Uddrag 9 af ‘Modstand-4’: Katastrofen på Harsdorffsvej

Den præcise dagsorden for et ledelsesmøde i Holger Danske på Frederiksberg i efteråret 1944 er ukendt, men det drejede sig sandsynligvis især om rygterne om en forestående vestallieret landgang i Danmark.
Teksten herunder er taget direkte fra bind 4 af Modstand. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —– —–

Som en regulær militærstyrke var Den danske Brigade naturligvis også på tæerne, jo flere forlydender der kom om en forestående invasion.
”Møde hos generalen. Der er ting, der tyder på, at vores afmarch er nært forestående. Orlov er inddraget” skrev oberstløjtnant F.L. Hvalkof i sin dagbog den 4. september 1944.
Grundlaget var oplysningerne fra oberstløjtnant Nordentoft i Stockholm.
Sidst på formiddagen samme dag punkterede Gunnar Dyrbergs cykel, da han var på vej til Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg. Villaen tilhørte den 57-årige grosserer Gunnar Bomhoff og hans 53-årige hustru Ada. ’Herman’ havde dermed overtrådt et fundamentalt princip i det illegale arbejde: altid at komme præcis til møder. Han trak nu cyklen.

Agent aftvunget oplysninger under tortur
Det vides ikke præcis, hvad dagsordenen var, eller hvem der skulle deltage, men den nu arresterede Frantz Lassen var formentlig blandt de inviterede. Special Forces lagde nemlig en voksende vægt på skibssabotage, og det havde Lassen forstand på fra uddannelsen i England.
Ifølge historikeren Peter Birkelund var Frantz Lassens forklaringer under tortur formentlig årsagen til, at mødet blev røbet. Dyrberg priste sig lykkelig over at være forsinket.
”Det myldrede med mennesker (…) Jeg trak min cykel forbi og blandede mig i opløbet for at få noget at vide,” erindrede han.

HD-leder såret, men slap væk
Tysk politi var mødt op på netop det aftalte mødetidspunkt.
”Heldigvis havde tyskerne overset, at villaen lå for enden af en meget lang indkørsel, så mine kammerater blev advaret i god tid. Efter en skudveksling lykkedes det dem at slippe væk.”
Kriminaloverbetjent Olav Bertelsen (’Jønsson’), der havde haft illegalt logi i villaen, blev dog såret, men slap også væk – ud af et vindue, hen over garagetaget og derefter over et plankeværk. Få minutter efter kom ’Bergstrøm’ intetanende op ad havegangen.
”Da han næsten er nået op til villaen, opdager han tyskerne og vender om (…). Tyskerne bliver så overraskede, at de ikke når at skyde, men de optager straks forfølgelsen,” skrev Dyrberg.

Fatal betænksomhed
En udrykningsvogn fra Frederiksberg Politi kom til området efter at være blevet tilkaldt på grund af skuddene og tog den panikslagne Knud Larsen op et stykke fra Bomhoffs hus. Gestapo ankom kort efter til stationen og forlangte manden udleveret.
Situationen blev endnu værre, da han var ved at blive ført bort. En af de danske betjente gjorde opmærksom på, at han havde glemt sin mappe. Den indeholdt materiale, der belastede Knud Larsen yderligere. Han blev straks ført til forhør hos Ib Birkedal Hansen på Shellhuset.

Velbegrundet frygt
Muligheden for, at chefen var arresteret, dæmrede for Hans Edvard Teglers allerede få timer senere, da ’Bergstrøm’ ikke kom til et møde. Teglers pakkede sine ting sammen i sit illegale logi på klostret på Bernstorffsvej samme nat. Blot tre timer senere rullede to lastbiler og en lille personvogn op foran klostret, og svært bevæbnede politisoldater sprang ud.
”De blege, forskræmte damer kom frem i deres slåbrokker og med håret i uorden,” skrev Teglers.
Dagen efter, den 5. september 1944, holdt Holger Danskes afdelingsledere møde hos Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’) i hans forældres hjem på Spurveskjul 4 på Frederiksberg. Atmosfæren var tung af den kun alt for velbegrundede frygt for, hvad der kunne være sket med chefen.  Drøftelserne gik nu på, hvordan organisationen skulle føres videre, og samtidig besluttede man at mobilisere på grund af rygterne om invasion, så alle grupperne samlede sig på koncentrationsstederne.

Nervekrig med raglanklædte mænd
Som en akut opgave skulle et våbendepot straks flyttes.
Røjel, ’’Sjørn’ og O.C. Brøndum tog af sted sammen med den 32-årige malermester Hagbard Friis Jensen (’Julius’), der havde depotet i sit malerværksted på C.F. Richsvej 142 – også på Frederiksberg. Desuden havde organisationen i Friis Jensens garage en stor, benzindrevet bil, der var taget fra Gestapo.
”Vi var alle udstyret med pistoler og ’ananas’, og jeg havde desuden en violinkasse, hvori min svenske Husquarna-maskinpistol lå skudklar,” erindrede Jørgen Røjel.
”Da vi kom ad Richsvej-Grøndalsparkvej-krydset, stod vi af taxien og slentrede to og to ned mod værkstedet (…). Der var en påfaldende uro i gadebilledet – især var der en forbavsende masse civilklædte herrer i raglanfrakker.”
Trods de urolige anelser fortsatte de mod garagen og lukkede døren op, men bilen var væk.
”Gestapo havde altså været der først og var her måske endnu. Hurtigt trak vi os (…) ned mod ’Julius’’ lejlighed. Jeg pakkede maskinpistolen ud af violinkassen, mens de andre tog ladegreb på deres pistoler. Det var mørkt, og det støvregnede.”
Hagbard Friis Jensen var kommet noget foran og ind i sit hjem, uden at kammeraterne havde set det. Her ventede Gestapo, men malermesteren undgik arrestation ved at springe ned ad sin kældertrappe og flygte trods beskydning. De øvrige tre mænd gik i dækning bag et stendige, og mens de lå der, kom en af de raglanklædte mænd imod dem.
”Pludselig drejede gestapofolkene om og fjernede sig med raske skridt. (…) Det sidste, vi så til fjenden, var, at der kørte et par biler væk fra garageanlægget og svingede forbi os,” skrev Røjel.

19-årig skudt og dræbt i garage
Forklaringen var, at der var tale om patruljerende gestapofolk, efter at en anden aktion allerede var gennemført. Tre andre Holger Danske-folk havde kort forinden været på adressen. Det var Gert Jæger Jensen (’Gertsen’) med to af sine gruppemedlemmer, den 19-årige stud.jur Kai-Ole Hammerich og en mand med dæknavnet ’Niels’. To tyskere, der ventede på dem i værkstedet, holdt dem op, og da frihedskæmperne prøvede at slå sig fri, blev Kai-Ole Hammerich skudt og dræbt, mens Gert Jæger Jensen blev alvorligt såret i brystet. Det lykkedes imidlertid ’Gertsen’ at dræbe den ene tysker med et samtidigt affyret skud, hvorefter han spillede død.
Den overlevende tysker låste ’Niels’ inde i selve depotrummet, hvorfra ’Niels’ dog flygtede gennem et vindue. Da gestapomanden kom tilbage med en kollega i den tro, at både Hammerich og Jæger Jensen var døde, blev han skudt og såret af ’Gertsen’ med en pistol, som han i mellemtiden havde fisket frem fra sin rygsæk. Det lykkedes med stort besvær Gert Jæger Jensen at komme ud af området. Han blev behandlet på et illegalt lazaret, og det lykkedes ham at holde sig på fri fod, indtil han fem måneder senere blev transporteret til Sverige.

‘Bergstrøm’ pint ihjel
Røjel, Brøndum, ’Sjørn’ og Hagbard Friis Jensen var med andre ord tæt på at gå i fælden hos gestapofolk, hvis sindsstemning må have været præget af, at en kollega netop var blevet dræbt og en anden såret. At Gestapo havde fundet depotet og sat sig til at vente, var sandsynligvis endnu et resultat af Ib Birkedal Hansens afhøring under tortur af ’Bergstrøm’, der nu havde været i tyskernes vold i halvandet døgn. Få dage senere, den 9. september 1944, døde Knud Larsen.

Uddrag 8 af ‘Modstand-4’: Forfatter i kamp for sin henrettede fars eftermæle

Diskussionerne om fordeling af skyld og hæder fra modstandskampen under den tyske besættelse er mange. En af de mest indædte har drejet sig om de forklaringer, som den nordjyske modstandsleder Poul Larsen i december 1944 blev aftvunget under tortur af Gestapo på Højskolehotellet i Aalborg.
Veteranerne fra modtagechefen Jens Toldstrups organisation har lige siden krigen stået på, at Larsen, der var politifuldmægtig ved Aalborg Politi var for nysgerrig og derfor vidste for meget – og derfor også var i stand til at røbe katastrofalt meget under de pinlige forhør.
I kampen om eftermælet har Toldstrup-folkene haft en overvældende fordel, fordi chefen overlevede krigen. Det gjorde Poul Larsen ikke, idet han blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945 efter tysk krigsretsdom.
Hans nu 78-årige søn Niels Peter Juel Larsen, litterat og forfatter, har haft faderens skæbne som hovedtema i sine bøger – senest den dokumentariske roman Krigens barn fra 2018 (forlaget Turbine). Han var to et halvt år, da faderen blev skudt. Juel Larsens hovedsynspunkt er, at faderen holdt tæt længe nok under forhør til, at der var tid til at advare alle, der var i fare for arrestation, og at Jens Toldstrup ikke slog alarm over for tilstrækkeligt mange.
Niels Peter Juel Larsen har boet i Berlin siden 1985. Forinden havde han gennem to årtier etableret sig som et af de førende navne i DR’s berømte montageafdeling, og han vandt flere priser. Det var i den sammenhæng han begyndte sit arbejde med faderens historie med montagen Historien om en henrettelse fra 1978, hvor hans mor (og altså Poul Larsens hustru) er en af interviewpersonerne. Hør evt. montagen her 
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand er sammensat af tekststykker fra fire forskellige kapitler. Mellemrubrikkerne er tilføjet, men ellers er teksten identisk med bogens tekst. Den begynder på et tidspunkt, da Poul Larsen i huj og hast har måttet forlade Randers, hvor han var byleder, men havde været tæt på at blive afsløret.

—– —– —–

“Poul Larsen måtte igen til Aalborg, hvor møderne med hustruen Karen Louise havde været svære.
”Når han kom på besøg skændtes de, og min mor græd. (…) Min far trøstede hende, men gav sig ikke,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Karen Louise Larsen gik til assurandør Adam Nicolaysen, der var byleder og nærmest stod som en faderfigur for Poul Larsen. Hun prøvede at få ham til at opfordre manden til at rejse til Sverige.
Men Nicolaysen sagde nej.
”Jamen, (…) fru Larsen. De andre er kun 20 år, og dem kan jeg ikke stole på,” lød hans svar.
(…)
‘Den forsvundne fuldmægtig’
Natten til den 2. december 1944 blev politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) anholdt, da han var på vej hjem fra en våbenmodtagelse. Den var foregået ved Gudumholm sydøst for Aalborg og var gået godt i det kolde og blæsende vejr. I Klarup blev han og en kammerat dog standset af en Gestapo-vejspærring, og en af tyskerne genkendte Larsen fra politigården.
”Den forsvundne politifuldmægtig,” bemærkede han grinende.
’Kjærs’ hustru Karen Louise Larsen tog næste formiddag ind på amtsgården for at hente ægtefællens løn. Den blev udbetalt, selv om han var gået under jorden.
”Min mor havde netop modtaget hans lønningspose, da hun blev kaldt til telefonen. Det var min farfar, der ringede og sagde: ’Skynd dig at komme hjem, der er sket noget forfærdeligt med Poul’,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Fire mand pryglede på skift
Senere på dagen kom Gestapo på besøg i herskabshjemmet på Hasserisvej og tog Poul Larsens far  med til afhøring. Karen Louise Larsen kontaktede straks bylederen Adam A. Nicolaysen, så han fik mulighed for at advare alle, der havde haft kontakt med politifuldmægtigen.
For at føje spot til den i forvejen alvorlige skade, fik hun senere samme dag bevis for, at manden havde været utro. ’Kjærs’ sidste logi havde været hos en præsteenke og hendes datter i Hasseris.
”Da han var blevet taget om natten, tænkte jeg, (…) at han nok gerne ville have noget skiftetøj ind i arresten,” fortalte Karen Louise Larsen.
”Mens jeg samlede hans ting sammen, så fandt jeg en bog (…) med et fotografi af en ung pige. (…) Jeg fandt også nogle breve og en bylt pigetøj, der lå i en krog, et par sko (og) en regnfrakke.”
Gestapo var på det rene med, hvor central en mand man havde anholdt, og da han de første to døgn ikke gav oplysninger af værdi, blev han underkastet tortur over adskillige dage under ledelse af Gestapo-chef Fritz Bolle. Ud over en tolk deltog fire mand; de skiftedes til at prygle fangen på ryggen med pisk og stav. Efterhånden begyndte Larsen at oplyse en række navne og adresser.
(…)
Razzia i Sæby
I Nordjylland havde arrestationen af politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) fremkaldt frygt blandt rutefolkene i Sæby. En række af dem forlod deres hjem, og uroen blev forstærket, da to mænd dukkede op. Den ene havde henvendt sig til skibsbygger Ditlev Pedersen og bedt om bådlejlighed, da han angivelig var på flugt. Skibsbyggeren, der var lokal ruteleder, fik straks mistanke og undgik at sige noget afslørende.  Begge de fremmede var fra Gestapo i Aalborg.
Sæby-folkene havde genoptaget deres virksomhed, da Larsens anholdelse tilsyneladende ikke trak følgevirkninger med sig. Men natten mellem den 23. og 24. januar 1945 slog tyskerne til. Efter at have omringet Ditlev Pedersens hus i Klostergyden sprængte tyskerne fordøren med en håndgranat. Den 59-årige skibsbygger greb straks sit gevær, men efter en kort skudveksling blev han anholdt.
Kort før var den 25-årige maskinarbejder Jørgen Blæhr, næstkommanderende i Arne Elstrøms ruteorganisation, kommet til huset. Han var forlovet med Ditlev Pedersens datter og overnattede efter at have ledet en afskibning fra Strandby. Blæhr vågnede og prøvede at gemme sig på loftet, men blev opdaget; da Gestapo-folkene så, at han havde en forniklet genstand i hånden, åbnede de ild mod ham.
”Først bagefter blev man klar over, at genstanden ikke havde været en pistol, men en lommelygte,” skrev forfatteren Hans Gregersen.
Jørgen Blæhr blev hårdt såret kørt til det tyske lazaret i Frederikshavn og opereret; han endte ligesom 11 andre sæbynitter i Kong Hans Gades Arrest i Aalborg.

Afsløring af central på sømandshjem
Også i Frederikshavn var der razzia. Blandt de anholdte var præsterne Knud Hanghøj og Paul Westergaard-Nielsen, begge illegale logiværter. På byens Sømandshjem, der var et centrum for  Sveriges-ruterne, arresterede Gestapo den 24-årige Aage Jensen, der var assistent på hjemmet. Han blev straks underkastet tortur i et forsøg på at rulle hele ruteorganisationen op.
I Grenaa var fyrbøder Carl Udsen blevet anholdt tre uger før, og Aage Jensen blev nu kørt til hans hjem, hvor Udsens kone og søn var til stede. Den danske Gestapo-mand Olaf Christian Quist (’Dr. Peters’) forsøgte at få den gennemtæskede mand til at indrømme, at han tidligere havde besøgt hjemmet. Det lykkedes ikke; Aage Jensen fastholdt, at han ikke havde været der.Alle arrestanterne fra Sæby og Frederikshavn kom i Frøslevlejren og vendte hjem efter krigen.
(…)
Konfrontation mange år efter
Efter afsløringen af Sæby-ruten begyndte snakken i Jens Toldstrups organisation for alvor om, hvad Poul Larsen havde fortalt til Gestapo. Det var ikke så meget det, at han var blevet pint til at opgive navne og adresser; det var noget de færreste kunne undgå. Det var mere det, at han angivelig var for nysgerrig og derfor fik unødvendig viden om for meget.
Da Toldstrup i 1971 fik besøg af Niels Peter Juel Larsen, Poul Larsens søn, der opsøgte ham som journalist, begyndte stemningen at blive anspændt, netop da de kom ind på dette emne.
”Jamen, for helvede, menneske,” sagde Toldstrup ifølge Juel Larsens referat.
”Han bøjede sig ned og lyste med sin lommelygte på navneskiltet, når vi kom til en ny adresse. (…) Det ragede ikke ham, hvad de mennesker hed i virkeligheden (…). Problemet var, at vi i hovedkvarteret ikke havde rede på, hvor meget han vidste.”
Den tidligere nedkastningschef, nu 56 år, forsikrede, at man havde advaret så mange som muligt, men at det havde været nødvendigt at omorganisere hele modstandsbevægelsen i Nordjylland på grund af den manglende klarhed om Poul Larsens viden. Ifølge Toldstrup havde han mange gange forgæves forsøgt at sende ’Kjær’ til Sverige.
Niels Peter Juel Larsen (herunder, ca. 1980) havde en anden version, som han offentliggjorde i flere sammenhænge. Han mente, at Toldstrup ikke havde advaret hele vejen rundt. Han skulle bl.a. have undladt at informere rutefolkene i Sæby, fordi han havde brug for ruten. Juel Larsen konkluderede, at faderen holdt til forhørene i tre døgn, og at det gav Toldstrups folk tilstrækkelig tid til at advare bredt.
Jens Toldstrups folk bakkede deres nu afdøde chef massivt op. Jørgen Hesseldahl, en af hans centrale folk, oplyste, at frygten for, hvad Larsen kunne fortælle, var så stor, at der var planer om at sprænge den bil i luften, der transporterede ’Kjær’ fra fængslet til de daglige forhør hos Gestapo.
”Han (…) virkede ude af balance. Jeg var utryg ved at skulle samarbejde med ham. Det eneste, man kunne bebrejde Toldstrup, var, at han ikke i tide fik sendt Poul Larsen på rekreation i Sverige,” sagde Hesseldahl i 1999 til Jyllands-Posten.”

Uddrag 7 af ‘Modstand-4’: Dyster jul i Esbjerg

Et af de områder i Danmark, der indgår med relativt stor vægt i bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021, er Esbjerg/Bramming/Tjæreborg. Ikke mindst jernbanesabotagen spillede en stor rolle, og modstandskampen bevirkede, at tre unge mænd fra området var blandt de 62, der i foråret 1945 blev henrettet efter tysk krigsretsdom.
Det følgende uddrag fra bogen består af fire tekststykker fra kapitlet ‘Vintersolhverv’. Ordet forekom mig velvalgt i forbindelse med ikke mindst begivenhederne i Esbjerg ved jule- og nytårstiden 1944/45, da truslen fra Gestapo og deres danske håndlangere blev overhængende.
Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —– —–

Natten mellem den 21. og 22. december 1944 foretog Gestapo i Esbjerg en razzia hos en familie, hvor Jens Thue Jensen og en gruppekammerat havde logi. Det lykkedes dem dog begge at flygte. Den 22-årige sabotør tog hjem til familien på Mulvadvej i Bramming, sneg sig gennem baghaven og kravlede gennem et vindue.  Om morgenen tog han igen fra stationsbyen med et tog.
På det logiværelse, som de to sabotører havde forladt, fandt tyskerne et fragtbrev, som Thue Jensen dagen før havde insisteret på at beholde, selv om den 30-årige vognmand Erik Bang havde tilbudt at stikke det ind blandt de øvrige papirer i sin forretnings regnskab. Fragtbrevet skulle vise sig at blive et vigtigt spor i hænderne på tyskerne.
Det drejede sig om en stor sending, der dagen før var ankommet til godsbanegården i Esbjerg mærket ’Værktøj’. De 14 tunge kasser rummede våben og ammunition til ca. 100 mand samt 800 kilo sprængstof. Via byleder Frants Gertsen gik der bud til vognmand Bang, og Hans Silas Nielsen, Thue Jensen og et tredje gruppemedlem Arne Thomsen stillede på hans gårdsplads i Skolegade 71.
Erik Bang kørte sendingen til en lagerhal i Ribegade, hvorfra den hurtigt skulle fordeles videre.  Halvdelen blev hentet af en anden vognmand, men Thomsen, der overvågede forløbet, konstaterede, at den anden halvdel ikke blev afhentet. Da Gertsen cyklede forbi for at kontrollere transporten, så han en Gestapo-bil; han kørte til Arne Thomsens hjem Ved Skoven 1 og slog alarm.

De første anholdelser
Den 26-årige Anfred Petersen, der var ansat som jernbanedetektiv hos DSB, blev anholdt og sigtet for at have udleveret sendingen og underskrevet fragtbrevet. Han var forlovet med den 25-årige lærerinde Dorthe Jensen, der var søster til Thue Jensen. Samtidig havde Dorthe Jensen sidste skoledag før jul på Jerne Skole.
Om eftermiddagen var hun i sin lejlighed på Sct. Pauls Allé for at sige farvel til Helge Iversen fra broderens gruppe, der var hendes faste logerende. Da hun kørte til indgangen til banegårdsperronen for at møde kæresten, kom en DSB-medarbejder ud og lod hende vide, at Anfred Petersen var taget.
Omtrent samtidig dukkede en mand op hos familien Jensen i Bramming og spurgte efter Thue. Den fremmede kunne åbenbart passere som ’ung’ og studiekammerat, selv om han var 37 år. Han virkede tilforladelig, men var identisk med den danske Gestapo-mand Niels Riis. Faderen Peter Jensen, der var troskyldig af natur, fortalte vidt og bredt, indtil hans hustru fik ham trukket til side og sagt, at hun fandt manden fordægtig. Riis kom ikke fra besøget med oplysninger af værdi.
I Sct. Pauls Allé, hvor Dorthe Jensen ikke var hjemme, da Gestapo kom, var malplaceret hjælpsomhed medvirkende til, at Helge Iversen blev anholdt.
”Vi havde aftalt, at Helge ikke skulle lukke nogen ind, men det gjorde værten. Han gik med de tre Gestapo-folk op i lejligheden,” berettede lærerinden.
(…)
Sabotør-juleaften aflyst
I Esbjerg var logiværtinden Anna Christiansen parat til at holde en sabotørjul med op til ti deltagere. Hans Silas Nielsen nåede lillejuleaften at købe rødkål og rødbeder til gåsestegen, inden han hentede Thue Jensen på banegården. Men da Thue kunne fortælle, hvor alvorligt tingene tegnede sig, blev den fælles højtid aflyst. Både Hans Nielsen og Thue Jensen flyttede straks.
Netop som Ellen og Peter Jensens store familie juleaftensdag var ved at pynte juletræ i hjemmet på Mulvadvej i Bramming, rullede en sort, benzindreven bil ind foran indgangstrappen. Ind ad døren trådte tre Gestapo-mænd med den 43-årige dansker Hans Julius i spidsen. Da sønnen ikke var hjemme tog de faderen med som gidsel. Da de førte den 54-årige Peter Jensen ind i fængslet, lod de ham kigge gennem ruden i døren til en af cellerne.
”Kan du kende ham, der ligger der?,” spurgte de.
Det kunne Jensen ikke, men det var hans vordende svigersøn Anfred Petersen, der nærmest var ukendelig efter to døgn med næve- og stokkeslag. Helge Iversen var i samme tidsrum blevet placeret i en våd, fugtig kælder.
En nedtrykt Thue Jensen holdt juleaften hos en ny værtsfamilie, men Hans Nielsen stod lidt før kl. 20 uventet i døren hos Anna Christiansen med hænderne på ryggen. Han kom ind og tilbragte aftenen og overrakte værtinden en ring. ’Til plejemor fra drengene’, stod der på et lille kort.

Vordende brud på flugt
Dorthe Jensens og Anfred Petersens bryllup den 30. december 1944 måtte naturligvis aflyses.
”Brudgommen var taget af Gestapo, bruden var gået under jorden, far var gidsel hos tyskerne, og hvor var Thue?” sammenfattede den kommende brud situationen.
Da Gestapo vidste, at Dorthe Jensen havde givet Helge Iversen logi, tog hun med en søster hjem efter familiens juleaften. Første juledag om morgenen tog hun toget til en tante ved Brørup, der arrangerede, at hun fik taget et pasfoto. Derefter cyklede den 25-årige lærerinde de 40 kilometer til Københoved, hvor sognefogeden, en anden slægtning, lavede hende et falsk legitimationskort.
Dagen efter blev Dorthe Jensen kørt til toget. Hun skulle til København og under jorden på Sankt Lukas Stiftelsen. Her forblev hun til kapitulationen og fik en uddannelse i spædbarnspleje.
(…)
En urovækkende henvendelse
Da den eftersøgte Hans Silas Nielsen den 29. december 1944 kiggede forbi til frokost hos Anna Christiansen, ringede det på døren. Uden for stod en nydelig ung dame, ’Misse Jensen’, der korrekt gav oberstløjtnant Bennikes kode: ’Jeg skal hilse fra onkel’.
”Jeg har et brev til Hans, han er her vel stadig?” spurgte kvinden, der formentlig var identisk med  Gestapo-agenten Jenny Holm.
Logiværtinden svarede, at han tidligere havde boet hos hende og undskyldte sig et øjeblik.
”Jeg gik ind til Hans og sagde, at jeg troede, den var gal (…). Så gik jeg ud til pigen og aftalte, at jeg skulle prøve at sende Hans eller hans ven til et møde om aftenen kl. 19 på Centralhotellet.”
Ifølge Anna Christiansen skulle modstandsfolk være blevet sendt ud for at likvidere den mistænkelige kvinde, men hun var så skarpt bevogtet, at de ikke kunne tæt på hende.
Efter det ildevarslende besøg gik Anna Christiansen ’halvt’ under jorden på landet et par uger, så hun undgik at sove hjemme, men hun tog dog på arbejde om dagen. Derefter rejste hun til København, hvor hun frem mod befrielsen var med i forskelligt illegalt arbejde.
(…)
Logivært: ‘Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’
Ved middagstid den 8. januar 1945 drejede en tysk bil ind på vognmand Erik Bangs gårdsplads ved Skolegade i Esbjerg. I den sad den 29-årige danske Gestapo-mand Hans Erik Munk, en tysk chauffør og to 16-17-årige drenge. De var blevet anholdt for at have råbt ’feltmadras’ efter et par piger, men det havde vist sig, at de havde været hjælpearbejdere ved DSB i december 1944. De blev truet til at fortælle, hvad de vidste om våbenleverancen, og Munk anholdt Erik Bang.
Bang blev afhørt intensivt den følgende uge. Derefter blev både han samt Anfred Petersen og Peter Jensen – hhv. svoger og far til Jens Thue Jensen – transporteret til Frøslevlejren. En af de samme dage bankede Thue Jensen på hos fiskeskipper Jens Clausen, Kronprinsensgade i Esbjerg.
”Du skal vide, forklarede jeg, at her i huset beder vi bordbøn,” fortalte skipperen senere.
”Dertil svarede Thue, at det var han vant til hjemmefra. (…) Resultatet af vores samtale blev, at han fik nøglen til gadedøren og ret til at gå i spisekammeret.”
De dage, han var hjemme til middag, ville han gerne sidde sådan, at han kunne se ud i entreen.
”Hans revolver med hvidt skaft tog han op af lommen og lagde på bordet ved siden af sig. ’Synes du, det er forfærdeligt?’ sagde han til mig. Dertil svarede jeg: ’Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’,” berettede den kristne skipper.

Uddrag 6 af ‘Modstand-4’: Tragisk drama under fest i forsamlingshus

Et privat sammenstød i et illegalt logi førte i september/oktober 1944 til sabotagelederen Hans Andersens død under en Gestapo-razzia og voldsomme konsekvenser for hans familie.
Det var blot et af en række aktioner, der førte til, at tysk politi gjorde et dybt indhug i den syd- og sønderjyske modstandsbevægelse.
Nedenstående er uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021. Teksten er sammensat af enheder fra flere forskellige kapitler, men den er identisk med bogens tekst på nær, at underrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

”Feltmadras!” udbrød den 44-årige sønderjyske modstandsmand Hans Andersen.
Det skete under en ophidset ordveksling midt i september 1944 med en kusine til hans 30-årige kone Signe. Kusinen var datter af Signe Andersens faster og onkel i landsbyen Moltrup nordvest for Haderslev, hvor Andersen havde illegalt logi. Kusinen havde meddelt, at hun havde forlovet sig med en tysk soldat. Hans Andersen (’Anders’) foreholdt hende, at hun forrådte sine landsmænd, mens han og andre satte livet på spil for at befri Danmark.
Andersen var leder af sabotagen i Haderslev-området, og husmandsstedet lå tæt ved den østjyske længdebane, der var hovedmålet for jernbanesabotagen. (…) Det heftige sammenstød skulle kort efter resultere i både en familietragedie og en katastrofe for modstandsbevægelsen i Sønderjylland.

I skjul efter arrestationsforsøg
Den stærkt nationale Hans Andersen, kusk og tidligere oversergent, var kommet ind i det illegale arbejde, da han i julen 1943 havde fået en henvendelse fra Christian Petersen, leder af den kommunistiske sabotage i Haderslev. De fandt en fælles dagsorden, selv om de stod i hver sin politiske lejr. Oversergenten begyndte at danne grupper og havde et våbenlager i sit hjem.
Hans og Signe Andersen gik under jorden i juni 1944, da Gestapo forsøgte at arrestere ham. (…) Parret satte deres treårige søn i pleje hos Signe Andersens forældre, husmandsparret Martin og Karen Grøn ved Christiansfeld. Snart efter blev også Christian Petersen arresteret.
(…)

Kontakt til ‘Snogen’
I sit raseri over at være blevet overfuset af Hans Andersen tog hustruens kusine ifølge forfatteren Henning N. Larsen til Fredericia og fortalte sin tyske forlovede om forløbet. Soldaten arrangerede et møde mellem hende og den danske Gestapo-medhjælper Johannes Rasmussen (’Snogen’), der havde stået bag oprulningerne af modstandsorganisationen i Fredericia og af Holger Danske-gruppen HD2.
’Snogen’ udspurgte kusinen og viste hende et foto af Hans Andersen. Hun fortalte, at billedet ikke længere var vellignende, idet ’Anders’ med briller og overskæg havde ændret udseende.
Efter det voldsomme optrin med husets datter var det nu umuligt for det illegalt levende par at blive hos Signe Andersens faster. De rykkede ind på Vedsted Landbohjem, hvor værtsparret Marius og Marie Bonde flere gange havde huset modstandsfolk på flugt.
(…)

Fuldt tryk på jernbanesabotagen
På Vojens-egnen havde Hans Andersen (’Anders Thomsen’) i sin underjordiske tilværelse som sabotageleder kolossalt travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper. (…)
Omkring midnat natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev, Bajstrup og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i en 17 timer lang spærring af strækningen.
Lederen var den 29-årige premierløjtnant Alfred Rasmussen Friis, der var uddannet baneingeniør og ifølge historikeren Aage Trommer en teknisk set overordentlig dygtig sabotageleder.
(…)

Den fatale oplysning
På Vedsted Landbohjem pressede Signe Andersen sig tæt ind til sin mand, sabotagelederen Hans Andersen, da et voldsomt skyderi pludselig brød løs ved 23-tiden samme dag, den 26. september 1944.
”Bare det ikke er os, de er ude efter,” sagde hun.
En vellykket fest på Christian X’s 74-års fødselsdag var ved at være slut, da tre busser kørte op foran bygningen. Omkring 50 tyske soldater sprang ud, omringede bygningen og åbnede ild ind ad vinduerne. (…) Som hustruen frygtede, drejede razziaen sig netop om Hans Andersen og hende selv.
Med i aktionsstyrken var Johannes Rasmussen og Peter Karl Brinkmand. (…) Razziaen blev gennemført under voldsomme former, og nu blev det fatalt, at Signe Andersens kusine havde fortalt om hendes mands ændrede udseende. Under andre omstændigheder ville maskeringen og brillerne sammen med hans falske identitetskort muligvis have sat ham i stand til at klare frisag, men nu beordrede ’Snogen’ ham op på en stol midt i lokalet.
”Her ser De (…) et af de modbydeligste mennesker, der er med til at ødelægge Danmark,” skreg han blandt andet.
Ud på natten lykkedes det Hans Andersen at slå to soldater, der bevogtede ham, ned. Han forsøgte at flygte, men den 44-årige mand blev skudt og dræbt i sit løb over gårdspladsen. Signe Andersen gik fri, da hverken hun eller manden havde ladet sig mærke med, at de kendte hinanden.
(…)

Syv tyskere dræbt ved togafsporing
Ved 22-tiden den 27. september 1944 gennemførte Alfred Rasmussen Friis og hans folk – et døgn efter katastrofen på Vedsted Landbohjem – en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa-egnen. (…) Rasmussen Friis fulgte op med at beordre flere aktioner, og kl. 01.50 natten til den 7. oktober lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen blev afbrudt i halvandet døgn (…). Vigtigst var det dog, at afsporingen (…) fik yderligere virkninger. Tyskerne var ikke indstillet på bare at tage til efterretning, at syv tyske soldater var blevet dræbt.
(…)

‘Himmelfartskommandoerne’
På Vedsted Landbohjem havde Signe Andersen, hustru til den dræbte sabotageleder Hans Andersen, fået lov til at gå om morgenen den 27. september 1944, fordi hendes korrekte identitet på grund af hendes falske legitimation forblev uafsløret.
Men Gestapo lagde vægt på at få fat i den unge enke og opsøgte hendes far, Martin Grøn, på familiens husmandssted ved Christiansfeld. Den 57-årige husmand nægtede trods intensive forhør at fortælle, hvor datteren og hendes lille dreng opholdt sig.
Netop i de samme dage indførte den højere SS- og politifører Günther Pancke efter samråd med general Hermann von Hanneken de såkaldte ’himmelfartskommandoer’.
”Gentagne Gange er i den sidste Tid Jernbanetog, hvori der befandt sig Medlemmer af den tyske Værnemagt, blevet bragt til Afsporing ved Sprængning,” skrev Panckes pressekontor den 8. oktober 1944.
”Et særligt alvorligt Tilfælde skete en af de sidste Dage, hvorved 7 Soldater blev dræbt og 42 saaret. Til Afværgelse af disse Sabotagehandlinger vil der fremtidig i de Tog, hvori der befinder sig medlemmer af den tyske Værnemagt, medføres fangne danske Sabotører.”
Det var den direkte konsekvens af den afsporing mellem Rødekro og Hjordkær, som Alfred Rasmussen Friis havde nået at beordre, inden han blev arresteret.
Gestapo opgav afhøringerne af Martin Grøn og sendte ham i Frøslevlejren. Men han blev jævnlig hentet ud og sat ind i en vogn af danske fanger, der blev placeret på et ukendt sted i et togsæt, der transporterede tyske soldater. Både Alfred Rasmussen Friis og Martin Grøn kom senere i tysk kz-lejr; ingen af dem overlevede.

 

.

Nazistisk drabsforsøg på Ole Bjørn Kraft

I Jyllands-Posten fortalte den 89-årige Ulla Feilberg den 2. maj 2021 om Petergruppens attentat på hendes far, redaktør Christian Hansen Damm, kort efter kl. 18 den 30. december 1943: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12881490/pigen-der-lukkede-op-for-den-tyske-terror/ Drabsforsøget blev begået af den schweizisk fødte SS-mand Louis Nebel, der sammen med chefen Otto Schwerdt og to andre mænd trængte ind i lejligheden på Dosseringen 14, 1.tv., og ramte redaktøren med fire skud.
Inden for den samme time skete der et lignende attentat få hundrede meter derfra, der i samtiden måtte forekomme indlysende koordineret med aktionen på Dosseringen – formentlig begået af den samme organisation. Det var ikke tilfældet.
Jeg afleverede en sidehistorie til Jyllands-Posten sammen med interviewet med Ulla Feilberg, men den blev der ikke plads til. Derfor bringer jeg den herunder.
Drabsforsøget på Ole Bjørn Kraft var en af de få gange, folk fra Schalburgkorpset drog ud for at udførte clearingdrab. Ved andre tilfælde var ofrene læge Willy Vigholt og lektor Aæbert Ibsen, begge fra Slagelse. Ellers stod Petergruppen for terrordrabene, indtil Schiøler-gruppen, Lorentzen-gruppen og Lille Jørgen-gruppen i det sidste halve år af besættelsen kom til.

—– —– —–

Samtidigt attentat på konservativ toppolitiker

Ved et særpræget tilfælde har Ulla Feilbergs barnebarn – 26-årige Asta Feilberg, der er sygeplejerske i København – to oldefædre, der inden for den samme time den 30. december 1943 blev såret ved to af hinanden uafhængige nazistiske attentater inden for få hundrede meters afstand i København. Hun er nemlig datter af Ulla Feilbergs datter, Christine Nørgaard Feilberg, der tidligere har været gift med en sønnesøn af den ledende konservative politiker Ole Bjørn Kraft (1893-1980).
Kl. ca. 18.30, omtrent et kvarter efter drabsforsøget på Christian Hansen Damm, ringede det på døren hos Kraft i Vendersgade 28.
”Den yngste af Sønnerne lukkede op for en høj, spinkel ung Mand paa 22-23 Aar, der spurgte efter Folketingsmanden,” skrev avisen Sønderjyden dagen efter, den 31. december 1943.
”Da han fik at vide, at denne ikke var hjemme, gik han igen. Lidt før Kl. 19 kom Folketingsmanden hjem, og et øjeblik efter ringede den unge Mand atter paa Døren.”
Sønnen lukkede igen op og kaldte på faderen, der kom ud, mens sønnerne og et par andre unge blev tilbage i stuen.
”De hørte pludselig Smældene af 5 Skud, og da de styrtede ud, mødte de Ole Bjørn Kraft, der kom vaklende imod dem med Blodet strømmende ned ad sig,” fremgik det videre af avisen.
”Han var ramt af et Strejfskud i den ene Haandled, en Kugle i venstre Laar, en Kugle under højre Armhule, og endelig var en Kugle trængt ind i Ryggen.”
Den 50-årige Ole Bjørn Kraft blev hentet af en ambulance, og efter en blodtransfusion kom han hurtigt uden for livsfare.
Manden bag drabsforsøget, Jan Sørensen, var sendt ud af Sicherheitsdienst på Dagmarhus under ikke helt klarlagte omstændigheder. Han var medlem af nazistiske Schalburgkorps.