Den politiske modstandspioner

Først i løbet af min research til første bind af trebindsværket Modstand gik det rigtig op for mig, hvor stor en rolle politikeren John Christmas Møller – politisk leder for Det konservative Folkeparti i 1930’erne – spillede for den første modstand mod den tyske besættelse.
Mit billede af ham var bestemt af, at han i 1940 meget hurtigt, efter tre måneder, havde måttet gå af som handelsminister på grund af sin tyskfjendtlige holdning. I januar 1941 blev han tvunget ud af Folketinget på grund af sine taler, der ikke ligefrem havde ulovligt indhold, men netop så meget kant, at de skabte en stemning blandt tilhørerne, som tyskerne ikke kunne acceptere.
Senere fulgte hans hyppige taler i BBC’s danske udsendelser fra London. Tiden i London fra maj 1942 og resten af krigen var en meget betinget succes, for han opnåede kun ringe indflydelse – blandt andet på grund af sit kantede væsen og dårlige samarbejdsevner.

Tvungen leddiggang
Så vidt så godt – men derudover udfoldede det sig efterhånden for mig, hvor afgørende hans indsats var i de 15 måneder mellem hans udtræden af Folketinget og flugten til England.
En stor del af perioden levede han i påtvungen lediggang i København. Allerede i december 1940 var ideen blevet luftet for ham, om han kunne tænke sig at rejse til London og blive formand for Det danske Råd og tale i radioen, men af en række forskellige grunde gik måned efter måned, uden at noget skete.
Efter sit farvel til politik måtte han i januar 1941 søge et almindeligt arbejde. Det var vanskeligt, for den 46-årige mand var professionel politiker, der ikke havde prøvet at have en almindelig stilling i 20 år. En landsretssagfører, der var partifælle, gav ham et job som advokatfuldmægtig, men den pirrelige og selvbevidste politiker kunne ikke finde sig til rette i den akavede stilling som lavest rangerende medarbejder på et advokatkontor. Han kunne ikke skaffe sager og forlod stillingen efter fem måneder.

Kontaktpunkt
I stedet skiftede han sin naturlige omgangskreds af konservative politikere og partifunktionerer ud med dem, han i sin dagbog kaldte ‘mine nye venner’. Han omgikkes med f.eks. med efterretningsofficererne Hans Lunding og Svend Truelsen, der drev illegal virksomhed til fordel for briterne ved siden af deres officielle funktioner i Generalstabens Efterretningssektion.
Han holdt også møder med det dansknationale parti Dansk Samlings leder Arne Sørensen og med de konservative erhvervsfolk Erling Foss og Eigil Borch Johansen. De var begge stærkt modstandsorienterede og deltog som kurerer i det illegale efterretningsarbejde ved at bringe efterretninger fra København til Stockholm, hvorfra de befordredes videre til London.
”I det første besættelsesår synes det at have været et problem for den håndfuld folk, som hver for sig spekulerede på, hvad der kunne og burde gøres: hvor kunne de finde ligesindede?” skrev historikeren Wilhelm Christmas-Møller i sin biografi Christmas.
“I den situation blev Christmas Møller et kontaktpunkt mellem modstandens pionerer.”
Han fik den rolle, fordi han – i modsætning til de øvrige aktører – var kendt i den brede offentlighed.

Den faste modstands-garde
John Christmas Møller var den 9. april 1941 vært ved et møde, hvor muligheden for at udgive det første illegale blad i Danmark blev drøftet. Det havde deltagelse af Politiken-journalisten Merete Bonnesen, samt redaktørerne Nicolai Blædel, Erik Seidenfaden og brødrene Peter og Sten de Hemmer Gudme. Der kom dog ikke noget ud af mødet, og der skulle gå yderligere otte måneder, før det første borgerlige undergrundsblad begyndte at udkomme.
I efteråret 1941 fortsatte Christmas Møller sine aktiviteter. Sammen med nogle få andre stålsatte, modstandsindstillede folk, som professor Ole Chievitz og lægestuderende Jørgen Røjel dukkede han op i enhver kreds, der så ud til at have potentiale for aktiv modstand mod besættelsesmagten på et tidspunkt, da tyskerne afgjort så ud til at skulle vinde krigen.

Mødet med Frode Jakobsen
Af særlig betydning blev den kontakt John Christmas Møller fik med Frode Jakobsen på det stiftende møde i organisationen Dansk Studiering. Den erfarne og veltalende Christmas Møller imponerede den kantede, men intelligente og flittige Jakobsen, der blev inspireret til et omfattende diskret organisationsarbejde, der senere skulle blive til Ringen – én af de store modstandsorganisationer.
Chievitz, Røjel og Christmas Møller var også med ved et møde i billedhuggeren og grønlandsforskeren Eigil Knuths lejlighed på Østerbro i begyndelsen af december 1941, hvor ca. 15 personer – bl.a. en række yngre officerer – drøftede muligheder for væbnet modstand. Det blev ikke til noget; tiden var ikke moden.

Det tværpolitiske blad
Det allervigtigste resultat, John Christmas Møller opnåede, var, at han fik kontakt til den kommunistiske lægeprofessor Mogens Fog i efteråret 1941 – og gennem ham til DKP’s partiformand Aksel Larsen, der levede under jorden efter myndighedernes arrestation af kommunisterne.
Det førte i begyndelsen af 1942 til dannelsen af Frit Danmark, den første tværpolitiske modstandsorganisation, der to måneder senere begyndte at udgive det illegale blad af samme navn. Det blev det formentlig mest indflydelsesrige af samtlige illegale blade.
John Christmas Møller holdt også føling med de første faldskærmsagenter, der var blevet udsendt af den britiske sabotageorganisation SOE. Blot en uge før sin afrejse holdt han i sin herskabslejlighed nær Det kongelige Teater en middag for blandt andre de netop ankomne faldskærmsagenter Michael Rottbøll og Max Mikkelsen samt Mogens Hammer, der havde været i landet i nogle måneder.

Kunne ikke holde mund
Den konservative politikers uvurderlige indsats i opbygningen af den tidlige modstand kunne imidlertid også have ført til, at frihedskampen havde fået et helt andet forløb. John Christmas Møller havde en notorisk mangel på security, der kunne have ført til, at en række nogle nøglepersoner var blevet sat ud af spillet.
Han førte dagbog, og deltagerne ved de konspirative møder blev ofte nævnt ved deres rigtige navne. Efterretningsofficererne advarede ham om risikoen for en husundersøgelse. Han begyndte at skrive en slags kodesprog, men havde ikke rigtig fattet pointen.
”Talte om forskellige Planer, som ikke skal gives nærmere Omtale,” var en typisk formulering, der havde været svær at snakke sig uden om efter en beslaglæggelse.
Det er imidlertid noget, først historikerne har kunnet konstatere, for husundersøgelsen kom aldrig. Til gengæld loddede de britiske myndigheder hurtigt John Christmas Møllers indiskretioner; det var en af grundene til, at han til sin forbitrelse blev holdt på afstand af fortrolige oplysninger i sin tid i London.

Første modstandsbind i trykken

Det første af de tre bind af værket Modstand, der er udgangspunktet for min hjemmeside, er ved at være klar. I morgen, mandag, går bindet i trykken på et trykkeri i Finland, og det udkommer fredag den 30. oktober på Politikens Forlag. Det har titlen Frihedskampens rødder 1933-1942 og er på 571 rigt illustrerede sider.
Handlingen begynder omtrent ved Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland, og 1930’ernes historie fortælles gennem beretninger fra personer, der senere skulle vise sig at blive modstandsfolk.
Danmarks besættelse den 9. april 1940 skildres med øjebliksbilleder fra en række steder i landet og med en beretning om danskere, der forsøgte at tage kampen op ved at søge til Sverige, Norge eller til britisk krigstjeneste.
Den største del af bindet handler om modstanden mod besættelsesmagten de første to og et halvt år – frem til september 1942. Det gennemgående vilkår er, at modstandskredsene er små øer i et samfund, hvor det store flertal støtter samarbejdspolitikken, selv om de er fjendtlige over for den tyske besættelse.
Efterretningsvirksomhed, tyskfjendtlige foredrag for lukkede kredse, graffiti og hånende tilråb i biograferne mod de tyske ugerevyer er længe den eneste modstandsaktivitet. Det ændrer sig efter 22. juni 1941, da hele kommunistpartiet bliver illegalt som følge af Tysklands angreb på Sovjetunionen.
De første illegale blade lander i danskernes brevsprækker i efteråret 1941, og demonstrationerne mod Antikominternpagten i november 1941 bliver den første åbne, politiske markering mod besættelsesmagten. Samtidig bliver de første faldskærmsagenter udsendt fra Storbritannien for at stimulere opbygningen af en modstandsbevægelse.
I foråret 1942 bliver et nyt illegalt blad, Frit Danmark, det første tværpolitiske modstandsinitiativ, og samtidig begynder de første tilløb til sabotage. Brandsabotagen mod skibsværftet Nordbjærg & Wedells, der er afbildet på forsiden, fører til en skærpelse af besættelsesforholdene, fordi nybyggede tyske flådefartøjer bliver ødelagt.
Dansk politi bekæmper modstandsgrupperne stadig mere intensivt, og i sommeren 1942 bliver de første illegale bladfolk anholdt og idømt fængselsstraffe. En faldskærmsagent omkommer under skudveksling med dansk politi.
Det er situationen ved bindets slutning, da statsminister Vilhelm Buhl holder sin berygtede ‘stikkertale’, hvori han opfordrer borgerne til at medvirke til dansk politis opklaring af sabotagesager.
Men ‘stikkertale’ var mest et ord, der blev brugt senere, for flertallet af danskere var i september 1942 lydhøre over for Vilhelm Buhls budskab.
Bogens pris bliver 350 kr. inkl. moms.
Som de fleste af den slags initiativer er projektet støttekrævende, og Statens Kunstfond, Interfond, Augustinusfonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Jyllands-Postens Fond og Lademanns Fond har rundhåndet bidraget til udgivelsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til en vred kæmper

Frede Klitgaard – journalist, kommunist og tidligere frihedskæmper – er død, 92 år. Han var en af de sidste aktive fra Danmarks modstandskamp, der deltog i den offentlige debat om besættelsestiden. Sidst skete det i forbindelse med 70-årsjubilæet for befrielsen for en måned siden. Selv var han dog for svag til at deltage. Han sad i kørestol de sidste fire-fem år af sit liv.

Det rene modstandssynspunkt
Klitgaard har gennem en årrække markeret som en talsmand for det rene modstandssynspunkt som redaktør for magasinet Håndslag og formand for foreningerne Aktive Modstandsfolk og Folkebevægelsen mod Nazisme. Han havde det ufravigelige standpunkt, at krigsforbrydere om nødvendigt skal forfølges til gravens rand for at blive stillet til ansvar for deres gerninger.

Jagten på Søren Kam
Det er på sin vis karakteristisk, at modstandsveteranen er død blot to måneder efter SS-veteranen Søren Kam, der døde i sit hjem i Sydtyskland i marts. Frede Klitgaard har spillet en hovedrolle i at sætte Søren Kam-sagen på dagsordenen i den danske offentlighed. Da Ritzau-journalisten og forfatteren Erik Høgh-Sørensen i midten af 1990’erne begyndte at rulle den indtil da stort set glemte sag op, kunne han trække på vigtig research fra pensionisten i Blovstrød i Nordsjælland, der havde en gigantisk viden om Anden Verdenskrig.

Den livslange vrede
Karakteristisk for Frede Klitgaard var også hans uforsonlige kritik af den danske samarbejdspolitik under besættelsen, og det havde en personlig baggrund. For ham var den 29. august 1943 ikke nogen afgørende skillelinje i besættelseshistorien.
Den dengang 20-årige mand, der var typograflærling på Aarhuus Stiftstidende, blev i midt i september 1943 anholdt af dansk politi og udleveret til besættelsesmagten, selv om regeringen var gået af, og selv om Gestapo var kommet til landet. Den 20-årige mand, der var typograflærling på Aarhuus Stiftstidende, kom igennem hårde Gestapo-forhør og blev 24. november 1943 idømt livsvarigt tugthus. Det blev afsonet i Dreibergen ved Rostock. Hans gruppeleder blev dømt til døden og henrettet.
Frede Klitgaard var kommet ind i den århusianske modstandsbevægelse i 1942, og i 1943 blev sabotagen mere virkningsfuld på grund af nedkastninger af sprængstoffer og andet sabotagemateriel fra Storbritannien. Anholdelsen blev foretaget af en dansk betjent, der greb nidkært ind, da en bombe, som Klitgaard transporterede på bagagebæreren på sin cykel, gik af.
Hans skæbne er ikke enestående. Også modstandsmanden Niels Thürmer Larsen (senere Niels Thürmer Frommelt) fra Studenternes Efterretningstjeneste blev efter regeringens afgang anholdt af dansk politi og derefter udleveret til tyskerne. Han kom senere i tysk kz-lejr.

Korrespondent i Moskva
Efter krigen blev Klitgaard journalist på dagbladet Land & Folk og taleskriver for Aksel Larsen, formanden for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Han var fra 1953 til 1958 avisens korrespondent i Moskva. På en af sine opgaver mødte han personligt partisekretæren Nikita Khrusjtjov, og han mindedes tiden i Moskva med glæde. Han fastholdt sit ortodokst marxistiske verdenssyn til det sidste.
Frede Klitgaards hustru døde i 1960, og han var således enkemand i 55 år. Han efterlader sig en søn.

Den gode kammerat
Selv har jeg to gange inden for det seneste år besøgt Frede – senest for to måneder siden – for at høre hans historie fra besættelsen. Han var skarp i hjernen og havde en fin hukommelse. Den store bogsamling, der er domineret af titler om Anden Verdenskrig, vidnede om hans omfattende viden.
Han var meget venlig; når han spurgte ‘Hvordan har du det?’, var det med varme og interesse i stemmen. Den største anerkendelse, man kunne få af Frede var, at man var ‘en god kammerat’ – ‘kammerat’ udtalt med tryk på første stavelse – og jeg fik oplevelsen af, at min placering på den vurderingsskala vistnok var ok.
Han tilbød at betale min taxi fra Allerød Station til sin bolig i Blovstrød. Frede Klitgaard havde lige fået forhøjet sin hædersgave, så det syntes han, var på sin plads.

Læs evt. også denne historie om Frede Klitgaard og Erik Høgh-Sørensen
og
denne nekrolog over BOPA-sabotøren Aage Staffe.

De Finlandsfrivillige gik hver sin vej

De ca. 1200 danske mænd, der meldte sig til krigstjeneste i Finland under den finsk-russiske vinterkrig 1939/40, drog vidt forskellige konklusioner af deres oplevelser.
Der var mange idealister blandt dem. Nogle var blandt de tidligste og mest betydningsfulde modstandsfolk med Josef ‘Tom’ Søndergaard og en gruppe kammerater som de kendteste. Det var dem, der fra Stjerne-Radio i Istedgade i København grundlagde den første Holger Danske-gruppe. En del andre gik i stik modsat retning og meldte sig senere til østfronttjeneste med Frikorps Danmark eller Waffen-SS. Den kendteste fra den gruppe er den senere kommandør for frikorpset, C.F. Schalburg.

Hjælp til nordisk broderfolk
Ifølge historikeren Peter Birkelund, der næste torsdag udgiver bogen Sabotør i Holger Danske på Lindhardt & Ringhof, var det ikke tilfældigt, i hvilken retning man gik.
– Spørgsmålet var, om man først og fremmest var national, eller om man var antikommunist, fastslog Birkelund, da jeg interviewede ham til Weekendavisen i dag, fredag den 6. marts.
– Når man ser på beretningerne fra folkene i Istedgade, er der meget få intensive udtryk for antikommunisme. Kommunisterne var folk, man stod fjernt fra, og man var mistænksomme over for dem, men indsatsen i Finland gjaldt om at hjælpe et nordisk broderfolk.

Glidebane i nazistisk retning
For dem, der endte med at gå i nazistisk retning, var antikommunismen det primære.
– Hvor man endte henne, handlede om ens  baggrund og ens omgangskreds. For at tage Konservativ Ungdom (KU) som eksempel: Medlemmer her, der havde været gode danske spejdere med den oplæring, der hørte til, blev i almindelighed ikke nazister, siger Peter Birkelund.
– Men en del nærede antidemokratiske og antiparlamentariske holdninger, og temmelig mange blev nødt til arbejde i Tyskland. Det kunne være en glidebane. Så kunne de måske få en stilling som vagtmand hos tyskerne, når de kom hjem. Så var der slet ingen danskere, der ville have noget med dem at gøre. Så var skridtet til de uniformerede nazistiske korps ikke lang.

Frihedskæmpernes egne beretninger
Birkelunds nye bog er en bredt anlagt fremstilling af Holger Danske-gruppernes sabotager, likvideringer og andre aktiviteter. Den er i høj grad baseret på modstandsfolkenes egne skriftlige beretninger eller båndoptagne interview.
Dermed er den rettet mod et større publikum end tobindsværket Holger Danske – sabotage og likvidering 1943-45, som udkom i 2009. Sidstnævnte er i højere grad en videnskabelig afhandling, hvis primære formål er at kortlægge Holger Danskes organisation og mønstre i aktionerne i de forskellige faser.

Mange slags stikkeri
Besættelsens stikkerlikvideringer er et vigtigt emne, og Birkelund mener, at man godt kunne bruge en grundig undersøgelse af stikkeriet og af, hvilken indflydelse det havde på modstandsgrupperne – hvis en sådan overhovedet kildemæssigt lader sig gennemføre.
Der blev rejst over 1300 angiverisager efter krigen ud af knap 14.000 retsopgørssager i alt, men der er ingen tvivl om, at stikkeriet var langt mere udbredt.
– Men hvad bestod angiveriet mere præcist i? spørger forfatteren.
– Der var så mange typer. I nogle tilfælde kunne en vagtmand f.eks. føle sig generet og truet, eller en butiksejer kunne få smadret en rude, hvorefter han ringede til HIPO. Det var en trussel mod modstandsbevægelsen, men i substansen var der ofte tale om gadespektakler, som man forsøgte at få løst ved tyskernes hjælp, mere end noget ønske som sådan om at bekæmpe modstandsgrupperne, fortæller Peter Birkelund.
– Angiveriet kunne ske af ideologiske årsager, af uforvarenhed, for penge eller af helt enkeltstående årsager, som da en kvinde forsøgte at neutralisere sin søsters voldelige ægtemand ved at anmelde ham til HIPO. Hun vidste ikke, at den mand, hun anmeldte, var modstandsmand.

Faderen ledede likvidering
Peter Birkelund er selv søn af Holger Danske-modstandsmanden Hakon Birkelund, der døde i 2006. Hakon Birkelund ledede likvideringen af chefen for Schalburgkorpset i januar , og den historie ønskede han ikke fortalt over for offentligheden før efter sin død. Sønnen fortæller i interviewet i Weekendavisen, hvad der skete den dag, da overløjtnant T.I.P.O. Madsen blev skudt.

Modstandsveteran genudgiver bog

Jørgen Hesseldahl, en af de centrale personer i nedkastningschefen Jens Toldstrups jydske modstandsorganisation under krigen, genudgav i går, lørdag, sin bog fra 1993 I Toldstrups tjeneste i væsentligt udvidet udgave.
Den 90-årige Hesseldahl præsenterede bogen på 4. Maj-Kollegiet i Aalborg sammen med bl.a. Niels Gyrsting, formand for Frihedsmuseets Venner, der har redigeret bogen.
Gyrsting præsenterede bogen og gav en kort gennemgang af Jørgen Hesseldahls modstandsindsats, hvorefter veteranen stillede sig til rådighed for spørgsmål.  Et af de spørgsmål, der blev stillet, drejede sig om metoder til hårfarvning – noget, som Hesseldahl og andre brugte som camouflagemiddel.
Jørgen Hesseldahl begyndte i 1943 sin undergrundsaktivitet med det illegale blad Hammeren.  I 1944-45 var han en flittig deltager i våbenmodtagelser og jernbanesabotager, og han deltog i planlægningen af likvideringer.
Aalborg blev valgt som præsentationssted, fordi Hesseldahl var tilknyttet Jens Toldstrups hovedkvarter, der det meste af tiden lå i Limfjordsbyen. Selv om det er 70 år siden, lever to andre modstandsfolk ved hovedkvarteret også endnu, nemlig to af Toldstrups kvindelige kurerer.
Ingen af dem var dog til stede i går. Annie Langberg (dengang Mouritsen) meldte fra, fordi hun fejrede sin egen 90 års fødselsdag. Den anden er den 93-årige Gertrud Pedersen. De bor begge på Randers-egnen.
Nordjyske Stiftstidende var mødt frem til receptionen, og avisen bringer efter planen en artikel mandag.
Jeg skrev sidste år dette blogindlæg om Jørgen Hesseldahls bog, dengang den var på vej.
Han har desuden udtalt sig til denne artikel om jernbanesabotagen.

Bogen kan købes på www.frihedsmuseetsforlag.dk for 129 kr. incl. moms + porto.