andre.
Det vigtige er imidlertid efter min opfattelse, at der gik så lang tid, inden der blev grebet ind. Da det skete, var ’skaden’ sket, og foredragene havde bidraget væsentligt til opbyggelsen af modstandsviljen.

Moderate konsekvenser
Vigtig er også den moderate sanktion over for Vilhelm la Cour. En hårdnakket undergraver som han ville i Heydrichs domæne formentlig uden videre være blevet skudt ned. I Danmark begyndte besættelsesmagten først i 1943 at idømme og eksekvere dødsstraffe.
Indtil sommeren 1943 risikerede de fleste danskere, der tog skridtet ind i den aktive modstand, kun at komme til at sidde i dansk fængsel. Og selv de, der blev sendt til Tyskland til afsoning af tugthusstraffe, havde udsigt til at slippe fra det med livet i behold.
Selv om det danske politi fra sommeren 1942 begyndte at bekæmpe sabotage og illegalt bladarbejde med stor effektivitet, gav den lange periode med samarbejdspolitik og dansk politi- og retsmyndighed alt i alt det danske modstandspotentiale mulighed for en gradvis opbygning, som måske ikke ville være sket i samme grad under andre forhold.  (Foto fra Hans Mørups bog På fløjen)

Skriv en kommentar