Teologer på modsat kurs

Hal Koch og K.E. LøgstrupDa den danske regering i november 1941 underskrev Antikominternpagten, fik det med det samme Knud Ejler Løgstrup (th., 1905-1981) – sognepræst i Sandager/Holevad på Vestfyn – til at fare i blækhuset. Modtageren af hans brev  dateret Sandager Præstegård den 1. december 1941 var den mangeårige teologkollega og private ven Hal Koch (tv., 1904-1963), der var professor i kirkehistorie på Københavns Universitet.
Koch havde siden året før været formand for Dansk Ungdomssamvirke (DU), der kæmpede mod nazistisk infiltration af det danske samfundsliv inden for samarbejdspolitikkens rammer.

Alt for æren
Løgstrup mente, at en tilslutning til den politiske alliance mod verdenskommunismen var et skridt ud over en afgørende moralsk grænse – også selv om Danmark ikke forpligtede sig til at stille soldater til Tysklands krig mod Sovjetunionen.
“Kære Hal.
Jeg gaar ud fra som givet, at du selvfølgelig har det paa samme Maade, som vi her, at du er fortvivlet og rasende over, hvad der er sket. Jeg besværger dig, ikke at lade Raseriet gaa af dig. – Det gaar simpelthen ikke dette her,” indledte K.E. Løgstrup.
“Vi har kun én Tanke her, og det er, hvordan vi skal gøre Regering og Rigsdag det klart, at vi protesterer og protesterer. Og at det Gud hjælpe os nu ikke drejer sig om, hvordan vi skal klare os igennem med vort Retsvæsen og Bekvemmelighed og sociale Forsorg og hvad ved jeg, ígennem det alt sammen, men at det hele er saa enkelt og ligetil som nogensinde i vort Lands Historie: bare vor Ære. Vi vil ikke være æreløse. Vi vil tage alle Konsekvenser med, alle Ubehageligheder, Tilstande som i Norge og Holland, selvfølgelig bliver det det, men det gør jo alt sammen ingenting, hvis vi blot kan have vor Ære og vor Ærefuldheds gode Samvittighed i Behold.”
Løgstrup mente, at et liv i ‘folkelig æreløshed’ ville betyde et håbløst og intetsigende liv.
“Nu drejer det sig ikke om taktisk Klogskab og Besindighed, nu drejer det sig bare om, at vi ikke ogsaa med Æreløshed og Lumpenhed og ubeskrivelig Fejghed skal styrtes i Ulykke. Vi vil Ulykken med vort Folks Ære i Behold.”

Vi måtte sluge kamelen
Hal Koch besvarede i sit hjem på Frederiksberg brevet straks ved modtagelsen. Han forstod et langt stykke vennen.
“Kære Koste!
Tak for Brev. Jeg er ganske – eller i hvert fald i Hovedagen – enig med dig. Derfor sammenkaldte vi D.U’s Repræsentantskab omgaaende. Der mødte 223 Mand, og Stemningen var ikke til at tage Fejl af: Beklagelse af det, som var sket, men ogsaa Forstaaelse af, at endnu dennegang maatte vi sluge Kamelen. Et stærkt ønske om, at det blev sagt til rette Vedkommende, at næste Gang der siges Ja, siger vi Nej. Om saa Regeringen nogensinde naar til et virkeligt Nej??,” indledte Hal Koch.
“I den foreliggende Sag var der intet at stille op. Havde enkelte Ministre staaet stejlt og var gaaet, var Resultatet blevet en Regering Stauning-Scavenius – uden de bedste af de nuværende Ministre (…). Spørgsmålet om denne Møj-Pagt var ogsaa lidet egnet til Brud.”
Koch peger på, at det afgørende skete et halvt år før, da regeringen stillede sig på Tysklands side mod Sovjetunionen og foretog et massivt grundlovsbrud med arrestationen af flere hundrede kommunister.
“Men dengang syntes jo Halvdelen af Befolkningen, at det var stortartet. Det nuværende føjede absolut intet nyt til udover det rent symbolske. Saadan set rører det ikke vor Ære nær saa meget som det tidligere. Og paa det Grundlag at styrte Landet ud i Koncentrationslejre – de 100 Kommunister i Horserød føres til Tyskland, Tyskerne bestemmer for Fremtiden, hvem der er Kommunister her i Landet, Jøderne kommer ind under tyske Forhold – ja, det er forstaaeligt, at man ikke mener ar kunne tage Ansvar for det.”
Hal Koch mente, at opgaven måtte være at forberede sig på at stå fast næste gang.
“Til den Ende har vi foretaget os det Skridt, at vi i D.U. har aftalt, at vi ikke vil eller kan gaa med et Skridt længere. Dette har jeg personligt meddelt Undervisningsministeren og Justitsministeren og bedt dem lade det gaa videre i Ministermøde.”

De holdt begge linjen
K.E. Løgstrup tog konsekvensen af sit synspunkt og gik kort tid efter ind i aktivt modstandsarbejde som kurer i modstandsorganisationen Ringen. I krigens sidste år var han i Århus – efter at han i 1943 var blevet udnævnt til teologiprofessor på Århus Universitet – illegal logivært for bl.a. faldskærmsfolk fra SOE.
Hal Koch fortsatte sit virke som DU-formand, men den dag, hvor man sagde Nej kom aldrig. På intet tidspunkt før regeringens afgang den 29. august 1943 anbefalede Koch et brud med samarbejdspolitikken.
Venskabet og den gensidige respekt holdt imidlertid til uenigheden. Da Hal Koch efter krigen blev højskoleforstander på Krogerup Højskole, blev Løgstrup flere gange inviteret til at være foredragsholder.
Brevvekslingen, der samlet set er en af de mest velformulerede debatter om dilemmaet samarbejde kontra modstand, blev første gang udgivet af historikeren Henrik S. Nissen i 1992 under titlen Kære Hal- Kære Koste. Den blev genudgivet i udvidet form i 2010 på forlaget Klim med titlen Venskab og strid.

Kommentarer
3 kommentarer til “Teologer på modsat kurs”
  1. Uffe Andrasen siger:

    Godt at du fremhæver denne bog, der har det hele i sig. Udgav den som forlagsredaktør i sin tid på Gyldendal.

  2. Jens Holck siger:

    Jet synes dog det skal siges, at Koch blev udsat for to attentater
    under Krigen, så de har i hvert fald ikke været i tvivl om hans synspunkter.

    • Birger Danielsen siger:

      Enig – der stod respekt om Hal Koch for hans pletfri antinazisme og demokratiske indstilling. Din kommentar minder mig om, at linjerne nogle gange gik på kryds og tværs under besættelsen – mere i Danmark end i andre besatte lande. Landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense, der var en tidlig modstandspioner, kendte både Koch og Løgstrup, men Hal Koch var en personlig ven, mens Løgstrup kun var en bekendt – trods forskellige holdninger til spørgsmålet om modstand. Det fremgår af historikeren Andreas Skovs bog ‘Fyn i krig’.
      Da ‘Frit Danmark’ var i støbeskeen, blev John Christmas Møller, Aksel Larsen og Børge Houmann enige om at prøve at få Hal Koch med, og den illegalt levende Aksel Larsen kom på besøg på Kochs professorkontor. Jeg ville gerne have været en flue på væggen til samtalen mellem de to velformulerede herrer; den må have været interessant. Men Koch sagde nej.
      “Som andre følte jeg naturligvis det ydmygende i, hvor langt eftergivenheden kunne drives,” sagde Hal Koch om samtalen – og fortsatte sylespidst:
      “Men for mig var det at opretholde regering og rigsdag i sig selv et formål, der var betydelige ofre værd. Det var det bestemt ikke for Aksel Larsen.”

Skriv en kommentar