Birgithes bud på Scavenius

I 1890, da Erik Scavenius var 13 år, måtte familien flytte fra hans elskede barndomshjem Klintholm på Møn. Afskeden med det store folkehold var trykkende.
“De var der alle sammen nu, tavse og med sænkede hoveder: godsforvalteren og skov- og havnefogederne; skytterne og skovhuggerne, gartnerne og kuskene; alle staldarbejderne og malkepigerne og landarbejderne og forpagterne, og alle konerne var der også med børnene hængende på armene og i skørterne, sammen med tjenestepigerne og kogekonerne (…). De stod alle sammen og ventede (…). Nu begyndte de at kigge op mod køkkenfløjen, og han fulgte deres blikke.” skriver forfatteren Birgithe Kosovic i første bind af sin historisk-biografiske roman Den inderste fare, der udkommer på torsdag på Politikens Forlag.
Begivenheden antyder mere end noget andet, hvordan Scavenius, besættelsestidens kontroversielle udenrigs- og statsminister, blev den mand, han blev – med en helt særegen personprofil. Den bestod bl.a. i et superrationalistisk livssyn, Viggo Hørup’sk radikalisme, aristokratisk selvtilstrækkelighed og samtidig en klar afstandtagen fra de patriotiske og militære værdier, som  var indgroet i netop den godsejerklasse, han stammede fra.

Faderen så ikke tidens tegn
Faderen, godsejer Carl Sophus Scavenius havde måttet give op. Klintholm lukkede. Tidligere havde forældrene og deres mange børn levet i stor velstand med bl.a et lystslot og huslærere, men omtrent samtidig med Erik Scavenius fødsel i 1877 satte en langvarig landbrugskrise ind. C.S. Scavenius indså for sent nødvendigheden af at omstille produktionen fra kornavl.
‘Andelsbevægelsen er en proletarbevægelse’, skal godsejeren have sagt, men i 1890 var han blevet overhalet indenom af jævne, men driftige bønder på egnen.
– Det betyder meget  at komme fra en slægt, som har en stor fortid, men som er på vej ned. Jeg har et indtryk af Erik Scavenius’ far som en veg person – ikke den skarpeste kniv i skuffen. Efter en stærk far følger ofte en svag søn og efter en svag far ofte en stærk søn, lyder Birgithe Kosovics tilløb til en psykologisk forklaring.
Den 13-årige dreng stod på pladsen foran hovedbygningen i de sidste svære minutter.
“Deroppe foran døren stod hans far (…), godsejeren, med bøjet nakke og var ved at låse efter sig. (…) Det var ham, de ventede på. Jakken flaksede omkring hans ranglede skikkelse, da han traskede ned ad trappen, og han knappede den og lagde håndryggen for mynden og vendte ansigtet halvt væk, mens han hostede. Han gned sig i øjnene, der var røde og blanke; han havde sikkert siddet inde i køkkenet ved det kolde komfur og grædt, det ville være typisk ham,” skriver Birgithe Kosovic.
Det Erik Scavenius’ mor, der gik rundt og trykkede hænder og sagde opmuntrende ord. Faderen magtede det ikke. Den store dreng spurtede hen til coupéen , som hans forældre skulle køre i og smøg sig ind på det lave børnesæde med ryggen til kuskesædet.
scavenius“Vognen satte i gang, så brostenene fik dem alle tre til at hoppe i sæderne, og i det høje uden for vinduerne svingede tagene rundt og fjernede sig, inden portgangens mørke lukkede sig om vognen.”

Vaklen mellem ja og nej
I sommeren 1940 var Erik Scavenius en mand på 62 år, og hans ry som den udenrigspolitiske mesterstrateg, der havde holdt Danmark uden for Første Verdenskrig, var for længst cementeret. Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 fik han tre-fire tilkendegivelser om, at var selvskreven som udenrigsminister. Statsminister Thorvald Stauning var enig, men Scavenius sagde, at det var umuligt – at han slet ikke var den rette til opgaven. Men under det afgørende møde med Stauning blev han stående i denne vaklen mellem ja og nej.
“Han så ned og forsøgte at falde til ro. Han havde ikke villet irettesætte Stauning, men selv om det kunne virke smigrende, at man mente, han var en slags mirakelmager, der kunne redde landet fra det værste, var han klar over, at enhver optimisme ville blive gjort til skamme; regeringen ville højst holde i tre måneder. (…) Scavenius bøjede nakken og tog sig til hagen (…). Han så op for kun at se sig selv; manden, der blev ved med at komme med udflugter, kujonen,” beretter Birgithe Kosovic i Den inderste fare.
– Jeg tror ikke, han havde lyst til det. Det var mere noget, han skred ind i, funderer hun.
– På et tidspunkt begyndte det at virke koket at blive ved med at undslå sig – upassende koket i betragtning af landets alvorlige situation. Der er noget i det spil, der har passet til hans karakter. Det var et spil skak og dermed noget andet end politik. Der er nogle regler, der skal følges, og det ene træk fører til det næste.
Forfatteren ser billedet af faderens svigt som en medspiller her, 50 år efter afskeden med Klintholm.
– Hans far har svigtet nogle idealer, som han selv tager på sig. Han siger ‘Sådan vil jeg i hvert fald ikke være’.
Magten kan også have tiltalt Erik Scavenius, hvor meget han så end undslog sig – det at tingene kunne blive på den måde, som han syntes, de skulle være.

Kvinden med den ternede nederdel
Ifølge bogen levede Erik Scavenius på dette tidspunkt i et følelsesmæssigt tomrum. Ægteskabet med hans otte år ældre hustru Emma havde for længst mistet sin glød, og han kendte endnu kun den 27 år yngre Alice Duvantier, hans fremtidige livsledsagerske, på afstand. En ægte Kosovic-bog indeholder – som Politiken har gjort meget ud af i denne uge – sex-scener så heftige og detaljerede, at ruderne dugger.
 Den inderste fare er ingen undtagelse, og det kommer første gang til udtryk i efteråret 1940, da han er under hårdt politisk pres på grund af sit initiativ til en told- og møntunion med Tyskland. Scavenius har besluttet sig for at gå af – den første af mange gange – og Scavenius har sendt bud efter en sekretær for at kunne diktere et brev til den tyske rigsbefuldmægtigede.
“Det bankede på, og han drejede stolen tilbage og nikkede til fru Højberg-Pedersen henne i døren,” lyder bogens tekst.
“Han (…) hørte hende komme hen over gulvet, indtil hendes knæ og ternede nederdel dukkede op på den anden side af bordet. Han dappede med læsebrillerne på bordet, mens han kiggede op. Fru Højberg-Pedersen ikke var rigtig køn (…), men mens hun tog plads i stolen på den anden side af bordet, lagde blokken til rette og satte pennen til papiret, var der denne formelle kølighed over hende, som beroligede ham. (…) Den måde, hun sad og betragtede ham på fra den anden side af bordet, med (…) en venlighed blottet for sentimentalitet og glæde, indgød ham en fornemmelse af, at hun muligvis var et af de mennesker, der forstod ham allerbedst. Hun måtte også kunne se, hvor helt ad helvede til alting gik.”

Det desperate møde
Kort inde i brevet til Renthe-Fink når Scavenius frem til at diktere det centrale budskab om hans afgang til sekretæren.
“Fru Højberg-Pedersens hånd standsede på papiret.
‘Går De af!?’
Hun så over på ham, som om hun havde taget ham i at stikke hende en lodret løgn lige op i ansigtet. Han så ned ad hendes hals, det lyste ved kraven, det var en facetslebet sten i en guldindfatning. Den blinkede i lyset fra lanpen på skrivebordet, hver gang den steg og faldt, og han opdagede, at hun havde fregner under halsen. (…) Så kom han i tanke om, at han vist havde hørt, at hun var fraskilt, eller at hendes mand vist var bortrejst, og da hun så op igen, mødte hun ham med et blik, som var åbent og klart, men også  agtpågivende. Nu blinkede stenen hurtigt. Han rejste sig, og mens han gik rundt om bordet til hende, fulgte hun hans bukseben og hænder med blikket. (…) Deres knæ var så tæt på hinanden, at de var lige ved at røre, og han kunne mærke varmen om hendes ben. (…) Uden at løfte ansigtet så hun fra hans livrem til spidsen af hans slips. Nu blinkede stenen under hendes hals ikke længere.
Forsigtigt som et dyr, der sænker hovedet og kryber væk, rejste hun sig fra stolen uden at se på ham. Om hendes mund anede han noget tvært, og uden at ville det, uden at ville gøre noget, hun ikke ville brød sig om, lænede han sig frem og stillede sig så tæt på hende, at han kunne dufte hendes parfume og friske sved. (…) Han så ned imellem deres kroppe, og (…) blinkede blindt (…), mens han med fingerspidsen trykkede ind mod den lille bløde pude på indersiden af fru Højberg-Pedersens knæ og mærkede den glatte nylon fortsætte op og atter op over hendes lår, indtil hans finger fandt strømpekanten. (…) Fru Højberg-Pedersen sukkede, da han trængte fingeren ned mellem strømpen og hendes nøgne hud, og han lod den glide langs kanten, indtil den nåede om til hofteholderens fæstning bagpå. Med ansigtet fortrukket som i anstrengelse lukkede hun øjnene, og han lagde sin kind næsten helt ind til hendes, mens han lod fingeren finde vej tilbage igen, hvor han fik fat i hoftebåndet foran.   Hun trippede for ikke at tabe DIF_Omslag_Smudsbalancen, og (…) bevægelsen bølgede op gennem hende og endte i et lille hjælpeløst nik, og med pegefingeren som en krog om strømpebåndet fulgte han det op. Det løftede sig fra hendes hud ved lysken, og han (…) pressede hånden ind under båndet og strakte fingrene ud, så han kunne mærke derinde, hvor låret var varmest. Han krængede trussekanten op, og fingrene gled ind over de glatte hår (…)”

Usædvanlig fri bane for fiktion
Selv om jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt det virkelig gik så livligt for sig i ministeriet, kan jeg varmt anbefale bogen – uanset hvad man måtte mene om Erik Scavenius og hans forhandlingspolitik. Den inderste fare har den særlige baggrund, at Scavenius – meget tænkeligt i en stemning af misantropi og selvhad i sin alderdom – destruerede alle sine private papirer.
Dermed er der usædvanlig fri bane for en skønlitterær forfatter, og jeg synes, at Birgithe Kosovic har givet et godt bud på, hvordan Erik Scavenius kan have oplevet sit liv og sin tid – især årene under besættelsen. Det gælder ikke mindst  skildringerne af, hvordan det må føles at være lagt for had af det omgivende samfund.
Den historiske research virker solid; en af bagstopperne har været besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, der har været manuskriptlæser.
Blandt de forløb, jeg glæder mig til at se Birgithe Kosovic skildre i bind 2, er det omdiskuterede forhold mellem Erik Scavenius og Werner Best efter regeringens afgang den 29. august 1943. Udviklede der sig et egentligt venskab mellem Scavenius og Best, der som ærkenazist og Gestapos arkitekt i 1930’erne stod fjernt i politisk opfattelse fra alt, hvad danskeren stod for. (Foto: Ole Haupt og Nationalmuseet)

Kommentarer
2 kommentarer til “Birgithes bud på Scavenius”
  1. Rasmus Bech siger:

    Tak for en meget grundig og seriøs analyse af både Scavenius og det store værk om ham. Det er spændende og interessant læsning om hovedpersonerne i en betændt periode i den danske historie. Vi kan ikke vide nok – og tak til dig, Niels-Birger, for at bringe os videre.

    • Birger Danielsen siger:

      Tak, Rasmus, jeg bliver mindet om vores hyggelige samtale på LiteraturHaus sidste år. Det glæder mig, at du synes om dette indlæg, selv om jeg er nødt til at henvise det meste af rosen til Birgithe Kosovic, der har præsteret en klassiker af et tobindsværk.

Skriv en kommentar