Dommere ville slå hårdt ned på la Cour

Syv måneders fængsel. Sådan lød den straf, som Vilhelm la Cour, 59-årig nationalkonservativ historiker, den 25. juni 1942 blev idømt af Højesteret for en række provokerende pjecer og foredrag, som han havde holdt for større, lukkede kredse landet over.
La Cour havde ufortrødent fortsat sine aktiviteter, selv om Udenrigsministeriet direkte havde anmodet ham om at høre op med provokationerne. Straffen var en klar forhøjelse efter Københavns Byrets dom på fire måneders hæfte.

Hvad voteringsprotokollen viste
For la Cour og offentligheden var det den alvorlige skærpelse, der faldt i øjnene. Det var oplagt at gå ud fra, at dommernes votering var en afvejning af, hvor mildt man kunne slippe af sted med at dømme den tiltalte.
Det var meget langt fra virkeligheden.  Hvad ingen kunne vide, var, at de syv måneders fængsel var et kompromis. Det fremgik ifølge retshistorikeren Ditlev Tamms bog Bag kapperne, da han gennemgik voteringsprotokollen.
Nogle af dommerne ville dømme strengere end de syv måneder – en enkelt 18 måneders fængsel. En dommer mente, at der var et ’landsskadeligt’ element i historikerens handlinger, fordi han fandt det uansvarligt, at en enkelt borger opkastede sig til kritiker af regeringens politik i forhold til besættelsesmagten. En anden mente, at en embedsmand havde pligt til at undlade at skabe vanskeligheder for regeringen.

Gik videre end de tyske krav
Højesteret førte generelt under forsæde af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen en hård linje i sager om overtrædelse af besættelsestidens midlertidige straffelove.
”Højesteret så yderst alvorligt på sin opgave og veg ikke tilbage for at drøfte skærpelser, der gik ud over, hvad hensynet til besættelsesmagten talte for,” skriver Ditlev Tamm.
Eksemplet er efter min mening interessant, fordi hovedbegrundelsen for samarbejdspolitikken var, at man kunne holde politi – og retsmyndighed på danske hænder og sørge for, at danskere, der blev afsløret i selv alvorlig modstandsaktivitet, kunne slippe billigere, end hvis der havde været direkte tysk styre.
I den sammenhæng er den øverste domstols linje en undtagelse.

Prisen for domsmyndigheden
La Cour-sagen var skelsættende i det skred, der var i gang mellem dansk og tysk justits. I februar 1942 havde den tyske krigsret henvendt sig på historikerens bopæl uden at orientere de danske myndigheder   for at hente ham til afhøring. Efter danske protester blev han indsat i den danske afdeling af Vestre Fængsel, men senere overtog krigsretten igen i sagen nogle dage, inden de danske myndigheder til sidst fik lov til at gennemføre den.
Men der var en pris at betale. Tyskerne så alvorligt på Vilhelm la Cours undergravende foredrag, der på en uhåndterlig måde skabte grobund for aktiv modstand. Derfor måtte undervisningsminister Jørgen Jørgensen gå ind på at afskedige historikeren fra hans stilling som gymnasielærer, og la Cour accepterede på Justitsministeriets opfordring at gå i frivillig internering efter afsoningen.

Dommer stemte for livstid til skipper
Da den konservative politiker John Christmas Møller omkring samme tid – den 30. april 1942 – flygtede ud af landet for at rejse videre til London, viste den strenge linje i Højesteret sig igen. Flugten var sket på motorgaleasen Argo, der sejlede politikeren og hans familie, der alle var skjult i lasten, over Kattegat til Göteborg.
Skipperen Peter V. Schmidt og en letmatros, der var det eneste besætningsmedlem, blev tiltalt efter samme midlertidige straffelovstillæg, som Vilhelm la Cour var blevet dømt efter. I byretten blev Schmidt idømt tre års fængsel, mens letmatrosen fik ét år. Anklageren appellerede til Højesteret, der skærpede straffene til henholdsvis seks og tre års fængsel.
Retten fandt det vigtigt, at ’de tiltalte var klare over, at Christmas Møller fra Sverige agtede sig til England, og at de regnede med, at hans motiver var af politisk natur’. En enkelt dommer mente under voteringen, at fængsel på livstid ville være konsekvent i betragtning af, at det var en handling af alvorlig politisk karakter at transportere en modstander af Tyskland til England. En anden dommer fandt det skærpende, at skipperen og letmatrosen vidste, at Christmas Møller indtog en stejl holdning over for tyskerne.
”Denne dom viser tydeligt, hvorledes der i Højesteret var en klar tendens til at støtte forhandlingspolitikken ved at idømme strenge straffe i sager, som i særlig grad måtte være genstand for tysk opmærksomhed,” skriver Ditlev Tamm i bogen Retsopgøret efter besættelsen.

Her begyndte frihedskampen

Da jeg for over to år siden påbegyndte researchen til min bog om modstandsbevægelsen, havde jeg et holdepunkt i den nærmest uoverskueligt store stofmængde. Jeg vidste, hvor det hele begyndte. Det slog en mindeplade på ydermuren af den for længst nedlagte Roskilde Kaserne (herover) fast for mig.   Jeg er jævnligt passeret forbi den, fordi bygningen i dag er adresse for Klub Kildegården, hvor min 13-årige datter de sidste tre år har haft fritidsklub.
“Oberst Helge Bennike, chef for 4. Regiment Roskilde Kaserne indledte her den danske modstandskamp mod Hitlers Tyskland den 9. april 1940”, står der på pladen (foto nederst).
Nu er der adskillige andre bud på, hvor og hvornår frihedskampen begyndte, men begivenhederne i Roskilde var i sandhed usædvanlige.

Var imod forsvarspolitikken
Den 54-årige Bennike (billedet tv.) var en klassisk nationalkonservativ officer, der ikke kunne affinde sig med den socialdemokratisk/radikale regerings forsvarspolitik i 1930’erne, der tog udgangspunkt i, at et militært forsvar mod Tyskland var umuligt.  Bennike anså et forsvar af territoriet som en ubetinget forudsætning for nationens eksistens og ære.
Da Danmark blev besat fik han lige som landets andre militære chefer ordre til at overgive sig. Bennike valgte at se bort fra ordren i lyset af, at København var besat, og at regeringen derfor ikke kunne handle frit.

Minderne om Dybbøl
Obersten overvejede en kort overgang at lade regimentet kæmpe til sidste mand ved f.eks. vej- og jernbaneknudepunkterne i Roskilde.
”Formaalet vilde da være at (…) give Efterverdenen Mindet om en lille Styrke, der gik til Grunde i en heltemodig Kamp mod Overmagten. Idet jeg tænker paa den Betydning, vor Hærs haabløse, men heltemodige Kamp paa Dybbøl Banke har haft for den danske Nationalitetskamp i Sønderjylland, skønnede jeg, at Mindet om en tilsvarende Kamp ved Roskilde vilde give vort Folk et ganske anderledes aandeligt Rygstød,” skrev Bennike i sin erindringsbog Soldaterære fra 1949.
Fortsættelsen viser dog, at Helge Bennike ikke var upåvirket af, at hans 400 soldater ikke kun var enheder på et  organisationsskema. Det var konkrete unge mænd, der stod opmarcheret i hans kasernegård.
”Ved at lade alle dem slaa ihjel i en Kamp, der paa Forhaand kunde ses at være aldeles haabløs, vilde jeg fremkalde Sorg i en Mængde Hjem, og naar det maatte ske gennem Ulydighed mod Regeringen, vilde jeg alligevel ikke naa min hensigt; det vilde jeg kun, naar Ofret kunde bringes paa det officielle Danmarks Vegne.”

Kapringen af færgen
I stedet beordrede han soldaterne til at stige om bord på de lastbiler, der i stort tal var blevet rekvireret fra de lokale vognmænd, og sætte kursen mod Helsingør. Her marcherede soldaterne uden videre om bord på Helsingborgfærgen, og Helge Bennike gik op på broen og beordrede – mens han gav sin tjenestepistol et klap på skæftet – kaptajnen til at sætte kursen mod den skånske kyst.
Obersten havde taget det usædvanlige skridt i overbevisning om, at Sverige var blevet angrebet lige som Danmark og Norge. Han ville gå i kamp for Danmarks befrielse ved at stille sine styrker til rådighed for
svenskerne. I stedet stod han pludselig med en uniformeret og bevæbnet styrke i et neutralt land. Derfor blev danskerne interneret i Ljungbyhed-lejren, men under lempelige forhold, og reelt havde de fortsat adgang til deres våben. Det blev aftalt med den svenske hær, at danskerne i tilfælde af et tysk angreb skulle deltage i forsvaret af den nærliggende flyveplads.
Som bekendt kom der aldrig noget tysk angreb, og et par måneder efter vendte danskerne hjem. Hæren eksisterede fortsat i det Danmark, der nu blev styret af samarbejdsregeringen, og Helge Bennike og de øvrige officerer genindtrådte i deres tjeneste.

Censuren forbød omtale
Forløbet var nærmest ukendt i samtiden, idet aviserne af censuren fik forbud mod overhovedet at omtale ‘udflugten’ til Sverige, der reelt var et mytteri. I sine erindringer fortæller Helge Bennike, at han traf sin beslutning om at overføre styrken til Sverige kl. 7 om morgenen den 9. april.
Det er næppe rigtigt; oplysninger fra hans søn og officerer, der stod ham nær, tyder på, at han havde planlagt manøvren måneder før, fordi han havde forudset besættelsen. Det er bare svært at forestille sig, at en embedsmand skulle indrømme, at han igennem måneder med fuldt overlæg havde forberedt sig på at omgå en lovlig valgt regerings politik.

På den måde er Helge Bennike et eksempel på, at mange officerer  ikke opfattede regeringens politik som legitim. For ham gjaldt den faneed, han havde aflagt ved sin udnævnelse til løjtnant, mere end loyaliteten over for den til enhver tid siddende regering.

Ugleset
Roskilde-obersten genindtrådte som regimentschef, men i en hær, der var sat på vågeblus, havde han ikke meget at lave. I stedet deltog han i forberedelsen af modstandskamp ved at stikke våben til side til hemmelige depoter. Efter regeringens afgang den 29. august 1943 flygtede han til Sverige i kajak og indtrådte i Den danske Brigade. Han havde ventet at blive chef, men blev kørt ud på et sidespor. De tidligere ministre, der stadig i kulissen havde den afgørende magt, ønskede ikke den uregerlige Bennike på en central post.
Helge Bennike blev igen regimentschef i Roskilde fra 1945 til sin pensionering, men han var – som de fleste officerer, der havde vist modstandsindstilling – ugleset af de højere myndigheder.
Han betalte i øvrigt en høj personlig pris for sin kompromisløse indstilling. Hans ældste søn, Erik, der var kaptajn, var involveret i illegal våbenproduktion og blev kort før befrielsen dræbt af et medlem af Birkedal-gruppen. Bennikes hustru, Gerda Bennike, døde i 1947 som følge af en nervesvækkelse, der var fremkaldt  af krigstidens påvirkninger. Hun havde selv deltaget i modstandskampen ved at lægge hus til produktion af våben i parrets villa i Gentofte.
Mindepladen på den gamle kasernebygning blev i 1993 indviet af Benedicte Bennike, der var enke efter Erik Bennike og dermed svigerdatter til oberst Bennike.

Danskhedens frygtløse væbner

Næppe nogen vil være uenig i, at sønderjyden Hans Mørup var en modig mand. Modet og stærke holdninger førte manden, der her ses i sin livgardeuniform fra værnepligtstiden, frem til at blive én af de allerførste frihedskæmpere under besættelsen.
Det var symbolsk, at han voksede op på Dybbøl Banke, for han var  nationalkonservativ til fingerspidserne og medlem af Konservativ Ungdom (KU). Det praktiserede han fuldt ud – også i 1930’erne, da Tyskland igen var på vej til at blive en stormagt, og det tyske folk var grebet af den nazistiske ekspansionsrus.
For Hans Mørup var det vigtigt, at Danmark havde en historisk ret til hele Slesvig ned til Ejderen. Det holdt han og hans KU-afdelinger i først Sønderborg og siden Aabenraa fast ved. Mørup tog adskillige gange i spidsen for grupper af KU’ere til Sydslesvig, og de ungnationale gik igennem bycentrene i f.eks. Flensborg og Slesvig med Dannebrog i jakkereverserne og syngende danske fædrelandssange, inden de fortsatte mod Dannevirke, der var rejsernes mål. Det var givetvis en ikke ringe provokation mod lokalbefolkningen og de nazistiske myndigheder.

Trådte ud af KU
KU-Aabenraa kom i stigende grad på kollisionskurs med ungdomsorganisationens landsledelse, der stod for den konservative partiformand John Christmas Møllers linje. En af de ting, der skilte, var, at Christmas Møller var imod en aktivistisk Sydslesvig-politik, fordi han ikke ønskede nogen uro om grænsen. Hans Mørup ønskede derimod at holde grænsespørgsmålet og kravet på det gamle danske område i live.
Mørup var en rigtig førerpersonlighed – et udtryk, man godt kunne bruge i 1930’erne, uden at det havde nogen odiøs klang. Da KU i Aabenraa af KU-ledelsen blev beordret til at rette ind, meldte den 25-årige Mørup kollektivt afdelingen ud. Grupperingen fortsatte derefter som en uafhængig nationalkonservativ ungdomsorganisation.

Diskret modstandsnetværk i Aabenraa
Kredsen blev en del af en af de første modstandsorganisationer i Danmark, Aabenraa-kredsen. Den blev i august 1940 blev dannet på Hans Mørups initiativ, og den holdet derefter regelmæssige møder på hoteller i Aabenraa. Kredsen udviklede sig til at være et diskret, men effektivt netværk med tæt tilknytning til Dansk Samling, der var det eneste større, ikke-kommunistiske modstandsmiljø.
Kredsen blev dannet endnu før Slaget om England i 1940. Næsten ingen andre i Danmark tænkte på aktiv modstand. Men det er kendetegnende, at selv en kreds af decideret modstandsvillige mænd først to år senere begik deres første illegale handling. Det skete, da de hjalp en flygtet norsk krigsfange, der var flygtet fra tyskerne, videre til Sverige via Dansk Samlings netværk.

Terrænsport og åndelig oprustning
I den mellemliggende periode havde Aabenraa-kredsen brugt kræfterne på træning og åndelig oprustning til modstandskamp. Aktiviteterne var propaganda og aktioner mod de danske nazister og de nazistiske tyske nordslesvigere, terrænsport og efterretningsvirksomhed. Kredsen var også flere gange vært for historikeren Vilhelm la Cour, der holdt sine provokerende nationale foredrag for begejstrede tilhørere, men bag lukkede døre.

Arresteret og sendt i kz-lejr
Efterhånden gled Hans Mørup over i decideret illegalt arbejde, og han blev i 1944 medlem af regionsledelsen for modstandsbevægelsen i Syd- og Sønderjylland. I juni 1944 blev han arresteret og nogle måneder senere deporteret til kz-lejren Neuengamme, hvor han sad, til han kort før krigsafslutningen kom hjem med de hvide busser.

Stod åbent ved fortiden
Hans Mørup var også på en anden måde en modig mand. Han udgav i 2000 som 87-årig – otte år før sin død – under titlen På fløjen sine erindringer for perioden 1929-1945, der er tæt baseret på samtidige dagbogsnotater. Det gør bogen, der er redigeret af historikerne Hans Schultz Hansen og Henrik Skov Kristensen, til en vigtig kilde til  ideologien på den nationale højrefløj i perioden.
Mørups mod bestod i, at han åbent eksponerede det tankesæt, han og hans kammerater havde haft i mellemkrigstiden, og som på en del måder mindede om fascismen.
Dermed løb han den risiko for at blive misforstået, som ligger i, at alt hvad der minder om nationalsocialisme og fascisme efter krigen nemt er blevet associeret til Hitlers udryddelseslejre og andre nazi-grusomheder. Ikke alle tænker nødvendigvis på, at virkeligheden så anderledes ud i 1935, og man kunne ikke vide, hvad der senere ville ske.

‘Nordisk hilsen’ og hypnose
KU’ernes fædrelandskærlighed var højstemt i en grad, der virker fremmedartet i dag.
”Hver gang vi synger ‘Kong Christian stod ved højen mast’, ‘Kongernes konge, ene du kan’ eller ‘Der er ingenting, der maner, som et flag, der går til tops’, hver gang føler vi os et med vor Gud, med vort flag, med vor konge og med vort land,” lød den tolkning, som Hans Mørup i På fløjen gav af de følelser, der motiverede ham og kammeraterne i 1930’erne.
Spændingerne mellem danske sønderjyder og hjemmetyskere var så stærke, at de ungkonservative afstod fra at bruge ‘den konservative hilsen’ i Sønderjylland. Men hvordan Hans Mørup egentlig oplevede hilsnen, der til forveksling ligner nazisternes, fremgår af en skildring, som han giver af KU’s landslejr ved Nyborg i 1935.
”Vi hilser på Dannebrog med den nu indførte konservative hilsen. Vi er alle klare over, at den nye hilsen bliver brugt af højrepartier ud over hele Europa, også af fascister og nazister (…). Men her i den tidlige morgenstund på en græsmark, der går ned til Storebælt, samler denne åbne vennehilsen os i en art magisk dragning opad. Det er en ganske ejendommelig følelse, nærmest som en hypnose,” skriver han.
Mange, der i 1930’erne oplevede nazistiske massemøder i Tyskland, har talt om en lignende hypnotisk dragning. (Fotos fra Hans Mørup: På fløjen)

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Frihedskampens forladte børn

Her er en af de unge familier, der under besættelsen måtte leve med det pres, at faderen forsvandt til en uvis skæbne gennem flere år. Faderen er Elias Bredsdorff, knap 30-årig seminarieadjunkt i Vordingborg, der i efterkrigstiden blev en verdenskendt H.C. Andersen-ekspert. Han spiller en betydelig rolle i bind 1 af mit værk Modstand, der udkommer den 30. oktober på Politikens Forlag med undertitlen Frihedskampens Rødder 1933-1942.
Bredsdorff var nærmest født modstandsmand, idet han i en årrække frem til 1939 var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og en aktiv skikkelse i det kulturradikale miljø i København. At han netop var mere kulturradikal og antifascist end kommunist viste sig i 1939, da han meldte sig ud af DKP i protest mod Sovjetunionens angreb på Finland.

Væk fra familien i to år
Elias Bredsdorff var imidlertid stadig så respekteret en mand blandt kommunisterne, at Børge Houmann kom i tanke om ham, da det senere Frihedsråds-medlem i forsommeren 1942 skulle bruge en rejsesekretær i den nystartede, tværpolitiske Frit Danmark-organisation. Børge Houmann, der allerede levede i dyb illegalitet, fik arrangeret et møde med Bredsdorff og spurgte, om adjunkten kunne tænkte sig at bruge sin sommerferie på at rejse rundt vest for Storebælt for at skabe et landsdækkende netværk af Frit Danmark-kredse.
Det sagde han ja til, og hustruen Marlie Brande tilbragte derfor sommeren alene med de to sønner, 5-årige Mikael (billedet) og den nyfødte Jan. I godt et halvt år blev Elias Bredsdorff ved med at passe sit officielle arbejde, men i maj 1943 var dansk politi så meget på sporet af ham, at han måtte gå under jorden.
I de følgende år blev han i en lang periode den faktiske leder af Frit Danmark i Midtjylland og arbejdede tæt sammen med bl.a. modstandslederen Niels Åge Nielsen. Elias Bredsdorff var flere gange tæt på at blive arresteret, men klarede sig igennem til at blive genforenet med familien ved befrielsen.

Fog, ‘Toldstrup’ og ‘Brandt’ gjorde det også
Også nogle af de kendteste modstandsfolk lod familier med mindreårige børn tilbage. Da det senere Frihedsråds-medlem Mogens Fog i 1942 gik under jorden, stod hustruen Elin tilbage i villaen i Charlottenlund med en søn på otte år, en datter på fire år og en næsten nyfødt datter.
Den senere nedkastningschef Anton Jensen – senere kendt som Toldstrup – efterlod  fru Aase i Skive med en pige på fire år og en dreng på tre, da han gik under jorden i februar 1944. Aase Jensen var gravid og var under jorden, da hun fødte parrets tredje barn, datteren Inge.
Den senere BOPA-chef Børge Thing blev i efteråret 1943 skilt fra familien, da hans jødiske hustru Dora måtte flygte til Sverige sammen med deres ét år gamle datter efter den tyske jødeaktion. Sønnen Morten Thing har i sine to biografier af henholdsvis moderen og faderen givet et billede af angsten og utrygheden gennem forældrenes samtidige breve.

Højre hånd for Houmann
Mens et stort antal mænd forlod deres familier, var det formentlig noget nær enestående, at en kvinde gjorde det samme, da den 23-årige medicinstuderende Birte Høeg Munck (foto herover) efter nytår 1942 gik under jorden, da hun blev centralt placeret i det kommunistiske modstandsarbejde. Hun var kurer og højre hånd for Børge Houmann.
Birte Høeg Munck havde en søn på knap tre år, der blev sat i pleje resten af krigen. Birte Høeg Munck er identisk med den i efterkrigstiden kendte børnepsykiater Birte Høeg Brask – hendes pigenavn, som hun tog tilbage efter skilsmissen fra sønnens far efter krigen.

Efterkrigs-traumer
Netop den faglige viden, hun erhvervede i børnepsykiatri, gav hende senere i livet skrupler over de virkninger, den lange adskillelse havde på hendes lille søn. Det er et aspekt, der er blevet fremdraget af historikeren Morten Møller i hans biografi af Børge Houmann Hvem er Nielsen?
Det er indlysende, at de følelsesmæssige belastninger har været voldsomme, og vi har næppe fået de sidste bøger om, hvordan børn og børnebørn af modstandsfolk har oplevet familiernes efterliv. En del beretninger er for længst offentliggjort, blandt andet i Andreas Fugl Thøgersens bog Modstandskampens børn fra 2013. (Foto fra Elias Bredsdorff: Min egen kurs og Morten Møller: Hvem er Nielsen?)

Læs evt. også dette kapiteluddrag fra det endnu uudgivne manuskript til bind 2 af Modstand, der handler om Mogens Fogs pludselige afrejse fra hjemmet i Charlottenlund i december 1942.

 

Modstandens lange tilløb

Var det ikke sådan, at den lange periode med samarbejdspolitik under besættelsen gav  mulighed for at bygge modstandsbevægelsen op – i stedet for at den var blevet slået ned af tyskerne fra begyndelsen? Det var et spørgsmål, der blev stillet af en af tilhørerne, da jeg forleden holdt foredrag på Horsens Bibliotek i forbindelse med den kommende udgivelse af min bog Modstand.
I spørgsmålet ligger en oplagt parallel til udviklingen i protektoratet Böhmen-Mähren, hvor Reinhard Heydrichs jernhårde undertrykkelsespolitik slog den tjekkiske modstandsbevægelse ned, så den på intet tidspunkt voksede sig stærk.

Legal militær forberedelse
Jeg måtte give deltageren ret et langt stykke. Samarbejdspolitikkens tre og et halvt år i Danmark frem til den 29. august 1943 gav modstanden mulighed for at vinde styrke i et land med en lille befolkning og geografiske forhold, der gav et dårligt udgangspunkt for partisankrigsførelse.
Et markant eksempel er terrænsportsbevægelsen, som f.eks. – her på billedet – den, der blev organiseret af Dansk Samling-manden Hans Mørups Aabenraa-kreds. Det var et af landets første egentlige modstandsmiljøer, der blev virksomt så tidligt som i august 1940.
Med terrænsporten – også kaldet feltsport – udnyttede de modstandsindstillede en af de få muligheder, der stod åbne i de første besættelsesår: at dygtiggøre sig i militære færdigheder og taktik. Øvelserne foregik som regel under kommando af officerer, og de indbefattede ofte skydeøvelser i den stadig eksisterende danske hærs regi.
Mange modstandsfolk begyndte deres antityske aktivitet med feltsport. Den senere jyske nedkastningschef Jens Toldstrups klub i Skive er et kendt eksempel. Det kan i dag undre, at besættelsesmagten gav så lang snor til aktiviteter, der havde et åbenlyst potentiale i illegal sammenhæng.

De provokerende foredrag
Et andet eksempel er historikeren Vilhelm la Cours snesevis af provokerende, nationalt mobiliserende foredrag, der begyndte i 1940. De blev holdt for lukkede, men ofte ganske store kredse – nogle gange op til adskillige hundrede personer. Først i februar 1942 blev der sat en stopper for dem, da la Cour blev arresteret og idømt fængsel.
Reinhard Heydrich, der både var chef for det tyske Sikkerhedspoliti og rigsprotektor i Böhmen-Mähren, fulgte fra sin residens i Prag nøje med i la Cour-sagen – netop fordi han havde et skarpt øje for foredragenes undergravende potentiale.
Tyskerne insisterede på, at historikeren også efter afsoningen skulle sættes definitivt ud af spillet, og la Cour måtte gå i frivillig internering. Baggrunden var, at han blev indkaldt til en samtale med justitsministeren og Justitsministeriets departementschef og fik at vide, at hvis han ikke accepterede en sådan ordning, blev man nødt til at indføre en interneringslov, der ikke blot ville ramme Vilhelm la Cour, men også andre.
Det vigtige er imidlertid efter min opfattelse, at der gik så lang tid, inden der blev grebet ind. Da det skete, var ‘skaden’ sket, og foredragene havde bidraget væsentligt til opbyggelsen af modstandsviljen.

Moderate konsekvenser
Vigtig er også den moderate sanktion over for Vilhelm la Cour. En hårdnakket undergraver som han ville i Heydrichs domæne formentlig uden videre være blevet skudt ned. I Danmark begyndte besættelsesmagten først i 1943 at idømme og eksekvere dødsstraffe.
Indtil sommeren 1943 risikerede de fleste danskere, der tog skridtet ind i den aktive modstand, kun at komme til at sidde i dansk fængsel. Og selv de, der blev sendt til Tyskland til afsoning af tugthusstraffe, havde udsigt til at slippe fra det med livet i behold.
Selv om det danske politi fra sommeren 1942 begyndte at bekæmpe sabotage og illegalt bladarbejde med stor effektivitet, gav den lange periode med samarbejdspolitik og dansk politi- og retsmyndighed alt i alt det danske modstandspotentiale mulighed for en gradvis opbygning, som måske ikke ville være sket i samme grad under andre forhold.  (Foto fra Hans Mørups bog På fløjen)