Havde lige født, da manden tog på sabotage
Mænd spiller som regel hovedrollen i beretninger om frihedskampen, for det var i næsten alle situationer dem, der var i forreste linje, når det gik hedt til. Men modstanden kunne aldrig være lykkedes, hvis ikke kvinder havde varetaget støttefunktioner som kurertjeneste, funktionen som illegale værtinder og sekretærer eller aktive i efterretningsarbejde.
Endelig kan det nævnes, at nogle af sabotørerne var så heldige at have ganske robuste hustruer, der klarede meget belastende situationer – og tilsyneladende uden at beklage sig.
En tidligere modstandsmand, der gerne deler æren med kvinderne, er Jørgen Kieler, den nu 96-årige veteran. I Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) – hans store værk om den første Holger Danske-gruppe – beskriver han udførligt og ved enhver rimelig lejlighed de kvindelige deltageres og familiemedlemmers fortjenester.
Det sker med en varme og medleven, der kun kan tænkes, når man selv har været en del af den samme kamp og har kendt personerne.
Tabte nyfødt af forskrækkelse
Tag for eksempel Grethe Moesgaard, der var gift med sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og i øvrigt selv illegal depotværtinde.
Hun var højgravid, da manden 5. august sammen med en kammerat befriede gruppelederen Josef Søndergaard (‘Tom’) fra Vestre Fængsel. Senere på måneden fødte hun på Nyholms Klinik på Rosenørns Alle på Frederiksberg.
De nybagte forældre aftalte, at faderen skulle hente mor og barn på klinikken 24. august, men på vej dertil havde ‘Ewald’ et ærinde, han skulle have ordnet.
‘Det kunne sagtens nås, for det var lige om hjørnet,’ skriver Jørgen Kieler.
‘Det var Forum, det drejede sig om. Den nybagte far var så betænksom at ringe til sin kone og råde hende til at lukke alle vinduer op. Det gjorde hun, og ingen på fødeklinikken blev forskåret af flyvende glassplinter, da Forum kort efter gik i luften med et brag. Men Grethe var lige ved at tabe sit barn på gulvet af forskrækkelse. Ewald holdt sin aftale med Grethe med et kvarters forsinkelse. Han blev belært om at være mere præcis i fremtiden, men ikke om at holde op med at sabotere. Hun fandt sig også i, at han brugte turen med ambulancen til Virum til at hverve de to Falck-folk for modstandsbevægelsen.’
Pludselige skudsalver i Strandgade
Kort tid efter – efter regeringens afgang 29. august 1943 – rejste Povl Moesgaard til Sverige, men i januar 1944 fandt han, at forholdene var blevet så faretruende i København, at han måtte hjælpe sin kone og barnet over Øresund. Han rejste derfor hjem og skaffede kontakt til en illegal rute, der kunne bringe familien til Sverige natten mellem 2. og 3. februar 1944. Mødestedet var Asiatisk Plads, hvor to unge mænd tilbød at bære det fem måneder gamle barn, der var tungt.
‘Jeg så, at de tog i hver sin hank, og jeg gik lige foran sammen med damen i bilen,’ skriver Grethe Moesgaard i en efterkrigsberetning.
‘Vi blev i Strandgade modtaget af Blichfeld Møller (kaldet ‘den røde Pimpernel’), har jeg senere hørt. Jeg mener, at hans fornavn eller dæknavn var Franz. For ud af mørket spurgte en stemme på dansk: ‘Er det dig, Franz?’ Han bejaede det, og pludselig sprøjtede projektilerne hen over Strandgade, og Blichfeld Møller blev dræbt ca. 1 m fra mig. Jeg vendte mig om efter mit barn om skimtede de to unge mænd i fuldt firspring med barnevognskassen+ indhold imellem sig. Jeg ville løbe efter, men den ukendte dame hev mig ind i en opgang. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg måtte efter mit barn, men hun holdt fast i mig og sagde, at jeg ville blive dræbt. Der kom en herre fra en lejlighed og spurgte, om damerne ikke ville vente hos ham og hans kone, til der blev ro. Jeg vidste hverken ud eller ind, men de blev ved med at skyde, og jeg hørte en grov stemme råbe: ‘Flyt barnet, vi skyder’. Jeg troede først, at det var mit barn, men kom så i tanker om den lille pige, der havde været sammen med sin far. Vi sad, damen – der havde været involveret i noget med den spanske borgerkrig – og jeg, kridhvide i ansigtet. Vi fik et glas vand af den rare frue fra lejligheden, og omsider blev der ro i gaden,’ fortæller ‘Ewalds’ kone.
Enestående held
Under indviklede omstændigheder, hvis sammenhæng ikke engang stod klare for forældrene selv, dukkede sønnen senere på natten op på politistationen i Under Elmene på Amager. Det var en betjent på stationen ved navn Skaarup, der var ven med Povl Moesgaards fætter, der kunne bekræfte, at han genkendte barnet.
‘Han fik barnet udleveret og bragte det hjem til sin kone. Man fandt så et projektil, der var gået igennem hans hovedpude, havde revet lynlåsen op på hans kørepose, men ellers lå det i fodenden uden at have ramt drengen,’ skriver Grethe Moesgaard.
Under læderremmen på barnevognskassen var stukket en tegnebog med 500 kroner (over 10.000 nutidskroner) og Povl Ryde Moesgaards navn og adresse. De tilhørte den 19-årige Christian Algreen-Petersen, der var én af de rutefolk, der faldt i baghold i Strandgade.
Algreen-Petersen blev hårdt såret, mens to rutefolk blev dræbt. De to var den ovennævnte Frits-Johan Blichfeldt Møller samt politibetjent Hans Jørgen Henry Christiansen. Der sidder i dag en mindeplade for dem på muren af ejendommen Strandgade 25 på Christianshavn.
Denne artikel er den fjerde og sidste i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her
– Og du finder nr. 3 i rækken – om Monica Wichfeld – her.
Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her
Frihedsråds-medlem sværmede for førerprincippet i 1930’erne
‘Vi længes efter at leve. Helt enkelt og primitivt. Politik går i disse år over fra at være bundet af klasser og principper til at være bestemt af nationer og førere.’
Sådan skrev den 31-årige kulturkritiker Arne Sørensen (billedet) i 1937 i tidsskriftet Det tredje Standpunkt. Han hævdede, at liberalismen havde skabt et ansvarsløst og holdningsløst ‘mangevælde’, mens tidens store problemer efter hans opfattelse kun kunne løses, hvis man gav en ‘folkebestemt statsmagt meget stor myndighed og handlekraft’. Denne statsmagt skulle turde påtage sig det ansvar at ‘bruge magt i folkets navn’.
Dermed var Arne Sørensen et eksempel på, at autoritære ideologier havde medvind overalt i Europa i 1930’erne – selv i Danmark, hvor Thorvald Stauning havde et solidt befolkningsflertal bag sig på et program om det samarbejdende folkestyre.
I mange kredse var det slet ikke nogen selvfølge at give tilslutning til det parlamentariske demokrati. Man behøver kun at nævne den begejstring, Kaj Munk en overgang nærede for Adolf Hitler.
Arne Sørensen var formand for partiet Dansk Samling, og hans artikel er gengivet i historikeren Henrik Lundbaks bog Staten stærk og folket frit – Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47 (Museum Tusculanums Forlag, 2001). I Lundbaks referat fortsætter Arne Sørensen:
‘Der er en lang række alvorlige forhold i landet, hvor kun én vilje – fra én mand eller nogle ganske få – kan fremkalde de kraftige handlinger, som kan bringe tingene i orden. Lad os ærligt indrømme det, og lad os gå i gang med at finde mændene.’
Det var en passage, der fik mig til at spærre øjnene op. Det bemærkelsesværdige er, at Arne Sørensen senere blev en modstandspioner og medlem af Frihedsrådet. Lidt af en kovending, og i det hele taget er han en af det 20. århundredes virkelig særprægede skikkelser.
Fuldstændigt omsving
Arne Sørensen stammede fra landlige omgivelser ved Hvalpsund i Himmerland og fik på grund af sin usædvanlige begavelse mulighed for at studere på basis af lokale indsamlinger.
I begyndelsen af 1930’erme stod han Socialdemokratiet nær og roste de moderne nybrud i livsstil, kvindefrigørelse, arkitektur og kunst. Han skabte sig et navn som forfatter og forlægger, men i løbet af kort tid midt i 1930’erne slog han fuldstændig om.
I 1936 var han den ledende kraft Dansk Samling – et kristent, antiparlamentarisk parti, som Arne Sørensen forudså, ville udvikle sig til en folkebevægelse, der ville feje den pilrådne liberalisme til side.
Tilbage til kødgryderne
Holdningerne i kulturelle og moralske spørgsmål var traditionalistisk. Indflydelsen fra storbyerne på folkets åndelige sundhed fordømtes, og man havde i partiprogrammet planer for udflytning af befolkning og produktion fra København, så flere danskere kom til at leve i mindre samfund. M.h.t. til kvinderne var holdningen, at de skulle dygtiggøres med hensyn til beskæftigelse på deres naturlige plads – i hjemmet.
Det politiske styre skulle ske på basis af stænderforsamlinger som før Grundloven af 1849 – forsamlinger, der skulle udpege landets ledere blandt de ‘bedst egnede’.
Antonio Salazar var idealet
Men ifølge Henrik Lundbaks fremstilling var partiet hverken nazistisk eller fascistisk. Det var selvmodsigende på en række punkter.
Det jødehad, der var vidt udbredt blandt højreradikale i Europa, fandt aldrig indpas i partiet. Dansk Samling var heller ikke præget af militarisme. I programmet gik man ind for et stærkt forsvar, men man forholdt sig sjældent særlig specifikt til forsvarspolitiske spørgsmål. Man var meget dansknational, men ikke udpræget antitysk som gængse nationalkonservative. Faktisk deltog Arne Sørensen som indbudt gæst i to nazistiske rigsstævner i Lübeck.
Arne Sørensen primære inspiration var højregrundtvigiansk kristendom og autoritære katolske strømninger – f.eks. den portugisiske diktator Antonio Salazar og de kredse i Frankrig, der efter den tyske besættelse af landet blev grundlaget for Vichy-styret.
Nyt omsving
Partiet med de forvirrende holdninger fik aldrig nogen indflydelse i Danmark, for Dansk Samling fik ikke valgt medlemmer af Rigsdagen før Anden Verdenskrig. Og Arne Sørensen blev også standset i sine fører-sværmerier. De øvrige personer i lederkredsen tog afstand, og ledelsesmedlemmet Niels Banke trak sig endda på grund af sin uvilje mod ‘profetdyrkelsen’ af den karismatiske Arne Sørensen.
Under besættelsen gik Arne Sørensen under indtryk af den nazistiske undertrykkelse over til helhjertet at bekendte sig til et demokratisk samfundssystem. Og partiet fik sin særlige position i modstandskampen, fordi det ifølge Lundbak i forvejen var et sluttet, aktivistisk miljø, hvor man vidste, at man kunne stole på hinanden.
Den sydslesvigske mærkesag
Dansk Samling fik valgt folketingsmedlemmer i 1943 og 1945, og det baserede i de første efterkrigsår sin politik på kampagnen for at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Det havde de intet held med. Det var ikke noget ledigt standpunkt, for statsminister Knud Kristensen (V) samlede al opmærksomhed om sin ‘private udenrigspolitik’ for at få det tabte land tilbage. I 1947 røg Dansk Samling ud af Folketinget.
Partiet gik derefter i opløsning, og den flyvske Arne Sørensen rejste derefter til USA, hvor han nogle år var arrangør af rejseselskaber for amerikanske studenter i Europa. I 1960’erne blev han en pioner inden for fremtidsforskning.
Hele konceptet bag Dansk Samling kan i dag synes uendelig fjernt, men det havde nogle medlemmer, der er overraskende i betragtning af den position, de fik i eftertidens Danmark.
Poul Dam (1921-2000), der var en kendt SF-politiker i 1960’erne og 1970’erne var i 1940’erne et meget aktivt medlem af Dansk Samling. Også overlægerne Gunnar og Kirsten Auken – forældre til Svend og Margrethe Auken og de øvrige børn og børnebørn i den venstreorienterede, frisindede klan – var aktive i partiet.
(Foto af Arne Sørensen: Nationalmuseet)
Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her
Frede og Erik – et atypisk makkerpar
En ortodoks marxist og en borgerligt-liberal, nationalt indstillet mand er sjældent særlig sandsynlige samarbejdspartnere. Ikke desto mindre har den nu 91-årige tidligere modstandsmand Frede Klitgaard og den over 40 år yngre Erik Høgh-Sørensen (herover) i næsten 20 år fundet fælles målsætninger i et samarbejde om dansk besættelsestidshistorie. Man kan også udtrykke det sådan, at en rød og en blå stjerne har indledt et venskab, idet Høgh-Sørensen er kommunikationschef i en A.P. Møller-Mærsk-afdeling
Resultatet har været flere hundrede artikler af Erik Høgh-Sørensen. De har ofte indeholdt en kommentar af Klitgaard, der er formand for foreningen Aktive Modstandsfolk.
Unik kilde og god ven
Frede Klitgaard har ofte fulgt Erik Høgh-Sørensens historier op med artikler i foreningens antifascistiske tidsskrift Håndslag, der i sprogtonen er gammeldags og undertiden bærer præg af at være gammelkommunistisk.
– Som journalist begyndte jeg i sin tid at bruge Frede som kilde, fordi han er et omvandrende leksikon med viden om hændelser, historikerne enten ikke kender til, eller ikke vil skrive om. Tag nazilægen Carl Værnet. Tag de angivelige svenske invasionsplaner i 1945. Tag Søren Kam-sagen. Tag Duckwitz’s rolle som søfartsspion. Alt sammen mørke skygger af besættelsen, som Aktive Modstandsfolk har afsløret eller bidraget til at afsløre, siger Erik Høgh-Sørensen om betydningen af det samarbejde, han har haft med Klitgaard.
Siden blev det til et egentligt venskab.
– I de senere år er Frede gået fra at være en unik journalistisk kilde til også at være en god ven. Han er et utroligt vidende, venligt og givende menneske. Jeg deler i den grad Fredes kritik af den lumpne danske samarbejdspolitik, men slet ikke hans begejstring for Sovjetunionen, hvor han var korrespondent for Land og Folk og mødte folk som Nikita Krusjtjov.
Styr på prioriteringen
Selv har jeg også oplevet, at Frede Klitgaard er en klog mand at besøge. Jeg var for nylig hos ham en eftermiddag for at høre om hans oplevelser fra modstandskampen.
Frede er en svækket mand, der sidder i kørestol, men derudover er han knivskarp. Når han syntes, at mine spørgsmål førte for meget ud på et sidespor, konkluderede han med det samme, at det pågældende spørgsmål kunne være lige meget for mig at høre svaret på, når det nu var modstandskampen, jeg beskæftigede mig med.
Med andre ord prioriterede han på sin gæsts vegne stoffet ud fra sin professionelle kompetence som journalist.
Afslørende bøger
Erik Høgh-Sørensens arbejde har ført til fire bogudgivelser, og han har med Klitgaard som en engageret hjælper hovedæren for, at historien om den aldrig retsforfulgte danske SS-mand Søren Kam og hans rolle i drabet på redaktør Carl Henrik Clemmensen 30. august 1943 nu er almindeligt kendt i Danmark.
Bogen om den indtil 1995 næsten glemte Kam-sag udkom første gang i 1998 på Askholms Forlag under titlen Dansk dødspatrulje, og sidste år blev den genudgivet i væsentligt omarbejdet form på People’s Press under titlen Drabet på Clemmensen.
I 2004 udgav Høgh-Sørensen bogen Forbrydere uden straf (Documentas), der vakte en del debat.
Den satte lys på, at de danske myndigheder i 1965 havde efterlyst 31 personer – flest tyskere – der blev anset for at have begået terrorhandlinger i tysk tjeneste under Danmarks besættelse. Den hemmelige liste var dog kun officiel, idet myndighederne intet gjorde for at få de pågældende udleveret eller retsforfulgt.
Tværtimod klarede flere af mændene på listen sig rigtig godt. F.eks. fik Friedrich Wilhelm Graurock, der var medgerningsmand til et mord på en dansk politibetjent i København i 1944, en høj stilling i Berlins Politi. Så høj, at han var i overborgmester Willy Brandts og senator Robert Kennedys nærmeste følge under den amerikanske politikers besøg i 1960’erne i den dengang delte tyske hovedstad.
Efterforskning for et syns skyld
De danske myndigheder har tilsyneladende på intet tidspunkt reelt har haft til hensigt at stille Søren Kam for retten eller at genoplive nogen som helst gammel krigsforbrydersag. Dette manglende ønske er formentlig baggrunden for, at ingen justitsministre har villet give interview om sagen, siden den for alvor dukkede op i offentligheden midt i 1990’erne.
Men myndighederne har af internationale hensyn følt sig nødsaget til at foregive, at man tog sagen seriøst. Det har f.eks. givet sig udtryk i at kriminalpolitiet i Bayern på de danske myndigheders anmodning har foretaget prøveskydninger som ballistisk dokumentation i vurderingen af det danske politis bevismateriale i Clemmensen-sagen.
Hjælp fra DF-politiker
Denne tilstand har bevirket, at alliancen Erik Høgh-Sørensen/Frede Klitgaard kan siges at have et tredje medlem – eller i hvert fald en vigtig hjælper.
Når en minister ikke vil lade sig udspørge, har en journalist den mulighed at alliere sig med et folketingsmedlem og få vedkommende til at stille spørgsmål til ministeren. Så skal ministeren nemlig svare – og svare sandfærdigt.
Samarbejdspartneren har været Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som i en årrække gav politiske kommentarer til artiklerne om den manglende retsforfølgelse af krigsforbryderne og stillede spørgsmål til skiftende ministre. På den måde fik Høgh-Sørensen sit svar, og Skaarup fik på en nem måde point i offentligheden.
– Jeg lavede mange rundringninger til samtlige politiske partier, men det viste sig snart, at ingen andre end Skaarup og til dels Søren Søndergaard (Enhedslisten) tog sagen seriøst. Det fortjener Skaarup stor ros for, siger Erik Høgh-Sørensen
Når det kommer til stykket, er samarbejdet mellem kommunisten Frede og den nationalt-borgerlige Erik måske ikke så mystisk endda. Under samtaler med et stort antal tidligere modstandsfolk har jeg bemærket, at kommunistiske og borgerlige frihedskæmpere som regel omtaler hinanden med respekt.
Dengang det gik hårdt til, havde de brug for hinanden i kampen mod den fælles fjende. Det politiske opgør måtte man tage bagefter, var holdningen.
Klart sigte
Frede og Erik er enige om en uforsonlig holdning til den danske samarbejdspolitik frem til 29. august 1943. Diskursen i deres omtale af besættelsestidstemaer er den samme, som hvis vi havde befundet os i 1950. En landsforræder er en 
landsforræder, og dermed har han sat sig uden for det nationale fællesskab. Punktum. Ikke så meget pjat med at spørge ind til motiver og bevæggrunde på besættelsestidens taberside. Frede Klitgaard går endda så langt som til at sige, at folk som Erik Scavenius, Vilhelm Buhl og andre samarbejdspolitikere ‘burde have været skudt – hele bundtet’.
Erik Høgh-Sørensen protesterer mod at blive kaldt kampagnejournalist, fordi betegnelsen lugter for meget at sensationsmageri og letkøbt dokumentation, men det står i hvert fald fast, at han ofte har et klart mål med sin journalistik – typisk den årelange kamp for at få Søren Kam retsforfulgt. Og sidenhen for at få afsløret, hvilke myndighedssvigt, der har bevirket, at det ikke er lykkedes. Engagementet viser sig også ved, at hans læsere selv i kortere forløb som regel ikke bliver ladt i tvivl om, hvad Erik Høgh-Sørensens personlige mening er om det emne, der behandles.
Fælles modstandsbaggrund
Her spiller de to mænds baggrund givetvis ind. Frede Klitgaard var modstandsmand i Århus-området, og han blev arresteret i september 1943. Selv om det vel at mærke var efter regeringens afgang 29. august, sørgede politimesteren i Århus for, at Klitgaard blev udleveret til tysk politi og senere Gestapo. Han blev idømt livsvarigt tugthus i en retssag, hvor flere kammerater blev dødsdømt, og han kom til at afsone resten af krigen i tugthuset Dreibergen ved Rostock, hvor synet af lig fra den flittigt brugte guillotine mærkede ham for altid.
Erik Høgh-Sørensens far, Egon Sørensen, var modstandsmand i Midt- og Vestjylland i en gruppe i nedkastningschefen Jens Toldstrups organisation. Egon Sørensen slap fra krigen uden at blive arresteret, men flere af hans kammerater blev henrettet kort tid før kapitulationen i 1945.
Klitgaards og Høgh-Sørensens retorik er karakteristisk, men synspunkterne er helt gængse blandt modstandsveteraner. For eksempel er Jørgen Kielers store værk i to bind om den første Holger Danske-organisation Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) én lang understregning af, at de tidlige modstandsfolk i 1942 og 1943 i højere grad havde til hensigt at vælte samarbejdspolitikken end at gå i direkte kamp mod tyskerne. Og det efter Kielers opfattelse umoralske i de danske myndigheders samarbejde med besættelsesmagten demonstreres med mange eksempler.
Køligt forhold til historikerne
Erik Høgh-Sørensen og en god del af den etablerede historikerverdenen har et køligt forhold til hinanden. Det ville også være mærkeligt andet, for han kritiserer hele tiden det etablerede historikermiljø i sine artikler og bøger.
Yndlingsaversionerne er nogle historikeres – især Hans Kirchhoffs – angivelige ønske om at ‘hvidvaske’ samarbejdspolitikken, myndighedernes og arkivernes lukkethed i de sagsforløb, han har beskæftiget sig med, og den privilegerede adgang til følsomt arkivmateriale, som historikere tilknyttet Udgiverselskabet for Danmarks Nyeste Historie i en årrække havde.
Reaktionen er afmålthed. F.eks. nøjes førende besættelsestidshistorikere som John T. Lauridsen og Hans Kirchhoff i deres værker med at kreditere Høgh-Sørensen for de oplysninger, man på ingen måde kan komme uden om at tilskrive ham – og man går ikke ind i nogen debat.
Med sine bøger har Erik Høgh-Sørensen skrevet sig ind i traditionen af journalister, der har gået historikerne i bedene og leveret vigtige nye indsigter i Danmarks besættelsestid. Blandt forgængerne er folk som Erik Nørgaard (om ‘den skæve våbenfordeling’ og Jane Horney-sagen), Peter Øvig Knudsen (om stikkerlikvideringer og terroristen Ib Birkedal Hansen) og Sven Ove Gade (biografier om Frode Jakobsen, Flemming Juncker og Jens Toldstrup).
EU-bog
Høgh-Sørensen er i øvrigt bogaktuel netop nu, idet han i april udgav den EU-kritiske debatbog Mod vinden – Danmarks plads i Europa (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck), hvori han trækker på sine erfaringer gennem fem år som korrespondent i Bruxelles. Bogen er en række velskrevne analyser og reportager, der sætter lys på fiskeripolitik, landbrugspolitik, overflødigt pengeforbrug og store og små landes manøvreringer for at få størst mulig magt i unionen. Det er et spil, hvor Danmark ifølge forfatteren har været for naiv – for meget ‘den pæne dreng i klassen’. Et gammelt ordsprog, Erik Høgh-Sørensen vender tilbage til flere gange i bogen er: ‘Den, der bukker sig for dybt, bliver gerne trådt i nakken’.
Det styrker bogen, at forfatteren også kommer ind på områder, hvor EU også efter hans mening har haft succes. Det gælder f.eks. EU’s konkurrenceret, hvor en grotesk dansk sag ført af den danske Konkurrencestyrelse modstilles EU’s ifølge ham retfærdige og hårde kamp mod store internationale monopoler. Se eventuelt mere om bogen på forfatterens hjemmeside http://www.erikhoghsorensen.com/
EU og besættelsestiden kan synes at være to vidt forskellige emner, men det er de ikke for Høgh-Sørensen. I begge tilfælde er det Danmarks suverænitet, der er på spil, så i hans øjne er den kommende folkeafstemning om patentdomstolen en begivenhed, der ligger i direkte forlængelse af en kæde af andre begivenheder, der begyndte for over 70 år siden.
Mod vinden fik en del opmærksomhed i ugerne efter udgivelsen. F.eks. var Erik Høgh-Sørensen i studiet i DR2 med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, og her benyttede han lejligheden til at kritisere Ekstra Bladets EU-dækning.
Han har givet krigssejlerne ansigt
De danske søfolk i handelsflåden var det vigtigste danske bidrag til den allierede sejr i Anden Verdenskrig. Det har været velkendt i en del år – og det har nu ført til, at Danmark ved 70-året i juni for D-dagen 6. juni 1944 for første gang bliver officielt inviteret til markeringen i Normandiet. Det betyder, at Danmark nu for første gang fuldt og helt er anerkendt som en allieret nation.
Anerkendelsen har været længe forsinket i betragtning af, at ca. 800 danskere – langt de fleste søfolk – deltog i D-dagen. Og én mand – Erik Kragelund – har en særlig andel i, at Danmark har fået invitationen gennem sit årtier lange arbejde for at skabe synlighed omkring krigssejlernes indsats.
Det blev bekræftet forleden, da planerne for den danske delegation til 70-årsmarkeringen af D-dagen blev præsenteret ved et arrangement i Nationalmuseets festsal.
Både Christian Eugen-Olsen, der er formand for Frihedskampens Frednings- og Mindefond, og forsvarsminister Nicolai Wammen (S), udtrykte fra talerstolen uforbeholden anerkendelse af den 90-årige mand, der gennem ca. 30 år har opbygget en omfattende dokumentation og registrering af de danske krigssejlere i britisk og amerikansk tjeneste.
Dem var der over 6000 af. Flere end tusind omkom på grund af luftangreb eller torpederinger af tyske ubåde. På billedet herover fremviser Kragelund en væg i sit hjem med fotos af nogle af søfolkene.
Eneste krigssejler i Normandiet
Erik Kragelund, der selv var krigssejler og løjtnant i USA’s flåde, er stadig aktiv.
Han netop udgivet et illustreret hæfte på 32 sider på Forlaget Radius med titlen OVERLORD – den danske deltagelse i invasionen af Normandiet i 1944.
Han rejser med til jubilæumsmarkeringen som den sandsynligvis eneste tidligere danske krigssejler. Fem andre veteraner er inde i billedet, men de seneste meldinger lyder på, at ingen af dem tager af sted, fordi de føler sig for gamle til at magte turen.
Per Arnoldi-plakat
På mødet på Nationalmuseet viste Kragelund alle tegn på, at det var en stor dag – iført marineblåt jakkesæt og dekorationer på brystet. Med klar og sikker stemme bød han velkommen og gav en historisk redegørelse på knap 15 minutter.
Det skete skiftevis på dansk og engelsk af hensyn til de udenlandske gæster.
Det skete ubesværet, da Erik Kragelund har været udlandsdansker i ca. 50 år – det meste af tiden i Brasilien og USA.
Han præsenterede også Per Arnoldis krigssejlerplakat. Det skete med stil – med en dansk, en engelsk og en fransk version stillet op ved siden af hinanden skråt bagved talerstolen.
Prompte initiativ
Som journalist har jeg i de seneste måneder oplevet Erik Kragelunds store effektivitet i PR-arbejdet.
Kort efter nytår ringede jeg til forsvarsattaché Jens Rossen-Jørgensen i Paris for at høre, hvad der var af danske planer i forbindelse med D-dagsjubilæet.
Mindre end en uge senere ankom et brev til Ekstra Bladets redaktion fra pensionisten i Roskilde. Heraf fremgik det, at han havde hørt om min henvendelse til forsvarsattachéen. Med i kuverten var en skrivelse med titlen Dannebrog til Normandiet – projektbeskrivelse og status.
Fik lektier for
Jeg kontaktede Erik Kragelund, og på vores første møde i rækkehuset i Roskilde blev jeg, inden jeg havde nået at stille to spørgsmål, tilbudt fire dvd-kopier med gamle tv-udsendelser til gennemsyn.
Da jeg kom næste gang efter at have set udsendelserne blev mine fornyede spørgsmål besvaret med udlevering af en beskrivelse af Erik Kragelunds tid til søs, som han har skrevet til sine familiemedlemmer.
Da jeg kom tredje gang, nåede vi heller ikke så langt med spørgsmål og svar. Her fik jeg en levnedsbeskrivelse fra Anden Verdenskrigs sidste tid og efterkrigstiden.
Først ved fjerde besøg lykkedes det mig at stille spørgsmål i systematisk rækkefølge.
Med på den første pc-bølge
Kragelund har hele vejen igennem været klar til med kort varsel at sende illustrationer på email.
Ingen teknikforskrækkelse her. Han var i sine arbejdsaktive år rådgivende ingeniør i USA, og én af de første oplysninger, han gav mig, var, at han har haft pc siden 1981.
Den direkte vej
Ved mit første besøg fortalte han mig om Per Arnoldis endnu ikke offentliggjorte plakat, som jeg fik at se som aftryk. Af Arnoldis tale på Nationalmuseet fremgik det, hvordan opgaven var kommet i stand.
Erik Kragelund, der er formand for Danmarks Allierede Krigssejlere, spurgte sidste år under 4. maj-mindehøjtideligheden i Mindelunden i Ryvangen Arnoldi, om han kunne tænke sig at lave en plakat om krigssejlerne til D-dagsjubilæet.
Det svarede Arnoldi, der har lavet flere andre plakater i forbindelse med besættelsestiden, ja til.
Ensidighedens nådegave
Erik Kragelund har ildsjælens ensidighed. Med en målrettet slagfærdighed, der minder om hans fortid i amerikansk erhvervsliv, fremhæver han utrætteligt krigssejlernes afgørende rolle i at redde Danmarks renommé efter den kampløse kapitulation 9. april 1940 og skaffe landet en plads på den allierede side.
Enhver antydning af, at samarbejdspolitikere, embedsmænd eller andre hjemlige kræfter skulle have haft positiv indflydelse af nogen som helst vægt, affærdiges eller bagatelliseres.
Vigtige bøger
Den hjemvendte udlandsdansker er dog ikke ene om, at have skabt kendskab til søfolkene, der for det meste var afskåret fra Danmark i alle krigsårene.
Klaus Rydahl udgav i 2009 sin interviewbog Krigssejler 1939-45 (Forlaget Radius, 2009), og lægen Sven Arvid Birkeland sætter i Sænket af tyskerne – danske krigssejlere i Anden Verdenskrig (Gyldendal, 2012)
fokus på krigssejlersyndromet, der minder meget om posttrumatisk stress.
Dertil kan Carl Otto Dethlefsens glimrende tv-dokumentar Dansker på D-dag nævnes. Heri spiller Erik Kragelund en hovedrolle. Den blev sendt på DR-K i forbindelse med 70-årsdagen i 2014 og er blevet genudsendt flere gange siden.
Når det gælder den frivillige danske militære indsats i de væbnede styrker i Storbritannien og USA, er historikeren Jakob Sørensens bog For Danmarks Ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939-45 (Informations Forlag, 2011) den første samlede redegørelse.
Tak til min kollega, pressefotograf Jonas Olufson, der har stillet billedet af Erik Kragelund gratis til rådighed.
Læs evt. også
http://nielsbirgerdanielsen.dk/han-har-givet-krigssejlerne-ansigt/ og
I farlig tjeneste for latinprofessor
Jens Ege, pensioneret diplomat, er blandt de mange danskere, der gennem årtier var tavse om deres oplevelser i modstandskampen under besættelsen.
Han var i årene 1944/1945 som knap 20-årig med i en gruppe i København, der opbyggede et interneringskartotek over stikkere, terrorister og andre, der havde været i tysk tjeneste. Dens nu 88-årige Jens Ege var kurer i gruppen – en særlig farlig post, fordi han derfor var en af de få personer, der kendte alle gruppens medlemmer.
– Jeg gjorde i 1945 op med mig selv, at det, at jeg var med i de to krævende år, ikke skulle styre mit liv. Derfor holdt jeg mund med, hvad jeg havde oplevet, og kom aldrig med detaljer. Selv min kone, der døde i 2000, kendte ingen detaljer, fortalte Ege, da jeg interviewede ham til Ekstra Bladet for en måned siden.
Det ændrede sig først, da han sammen med gruppens næstkommanderende Eli Fischer-Jørgensen begyndte at planlægge en bog. Den udkom i 2005 med titlen Interneringskartoteket (Museum Tusculanums Forlag, 2005), og i dag fortæller Jens Ege, der taler i lange forløb som en trænet foredragsholder, gerne om oplevelserne dengang.
Farbroderen skaffede kontakten
Jens Ege stammer fra Ørbæk på Fyn, hvor han var søn af den lokale læge, og flyttede i sommeren 1944 til København for at studere jura, efter at han som 18-årig var blevet student i Svendborg.
Han havde allerede et halvt år været aktiv i modstandsbevægelsen på Fyn. Studenten flyttede ind på et loftsværelse hos farbroderen Richard Ege, professor i fysiologi og også aktiv modstandsmand.
– ‘Richard, jeg vil ind i modstandsbevægelsen, og jeg ved, at du har forbindelser,’ sagde jeg, men han svarede: ‘Jeg har lovet dine forældre at holde dig væk fra alt illegalt arbejde’. Da jeg blev ved med at vende tilbage til emnet, lovede han at finde noget til mig, ‘der ikke er så farligt’.
I halvmørket på professorkontoret
Richard Ege, der sammen med sin hustru Vibeke, havde gjort en stor indsats året før, da tusinder af jøder blev reddet over Øresund til Sverige, skaffede en kontaktmand, ‘dr. Møller’, til nevøen, og manden viste Jens Ege videre til Carsten 
Høeg på Københavns Universitet, der var en kendt professor i latin og græsk.
– Jeg fik at vide, at jeg skulle cykle ind til universitet og kontakte ham. Han sad i halvmørket i professorkontoret. Han spurgte: ‘Kan du arbejde hele dagen?’ ‘Ja,’ svarede jeg. ‘Kan du skrive på skrivemaskine?’ Det svarede jeg også ja til. Han gav mig besked på at komme igen næste dag, og vi gik ud til Bredgade, hvor der lå lokaler på 1. og 2. sal. Jeg skulle være ‘posthus’. Carsten Høegs kontakter skulle henvende sig til ham gennem mig, beretter Jens Ege.
Kartotekets systematik
Høeg samlede en gruppe på 10-15 studerende, der skrev oplysninger ned på kartotekskort. Gruppens medlemmer måtte hver især kun kende én anden i gruppen, og de sad aldrig sammen og arbejdede. Den store administrator var Eli Fischer-Jørgensen, 33 år og lektor i fonologi på univeristetet.
– Hun bestemte, hvem der skulle skrive hvad. Mit arbejde var at cykle ud med det som cykelbud. Hver dag mødte jeg kl. 9 hos Eli og kørte ud til studenterne med papirer. Om eftermiddagen var jeg hos Høeg. Her var det ofte mere spændende. For Høeg kørte jeg f.eks. til politiets illegale ledelse og medlemmer af Frihedsrådet, fortæller Jens Ege.
– Vi havde et system med klisterruller af den slags, som flyttefirmaerne brugte. Vi klæbede dem på kartotekskortene, for hvis vi f.eks. lavede et kartotekskort på en ‘Peter Hansen’, så kunne der komme nye oplysninger – og nye oplysninger igen. Der var altid kildeangivelser på – men om nødvendigt diskrete kildeangivelser.
De allierede ville undgå selvtægt
Grunden til, at arbejdet gik i gang, var, at de vestallierede myndigheder ville undgå en gentagelse af, hvad der var sket i Frankrig, efter at landet var blevet befriet for tyskerne i august 1944. I ugerne derefter fulgte ‘de lange knives nat’ med en orgie af hævnaktioner og private opgør, der formentlig kostede mindst 20.000 mennesker livet.
I Danmark ville man undgå noget tilsvarende, og Danmarks Frihedsråd fik ordre til at iværksætte opbygningen af et kartotek. Det var rådets centrale politiske figur Frode Jakobsen, der pegede på Carsten Høeg til at stå for opgaven.
Tak til min kollega, pressefotograf Tariq Mikkel Khan, der har stillet foto af Jens Ege gratis til rådighed.
