Våbeninstruktion i konfirmandstuen

Hammelev Præstegård ved Grenå var under den tyske besættelse 1940-45 et centrum for modstandskampen på det østlige Djursland. Pastor Vilhelm Krarup (1904-1999 – foto herunder tv.) var én af nøglepersonerne i den jyske modstandsleder Jens Toldstrups organisation.
Præstegården fungerede som illegalt logi, og den spillede en rolle i den illegale rutefart (et af fartøjerne ses herunder), i redningen af allierede flybesætningsmedlemmer, der styrtede ned i Danmark, og i opbygningen af den underjordiske hær.
Det har jeg givet et par eksempler på i nedenstående tekstuddrag fra bind 3 af Modstand (Politikens Forlag) – mit planlagte firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – og Grenå-egnen vil komme til at spille en større rolle i bind 4, som jeg arbejder på for tiden.
Teksten her er taget fra kapitlet ‘Opstilling og bevæbning’, der tager udgangspunkt i de betydelige uoverensstemmelser, der var mellem den civile, aktivistiske del af modstandsbevægelsen under Danmarks Frihedsråd og den militære, overvejende systemtro del, der var loyale mod den såkaldte ‘lille generalstab’. Kapitlet begynder på side 340 i ‘Modstand-3’, der udkom i oktober 2019:

Kaptajn Aage Højland Christensen kom med det samme (dvs. fra januar 1944, forf.) i klemme mellem Frihedsrådets M-udvalg og Den lille Generalstab. Han havde af Viggo Hjalf (den illegale generalstabschef, forf.) fået instruks om ikke at binde hæren til nogen konkret støtte til civile modstandsgrupper. Højland Christensen blev imidlertid med det samme på møderne stillet over for ønskerne om instruktører til sabotagegrupperne. Han bragte ønsket videre, men Hjalf og Schjødt-Eriksen sagde nej, fordi de ikke ønskede at afgive officerer, før Den lille Generalstabs egne grupper var fædigopstillede.
 Staben gav i nogen grad efter for Højland Christensens pres og stillede nogle få instruktører til rådighed, men især Ole Geisler (repræsentant for faldskærmsjægerne, forf.) og Stig Jensen (førende civil modstandsleder, forf.) nærede stor vrede mod hærledelsens holdning. M-udvalget truede med at rekruttere officerer uden om Den lille Generalstab. Det orienterede Aage Højland Christensen kaptajn Hjalf om med det resultat, at Viggo Hjalf afskedigede ham for at have overskredet sin kompetence. Ind i udvalget trådt i stedet kaptajn Ahnfeldt-Mollerup.
(…)
Efter at kaptajn Aage Højland Christensen (foto herunder) var blevet fjernet fra Frihedsrådets M-udvalg, fandt han med det samme et andet område for sin aktivitetstrang. Et meget stort antal militærgrupper blev i foråret 1944 etableret i Ringens regi.  
 Et eksempel var sognepræst Vilhelm Krarup, Hammelev Sogn ved Grenå. Han var en af de mænd, der tilbage i 1942 var blevet opsøgt af Frode Jakobsen under opbygningen af Dansk Studiering. Krarup havde siden efteråret 1943 været med i illegalt presse- og rutearbejde, og i foråret 1944 blev hans præstegård mødested for militærgrupper.
 ”Der kom danske officerer og gav undervisning i våbenbrug, dvs. de røbede ikke, hvad de var, og vi lod som om, vi ikke kunne se det på dem. Dér gik f.eks. (…) Højland Christensen ud af præstegården for at tage toget til Grenaa, og jeg sagde til min kone: Kan du se, hvad han er, og det kunne vi begge, men vi sagde det ikke til nogen,” skrev Krarup.
Grupperne begyndte at holde våbeninstruktion i konfirmandstuen i hans præstegård.   
 Aage Højland Christensens nærmeste samarbejdspartner i gruppedannelsen var universitetssekretær Arthur Hansen, en af Frode Jakobsens medarbejdere tilbage fra 1941. Udgangspunktet var Ringens studiekredse. Højland Christensen eller en af hans hjælpere fik navnet på et medlem af en kreds, som han skønnede egnet til at være i en ventegruppe. Personen blev bedt om at samle en gruppe, som så blev instrueret i våbenbrug af en af de rejsende militærinstruktører. (…) Højland Christensen vurderede selv, at antallet af medlemmer i de grupper, han oprettede, i løbet af sommeren 1944 nåede op på ca. 4000 mand.

En novembernat i Langå


UDDRAG FRA ‘MODSTAND-3’: Sprængningen af jernbanebroerne ved Langå natten til den 18. november 1943 blev gennemført af et aktionshold på seks mand. De fem var lokale Randers-sabotører, mens  københavneren Jørgen Røjel var blevet sendt til Østjylland af agenterne fra den britiske SOE-organisation med netop det formål at planlægge en storaktion mod den østjyske længdebane.

Den 31-årige Kai Hannibal Hoff var en slank, stilfærdig mand og en vellidt lærer i fransk og engelsk på Randers Statsskole. Hans elever vidste, at han var leder af terrænsportsforeningen, men naturligvis ikke, at han også ledede en sabotagegruppe. Omvendt kunne Hoff ikke være i tvivl om, at han stod på samme side som to af sine nysproglige elever Kirsten Kretzschmar og Annie Mouritzen, begge 18 år.
”Vi elskede at synge tostemmigt – Kirsten sang alt, og jeg sang sopran,” fortalte Annie Mouritzen.
”Vi sang engelske sange for fulde sejl (…). Når vi gik hjem fra fester, sang vi Goodnight Ladies. (…) Vi bar Royal Air Force-huer i blå, rødt og hvid, som vi selv hæklede. 
 En dag i oktober 1943 kørte adjunkten sammen med Jørgen Røjel, læge ved Randers Sygehus, og med  læge Svend Thorup Petersen bag rattet til Langå 15 kilometer mod sydvest for at rekognoscere ved lokomotivremisen i den vigtige stationsby.
”En af mine venner i Randers havde en fætter, som deltog i bevogtningstjenesten derude. Han skaffede os de fornødne tegninger over remisen, plan over vagtposternes anbringelse, tider for vagtskifte m.m.,” skrev Jørgen Røjel.
Aktionen var et led i den sabotage mod den østjyske længdebane, som Ole Geisler fra SOE to måneder før havde bedt ham forberede. Kulminationen skulle være sprængningen af de vigtige jernbanebroer i Langå.
En sen aften kom Kai Hoff (’Carlo’ – foto her tv.) og sabotageleder Christian Bach til Røjel  på sygehuset efter en vagt. De gennemgik nøje tegningerne og de oplysninger, de havde skaffet.

Ingeniørens beregninger
Nogle uger efter gav Ole Geisler grønt lys for sabotagen af Langå-broerne. Den ene bro var 80 år gammel, og ved siden af lå to nye gitterdragerbroer til den tunge togtrafik. De lå parallelt og tæt på hinanden, så de kunne sprænges samlet.
”En sen eftermiddag (…) kørte jeg ud på den sidste rekognosceringstur til Langå sammen med Thorup Petersen,” berettede Røjel.
Efter udflugten beregnede sabotagelederen Christian Bach (’Saboteknikeren’), der som ingeniør havde ekspertisen, den mængde sprængstof, der skulle bruges, og lavede en liste over, hvor man med størst virkning kunne placere ladninger på lejer og hoveddragere. Der skulle bruges 75 kilo plastisk sprængstof af type ’808’.
Jørgen Røjel fik gennem en kontaktmand bekræftet, at de to reservebetjente fra dansk politi, der bevogtede broerne, ikke ville modsætte sig aktionen.
”Vi aftalte (…), at han skulle anbringe sin kollega i vagtskuret umiddelbart ved Gudenåen imellem de to nye broer, og selv skulle han stå lidt nord for disse. ”
Mandag aften den 15. november 1943 kørte Røjel og Svend Thorup Petersen fra sygehuset i Randers med to store kasser tagpap beregnet til at grave sprængstoffet til brosabotagen ned med.
De mødte Christian Bach på et hjørne ved banegården. Han var sammen med to mænd, der afleverede to tunge kufferter.
”Vi havde i forvejen udset os Rådal plantage 500 meter vest for broerne som skjulested for sprængstoffet,” berettede Jørgen Røjel.
”Da vi ikke i bil kunne forcere stierne i plantagen, måtte vi (…) slæbe kasserne på vores ryg de sidste par kilometer. Omsider fik vi gravet et passende hul ud ved jernbaneskråningen, fik kasserne anbragt, fyldte dem med sprængstof og fik dem dækket til med jord og granris.”
 Ud over Røjel bestod aktionsholdet af Kai Hoff, den 20-årige maskinist Sven Johannesen, den 26-årige sparekasseassistent Oluf Kroer, den 20-årige violinist Ole Hovedskov samt den 20-årige kornet Alfred Nielsen fra den kristent-nationale modstandsaktivist Christian Ulrik Hansens hold på Næstved Kaserne.

Et sprængstykke efter sabotagen mod Jernbanebroerne. (Nationalmuseet)

Deltager fik nervøst sammenbrud
Natten til den 18. november var mørk og råkold.
”Vi befandt os i en mærkelig situation, for vi vidste, hvad de ville have at tale om næste dag, hvis ellers alt gik efter planen,” erindrede den 29-årige FDF-delingsfører Ejvind Jacobsen, der var lærer på Hobrovejens Skole i Randers.
Han var dumpet ind i Langå-aktionen med kort varsel. Alfred Nielsen, en af hans gamle spejdere, var kommet til ham et par dage før.
”Hans nerver var ved at slå klik,” berettede Ejvind Jacobsen.
”Han kunne stå op om natten og i søvne foretage sig ting, som før eller siden kunne få alvorlige følger. (…) Ville jeg træde i stedet for ham?”
Mødestedet den følgende aften var uden for Kai Hoffs bopæl, Vester Altanvej 44.
”Jeg kendte ham særdeles godt. Han underviste i engelsk på et faglærerkursus, som jeg deltog i.”
Hoff vidste derimod ikke, at det var Jacobsen, der skulle komme i stedet for Alfred Nielsen.
”Jeg præsenterede mig som ’Erik Ravn’,” skrev Ejvind Jacobsen.

Bagbandt to betjente
De cyklede ad mørke veje til Langå, og sprængstoffet blev fordelt i sække. Fire mand slæbte sprængstoffet i midten, mens Hoff gik foran og lærer Jacobsen bagved. De var begge bevæbnet med pistoler og engelske håndgranater. De sprang over pigtrådshegnet ved arealet, hvor broerne lå, og mødte betjentene, der stod på det forudsete sted.
Sabotørerne riggede sprængladninger til i største stilhed, forbandt dem og trykkede sprængblyanterne. Efter beregningen skulle detonationerne ske efter ca. 20 minutter.
Jørgen Røjel (billedet herunder) blev tilbage og bagbandt de to betjente til en hegnspæl på så stor afstand, at de ikke risikerede at blive ramt af sprængstykker. På den måde blev de sat i stand til at hævde, at et stort antal bevæbnede sabotører havde overrumplet og overmandet dem.
Sabotørerne cyklede hjem enkeltvis, mens sne nu begyndte at vælte ned i tunge flager. Jørgen Røjel blev bekymret og så på sit ur, mens han trampede i pedalerne.
”Der var nu gået en halv time, og endnu havde jeg ikke hørt detonationen. (…) Nu blev jeg imidlertid grebet af alle mulige bange anelser.”
Han nåede hjem til Nattergalevej, satte cyklen i kælderen og kravlede i seng.
”Pludselig, da jeg halvvejs var sovet ind, lød der et vældigt brag, efterfulgt af flere andre. Eksplosionerne var så voldsomme, at huset rystede, til trods for at det lå 15 kilometer fra eksplosionsstedet,” skrev Jørgen Røjel.
Ejvind Jacobsen havde sovet fra detonationerne, men han mødte på Hobrovejens Skole til normal tid. En elev, hvis far var ansat ved statsbanerne, kunne fortælle, at al togtrafik var standset.
”Al uvished forsvandt, da vi hørte den svenske radioavis (…) i lærerværelset i frikvartererne. I radioavisen fortaltes det, hvordan et tjugotal beväpnade sabotörer havde afvæbnet vagterne og sprængt broerne.”

Jørgen Røjel (tv.) og Ejvind Jacobsen mindes brosabotagen i 1983 – 40 år efter begivenheden. De var de to eneste overlevende. Endnu en aktionsdeltager, Ole Hovedskov overlevede godt nok krigen, men døde i 1951 som 28-årig som følge af tuberkulose, som han havde pådraget sig i tysk kz-lejr. To af deltagerne, Sven Johannesen og Oluf Kroer, blev henrettet efter tysk krigsretsdom, mens Kai Hoff blev skudt og dræbt under flugtforsøg.

Opfølgende sabotager
Brosabotagen var i sandhed også vigtig. I 12 døgn blev stræningen over Langå afbrudt, og DSB måtte omdirigere alle tog over Ryomgaard på Djursland. Dermed havde aktionen den kraftigste  virkning, nogen enkeltstående dansk jernbanesabotage havde under krigen.
Ole Geisler iværksatte en række opfølgende aktioner for at forstærke virkningen, i alt omkring 15 inden for de nærmeste døgn. Morgenen efter blev skinner bl.a. sprængt på  linjerne Strømmen-Uggelhuse og Langå-Ulstrup. Et døgn senere blev skinner og et sporskifte sprængt mellem Aarhus Hovedbanegård og Aarhus Østbanegård, der var endestation for Ryomgård-linjen.

Vagter dræbt under sabotage

Den vestallierede invasion i Normandiet virkede stærkt opmuntrende på de danske sabotører, der intensiverede deres aktioner i de følgende dage. Det skete også i Odense, hvor den meget aktive kommunistiske Walther-gruppe slog til få dage senere. En af flaskehalsene for den tyske hær var værkstedskapaciteten, der skulle reparere og vedligeholde de tyske køretøjer. Derfor gjorde aktioner mod autoværksteder, der havde havde kontrakt med Værnemagten, ondt.
Denne skildring af en aktion i Modstand-3 er lavet på baggrund af historikeren Andreas Skovs bog Fyn i krig (People’s Press, 2014):

Ti tyske køretøjer blev ødelagt under sabotagen mod automobilværkstedet V. Holm Jensen, Vesterbro i Odense. (Nationalmuseet)

Natten til den 11. juni 1944 gennemførte Walthergruppen i Odense en sabotage mod ti lastbiler på Esso Servicestation, Nyborgvej 26. De blev benyttet til kørsel til og fra flyvepladsen i Beldringe og var altså en parallel til Randers-sabotørerne sabotage mod de lastbiler, der blev brugt til kørsel ved Tirstrup.
Lastbilerne blev sprængt i motor og kardanaksel m.v., og ved politiets ankomst fandt man fem bomber, der ikke var eksploderet.
Få timer senere lavede gruppen en stor sabotage mod autofirmaet V. Holm Jensen på Vesterbrogade 39-45, der i stor målestok reparerede tyske køretøjer. Sabotørerne besluttede at kapre en af elektricitetsværkets vogne, så man under dække af at være elektrikere kunne trænge ind på det godt bevogtede autoværksted.
En fra gruppen ringede til elektricitetsværket og anmeldte et brud på ledningsnettet. Da vognen kom, sprang to sabotører op på hvert sit trinbræt og holdt de to elektrikere op. De fik den besked, at de nogle timer senere ville kunne finde vognen igen i Kochsgade-kvarteret. To andre sabotører sprang ind, så de var i alt fire, den ene maskinpistolbevæbnet.
De hentede 40 kilo sprængstof og kørte derefter til V. Holm Jensen, hvor de mødte et andet hold sabotører.
”Vi kørte ind i gården,” fortalte maskinarbejder Bendt Holmer.
”Ingen gjorde mine til at standse os, og ingen råbte os an. (…) Et par stykker gik hen og forsøgte at få vagten i tale, men der kom ingen ud af vagtstuen, og heller ikke hundene gøede.”
Sabotørerne fik den opfattelse, at der ingen var derinde, bragte bomben op i værkstedsbygningen og kørte bort. Sprængningen forårsagede særdeles stor skade på firmaets værksteder, og der udbrød en voldsom brand i taget, der truede med at styrte ned.
Det viste sig, at der faktisk var nogen i bygningen, for to sabotagevagter blev dræbt.

De tyske myndigheder så særdeles alvorligt på sabotagerne mod Esso og Holm Jensen. Nogle dage senere gennemførte Petegruppen som repressalie en række sprængninger af ejendomme i det centrale Odense.

 

Jernbanesabotagen i centrum

Forberedelse til jernbanesabotage. (Nationalmuseeet)

I bind 3 af Modstand begynder sabotagen mod infrastrukturen – ikke mindst jernbanesabotagen – for alvor at få betydning som led i de vestallierede stormagters strategi op til invasionen i Vesteuropa, der viste sig at ske den 6. juni 1944 i Normandiet.
Det lykkedes til det sidste at holde Nazityskland i uvidenhed om, hvor invasionen ville finde sted. Det skete ved hjælp af afledningsmanøvrer, der længe holdt spørgsmålet åbent. Mange danske modstandsledere troede i foråret 1944 fuldt og fast på, at invasionen ville ske i Jylland.
Metoden var gennemførte afledningsmanøvrer i stor skala. En af dem var koordinerede sabotager mod den jyske elektricitetsforsyning i de sidste dage af april 1944. Det var hensigten, at aktionerne skulle tolkes som optakt til en invasion.
Fredericia var som byen med landets vigtigste jernbaneknudepunkt central i denne fase af modstandskampen. Derfor indgår hændelser i byen med stor vægt i forhold til dens størrelse i det nye bind af min samlede fremstilling af modstandskampen, der udkom midt i oktober.
To beretninger, jeg har trukket på, er fra de dengang helt unge sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré. Dette uddrag handler om Fredericia-folkenes andel i anslaget mod den jyske elektricitetsforsyning:

Manden i midten er den i 1944 19-årlige Niels Ebbe Lundholt. (Nationalmuseet)

Dagen efter, søndag den 30. april 1943, mødte Niels Ebbe Lundholt og den 18-årige elektrikerlærling Thorkild Højer Petersen (’Bismarck’) op hos sabotagelederen i Fredericia Finn Dalgaard, der havde givet dem besked om at møde.
 ”Da vi ankom, var næsten hele den daværende terrænsportafdeling samlet, og Dalgaard gav en ’briefing’. Det var højspændingsledninger, den såkaldte samleskinne, det gjaldt, og vi fik tildelt hvert et område,” berettede Lundholt.
 De skulle bruge plastisk sprængstof med detonerende tændsnor, sprængblyanter med detonatorer og isolérbændel til at fastgøre ladningerne. De unge mænd var bevæbnet med ’organiserede’ tyske pistoler. Lundholt og Højer Petersen tog om eftermiddagen ud til Taulov 10 km fra Fredericia for at rekognoscere og finde de bedst egnede master.
 ”Vi skulle mødes kl. 21.30 på en ubeboet, ikke færdigbygget Gaard (’Nygård’ ved Stoustrup), der lå ved Vejlevej et lille stykke udenfor Fredericia,” fortalte Niels Ebbe Lundholt.
 ”Hver Gruppe var paa 3 Mand; en Gruppe skulde helt til Dons (…) mellem Kolding og Vejle, og de andre fordeltes ellers ud over hele Linien. Dalgaard, ’Bismarck’ og jeg skulde til Taulov.”
 De nåede frem som planlagt og parkerede cyklerne ved kirken.
 ”Vi anbragte derefter Bomberne paa de Master, vi havde udset om Eftermiddagen. Vi benyttede 3 Timers Blyanter og fastgjorde Bomberne med Isolerbændel,” skrev Lundholt videre.
 ”Vi naaede uden Uheld hjem og kravlede i Kanen. Alle Bomberne – baade vores og de øvrige Gruppers – exploderede.”

To måneder senere gennemførte Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honore én af de ca. 1400 jernbanesabotager, der i alt blev foretaget i det besatte Danmark:

Sent sankthansaften, den 23. juni 1944, tog de to Fredericia-sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré toget til Andst ved Vejen, hvorfra de cyklede til Bastrup Mose og Store Vamdrup.
”Her gemte vi Cyklerne i en Kornmark og gik selv tværs igennem den høje Hvede ud til Jernbanelinien og begyndte at montere Bomberne,” skrev Lundholt.
”Medens vi sad der, kom der et Par ’Svelletrampere’ forbi paa Linien støjende og snakkende, saa eventuelle Sabotører kunde blive advaret. Da vi mente, det var passende, klistrede vi Bomberne paa Skinnerne og kom Jord udenpaa, idet det forhøjede virkningen ret betydeligt.”
Da toget kom, lød der et drøn efterfulgt af en klirren og raslen.
”Vi spurtede hjemad ad den sædvanlige Rute og var hjemme ved 5-Tiden om Morgenen godt trætte og sultne. Der var nu ikke sket ret meget, ud over at Toget blev godt forsinket og blokerede den enkeltsporede Bane et langt Stykke Tid.

Langt de fleste jernbanesabotager fandt sted i Jylland, og den østjyske længdebane var til stadighed i fokus, idet det overordnede formål med aktionerne var at lægge tyske troppetransporter fra det Norge til Tyskland flest mulige hindringer i vejen.
Der var dødsstraf for jernbanesabotage, og mange af de 62 henrettelser i Ryvangen de sidste tre krigsmåneder skyldtes netop anslag mod jernbanerne. Blot 16 dage før befrielsen, den 19. april 1945, blev ni unge mænd fra Fredericia-egnen henrettet som de sidste danske frihedskæmpere.

Læs vedr. jernbanesabotagen evt. også http://nielsbirgerdanielsen.dk/knastoer-bog-blev-aarets-drama/

Skolelærerens flugt fra Gestapo

Ejvind Jacobsen (nederst th.) som 25-årig lærer ved Dannevirke på en skolerejse i 1939. Pigen midt i forreste række med lyst hårbånd er den i dag 95-årige Kirsten Stenz – dengang ca. 14 år – der har gjort mig opmærksom på beretningen.

Lederen af modstandsbevægelsen i Randers reagerede hurtigt, da der blev ringet på hans dør en tidlig sommermorgen for 75 år siden. Han havde været forudseende og forberedt en flugtvej

Den 29-årige Ejvind Jacobsen, skolelærer på Hobrovejens skole i Randers, var leder af sabotagen og våbenmodtagelsen i november 1943 til forsommeren 1944 – i de sidste måneder også byleder i den østjyske by. Jacobsen var Dansk Samling-sympatisør og en dedikeret spejderleder i FDF. Det var netop i spejdermiljøet, han rekrutterede folk til arbejdet – blandt andet ægteparret Carl og Gertrud Pedersen, der blev vigtige hjælpere for nedkastningschefen Jens Toldstrup.
Den 9. juni 1944 var det imidlertid slut, men Ejvind Jacobsen undslap mirakuløst, da Gestapo prøvede at arrestere ham på hans bopæl i bebyggelsen Drosselhaven. Han endte med at komme til Sverige, hvor han lige før befrielsen kom ind i Den danske Brigade.
Jeg er tak skyldig til en af Ejvind Jacobsens gamle skoleelever, Kirsten Stenz, for at gøre mig opmærksom på lærerens beretning i Historisk Årbog for Randers Amt fra 1983. Den er den måske bedste og mest helstøbte beretning, jeg har haft til rådighed for bind 3 af Modstand.
Beretningen indgik i udstillingen ‘Modstand’ på Museum Østjylland tidligere i år, som jeg var konsulent på. Den havde nedenstående længde og blev til lejligheden læst op af en skuespiller, så gæsterne kunne aflytte historien med høretelefoner. Hvis du har bindet for hånden, er beretningen med side 506-511, men naturligvis i langt kortere form.
Jeg har selv haft min barndom og ungdom i Randers og oplever det som lidt specielt at finde ud af, at så dramatiske begivenheder, jeg ikke kendte noget til, er foregået på gader, hvor jeg færdedes daglig til og fra skole.

Klokken var kun tyve minutter i seks, da Gestapo ringede på entredøren. (…) Jeg sprang op og fik bukser på. Jeg hørte Thorup Lading (en logerende) lukke dem ind i entreen.
(…) Så blev der dundret på min dør, der var låst. (…) Jeg løb i mine morgensko hen til altandøren. (…) Jeg kastede et blik ned i anlægget. Der var mennesketomt. Jeg stoppede håndgranaten i den ene lomme, Colt’en i den anden. Der var ingen tid at spilde. Ned med papirrebet. Jeg skrævede over altanens jernrækværk og gled ned ad rebet.
(…) Det gik godt nok til 1. sals højde, men så var rebet filtret sammen (…). Jeg lod mig falde resten af vejen. (…) Jeg mærkede et jag af smerte i min højre fod, da jeg landede forkert på den.
(…) Jeg humpede ned ad grusgangen de ca. 50 m til muren, der var høj og ikke beregnet til at klatre over. Hvordan jeg kom over, ved jeg ikke. Måske hjalp det, at jeg hørte Gestapo sprænge døren.
Det gik tilsyneladende godt. Nu var det om at komme af vejen i en fart. Så snart tyskerne fandt ud af, at jeg var flygtet, ville de sikkert køre rundt i de nærmeste gader, og så ville det være let for dem at finde mig, hvis jeg ikke forinden var nået over på Skovbakken.
(…) Som min fod havde det, begyndte jeg at tvivle på, at det var en god ide at fortsætte. Foran mig så jeg indgangen til en stor villa. Jeg besluttede mig til at tage chancen for at blive skjult der (…), eller måske låne en cykel (…). Fruen lukkede op. Hun var i morgenkåbe. Hun ville øjensynlig ikke indlade sig på letsindigheder og gik ind for at vække sin mand. (…) Jeg forklarede ham, hvad der var sket og bad ham hjælpe mig.  (…) Han rystede forstående, men opgivende på hovedet og lukkede døren.
(…) Nu var jeg nødt til at prøve at gennemføre min oprindelige plan. (…) Jeg (…) kravlede på alle fire over en mark med jordbærplanter og nåede omsider frem til en tjørnehæk, der dannede den bageste afgrænsning af de haver, der stødte op til Christiansborgvej. Nr. 31 lå på den modsatte side af vejen.
(…) Der var nogen, der puslede omkring i haven. (…) Han var vist ved at fodre hønsene. Jeg havde intet valg. Han måtte hjælpe mig over hækken. Han var ejer af en slagterforretning. Jeg kendte ham af udseende.
Hurtigt satte jeg ham ind i, hvad der var sket. (…) Jeg blev anbragt i hønsehuset, mens han gik over vejen til nr. 31. (…) Han skulle bede Knud
(medlem af sabotagegruppen, red.) tage en stok med.
(…) Fra nu af kunne jeg overlade min videre skæbne til gruppen. Knud kom på cyklen og alarmerede Carl og Gertrud.
(…) Amtslægen var der endnu, da Gertrud kom. (…) Taxaen holdt ikke ved nr. 31, men et par huse derfra. Ved Gertruds hjælp humpede jeg gennem nogle haver bag om de nærmeste huse og kom ud til den ventende vogn.
Chaufføren fik opgivet en adresse i Vognmagergade, en smal og stejl gade lige over for bagindgangen til Søren Møllersgades skole.
(…) Vi nåede strædet, der gik langs Søren Møllersgades skole. (…) Jeg kom ved Gertruds hjælp over det smalle fortov og kom ind i en port. Herfra førte en trappe op til 1. sal (…). Det var købmand Brocks ejendom, hvor fruen havde stillet et værelse til rådighed i nødssituationer.
(…) Med stort besvær fik Gertrud mig op på et loftsværelse. (…) Det var nødvendigt, at jeg fik et nyt (legitimations)kort. Ellers ville jeg ikke kunne bluffe tyskerne (…).
Carl måtte passe sit arbejde på politigården. Alligevel fik han klaret legitimationskortet. Men ikke nok med det. Han fik lavet et til Gertrud, lydende på samme efternavn som mit. Ideen var, at vi lige var blevet gift, og at vi som ægteparret Nielsen skulle på bryllupsrejse.
Et par af Carl og Gertruds gode venner (…) havde lejet et sommerhus, lige da vi fik brug for det. De gik uden tøven med til, at Gertrud og jeg delte huset med dem. Det lå ved Begtrup Vig på Djursland.
(…) Klokken halv fire kom Gertrud (…). Endnu engang måtte jeg over fortovet. Så ind i vognen og af sted.
Klokken fire kom Gestapo med stor udrykning. Huset blev gennemsøgt. Da tyskerne ikke fandt mig der, fortsatte de eftersøgningen på det nærliggende bysygehus. De var nemlig blevet klar over, at der var noget i vejen med min ene fod.
(…) Heldet syntes foreløbig at være med mig. Vi kørte ud af Randers ad Grenåvej (…). Det er meget tvivlsomt, om vi ville være kommet igennem en tysk kontrol. Når de vidste, at der var noget i vejen med min ene fod, var jeg nok hurtigt blevet afsløret, selv om jeg havde falske papirer. Gertrud ville have delt skæbne med mig, idet der var dødsstraf for at hjælpe sabotører.
(…) Vi nåede vejen, der førte ned til stranden. Herfra kørte vi de sidste 500 m ad et par hjulspor hen til sommerhuset.
(…) Ved middagstid den næste dag sad jeg alene ved huset, mens de andre badede. Jeg sad omme ved læsiden, hvor jeg ikke kunne ses fra andre huse (…).
Som jeg sad der, hørte jeg en bil komme kørende i stærk fart ad vejen hen mod huset. (…) Bilen standsede med et ryk, og ud sprang ’min kones mand’ og en mand, jeg ikke havde set før.
(…) Ved et mærkeligt tilfælde var Toldstrup kommet til Randers dagen før min flugt. Carl havde sat ham ind i situationen. Det så ud til, at Gestapo ville afhøre samtlige taxachauffører i Randers for at finde ud af, hvem der havde kørt mig bort (…).
Toldstrup mente derfor, at mit skjulested i sommerhuset ikke var sikkert. Han havde sendt Carl af sted i ’Rosalie’
(Toldstrups bil, red.) (…). ’Tage’, der var hans chauffør (…), kendte alle smutveje.
(…) Det var blevet bestemt, at Gertrud, Carl og jeg skulle med ’Rosalie’ til Langå. Derfra skulle de tage toget til Randers. Toldstrup ville møde os i nærheden af stationen. (…).
’Så kører vi,’ var alt, hvad han sagde, og det gjorde vi. (…) Fra Skive drejede vi nordpå op gennem Salling. Sent på aftenen nåede vi Selde, hvor ’Kjeld’, læge Anton Rask, boede.
(…) Jeg kom under hans kyndige behandling (…) Nogle få kilometer fra Selde blev jeg indkvarteret hos nogle venlige mennesker (…). Næste dag blev jeg hentet af ’Kjeld’. Han kørte mig til sygehuset i Skive. Der blev min fod røntgenfotograferet.
(…) Nu fulgte 14 dage i Skive, hvor jeg boede hos pastor Chr. Haahr og blev forkælet på alle måder. (…) Toldstrup så også indenfor en dag. (…) I præstegården ventede man besøg af noget familie. (…) Det blev derfor besluttet, at jeg skulle skifte opholdssted. (…) Valget faldt på Krabbesholm højskole i Skive.
(…) Det var juli måned. Jeg havde ikke hørt nyt fra Randers i lang tid. Min fod havde det stadig ikke godt. (…) Toldstrup bestemte sig til at sende mig til Sverige. Jeg var for farlig at have gående, hvis tyskerne skulle finde mig. Jeg kunne jo alligevel ikke foretage mig noget nyttigt.”
(Fra Historisk Aarbog fra Randers Amt. 1983 – heri en skitse over flugtruten)

Læs evt. også denne historie om Gertrud og Carl Pedersen: http://nielsbirgerdanielsen.dk/farvel-til-kurerpige/
…og dette om modtagechefen Toldstrup: http://nielsbirgerdanielsen.dk/partisanhoevdingen/