James Bond-ræs med kurerpige over Djursland

Våbenmodtagechefen Jens Toldstrups faste stab var en højmobil enhed, der indlogerede sig snart hér snart dér i Jylland.
Blandt de tilknyttede var den 26-årige Frits T. Vang (1918-1980), der var blevet nedkastet med faldskærm i august 1944 som agent fra den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE).
Kort efter at Toldstrups hovedkvarter havde slået sig ned på en ny adresse, sendte chefen Vang ud i et ærinde sammen med én af sine kurerpiger, den 23-årige Gertrud Pedersen (1921-2017).
Frits Vang berettede i 1980 i sin bog Faldskærmsmand og sabotør (Berlingske Forlag) om det halsbrækkende ridt, der blev resultatet. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet. Ellers er teksten som den originale i dette uddrag.

Hasteordre afbrød roen
“Efter den lange november med mange stærke begivenheder trængte vi til at slappe lidt af. Hovedkvarteret blev flyttet til Grenå, hvor der herskede ro og idyl i forhold til de fleste andre steder. (…) I Grenå boede jeg privat hos byens ældste præst og havde det som blommen i et æg i hans gæstfri hjem.
Min rekreation varede knap en uge, så blev jeg uventet og midt i aftensmaden kaldt hen til Toldstrup. Jeg var straks klar over, at den var gal. Han gik op og ned ad gulvet – det gjorde han altid, når problemerne skulle gennemtænkes.
“Du skal snarest muligt køre en kurer til Randers. Sagen er vigtig. I skal være fremme senest kl. 22.00,” sagde han med alvor i stemmen.
Efterhånden havde jeg vænnet mig til disse kortfattede direktiver, som indebar en god portion tillid, hvilket jeg var stolt over.
“Jeg har ingen bil,” måtte jeg forklare.
“Så skaf en, byen har biler n0k,” lod han forstå.

Stjal bil ved købmandsgård
Der var kun et at gøre – at komme i gang med opgaven.
Hidtil var mit arbejde i høj grad præget af planlægning og grundige forberedelser, men denne gang var det lige på og hårdt. Der skulle løbes en stor risiko, fordi alting måtte improviseres i en fart.
(…) Aftenen var kold og mørk – det var i december måned.
Hurtigt fandt jeg frem til en stor købmandsgård, hvor nogle personbiler var parkeret. Jeg stjal den bedste og kørte tilbage til kureren, som var klar til afgang. En uforglemmelig tur fik derefter sin start ad hovedvejen mod Randers (…).
Tiden tillod ikke at køre ad bivejene, som vi ellers burde gøre i sådanne situationer. Vi måtte tage chancen og håbe på heldet. Hastværket bragte nerverne på højkant.
“Hvis det går galt, skal du kun gøre, som jeg siger – så sker der ikke noget,” fortalte jeg den kvindelige kurer, som var illegal og medlem af Toldstrups faste stab.
I det borgerlige liv hed hun Gertrud Pedersen og var gift med en kriminalkommissær.

Kørte flere heste ned
Grenå med idyllen og de gode værtsfolk forsvandt hurtigt bag os, nu gjaldt det udelukkende fremtiden, og den var lige så mørk som natten.  Skæbnen indhentede os i Auning, 22 km fra Randers, hvor vi mødte en tysk vejkontrol.
Der var ingen tvivl om sagen, for jeg kendte mønstret ved disse spærringer. Midt på gaden stod en soldat, der holdt en stor lygte foran sig, medens hans sidemand hele tiden bevægede sig fra højre til venstre og tilbage. Smutveje fandtes ikke. Der var kun én vej for os – fremad. En tysk undersøgelse kunne vi ikke klare.
“Hold godt fast. Vi stikker af. Jeg tager fortovet,” fik jeg sagt i en fart.
Lidt foran soldaterne satte jeg hastigheden ned, men drejede uden om dem, trådte speederen i bund og fortsatte ad fortovet. Men her kom den næste forhindring. Stedet var fyldt med heste, bønder og tyskere. Vi var røget ind i et tysk opkøb af danske heste, som af praktiske grunde foregik i aftenens mørke. (…)  Bilen ramte flere af de store jyske heste og blev slemt molesteret. Folk råbte ophidset til os og truede med geværer og knyttede næver. Heldigvis kunne vognen stadig køre, hvorfor jeg fik bakket væk fra en hest, der næsten lå over køleren.

Videre i en ‘bulet blikspand’
Karosseriet lignede en bulet blikspand, men motoren levede i bedste velgående, og det gjorde vi også. Med sved på panden og under de særeste lyde fra bilen suste vi ud af byen videre mod Randers.
Fra gulvet bagi vognen kom en klirrende raslen.  Et større radioapparat var øjensynligt faldet ned fra bagsædet ved sammenstødet med hestene. Først nu, da det var knust, lagde vi mærke til det. En lille detalje, som netop understregede, at turen ikke var helt almindelig.
Nerverne var stadig fremme, selv om blokaden i Auning fik en lykkelig udgang. Turen var endnu ikke overstået og meget kunne ske – vi var sårbare på grund af den ramponerede bil. Desuden anede vi intet om, hvorledes den tyske vejkontrol havde reageret på den skøre flugtbilists optræden.
“Lige på og hårdt” – var dagens tekst.

Tilflugt på tom station
Ved indkørslen til Randers hørte vi næsten alt for tydeligt, sirenerne blæste luftalarm. Nu måtte vi hurtigt af vejen., for kun tyskerne færdedes ude ved alarmering. (…) Løsningen (…) blev jernbanestationen i Kristrup, hvor bilen blev gemt væk bag et skur, og vi selv tog ophold i ventesalen.
Det var håbløst at opnå kontakt som aftalt. Vi måtte blive i lokalet og afvente morgendagen. Natten var kold og ubehagelig, og tiden sneglede sig af sted på de hårde træbænke. En slurk vand fra vaskekummen gjorde godt og blev nydt med taknemmelighed.
Tidligt på dagen forlod vi bilen og stationen til fods – trætte og søvnige. Ufatteligt, det var gået godt. (…) Kureren fik afleveret de hemmelige papirer på rette sted, og forsinkelsen fik ingen større betydning.”

Indlæg om Gertrud Pedersen og hendes mand Carl Pedersen i anledning af Gertruds død

Næsten 160.000 kr. i bidrag fra ca. 120 private

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Asger J. Benda
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Jarl Cordua
Ruth/Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Jakob Erle
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen

Rina Ronja Kari
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Birte Pedersen
Søren Pedersen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Peter Rydell

Kenn Schoop
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner

I alt:  62.014 kr. fra 111 navngivne donorer

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook: 1.000 kr.
I alt: 2.000 kr.

8 anonyme har givet i alt 76.686 kroner

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Uden for crowdfundingen har fire fonde bevilget penge: 
Interfond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Augustinusfonden
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond

Hertil kommer firmasponsorater fra:
Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten
Advokatpartnerselskabet Gorrissen Federspiel
Advokat Frederik Madsen
TLH Gruppen v/Torsten Lykke Hansen
Ekstra Bladet
Forlaget Nyt DPIF
Konsulentfirmaet Workstep ApS

Andre har stillet garantierklæringer:
Ekstra Bladet
AI Arkitekter og Ingeniører
Adm. direktør Jan Bruus Sørensen (AI Arkitekter og Ingeniører)/fysioterapeut Lene Boye
Kreditfuldmægtig Lars Emborg Jensen

 

Nazibetjent i knibe

Tage Andersen, der var medlem af nazistpartiet DNSAP, blev i 1940 ansat som politibetjent. I maj 1943 blev han sendt ud med et udrykningshold, da der kom anmeldelse om en sabotage, og folkene fra Københavns Politi skød mod sabotørerne og anholdt tre af dem.
Sammen med kollegerne fik Tage Andersen en kontant belønning fra København for god og rettidig indgriben.
Men klimaet blev stadig hårdere for nazisterne i dansk politi. Det blev det også for Tage Andersen. Han kom til at høre til i udkanten af de nazistiske politinetværk Svend Staal-gruppen, men hans historie fylder meget i Erland Leth Pedersens og min bog Svend Staal-gruppen (forlaget Nyt DPIF), fordi hans sag blev efterforsket minutiøst af politiet efter krigen.
Dermed er kildemateriale noget skævt, for mange af de centrale personer i gruppen blev likvideret i krigens sidste måneder. Derfor blev der ikke lavet efterforskningssag mod dem under retsopgøret.
Afsnittet er et eksempel på, at mange af de nazistiske betjentes gerninger ligger i et tågeslør, hvor det kan være svært at konkludere håndfast, hvad der skete. Det skyldes, at det lykkedes tysk politi at ødelægge næsten alle kartoteker og andre akter før kapitulationen. Derfor har vi ofte kun akterne fra retsopgøret som kildemateriale, og her var alle opmærksomme på at bagatellisere deres handlinger mest muligt, fordi de stod til en hård straf.
Tage Andersen var blandt de nazistiske betjente, der slap billigst, idet han i 1947 blev idømt fire års fængsel. De øvrige blev idømt mellem 10 og 16 års fængsel.
Nedenstående er et uddrag  på siderne 72-78 af kapitel 5 ‘Fjender til alle sider’. Det handler om den periode, hvor tingene begyndte at spidse til for den 29-årige Tage Andersen. Det var efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 – før og lige efter nytår 1943/44.
Bogen udkommer i anden halvdel af september.

—– —– —– —– —–

(Mellemrubrikkerne er sat ind – ellers er teksten identisk med bogens tekst)
En af de politifolk, der var kommet en uholdbar situation, var Tage Andersen på Station 3 i Store Kongensgade, manden der året før i politiledelsens øjne havde gjort en god indsats ved afværgelsen af sabotageforsøget mod Emdrup Dampvaskeri. Netop Andersens nidkærhed havde givet ham et dårligt ry blandt det store flertal af politikolleger. Chefen for Ordenspolitiet i København, politiinspektør Einar Mellerup, tog stilling til Andersens forhold og gav sin konklusion i en brev af den 5. april 1944.
”Han er blevet beskyldt for paa en bestemt Dag til et nærmere angivet Klokkeslæt at være gaaet ind i Schalburgkorpsets Kaserne paa Blegdamsvej, men han har over for mig dokumenteret, at han paa det anførte Tidspunkt var til Lægebehandling paa Christianshavn,” skrev Mellerup.
”Han har endvidere (…) fra Schalburgkorpset faaet en Erklæring, som jeg ogsaa har set, om, at han ikke har været besøgende i Schalburgkorpsets Kaserne den paagældende Dag. Han nægter overhovedet nogen Sinde at have været der. (…) Under de nuværende Forhold mener jeg det ganske nødvendigt, at han snarest forflyttes.”[1]

Nævnt som stikker
Tage Andersen var kommet i den illegale presse. I Studenternes Efterretningstjeneste blev han betegnet som en ’farlig Stikker’, og det illegale Information var på samme linje.
”Han er Stikker for Tyskerne og har sin Gang hos Schalburgkorpset i Frimurerlogen paa Blegdamsvej, hvor han af Kolleger er set gaa ind. Han angiver overfor yngre Kolleger at være engelskvenlig, hvorefter han angiver dem,” skrev nyhedsbrevet. [2]
En uge senere anmeldte Tage Andersen, at der ved hans hjem i ejendommen Bremensgade 15 på Christianshavn havde gået fordægtige personer rundt i gården, og at han havde modtaget et trusselsbrev. Hans 27-årige hustru Inga havde fået et nervesammenbrud og havde taget ophold hos sine forældre i Nørre Alslev på Falster sammen med parrets treårige datter.[3]

Politiinspektøren: Han må væk
Tage Andersens sag blev undersøgt usædvanlig grundigt af politiet både under og efter besættelsen, for den var ikke så ligetil. Det synes at ligge mellem linjerne i politiinspektør Mellerups brev, at han syntes, at Andersen på mange måder var en reel og fornuftig mand, selv om han var kantet og uden evne til at stikke fingeren i jorden og tage bestik af stemningen i korpset.
Den stærke mistanke om, at han skulle have stukket nogen af politikollegerne blev ikke bevist – heller ikke senere.
Tilsyneladende var betjent Andersen en mand, der i hvert fald til den 29. august 1943 mente, at hans nazistiske standpunkt var et regulært politisk synspunkt, som han roligt kunne hævde og lægge frem til drøftelse – også selv om DNSAP støttede den magt, der holdt Danmark besat.
Og når det gjaldt bekæmpelse af illegal virksomhed havde hans holdning jo officiel støtte. Spørgsmålet spidsede til, da Tage Andersen i sommeren 1943 havde modtaget en kontant belønning af rigspolitichefen for sin indsats.
”Paa Station 3 havde han ofte nogle kraftige Diskussioner med Kollegerne, som ikke delte Politidirektørens og Rigspolitichefens Anskuelse,” hed det i referatet af Andersens forklaring, da der blev afsagt dom i hans sag efter krigen.
”Komparenten blev generet den ene Gang efter den anden og udskældt for at være Nazist, fordi han mente, at det var rigtigt at bekæmpe Sabotagen. Ca. et halvt aars Tid efter denne Episode kom der et anonymt Opslag i Vagtstuen, hvori stod, at han var set gaa ind paa Schalburg Korpsets Hovedkvarter paa Blegdamsvejen den 15/2 1944 Kl. 12.15. Dette Opslag rev han imidlertid ned, da han vidste, at Sigtelsen var helt forkert.”[4]

Påfaldende udramatisk afhøring
Ifølge Tage Andersens forklaring var det vedholdende og gentagne trusler, der satte gang i den udvikling, der førte ham til Schalburgkorpsets bygning på Blegdamsvej.
En dag først i 1944 fik han tilsendt noget, der lignede et avisudklip af en dødsannonce med et sort kors og ordlyden ’Død mand sladrer ikke’.
På samme tid modtog han et brev, som omtrent havde ordlyden:
”Hr. Andersen, dette for at Advare Dem, at Deres Liv er i Fare. Der er Mordere ude efter Dem, Svend Aage Mortensen og Hustru, Brigadevej 8, er uddelere af illegale Blade i stor Stil og er fanatiske Kommunister.”
I betragtning af de skærpede tilstande og den stigende kampvilje i det nazistiske miljø reagerede Tage Andersen overraskende behersket. Han drøftede med en ældre kollega på Station 3, hvad han skulle stille op. Det førte til, at han tog ud op opsøgte specialarbejder Mortensen for at tage en snak med ham om brevet.
Efter krigen blev Mortensen afhørt om besøget. Selv om afhøringen fandt sted i sommeren 1945, da hævntørsten over for nazister og tyskerhåndlangere kulminerede, bekræftede arbejdsmanden over for politiet, at Tage Andersens besøg havde været udramatisk.
Andersen var mødt op i civil, han havde legitimeret sig og spurgt, om Mortensen havde noget med illegale bladet at gøre. Det benægtede han, hvorpå Tage Andersen viste ham et nummer af et illegalt blad, hvor Andersen selv stod opført som stikker.
Det mente Mortensen ikke at have noget at gøre med, hvorefter Andersen viste trusselsbrevet frem, hvori Svend Aage Mortensens navn var nævnt. Mortensen afviste blankt at have nogen hensigt om at gøre Tage Andersen fortræd.
Han fik den tanke, at hans svigermor kunne stå bag brevet, men det benægtede svigermoderen senere, hvad næppe kan overraske. Mændene blev enige om at brænde brevet i kakkelovnen, og Tage Andersen tog i al mindelighed afsked med hr. og fru Mortensen.[5]

Turde ikke bo hjemme
Kort efter at Inga Andersen var flyttet væk, fandt også Tage Andersen bopælen for utryg. Det virkede truende, at mystiske personer stadig oftere tog opstilling i nærheden af hans bopæl.
”Han begyndte da at sove i Detentionslokalet paa Station 3, men en Aften, da der var overfyldt (…), vidste han ikke, hvad han skulde gøre,” fremgik det af en afhøring efter krigen.
Efter at have cyklet rundt i byens gader et stykke tid uden mål og med henvendte Andersen sig i Frimurerlogen, hvor han traf den 55-årige ritmester Johan Stahr, der var bygningens kommandant.
Tage Andersen kendte Stahr tilbage fra 1938, da han havde tjent på Maribo-egnen. Stahr genkendte ikke Andersen, men tog til efterretning, hvilken situation politibetjenten befandt sig i. For at underbygge sin historie havde Andersen taget et af de blade med, hvori han figurerede på en udhængningsliste.

Traf politikollega i Schalburg-bygningen
Ifølge Tage Andersens forklaring gav ritmester Stahr ham lov til at overnatte i en kældergang, og derefter fik han lov til at sove i fem nætter i ritmesterens bolig. Derpå traf Tage Andersen den 28-årige politibetjent Erik Høst, der i sin værnepligtetid havde været i Den kongelige Livgarde.  Han havde netop tilsluttet sig Schalburgkorpset samtidig med, at han fortsat var politibetjent i på Station 1 på Nytorv.
”Ham fortalte Komparenten (Tage Andersen, forf.) hele sin Historie og fik saa Lov til at sove paa Høsts Værelse,” hed det i politiets rapport.[6]

Kolleger nægtede at gøre tjeneste med ham
Som modvægt mod Tage Andersens egen forklaring afhørte politiet også Svend Nielsen, tillidsmand på Station 3. Han fortalte, at P.b. 1884 Tage Andersen på ingen måde havde lagt skjul på sin sympati for tyskerne. Derfor fik han på et tidligt tidspunkt kollegerne imod sig.
”Senere, da flere og flere Stikkere blev skudt, og da (..) Tage Andersen selv blev ’hængt ud’ i de illegale Blade (…), og da der bl.a. til Stationen blev tillsendt ham en lille Krans, blev han mere forsigtig,” berettede Svend Nielsen.
”Han begyndte at paastaa, at han ingen Forbindelse havde med disse Kredse. Disse Paastande blev dog ikke troet af Stationens Personale, som følte sig i høj Grad usikker ved at have en saadan Mand gaaende imellem sig paa Stationen (…). Da det blev Politibetjent Tage Andersens Tur til at gøre Tjeneste som Ekstra Civilpatrouille, nægtede Politibetjentene at forrette denne Tjeneste med ham.”
Efter aftale mellem stationslederen og politiinspektør Mellerup fik tillidsmanden ordre til selv at udføre tjenesten sammen med Tage Andersen.
”Straks den første Dag (…) forsøgte Politibetjent Tage Andersen (…) at rense sig for Beskyldningerne (…), og han paastod ved denne Lejlighed, at han paa sig havde en Attest for, at han aldrig havde holdt til hos Schalburgkorpset.”
Hertil havde Svend Nielsen svaret, at hvis han havde sådan en attest, ville det netop bevise, at han havde haft forbindelse med nazistiske kredse, for ellers ville han aldrig have kunnet få den. Endvidere havde en af Station 3-kollegerne to gange set Tage Andersen gå ind i Frimurerlogen. Det skærpede yderligere mistanken mod ham.
”Noget virkeligt Bevis for, at Politibetjent. Tage Andersen har virket som Stikker eller Angiver, har vi (…) ikke endnu,” erkendte Svend Nielsen.[7]
En anden kollega Palle Kruse erklærede sig kortfattet enig i Svend Nielsens beskrivelse og vurdering, men Kruse mente, at Tage Andersen sådan set var en flink fyr.
”(Han har) altid (…) været en god Kollega, der har været parat til at hjælpe andre, hvor det var muligt. Han har aldrig udfordret nogen, men har heller aldrig benægtet, at han var Nazist.”
Det sagde Kruse den 25. juni 1945 – og markerede sig dermed som en nuanceret stemme i befrielsessommeren, hvor der ellers var frit slag for sort/hvide beskrivelser af dem, der var endt på krigens taberside. [8]

Nægtede længe tilknytning til Schalburgkorpset
Tage Andersen var en udholdende benægter. Han fastholdt længe, at hans besøg i Frimurerlogen kun havde været sporadiske og tilfældige. Først efter en del forskellige udsagn fra vidner, der fik vist fotos af Andersen med og uden uniform, erkendte han skridt for skridt, at hans tilknytning til Schalburgkorpsets ET havde været mere omfattende end som så.
Han hævdede dog, at han kun havde haft sin gang i logebygningen i en tre uger lang periode og altid var mødt op efter mørkets frembrud. At nogen havde set ham i logen i dagtimerne, kunne han også gøre rede for.
”Arrestanten forklarer, at naar han havde været i Frimurerlogen om Natten og til Eksempel ikke skulde møde til Tjeneste før den paafølgende Eftermiddag, gik han ud fra Frimurerlogen om Formiddagen for at købe en Madpakke og gik derefter tilbage,” hed det i en afhøringsrapport fra efteråret 1945.
Blandt dem, der var sikker på, at Tage Andersen havde haft sin gang i Frimurerlogen, var den senere ledende HIPO-mand William Petersen, der havde set Andersen i samtale med Erik Høst. Petersen havde dog opfattet Tage Andersen som en relativt underordnet person, der – i modstætning til Høst – ikke referede direkte til Erik V. Pedersen.[9]

Kvinde i cigarforretning var fortrolig
Under kortlæggelsen af Andersens færden talte politiet også med en kvinde, der ikke ønskede sit navn nævnt i rapporten. Hun havde en del kendskab til politipersonalet på Station 3, idet hun var ekspeditrice i en cigarforretning, som var meget brugt af betjentene.
Hun kunne fortælle, at Andersen af en politibetjent at være var god for påfaldende mange penge. Den afhørende betjent var ikke i tvivl om, at hun havde en del kendskab til Tage Andersen, der havde betroet sig til hende, når stemningen mod ham på stationen blev for slem. Han skal i løbet af foråret 1944 have sagt, at han havde købt nye møbler for 6000 kroner (svarende til over 130.000 kr. i dag).
”Kvinden spurgte ham, hvordan han dog havde kunnet faa Penge til alt dette, og dertil udtalte han, at han havde sparet sammen, idet baade han og Hustruen jo havde Arbejde,” fremgik det af rapporten.
Formålet med at bore i dette spørgsmål var tydeligvis en mistanke om, at det var arbejde for tyskerne, der kunne have sat hr. og fru Andersen i stand til at købe så dyrt ind. Ekspeditricen gav også en oplysning, der tydede på, at Tage Andersen ikke altid overnattede i Frimurerlogen.
Han skal have betroet hende, at han kom meget sammen med en kvinde, der var kassererske i Schalburgkorpset. Det har formentlig været efter, at hustruen var rejst tilbage til sine forældre på Falster med datteren. Andersen havde selv engang i sommeren 1944 udpeget sin veninde for ekspeditricen.
”(Han har) fortalt, at hun boede i Christiansgaarden, og at han opholdt sig en Del hos hende,” noterede politiet.[10]

Du kan læse tekstuddrag nr. 2 fra Svend Staal-gruppen her: Bortførelsesdrama på Østbornholm

Tekstuddrag nr. 3 er her: Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads

Noter:

[1] Brev fra politiinspektør Einar Mellerup den 5. april 1944.

[2] Studenternes Efterretningstjeneste den 27. marts 1944, Information den 16. marts 1944 samt De frie Danske nr. 6, den 30 maj 1943 (???).

[3] Politirapport den 13. april 1944.

[4] Afhøring af Tage Andersen hos Nykøbing Falster Politi den 23. juni 1945.

[5] Afhøringer af Tage Andersen den 26. juli 1945 og Svend Aage Mortensen den 30. august 1945.

[6] Afhøringer af Tage Andersen den 12. og 26.juli 1945; dombogen fra Københavns Byret vedr. tage Andersen den 9. januar 1947 samt kort i Centralkartoteket vedr. Erik Høst.

[7] Afhøring af tillidsmand Svend Nielsen den 16. april 1945.

[8] Notits af Palle Kruse, Københavns Politi, den 25. juni 1945.

[9] Indberetning fra Kriminalpolitiet i Nykøbing Falster vedr. Peter Asmussen af 12. juli 1945 og afhøringsrapporter vedr. Viktor Regelov Jensen den 19. oktober 1945, Ib Nedermark Hansen den 26. november 1945, William Petersen den 7. maj 1946 samt Tage Andersen den 26. november 1945.

[10] Notits, Københavns Politi, 4. december 1945.

Pakker til erhvervslivet

Da jeg for tre måneder siden udsendte det første indlæg under overskriften ‘Pakker til erhvervslivet’, ringede jeg til knap 20 virksomheder eller organisationer og fik deres ja til at modtage et oplæg til sponsorat af Modstand
Det gav imidlertid ikke noget resultat – i hvert fald ikke i første omgang.
Men inden for de seneste fem uger er der alligevel – som jeg har omtalt tidligere – kommet vægtige støttetilsagn. Det er sket, efter at jeg egentlig havde indstillet mig på, at mit salgsfremstød ikke ville give resultat.
Tilsagnene har en værdi på mellem 6.000 og 20.000 kr,, og det ligger netop på niveauet for det, jeg fra starten havde tænkt som virksomhedspakker.  Centralt i tiltaget står foredragstilbud, der ikke nødvendigvis behøver at handle om besættelsen. Crowdfunding er i vækst, og jeg kan tilbyde ud fra egne erfaringer at fortælle om brug af metoden til finansiering af et stort bogprojekt.

På vej mod 600.000 kr. i alt
Ca. 100 bidragydere har indtil nu indbetalt i alt 139.500 kr., på crowdfunding-kontoen på www.booomerang.dk, der er en hovedbestanddel i det finansieringsprojekt, der skal gøre det muligt at videreføre arbejdet med Modstand.
Det er et ovenud flot bidrag, der sammen med 400.000 kroner i fondsdonationer og 131.000 i betingede tilsagn og garantier fra virksomheder har bragt resultatet op på 670,500 kr. Det er 73 pct. af det oprindelige målbeløb på 925.000 kr.

Høje startomkostninger
Men af forskellige grunde er dette målbeløb uaktuelt nu. Det behov, der står centralt, er, at et førende forlag har betinget sig fuld sikkerhed for ekstern dækning i form af 425.000 kr. af produktionsudgifter, dvs. udgifter til tilrettelægger, grafiker, trykkeri m.m. for at overveje at påtage sig udgivelsen. Jeg kan selv stille ca. 40 pct. af beløbet, men der mangler fortsat 104.000 kr.

Regnestykket er:
Egne midler fra finansieringsprojektet…………………..175.000 kr.
Fondsbevilling……………………………………………………… 15.000 kr.
Kammeradvokaten/Advokatforma Poul Schmith……..25.000 kr.
Advokatpartnerselskabet Gorrissen Federspiel……….. 20.000 kr.
Kreditrådgiver Lars Emborg Jensen (garanti)…………. 20.000 kr.
Advokat Frederik Madsen……………………………………..  15.000 kr.
TLH Gruppen v/Torsten Lykke Hansen………………….  15.000 kr.
AI Arkitekter og Ingeniører (garanti)……………………… 10.000 kr.
Jan Bruus Sørensen/Lene Boye (garanti)……………….. 10.000 kr.
Nyt DPIF……………………………………………………………….10.000 kr.
Workstep ApS v/Claus Hørlykke Toksvig…………………   6.000 kr.
I alt til rådighed………………………………………321.000 kr.
Krav…………………………………………………………………..  425.000 kr.
Beløb der mangler…………………………………..104.000 kr.

Behovet kan vise sig at være mindre. Jeg vil undervejs i processen kontakte andre kvalitetsforlag for at høre, om de er parat til at påtage sig arbejdsopgaven på lempeligere vilkår.

Garantier er en mulighed
Ud over donationer er det en mulighed at bidrage ved at stille en garanti til rådighed. Den kunne f.eks. være på 10.000 eller 20.000 kr. Det ville betyde, at man accepterer risikoen for, at man får en opkrævning på en vis del af beløbet, når værket i 2020 er færdigudgivet.
Det skrev jeg mere om i mit indlæg i forgårs, men det er vigtigt at hæfte sig ved, at det slet ikke er sikkert, at det vil blive nødvendigt at trække på sådanne garantier. Udsigterne til at få dækket produktionsudgifterne gennem fondsansøgninger er gode, og ansøgningerne bliver ikke kun udsendt i begyndelsen af projektet. Det er en løbende proces over hele projektperioden.
Det beløb, der lige nu står som en ‘mur’, skyldes, at forlaget betinger sig fuld sikkerhed for de eksterne bidrag fra start.

Noget kommer retur til bidragyderen
Crowdfunding-delen af mit projekt foregår efter reward crowdfunding-princippet. Det går ud på, at noget gives tilbage til bidragyderen til gengæld for investeringen.
På det niveau, der er blevet doneret på hidtil, har det handlet om, at man får sit navn med i bind 2 for 300 kr., i både bind 2 og 3 for 550 kr., og for 2000 kr. får man et signeret eksemplar af bind 2 med posten. For 3500 kroner får man både bind 2 og 3 med posten senest på udgivelsedagen – og ens navn er med begge steder.

De fem øverste niveauer
Det var de fire laveste trin på skalaen. Målgruppen for de fem højere trin er primært evt. villige virksomhedssponsorer.
De fem trin er:
1) For 5000 kroner bliver man oven i signerede eksemplarer af bind 2 og 3 og nævnelse i dem inviteret til et særarrangement i forbindelse med udgivelsen. Virksomhedssponsorer bliver nævnt i en rubrik for sig, mens privatpersoner står i en anden rubrik på donorlisten.
2). For 8000 kroner bliver man ud over det nævnte også inviteret til et særarrangement i forbindelse med udgivelsen af bind 3.
3). For 12.000 kroner får man – ud over to signerede eksemplarer og to nævnelser – et foredrag til sin virksomhed, institution eller forening. Kun transport og eventuel overnatning kommer oveni som ekstraudgifter.
4). For 20.000 kroner får man foredrag som skitseret i forbindelse med begge udgivelserne.
5). For 25.000 kroner får man derudover sit navn nævnt – ikke bag i bogen på donorlisten men forrest og med større typer – og sammen med blandt andre Statens Kunstfond og Augustinusfonden.
Oven i alle priser skal man beregne et transaktionsgebyr på 5 % til firmaet bag platformen booomerang.dk. Den reelle pris for  f.eks pakke 2 bliver altså 8000 kr. + 400 kr. = 8400 kr.

Forhandlingsparat
Hvis der er nogen, der ønsker at drøfte de nærmere vilkår, er jeg frisk på en forhandling. I kan kontakte mig på tlf. 60 38 37 21 eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk

– Obs! – Crowdfunding er øverst på mit opdaterede foredragsprogram, som du finder her

– Du kan følge udviklingen i finansieringsprojektet på platformen booomerang.dk – linket https://www.booomerang.dk/projects/modstand/ Som det fremgår, bliver alle beløb betalt tilbage til bidragyderne, hvis det ved fundraisingens afslutning viser sig, at bogprojektet ikke bliver videreført.

– Jeg har haft kontakt med Skat vedr. projektet. Jeg har skrevet om det bindende svar, jeg fik derfra i dette indlæg Den del af indsamlingens provenu, der går til mine personlige leveomkostninger , bliver beskattet som et honorar.

 

Farvel til kurerpige

Når Toldstrupselskabet i Assens den 18. august holder den årlige mindehøjtidelighed for Jens Toldstrup, vil en af de personer mangle, der har været fast gæst, siden afsløringen af mindestenen for modstandshelten i 2013.
For en måned siden døde Gertrud Pedersen fra Stevnstrup ved Randers, der under besættelsen var en af Toldstrups kurerpiger, 95 år gammel. De fire helt unge kvinder var krumtapperne, der fik  modtagechefens højmobile illegale hovedkvarter til at fungere.

Modstands-ægtepar
Gertrud Pedersen var den ene halvdel af et frihedskæmperægtepar, der fik et langt liv. Hun mødte sin mand, Carl Pedersen, da de begge var FDF-spejdere i Randers, og de blev gift i efteråret 1943. Han døde i 2013 som 93-årig, kort før parret kunne have fejret jernbryllup.
Det var ikke mindst spejdermiljøet i Randers, der var udgangspunkt for den tidlige modstandskamp i byen, og det unge ægtepar begyndte i  1943 at dele illegale blade ud. Carl Pedersen havde efter sin værnepligt været på befalingsmandsskole i Næstved sammen med Christian Ulrik Hansen, der var nærmeste medhjælper for modstandsbevægelsens Jyllands-leder Flemming Juncker.

Besøg af Christian Ulrik Hansen
En dag i efteråret 1943 opsøgte ildsjælen, der som regel blev kaldt ‘Christian U.’, parret i deres lille lejlighed på Mariagervej i Randers og spurgte om de ville hjælpe med at modtage våben, der blev nedkastet med fly fra Storbritannien. På dette tidspunkt var de luftbårne våbentransporter godt i gang, idet Hvidstengruppen allerede havde gennemført alle de modtagelser, de kom til at stå for.
Gertrud og Carl Pedersen, der var politibetjent, sagde ja, og Carl deltog ved et par lejligheder på modtagehold, mens Gertrud holdt vagt.

Redningsaktion for sabotør
Parret blev yderligere involveret i farligt modstandsarbejde  i vinteren 1943/44, da de hjalp en af de sabotører, der var eftersøgt efter den store sabotage af jernbanebroerne ved Langå i november 1943.
Gestapo stormede lejligheden, hvor Ejvind Jacobsen holdt sig skjult. Han sprang ud fra en altan og brækkede et ben ved landingen, men det lykkedes han at slæbe sig i skjul. Den eftersøgte skulle af sted til Sverige snarest, og det var toldassistent Anton Jensen fra Skive, der endnu ikke have fået dæknavnet ‘Toldstrup’, der arrangerede det.
I august 1944 blev Carl Pedersen arresteret under en våbenmodtagelse, og han blev transporteret til KZ-lejren Neuengamme.

I Toldstrups tjeneste
Gertrud Pedersen, nu 23 år, gik ‘under jorden’ og var fast besluttet på at deltage i modstandskampen til det sidste. Hun kendte Toldstrup fra redningsaktionen for Ejvind Jacobsen og opsøgte ham i  Aarhus. I den illegale lejlighed, der var hovedkvarter, mødte hun to andre Randers-piger, som hun kendte af udseende fra hjembyen. De var Annie Mouritzen og Kirsten Kretzschmar, begge 19 år. Den fjerde i kvartetten var den 26-årige Liss Errboe.
De fire unge kvinder udførte alle former for kurertjeneste og kontorarbejde – herunder især den meget tidkrævende chifrering og dechifrering af telegrammer, der blev sendt til og modtaget fra London.

Havde selvmordspille parat
I de sidste krigsmåneder følte Gertrud Pedersen virkelig, at jorden brændte under hende.
“Vi flyttede hele tiden hovedkvarteret og var konstant på flugt. Toldstrup gik slet ikke ud om dagen mere,” fortalte hun til bogen Modstandskvinder af Kathrine Læsøe Engberg (Gyldendal, 2009).
“Liss var blevet taget af Gestapo i oktober, da hun var på en mission, og Annie blev sendt til Sverige i november af Toldstrup, da vi fik at vide, at tyskerne var på sporet af hende.”
Nu var kun Kirsten Kretzschmar tilbage sammen med Gertrud Pedersen.
“Vi var skrækslagne for at blive taget af Gestapo,” fortalte hun videre.
“Når alt kom til at, var vi ikke bange for at dø, men for at blive taget levende. Vi vidste alt om hovedkvarteret, og de ville have fat i Toldstrup for enhver pris. Derfor havde vi en giftpille sat fast med et stykke plaster på inderlåret. Jeg havde taget den, hvis det var blevet nødvendigt.”

Fik manden hjem fra KZ-lejr
I april 1945 fik Gertrud Pedersen af sin bror besked om, at hendes mand var kommet tilbage til Danmark med ‘de hvide busser’, der skulle transportere de frigivne KZ-fanger videre til Sverige. Carl flygtede imidlertid fra bussen i Fredericia, og Gertrud fik lejlighed til et gensyn med sin stærkt afmagrede mand hos dennes bedsteforældre.
Carl Pedersen kom sig og genindtrådte i politiet, hvor han senere blev kriminalkommissær. Hans hustru blev lægesekretær, og parret fik et almindeligt familieliv med en datter og en søn, der blev født i de første efterkrigsår.
De fire kvinder opretholdt et nært venskab efter krigen. Kirsten Kretzschmar (senere gift Bertelsen) døde som den første i 1998, mens Liss Errboe (senere gift Richardt) levede til 2012. Annie Mouritzen, der efter krigen kom til at hedde Langberg, er i dag 92 år og bor i Randers.

– Dødsfaldet blev den 22. juni markeret med mindeord af redaktør Knud Mogensen i Amtsavisen i Randers, som du kan læse her
– I slutningen af Peter Laursens interview fra 1985 i DR-TV med Jens Toldstrup kan du se Gertrud Pedersen udtale sig om modtagechefen. Klippene ligger her og her