Uddrag 20 af ‘Modstand-4’: Den sidste veteran fra Tankstelle-aktionen

Om godt en uge, den 14. november, udkommer bogen Den sidste sabotør – Ejler Borchs erindringer fra Besættelsen på forlaget Frydenlund. Forfatteren er journalist Anders Fenger, og titelpersonen er Ejler Borch. Han er 98 år og var maskinlærling i København under Besættelsen. Borch er usædvanlig frisk både fysisk og åndeligt og dukker stadig ind imellem op til arrangementer, der har noget med besættelsestiden at gøre.
Ejler Borch var medlem af en BOPA-sabotagegruppe under Søren Egholm Lauritzen, en 21-årig fyldepennereparatør (foto herunder), der var vokset op i en familie af lavere middelklasse i Glostrup. Han havde dæknavnet ‘Lille Sven’, fordi han kun var 1,60 meter høj, men han viste alligevel gode lederevner med gåpåmod, opfindsomhed og omhu i planlægning.
Et stort anlagt angreb på det stærkt bevogtede Tankstelle Seeland – et stort tysk benzindepot – viste imidlertid, at BOPA ikke var nær så gode til aktioner med åben kamp i militær stil som til de industrisabotager, som organisationen er berømt for. Som du kan se af nedenstående uddrag af bind 4 af min serie Modstand – en samlet fremstilling af frihedskampen 1940-45 – forløftede ‘Lille Sven’ sig på opgaven og blev dræbt. Ejler Borch var med på det dækningshold under aktionen, der er nævnt.
Jeg har på flere måder selv haft forbindelse med personkredsen, der deltog i Tankstelle-aktionen. For det første deltog jeg et par gange i den traditionelle julefrokost for BOPA-folk, ægtefæller og efterkommere på Axelborg Bodega i København. Jeg var inviteret på grund af mit arbejde med Modstand. Ejler Borch og Pierre Honoré – en anden fra Tankstelle-holdet – betalte for arrangementet, så her havde jeg lejlighed til at tale med Ejler Borch.
Jeg kontaktede ham faktisk og spurgte, om han ville fortælle mig sin historie til brug i mine bøger, men han afslog venligt. Jeg vidste ikke en brik om, hvad han konkret havde været med i, og det var der heller ingen andre, jeg talte med, der gjorde. Tilsyneladende har Ejler Borch mere eller mindre gået med sin historie hele livet uden at fortælle den til andre end sine nærmeste.
For det andet var Pierre Honoré en stor hjælp i forbindelse med bogværket – og også kilde til en del indhold – som jeg ofte havde kontakt med. Han var pensioneret høreapparat-fabrikant og civilingeniør – en begavet mand og interessant samtalepartner. Pierre døde i 2017 i en alder af 91 år.
For det tredje nåede jeg i 2014 at træffe Aage Staffe, kort før han døde som 88-årig i 2014. Det var ham, der i februar 1945 placerede en bombe i skorstenen, som du kan se i boguddraget.
Ikke mindst på grund af disse personlige minder hilser jeg det velkomment, at bogen kommer. Jeg håber, den er god og kan kun ønske min journalist-kollega Anders Fenger tillykke med, at det er lykkedes ham at få historien.

—– —– —–

Modstand, bind 4, side 387-390:

Kl. 7.15 næste morgen, den 16. februar 1945, sprang en kraftig bombe, som den 19-årige BOPA-gruppeleder Aage Johansen (senere Staffe – foto herunder) havde placeret i skorstenen oven på en toetagers vagtbygning ved W/H Tankstelle Seeland i Vanløse, Værnemagtens største brændstofdepot i København. Hans gruppe havde dagen før efterladt en stige på stedet, så han kunne komme derop.
I det samme iværksatte ti deltagere på aktionsholdet uvarslet beskydning med Suomi-maskinpistoler. Det lykkedes dog ikke at nedkæmpe den godt forskansede vagtstyrke, der bestod af regulære soldater; i stedet udviklede angrebet sig i de følgende minutter til den måske mest intensive ildkamp på dansk jord under besættelsen med over 3000 affyrede projektiler.

Svært bevogtet depot
Trods en styrke på ca. 50 mand endte aktionen i en tragedie, og som sabotage var den kun delvis vellykket. Det på trods af en minutiøs planlægning, som den 21-årige Søren Egholm Lauritzen (’Lille Sven’), der var opvokset i nabolaget, havde stået for.
Depotet lå lige ved Vanløse station, og benzinen lå i to nedgravede tanke ved siden af hinanden. En række BOPA-aktioner mod benzindepoter og -stationer havde fået tyskerne til at samle beholdningerne i større depoter under sværere bevogtning.
”Området var omgivet af en væg med skarpe pigge på, og foran indgangen var der opført en bunker med skydeskår,” erindrede den dengang 18-årige Pierre Honoré (’Mads’).
’Lille Sven’ havde valgt, at angrebet skulle sættes i værk, netop når et bestemt S-tog forlod stationen. Det ville gøre det muligt at nærme sig depotet enkeltvis blandt de mange folk på vej til arbejde, så ingen opfattede, at der var tale om en opmarch.

Vigtigt rekylgevær
Maskinpistolilden mod vagtstuen blev affyret fra en togvogn, som Lauritzen havde fået DSB til at parkere lige syd for Tankstelle. Tre mand havde til opgave at pacificere indgangsbunkeren, og den 24-årige blikkenslager Keld Petersen (’Blik’) havde opstillet et rekylgevær på en viadukt lidt vest for anlægget. Han havde kendskab til våbenet fra en periode som værnepligtig underkorporal.
”Det (…) var vigtigt, da det antageligt kun var rekylgeværet, der havde gennemslagskraft nok til at gennemtrænge vagtbygningens mur,” erindrede Honoré fra ’Lille Svens’ gennemgang af planen.
Selv skulle Pierre Honoré sammen med Ejvind Hansen skyde en afspærret indgang op. Sprængningsholdet skulle trænge frem med to ladninger på hver 25 kilo med 1-minuts-lunter og anbringe dem på tankene. Ud over Lauritzen bestod holdet af Børge Thing, den 20-årige blikkenslager Kurt Michaelsen (’Mick’) og to af ’Lille Svens’ barndomsvenner fra Vanløse Ole Ewé (’Ib’) og Peter Gylling Mortensen (’Tom’).

Træfferen på anføreren 
Dækningsgruppen, der skulle tage kampen op mod eventuelle udrykninger fra HIPO eller Værnemagten, blev ledet af Kaj Schmidt (’Niels’). Da det ikke lykkedes at nedkæmpe vagtstyrken, måtte sabotørerne forsøge at vedligeholde en kraftig ild, mens bombeholdet løb ind, så vagterne blev holdt mest muligt væk fra vinduerne. Men det gik næsten med det samme galt.
”Jeg så Lille Sven trimle ned af tankens skråning (…). Brandt, Ib og Tom begyndte at slæbe Lille Sven ud, så den eneste, der var tilbage, var Kurt, som lå med den ene ladning på enden af den fjerneste tank,” skrev Pierre Honoré.
Keld Petersen var efter Honorés opfattelse manden, der reddede styrken fra en regulær katastrofe.
”Han skød (…) med korte salver på 5-10 skud, og begyndte i den ene side af vagtbygningen og fortsatte til siden, så han kom igennem hele facaden med et magasin på 50 skud. Skuddene er antagelig gået lige igennem muren, for tyskernes ild ophørte med det samme.”

Lunteantænding under fuld beskydning
Kurt Michaelsen råbte desperat, at nogen skulle komme og tænde den anden ladning.
”I mellemtiden havde Ejvind med Suomiens kolbe fået hamret den jernliste ned, som holdt piggene over døren, så adgangen blev passabel,” fortalte ’Mads’ videre.
”Jeg (…) skulle nu passere 40-50 meter over til tanken i det frie skudfelt fra vagtbygningen. Jeg kom sikkert over mellem to af Bliks salver.”
På grund af vagternes skydning var det umuligt at forbinde bomberne med Cordtex; de måtte antændes hver især. Honoré mente, at det lykkedes ham at få antændt ’Lille Svens’ ladning, men helt sikker var han ikke på, at det var dén ladning, der endte med at eksplodere.
”Nu havde jeg (…) mindre end et minut til at slippe væk i. Væggen bag tankene havde heldigvis ingen pigge, men var mindst 2 meter høj,” berettede ’Mads’, og det lykkedes ham at komme over.
”Knapt var jeg kommet 50 meter væk, så eksploderede den første bombe med et rystende brag.”

En leder, der manglede overblik
Forløbet var kontroversielt i BOPA. F.eks. skrev Aage Staffe i 2001, at ’Lille Sven’ meget tænkeligt kunne være blevet dræbt af vådeskud, fordi de tyske soldater angivelig ikke var bevæbnet med maskinpistoler, men med karabiner. Og han mente, at Egholm Lauritzen, én af hans nærmeste kammerater, var en dygtig leder, når han havde en sammensvejset gruppe, men at han ikke havde overblikket til at lede så mange, for ham til dels ukendte folk.
Tyskerne reddede meget af benzinen, men ophørte med at bruge Tankstelle.

Boguddrag: Richard Jensen – skyggekommunisten

Det kan virke besynderligt at kalde en mand, som alle med interesse i den militante venstrefløjs historie i det 20 århundrede kender, for ‘skyggekommunist’. Det er heller ikke en glose, som dokumentarforfatteren Lars Halskov bruger i sin nyligt udkomne biografi Manden med de mange ansigter – Richard Jensen og den røde underverden (Politikens Forlag – udkom i august).
Jeg har alligevel valgt at bruge den i overskriften på dette indlæg af to grunde:

1). For det første drejer det sig om det velkendte forhold, at Richard Jensen (1894-1974) – i mellemkrigstiden formand for den københavnske afdeling af det dengang magtfulde Søfyrbøderforbund og hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) – havde en magtbase, der var delvis uafhængig af DKP’s ledelse. Richard Jensen var repræsentant i Danmark for Kommunistisk Internationale (Komintern), men hvordan kunne det give ham en position, der gjorde, at han ikke i alle forhold var underordnet formand Aksel Larsen i det ellers strengt hierarkiske DKP? Og hvilken eksklusiv ressource var det, som Richard Jensen kunne stille til rådighed for Sovjetunionen, der begrundede, at man  gav ham denne særstilling? Spørgsmålet er behandlet i tidligere historisk litteratur, men Lars Halskov kommer i sin bog til bunds i spørgsmålet. Nye oplysninger stammer især fra ikke hidtil kendte arkivalier fra den britiske militære efterretningstjeneste.

2). For det andet er der en mere åbenlys grund til, at Richard Jensen står lidt i skyggen i den samlede fortælling om kommunismen i Danmark. I DKP’s selvopfattelse var den absolutte kulmination for partiet  den ledende rolle i den væbnede kamp mod den tyske besættelse 1940-45. Her var Richard Jensen slet ikke med, for han sad i fængsel! Han var så meget ude af billedet, at han ikke engang er betænkt med en biografi i Gads leksikon – Hvem var hvem 1940-1945. Jensen blev i 1941 idømt en lang fængselsstraf ved dansk domstol for sin rolle i sabotagen i 1938 mod to trawlere, der skulle leveres til Franco-Spanien under Den spanske Borgerkrig fra Frederikshavn Værft. Sabotagen blev udført at folk fra den såkaldte Wollweber-organisation. Men på det punkt er der en dobbelthed, som det var tilfældet på mange andre punkter i Richard Jensens liv og karriere. Han var ikke med – og så var han tværtimod i den grad med! Han talte allerede kort efter den tyske besættelse i 1940 for, at de danske kommunister skulle indlede væbnet kamp mod nazisterne, der op gennem 1930’erne havde været den ultimative fjende. Men det var på dette tidspunkt ikke officiel DKP-politik, for Molotov-Ribbentrop-pagten var endnu i kraft, og det var først et år senere, at Tyskland indledte sin krig mod Sovjetunionen. Derfor blev Richard Jensen ekskluderet af DKP for ‘gentagne disciplinbrud’, og andre fængslede kommunister fik ordre til ikke at omgås ham eller tale til ham – og heller ikke til skibssabotørerne fra 1938.

Nedenstående uddrag af Lars Halskovs bog, som bringes med tilladelse fra forfatteren og Politikens Forlag, skildrer nogle scener fra den kritiske fase, der indtraf for fængslede kommunister ved den tyskerklærede militære undtagelsestilstand den 29. august 1943.
Indtil dette tidspunkt havde de danske myndigheder bevaret det indre selvstyre – som det vigtigste politimyndighed og domsmagt på danske hænder. Som modydelse påtog man sig at lade dansk politi bekæmpe illegal virksomhed og stille f.eks. sabotører for retten. Her kunne regeringerne under Vilhelm Buhl og Erik Scavenius løbende over for tyskerne henvise til ‘fremskridt’. Man arresterede systematisk danske kommunister – af og til for det blotte medlemskab af partiet, der var blevet ulovliggjort med Kommunistloven fra 1941. De blev derpå idømt fængselsstraffe, der var på op til et par år – nogle gange blot på få måneder. Dermed beskyttede de danske myndigheder i en vis forstand kommunisterne mod nazistisk kommunistbekæmpelse. Den havde tilbage fra 1930’erne bygget på omfattende brug af dødsstraf, tugthus, kz-lejre og tortur under afhøring. Det var den slags argumenter, der gjorde, at de ansvarlige politikere også efter krigen fandt, at deres linje under samarbejdspolitikken havde været moralsk forsvarlig.
Situationen var derfor overhængende farlig, da tyskerne erklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943 og bl.a. overtog kontrollen med Vestre Fængsel. Her sad en række kommunistiske sabotører – flere af dem hårdt belastede – i deres celler og kunne blot vente på at blive overdraget til nazistisk justits. I denne situation handlede flere kriminalfolk og fængselsbetjente hurtigt, og de fængslede sabotører blev kørt ind på Københavns Politigård ’til afhøring’, som forklaringen lød. Derpå flygtede de pågældende betjente over Øresund med illegale flugtruter og gik i landflygtighed sammen med deres fanger. En af heltene i denne fortælling om nationalt sammenhold er fængselsbetjenten ‘Finne-Peter’, der var Holger Danske-mand – og klart en mand uden varme følelser for kommunister som sådan. Han havde sit tilnavn, fordi han i 1939 havde meldt sig frivilligt på finsk side til at kæmpe mod Sovjetunionens ovefald under den finsk russiske Vinterkrig 1939-40.

I Vridsløselille Statsfængsel kunne fangerne konstatere, at der foreløbig intet skete. De de truende skyer blev dog endnu mørkere, da 145 kommunister, der havde været interneret i Horserødlejren, den 2. oktober 1943 blev transporteret til kz-lejren Stutthof. Det skete i øvrigt med fragtskibet ‘Wartheland’, der også transporterede de danske jøder, der var blevet indfanget under Jødeaktionen.
Som du kan se af boguddraget herunder, var der også kommunister, der i denne nødssituation viste civil ulydighed og trodsede partiordren om ikke at ville have noget med Richard Jensen og skibssabotørerne at gøre.

I øvrigt eksisterede den akutte fare, som de reagerede på, ikke. Det kunne de selvfølgelig ikke vide dengang.
Samarbejdspolitikken fungerede i et vist omfang videre, blot under andre former. Det betød blandt meget andet, at dansk politi foreløbig fungerede videre, og at tyskerne ikke overtog statsfængslerne. Man ønskede ikke at røre danske fanger, der ikke var varetægts- eller undersøgelsesarrestanter, men indsat til afsoning efter dom ved dansk domstol.
Det indebar, at der var et begrænset antal modstandsfolk – mest borgerlige – der var meget heldige med timingen af deres dom. Der var eksempler på, at handlinger, der efter 29. august uden videre ville have medført dødsstraf idømt ved tysk krigsret, blev takseret til efter nazistisk opfattelse latterligt milde domme helt ned til 10 års fængsel.
På dette afgrænsede område var besættelsesmagten faktisk ordholdende. Det samme gjaldt et løfte fra 1942 om, at ingen person, der var blevet arresteret af dansk politi, ville blive henrettet. Det overholdt de – også over for fanger, som de efter den 29. august overtog kontrollen med fra danske myndigheder.

Fortællingen her handler om BOPA’s mislykkede forsøg på at befri Vridsløse-fangerne natten til den 18. oktober 1943.

—– —–

Uddrag af bogen ’Manden med de mange ansigter – Richard Jensen og den røde underverden’:

Rygterne svirrede i Vridsløselille Fængsel. Richard Jensen og de andre politiske fanger var bekymrede for, at tyskernes militære undtagelsestilstand ville føre til, at de ville blive deporteret til Tyskland. Ligesom de internerede i Horserødlejren, som om morgenen 2. oktober blev sendt til koncentrationslejren Stutthof i den tyskannekterede fristad Danzig. Den store søfyrbøder fremskyndede samtaler om en flugt med en sabotagegruppe uden for fængslet.

Selvom kommunistiske sabotører ikke måtte hjælpe Richard Jensen eller andre af de dømte i bombesagen, var flere klar til at hjælpe den store søfyrbøder. En af de vigtigste ledere i modstandsgruppen BOPA, Poul Petersen, var gift med Richard Jensens søster, og ifølge Jensens erindringer var der en aftale med omkring 30 bevæbnede sabotører fra BOPA. De skulle befri de dømte bombefolk og andre politiske fanger.

Denne aktion har været omgærdet af meget mystik, fordi sabotørerne trodsede kommunistpartiets ledelse. Men ifølge journalisten Erik Nørgaard var det BOPA-folk under ledelse af ’Spræng-Smith’, Knud Børge Jensen, der skulle stå for befrielsesaktionen, og sabotagelederen måtte stikke en nødløgn over for DKP for at kunne gennemføre aktionen natten til 17. oktober 1943.

I begyndelsen gik alt som planlagt. Sabotørerne indledte aktionen klokken halv to om natten. Som Richard Jensen beskrev forløbet:

”Vagtposterne uden for murene blev bastet og bundet, lige før de skulle afløses, men en nævenyttig og ilde lidt betjent rev sig løs og råbte om hjælp. En af sabotørerne skød da på ham, og skuddet bevirkede, at vagten inden for murene, som skulle komme ud klokken to til afløsning, blev advaret og slog alarm. Sabotørerne måtte derefter trække sig tilbage.”

Hele anstalten stod på gloende pæle. Alle politiske fanger blev undersøgt, og de nægtede alle at have noget at gøre med befrielsesaktionen, fortalte Richard Jensen:

”Det blev en stor skuffelse den nat for os fanger, som fra vinduerne havde kunnet følge det meste af optrinet. Selv så jeg ambulancen køre bort. Vi krøb til køjs og så uskyldige ud. Inspektør Klüwer kunne ikke bevise vor andel i det skete, men reglementet blev betydeligt skærpet efter den dag, og vi sank atter ned i kælderen.”

En halv snes dage efter døde fængselsbetjenten af sine sår.

Mange år senere fortalte sabotagelederen Poul Petersen i et interview, at ”vi forsøgte at lave en befrielsesaktion i Vridsløse”. Over for ledelsen sagde sabotørerne, at man i Vridsløselille Statsfængsel kunne få fat i mange oplagrede våben.

”Men hensigten var også at befri Frederikshavnergruppen med Richard Jensen i første række. Men forsøget slog desværre fejl trods en minutiøs planlægning,” sagde Poul Petersen.

Richard Jensen havde efterhånden fået stor indflydelse i fængslet. Det oplevede Kaj Gejl, da han på et tidspunkt i foråret 1944 blev overført fra Nyborg Statsfængsel.

”Da havde ’den store’, altså Richard Jensen, fået organiseret det sådan, så det faktisk var ham, der bestemte over den fløj, hvor vi boede i. Der var en overbetjent, som faktisk ganske frivilligt løb med enhver besked, vi måtte ønske fra den ene til den anden celle,” fortalte Kaj Gejl mange år senere i et radiointerview.

Den første søndag, han tilbragte i Vridsløselille Fængsel, gik hans cellekammerat i kirke. Overbetjenten, som løb med beskeder, åbnede hans dør og sagde, at han hellere måtte komme på lokum:

”Jeg tænkte: Det var dog fandens til system. Men jeg gik da med og satte mig derude, og så kunne jeg lige så godt tilbringe tiden der, som de andre, der skulle sidde inde i kirken.”

Mens han sad på toilettet, blev han råbt an af en person, som sad inde ved siden. Personen ville vide, om han var Gejl.

”Jeg var sgu lige ved at sige nej, for jeg havde glemt, jeg hed Gejl. Jeg hed nummer 120 og havde heddet det i flere år efterhånden. Men det var så Alberti Hansen,” fortalte Kaj Gejl.

Da de havde sludret noget tid sammen, sagde han: ”Det var da pudsigt, at vi lige skulle mødes herude.”

Så sagde Alberti Hansen: ”Det er sgu ikke tilfældigt. Det er da mig, der har sendt bud efter dig.” Og nu ville han melde tilbage til Richard Jensen, at Kaj Gejl også var kommet til fængslet.

Ved en anden episode kort efter oplevede Gejl, hvordan Richard Jensen styrede tingene. De var alle på gårdtur og skulle holde to-tre meters afstand til hinanden og gå i gåsegang. Men Richard Jensen brød ud af gåsegangen og gik hen og begyndte at snakke med Gejl. En betjent skældte ud, og efter gårdturen skrev han en rapport om episoden og lagde den på overbetjentens bord.

”Richard Jensen gik bagefter ham ind og tog rapporten og rev den i stykker, for det var altså arbejdsgangen der i fængslet,” fortalte Gejl.

Knap et år efter første flugtforsøg forberedte Richard Jensen og hans folk endnu en aktion, som skulle få dem ud af fængslet.

Uddrag 19 af Modstand-4: Lucjan og Lone – tragisk krigs-kærlighed

Et polsk efterretningsmiljø var aktivt i Danmark besættelsestiden igennem. Netværket bestod af eksilpolakker fra det tysk besatte Polen og indvandrere fra Polen, der var tætsluttede kredse – også efter at de havde været mange år i landet. Den mest betydningsfulde polak var Lucjan Maslocha, og hans kæreste og senere hustru Lone havde fået sit engagement i Polen gennem kontakter til landet fra barnsben.
I de sidste to år af besættelsestiden fik polakkerne voksende samarbejde med modstandsbevægelsen – bl.a. Holger Danske og Hjemmefronten.
     Denne tekst er sammensat af flere uddrag fra bind 4 af Modstand – min samlede fremstilling af frihedskampen 1944-45 (Politikens Forlag, 2015-21). Den handler bl.a. om, hvordan den storpolitiske udvikling i det sidste år af krigen blev katastrofal for polakkerne i Danmark. De havde arbejdet for den lovlige polske eksilregering i London, der efter nedkæmpelsen af Warszawa-opstanden august-oktober 1944 var politisk død.
    Teksten er identisk med den, der står i bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er indsat.

—— ——

Udviklingen i Polen havde en særlig betydning for den polske efterretningstjeneste i Danmark, der  blev ledet af sekondløjtnant og styrmand Lucjan Maslocha. Den var en del af ’Felicia’, der var den skandinavisk,finsk-baltiske afdeling af ’Kontinental Aktion’, som blev organiseret af den polske eksilregering i London. Den 32-årige Maslochas folk var i voksende grad blevet en del af den danske modstandsbevægelse gennem samarbejde med folk fra Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten og Holger Danske.
I én henseende var deres situation imidlertid unik. På grund af det billede, der tegnede sig som følge af Warszawa-opstanden, mistede eksilregeringen gradvis betydning, mens Lublin-komitéen blev en stadig mere central faktor. Det var for polakkerne i Danmark derfor efterhånden ikke kun tyskerne, man måtte opfatte som fjender, men også de danske kommunister.

Datter af udstationeret ingeniør
Maslochas nærmeste medarbejder var den 22-årige fotograf Lone Mogensen fra Hjemmefronten, som han også var blevet kæreste med. Hun var datter af en nu afdød ingeniør hos F.L. Smidth, der havde boet mange år i Polen. Lone Mogensen havde derfor haft en del af sin opvækst i landet og talte flydende polsk. I foråret 1944 undgik hun arrestation, da det polske efterretningsnet blev rullet op, og lige efter pinse flygtede hun til Sverige.
Her blev hun ansat i konsulartjenesten på det polske gesandtskab i Stockholm. Hun fik også igen kontakt med KU-kammeraten Svenn Seehusen, der allerede havde været i Sverige i over et halvt år. De arbejdede sammen om at forsøge at ’hjemsende’ polske modstandsfolk på falske papirer som danske Tysklands-arbejdere. Til gengæld skaffede polakkerne radiomateriel til Seehusens folk til en forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Finansiering gennem guldbarrer
Lucjan Maslochas organisation blev finansieret gennem guldbarrer og kontanter, som han via Sverige modtog fra England.Guldet blev solgt i Danmark for at skaffe danske kontanter; prisen på en guldbarre var ca. 17.000 kr. (svarende til ca. 375.000 kr. i 2021).
Finn Elmvang, lederen af afdeling ’John’, var en af de mellemmænd, som hjalp  med salget af guldet. ’John’ gav Maslocha kontakt til endnu to fra Hjemmefronten: den 26-årige Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) og Torben Halkier. Et af de kontaktsteder, de benyttede, var ifølge forfatteren Dines Bogø inventarforretningen ’Den gule Æske’, Store Strandstræde 7. Halkier satte ’Hanne Møller’ i forbindelse med entreprenører, der arbejdede for tyske myndigheder, og det havde blandt andet givet hende lejlighed til at spionere mod tyske befæstningsarbejder i Jylland.
(…)

‘Onkel’ i familie på fredelig villavej
For Lucjan Maslocha ledte forbindelserne til Hjemmefronten frem til hans blivende logi. Hans Edvard Teglers gav Hjemmefront-folkene kontakt til den 39-årige skolepedel Kaj Jensen på Hyldegårdsskolen i Ordrup. Han satte Maslocha i forbindelse med den 44-årige arkitekt Robert Wehage, arkitekt ved Gentofte Kommune, og hans 39-årige hustru Dagmar.  Her fik den polske sømand et gæsteværelse til rådighed, og han oplevede efter det langvarige liv på flugt at få et varmhjertet hjemmeliv.
Den tilpasningsdygtige polak var ’onkel’ for den 10-årige datter Bente og den 6-årige søn Ulf. Maslocha havde sprogøre nok til at forstå og udtrykke en del danske vendinger, så samtalen bestod i en skønsom blanding af dansk og tysk. Han tilbragte sommerdage på stranden ved Charlottenlund sammen med husets mor og de to børn, som han prøvede at lære at svømme.

Datter på 10 år var bud
Ud over at være logivært assisterede arkitekten Maslocha med rentegning af skitser af tyske militære anlæg, som polakken modtog fra sine folk. Robert Wehage kunne også skaffe værdifulde oplysninger i kraft af sin adgang til tekniske tegninger af bygninger i Gentofte Kommune.
Maslocha og ægteparret valgte at løbe en risiko ved at gøre noget, som næsten alle andre undgik: at lade mindre børn vide besked. Ifølge forfatteren Dines Bogø hjalp datteren på 10 år med at cykle som bud med breve, pakker, mundtlige beskeder, mindre våben og krystaller til radiosendere. Lillebroderen overværede bl.a., at Maslocha testede nyt radioudstyr.

Rakettegninger
En anden nær samarbejdspartner for ’den lille mand’ var den 27-årige aktuar Thøger Busk, som i foråret 1944 havde givet ham og Lone Mogensen logi i sin lejlighed og derefter selv engageret sig i Felicia. Han havde blandt andet formidlet 30 vigtige tegninger af de frygtede V2-raketter, som Tyskland i september 1944 begyndte at beskyde de britiske storbyer med.
Kontakten til Holger Danske bevirkede, at Lucjan Maslochas telegrafist Knud Erichsen flere gange sendte fra Parkovsvej 33 i Gentofte. HD havde lånt villaen til hovedkvarter under kodenavnet ’P33’  af en venligtsindet ingeniør, der var rykket ud og flyttet i en lejlighed med sin familie.

Vigtig post, der udebliver
I oktober 1944 konstaterede det polske gesandtskab i Stockholm, der at der ikke kom mere post fra Lucjan Maslocha. ’Den lille mand’ oplevede, at de oplysninger, han sendte til Malmø, lige så stille blev suget op af de svenske og danske efterretningssystemer. Det hang givetvis sammen med, at den polske eksilregering i London under Stanislaw Mikolajczyk var politisk død som selvstændig magtfaktor; den sovjetisk kontrollerede Lublin-komité var umulig at komme udenom.

Da Lone insisterede på at komme hjem
Lone Mogensen – Maslochas kæreste, der arbejdede på det polske gesandtskab – blev urolig og opsøgte i november 1944 sin kammerat fra KU og Hjemmefronten
Svenn Seehusen, der i Stockholm var medlem af Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg.
”Lone ønskede at få en såkaldt illegal udrejsetilladelse til Danmark,” erindrede Seehusen.
”Jeg svarede hende, (…) at vi kun gav tilladelse (…), hvor det drejede sig om vigtige kurerer.”
Han kunne ikke anbefale hjemrejsen, da hun vidste for meget.
”Hun fastholdt over for mig sit ønske og svarede mig med fasthed i stemmen: ’Jeg bliver ikke taget af Gestapo’,” skrev Svenn Seehusen i et privat erindringsskrift.
I Stockholm konstaterede oberstløjtnant E.M. Nordentoft i november 1944, at den polske efterretningstjeneste i Danmark var nedlagt. De fleste Felicia-folk fortsatte dog arbejdet, men afleverede deres resultater til den illegale danske efterretningstjeneste.
(…)
Selv om Svenn Seehusen havde frarådet det, rejste Lone Mogensen, kæreste og modstandskammerat til Lucjan Maslocha,  natten til den 3. december 1944 illegalt tilbage til Danmark med en fiskekutter til Frederikshavn.
Hun var bekymret for ham. I kredse i Danmark, der havde haft kontakt med Maslocha, bredte der sig en stemning af, at det var farligt at arbejde for ’Felicia’. Lucjan Maslocha var ifølge forfatteren Dines Bogø blevet opsøgt at en kvinde og en mand, der på en truende måde opfordrede ham til at indstille kontakten til eksilregeringen af London.

Holger Danske-kvinde i fare
 Både den trofaste hjælper pedel Kaj Jensen og Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) fra Hjemmefronten følte sig så eksponerede, at de flygtede til Sverige; det skete lige efter Lone Mogensens hjemkomst. Den 26-årige ’Hanne Møller’ var ikke alene i farezonen på grund af sit efterretningsarbejde, idet hun var mistænkt for at have stukket Holger Danske-afdelingerne ’Jes’ og ’John’, som hun begge havde arbejdet sammen med, og som var udsprunget af Hjemmefronten.
Utrygheden ved hende blev ikke mindre af, at hun ifølge historikeren Peter Birkelund havde seksuelle forhold til modstandsfolk, men der var ikke fremkommet noget konkret bevis, da hun kort forinden var blevet afhørt af det, der i en rapport upræcist betegnes som ’efterretningstjenesten’.
I dette tilfælde viste det sig at være en god ide, at man veg tilbage fra likvidering. Mistanken om, at ’Hanne Møller’ havde stået bag aktionen mod afdeling ’John’ i Ny Adelgade den 10. november 1944 blev først slået ned under retsopgøret, da det blev klart, at Ib Gerner Ibsen, Schiøler-gruppens leder, havde sluttet sig frem til sammenhængen ud fra en seddel med et telefonnummer, som var blevet fundet under ransagningen af afdelingens støttepunkt på Tårbæk Strandvej.
(…)

Gift i den katolske kirke i Bredgade
Det var en stakket frist, da Lucjan Maslocha den 2. januar 1945 slap bort fra en tysk razzia på Bornholmerfærgen. Det skete to dage efter, at han og Lone Mogensen var blevet hemmeligt viet i den katolske kirke i Bredgade. Polakken skulle have været på en rejse til Sverige, men razziaen kom i vejen. Han klarede frisag på sine
islandske identitetspapirer og tog til sit logi i Hellerup, hvor han og Lone Maslocha tilbragte aftenen og gik i seng.
Langt over midnat ringede det på døren (…) Når Gestapo og HIPO denne nat rykkede ud med en såkaldt Rollkommando, kan det have været en reaktion på Torotor-aktionen. At den kostede det nygifte par livet, ser ifølge forfatteren Dines Bogø ud til at have været en tilfældig konsekvens af en aktion, der havde et andet sigte.

Brød gennem låst dør
Den var begyndt ved 23-tiden, da 12-16 mand rykkede ud i en ’skovvogn’. Lederen var den 35-årige SS-mand Carl Biegler, mens den danske Gestapo-ansatte Arno Hammeken var tolk. Kommandoen medbragte en adresseliste, og ud for hver adresse stod der, hvem man skulle søge, og hvad formålet var. En af de første, der blev anholdt i sit hjem, var et medlem af undergrundshæren, der boede på Østerbro. Så stoppede vognen kl. 01.30 ud for Hans Jensens Vej 44.
Trods Dagmar Wehages voldsomme protester insisterede lederen på at gennemføre en fuld husundersøgelse. Biegler og Hammeken brød ind igennem den låste dør til ægteparret Maslochas værelse, og Biegler affyrede en maskinpistolsalve, der ramte dem begge. Lone Maslocha døde næsten med det samme, mens manden først døde flere dage senere på det tyske lazaret.
Robert Wehage blev anholdt og afhørt, hvorefter han kom i Frøslevlejren resten af krigen.

Uddrag 18 af Modstand-4: Blodig razzia mod ‘Toms’ rutekontor

En helt central organisation i modstandsbevægelsen var fra efteråret 1943 Dansk-svensk Flygtningetjeneste, en illegal rute til det neutrale Sverige. Fra Malmø blev den drevet af redaktør Leif Hendil (1898-1961), der var flygtet til Sverige, mens radioforhandler Robert Jensen (‘Tom’, 1900-44) var leder af afskiberorganisationen på den danske side. Ruten havde sit hemmelige kontor på Forchhammersvej 7 på Frederiksberg.

I begyndelsen deltog tjenesten i transport af flygtende jøder efter den tyske Jødeaktion i oktober 1943. Derefter drejede det sig om illegal transport af primært modstandsfolk, og det lykkedes i perioden med Robert Jensens effektive ledelse at sende over 1200 personer over Øresund.

‘Tom’ huskes som en af de virkeligt store modstandshelte – både på grund af radioforhandlerens store resultater og hans tragiske død. Den 24. juli 1944 gik det galt, og onsdag i næste uge er 80 årsdagen for Gestapo-aktionen mod rutens postkonstor. I den anledning holder Niels Gyrsting – formand for Frihedsmuseets Venner – kl. 11.00 den 24. juli en mindetale om Robert Jensen i Mindelunden i Ryvangen nord for København.

Herunder et uddrag fra bind 4 af Modstand – mit firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – om razziaen på Forchhammersvej. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

——

‘Modstand-4’, side 37-38:

To af de mest centrale modstandsfolk i Øresunds-området klarede fortsat frisag trods ustandselige razziaer. Det var radioforhandler Robert Jensen (’Tom’), leder af afskiberorganisationen i Dansk-svensk Flygtningetjeneste, og hans nærmeste medarbejder Christian Algreen-Petersen (’Christian’), blot 21 år og hjemsendt værnepligtig.
Mandag den 24. juli 1944 mødte ’Christian’ midt på eftermiddagen op på rutens hemmelige kontor på Forchhammersvej på Frederiksberg. ’Tom’ lukkede ham ind i stuelejligheden, hvor også faldskærmsagenten Ole Geisler, tidligere leder af bl.a. Hvidsten-modtagelserne, var til stede sammen med Svend Tronbjerg, tidligere teknisk assistent ved Frederiksberg Kommune. Tronbjerg, der netop var vendt tilbage efter et ophold i Sverige, havde overtaget ansvaret for forsendelser af penge og værdigenstande.
”Jeg gav mig til at læse i ’Information’ (…), da det pludselig ringede på døren,” skrev ’Christian’.

Dræbt af maskinpistoler
Robert Jensen gik ud for at lukke op, og øjeblikke efter lød en voldsom hamren og lyden af glas, der klirrende faldt til jorden.
”Tom kom løbende ind i stuen med sin uundværlige cigar i munden. ’De er der!’ råbte han, hvorpå han for hen efter sin mappe og løb ud gennem køkkenet for at prøve at undslippe gennem baggården,” berettede Christian Algreen-Petersen.
Den 44-årige korpulente radioforhandler var uden chance, og både han og Tronbjerg blev dræbt af maskinpistolsalver. Derimod overlevede Geisler ved at slå den Gestapo-mand ned, der bevogtede ham og kaste sig gennem køkkenvinduet. Han flygtede under beskydning fra gården over et meterhøjt plankeværk, mens Algreen-Petersen løb hen mod vinduerne mod Forchhammersvej.
”Jeg rev vinduet op og kiggede ud. (…). Hurtigt svang jeg mig ud.”

Ung hjælper skudt og såret
’Christian’ havde kun tilbagelagt få skridt, da en mand kiggede frem fra hushjørnet. Det var den 42-årige politibetjent Robert Sustmann Ment, der tre måneder før havde været blandt de danske Gestapo-håndlangere, der var blevet hængt ud med billede i De frie Danske.
”Han rettede maskinpistolen mod mig og skød en byge. Ganske automatisk smed jeg mig fladt ned,” erindrede den unge rutemand.
”I det samme vendte Gestapomanden sig om, skød ind i gården. (…) Da jeg så ham vende ryggen til, sprang jeg igen op og gav mig til at løbe. (…) Som en top snurrede han rundt og skød igen. Atter faldt jeg ned på fortovet.”
Sustmann Ment indstillede sin maskinpistol på enkeltskud.
”I en afstand af en halv til en hel meter gav han sig til at skyde til måls efter mig. (…) For hver kugle, der traf, gik der en svien gennem mig.”

Udspurgt om ‘Flammen’
Med hele 16 kugler i kroppen og voldsomme smerter blev ’Christian’ kørt til det tyske lazaret på Nyelandsvej. Han blev ført ind på en operationsstue, lagt på en briks og klædt af af en tysk Røde Kors-sygeplejerske.
”Pludselig vågnede jeg ved, at en Gestapomand ruskede mig i håret (…). ’Wo ist Flammen?’ Det kom som et piskesmeld,” skrev Algreen-Petersen.
Endnu et udslag af Gestapos jagt på den 22-årige likvideringsmand Bent Faurschou Hviid.
”Jeg kunne være krøbet i et musehul (…). Vidste de, at ‘Flammen’ lige havde været hos os; hvis det var tilfældet, og hvis de mente, at jeg kendte hans opholdssted, skulle jeg nok få det hyggeligt.”
Nu gik døren op, og to bårer blev ført ind. På den ene lå Tronbjerg, på den anden Robert Jensen. Christian Algreen-Petersen, der nu var alvorligt såret for anden gang, slap forbløffende billigt. Han klarede sig igennem en række hårde forhør, og via en periode i Vestre Fængsel tilbragte han resten af krigen i Frøslevlejren.
Den tidligere medarbejder Peter Fyhn var én af de mænd, som Gestapo også havde håbet på at kunne pågribe, og han var herefter efterlyst.

 

Uddrag af Modstand-3: Frihedskæmper i den høj-illegale ende fødte midt under Folkestrejken i København

Kunsthåndværker Kirsten Musse Hartig var 28 år og mor til en étårig datter, da alting spidsede til i juni 1944: De vestallieredes landgang i Normandiet på D-dagen, den 6. juni, en række store sabotager og hver eneste uge henrettelser af frihedskæmpere efter dødsdom ved tysk krigsret.
Det hele kulminerede, da Folkestrejken i København brød ud i månedens sidste dage og fortsatte ind i juni. Folkestrejkens kostede omkring 100 modstandsfolk og civile danskere livet – især på grund af skyderier fra tyske soldater og medlemmer af det nazistiske Schalburgkorps i de tæt befærdede gader i det indre København.
Musset Hartig var venstreorienteret med kommunistiske sympatier, og hun havde været tidligt med i det kommunistiske modstandsarbejde. Hun havde været med i opklæbning af antinazistiske mærkater, illegal presse og havde i en række tilfælde været illegal logivært i hjemmet i Strandgade på Christianshavn.
Det delte kun med ægtemanden Knud Raaschou Nielsen, der senere blev en kendt kunstmaler. Knud var efter sigende ikke som udgangspunkt så politisk, men Musse fik trukket ham til venstre. I hvert fald kom han efterhånden med i den kommunistisk ledede sabotageorganisation BOPA, hvor han under dæknavnet ‘Mikkel’ blev en af de store sabotører.
Trods højgravid med parrets anden barn var hun mødeværtinde for et afgørende planlægningsmøde før sabotagen mod Dansk Industri-Syndikat (Riffelsyndikatet) den 22. juni 1944 – den største sabotage overhovedet i det besatte Danmark. Hun fødte et par dage senere på en privatklinik og lå og hvilede ud med sin nyfødte pige i en hovedstad præget af Folkestrejkens kamptummel.
Og blot en uge efter måtte hun give begge sine helt små døtre fra sig i pleje, da Musse og Knud med minutters varsel måtte gå under jorden. En af deres nære BOPA-kammerater Niels Evald Jensen (‘Martin’) var blevet arresteret af den danske Gestapo-mand Ib Birkedal Hansen, og de var sikre på, at næste gang kom turen til dem.
Resten af krigen levede ægteparret under jorden sammen med Knuds BOPA-gruppe.  De klarede sig begge igennem til Befrielsen uden at blive arresteret. Det skyldtes antagelig ikke mindst den snarrådighed, nedenstående tekst vidner om. Til gengæld overlevede parforholdet ikke de belastende forhold under det højillegale liv med BOPA-gruppen, og de blev skilt i 1945.
Nedenstående tekst består af flere sammensatte passager fra Den skærpede kamp 1943-1944, der er bind 3 af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1944-45. Teksten svarer til den, der fremgår af bogen. Kun er mellemrubrikkerne tilføjet for at gøre læsningen mere indbydende.

—– —–
—– —–

Kirsten Musse Hartig, 28-årig kunsthåndværker og mor til den étårige datter Susanne, var gravid igen – i ottende måned. Det første barn havde været et livsbekræftende ønskebarn.
”Men da jeg blev gravid igen, var det som om livet bekræftede sig lidt vel ubelejligt,” skrev hun med tanke på, at hendes jævnaldrende mand, kunstmaler Knud Raaschou Nielsen (’Mikkel’)  deltog i de store BOPA-aktioner.
”Jeg prøvede alle de gammelkendte husråd for at blive ungen kvit (…). Jeg prøvede at snakke med min sygekasselæge, men da han var katolik, var der selvfølgelig ikke noget at gøre. Så ungen blev, hvor den var.”
Den 22. juni 1944 skulle BOPA lave endnu en stor aktion, mod Dansk Industrisyndikat i Frihavnen. Knud Raaschou Nielsens gruppe var som sædvanlig med som dækningsfolk, og planlægningen foregik hjemme hos parret i Strandgade på Christianshavn. De gennemgik, hvad medlemmerne hver især skulle gøre under aktionen.
”Selv var jeg gået lidt til og fra. Jeg havde passet Susanne (…) så hun ikke forstyrrede, og jeg lavede kaffe til dem,” berettede Musse Hartig mange år senere.
”Jeg (…) var fuldt vidende om, hvad der skulle foregå. (…) Knud skulle stå udenfor og være dækningspost, både når de kørte ind og når de skulle tilbage igen.”
Selv om planlægningen af en sabotage af hidtil uset omfang var i gang, tænkte ledelsen af Danmarks Kommunistiske Parti videre. Samtidig med planlægningen i Strandgade havde Svend Nielsen, medlem af DKP’s centralkomite med ansvar for det faglige arbejde og ledelsesmedlem i  BOPA, møde med en række kommunistiske tillidsmænd inden for jerndindustrien. De drøftede, hvordan den del af modstandskampen, der foregik på virksomhederne, kunne effektiviseres?

En veltjent cykel
Til brug i sabotagen i Frihavnen havde Knud Raaschou Nielsen et gammelt vrag af en cykel, som han bagefter skulle bruge til at komme væk på. Han fandt, at tiden var inde til at smøre den og give den en overhaling, men hustruen fik bange anelser, da manden ikke var særlig praktisk.
”Du får såmænd bare en skrue til overs. Lad den nu hellere være, som den er.”
”Nej, den skramler. Den skal ordnes!”
’Mikkel’ bar den op, stillede den i entreen og begyndte at skille den ad. Han var bevæbnet med nogle klude, en svensknøgle og en smørekande og kom til sidst ind i stuen:
”Kirsten, jeg har fået en skrue for meget!”
Pedalerne kunne dreje rundt, men gav en sær, gækkende lyd. De lagde den overskydende skrue i vindueskarmen.
”Jeg kan endnu se ham for mig, lige før han skulle afsted. Han havde taget et sæt lysebrunt sommertøj på (…). Normalt gik han aldrig med det (…), men der var mange brugbare lommer i det, og desuden havde han lånt en lille lærredsskuldertaske af mig,” skrev Musse Hartig.
”Han havde stoppet sin pistol i skulderhylstret, en ekstra i lommen, håndgranater i skuldertasken, løse patroner rundt omkring i de mange lommer. (…) Så skiltes vi med et ’so long’.”

Skræmmende opgave
Aktionen mod Riffelsyndikatet var en skræmmende opgave. Bevogtningen var dimensioneret efter, at fabrikken var et oplagt sabotagemål som landets største rustningsfabrik, storproducent af automatvåben og storleverandør til Værnemagten.
Der var altid 20 maskinpistolbevæbnede på vagt ud af en samlet styrke på ca. 70 vagter, og posterne havde bunkers. Fabriksområdet var omgivet af et højt, strømførende hegn med elektroniske alarmer. Yderligere blev adgangsvejene og nærområdet bevogtet af tyske politisoldater. En gentagelse af Globus-angrebet var derfor umuligt.
Vagterne var omhyggeligt udvalgte, men det lykkedes alligevel at få kontakt med en mand, der var med i en militær ventegruppe, der havde haft planer om at lave et våbenkup mod Riffelsyndikatet. Det lykkedes også at få yderligere to mand med.

Overrumplingsplanen
Vagtsystemet skulle ændres kort tid derefter, og da det var uklart, hvordan mulighederne ville blive bagefter, besluttede BOPA-lederne at planlægge en hurtig aktion.
”Fabriksområdet omfattede et ret stort antal bygninger, og der var 8 vagter på post spredt rund om områdets periferi samt 3 vagter i portbygningen. Resten af vagterne opholdt sig i en vagtbygning på 1. sal,” berettede aktionslederen Jørgen Jespersen (’KK’), der som blot 18-årig ud over koldblodighed og teknisk snilde også havde et anførerformat, der satte ham i stand til at lede en styrke på 30 sabotører i en regulær militæraktion.
Det komplicerede aktionen, at vagterne indbyrdes kunne se hinanden fra de tre poster, portbygningen og vagtbygningen, så afvæbningen måtte ske på én gang.
”Skyderi kunne vi ikke tillade os, som fabrikken lå, der ville alt for hurtigt komme undsætning.  Der var også direkte alarmtelefoner til tyskerne, så det gjaldt om at overrumple alle.”
Tidspunktet for angrebet blev sat til lidt i kl. 18, idet det store daghold af arbejdere ville være væk fra fabrikken. Så havde man to timer, inden vagtholdet blev afløst kl. 20.

Den nødvendige timing
Aktionen begyndte med, at ti dækningsfolk ubemærket besatte toldbygningen ved adgangen til Frihavnen. Næsten samtidig gik otte vagter, hvoraf de to var i ledtog med sabotørerne, ind ad en normalt ubenyttet port, efter at de havde lokket vagtposten til at åbne porten.
”Hurtigt blev de nærmeste poster afvæbnet, men så kom det svære, at holde to poster, portvagten med tre vagter og hele vagtstuen op samtidig. Det lykkedes, og så blev de sidste poster holdt op,” berettede ’KK’ videre.
Kun i den centrale vagtstue nåede en vagt at tage ladegreb på sin maskinpistol, men her fik Børge Thing (’Brandt’) bekræftet, at han havde set rigtigt, da han gav sin medbeboer Jesper Juel Petersen (’Finn’) chance som sabotør. ’Finn’ gav vagten et kraftigt slag over nakken, så han tabte sit våben.

400 kilo trotyl
 Så blev hovedporten åbnet for resten af aktionsdeltagerne og for de tre lastbiler, der var blevet ’organiseret’ fra Det Civile Beredskab. I alt medbragte sabotørerne 400 kilo pulverformet trotyl.
”Så blev der travlt. Der blev anbragt 4 bomber a 50 kg. i hovedbygningen, 2 på 25 kg. i nærheden af hærderiet og endelig 6 a 25 kg. i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidig,” skrev Jørgen Jespersen.
Samtidig begyndte andre at læsse våben og ammunition på vognene. Det blev til 40 maskingeværer, to maskinkanoner, vagternes 60 maskinpistoler samt store mængder granater og patroner.
Kun få af de ca. 100 arbejdere på aftenholdet opdagede noget; de der gjorde, blev holdt op og samlet med de tilfangetagne vagter. Luftværnssirenerne blev sat i gang og lastbilerne kørte væk. Vagter og dækningsfolk myldrede ud i en blandet strøm fra fabrik og Frihavn til stor forundring for de mange tyske soldater i området.

Angstfyldt venten
Den højgravide Musse Hartig gik rundt i Strandgade og ventede.
”Jeg vidste, at den første bombe skulle eksplodere klokken seks. Jeg åbnede et vindue, gik uroligt frem og tilbage (…). Klokken blev seks, den blev et minut over, den blev to minutter over. Så blev jeg bange, noget måtte være gået galt. De måtte være taget alle sammen,” erindrede hun.
”Jeg var tør langt ned i halsen (…) Jeg stod foran køkkenvinduet og postede mig et glas vand. I det øjeblik, jeg begyndte at synke vandet, sprang den første bombe. (…) Så fulgte bragene, det ene efter det andet.”
Luftalarmen begyndte at lyde.
”Jeg fik hanket op i Susanne og beredskabstasken i et mere behersket tempo end sædvanligt. Denne gang vidste jeg jo, hvor eksplosionerne kom fra. Vi gik så sindigt, som det passer sig for en højgravid kone med et barn på armen, ned i kælderen,” berettede Musse Hartig videre.
”Fælles for alle rygterne var, at englænderne havde bombet en stor del af København. Det var rent utroligt små mange engelske maskiner, folk havde set over byen.”
Efter en jublende følelse over en åbenbart vellykket aktion kom nu bekymringen for de enkelte kammerater.
”Var de alle kommet væk (…), eller var de blevet taget af Gestapo?” spurgte hun sig selv.
”Luftalarmen blev blæst af, og vi gik op i lejligheden. Susanne fik tidlig aftensmad, blev lagt i seng, og jeg ventede, men Knud kom ikke.  (…) Mens jeg stod foran gasblusset, begyndte ungen at røre på sig (…). Kort sagt: Jeg fik veer en måned før beregnet.”

Hæsblæsende flugt
Langt om længe lød de kendte, beroligende trin på trappen.
”Det viste sig, at hans cykel var gået i stykker, da han skulle køre bort fra Riffelsyndikatet efter sprængningsholdet,” skrev Kirsten Musse Hartig.
”Cyklen ville hverken køre frem eller tilbage , da han skulle stikke af (…) (Han tog) cyklen på nakken, en cykel var jo en værdi dengang.”
’Mikkel’ fik den smidt ind i en gård i Østbanegade. Derefter var han kravlet over et plankeværk og, forsinket af luftalarmen, ad kringlede veje nået ud til Christianshavn. Pludselig blev han opmærksom på sin hustrus tilstand.
”Jeg synes, du ser så mærkelig ud, Kirsten…”
Knud Raaschou Nielsen var forvirret og ikke til megen hjælp.
”Måske var det også mere end nok for en mand både at være med til at sabotere Riffelsyndikatet, forlise sin cykel og så til overflod også blive far – alt sammen på samme dag.”

Kvinden i nabosengen
Den 24. juni var det åbenlyst, at Musse Hartig skulle føde. Sammen med en af hendes veninder i gaden fik de via søpolitiet alarmeret en ambulance.
“Ved siden af ambulancen stod et ’føl’, en af disse CB-betjente, og gjorde honnør. Knud (…) måtte (…) sidde foran hos chaufføren, for ’føllet’ skulle sidde inde hos mig,” skrev småbørnsmoderen.
“Han kunne jo ikke vide, om det var et barn eller en bombe, jeg havde inde i maven. (…) Knud kravlede meget modstræbende op foran, mens ’føllet’ ligeså modstræbende kravlede ind til mig.”
Hun skulle indlægges på en klinik på Frederiksberg ejet af en læge kaldet ‘røde Møller’.
“I gryet den følgende morgen, den 25. juni 1944, fødte jeg Lulu,” erindrede Musse Hartig.
Efter en del timers søvn vågnede hun op ad dagen.
”Efterhånden var jeg blevet så klar, at jeg begyndte at interessere mig for min  naboerske. Hun havde forholdt sig ganske stille de første par timer.”
       “Guten Morgen, Sie haben gut und lange geschlaft.”
       Den 28-årige kunsthåndværker stivnede.
“For helvede, kvindemennesket var tysk (:::), alle antenner strittede. (…) Da jeg fik at vide, at hun var en officersmadamme (…), blev det for meget. (…) Jeg krøb ud af sengen, vaklede ud på gangen og fik fat på en forvirret sygeplejerske.”
Det lykkedes Knud at få en samtale med dr. Møller, og tilfældigvis var en enestue netop blevet ledig, og klinikejeren gik ind på, at Musse Hartig fik den.