Aftale i hus – fokus på 29. august 1943

Politikens Forlag og jeg er enige om at genoptage samarbejdet om udgivelsen af Modstand – nu i fire bind. Det blev resultatet af et møde i onsdags med forlagschef Kim Hundevadt og forlagsredaktør Majbrit Hansen. Mødet blev ret kort kort, for efter den seneste tids landvindinger i fundraisingen, var det forholdsvis let at nå til enighed.
Derfor vil jeg endnu engang sige hjerteligt tak til alle, der har bidraget. Hver en indbetaling på 100 kroner og derover har bidraget til at give projektet en troværdighed, der kan have været med til at give de større spillere lyst til at stille med de afgørende beløb.
Et  beløb på foreløbig over 700.000 lyder voldsomt, men det er værd at huske, at det ikke kun handler om, at jeg skal have noget at leve af under produktionen. Det er dyrt at producere en så stor udgivelse, så der løber store ekstraomkostninger på, når et allerede planlagt værk udvides. Af den grund går over 300.000 kroner til Politikens forlag som tilskud til især produktionsomkostninger.

Vi får chancen på en mærkedag
Udskydelser og forsinkelser er ærgerlige, men et rent tilfælde har bevirket, at vi har fået en ekstra god chance for at få en effektfuld ny start.
Med bind 2 to tredjedele færdigskrevet virker det overkommeligt at få bindet klar til udgivelse onsdag den 29. august 2018 – altså om otte måneder.
Det er 75-årsdagen for den 29. august 1943, da den danske regering ophørte med at fungere, og general Hermannn von Hanneken indførte militær undtagelsestilstand. Det er en lige så stor dag i mindet som modstandskampen som befrielsesdagen, den 5. maj 1945. Og tilfældigvis omfatter bind 2. perioden fra september 1942 til august/september 1943 og omfatter derfor netop begivenhederne på den skelsættende dag. Bindet kommer til at slutte med begivenhederne den 29- august 1943, dannelsen af Danmarks Frihedsråd og Gestapos ankomst til landet.
Vi er også enige om at satse på at få bind 3 ud i butikkerne den 29. august 2019 og bind 4 på samme dag i 2020. Det mener jeg er så realistisk, at jeg tager chancen og melder det ud.
Bind 1 udkom i 2015.

Vigtige hjælpemidler
Jeg glæder mig meget til at samarbejde med Politikens Forlag om firebindsudgivelsen – som altid tidligere med Majbrit Hansen som nærmeste kontaktperson. Jeg takker også webmaster Berit Lund, der har lavet videooptagelsen på www.booomerang.dk, der har forlenet  finansieringsprojektets med synlighed. Man kommer ikke langt uden video i dag.
Også fuld credit til informationschef Camilla Høy for hjælp til opsætning af Facebook-siden ‘Modstand – finansiering’, der ved siden af www.booomerang.dk har været vigtigste forankringspunkt for fundraisingen.

Uplanlagt fortsættelse
Endelig vil jeg nævne, at slutdatoen for crowdfundingen på booomerang.dk er forlænget til den 31. december. Det skyldes administrative udfordringer i forbindelse med frigivelse af midlerne – ikke noget specielt ønske om at forlænge indsamlingsperioden.

Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads

Holger Danskes ‘Afdeling Eigil’ gennemførte den 1. marts 1945 en aktion på Østerbro, der førte til, at en ukendt, elegant klædt kvinde blev skudt. Først adskillige dage senere fandt den 15 mand store styrke ud af, at den dræbte var Cathinca Lieder, den 43-årige sekretær for HIPO-chefen Erik V. Pedersen.
Men aktionen i en herskabslejlighed havde et helt andet formål, fremgår det af Povl Falk-Jensens erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil’ (Frihedsmuseets Venner, 2010).
Erland Leth Pedersen og jeg har citeret en længere passage i dette kapiteluddrag af bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF.

—– —– —–

(Kun mellemrubrikker er tilføjet; ellers er teksten som i bogen)

“Da Svend Staal-gruppen den 23. februar i løbet af et par timer mistede Henning Walthing, logiværtinden Agnes Walthing og chefen Poul Otto Ditlev Nielsen, havde Povl Falk-Jensen, lederen af Holger Danskes ’Afdeling Eigil’, allerede i flere uger været i gang med at planlægge en aktion, der blot seks dage senere skulle gøre det næst indhug i rækkerne.
Den 24-årige Falk-Jensen var en grundig mand. Det kom til udtryk i forberedelserne, der slet ikke tog sigte på en likvidering. Aktionen var tænkt som en razzia mod en herskabslejlighed på Fritjof Nansens Plads 8 på Østerbro. Lejligheden lå på 2. sal på venstre hånd, og dens indehaver var en ældre dame, baronesse Frederikke von Bülow.
Baronessen var mor til den 34-årige Helga von Schalburg, enke efter kommandøren for Frikorps Danmark C.F. von Schalburg, der var faldet i Rusland i 1942.[1] Fru von Schalburg og hendes 10-årige søn Alexander havde i ugerne forud i længere perioder opholdt sig i lejligheden.
De var flygtninge. En måned før var de over hals og hoved kommet tilbage til Danmark fra godset Murke i det vestlige Polen. Det havde de fået stillet til rådighed af SS-rigsfører Heinrich Himmler, men nu stod det umiddelbart over for at blive indtaget af Den røde Hær.
Indtil hendes og sønnens afrejse i april 1944 havde Helga von Schalburg haft tæt tilknytning til det tyske miljø og havde været drivkraften i varetagelsen af hendes afdøde mands mindefond.[2]

Den indledende skygning
Povl Falk-Jensen regnede med, at der var gode chancer for at finde større mængder vigtige dokumenter i lejligheden. Han satte sine folk til at rekognoscere i kvarteret, og de fik sat ansigter på baronessen og Helga von Schalburg.
”Da de (…) havde været i byen sammen et par gange, kendte vi dem, men så var der pludselig en anden lidt yngre dame med i stedet for fru von Schalburg. Det var måske dennes veninde?” funderede Poul Falk-Jensen i sine erindringer.
Som det senere skulle vise sig, var den sorthårede dame ikke yngre end den blonde fru von Schalburg, men ni år ældre. Til gengæld var hun elegant og velklædt. Den samme ugedag i den følgende uge fulgtes den ukendte igen med baronessen.
”Vedkommende havde måske fri fra arbejde denne ugedag i ugen. Der var altså brudstykker af et mønster.”
Holger Danske-folkene begyndte nu at iagttage Helga von Schalburg og den anden kvinde, når de færdedes andre steder i byen end i lokalkvarteret på Østerbro.
”Det viste sig, at fru von Schalburg flere gange tog ind på Politigården (..) og en enkelt gang til Dahlerupsgade.”

Et fokus, der skiftede
Povl Falk-Jensen kunne ikke huske, at navnet Dahlerupsgade sagde ham noget særligt.
”Den anden dame blev også skygget til Dahlerupsgade en af de dage, hvor hun havde været på formiddagsbesøg på Fritjof Nansens Plads. Det var den samme opgang, som fru von Schalburg var gået ind i,” berettede ’Eigil’ videre.
Hans folk begyndte nu at holde øje med kvinden nogle dage, og det viste sig, at hun ved almindelig kontortids begyndelse gik ind i den samme opgang hver dag. Man fik også konstateret, at hun nogle morgener var kommet til Fritjof Nansens Plads henholdsvis gået derfra så tidligt, at ’skyggen’ endnu ikke var på plads.
”Det var den opgang, fru von Bülows lejlighed lå i. Det tydede på, at hun også boede i baronessens lejlighed, men det sagde intet om, at hun boede der konstant. Denne sidste dame (…) havde ofte en mappe, formodentlig med papirer, med sig hjem. Ofte en mappe, ligeledes sandsynligvis med papirer, den modsatte vej. (…) Det var måske hende, der var den interessante person i denne sag og ikke fru von Schalburg.”

En mandskabskrævende opgave
Povl Falk-Jensen valgte at iværksætte en aktion, selv om han var noget i tvivl om, hvorvidt det ville lønne sig at løbe risikoen. De to kvinders færden tydede på en forbindelse til HIPO af en eller anden art, og aktionen var krævende. Han måtte regne med, at kvinderne kunne nå at slå alarm, og så kunne det blive vanskeligt at nå at komme væk. Han samlede derfor 15 mand, deraf nogle stykker fra en af afdelingens grupper, der hørte hjemme i Lyngby.
”Der skulle bruges mange folk til at dække Fritjof Nansens Plads med alle dens til- og frakørselsveje. Der var ikke langt til nærmeste tyske forlægning, som (….) kunne blive alarmeret af HIPO,” skrev ’Eigil’.
Aktionen blev gennemført først på eftermiddagen den 1. marts 1945. Falk-Jensen og en gruppekammerat gik op i opgangen og stillede sig uden for entredøren, mens tre fra Lyngby-gruppen skulle skaffe sig adgang til lejligheden fra køkkentrappen. De ti øvrige var dækmandskab foran og bagved bygningen og i de nærliggende gader.
”(Det var) en af de dage, hvor den tredje dame plejede at være på arbejde i Dahlerupsgade. Var heldet med os, kunne vi sidde og vente på dennes hjemkomst,”
Mændene var meget spændte på, hvad aktionen kunne give af udbytte. Om der ville ligge breve i lejligheden – modtagne eller genparter af afsendte – eller ansøgninger til HIPO-korpset, der ville gøre det muligt at opspore afsenderne.
”Ifølge vore iagttagelser skulle der (…) kun være moder og datter i lejligheden, men det skulle såmænd nok passe, at der slet ikke var nogen hjemme. Hvis dette var tilfældet, så ville vi skaffe os adgang på anden måde,” skrev Falk-Jensen

Kvinden i silkekimonoen
Gruppeføreren Knud Søndergaard havde taget sit pæneste tøj på, og hans hår var vandkæmmet, da han ringede på og præsenterede sig som inspektør fra gas- eller belysningsvæsenet, der gerne ville læse en måler af. Personen der åbnede køkkendøren på klem, var – modsat forventningen – den ukendte kvinde.
Selv om ’inspektøren’ viste legitimationskort, ville kvinden ikke løsne sikkerhedskæden og åbne døren, men selv foretage et kontrolopkald til den pågældende myndighed. I dette øjeblik ringede de to mænd ved hoveddøren på klokken, og mens kvinden var på vej hen for at åbne, sprængte de tre mænd på køkkentrappen sikkerhedskæden.
”Hun, der var meget elegant og iført en silkekimono, løb ind i dagligstuen. Nu mødte der de tre mænd en virkelig overraskelse. Hun stillede sig i dækning bag et hjørne af væggen (…) i stuen og skød på de indtrængende.”
Der udviklede sig en regulær ildkamp, og også fru von Schalburg og en ukendt mand, der også befandt sig i lejligheden, tog kampen op og skød på modstandsfolkene. Baronessen ringede til Politigården.
”Tiden var kostbar, og det var tydeligt, at man forsøgte at trække tiden ud. Det lykkedes gruppeføreren at få et skud ind i (…) hende den ukendte i silkekimonoen. Det var tydeligt hende, der ledede slagets gang fra den anden side. Hun sank sammen, og hun fik et sikkerhedsskud,” berettede Povl Falk-Jensen.
Enhver tanke om at gennemsøge lejligheden var opgivet. Nu handlede det bare om at komme væk, inden HIPO indfandt sig.”

—– —–

Noter:
[1] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 265-276.
[2] Mikkel Kirkebæk: Schalburg, side 385-390.

—– —–

Andre indlæg her på hjemmesiden om bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF:
1). Kapiteluddrag fra bogen: Bortførelsesdrama på Østbornholm
2). Kapiteluddrag fra bogen: Nazibetjent i knibe
3). Optaktsartikel:  Historien bag billedet

Fundraising: Klar til et nyt forsøg

Jagten på en ny udgivelsesmulighed for Modstand førte mig i forrige uge forbi et større bogforlag midt i København. Den redaktionschef, jeg talte med, anså afgjort en firebindsudgave for at være en kommerciel mulighed.
Han udarbejdede efter vores møde en kalkule på basis af 2500 solgte eksemplarer af bind 2, 3 og 4 samt 1000 stk. af bind 1. Løsningen ville i så fald indbefatte en omarbejdelse af det bind 1, der blev udgivet på Politikens Forlag i 2015, med en opgraderet billedside.
Det kunne være en mulighed, at bind 1 og 2 udkom i foråret 2018, bind 3 i 2019 og bind 4 i 2020. Det er et scenarie, jeg godt ville kunne stå inde for, da manuskriptet til bind 2 kunne blive klar i løbet af ca. 2½ måned.
I en mail, som jeg kan bruge som anbefaling, skrev han blandt andet:
“Vi har en stærk liste af udgivelser om Anden Verdenskrig, og dit firbindsværk om modstandsbevægelsen skriver sig ind i denne liste af historiske værker af højeste kvalitet. Vedlagt denne mail finder du en oversigt over budget for udgivelserne. Det nødvendige produktionstilskud er 50.000,- for Bind 1 og 125.000 for hvert af de følgende bind. (…) Vi håber at projektet kan opnå den fornødne støtte.”

Et håndfast udgangspunkt
Af redaktionschefens svar på mine opfølgende spørgsmål fremgik det dog, at der er tale om en principiel vurdering af projektet. Selv hvis det  lykkes at fremskaffe 425.000 kroner – eller endnu mere – er det ikke nogen given sag, at man vil gå ind i projektet.
Det er en beslutning, der træffes af forlagsdirektøren ud fra, hvad der til den tid er virksomhedens prioriteringer og valgmuligheder.
Men kalkulen (som er gengivet her på siden) er i hvert fald et konkret udgangspunkt – og den kan også blive et redskab, jeg kan bruge til at ‘shoppe rundt’ og forhøre mig hos andre forlag, om de ser sig i stand til at gå ind i projektet med lavere forhåndsgaranti for produktionsudgifter.

Fonde i klemme
Som det fremgår, gør jeg et nyt forsøg på at virkeliggøre udgivelsen trods min aflysning af bestræbelserne i sidste uge – se her Det er der flere grunde til.
Jeg nåede at sende fondsbestyrelsesformanden for Interfond et eksemplar af den nyligt udkomne Svend Staal-gruppen (forlaget Nyt DPIF) af Erland Leth Pedersen og mig sammen med et brev, hvori jeg måtte tilbyde tilbagebetaling af et beløb på 100.000 kr., som er udbetalt til mig og indgår på provenuet på crowdfunding-projektet.
Manden, der som 91-årig er ved at afvikle sit formandskab, kunne ikke på stående fod gøre op med sig selv, om han vil kræve beløbet tilbagebetalt. Jeg havde også tænkt mig at kontakte Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond, der også kan komme i klemme. Her har man generøst udbetalt 50.000 kr. i 2016.
Yderligere 50.000 kr., der er udbetalt i år, vil ligeledes blive returneret, hvis Modstand ikke kommer videre. Da der  foreløbig ingen mulighed er for at tilbagebetale de første 50.000 kr., ville jeg foreslå en fornyet kontakt om nogle år med henblik på en afdragsordning.
Andre fonde har sikret sig mod tab ved at give deres bevillinger som betingede tilsagn – dvs. at de først kommer til udbetaling, når arbejdet er mere eller mindre afsluttet. Men denne slags finansielt krævende projekter er virkelig afhængige af, at nogle fonde er klar til at lægge pengene på bordet ‘up front’, så jeg føler et særligt ansvar over for Grosserer Nielsens Fond og frem for alt Interfond, der – skønt mindre end mellemstor – har været hovedsponsor med generøse udbetalinger fra den tidligste fase i projektet.

Nye vægtige bidrag
En ting er ansvar og et behov for at leve op til en vist tillid – noget andet er troen på, hvad der er muligt. Og her spiller det en stor rolle, at Modstand i løbet af få dage har fået tildelt yderligere 30.000 kr.
De kommer – som jeg har omtalt det på Facebook og LinkedIn – fra en privatperson og et firma, der hver især har givet det samme: Tilsagn om 5000 kr. pr. bind til hvert af de kommende bind 2, 3 og 4.
Det er stadig en meget krævende opgave at nå i mål, men jeg tror, det kan lade sig gøre.

205.000 kr. mangler
Den store opgave bliver i løbet af den næste halvanden måned at stable de 425.000 kr. på benene.
Jeg kan selv stille 175.000 kr., yderligere 15.000 er til rådighed fra en fondsbevilling, der kommer til udbetaling, når bind 2 er færdigt, og 30.000 kr. stammer fra advokat Frederik Madsen og firmaet TLH Gruppen i Rødovre, der hver især inden for den seneste uge har lovet 5000 kr. pr. bind til støtte for bind 2, 3 og 4, hvis udgivelsen af Modstand ellers bliver virkeliggjort.
Dermed er 220.000 allerede til rådighed, så der mangler 205.000 kr.

Garantier også en mulighed
Hvis projektet bliver sat i gang på et nyt forlag, vil bestræbelser straks gå i gang fra både min og forlagets side for at skaffe fondsmidler til dækning af produktionsudgifterne. Grunden til de skrappe krav om forhåndsgaranti er ikke, at man ser pessimistisk på mulighederne for at få tilskud. Men fondsbevillinger til forlagets produktion kan blive mindre end forventet, og så kan forlaget risikere et underskud.
Derfor er der grund til at understrege, at det også er en mulighed at melde sig med tilbud om at stille en garanti for f.eks. 10.000 eller 20.000 kr. Det vil betyde, at man accepterer risikoen for, at man i 2020, når værket er færdigudgivet kan få en opkrævning på f.eks. 20 pct. af beløbet.
Garantier vil være værdifulde, for der er med 90 pct. sikkerhed grund til at regne med mindst 60.000 kr. fra to fonde ud fra deres bevillingspolitik og bestemte konkrete tilkendegivelser. Men de to fonde kan først søges om støtte, efter at bind 2 er udkommet.
Og 90 pct. sikkerhed er ikke det samme som 100 pct., og det forlag, jeg var på besøg hos, ønskede netop fuld sikkerhed. Dette nævner jeg for at illustrere, at pengene nok skal komme i hus, når vi først er kommet i gang, og garantistillelser kunne være en vigtig hjælp til netop at komme i gang.
Jeg vil understrege, at jeg ikke tænker på solidariske garantier. Hver enkelt risikerer kun det beløb, man garanterer med. Hvordan en garanti nærmere skal udformes afgøres af det kommende forlag, og her vil man naturligvis have mulighed for at trække sig, hvis man efter indledningsvis at have erklæret sig parat ikke er tilfreds med vilkårene.
Hvis nogen nu vil minde om muligheden for fondsansøgninger, må jeg sige, at det er højst usandsynligt, at det giver noget resultat. Jeg har ansøgt fonde hele vejen rundt og fået svar. Hvis der kommer flere fondsmidler i hus end de 400.000 kr., der indtil nu er blevet bevilget, vil det efter alt at dømme blive mindre beløb.

P.S. – De jpeg-billeder, jeg har taget af kalkulen, er ikke af fantastisk kvalitet. Hvis du gerne vil se Excel-arkene, kan du skrive til mig efter dem på nbdanielsen@mail.tele.dk

Håndklædet i ringen – det blev kun til ét bind

Jeg har kunnet glæde mig over mange positive og opmuntrende bemærkninger til mit fundraisingprojekt, der har til formål, at muliggøre videreførelsen af Modstand – den samlede fremstilling af Danmarks modstandskamp. Første bind udkom i 2015.
“Det er godt at se, at det lykkes dig at skaffe penge,” sagde en kendt besættelsestidshistoriker, da jeg mødte ham tilfældigt på min lokale jernbanestation.
“Tak for din henvendelse. Og tillykke med din succesfulde fundraising og bøgerne,” skrev en tidligere kollega, der nu er i Ekstra Bladets chefgruppe, da jeg for nylig rettede henvendelse.
Det må da også være svært for omgivelserne at få øje på andet end succes, nu da næsten 550.000 kr. er i hus, og der er sandsynlighed for et samlet provenu på over 600.000 kr. At det faktisk længe er gået temmelig skidt, har jeg gået ret alene med. Men succesen er først hjemme, når det tilsigtede mål nås.
Og alt tyder desværre lige nu desværre på, at det ikke bliver tilfældet.

Resultatløst møde
Da der sidst i august kom afslag fra den sidste store fond, der ville have været i stand til at bære målbeløbet på 925.000 kr. nogenlunde igennem, var der kun én mellemstor fond tilbage som sandsynlig ny donor. I den situation kontaktede jeg Politikens Forlag med henblik på forhandling om et ‘fuldfinansieret budget’ for et Modstand i fire bind.
Den vending henviser til, at to af de bevilgende fonde – Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinusfonden – har betinget sig et sådant, før de udbetaler beløbene. Et sådant fuldfinansieret budget skal vise, hvordan de udgifter, der forudsås i ansøgningen, vil blive dækket og dermed give fondsbestyrelsen sikkerhed for, at projektet vil kunne gennemføres som forudsat.
Men trods den gennemførte fundraising med bidrag fra to så velrenommerede fonde som de nævnte lykkedes det ikke at nå frem til en realitetsbehandling. Efter mit fremmøde den 31. august fandt jeg ud af, at det møde, jeg var til, var nedgraderet fra en forhandling til et orienteringsmøde, fordi det var et spørgsmål for direktionen.
Da jeg fik svar på mail en uge efter var budskabet en fuldstændig afvisning af mit oplæg. Holdningen til projektet er mærkeligt upåvirket af den gennemførte fundraising, og man står urokkeligt fast på, at man vil have 358.500 kr., som jeg skal skaffe fuld garanti for, hvis man skal acceptere Modstand i fire bind.
Jeg anser på den baggrund mit samarbejde med Politikens Forlag som ophørt.

Visioner om en luksusudgave
Den reelt sidste chance var et andet velrenommeret forlag, hvor jeg for en uge siden var til et møde, der virkede lovende. Redaktøren, som jeg talte med, var tydeligvis oprigtigt interesseret i det bind 1, jeg afleverede til ham, og han sad gentagen gange og bladrede i det.
Han ville lave en luksusudgave i fire bind med opgraderet billedside med større billeder og et indslag af farvebilleder samt en større skrifttype. Det ville resultere i et nyt bind 1 på 700 sider frem for 570 i det eksisterende. Og de fire bind skulle sælges for hver især en pris på 400 kr., hvor udsalgsprisen på det eksisterende bind 1 er 350 kr.
Det var utroligt opløftende perspektiver, som jeg stadig i dag er glad for at have lyttet til.
Redaktøren lovede at lave en kalkulation på projektet og forberedte mig på, at det ville blive dyrt i produktionsudgifter. Kalkulationen kom sent søndag aften, og den indeholdt nye opløftende momenter. Trods det ambitiøse firebindsformat regnede forlaget med at kunne sælge 2500 eksemplarer af hvert bind, hvilket er rigeligt til en rentabel forretning og en fornuftig royalty.

Dyr produktionsregning
Som jeg var forberedt på ville produktionsomkostningerne blive dyre. Det drejer sig om penge til tilrettelægger, papir, grafiker, trykkeri etc. Beløbet var 425.000 kr., og jeg kunne se på specifikationerne, at det næppe kan siges at være urimeligt. Det var yderligere 125.000 kr. oven i de beløb, Politikens Forlag havde regnet med, men det var ikke i sig selv skræmmende.
Med den erfaring i søgning af fondsmidler, jeg efterhånden har fået, har jeg kunnet se, at fondene er langt mere villige til at donere penge til produktionsudgifter, hvor pengene kan øremærkes til specifikke formål, end til arbejdslegater, hvor det kan være langt sværere at konstatere, hvad man som fond får for pengene. De midler skulle det nok kunne lykkes at skaffe i løbet af ca. tre måneder, når målsætningen var så flot et værk.

En umulig udfordring
I den mail, som kalkulationen var vedhæftet, var en anbefaling fra redaktøren, der var meget brugbar i forhold til ansøgninger. Jeg var i fint selskab og blev nævnt, så man må tro, at jeg er på niveau med den britiske Anden Verdenskrigs-historiker Sir Antony Beevor. Hm, jeg lurer selvfølgelig på, om det skal forstås som en beleven venlighed over for en presset mand, men tilsyneladende var det til en vis grad alvorligt ment.
Men det fremgik af sammenhængen, at vilkårene var, at jeg måtte skaffe fuld garanti for 425.000 kr., før der kan skrives kontrakt på et sådant værk. Og den slags penge er der ikke i mit finansieringsprojekt. Det ville kræve en bankgaranti oveni af en størrelse, som jeg ikke er i stand til at fremskaffe.
Anbefalingen fra forlaget var tænkt som et instrument til, at jeg selv kunne skaffe pengene gennem fondsansøgninger.
Som nævnt er det faktisk en ret realistisk målsætning, men….. jeg er simpelthen ikke på nogen måde finansielt i stand til at strække min fundraising ud over den 1. oktober. Derfor er det ikke en farbar vej.
Det, som denne ambitiøse plan stod og fald med, var: Er forlaget klar til at skrive kontrakt, før vi ved fælles hjælp skaffer midlerne til produktionen, eller var vilkåret, at jeg måtte skaffe finansieringen, hvorefter vi på basis af fuld dækning kunne skrive kontrakt?

Tid til at blive ved – tid til at stoppe
Noget, der har været typisk for både ukyndige og meget vidende personer, er, at man gerne har villet hjælpe med henvisninger. ‘Har du prøvet Statens Kunstfond?’, ‘Aarhus Universitetsforlag vil garanteret gerne udgive den slags værk’ og lignende. Fælles for næsten alle den slags forslag fra hoften er, at de ikke fører til noget.
Det sidste forlags redaktør er bestemt blandt de meget kyndige, og jeg tænker venligt på ham efter at have hørt hans entusianstiske visioner for Modstand. Et forslag, han sendte i en mail her til morgen, er måske ikke ganske ueffent.
“Jeg tror derfor at du vil være bedre tjent med at finde et andet forlag, måske et mindre et af slagsen, som har specialiseret sig i Anden Verdenskrigs litteratur, og som har mindre belastede kalkuler.”
Men man må have mig undskyldt. Jeg kan ikke mere. Der er en tid til at bide sig fast og blive ved, og der er en tid til at give op og erkende, at tingene ikke lykkes. Og jeg har meget længe holdt fast i troen på, at dette kunne lykkes.

Pengene bliver tilbagebetalt
Når slutdatoen nås på min konto på www.booomerang.dk, bliver alle bidrag returneret inden for få dage med fradrag af 5 pct. i transaktionsgebyr. De bidrag, der er indbetalt på bankkonto og MobilePay bliver tilbagesendt manuelt. Her kan der godt gå en del flere dage.
100.000 kr. fra Interfond vil også blive tilbagebetalt, og ligeledes 50.000 kr. til Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond. Desuden regner jeg med, at 50.000 kr. fra Interfond, der er deponeret hos Politikens Forlag, vil blive returneret. Også i disse tilfælde er der fradrag af 5 pct. transaktionsgebyr.
Derimod vil det ikke blive muligt at returnere forbrugte beløb tidligere i forløbet.

 

 

Bortførelsesdrama på Østbornholm

I februar 1945 ankom den 32-årige overbetjent Kaj Edmund Sund (alias ‘løjtnant Jan Sandvad’) til Bornholm. Han var en af mændene i Svend Staal-gruppen – netværket af danske, nazistiske politifolk, der hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Sund havde tidligere gjort tjeneste på øen fra 1941 til 1943.
Det var meningen, at hans ophold skulle have været diskret, men det blev det stik modsatte. Overbetjent Sunds otte dage på Bornholm sluttede med en af de mest dramatiske episoder på øen under besættelsen 1940-1945.
Det fremgår af dette uddrag af bogen Svend Staal-gruppen, som Erland Leth Pedersen og jeg på mandag den 18. september udgiver på forlaget Nyt DPIF. Teksten er præcis som i bogen. Mellemrubrikkerne er sat ind for læsbarhedens skyld.

Bemærket overalt
“Da to politifolk et par uger senere afgav forklaring i Skåne, berettede de samstemmende, at nyheden om Kaj Edmund Sunds ankomst til Rønne havde bredt sig som en løbeild over øen. Den ene var den 26-årige politibetjent Edvard Hass, som kendte Sund godt fra sin tjeneste i Svaneke. Den anden havde også Svaneke som tjenestested; det var den 34-årige overbetjent Frederik Lauesen.
”Man observerede hans Færden, og det rygtedes snart, at Sund lejede sig ind paa Hoteller under falsk Navn, og at han brugte mange Penge,” forklarede betjentene.
”Det stemte ikke med det Billede, man tidligere havde dannet sig af Sund, idet det ikke var nogen Hemmelighed, at han under sit Ophold paa Øen som Politibetjent skyldte Penge hos mange Handlende. Man var derfor straks klar over, at der var noget galt, og at den tidligere Nazist nu sikkert optraadte som Stikker.”
Lauesen og Hass forhørte sig om Sund hos de mennesker, han havde talt med, og de fandt ud af, at han havde tænkt sig at blive på Bornholm i ca. 14 dage. [1]

Ad omveje til Svaneke
Søndag middag bad de den 63-årige konsul Alfred Bidstrup om at skygge Kaj Edmund Sund. Han fandt hurtigt ud af, at politibetjenten havde meddelt ’Dams Hotel’, at han skulle til Svaneke om mandagen. Han havde dér bestilt værelse på ’Hotel Østersøen’.
Sådan gik det imidlertid ikke; konsul Bidstrup tog til Svaneke, men Kaj Edmund Sund kom ikke. Han havde besøgt Hasle, inden han kl. 14. mandag den 5. februar 1945 forlod ’Dams Hotel’ og tog toget til Gudhjem. Her installerede han sig kl. 17 på ’Jantzens Hotel’.
Hans aktiviteter i de følgende dage fik for alvor de bornholmske modstandsgrupper til at føle sig bekræftet i deres mistanke. Bidstrup holdt Sund under observation til torsdag, og overalt fotograferede betjenten flittigt med sit medbragte ’Leica’-kamera.

Luskede rundt i kunstnerlandsby
I Melsted tilbød ’løjtnant Sandvad’ en lokal fisker at købe en båd til ham, hvis han kunne skaffe ham nogle bestemte oplysninger. [2] Han besøgte også en god ven, en lokal fisker ved navn Schou.
”Da Komparenten (Sund, forf.) besøgte sin Bekendt (…) havde de bl.a. talt om en anden Kunstmaler, og Schou havde ganske tilfældigt sagt (…)., at der boede en Kunstmaler ved Navn Howalt nede ved Havnen,” fremgik det, da Sund blev afhørt.
Det var et af byens kunstnerhjem, de to mænd drøftede. Henry Howalts hustru, Siegfriede, var også kunstmaler, og parret boede i et gammelt fiskerhus i Melsted Langgade. Sund forsikrede under politiafhøringen, at han ikke havde vist nogen speciel interesse i at få oplysninger af Schou om Howalt, og de havde ikke talt mere om sagen.
”Da de Dagen efter var ude (…) for at fiske Torsk, stod Howalt tilfældigt paa Stranden og hilste paa Schou, som derefter fortalte Komparenten (Sund, forf.), at det var Kunstmaleren,” lød rapporten videre.
”Da de sejlede ud af Havnen, havde Schou endvidere forklaret (…), hvor Howalts Hus laa, og Komparenten havde derefter taget et Billede af Havnen med Howalts Hus i Baggrunden.”[3]
’Løjtnant Sandvand’ forhørte sig her og der blandt lokalbefolkningen. Blandt andet faldt han ud af, at en fiskekutter fra Nexø jævnligt foretog illegale persontransporter til Sverige. Blandt passagererne var betjente, der som følge af den tyske aktion mod politiet frygtede arrestation. [4]

Snak med gammel kollega
Torsdag den 8. februar ud på eftermiddagen installerede Sund sig på ’Hotel Østersøen’ i Svaneke. Fredag formiddag benyttede han til at hamstre shagtobak i byens butikker. Han fik også en snak med hotelindehaveren og den tidligere makker Edvard Hass.
Oven på et eftermiddagsbesøg ude i byen vendte Sund tilbage til hotellet, hvor han igen traf Hass, der inviterede Kaj Sund til middagsmad sammen kollegaen Lauesen. Han kom til senere, efter at Sund havde været med ude og se en schäferhund, som Edvard Hass havde anskaffet sig.[5]
Den hyggelige invitation til aftensamvær var aftalt spil. De lokale politifolk havde haft den tanke, at overbetjent Sunds ankomst kunne være et forvarsel om nye razziaer mod de politifolk, der stadig var på fri fod. Men som Hass og Lauesen nu så det, syntes formålet snarere at være afsløring af illegale transporter til og fra Bornholm.
”De blev derfor enige om, at der maatte gøres noget, saa Sund ikke kom til at anrette Skade,” forklarede de.[6]

Invitation til aftensamvær
Politibetjent Hass tog kontakt til den 41-årige postbådfører Peter Sonne, der var aktiv i den illegale ruteorganisation ’Laksene’. Han adviserede fiskeskipper Aksel Hansen på ’Ramona’, der skulle afgå samme aften med nogle flygtninge. Han erklærede sig parat til at placere sig ud for Vigehavnen og være klar til at tage Kaj Edmund Sund om bord. [7]
Aksel Hansen fik fortalt, at Frihedsrådet havde besluttet, at den nazistiske betjent skulle af vejen.
”Da Politibetjent Hass var den, der bedst kendte Sund, blev det besluttet, at han skulde holde Kontakt med ham i Svaneke og derefter invitere ham hjem, hvor Overbetjent Lauesen derefter tilfældigt skulde støde til,” lød rapporten over afhøringen af de to betjente. [8]

Småfulde og ud på aftenvandring
Til spisningen hos Edvard Hass delte de tre mænd en halv flaske snaps og fik hver en øl. Kl. 19, da mørket for længst havde lagt sig, foreslog Lauesen, at de skulle gå en tur. Kollegerne ville vise Sund en båd, der var under mistanke for at blive brugt til illegal sejlads med flygtninge. De fulgtes ud ad vejen mod Gudhjem.
”Komparenten (Sund, forf.) frøs imidlertid, da han ikke havde Frakke paa, og da de havde gaaet et Stykke Tid, sagde han, at han vilde vende om, men de andre overtalte ham til at gaa med lidt længere, idet de saa i Stedet for at gaa samme Vej tilbage kunde følge Stranden hjem,” fremgik, da Kaj Edmund Sund var til afhøring en uge senere.
Mændene var næsten nået til Hammerslet. Sund gik forrest, og de to politikolleger kaldte på ham. På stien bag dem tonede konturerne af tre kraftige mænd frem.

Kamp på liv og død i vandet
En af dem var Peter Sonne, en anden den ligeledes 41-årige skomager Leo Bahn, der var leder af en af de militære ventegrupper i Svaneke.
”Da Mændene kom op til Komparenten (Sund, forf.), greb de fat i ham og begyndte at visitere ham, idet de spurgte, om han havde Skydevaaben paa sig.”
Kaj Edmund Sund svarede, at han ingen havde. Mændene slæbte ham ned til en robåd, der lå mellem klipperne, men han gjorde voldsom modstand. [9]
”Da de nåede havnen, sprang han i vandet og tog Leo Bahn med sig,” skrev historikeren Jørgen H. Barfod i sin bog Et centrum i periferien.
”Sund havde fået en hånd ind i ganen på Bahn og trak ham under vandet for at drukne ham, men Peter Sonne sprang efter, og ved hjælp fra flere sider blev han omsider trukket op og bastet og bundet, hvorefter han blev trukket om bord på robåden, der derefter satte kurs mod ’Ramona’.”

Slået med åre
Under voldsomhederne havde en af bortførerne givet Sund tre hårde slag i hovedet med en åre, så han var halvt bevidstløs. Det blev ikke bedre, da de nåede ud til ’Ramona’, hvor der var passagerer ganske uden varme følelser for nogen nazistisk betjent.
”(Han blev) modtaget af et par modstandsfolk, der havde måttet flygte fra klammeri og skudsår i København. De gav ham en ordentlig gang klø, og bagefter gik der ikke lang tid, før han lignede et nøgle sejlgarn,” skrev Jørgen H. Barfod.[10]
Kaj Edmund Sund blev bundet på hænder og fødder.
”Samtidig blev alt, hvad Komparenten havde i Lommerne, taget fra ham, og han blev lagt ned i Baadens Last, og Sejladsen begyndte ’til det ukendte’, indskyder Komparenten., idet han dengang regnede med, at han skulde kastes over bord,” lød rapporten, da Sund forklarede sig.

Rev Ausweis i stykker
1500 kroner (ca. 33.000 nutidskroner) i kontanter blev frataget ham, og det samme blev en fyldepen, en skrueblyant, en lommebog, et jernbanekort lydende på ’Svendsen’ og to falske legitimationskort lydende på henholdsvis ’Frederik Erik Svendsen’ og ’Poul Hansen’. De falske kort havde han selv lavet i Dahlerupsgade, hvor der fandtes både stempler og blanketter til legitimationskort.
”Under Ransagningen i Baaden glemte man (…) at fratage ham Pung og Ausweis. Da han under Overrejsen blev klar over, at han ikke skulde ’kastes i Vandet’, spekulerede han paa, hvordan han skulde faa dette Ausweis bort,” fremgik det af politirapporten.
”Paa Turen blev han syg og frøs meget som Følge af, at han havde været i det kolde Vand. Han fik derefter en Dyne over sig, og det lykkedes ham under denne at faa den ene Haand fri og komme ind i Inderlommen paa Vesten og faa fat i Ausweis’et, som var udstedt af Der höhere SS- und Polizeiführer in Dänemark paa Navnet: Jan Sandvad, Løjtnant i Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste.”
Han rev kortet i stykker og kastede stumperne ud af bunden af båden. Da klokken var 1.30 natten til lørdag den 10. februar anløb båden Simrishamn, og Kaj Edmund Sund blev derefter overgivet til de svenske myndigheder.

Afslørende effekter på hotellet
Efter at Kaj Sund var blevet anbragt i robåden, var politibetjent Edvard Hass i fuld fart løbet op til  hotellet, hvor han fik værten til at udlevere nøglen til Sunds værelse. Hass tog Sunds bagage og skyndte sig tilbage til båden, som imidlertid var sejlet. Han kom dog snart over med en anden båd.
”Sunds Overfrakke og Pelshue og Pyjamas fik Politibetjent Hass ikke med fra Hotellet, og han ved ikke, hvad der senere er blevet af dette,” fremgik det af rapporten, da Hass og Lauesen blev afhørt.[11]
Indholdet af overbetjent Sunds bagage var ganske prekært og var endnu et eksempel på hans himmelråbende mangel på professionalisme. Han havde efterladt sin fortegnelse over samtlige meddelere på Bornholm og dertil to pistoler og 25 patroner.
”Pistolerne har Komparenten (Sund, forf.) faaet paa E.T.’s Kontor (…), hvor Erik V. Pedersen har udleveret dem til ham efter den 19. September 1944,” skrev den danske kriminalbetjent Niels Jensen, da han en uge senere afhørte Kaj Edmund Sund i Malmø.
”Det var begge ’Politipistoler’, og han har selv skrevet Numrene paa Ausweiset efter Ordre fra Erik V. Pedersen, idet det var en Regel, at man, hvis man blev stoppet f.Eks. af Gestapo, skulde kunne bevise, at man havde Ret til at bære Skydevaaben.”
Kaj Edmund Sund forklarede, at han havde kastet sin tjenestepistol fra det danske politi i havnen ud for Peder Skramsgade efter den 19. september 1944.
”Han (vilde ikke) have sin egen Pistol paa sig, hvis Nummer kunde henvise til hans rette Navn – evt. i Politiets Bøger – hvilket kunde være ubehageligt i det Tilfælde, han blev anholdt af Frihedskæmpere,” lød forklaringen.
”De 25 Skud Patroner har Komparenten fra den Tid, han efter den 19. September gjorde Tjeneste paa Station 7.”[12]
Overbetjent Kaj Edmund Sund kom med sine udtalelser den 20. februar 1945. Det var tre dage efter, at svensk politi havde udlånt ham til Det danske Gesandtskabs politimission, der bestod af politifolk, der var flygtet til Sverige.

To afslørende afhøringer
Niels Jensen havde den 17. februar taget fat på en række grundige afhøringer af Kaj Edmund Sund. Det var i den forbindelser, alle de udførlige udtalelser faldt, som har fyldt adskillige af kapitlerne i denne bog.
En vigtig grund til, at han lagde kortene på bordet, var formentlig, at han var grundigt rystet efter bortførelsen og den livsfare, han oplevede, da han troede, han var ved at blive likvideret. Lige så vigtigt kan det have været, at Niels Jensen fra start kunne konfrontere ’løjtnant Sandvad’ med, at han allerede vidste meget – chokerende meget.
På Bornholm havde man den 10. februar 1945 – lige efter bortførelsen – modtaget svar på den forespørgsel, som var blevet sendt til det illegale politi ved Sunds ankomst. Og kriminalbetjenten i Malmø vidste naturligvis også besked med det svar, man på Bornholm havde modtaget fra ’Ernst’.
”Paagældende er identisk med: Overbetjent i Kystpolitiet Kaj (…) Sund, f.d. 12/9 12 i Viborg. – Han har tidligere været Overbetjent i Svaneke,” hed det.
Det illegale politi var nu i stand til at kombinere flere og flere oplysninger fra forskellige kilder.
”Der verserer for Øjeblikket Undersøgelse vedrørende en Stikkergruppe bestaaende af tidligere Politifolk, der nu arbejder direkte for Gestapo, idet de bl.a. søger at faa Kontakt med Politimænd. Gruppen kaldes Svend Staal ’Gruppen’. Leder er Politibetjent Poul Ditlev-Nielsen, København. Det menes, at fornævnte Sund er identisk med et ikke identificeret Medlem af Gruppen. Sund maa herefter betragtes som en meget farlig Mand, der bedes holdt under Observation. Underretning om Iagttagelser bedes indsendt, . E.”[13]
Efter at det var lykkedes Erik V. Pedersen, Ditlev Nielsen og deres nazistiske betjente at operere ekstremt diskret i mange måneder, var maskerne nu faldet i to omgange. Der var gået hul på bylden, da ’Parsberg’ valgte at tale ud, og sluserne blev åbnet helt under afhøringen af ’løjtnant Sandvad’ i Malmø.

Læs evt. også dette kapiteluddrag: Nazibetjent i knibe

Her kan du læse en foromtale af bogen: Historien bag et billede

 

[1] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[2] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[3] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[4] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[5] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[6] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[7] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[8] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[9] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[10] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189, og interview med i 1993 Edvard Julius Hansen, reservepolitibetjent i kystbevogtningen på Bornholm fra 1943..

[11] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[12] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[13] Svar fra det illegale politi den 10. februar 1945.