Han fik fjenden på besøg

Under reportagerejsen med BT til Frikorps Danmarks tidligere frontområde i Demjansk-kedlen var Magnus Møller, der i 1942 var med i den nazistiske erobrerhær, med på besøg i et privat russisk hjem. Værten var traktorejeren Sergej Petrov i landsbyen Vasiljevsjtsjina, der var knudepunktet for den 1200 mand store frikorpsstyrke, der i maj 1942 blev fløjet ind for at forsvare den korridor, som gav den 95.000 mand store tyske styrke en livline ud fra det omringede område.
Den 53-årige mand har som næsten alle andre russere en familiefortid med faldne under Anden Verdenskrig, men i dag lever han af den blodige fortid i området, hvor østfronten lå fra 1941 til ind i 1944. Sergej Petrov arbejder som en slags mini-entreprenør på kontrakt for den tyske organisation Volksbund, der har ansvaret for tyske krigergrave i udlandet.  Og han har i næsten 20 år serviceret danske, men først og fremmest tyske besøgende, der ønsker at gå på opdagelse i frontområdet – ikke mindst samlere, der har været på lagt efter ‘hundetegn’ og andre militære efterladenskaber.
Petrov har for længst konkluderet, at tyskerne var mere eller mindre nødsagede til at gå i krig, fordi det ellers ville være blevet straffet af nazisystemet. Han har haft sværere ved at forstå, hvorfor frivillige fra det besatte Danmark meldte sig til krigstjeneste i Rusland.
-Men jeg har fået forklaret, at de havde regeringens anerkendelse, og at regeringen ønskede gode forbindelser til Tyskland, siger han til BT med tanke på den samarbejdspolitik, som især udenrigsminister Erik Scavenius stod for.
Læs i BT i morgen, onsdag den 24. december, hvordan besøget med middagsmad hos Sergej og Valentina Petrov forløb.
På billedet står Sergej Petrov som nr. to fra venstre. Længst til højre Magnus Møller.
Det er taget i birkeskoven ved Bolsjoje Dubovisy, hvor der indtil Anden Verdenskrig lå en større landsby. Her udkæmpede frikorpset i juni 1942 voldsomme kampe mod Den røde Hær, og siden har stedet været affolket.
Billedet er stillet til rådighed for dette indlæg af BT’s cheffotograf Bax Lindhardt.

 

Skriv en kommentar