Manus-4: Erindring om et slagsmål

Nedenstående er et uddrag af kapitlet ‘Den voldsomme orlov’, der åbner ‘Modstand-2’
Foreløbig består manuskriptet af 22 kapitler eller 164 A4-ark – svarende til godt 350 fuldt opsatte sider med billeder

 

 

 

 

 

 

 

I efteråret 1942 begyndte danskernes indtil da altovervejende støtte til samarbejdspolitikken for alvor at skifte. En vigtig begivenhed i den antinazistiske og antityske mobilisering var uroen ved Frikorps Danmarks hjemkomst på samlet orlov i september 1942. En af deltagerne i de voldelige sammenstød med de østfrontfrivillige var den dengang 22-årige Povl Falk-Jensen, der i dag er 96 år. De dramatiske dage i København og på Frederiksberg åbner indledningskapitlet i ‘Modstand-2’, der får undertitlen ‘Samarbejdets fald’

Kort efter kl. 17 torsdag den 10. september 1942 stillede adskillige hundrede frivillige fra Frikorps Danmark op til parade på Rådhuspladsen i København. Blandt de tusinder af tilstedeværende var den 22-årige kornet og sparekasseassistent Povl Falk-Jensen.
Han havde besluttet sig for at følge med, når de østfrontfrivillige satte ud på den planlagte march til Frederiksberg for at holde hvervemøde i KB-Hallen.
”Jeg havde simpelthen – fra aftjeningen af min værnepligt – arbejdet ud fra at ville et eller andet. Jeg prøvede at finde nogen, som man kunne ’lave noget sammen med’,” fortalte Falk-Jensen som 95-årig i december 2015.
Det var lykkedes måneden før, da han sammen med en kollega fra sparekassen Bikuben havde rekognosceret og taget billeder ved Horserød-lejren, hvor flere hundrede kommunister sad interneret. De to mænd blev imidlertid blevet arresteret og først løsladt efter at have afleveret deres film.[1] Povl Falk-Jensen havde nu spurgt den samme kammerat, om han ville være med til noget i forbindelse med ’frikorpsernes’ tilstedeværelse i byen.
”Men det ville han ikke; han syntes, det var for risikabelt. I det hele taget var langt de fleste danskere på dette tidspunkt meget tilbageholdende.”[2]

Hos mange var der dog opbrud i holdningen til besættelsesmagten. Otte dage forinden, den 2. september 1942, havde statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale i radioen, skabt voldsom diskussion i Povl Falk-Jensens hjem på Frederiksberg. Det var heri, Buhl opfordrede danskerne til at angive mistænkte sabotører til dansk politi.
Faderen, den 58-årige tidligere forpagter af samme navn, var konservativt folketingsmedlem og reserveofficer. Han havde den 8. april 1940 stillet i uniform på Christiansborg, fordi han ventede at kunne blive indkaldt med kort varsel.[3] Nu holdt den ældre Povl Falk-Jensen dog på, at man måtte følge regeringens politik, og at en god konservativ var forpligtet på kongens bud om ro og orden.
Det kunne sønnen ikke tilslutte sig. For ham var det afgørende, at fjenden stod i landet, og at han som befalingsmand af reserven var kongens soldat. Sammenstøddet med forældrene endte med, at sønnen kort tid efter flyttede hjemmefra.[4]

I øvrigt var Vilhelm Buhls tale ikke den eneste, der var blevet holdt den 2. september. Samme dag holdt digterpræsten Kaj Munk på et præstemøde i Tommerup et af sine provokerende foredrag.
I foråret 1942 havde myndighederne beslaglagt hans skuespil Niels Ebbesen ved udgivelsen, men det var lykkedes Dansk Samling og forskellige boghandlere at få distrubueret de 14.000 eksemplarer, inden beslaglæggelsen blev effektiv. Munk var et par dage senere blevet kaldt til møde med kirkeminister Vilhelm Fibiger og advaret om, at han ville blive arresteret, hvis han fremturede.
Tværtimod at rette sig efter pålægget angreb Kaj Munk i et sommerforedrag på Askov Højskole sin yndlingsaversion professor Hal Koch, formand for Dansk Ungdomssamvirke. I Tommerup skærpede han tonen endnu en tand. Munk modsagde kongens og regeringens påbud, for ’en værdig og korrekt optræden er ingen nytte til under de nuværende forhold; den er tværtimod samfundsfarlig’.
Digterpræsten opfordrede præsterne til at udvise den kristne heroisme, som består i ’offer, mod og lidenskab’. Munk savnede det samme, når han så på dansk åndsliv i det hele taget.
”Vore digtere og andre førere har lært det danske folk at tænke småt. Selv Hal Koch rider rundt i landet på en lille, skævbenet hund (…). Så må vi, præsterne, pariaerne, vi må til det. (…) Vi må sige til regering og domstole: Pas på! Før os ikke længere ind i løgnen,” tordnede han.[5]

Flere og flere knyttede hånden i lommen, f.eks. arbejderne på B&W i Strandgade på Christianshavn ved middagstid den 10. september – få timer før Povl Falk-Jensen overværede Frikorpsets opstilling i marchkolonne på Rådhuspladsen.
”Så kom ’Østens helte’ hjem på orlov og gik i gang med at tæve en dansk mariner på Christianshavns Torv,” skrev Peter Gylling Mortensen, dengang 18-årig smedelærling, senere.
”Tid og sted var heldigt valgt, for det var lige før frokost, og så stejlede vi læredrenge ud for at sikre os de bedste pladser på broen og på monumenterne.”
Ifølge Vilhelm Bergstrøm, kriminalreporter ved Politiken, begyndte balladen tilsyneladende, fordi den danske soldat ikke ville hilse på Frikorps-folkene, der reagerede ved at overfalde ham. Kampen var ulige, da de tre overfaldsmænd stod over for flere hundrede arbejdere.
”Vi smed frikorpserne i kanalen, og Bornholmeren tog en skråhue og en bajonet med hjem til tutten,” skrev Peter Gylling Mortensen.
Spændingen steg til faretruende højder.
”Arbejderne trak sig tilbage til B&W, hvor de sang Internationale og raabte Rød Front. Frikorpserne belejrede B&W’s Udgange,” hed det i Vilhelm Bergstrøms dagbog.
Respekten for autoriteterne var væk blandt arbejderne. Mange af dem stod i marketenderiet.
”Her bankede vi bajonetten i til skaftet midt i billedet af alfader Stauning. Kors i hytten, hvor blev der ballade. Fagforeningspamperne truede og råbte op,” skrev Gylling Mortensen.
Nu var det blevet et spørgsmål om ære fra Frikorps-kompagniets side, registrerede Vilhelm Bergstrøm.
”Der blev givet Arbejderne en halv Times Betænkningstid til at skaffe Bajonetten i. Kom den ikke til Veje, ville man rykke ind paa Grunden med ladte Geværer.”
En arbejdsformand tog ordet og fik overbevist om det tilrådelige i at fremskaffe bajonetten.
”En Arbejder pegede paa en Ølkasse ved Kanalen. I vandet neden for denne Ølkasse laa Bajonetten. Falcks Redningskorps blev hentet, og en Dykker gik ned og hentede Bajonetten. Den blev udleveret. Frikorpserne følte sig tilfredsstillet og gik bort,” skrev reporten om konfrontationen, som politiinspektør Einer Mellerup – ordenspolitiets chef – havde fundet ’overordentlig truende’.[7]

Den 5. september 1942 blev det kendt, at korpset ville ankomme til Københavns Godsbanegård tre dage senere, tirsdag den 8. Det blev klart, da pressefolk blev kaldt til møde i Udenrigsministeriet af direktør Nils Svenningsen og Karl Eskelund, chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau.
Direktøren indskærpede, at man måtte gøre alt for at sikre et roligt forløb. Han oplyste, at frikorpsfolkene var instrueret om at iagttage en korrekt holdning over for befolkningen. De havde samme pligter og rettigheder som Værnemagtens soldater og skulle ikke tåle angreb eller forulempelser. Aviserne opfordredes til at bringe afdæmpede, balancerede reportager.
To dage senere, den 7. september, holdt udenrigsminister Erik Scavenius et tilsvarende møde for Københavns Redaktørforening. Han bad bladene om at advare befolkningen mod uvenlige handlinger, der kunne komme hele landet til skade. Bladene burde desuden sige nogle pæne ord og de 121 frikorpsfolk, der var faldet under de meget hårde kampe i Demjansk-området på Østfronten.[9]

Stemningen var spændt, da soldaternes to dage efter rullede ind ved middagstid. Bergstrøm blev sendt ud for at dække begivenheden. Han mødte en kollega.
”Næsh (Carl Næsh Henriksen, forf.) og jeg stod ret op og ned i 2 Timer og blev trætte. Saa hentede vi vore Cykler, som vi havde stillet hos Falck. Vi kørte gennem alle Afspærringer til Stedet, hvor det foregik,” noterede Vilhelm Bergstrøm i sin dagbog.
Naziføreren Frits Clausen holdt tale, men de to pressefolk kunne ikke høre, hvad Clausen sagde, og de cyklede ned mod havnen.
”En tyskuniformeret Mand kom hen og hilste paa Næsh. Han hed Norddahl Petersen (Poul Nordahl-Petersen, forf.) og havde tidligere været ansat i Politikens Sportsredaktion, men havde ladet sig lokke over til Fædrelandet.
’Vil du ikke hilse paa mig,’ spurgte han Næsh. Næsh saa lige ud. ’Jeg har bare været med som Korrespondent’, sagde Norddahl Petersen, og saa gik han. Det er et af de triste Tilfælde, som er i Tiden.”
Soldaterne marcherede op mod Rådhuspladsen, og pårørendes og tilhængeres hurraråb til soldaterne blandede sig med hujen og fy-råb. Det kom til flere korporlige sammenstød.
”En ældre Mand (…) blev ved synet af Frikorpset desperat. Han traadte frem og raabte Gang paa Gang:
’Landsforrædere!’ (…) Da han blev ved med at raabe, maatte man anholde ham,” skrev Bergstrøm, der ud på aftenen nåede op på avisen, hvor han briefede chefredaktør Niels Hasager.
”Jeg hørte, at vi skulde skrive Reportage om Frikorpset. Det blev Schwartz. Hasager var temmelig sammenbidt. Budet Otto kom hen til mig og fortalte, at han forleden, da han var blevet kørt hjem, var bleven kropsvisiteret af et Par Opdagere. Det er noget, der er ved at blive almindeligt. Man søger efter Sabotører.”[10]
(…)

Sidst på eftermiddagen den 10. september 1942 satte Frikorps-kolonnerne sig i bevægelse mod KB-Hallen ad Gammel Kongevej. Den medfølgende Povl Falk-Jensen overværede et særpræget optrin.
”Ved fajance-fabrikken var der en bæverding, hvor der sad tre barmsvære damer og en mandsling. De sad og råbte ukvemsord efter de her forrædere. Det stoppede, da der blev rekvireret et salatfad fra dansk politi,” fortalte han i 2015.
’Frikorpserne’ var marcheret videre, og den ungkonservative mand var sakket lidt agterud.
”Jeg har aldrig set noget så tillukket og ubeboet som ejendommene på Frederiksberg på dette tidspunkt. Der var intet tegn på liv, men folk har sikkert alligevel været nyfigne nok til at holde diskret øje ved vinduerne,” fortalte Povl Falk-Jensen.
Også andre overværede, at de østfrontfrivillige forsvandt ind i sportshallen.
”Det var især arbejdertyper, mange sikkert kommunister. Vi var nogle, der blev enige om, at frikorpserne skulle have nogle på frakken.”
Over for KB-Hallen – på højre side af Peter Bangsvej set fra København – lå der en passage som et stort, åbent græsareal i u-form med en masse små kolonihaver. I området stod et større antal cykler, som de nysgerrige havde stillet hen eller smidt fra sig.
”Bl.a. jeg fik den ide at samle nogle af de folk, der var – vel 20-30 mand. De blev formeret som en overfaldskommando. Vi tog cykelpumper fra de cykler, der lå rundt om for at bruge dem som våben. Strategien var at tage os kærligt af dem, der kom igennem passagen,” berettede Falk-Jensen.
Aktivisterne ventede op mod halvanden time, og der begyndte at opstå uro og utålmodighed. Så var hvervemødet inde i hallen endelig slut.
”Jeg gik frem til en af de første haver. Da frikorpserne kom, havde officererne dragne pistoler, og mange af de andre svang med livremmene over hovedet. Jeg stod i den forreste have, og de kom direkte mod mig. ’Kan I ikke rende uden om min have her,’ udbrød jeg indigneret. Og de rendte sgu udenom! Mange af de andre i passagen blevet slået ned med remme. Så samlede jeg stumperne, og så tævede vi nogle af deres ’stumper’, da de færdedes spredt på Peter Bangsvej.”
Povl Falk-Jensen ringede fra en telefonboks til den kammerat, der ikke havde villet være med. Falk-Jensen havde i skumringsbelysningen set politiet komme i en af deres ’skovvogne’ – dvs. biler, hvori betjentene sad på åbne bænke i siderne klar til at springe ud.
”Den stoppede og vendte på bakken ved KB-Hallen – og de tændte projektører, mens jeg stod i telefonboksen. De satte mandskab ind
med knipler og ryddede gaden totalt. Jeg hørte en voldsom larm af folk, der blev jagtet. Jeg blev i boksen og holdt øje gennem de matterede ruder. Jeg gik ud, men så nu en 15-mandskæde, der skulle samle op på alle, der havde taget tilflugt i porte, opgange og hække. Så fik jeg nogle stryg, og de lange knipler, de havde… – de svier en del,” fortalte han.
Med konfrontationen havde han fået en førstehåndsoplevelse af, at Buhl-regeringen tog skrappe midler i brug i bekæmpelsen af sabotage og antityske uroligheder.
”Politiet spredte ikke bare mængden; de undersøgte det hele for at være helt sikre på, at man havde skrabet bunden,” bemærkede han.[22]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–
[1] Bind 1, side 474-475 og Povl Falk-Jensen: Holger Danske – afdeling ’Eigil’, side 14.

[2] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015.

[3] Bind 1, side 92.

[4] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 14-15.

[5] Per Stig Møller: Munk, side 307-309.

[7] Per Mortensen (Peter Gylling Mortensen): Sabotørerne, side 20, og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen, side 507-508.

[9] L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 326-328.

[10] Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen (bind 1), side 503-504.

[22] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015 og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under krigen, side 508-510. Når en interviewperson fortæller om begivenheder, der fandt sted 73 år forinden, opstår spørgsmålet om eventuelle erindringsforskydninger naturligt.Her er det værd at bemærke, at Falk-Jensen fik stillet spørgsmålet om sammenstødene ved KB-Hallen uden varsel, og at han efter sin beretning fik læst Vilhelm Bergstrøms skildring af dagen op. Den eneste uoverensstemmelse i forhold til denne samtidige kilde var, at pensionisten erindrede, at begivenhederne var sket i fuldt dagslys, mens det hos Bergstrøm fremgår, at de udspillede sig i skumringen. Falk-Jensen erkendte, at han på dette punkt nok huskede forkert.

Den fremkommelige dr. Best

Nedenstående er en tidligere noget længere manuskriptversion af kapitlet ‘Den fremkommelige dr. Best’ på siderne 308-314 i ‘Modstand-2’:

—– —–

Højdepunktet af samarbejdspolitikken omkring forhandlingsrelationen Werner Best/Erik Scavenius  førte til benådninger af dødsdømte – Werner Best gjorde et forsøg, der faldt pinligt til jorden, på at få professor Ole Chievitz og historikeren Vilhelm la Cour til at tage til orde mod sabotagen

Da den tyske krigsret blev sat den 12. april 1943 på Nyboder Skole, general von Hannekens hovedkvarter, blev KOPA-sabotøren Hans Petersen dømt til døden for sabotagen på Adlers Autoservice og sabotageforsøget på den tyske militære transportafdeling i Bjelkes Allé i henholdsvis september og oktober 1942.
Det var den første dødsdom over en dansker under besættelsen. Samtidig blev den tidligere KOPA-leder Harald Ferdinand Nielsen idømt fængsel på livstid og Johnny Nielsen 10 års fængsel. Hans Petersen hensad derefter i Vestre Fængsel, mens de danske myndigheder gennem udenrigsministeriet forsøgte at udvirke en benådning.
”Jeg regnede med, at hver gang døren gik op, der stod der så to soldater (…), men det ender med, at så er det for at undersøge, om der er noget urent i cellen eller sådan noget,” fortalte han mange år senere.
Den 8. maj 1943 fik han Politiken smidt ind i cellen.
”Der står så: dansk sabotørs dødsdom ændret ved Scavenius’ henvendelse til livsvarigt tugthus i Tyskland. Og så går turen til Tyskland, den tur son mange andre har været igennem.”[1]
I disse måneder blev fordele og ulemper ved samarbejdspolitikken sat på spidsen – den politik, der havde fortsat dansk retshåndhævelse og domsmyndighed som det højest prioriterede gode. Ikke bare KOPA-sabotørerne, men hele grupper af modstandsfolk blev stillet for retten i en stribe sager.
Blandt dem var folkene fra den kommunistiske radiogruppe. Den blev af historikeren Jørgen Grønvald Laustsen sammenlignet med den sovjetiske efterretningsorganisation i Frankrig, Holland og Belgien, der blev trevlet op samtidig med de danske og tyske myndigheders aktion mod de danske kommunister. Det netværk, som Gestapo gav betegnelsen Rote Kapelle, nåede i sin funktionstid i Vesteuropa fra 1940 at sende ikke mindre end 1500 telegrafiske indberetninger til Moskva. Oplysningerne var næsten alle af militær betydning, bl.a. krigsvigtige industrianlæg, våbentyper og tyske enheders bevæbning og antal.
”Hitler viste ingen nåde, og mange af gruppens medlemmer blev henrettet,” skrev Grønvald Laustsen i 2007.
De meget lempelige straffe skyldtes ikke, at de lokale tyske myndigheder ikke magtede at slå hårdt ned. Dødsdommen over Hans Petersen var den første over en dansker, men kun den anden i Danmark under besættelsen. Den 19. februar 1943 dødsdømte krigsretten på Nyboder Skole den 27-årige svenske kommunist og matros Karl Staf, der var rejst ind i Danmark i et forsøg på at komme til at virke som sovjetisk spion. På forespørgsel fra den danske regering blev Staf imdilertid benådet til livsvarigt tugthus, der skulle afsones i Tyskland.[2]
 Benådningerne af de to dødsdømte, der begge i nazistisk optik havde personprofiler uden formildende momenter, viste, at det tyske styre med Werner Best i spidsen var rede til at gå langt for at redde samarbejdspolitikken. I samme retning pegede mønstret i dommene, der ud fra nazistiske normer virkede rent ud latterlige.
Historikeren Kurt Jacobsen nævner muligheden for, at kriminalkommissær Hermann Span under afhøringerne af Aksel Larsen kan have stillet i udsigt, at tyskerne ville acceptere milde domme over personer, som Larsen oplyste navnene på. Der er ting i referatet, der kan tydes i den retning – især en trussel om, at personer ville blive dømt ved krigsret, hvis tyskerne selv skulle finde frem til dem.[3]
 I april faldt dommene Københavns Byret mod de arresterede medlemmer af Frit Danmarks ledelse. Professor Ole Chievitz (foto lige herunder)  fik otte måneders fængsel, landsretssagfører Rud Prytz seks måneder og biblioteksdirektør Thomas Døssing fire måneder. De blev kendt skyldige i illegalt bladarbejde, men ikke-skyldige i støtte til komministisk virksomhed og opfordring til sabotage. Den kommunistiske direktør Karl V. Jensen fik en strengere straf end de andre, halvandet års fængsel, fordi han havde hjulpet den dødsdømte Karl Staf efter dennes ankomst til landet. Landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev frifundet.
Efter domsafsigelsen greb Chievitz ordet og citerede et vers af den norske digter Nordahl Grieg: Men netop i denne timen vet vi hva frihet er. Der stiger en sang over landet, sejrende i sit språk, skjønt hvisket med lukkede læber under de fremmedes åk.
De milde domme blev mødt med bestyrtelse i den tyske ledelse. Døssings dom gik lige op med varetægtsperioden, mens Chievitz og Prytz skulle afsone en kort periode. Her skete der det usædvanlige, at Ole Chievitz fik eftergivet reststraffen.
Til gengæld skulle han møde op til en samtale på Dagmarhus med dr. Best, der fortsat mente, at han med sin smidige forhandlingslinje og påvirkning af indflydelsesrige meningsdannere kunne eliminere modstanden.
Werner Best mente at have et godt emne som udgangspunkt for at nå frem til nogle fælles synspunkter. Det var sympatien for Finland, der nu kæmpede på tysk side mod Sovjetunionen.[4] Her havde Chievitz ledet en dansk ambulance under både borgerkrigen efter Første Verdenskrig og under Vinterkrigen 1939/40. Best havde dog forregnet sig; han mødte ingen sympati hos Chievitz.
”Meget farlig mand, åleglat, smilende, charmerende, men sikkert bundupålidelig (…), skabt til at løbe om hjørner med godtroende danskere,” sagde professoren efter audiensen, da han mødte historikeren Vilhelm la Cour (foto lige herunder) i forværelset.[5].
Ja, for den provokerende foredragsholder var blevet tilbudt en ophævelse af sin tvungne internering på Vallø Kloster,[6] hvis han også ville komme til samtale hos Werner Best. Den filosofisk og historisk velbevandrede Best så frem til at diskutere J.G. Fichtes Reden an die deutsche Nation (’Taler til den tyske nation’) og spørgsmålet om folkeånd med den lærde dansker.
Efter en lang udredning om dette emne kom Werner Best ind på, at danskere og tyskere som germanske broderfolk have fælles interesser. Han ville derfor høre, om Vilhelm la Cour var ikke enig i, at den sabotage og ’aandelig og politisk Forgiftning af Opinionen’, der fandt sted, var beklagelig. Han spurgte, om dr. La Cour havde noget imod at sige sin mening helt ligeud.
”Absolut ikke, svarede jeg. Sabotage havde jeg ikke ment at kunne anbefale, fordi jeg ikke opfattede den som et effektivt Vaaben,” skrev han i sine erindringer.
”Man kunde ikke vinde Krigen alene ved Sabotage. Hvad den ’aandelige og politiske Forgiftning’ angik – en Bemærkning, der jo ganske øjensynligt var møntet netop paa mig – maatte det vel kunne berolige ham, at man havde lukket Mundet paa mig.”
Her afbrød Werner Best i la Cours referat og bedyrede, at bemærkningen ikke var møntet på ham specielt.
”Han var kun bange for, at andre skulde forgifte Atmosfæren, og dette søgte han at modvirke. Vilde jeg ikke selv anse det for gavnligt, hvis mere moderate og forstaaende Anskuelser kunde blive gjort gældende i Offentligheden? Jeg maatte ikke tro, at han savnede Forstaaelse for den danske Ungdoms Holdning. (…) Da han selv var ung, havde han under den franske Rhinlandsbesættelse handlet aldeles som Ungdommen her – kun endnu skrappere.”
Senere var Werner Best imidlertid blevet klar over, at det var uklogt.
”Tyskerne havde intet opnaaet ved denne Sabotage eller Hetz, de havde kun gjort Vanskelighederne større for sig selv. Men det vilde intet nytte, at han offentligt hav denne Erfaring til kende , og han kunde gerne tilføje, at det heller intet vilde nytte, hvis Hr. Scavenius sagde noget lignende; men ’hvis Folk af Deres Art vilde virke modererende og oplysende, vilde overordentlig meget være vundet. Jeg har hørt, at De i sjælden Grad kan tale til Ungdommen. Er det utænkeligt, at De vil virke med til at dæmpe dens forstaaelige, men nytteløse Opposition?’.”
Vilhelm la Cour troede nærmest, at den rigsbefuldmægtogede var gået fra forstanden og kom ifølge sin beretning nærmest til at le. ”Jeg nægtede kategorisk at imødekomme denne utrolige Henstilling, men gentog, at jeg virkelig ikke – af den Grund, jeg havde nævnt – havde opfordret til Sabotage.”
Samtalen fortsatte temmelig længe.
”Og saa fik jeg følgende ubetalelige Afskedssalut: ’Jeg er meget glad for, at De kom! Selv om man veed, at man staar som hinandens Modstandere, er det dog tilfredsstillende at kunne vise hinanden Respekt som germanske Mænd!’ Og atter trykkede han min Haand, idet han lukkede Døren op,” berettede Vilhelm la Cour.[7]
Werner Bests forsøg på at vinde de dansknationale bedsteborgere Chievitz og la Cour stod i skærende kontrast til den behandling, som blev Thomas Døssing (foto herunder) til del. Den 61-årige bibliotekstdirektør kunne forlade Københavns Byret som en fri mand efter dommen.
I hans tilfælde gav den tyske utilfredshed imidlertid et ubehageligt efterspil. Paul Kanstein, den ansvarlige for politispørgsmål hos den rigsbefuldmægtigede, beklagede sig kraftigt til Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen. Kanstein kunne ikke acceptere, at Døssing, en kendt kulturradikal og højlydt kritiker af samarbejdspolitikken, var på fri fod.
Sagen krævede hurtig handling, men den var kompliceret, fremgår det af Jørgen Grønvald Laustsens biografi om Thomas Døssing. Lørdag den 10. april 1943 om aftenen ringede Eivind Larsen, der befandt sig i justitsminister Thune Jacobsens hjem, Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen op privat. De blev enige om, at en ’la Cour-løsning’ – en frivillig husarrest – ville være det bedste.
Svenningsen ringede til Regierungsdirektor Friedrich Stalmann, der var politichefen Paul Kansteins højre hånd, og orienterede ham. Mandag formiddag viste det sig, at tingene var komplicerede, for statsadvokat Troels Hoff havde forhandlet med Stalmann, der ikke ville acceptere en ’la Cour-ordning; Thomas Døssing skulle fængsles. Både justitsminister Thune Jacobsen og Eivind Larsen lagde imidlertid afgørende vægt på, at det skulle være en frivillig internering, og det lykkedes dem at få Paul Kansteins accept.
Tirsdag den 13. april blev biblioteksdirektøren kaldt til Justitsministeriet, hvor han fik at vide, at han måtte acceptere internering i sit hjem, hvis han ville undgå at blive arresteret. Døssing måtte skrive under på, at han tog orlov fra sit embede som biblioteksdirektør, så længe besættelsen varede, og han måtte ikke forlade sit hjem i Humlebæk i Nordsjælland uden tilladelse fra tysk politi. Han måtte ikke ytre sig offentligt eller beskæftige sig med politik, og de danske myndigheder skulle stå inde for, at han overholdt disse vilkår.
”Derfor skulle det danske politi overvåge Døssing så grundigt, at man fuldstændig kunne udeluklke et ’tilbagefald’,” skriver Grønvald Laustsen om SS-Brigadeführer Kansteins betingelser.
Internt blev de danske embedsmænd enige om, at kravet om husarrest ikke skulle tages ’aldeles bogstaveligt’. Troels Hoff forestillede sig, at gennemføre ordningen ved at politiet engang imellem kiggede forbi hos Thomas Døssing, når man alligevel havde et ærinde på egnen.
Hvis den tidligere Frit Danmark-aktivist overhovedet opfattede disse bestæbelser på at gøre forholdene så lempelige som muligt for ham, gjorde det ikke indtryk. At blive anholdt, dømt, suspenderet og interneret af danske myndigheder på tysk ordre var en oplevelse, han bar med sig. Den skulle de følgende år få afgørende indflydelse på hans grundholdning til modstandskampen og Danmarks internationale stilling.[8]
(Alle billeder er fra Frihedsmuseets arkiv)

Vilhelm la Cour-sagen, som der hentydes til i teksten, er tidligere beskrevet i dette indlæg.

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

Se vedr. Werner Best evt. også dette indlæg om mit besøg hos et af hans børn.
[1] Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA, side 55, og L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 363.

[2] Jørgen Grønvald Laustsen: Medløbere og modløbere, side 155-156.

[3] Kurt Jacobsen: Aksel Larsen, side 295, og Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt, hvidt og blåt, side 155.

[4] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 49-50.

[5] Hans Kirchhoff: Augustoprøret (bind 1), side 111, og Niels-Birger Danielsen: Werner Best, side 196.

[6] Bind 1, side 411.

[7] Vilhelm la Cour: Vejs Ende, side 92-100.

[8] Jørgen Grønvald Laustsen: Den illoyale gesandt, side 75-77.

Den oppositionelle SOE-agent

Poul Hansen, der havde kodenavnet Table Jelly, markerede sig i den korte tid, han fik i aktion, som en af de mest betydningsfulde faldskærmsagenter, der blev udsendt til Danmark fra den britiske sabotageorganisation SOE (Special Operations Executive). Efter at være blevet kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943 blev han sabotagechef i København.
Han havde ikke den reservation over for de kommunistiske sabotører som de fleste af hans kolleger fra uddannelseslejrene i England, der havde en borgerlig-national baggrund. Derfor fik han hurtigt et godt samarbejde med dem.
Han formidlede også, at BOPA-sabotører virkede som instruktører for den første Holger Danske-gruppe, hvor medlemmerne fra begyndelsen kun havde ringe erfaring i sabotage. Dermed fik han en unik rolle som den mand, der skabte kontakt mellem den borgerlige og den kommunistisk-ledede modstandskamp, der var et vigtigt grundlag for sabotageoffensiven i sommeren 1943. Offensiven førte til samarbejdsregeringens fald den 29. august 1943.

Det pludselige farvel
Men faldskærmschefen Flemming B. Muus havde ikke samme indstilling som Poul Hansen. Muus var meget på vagt over for kommunisterne, og han kom i løbet af sommeren 1943 tæt på politikerne fra samarbejdspartierne, hvor antikommunismen var mere i højsædet end ønsket om modstand mod besættelsesmagten.
Selv om Flemming B. Muus i sine indberetninger til SOE-hovedkvarteret i London bar fuld af lovord om Jelly’s indsats, meddelte han ham i begyndelse af oktober, at han var stærkt eftersøgt af Gestapo og måtte rejse til Sverige med det samme. Han rejste, og derefter blev der aldrig kaldt på ham igen, og i SOE’s skandinaviske hovedkvarter i Stockholm fik han at vide, at han var uønsket.
Efter forskellige ophold i skove, flygtningelejre og andet gik Poul Hansen i mangel af bedre ind i Den danske Brigade og kom hjem til Danmark efter befrielsen. En pauver placering for en mand, der var indstillet på at bruge sin uddannelse som elitesoldat i modstandskampen.
Teksten herunder er den anden af en række uddrag fra manuskriptet til anden bind af Modstand, der p.t. er på 22 kapitler og 164 A4-ark – svarende til ca. 350 sider opsat med illustrationer. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra Modstand-2 (Inden dette uddrag er Ole Geisler, Hans Henrik Larsen, Erik Boelskov og andre danske SOE-agenter under uddannelse blevet introduceret med biografiske beskrivelser):

“Alle de nævnte indgår i Flemming B. Muus’ beskrivelse af miljøet på Hatherop Castle i hans bog Ingen tænder et lys. Derimod figurerer Poul Hansen ikke. Han var med sine 21 år blandt de yngste. Hansen har ellers været vanskelig at overse, for han var den mest kontroversielle af de næsten færdiguddannede agenter. Til sin død i 2004 var Poul Hansen den mest omdiskuterede og dobbelttydige SOE-mand. Måske kun med konkurrence af Flemming B. Muus selv.

Poul Hansen blev født på Lolland som søn af en tømrermester og gik ud af Rødby Skole med realeksamen i 1938. Han stak til søs, og hans personlige historie omkring krigsudbruddet er typisk for SOE-folkene. Han sejlede fra Aden til Colombo på Ceylon (i dag Sri Lanka), dengang en britisk koloni, som dæksdreng på skibet M/S Afrika. Det blev imidlertid opbragt af en australsk krydser, og mandskabet fik valget mellem at gå i britisk tjeneste eller blive interneret som krigsfanger.

Hansen valgte britisk tjeneste,[1] og da han i september 1941 kom til Liverpool, mødte han Børge Møller, nøglepersonen i det danske krigssejlermiljø i Storbritannien.[2] Møller fik gjort Poul Hansen interesseret i ’aktiv, hemmelig krigstjeneste’. Kort efter var lollikken i gang med grunduddannelsen. Poul Hansen var dygtig, men stridbar; selv om han var blandt de yngste, gav sig ikke i en diskussion, uanset hvilken af kammeraterne han stod overfor. I Hansens første måneder var Christian Michael Rottbøll stadig conducting officer, ’den første blandt ligemænd’. Det hindrede ikke en alvorlig politisk konfrontation. Rottbøll nærede en ubetinget kærlighed til Finland og var et langt stykke i stand til at tilgive, at finnerne havde allieret sig med Tyskland i den fornyede finsk-russiske krig, der udbrød parallelt med den tysk-russiske krig i juni 1941.

Det kunne Poul Hansen ikke; han kom tværtimod med forskellige hårde ord om finnernes alliance med Nazityskland. Han gav tilsyneladende også til kende, at SOE-folkene i Danmark burde kunne arbejde lige så godt sammen med kommunister som med antikommunister – en kontroversiel melding i et militært miljø, hvor den nationalkonservative diskurs var meget fremherskende. Poul Hansen fik også et ubekvemt lys til at falde på sociale forskelle. De ledende poster var gået til frivillige med rødder i overklassen eller den højere middelklasse, f.eks. Carl Johan Bruhn, Mogens Hammer, Rottbøll og Flemming B. Muus. Det at Hansen, ung mand fra den lavere middelklasse i provinsen, ufortrødent gik ind i ordvekslinger med folk, der så på ham som en kommende underordnet, skabte uro – og gav i hvert fald ikke point hos den snobbede Flemming Muus. Det blev ikke altid ved ordene. Poul Hansen og Hans Henrik Larsen endte efter en Finlands-diskussion i noget, der blev betegnet som et ’håndgemæng’, og Hansen fik husarrest en dag. En konflikt med Ole Geisler, indbragte Poul Hansen en uges husarrest.
”Han er stædig, umedgørlig og for egenrådig. Han hader at blive korrigeret (…). Han er upopulær blandt sine kolleger, der ikke har tid til hans fikse ideer,” skrev en befalingsmand i en vurdering. Hansen scorede dog fint i de faglige vurderinger og blev anset for at være en lovende agent.” [3]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af Modstand-2:

Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

 

[1] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 76.

[2] Bind 1, side 216.

[3] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 77-79.

Agenten der huskes for sin voldsomme død

Kl. ca. 11.30 den 24. august 1943 – fem dage før samarbejdsregeringens afgang den 29. august – lød et kæmpebrag fra 3. sal på J.M. Thielesvej 13 på Frederiksberg. Inden for et par minutter var brandbiler og ambulancer på vej med fuld udrykning til adressen, hvor en del af ydermuren til lejligheden til højre på etagen var sprængt helt bort. Et hul var også sprængt gennem gulvet til lejligheden nedenunder, og gulvbrædderne i lejligheden oppe på 4. sal var blevet slået op. De store søm havde ikke kunnet holde dem på plads under eksplosionen.
Redningsfolkene fandt to dødsofre. Det ene var den 22-årige Erik Boelskov, der en måned før, den 22. juli, var blevet kastet ned som SOE-agent ved Hvidsten Kro.

Var ved at konstruere brevbombe
Ulykken skyldtes, at han arbejdede på at konstruere en brevbombe, der i agentmiljøet blev kaldt en love parcel (‘kærlighedsgave’). Den var blevet introduceret i Danmark nogle måneder før af SOE-manden i Aalborg Jens Paul Jensen, der havde sendt den til en kvinde, der var  mistænkt for angiveri, i et forsøg på at likvidere hende. I stedet døde kvindens kæreste ved sprængningen.
Erik Boelskovs resultater som agent var begrænsede på grund af hans korte virketid, så han huskes mest for ulykken. Han var leder af sabotagen på Sjælland, og hans vigtigste resultat var nedbrændingen af Herringløse Maskinsnedkeri den 11. august 1943. Han nåede at arrangere, at adskillige sjællandske modstandsgrupper fik forsyninger af våben og sprængstoffer.
Faldskærmschefen Flemming B. Muus havde skaffet lejligheden på J.M. Thielesvej – oprindelig til eget brug. Den endte imidlertid med at blive brugt som sprængstoflager, mødested og overnatningssted for faldskærmsagenter.
 Erik Boelskov er en af aktørerne i bind 2 af Modstand, der udkom den 29. august 2018. Bind 1 udkom i oktober 2015.
Teksten herunder er et uddrag af bogen. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra Modstand-2:

Den (…) 21-årige Erik Boelskov var i modsætning til næsten alle kammeraterne ankommet direkte fra Danmark, hvor hans far var skoleinspektør i hjembyen Køge.
”Ikke mindst derfor var vi saa glade for at møde Boelskov, der kom som et Tegn paa, at der trods alt var Liv i dem derhjemme,” skrev Flemming B. Muus i sine erindringer.
Erik Boelskov havde allerede før krigen været med i en gruppe, der forstyrrede DNSAP’s møder ved at lave ballade. I samme periode var han på besøg i England, og som noget ret usædvanligt dengang beherskede han engelsk, allerede da han meldte sig til britisk krigstjeneste.

I uholdbar situation efter slagsmål
Anledningen til udrejsen var, at Erik Boelskov, der var snedkerlærling, søndag den 8. marts 1942 blev forarget, da han så en dansk pige gå med en tysk soldat.
”Boelskov ventede, til soldaten var gået sin vej, og gik derefter hen for at forklare pigen det forkerte i hendes opførsel,” skrev historikeren Peter Edelberg ud fra en rapport fra svensk politi.
”Pigen hidsede sig op og skældte Boelskov ud, hvilket soldaten hørte og vendte tilbage (…). Boelskov troede, at soldaten ville slå ham, så Boelskov, der var fritidsbokser, slog først, og soldaten faldt baglæns ned på fortovet. Soldaten truede Boelskov med konsekvenser og gik sin vej, og pigen gav Boelskov afskedssalutten, at hun skam godt vidste, hvem han var.”
Den unge mand følte, at hans situation var uholdbar og besluttede at rejse til England for at søge ind i Royal Air Force. Han steg på toget til Helsingør, steg af i Humlebæk og tog derfra turen over Øresund på ski.[1]

Reddede sig over Øresunds is
Boelskovs overfart fandt sted i den rekordkolde vinter 1941/42, blot en uge efter, at modstandsfolkene Kaj Oxlund og Thorbjørn Christophersen var frosset ihjel på Øresunds is – og tre uger før SIS-agenten Thomas Sneum havde krydset sundet.[2]
Erik Boelskov kravlede i land for at undgå de svenske kystvagter, der var bevæbnet med maskinpistoler. Han fik lejlighed til at tale med den danskfødte britiske vicekonsul i Göteborg Albert E. Christensen, der uofficielt var SOE’s repræsentant på den svenske vestkyst.
Christensen gav den unge dansker penge til at rejse til Stockholm og opfordrede ham samtidig til at melde sig til det derværende svenske politi. Det gjorde Boelskov, og det er grunden til, at der findes en politirapport med hans skildring af forløbet.
Erik Boelskov opsøgte derefter Ronald Turnbull på det britiske gesandtskab. Efter en kort udveksling af telegrammer med Ralph Hollingworth, blev Boelskov godkendt som et emne til tjeneste for briterne.
Den 7. maj 1942 ankom han til Storbtitannien.[3]
(Foto: Frihedsmuseet og Køge Byhistoriske Arkiv)

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af Modstand-2:

Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)

—– —– —–

[1] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 5-6.

[2] Bind 1, side 352-355.

[3] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 6; Ebbe Munck: Døren til den frie verden, side 70, og Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 27-28.

Birgithes bud på Scavenius

I 1890, da Erik Scavenius var 13 år, måtte familien flytte fra hans elskede barndomshjem Klintholm på Møn. Afskeden med det store folkehold var trykkende.
“De var der alle sammen nu, tavse og med sænkede hoveder: godsforvalteren og skov- og havnefogederne; skytterne og skovhuggerne, gartnerne og kuskene; alle staldarbejderne og malkepigerne og landarbejderne og forpagterne, og alle konerne var der også med børnene hængende på armene og i skørterne, sammen med tjenestepigerne og kogekonerne (…). De stod alle sammen og ventede (…). Nu begyndte de at kigge op mod køkkenfløjen, og han fulgte deres blikke.” skriver forfatteren Birgithe Kosovic i første bind af sin historisk-biografiske roman Den inderste fare, der udkommer på torsdag på Politikens Forlag.
Begivenheden antyder mere end noget andet, hvordan Scavenius, besættelsestidens kontroversielle udenrigs- og statsminister, blev den mand, han blev – med en helt særegen personprofil. Den bestod bl.a. i et superrationalistisk livssyn, Viggo Hørup’sk radikalisme, aristokratisk selvtilstrækkelighed og samtidig en klar afstandtagen fra de patriotiske og militære værdier, som  var indgroet i netop den godsejerklasse, han stammede fra.

Faderen så ikke tidens tegn
Faderen, godsejer Carl Sophus Scavenius havde måttet give op. Klintholm lukkede. Tidligere havde forældrene og deres mange børn levet i stor velstand med bl.a et lystslot og huslærere, men omtrent samtidig med Erik Scavenius fødsel i 1877 satte en langvarig landbrugskrise ind. C.S. Scavenius indså for sent nødvendigheden af at omstille produktionen fra kornavl.
‘Andelsbevægelsen er en proletarbevægelse’, skal godsejeren have sagt, men i 1890 var han blevet overhalet indenom af jævne, men driftige bønder på egnen.
– Det betyder meget  at komme fra en slægt, som har en stor fortid, men som er på vej ned. Jeg har et indtryk af Erik Scavenius’ far som en veg person – ikke den skarpeste kniv i skuffen. Efter en stærk far følger ofte en svag søn og efter en svag far ofte en stærk søn, lyder Birgithe Kosovics tilløb til en psykologisk forklaring.
Den 13-årige dreng stod på pladsen foran hovedbygningen i de sidste svære minutter.
“Deroppe foran døren stod hans far (…), godsejeren, med bøjet nakke og var ved at låse efter sig. (…) Det var ham, de ventede på. Jakken flaksede omkring hans ranglede skikkelse, da han traskede ned ad trappen, og han knappede den og lagde håndryggen for mynden og vendte ansigtet halvt væk, mens han hostede. Han gned sig i øjnene, der var røde og blanke; han havde sikkert siddet inde i køkkenet ved det kolde komfur og grædt, det ville være typisk ham,” skriver Birgithe Kosovic.
Det Erik Scavenius’ mor, der gik rundt og trykkede hænder og sagde opmuntrende ord. Faderen magtede det ikke. Den store dreng spurtede hen til coupéen , som hans forældre skulle køre i og smøg sig ind på det lave børnesæde med ryggen til kuskesædet.
“Vognen satte i gang, så brostenene fik dem alle tre til at hoppe i sæderne, og i det høje uden for vinduerne svingede tagene rundt og fjernede sig, inden portgangens mørke lukkede sig om vognen.”

Vaklen mellem ja og nej
I sommeren 1940 var Erik Scavenius en mand på 62 år, og hans ry som den udenrigspolitiske mesterstrateg, der havde holdt Danmark uden for Første Verdenskrig, var for længst cementeret. Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 fik han tre-fire tilkendegivelser om, at var selvskreven som udenrigsminister. Statsminister Thorvald Stauning var enig, men Scavenius sagde, at det var umuligt – at han slet ikke var den rette til opgaven. Men under det afgørende møde med Stauning blev han stående i denne vaklen mellem ja og nej.
“Han så ned og forsøgte at falde til ro. Han havde ikke villet irettesætte Stauning, men selv om det kunne virke smigrende, at man mente, han var en slags mirakelmager, der kunne redde landet fra det værste, var han klar over, at enhver optimisme ville blive gjort til skamme; regeringen ville højst holde i tre måneder. (…) Scavenius bøjede nakken og tog sig til hagen (…). Han så op for kun at se sig selv; manden, der blev ved med at komme med udflugter, kujonen,” beretter Birgithe Kosovic i Den inderste fare.
– Jeg tror ikke, han havde lyst til det. Det var mere noget, han skred ind i, funderer hun.
– På et tidspunkt begyndte det at virke koket at blive ved med at undslå sig – upassende koket i betragtning af landets alvorlige situation. Der er noget i det spil, der har passet til hans karakter. Det var et spil skak og dermed noget andet end politik. Der er nogle regler, der skal følges, og det ene træk fører til det næste.
Forfatteren ser billedet af faderens svigt som en medspiller her, 50 år efter afskeden med Klintholm.
– Hans far har svigtet nogle idealer, som han selv tager på sig. Han siger ‘Sådan vil jeg i hvert fald ikke være’.
Magten kan også have tiltalt Erik Scavenius, hvor meget han så end undslog sig – det at tingene kunne blive på den måde, som han syntes, de skulle være.

Kvinden med den ternede nederdel
Ifølge bogen levede Erik Scavenius på dette tidspunkt i et følelsesmæssigt tomrum. Ægteskabet med hans otte år ældre hustru Emma havde for længst mistet sin glød, og han kendte endnu kun den 27 år yngre Alice Duvantier, hans fremtidige livsledsagerske, på afstand. En ægte Kosovic-bog indeholder – som Politiken har gjort meget ud af i denne uge – sex-scener så heftige og detaljerede, at ruderne dugger.
 Den inderste fare er ingen undtagelse, og det kommer første gang til udtryk i efteråret 1940, da han er under hårdt politisk pres på grund af sit initiativ til en told- og møntunion med Tyskland. Scavenius har besluttet sig for at gå af – den første af mange gange – og Scavenius har sendt bud efter en sekretær for at kunne diktere et brev til den tyske rigsbefuldmægtigede.
“Det bankede på, og han drejede stolen tilbage og nikkede til fru Højberg-Pedersen henne i døren,” lyder bogens tekst.
“Han (…) hørte hende komme hen over gulvet, indtil hendes knæ og ternede nederdel dukkede op på den anden side af bordet. Han dappede med læsebrillerne på bordet, mens han kiggede op. Fru Højberg-Pedersen ikke var rigtig køn (…), men mens hun tog plads i stolen på den anden side af bordet, lagde blokken til rette og satte pennen til papiret, var der denne formelle kølighed over hende, som beroligede ham. (…) Den måde, hun sad og betragtede ham på fra den anden side af bordet, med (…) en venlighed blottet for sentimentalitet og glæde, indgød ham en fornemmelse af, at hun muligvis var et af de mennesker, der forstod ham allerbedst. Hun måtte også kunne se, hvor helt ad helvede til alting gik.”

Det desperate møde
Kort inde i brevet til Renthe-Fink når Scavenius frem til at diktere det centrale budskab om hans afgang til sekretæren.
“Fru Højberg-Pedersens hånd standsede på papiret.
‘Går De af!?’
Hun så over på ham, som om hun havde taget ham i at stikke hende en lodret løgn lige op i ansigtet. Han så ned ad hendes hals, det lyste ved kraven, det var en facetslebet sten i en guldindfatning. Den blinkede i lyset fra lanpen på skrivebordet, hver gang den steg og faldt, og han opdagede, at hun havde fregner under halsen. (…) Så kom han i tanke om, at han vist havde hørt, at hun var fraskilt, eller at hendes mand vist var bortrejst, og da hun så op igen, mødte hun ham med et blik, som var åbent og klart, men også  agtpågivende. Nu blinkede stenen hurtigt. Han rejste sig, og mens han gik rundt om bordet til hende, fulgte hun hans bukseben og hænder med blikket. (…) Deres knæ var så tæt på hinanden, at de var lige ved at røre, og han kunne mærke varmen om hendes ben. (…) Uden at løfte ansigtet så hun fra hans livrem til spidsen af hans slips. Nu blinkede stenen under hendes hals ikke længere.
Forsigtigt som et dyr, der sænker hovedet og kryber væk, rejste hun sig fra stolen uden at se på ham. Om hendes mund anede han noget tvært, og uden at ville det, uden at ville gøre noget, hun ikke ville brød sig om, lænede han sig frem og stillede sig så tæt på hende, at han kunne dufte hendes parfume og friske sved. (…) Han så ned imellem deres kroppe, og (…) blinkede blindt (…), mens han med fingerspidsen trykkede ind mod den lille bløde pude på indersiden af fru Højberg-Pedersens knæ og mærkede den glatte nylon fortsætte op og atter op over hendes lår, indtil hans finger fandt strømpekanten. (…) Fru Højberg-Pedersen sukkede, da han trængte fingeren ned mellem strømpen og hendes nøgne hud, og han lod den glide langs kanten, indtil den nåede om til hofteholderens fæstning bagpå. Med ansigtet fortrukket som i anstrengelse lukkede hun øjnene, og han lagde sin kind næsten helt ind til hendes, mens han lod fingeren finde vej tilbage igen, hvor han fik fat i hoftebåndet foran.   Hun trippede for ikke at tabe balancen, og (…) bevægelsen bølgede op gennem hende og endte i et lille hjælpeløst nik, og med pegefingeren som en krog om strømpebåndet fulgte han det op. Det løftede sig fra hendes hud ved lysken, og han (…) pressede hånden ind under båndet og strakte fingrene ud, så han kunne mærke derinde, hvor låret var varmest. Han krængede trussekanten op, og fingrene gled ind over de glatte hår (…)”

Usædvanlig fri bane for fiktion
Selv om jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt det virkelig gik så livligt for sig i ministeriet, kan jeg varmt anbefale bogen – uanset hvad man måtte mene om Erik Scavenius og hans forhandlingspolitik. Den inderste fare har den særlige baggrund, at Scavenius – meget tænkeligt i en stemning af misantropi og selvhad i sin alderdom – destruerede alle sine private papirer.
Dermed er der usædvanlig fri bane for en skønlitterær forfatter, og jeg synes, at Birgithe Kosovic har givet et godt bud på, hvordan Erik Scavenius kan have oplevet sit liv og sin tid – især årene under besættelsen. Det gælder ikke mindst  skildringerne af, hvordan det må føles at være lagt for had af det omgivende samfund.
Den historiske research virker solid; en af bagstopperne har været besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, der har været manuskriptlæser.
Blandt de forløb, jeg glæder mig til at se Birgithe Kosovic skildre i bind 2, er det omdiskuterede forhold mellem Erik Scavenius og Werner Best efter regeringens afgang den 29. august 1943. Udviklede der sig et egentligt venskab mellem Scavenius og Best, der som ærkenazist og Gestapos arkitekt i 1930’erne stod fjernt i politisk opfattelse fra alt, hvad danskeren stod for. (Foto: Ole Haupt og Nationalmuseet)