Den brændende idealist

Her på udgivelsesdagen for første bind af Modstand vil jeg slutte min optaktsserie af med en af de efter min mening vigtigste skikkelser i bindet, Christian Michael Rottbøll.
Når jeg skriver ‘måske’, er det fordi bindet ikke har nogen klar hovedperson, men snarere en række hovedaktører, der i betydning er nogenlunde på linje med hinanden.
Jeg synes, Rottbøll er spændende på grund af hans særlige idealistiske profil. Han født i 1917 og voksede op på Børglum Kloster i Vendsyssel som søn af godsejeren, der også var konservativ landstingsmand. For den unge Michael Rottbøll var engagement i landets forsvar en selvfølge; det samme var ærbødighed over for flaget, den nationale historie og kongemagten.
På den måde mindede han om tusinder af andre unge på højrefløjen i 1930’erne.

Ville kæmpe for de små nationer
Noget særligt ved ham var, at han var meget social, med en god medmenneskelig fornemmelse. Det blev grundlagt hjemme på godset, hvor der var et stort folkehold, som han foretrak at omgås frem for at hænge i familiens bolig. Det hed sig, at ‘når man ikke kan finde Mik, er det en god ide at se efter ham i folkestuen som det første’. Dertil kom, at han var internationalt orienteret  og stærkt optaget af de små landes rettigheder i en tid præget af vilkårlig magtudøvelse fra Europas stormagter.
Familien Rottbøll var engelskorienteret, og forældrene sendte efter tur de fire søskende på et halvt års studieophold i England, hvor de boede som betalende gæster hos en privat familie. Efter et ophold på Idrætshøjskolen i Ollerup rejste Christian Michael Rottbøll på et kursus på en sportshøjskole i Berlin, som han forlod i september 1938 – netop som krisen om Sudeterlandet så ud til at skulle ende i et krigsudbrud, fremgår det af forfatteren Klaus Skot-Hansens engagerede og gennemarbejdede biografi Faldskærmschef fra Børglum Kloster fra 2007.

Tænkte på krigstruslen bag ploven
Udlængsel var en stærk drift i den nu 21-årige mand, og han besluttede sig efter et halvt år hjemme i Danmark til at rejse til Sydamerika i en periode. Det gjorde han med et norsk fragtskib, der havde en mindre passagerafdeling. Det sejlede fra Bergen i februar 1939 og ankom til Buenos Aires fem uger senere.
På vej mod Argentina hørte Rottbøll via skibets telegrafist om indmarchen i Prag. I Argentina fik han arbejde på et stort kvægbrug, men han plagedes af tanker om, hvorvidt han ikke burde være hjemme. Storpolitikken var i fokus – også når han gik bag en plov på pampaen.
”…dette Magttryk paa de mindre Lande. Man kan ikke staa ligegyldig og neutral over for det, men maa slutte sig til den Part, der vil kæmpe mod disse Uretfærdigheder,” hed det i et brev til forældrene.
”…  en saadan Tid med Samarbejde mellem Nationerne i Stedet for Kannibalisme, med Handel paa tværs af Grænserne i Stedet for nationalistisk Selvforsyning, med den stærkeres ret afløst af en international Domstol (…), saa skal Folkeforbundstanken nok vise sig at have Livskraft. (…) De nordiske Stater (…) er neutrale, men kan dog inderst inde ikke se ligegyldigt paa, hvad Tyskland og Rusland foretager sig over for adskillige andre Smaastater.”

Hørte om den finsk-russiske krig på fragtskib
I oktober 1939 besluttede den nu 22-årige mand sig for at vende hjem. Han påmønstrede DFDS-fragtskibet S/S Alabama som kahytsdreng.
Som hjemme i Vendsyssel var godsejersønnen helt usnobbet. Opgaverne var blandt andet rengøring og sengeredning, og indkvarteringen var primitiv.
Ude midt på Alanten trængte verdensnyhederne sig igen på. Via  telegrafisten kunne Rottbøll fra dag til dag følge med i, at Sovjetunionen stillede krav om grænseændringer til Finland, og at en finsk delegation var kaldt til Moskva til forhandlinger.
S/S Alabama lå i havn på Orkney-øerne, da Michael Rottbøll hørte, at russerne den 30. november 1939 var gået til angreb. To uger senere, den 13. december, lagde skibet til i Københavns Frihavn.
Efter nogle uger hjemme på Børglum Kloster meldte han sig som frivillig til den finske hær, men danskerne nåede ikke at komme i kamp.

Samarbejdspolitikkens åbne sår
Resten af hans korte livshistorie er forholdsvis velkendt. Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 var han indstillet på modstand fra starten. Efterretningsvirksomhed var den praktiske mulighed, indtil det i eftersommeren 1941 lykkedes ham at komme til Storbritannien, hvor han meldte sig frivilligt til sabotageorganisationen SOE. Han blev i april 1942 nedkastet som chef for de britiske faldskærmsagenter i Danmark, og det lykkedes ham i løbet af sommermånederne at få bygget en fungerende organisation op.
Det blev imidlertid kortvarigt, for den blev i løbet af efteråret revet op af dansk politi i samarbejde med den tyske kontraefterretningstjeneste Abwehr. En af de mest traumatiske begivenheder, der viste samarbejdspolitikkens uløselige dilemma, var Michael Rottbølls død den 26. september 1942. Den 25-årige mand blev skudt af en dansk betjent under en anholdelsesaktion.
[

 

 

Snusede til Frikorpset – gik ind i BOPA

Den 17-årige unge mand på billedet er et eksempel på, at tingene kunne tage sig forvirrende ud under besættelsen, og at valg ikke nødvendigvis var så nemme og klare, som de kunne tage sig ud i 1945.
Jesper Juel Petersen, der ved befrielsen var 22 år, var under dæknavnet ‘Finn’ gruppeleder i BOPA. Han ændrede efter krigen navn til Jesper Juel Berg.
Også den 9. april 1940 havde han også været kompromisløst indstillet på kamp mod besættelsesmagten. Han oplevede de tyske soldaters indmarch i hjembyen Aabenraa og var impulsivt klar til at ile til ‘Vejle-stillingen’, idet han gik ud fra, at den danske hær holdt en front, hvor den kæmpede imod invasionen.

Hasarderet flyvertogt
Hans aktivistiske indstilling varede ved, og han begyndte sammen med sin bror og nogle kammerater at arbejde med planer om at flyve til Storbritannien i et privatfly og melde sig til britisk militærtjeneste. Dobbeltdækkeren stod i en hangar ved Rødekro, og ejermanden var den velhavende far til en af kammeraterne.
Drengene begyndte i hemmelighed, at gøre den i stand til afgang, og efter planen skulle Jespers bror, der var premierløjtnant, have fløjet maskinen. Han havde godt nok ikke certifikat, men han var besluttet på at klare forberedelsen ved bl.a. at læse manualen grundigt.
I foråret 1941 lykkedes det at få flyvemaskinen gjort klar til afgang, og den var på vej ud af startbanen, da forehavendet blev bremset af – af alt – en punktering. Ekspeditionen ville være blevet en katastrofe, for det var ikke gået op for de unge mænd, at flyet ikke havde rækkevidde til at nå over Nordsøen, fremgår det af Jesper Juel Bergs erindringer.
De er bearbejdet af historikeren Henrik Skov Kristensen, der udgav Bergs besættelsestidshistorie i artiklen ‘Fra Aabenraa Statsskole til BOPA’, der blev offentliggjort i Sønderjyske Årbøger 2004.

Beundrede tyske sejre
Jesper Juel Petersen kom fra en borgerlig familie med en stærkt antikommunistisk holdning, og det gjorde sin virkning, da Tyskland angreb Sovjetunionen ti måneder senere, den 22. juni 1941.
De store tyske sejre i Rusland undlod ikke at gøre indtryk på ham. Tre måneder efter at han havde været med til at forberede det uigennemtænkte flyvertogt, skrev han under på en tilmeldingsblanket på et Waffen-SS-hvervekontor i samme by.
”Sandt at sige kunne vi ikke sige os fri for en vis kildrende fryd, når de følgende dage og ugers Sondermeldungen (særmeldinger) lød på, at nu var Smolensk, nu Minsk og Odessa faldet, nu Leningrad omringet, nu Wehrmachtske larvefødder i udkanten af Moskva,” skriver Jesper Juel Berg i sine erindringer.
”Vores fjende nr. 1 var Tyskland, ingen tvivl om det, men alligevel en pirrende tanke at lade preusserne ordne kommunisterne (…). Så kunne vi aabenraaske englandsfarere nok nå at finde en plads mellem de allierede (…). Sådan skulle denne krigskage skæres, fantaserede vi.”

Luret til at skrive under
Den unge mand var kommet under en vis nazistisk påvirkning, idet en af kammeraterne havde dem fremtrædende nazist, læge Harald Nielsen, som stedfar. Nielsen var læge og studiekammerat med partiføreren Frits Clausen, som han var på venskabelig fod med.
Jesper gav efter over for kammeraternes forsikringer om, at det ikke var forpligtende – ‘man kunne bare tage nogle brochurer for at orientere sig’ – og tog med ud på hvervekontoret. Hverveofficeren understregede, at tilmelding til krigstjeneste skete efter regeringens tilladelse og opfordring.
Jesper Juel Petersen følte sig efter eget udsagn luret til at skrive under, fordi officeren sagde, at man ikke havde flere brochurer liggende. Han ville få tilsendt nogle, hvis han opgav navn.
Nogle uger efter blev han indkaldt til session, men det lykkedes ham at få udsættelse et år, da han skrev til hvervemyndighederne og henviste til, at han skulle begynde i 3.G. Med den frist kunne han planlægge at være uden for rækkevidde, når tiden kom.
Han flyttede til København, og i foråret 1943 lærte han Børge Thing, ‘Brandt’, at kende. Det blev hans indgang til arbejdet i BOPA. (Foto: Sønderjyske Årbøger 2004)

 

Besøg i en historisk lejlighed

Da jeg i april 1995 ringede på døren til en 4. sals lejlighed på Carl Johans Gade på Østerbro i København, blev jeg budt inden for til scenen for ét af de tidlige pionermøder i den danske frihedskamp. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt.
Mødet fandt sted i december 1941, og lejligheden var nu – mere end 53 år senere – stadig beboet af den samme mand. Ideen til besøget opstod, da jeg som journalist på nyhedsbureauet Ritzau i  et stykke tid havde udsendt optaktsartikler til 50-årsjubilæet for befrielsen i 1945. En mand ringede mig op på redaktionen og fortalte mig, at jeg burde lave et interview med grev Eigil Knuth, der i 1945 som speaker i Statsradiofonien havde været ‘den første frie stemme’ i radioen – dvs. den første medarbejder, der talte i den danske radio, efter at befrielsesbudskabet havde lydt om aftenen den 4. maj.

‘Er du med?‘
Den 91-årige mand gav hånd. Trods grevetitlen var han ganske uformel og præsenterede sig som ‘Eigil’. Interviewet formede sig som få spørgsmål og lange svar. Han talte med fagter, der havde et lidt feminint tilsnit, og sproget var slebet og nuanceret. Blikket blev indadvendt, mens han spolede sit livs film tilbage.
Som det ofte er tilfældet med interviewpersoner i den ældste aldersklasse, brød han sig ikke meget om emneskift og indskudte spørgsmål. Men han var åndsfrisk; en gang imellem afbrød han de knivskarpe udredninger og kiggede på mig med et blik, der ligesom spurgte: ‘Er du med?’
Det var jeg, for det var interessant, hvad den gamle mand fortalte. Under indlægget her har jeg indskrevet et uddrag af interviewet.

Røjels sonderinger
Jeg kendte kun hans navn flygtigt, men Eigil Knuth var en kendt og anerkendt mand som billedhugger og Grønlandsforsker. Han havde modtaget en række priser og hædersbevisninger for sit afgørende bidrag til nutidens viden om eksimokulturer gennem udgravninger ved Peary Land. I lejligheden, der også var atelier, stod et stort antal figurer af ikke mindst grønlandsk tilsnit, som han selv havde tilvirket.
Noget, som vi ikke var inde på – og som jeg først mange år senere fandt ud af – var, at hans tilknytning til frihedskampen havde udspring i, at han var med i Danske studenters Roklub, der var et af de stærkeste miljøer for den tidlige ikke-kommunistiske modstand. Den dengang 38-årige Eigil Knuths store ungkarlelejlighed var et hyppigt mødested i kammeratskabskredsen.
Aktivisten over alle var den senere Holger Danske-sabotør Jørgen Røjel, der i 1941, da næsten ingen andre tænkte på aktiv modstand, forsøgte at samle en kreds af modstandsindstillede. Røjel fik under sine bestræbelser kontakt med den konservative politiker John Christmas Møller og professor Ole Chievitz fra Rigshospitalet.

Tøvende holdning
I begyndelsen af december – lige efter demonstrationerne mod Antikominternpagten – foregik det første møde i Knuths lejlighed med deltagelse af bl.a. Røjel, Christmas Møller, Chievitz, nogle yngre officerer fra roklubben og nogle officerer fra den militære efterretningstjeneste.
”Der har i alt været ca. 25 mennesker, som alle frøs med anstand, da det på grund af brændselsrationering ikke var muligt for Knuth at varme atelieret op,” skrev Jørgen Røjel i sin erindringsbog Kæft, trit og retning fra 1973.
”I den specielle anledning blev der serveret en kop rigtig the (…), som man nød til den lommemad, man var blevet inviteret til at tage med.”
Alle i lejligheden var enige i behovet for at stå mere fast og også for væbnet modstand. Men kun i princippet.
”Det viste sig, at et flertal i forsamlingen, alle militære inclusive, i virkeligheden var imod allerede på dette tidspunkt at opbygge egentlige modstandsgrupper under henvisning til, at befolkningen endnu ikke var moden til (…) sabotage eller lignende,” skrev Røjel videre.
Kredsen mødtes yderligere et par gange, men der var for stor uenighed om midlerne, til at man kunne komme videre. I begyndelsen af 1942 erfarede John Christmas Møller, at den tyske kontraefterretningstjeneste havde fået nys om møderne. Derefter holdt man op med at holde dem.

Sabotører overnattede i lejligheden
Hvad Eigil Knuth derimod fortalte var, at han lejlighedsvis gav husly til folk, der var på flugt for tyskerne – f.eks flygtninge på vej til Sverige og modstandsfolk, der havde brug for et overnatningssted efter en sabotageaktion. Jeg husker, at han nævnte Jens Thorsen, der dengang var en offentlig kendt person som mangeårig direktør for Monberg & Thorsen og formand for Dansk Arbejdsgiverforening. Han havde under besættelsen været med  i BOPA og senere i Holger Danskes ‘Gruppe Strand’ og havde sovet på gulvet hos Eigil Knuth efter en sabotage.

Tog på polartogt som 91-årig
Den kreative adelsmands tilknytning til modstandsbevægelsen gav sig udslag på Peary Land, hvor han stod bag navngivelsen af flere lokaliteter: ‘5. maj’, ‘Kap Michael Rottbøll, ‘Citronens Fjord’, ‘Flammens Fjord’ samt ‘Kap Ole Chievitz’.
Eigil Knuth var ikke mere skrøbelig, end at han magtede endnu et togt til Peary Land. Det tog han på sammen med tre unge forskere, der i sommeren 1995 – to måneder efter interviewet – undersøgte havbunden i området. Knuth døde året efter i en alder af 92 år.
Grønlandsforskeren blev i 2003 genstand for en grundig biografi over sit eventyrlige liv. Den blev skrevet af forfatteren Janni Andreassen, der udgav den i anledning af 100-året for Eigil Knuths fødsel.

—– —– —–

Fra Ritzau-artiklen, der blandt andet blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 1. maj 1995:
“Fra 1942 havde han (dvs. Eigil Knuth) haft kontakt med kaptajn Volmer Gyth fra den danske generalstabs efterretningssektion, der udførte efterretningsarbejde til fordel for englænderne. Gyth og Knuth sammensatte i fællesskab en kode, der blev mikrofotograferet og sendt til Sverige og England i en tube tandpasta. Koden var baseret på variationer i annonceringen af klokken, således at der til hver variation (f.eks. ‘Nu kommer klokken’, ‘De hører nu, hvad klokken er’, ‘De får lige, hvad klokken er’) svarede et mandsnavn.
Eigil Knuth fik aldrig – heller ikke efter krigen – at vide, hvilken militær betydning disse navne havde.
– Jeg vidste blot, at oplysningerne tog sigte på at varsko såvel Sverige som England, og at der var lytteposter på mig begge steder, forklarer han.
Systemet fungerede på den måde, at kaptajn Gyth i specielt kritiske situationer ringede til Knuth og inviterede ham til frokost med f.eks. Carl, Niels, Peter eller Hans. Knuth aflæste nu med et forstørrelsesglas den klokke-annoncering, der stod ud for vedkommendes navn på mikrofilmen, og brugte den så ofte som muligt i dagens løb. Filmen lå gemt i en tysk bog, som stod i speakerstudiets bogreol, og speakeren havde et andet eksemplar bag kapslen på sit lommeur.
På et tidspunkt blev tyskerne mistænksomme over for de påfaldende mange sætningsformer og udstedte en forordning om, at der kun måtte bruges et begrænset antal, forud fastsatte vendinger til at annoncere klokken. Eigil Knuth og kollegaen Ib Wiedemann fandt dog hurtigt ud af at konstruere en ny kodevariant, der var baseret på annonceringen af koncertnumre.”

Dommere ville slå hårdt ned på la Cour

Syv måneders fængsel. Sådan lød den straf, som Vilhelm la Cour, 59-årig nationalkonservativ historiker, den 25. juni 1942 blev idømt af Højesteret for en række provokerende pjecer og foredrag, som han havde holdt for større, lukkede kredse landet over.
La Cour havde ufortrødent fortsat sine aktiviteter, selv om Udenrigsministeriet direkte havde anmodet ham om at høre op med provokationerne. Straffen var en klar forhøjelse efter Københavns Byrets dom på fire måneders hæfte.

Hvad voteringsprotokollen viste
For la Cour og offentligheden var det den alvorlige skærpelse, der faldt i øjnene. Det var oplagt at gå ud fra, at dommernes votering var en afvejning af, hvor mildt man kunne slippe af sted med at dømme den tiltalte.
Det var meget langt fra virkeligheden.  Hvad ingen kunne vide, var, at de syv måneders fængsel var et kompromis. Det fremgik ifølge retshistorikeren Ditlev Tamms bog Bag kapperne, da han gennemgik voteringsprotokollen.
Nogle af dommerne ville dømme strengere end de syv måneder – en enkelt 18 måneders fængsel. En dommer mente, at der var et ’landsskadeligt’ element i historikerens handlinger, fordi han fandt det uansvarligt, at en enkelt borger opkastede sig til kritiker af regeringens politik i forhold til besættelsesmagten. En anden mente, at en embedsmand havde pligt til at undlade at skabe vanskeligheder for regeringen.

Gik videre end de tyske krav
Højesteret førte generelt under forsæde af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen en hård linje i sager om overtrædelse af besættelsestidens midlertidige straffelove.
”Højesteret så yderst alvorligt på sin opgave og veg ikke tilbage for at drøfte skærpelser, der gik ud over, hvad hensynet til besættelsesmagten talte for,” skriver Ditlev Tamm.
Eksemplet er efter min mening interessant, fordi hovedbegrundelsen for samarbejdspolitikken var, at man kunne holde politi – og retsmyndighed på danske hænder og sørge for, at danskere, der blev afsløret i selv alvorlig modstandsaktivitet, kunne slippe billigere, end hvis der havde været direkte tysk styre.
I den sammenhæng er den øverste domstols linje en undtagelse.

Prisen for domsmyndigheden
La Cour-sagen var skelsættende i det skred, der var i gang mellem dansk og tysk justits. I februar 1942 havde den tyske krigsret henvendt sig på historikerens bopæl uden at orientere de danske myndigheder   for at hente ham til afhøring. Efter danske protester blev han indsat i den danske afdeling af Vestre Fængsel, men senere overtog krigsretten igen i sagen nogle dage, inden de danske myndigheder til sidst fik lov til at gennemføre den.
Men der var en pris at betale. Tyskerne så alvorligt på Vilhelm la Cours undergravende foredrag, der på en uhåndterlig måde skabte grobund for aktiv modstand. Derfor måtte undervisningsminister Jørgen Jørgensen gå ind på at afskedige historikeren fra hans stilling som gymnasielærer, og la Cour accepterede på Justitsministeriets opfordring at gå i frivillig internering efter afsoningen.

Dommer stemte for livstid til skipper
Da den konservative politiker John Christmas Møller omkring samme tid – den 30. april 1942 – flygtede ud af landet for at rejse videre til London, viste den strenge linje i Højesteret sig igen. Flugten var sket på motorgaleasen Argo, der sejlede politikeren og hans familie, der alle var skjult i lasten, over Kattegat til Göteborg.
Skipperen Peter V. Schmidt og en letmatros, der var det eneste besætningsmedlem, blev tiltalt efter samme midlertidige straffelovstillæg, som Vilhelm la Cour var blevet dømt efter. I byretten blev Schmidt idømt tre års fængsel, mens letmatrosen fik ét år. Anklageren appellerede til Højesteret, der skærpede straffene til henholdsvis seks og tre års fængsel.
Retten fandt det vigtigt, at ’de tiltalte var klare over, at Christmas Møller fra Sverige agtede sig til England, og at de regnede med, at hans motiver var af politisk natur’. En enkelt dommer mente under voteringen, at fængsel på livstid ville være konsekvent i betragtning af, at det var en handling af alvorlig politisk karakter at transportere en modstander af Tyskland til England. En anden dommer fandt det skærpende, at skipperen og letmatrosen vidste, at Christmas Møller indtog en stejl holdning over for tyskerne.
”Denne dom viser tydeligt, hvorledes der i Højesteret var en klar tendens til at støtte forhandlingspolitikken ved at idømme strenge straffe i sager, som i særlig grad måtte være genstand for tysk opmærksomhed,” skriver Ditlev Tamm i bogen Retsopgøret efter besættelsen.

Her begyndte frihedskampen

Da jeg for over to år siden påbegyndte researchen til min bog om modstandsbevægelsen, havde jeg et holdepunkt i den nærmest uoverskueligt store stofmængde. Jeg vidste, hvor det hele begyndte. Det slog en mindeplade på ydermuren af den for længst nedlagte Roskilde Kaserne (herover) fast for mig.   Jeg er jævnligt passeret forbi den, fordi bygningen i dag er adresse for Klub Kildegården, hvor min 13-årige datter de sidste tre år har haft fritidsklub.
“Oberst Helge Bennike, chef for 4. Regiment Roskilde Kaserne indledte her den danske modstandskamp mod Hitlers Tyskland den 9. april 1940”, står der på pladen (foto nederst).
Nu er der adskillige andre bud på, hvor og hvornår frihedskampen begyndte, men begivenhederne i Roskilde var i sandhed usædvanlige.

Var imod forsvarspolitikken
Den 54-årige Bennike (billedet tv.) var en klassisk nationalkonservativ officer, der ikke kunne affinde sig med den socialdemokratisk/radikale regerings forsvarspolitik i 1930’erne, der tog udgangspunkt i, at et militært forsvar mod Tyskland var umuligt.  Bennike anså et forsvar af territoriet som en ubetinget forudsætning for nationens eksistens og ære.
Da Danmark blev besat fik han lige som landets andre militære chefer ordre til at overgive sig. Bennike valgte at se bort fra ordren i lyset af, at København var besat, og at regeringen derfor ikke kunne handle frit.

Minderne om Dybbøl
Obersten overvejede en kort overgang at lade regimentet kæmpe til sidste mand ved f.eks. vej- og jernbaneknudepunkterne i Roskilde.
”Formaalet vilde da være at (…) give Efterverdenen Mindet om en lille Styrke, der gik til Grunde i en heltemodig Kamp mod Overmagten. Idet jeg tænker paa den Betydning, vor Hærs haabløse, men heltemodige Kamp paa Dybbøl Banke har haft for den danske Nationalitetskamp i Sønderjylland, skønnede jeg, at Mindet om en tilsvarende Kamp ved Roskilde vilde give vort Folk et ganske anderledes aandeligt Rygstød,” skrev Bennike i sin erindringsbog Soldaterære fra 1949.
Fortsættelsen viser dog, at Helge Bennike ikke var upåvirket af, at hans 400 soldater ikke kun var enheder på et  organisationsskema. Det var konkrete unge mænd, der stod opmarcheret i hans kasernegård.
”Ved at lade alle dem slaa ihjel i en Kamp, der paa Forhaand kunde ses at være aldeles haabløs, vilde jeg fremkalde Sorg i en Mængde Hjem, og naar det maatte ske gennem Ulydighed mod Regeringen, vilde jeg alligevel ikke naa min hensigt; det vilde jeg kun, naar Ofret kunde bringes paa det officielle Danmarks Vegne.”

Kapringen af færgen
I stedet beordrede han soldaterne til at stige om bord på de lastbiler, der i stort tal var blevet rekvireret fra de lokale vognmænd, og sætte kursen mod Helsingør. Her marcherede soldaterne uden videre om bord på Helsingborgfærgen, og Helge Bennike gik op på broen og beordrede – mens han gav sin tjenestepistol et klap på skæftet – kaptajnen til at sætte kursen mod den skånske kyst.
Obersten havde taget det usædvanlige skridt i overbevisning om, at Sverige var blevet angrebet lige som Danmark og Norge. Han ville gå i kamp for Danmarks befrielse ved at stille sine styrker til rådighed for
svenskerne. I stedet stod han pludselig med en uniformeret og bevæbnet styrke i et neutralt land. Derfor blev danskerne interneret i Ljungbyhed-lejren, men under lempelige forhold, og reelt havde de fortsat adgang til deres våben. Det blev aftalt med den svenske hær, at danskerne i tilfælde af et tysk angreb skulle deltage i forsvaret af den nærliggende flyveplads.
Som bekendt kom der aldrig noget tysk angreb, og et par måneder efter vendte danskerne hjem. Hæren eksisterede fortsat i det Danmark, der nu blev styret af samarbejdsregeringen, og Helge Bennike og de øvrige officerer genindtrådte i deres tjeneste.

Censuren forbød omtale
Forløbet var nærmest ukendt i samtiden, idet aviserne af censuren fik forbud mod overhovedet at omtale ‘udflugten’ til Sverige, der reelt var et mytteri. I sine erindringer fortæller Helge Bennike, at han traf sin beslutning om at overføre styrken til Sverige kl. 7 om morgenen den 9. april.
Det er næppe rigtigt; oplysninger fra hans søn og officerer, der stod ham nær, tyder på, at han havde planlagt manøvren måneder før, fordi han havde forudset besættelsen. Det er bare svært at forestille sig, at en embedsmand skulle indrømme, at han igennem måneder med fuldt overlæg havde forberedt sig på at omgå en lovlig valgt regerings politik.

På den måde er Helge Bennike et eksempel på, at mange officerer  ikke opfattede regeringens politik som legitim. For ham gjaldt den faneed, han havde aflagt ved sin udnævnelse til løjtnant, mere end loyaliteten over for den til enhver tid siddende regering.

Ugleset
Roskilde-obersten genindtrådte som regimentschef, men i en hær, der var sat på vågeblus, havde han ikke meget at lave. I stedet deltog han i forberedelsen af modstandskamp ved at stikke våben til side til hemmelige depoter. Efter regeringens afgang den 29. august 1943 flygtede han til Sverige i kajak og indtrådte i Den danske Brigade. Han havde ventet at blive chef, men blev kørt ud på et sidespor. De tidligere ministre, der stadig i kulissen havde den afgørende magt, ønskede ikke den uregerlige Bennike på en central post.
Helge Bennike blev igen regimentschef i Roskilde fra 1945 til sin pensionering, men han var – som de fleste officerer, der havde vist modstandsindstilling – ugleset af de højere myndigheder.
Han betalte i øvrigt en høj personlig pris for sin kompromisløse indstilling. Hans ældste søn, Erik, der var kaptajn, var involveret i illegal våbenproduktion og blev kort før befrielsen dræbt af et medlem af Birkedal-gruppen. Bennikes hustru, Gerda Bennike, døde i 1947 som følge af en nervesvækkelse, der var fremkaldt  af krigstidens påvirkninger. Hun havde selv deltaget i modstandskampen ved at lægge hus til produktion af våben i parrets villa i Gentofte.
Mindepladen på den gamle kasernebygning blev i 1993 indviet af Benedicte Bennike, der var enke efter Erik Bennike og dermed svigerdatter til oberst Bennike.