Uddrag 4 af ‘Modstand-4’: 5. maj-skyderierne ved krydseren ‘Nürnberg’

Befrielsesdagene var en stor folkelig forløsningsfest for flertallet, men ikke for alle. 81 danskere blev dræbt ved skyderier i de større byer den 4., 5. og 6. maj 1945, og dagene kostede dermed flere liv, end kampen mellem modstandsbevægelsen og tysk politi på noget tidspunkt havde gjort.
Jeg har i bind 4 af ‘Modstand’ valgt at bruge skyderierne ved den tyske krydser ‘Nürnberg’, der lå i Københavns Frihavn, til at vise de mekanismer, der var på spil: kampiver, nervøsitet, utilstrækkelig information og hævntørst.
Dette uddrag fra bindets næstsidste kapitel begynder natten til den 5. maj 1945. Både det kommunistiske ‘Kompagni Robert’, der har tidligere frivillige fra Den spanske Borgerkrig i spidsen, og en af de såkaldte O-grupper under Den lille Generalstab (dvs. den underjordiske hærledelse) var udkommanderet til at lægge en ring om Frihavnen for at forhindre de talstærke tyske styrker i at bryde ud derfra.

Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“På Nørrebro var der hos ’deling Moskva’ under det kommunistiske Kompagni Robert skuffelse over alligevel ikke at skulle i kamp ved de planlagte blokpost i Nordhavnen. En kurer kom med Frihedsrådets budskab; det smagte noget tamt. Delingsfører Karl Vilhelm Christensen var på vej i seng efter at være blevet lovet vækning kl. 4.30, men han blev kaldt tilbage af kammeraten ’Flip’, fordi kureren havde skaffet en frisk avis.
”Alt, hvad han kunne samle af hån samlede sig i det ene ord: ’Værsgo!’ Det flimrede vist for mine øjne, da jeg læste for enden af Flips pegefinger: Vilh. Buhl danner Regering. 18 Medlemmer i den nye Regering, 9 fra Frihedsraadet,” erindrede Karl Christensen.
”Hvordan var dette sket? Netop denne mand, der som statsminister (…) havde advaret ungdommen mod sabotørerne (…). Det måtte være en typografisk vittighed.”
Men da han løb Frihedsrådets budskab grundigt igennem, viste han sig som en god DKP’er.
”Mine øjne gled ned over navnene (…) og faldt til ro ved mine to partikammerater, Alfred Jensen og Børge Houmann. Hvad havde jeg at gøre? De to var min garanti! ”

Frihedskæmperarmbind på bordet
Tidligt om morgenen den 5. maj 1945 ankom Kompagni Roberts kurer med udrykningsordren til samlingsstedet for 1. deling, som ’deling Moskva’ nu blev benævnt.
”Han smed et bundt fine nye armbind på bordet mellem hele og skårede kaffekopper, af blåt klæde var de med rød-hvide bånd omkring, påsyet runde metalskilte med noget Danmarkshalløj, løver og hjerter, i relief. Fine sager!” erindrede Karl Christensen.
Ordren gik på at stille senest kl. 8 i Aahusgades Remise på Østerbro; opgaven var at være en del af en jernring, der skulle holde de talstærke tyske styrker i Frihavnen inde.

Unge fra overklassen
En ung mand fra den socialt set diametralt modsatte ende af samfundet var på vej til samme område. Det var den 21-årige søkadet Hans Harboe-Hansen, der kl. 4.30 var blevet hentet på sin dækadresse i Holte af prins Flemming, klassekammerat fra Søofficersskolen og søn af prins Axel, Christian X’s fætter.
”Sammen med en tredje kadet, som allerede var blevet samlet op, og et par stykker til, som vi hentede på vejen, sluttede vi os (…) til, hvad benævntes Frihavnskompagniet,” berettede han.
Ordren var den samme om for kompagni ’Robert’: at danne en ring omkring Frihavnen.

Gamle minder fra Spanien
Omkring kl. 7.45 kørte 1. deling af Kompagni Robert i to brødbiler ned ad Blegdamsvej med hver en hjelm- og armbindprydet maskinpistolskytte på forskærmen.
”Morgenfriske københavnere (…) stod på fortovene, vinkede og råbte ’hurra’ og ’leve Danmark’, skrev Karl Christensen, tidligere Spaniens-frivillig.
”Ved Frimurerlogen (…) passerede vi en åben lastbil fyldt med opsamlede mænd og kvinder. To formodede feltmadrasser var allerede klippet skaldede (…), og straks meldte tanken sig, om de spanske piger, der i sin tid gav sig hen til os internacionales, mon havde kunnet nøjes med en sådan behandling?”
Et stykke tid før kl. 8 holdt de to vogne med delingen uden for Sporvognsremiserne.

I marchkolonne mod Riffelsyndikatet
Den 27-årige stud.jur Thore Branth, tidligere logivært for de nu henrettede ledelsesmedlemmer i SE-Transport, havde kun sovet et par timer, da han kl. 9 den 5. maj 1945 meldte sig hos sin militærgruppe. Ordren lød på afgang i marchkolonne for at hente våben på Riffelsyndikatet.
”Den første Del af Turen var den rene Idyl med Hurraraab, Blomster fra Vinduerne og glade Smil, men nede paa Strandboulevarden ændrede Billedet sig under en stærk Beskydning fra Krydseren Nürnberg,” skrev Branth i et dagbogsblad.

Utroværdig forklaring
Søkadet Harboe-Hansen havde på nærmeste hold været vidne til udviklingen. Han patruljerede på Østbanegade mellem Lindenovsgade og brandstationen i retning mod Østerport station.
”Alt åndede (…) fred og ro, da alle kirkeklokker kl. 8 begyndte en times kimen,” fortalte han.
Kort efter kom en tysk personbil, og føreren, der havde tre passagerer med, viste et dokument på dansk udfærdiget af et frihedskæmperkompagni et andet sted i byen.
”Da det så meget rimeligt ud, gav jeg tegn til, at bilen kunne fortsætte for at dreje ind til Frihavnen et par hundrede meter længere henne (…). Med øjnene fulgte jeg bilen (…); dér, hvor den skulle dreje, var også posteret nogle frihedskæmpere, der atter standsede bilen,” skrev Harboe-Hansen.
Umiddelbart derpå åbnede tre-fire mand ild mod føreren og de tre passagerer, der alle blev dræbt. Søkadetten gik derhen for at få en forklaring.
”Jeg erfarede, at de tilhørte en enhed, der hed Roberts Kompagni (…). En af dem forklarede (…), at da de havde standset bilen, havde en i bilen trukket sin pistol, og derfor havde de åbnet ild. Jeg tvivlede og tvivler stadig på, om en i bilen virkelig skulle havde trukket sin pistol. (…) De forekom alle fire fredelige, samarbejdsvillige og kun opsat på at komme ind i Frihavnen.”

Misforståelse eller krigsli’r?
Karl Christensen og en kammerat stod på Kalkbrænderivej og undrede sig.
”Der foregik noget henne ved Ndr. Frihavnsgade igen (…). Det bragede af maskinpistolild, så jeg spænede afsted med pistolen i hånden. (…) Midt ude i krydset stod (…) en lille Adler-personbil gennemhullet som en si og med tre-fire stendøde tyskere delvis hængende ud af de smadrede vinduer og døre.”
En rystet midaldrende mand fortalte ham, at han havde været på vej mod bilen for at høre, hvad personerne ville, da der pludselig blev skudt fra den anden side.
”En misforståelse. Eller ’bare’ simpelt krigslir?” spurgte Karl Christensen i sine erindringer.

Skydning ude af kontrol
Næppe var Hans Harboe-Hansen kommet tilbage til sit patruljeområde, før ny skydning brød løs. Han kunne se folk fra Kompagni Robert i færd med at skyde mod Nordre Frihavnsgade-indgangen til havnen. Samtidig havde skyderi på Østbanegade givet andre frihedskæmpere, der var stationeret på Strandboulevarden, den opfattelse, at tyskerne var ved at bryde ud af Frihavnen. Derfor begyndte de blandt andet at skyde ned langs Lindenovsgade.
”Dette fik igen de ivrige frihedskæmpere på Østbanegade til at tro, at det var tysksindede varulve, der faldt dem i ryggen, så de besvarede ilden op mod Strandboulevarden,” skrev Harboe-Hansen.
Han sprang ifølge sin egen beretning i dækning fra opgang til opgang frem og tilbage ad Lindenovsgade i håb om at få stoppet skyderiet. Et projektil ramte på dette tidspunkt antagelig et gavltårn overfor på Strandboulevardens vestside.
”(Nogle fik) den fejlagtige opfattelse, at der var blevet skudt af en hipomand eller varulv oppe fra dette gavltårn, så en beskydning af det sagesløse tårn fulgte.”

Udfordrer krigsskibet
Kort efter rettede grupperne ved Østbanegade deres interesse mod krydseren ’Nürnberg’.
”En del fandt på at gå op i opgangene i husene nærmest mod Frihavnen eller endog op på tagene dér, hvorfra de over banedæmningen kunne se krydseren. Med deres håndvåben begyndte de så en (…) beskydning af skibet, og ’kampen’ om Nürnberg var indledt,” skrev den 21-årige søkadet.
”Man kan næppe fortænke chefen for Nürnberg (…) i, at han (…) med sit luftværnsskyts lod åbne ild mod de bygninger, hvorfra beskydningen kom. (…) (Man synes) om bord at have fået den opfattelse, at beskydningen var indledningen til et forsøg på at overtage krydseren.”

Trussel med tungt artilleri
Thore Branth og hans kammerater rykkede ind i området, mens skudduellen fandt sted.
”Selv naaede jeg op paa Jernbaneskraaningen ved Aarhusgade, men vores Gruppe blev nu saa kraftigt beskudt, at jeg med min enlige Pistol 1910 trak mig tilbage.”
Hans Harboe-Hansen tog sit bestik efter, at ’Nürnberg’ og alt andet tysk militær havde kapituleret til feltmarskal Montgomery, ikke til den danske frihedsbevægelse.
”Da denne lidet hensigtsmæssige ’kamp’ havde varet et godt stykke tid, forlød det, at der fra Nürnberg var kommet besked om, at hvis ikke beskydningen snart ophørte, ville man svare igen ikke blot med luftværnsskytset, men også med det svære artilleri. Vi var da flere, der omsider fik råbt de vilde krigere op og fik dem til at indstille skyderiet.”

Samlingssted på salatfabrik
Efter at have trukket sig tilbage fra banevolden ved Østbanegade var Thore Branth gået på strejftog.
”(Jeg saa) 4 Stikkere, som var blevet fanget og nu stod med Hænderne i Vejret bag paa en Lastvogn. Folk havde mest Lyst til at myrde dem omgaaende,” noterede han i sin dagbog.
Branth endte i remisen på Aarhusgade. Det var først her, han fandt ud af, at navnet var Korps Aagesen, og at det var dét, han var medlem af. Folk spiste og drak kaffe trods det stadige skyderi; ved 19-tiden marcherede de samlet til en salatfabrik på Strandboulevarden.
”Her sidder 500 Mand samlet i én Fabrik og bestiller ingenting andet end at (…) vente paa at blive overfaldet. Vi kunde ligesaa godt gaa hjem – men det maa vi ikke. (…) Vi venter på Englænderne og Danskerne fra Sverige, men de har ikke vist sig endnu,” noterede Thore Branth med det for dagen karakteristiske mangelfulde overblik.

Uddrag 3 af ‘Modstand-4’: Ebbe Munck – statsmanden i Stockholm

Eftersom Danmark havde overgivet sig frivilligt den 9. april 1940 og derefter slog ind på forhandlingspolitikken, havde landet – i modsætning til andre tysk besatte lande – ingen eksilregering i London. Derfor måtte spørgsmålene, der drejede sig om modstandsbevægelsens forhold til omverdenen formidles ad andre kanaler.
Det helt centrale omdrejningspunkt i alle besættelsesårene var en mand, der var helt uden politiske poster, men som alligevel fik en statsmandslignende indflydelse. Manden var Ebbe Munck, der i 1940 var Berlingske Tidendes korrespondent i Stockholm, og forblev i den svensk hovedstad krigen ud.
Munck fik afgørende indflydelse på det kompromis, der førte til, at Frihedsrådet og de etablerede politikere i maj 1945 kunne danne regering sammen. Det var et udfald, der helt og holdent var i overensstemmelse med de vestallieredes ønsker.
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, drejer sig om Muncks besøg i København i efteråret 1944, der blev centralt for det politiske forløb. Under arbejdet kom billedet til at stå klart for mig af den erfarne politiske journalist, der var vant til at læse spillet og konkludere med skarphed.
I august/september havde Ebbe Munck været på et månedlangt ophold i London. Han havde været til samtaler med det britiske udenrigsministerium Foreign Office,  sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE – nu under navnet Special Forces) og den sovjetiske London-gesandt. Den danske gesandt i USA Henrik Kauffmann kom på besøg samtidig med Munck, og de benyttede lejligheden til at holde et samlet møde med en række danske nøgleaktører i London, bl.a. den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller.
Derfor er det ikke for meget at sige, at Ebbe Munck var en mand med fingeren på pulsen, da han ankom til København. Besøget fandt sted midt under en alvorlig krise for Frihedsrådet, idet det centrale medlem, professor Mogens Fog og redaktøren for det illegale nyhedsbrev Information Børge Outze var blevet arresteret en uge før.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“Da Ebbe Munck kl. 17.15 lørdag den 21. oktober 1944 ankom med tog til København, var han på det rene med, at han kun kunne færdes ude efter mørkets frembrud. Som opvokset nord for København og med en offentlig profil var risikoen for genkendelse stor. Han var fire dage før brudt op fra Stockholm for at tage på det besøg i Danmark, han havde arbejde frem imod under sit ophold i London. Han fik ud for Kullen bådlejlighed med et motorskib, der sejlede til Vejle.
Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) og faldskærmschef Flemming B. Muus, der hos SOE havde dæknavnet ’Mint’, var dagen efter, den 22. oktober 1944, de første, Munck holdt møde med. De fastlagde besøgsprogrammet og gennemgik våbenforsyningen og andre løbende sager.
”Speks er lidt hårdt trængt i øjeblikket, da to af hans nærmeste mænd er blevet taget og en del kompromitterende materiale er faldet i tyskernes hænder,” erindrede Ebbe Munck med tanke på razziaerne på efterretningstjenestens kontorer, de mange anholdelser og drabet på premierløjtnant F.J. Dehn-Jensen, der alt sammen var sket få dage før. Schjødt-Eriksen var også selv efterlyst, og tyskerne kendte hans rigtige navn. Flemming B. Muus så slidt ud.
”Han ligner nærmest et skelet, men holder stillingen, han har jo den fordel at være ukendt og bevæger sig derfor frit i byen.”

Politikernes faste støtter
Ved 18-tiden mødtes de igen til en lille modtagelsesfest i et separatlokale på Holte Kro. Her var også ’Spex’s og ’Mint’s koner med og dertil Herman Dedichen (’Sømanden’). I det hele taget havde Schjødt-Eriksen, Muus og Dedichen – politikernes støtter – lagt fast hånd om dette vigtige besøg. Det er ikke unaturligt, at Frode Jakobsen mente, at Munck blev ’ført i ledebånd’ af trekløveret.
Gæstens overnatningssted var en villa i nærheden.
”(Jeg) spadserer gennem skoven til mine værtsfolk (..) Jeg har en bagvej åben og er på vagt hele natten, men jeg indrømmer, at jeg er temmelig nervøs,” fortalte Munck.

Topmøde i dunkel klublejlighed
Dagen efter, mandag den 23. oktober 1944, ankom han kl. 17.45 til Nørreport station. Dedichen tog imod ham og ledsagede Munck til en dunkel klublejlighed over for Botanisk Museum, hvor Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen og H.C. Hansen var klar til at tage imod gæsten.
”Der står et veldækket bord og venter, og i dagens anledning er der skaffet en extra forsyning af cigarer. (…) Buhl holder en lille velkomsttale,” skrev Ebbe Munck.
Eks-statsministeren understregede betydningen af, at politikerne nu for første gang under krigen fik et direkte budskab fra det allierede udland. Munck refererede i en hel time fra London-møderne, mens politikerne stort set holdt sig til at lytte. Han bekræftede, at der blandt vestmagterne var fuld accept af Vilhelm Buhl som statsminister. Parterne var enige om, at det var overordentlig vigtigt at forbedre forholdet til Sovjetunionen. Socialdemokraterne bekræftede, at de gerne så Kauffmann som udenrigsminister, og de ville gerne have Christmas Møller med i regeringen.
”Vi kom herefter til spørgsmålet om modstandsbevægelsens og kommunisternes deltagelse(…), de tidligere betænkeligheder herom var overvundet. (…) Man havde tænkt sig Mogens Fog som repræsentant for modstandsbevægelsen og Aksel Larsen som repræsentant for kommunisterne,” erindrede Ebbe Munck.

Klar til at betale regningen for SOE-agenterne
Politikerne ville ikke umiddelbart acceptere ministre fra alle fire modstandsorganisationer. Munck måtte til gengæld meddele, at Frihedsrådet ikke kunne acceptere dommer Harald Petersen, der tidligere havde været statsadvokat for København og – kortvarigt – justitsminister 1940-41. Han var politikernes kandidat som justitsminister, men indvendingen var, at han i sin aktuelle stilling i Københavns Amts Nordre Birk havde været med til at dømme kommunister.
Ebbe Munck kom derpå til spørgsmålet om tilbagebetaling til Storbritannien af de udgifter, som faldskærmsorganisationens indsats i Danmark havde kostet. Politikerne bekræftede uden videre, at det var en selvfølge. Efter den politiske drøftelse, der var præget af kompromisvillighed, kom parterne til det, der skilte politikerne og Munck, der fra 1940 havde været en ankermand for det aktivistiske modstandssynspunkt.
”Man ville gerne understrege, at modstandsbevægelsen i Danmark næppe var nået så langt (…) med mindre de legale instanser havde bifaldet og beskyttet. Jeg indvendte, at (…)  (modstandsbevægelsen) (…) tværtimod mente, at det ofte havde været vanskeligere at arbejde, så længe det danske politi var i stand til at udøve systematiske efterforskning, end nu,” sammenfattede gæsten, inden selskabet brød op lidt over midnat.

Dedichen om Frihedsrådet
Inden Dedichen næste dag, den 24. oktober 1944, igen fulgte gæsten på vej, sendte han et telegram til Special Forces. Frihedsrådet havde efter hans mening udviklet sig til en slags mytisk begreb.
”De har en vidtrækkende magt over liv eller død, strejker eller ro i alle dele af landet,” noterede han i meddelelsen, der bestemt ikke var venligt ment.
Mens Frihedsrådet aktuelt faktisk truedes af udslettelse, havde det – som historikeren Jørgen Hæstrup skrev – placeret sig i midtpunktet af en udvikling, der stormede fremad og krævede dets standpunkttagen til stadig vigtigere problemer.
Denne dag var første destination en lejlighed på Østerbro, hvor Ebbe Munck holdt et møde med de  konservative Ole Bjørn Kraft og Poul Sørensen. Dialogen var helt parallel til den, der var foregået med socialdemokraterne.

Avancerede politiske manøvrer
Lige efter mødte Munck Frihedsrådets inderkreds – Flemming B. Muus, Børge Houmann og Frode Jakobsen – i et hus i Hellerup. De var alle enige om, hvor vigtigt det var at holde enhed udadtil, men Ebbe Munck undlod at spørge udtrykkeligt, om Rådet støttede Buhl.
Spørgsmålet er, om det var en tilfældig uklarhed, eller om Munck bevidst valgte at afstå fra at skære ind til benet på dette punkt. Den eneste anden mulighed som statsminister var John Christmas Møller, men Ebbe Munck var på det rene med, hvor lavt Christmas Møllers aktier stod hos briterne – så lavt, at han ikke kunne få et møde med udenrigsministeren i London. Derfor havde han næppe nogen interesse i at anspore til nogen nærmere drøftelse, når han blot havde fået præsenteret den britiske støtte til Buhl og omtalt det positive møde med politikerne. Houmann og Jakobsen har givetvis kunnet se perspektiverne, men de var begge drevne forhandlere, der næppe har fundet tidspunktet velegnet til at udtrykke sig forpligtende – og slet ikke at fremsætte et udtrykkeligt forbehold over for Vilhelm Buhl.

Holdt armlængdes afstand til gammel allieret
Christmas Møller så sig selv som den naturlige leder af en befrielsesregering, og for Frihedsrådet var han – som tiden skulle vise – ikke ude af billedet. Men Ebbe Muncks kølige overblik havde for længst tilsagt ham at se bort fra den konservative eksformand i en central rolle. Dermed abstraherede han fra en fælles fortid.
Som i øvrigt også Erling Foss, havde de begge været konservative modstandspionerer. Et af de initiativer fra den tidligste besættelsestid, som der står et heroisk skær over, er Christmas Møllers og Muncks møde i Ordrup Mose en iskold vinteraften den 29. december 1940, hvor Ebbe Munck – allerede dengang kontaktmand for SOE – for præsenterede John Christmas Møller for en opfordring til at rejse til England. Her kom Møller fra 1942 til at varetage en på flere måder utaknemmelig opgave, men fik varig betydning gennem de radiotaler over BBC, som han fortsat holdt.

Kørt til illegal rutebåd i bagerbil
Hvorom alting er, kunne Ebbe Munck rejse fra København med det resultat, at en ledende rolle til Buhl ikke havde vakt modsigelse. Munck rejste igen ud af landet lørdag den 28. oktober kl. 6.30.
”Han bliver hentet i en bagerbil og sat af på Grønlands Handels Plads, hvor båden venter. Fire unge polyteknikere bevæbnet med maskinpistoler står på deres post for at dække dem (…). Der er syv passagerer, der kryber ned i lasten,” skrev forfatteren Janni Andreassen i bogen At vise flaget.”

Uddrag 2 af ‘Modstand-4’: Da Gestapo slog ned på kvindelig konservatorie-studerende

Som det fremgår af bind 3 af Modstand var Hedda Maaløe, litteraturstuderende på Aarhus Universitet, og flere andre unge kvinder fra Aarhus med i jernbanesabotage, og en gruppe under konservatorielærerinde Karen Brieg forberedte i april 1944 en stor sabotage mod Jydsk Telefon i den østjyske by i tilfælde af en allieret invasion i Jylland. Den kom dog ikke til udførelse.
En af dem, der også var med i arbejdet var Else Marie Haffner Jensen (senere kendt som komponisten Else Marie Pade). Hun beretter i det fjerde og afsluttende bind af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, om den dag i efteråret 1944, da hun blev arresteret.
Hedda Maaløe undgik arrestation og meldte sig til Den danske Brigade i Sverige. Det beretter hun om nederst i indlægget.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“I Marstrandsgade i det indre Aarhus blev den 19-årige musikstuderende Else Marie Haffner Jensen ved 6-tiden den 13. september 1944 vækket af sin mor. Gestapo stod udenfor 3. sals lejligheden og dundrede på døren.
”Jeg sprang ud af sengen, stak i et par sko og trak en strikbluse over natkjolen, mens jeg sagde: ’Det er rigtigt nok… sig, du skal ha’ lidt tøj på, så lukker du op.’ Imens (…) listede (jeg) ned ad bagtrappen og smuttede ind gennem køkkendøren i stueetagen,” erindrede hun efter krigen.

Lånte kurv med mælkeflasker
Det var et ismejeri, og morgenarbejdet var i fuld gang. Efter flere indvendinger fra indehaversken lykkedes det hende at låne en cottoncoat og en kurv med mælkeflasker.
”Lidt efter gik jeg så sorgløst som muligt ud af butiksdøren (…). Jeg blev grebet i armen af en tysk soldat, der spurgte, hvor jeg skulle hen? ’Mælk,’ svarede jeg og pegede ned i kurven. (…) Soldaten viste nu et billede frem af mig, (…) storsmilende i snak med en veninde,” berettede den studerende, der senere blev kendt som komponisten Else Marie Pade.
Hun stak i løb ned ad Marstrandsgades fortov, indtil der lød et skud.
”Så smed jeg mig pladask på maven, mens kurven med mælk sejlede sin egen sø…. (…) Så blev jeg pillet op, ikke af én, men to soldater.”
Gestapo-besøget var et led i en aktion mod en helt atypisk sabotagegruppe, der primært bestod af modne kvinder i fyrrerne. Den 52-årige gruppeleder Karen Brieg, der var Else Marie Haffner Jensens klaverlærerinde på konservatoriet, og flere andre blev samme morgen også anholdt.

Ført op til familiens lejlighed – politimand slået ned
Den studerende blev lagt i håndjern og ført op i opgangen til familiens lejlighed.
Naboen, der var chef for Kriminalpolitiet i Aarhus, havde åbnet sin dør og gjorde et behjertet forsøg på at hævde det endnu fungerende danske politis autoritet.
”Bred og mægtig holdt han sit politiskilt op for næsen af tyskerne og bad dem øjeblikkelig (…) lade mig gå; længere kom han ikke, før han blev ramt i ansigtet af en lige højre og gik bagover og faldt som en træstamme.”

Hos Den danske Brigade: ‘Piger bliver lotter’
En fra gruppen, den 22-årige litteraturstuderende Hedda Maaløe, var flygtet til Sverige.
”Jeg meldte mig på Brigadens kontor i Stockholm og spurgte, om de kunne bruge mig. Ja, jeg kunne blie lotte, det var dem, der lavede mad til soldaterne,” berettede Hedda Maaløe.
”Jeg indvendte, om de ikke kunne finde bedre anvendelse for en person, der kunne en masse om våben og sprængstoffer. ’Nej,’ kom det meget bestemt fra den unge officer. ’Piger bliver lotter.’ (…) Dette her var tydeligvis den eneste mulighed (…). Jeg blev lotte.”

Adskilt overnatning
Uanset at arbejdet var køkkentjeneste, skulle lotterne alligevel igennem en omfattende militær excercits i Sofielund-lejren, men af hensyn til moralen måtte de ikke overnatte i selve lejren.
”Efter en lang og udmattende arbejdsdag skulle vi derfor (…) gå et langt stykke gennem en buldermørk skov til et hus, hvor vi kunne sove,” erindrede den dengang 23-årige Hedda Maaløe.

Uddrag 1 af ‘Modstand-4’: Outzes dystre afsløring

Børge Outze, en af den illegale presses vigtigste skikkelser, fik som 32-årig redaktør af nyhedsbrevet Information en solonyhed af den makabre slags. Han bragte den til offentlighedens kundskab i dagene fra den 11. august 1944.
Det følgende er et uddrag fra det fjerde og afsluttende bind af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag. Teksten er som i bogen, men mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Den danske Gestapo-mand Robert Sustmann Ment fik kun yderligere to uger at leve i efter at have skudt og såret Christian Algreen-Petersen. BOPA havde længe jagtet ham, og den 7. august 1944 om aftenen (…) lykkedes det at få ram på ham. Selv om Ment var vagtsom, kom den 21-årige teologistuderende Søren Levinsen bag på ham i en sporvogn og likvidere ham med et enkelt skud i nakken.

En rystet portier
Børge Outze fik som den første i modstandsbevægelsen en anelse om karakteren af den tyske repressalie, da han tidligt om morgenen torsdag den 10. august 1944 talte med en rystet natportier på et københavnsk hotel. Portieren var blevet kaldt ned i Shellhusets kælder. Gestapo havde en historie, man ønskede at fortælle, og en hotelmand har rimeligvis forekommet velegnet til at få den udbredt hurtigt. Portieren havde kunnet se en række lig på gulvet med skudsår.

Trodsede Udenrigsministeriets dementi
Samme morgen blev Outze kontaktet af grupper, der ville have be- eller afkræftet rygter, der antagelig var opstået i anledning af, at et større antal BOPA- og Holger Danske-fanger aftenen før var blevet transporteret bort fra den tyske afdeling af Vestre Fængsel.
”Om Gestapos Terror vil den nærmeste Fremtid bringe tilstrækkeligt nyt,” skrev Outze i Information af mangel på sikre oplysninger.
Fredag aften, den 11. august, omtaltes en massakre på 11 modstandsfolk i Shellhusets kælder over svensk radio. Dagen efter dementerede Udenrigsministeriet, men Børge Outze tog i sin historie lørdag den 12. august 1944 udgangspunkt i svensk radio og natportierens meddelelse.
”Naar Sagen overhovedet er kommet frem, skyldes det Shellhusets Folk, der i ufattelig Raahed i Morgentimerne inviterede Venner ned i Kældrene for at se ’noget interessant’. (…) Senere har Tyskerne rekvireret 11 Ligkister.”

Birkedal Hansens ide
Oplysningerne var rigtige bortset fra, at drabene ikke var sket i Shellhuset. Ib Birkedal Hansen havde reagerede voldsomt på tabet af Sustmann-Ment og foreslog den 8. august Sikkerhedspolitiets chef Otto Bovensiepen, at en række fængslede modstandsfolk skulle skydes. Bovensiepen så en anledning til at iværksætte Adolf Hitlers Terror- und Sabotageerlass, ifølge hvilket sabotører taget på fersk gerning skulle skydes på stedet, mens det var slut med henrettelser efter krigsretsdomme.

Natlige maskinpistolsalver
Om aftenen dagen efter, den 9. august 1944, kørte en overdækket lastbil ud ad Roskildevej mod vest med 11 fanger, som Birkedal Hansen og hans nærmeste chef, Kriminalrat Erich Bunke, havde afhentet i Vestre Fængsel.
Lastbilen standsede mellem Roskilde og Ringsted, og fangerne blev beordret til at springe ned. Øjeblikke efter kunne beboerne i landsbyen Rorup og det nærliggende Osted høre den uhyggelige lyd af maskinpistolsalver, der pludselig brød ud og varede ved længe. Da dansk politi næste morgen kom til stede, viste blandt andet fund af patronhylstre klart, hvad der var sket.
Alle 11 fanger blev dræbt. De seks BOPA-folk var Aksel Jensen, Preben Berg Sørensen, Knud Erik Gyldholm, Gunnar Dahl, Viktor Mehl og Jens Martens. De sidste fem var Holger Danske-mænd, der alle var nære venner til Christian Ulrik Hansen, der var blevet henrettet i Ryvangen halvanden måned før. Det var Preben Hagelin, Eduard Sommer, Erik Nyemann, Kai Schiøth og Per Sonne.
De dræbte var blevet læsset op på lastbilen og kørt tilbage til Shellhuset.

Strejkeappel
Søndag den 13. august 1944 udgav Information et særnummer.
”Det skal sent glemmes i Danmark, at det danske Udenrigsministerium om Aftenen den 11. August udsendte officielt Dementi, hvori det hed, at der savnedes ethvert Grundlag for Meddelelse om, at 11 Mænd var skudt,” skrev Børge Outze.
Dementiet fik stor betydning for, at især direktør Nils Svenningsen efter krigsafslutningen stod lavt i modstandsbevægelsens omdømme. Information opfordrede til 24 timers strejke:
”Stands Arbejdet, luk Kontorer og Butikker, Restaurationer, Biografer og Teatre overalt, hvor den korte Frist gør det gennemførligt. Undgaa Demonstrationer. Bevar Roen og Værdigheden. Genoptag arbejdet Onsdag Morgen.”
Opfordringen blev i vid udstrækning fulgt i København og over 30 andre byer. Proteststrejken var dermed endnu en gang slået fast som et virksomt kampmiddel.”

96 navne klar til bind 4

Mit igangværende crowdfundingprojekt er det tredje, siden jeg lancerede min fundraising til udgivelse af Modstand tilbage i marts 2017.
92 personer har nu bidraget nok til at få deres navn med i bind 4. I bind 3 var der 73 navne – i bind 2 83. Med bidrag af enhver størrelse regnet med har ikke færre end 181 personer bidraget økonomisk til at muliggøre projektet (se evt. totallisten nederst). Hertil kommer tre kollektivbidrag og en række anonyme bidrag.
Pr. den 17. februar 2021 ved middagstid har crowdfundingen i alt indbragt 256.985 kr. – et særdeles betydningsfuldt bidrag til den samlede fundraising, der er nået op på 1.172.485 kr., der svarer til 99,79 pct. af målbeløbet på 1.175.000 kr.
Derfor igen: En STOR TAK til alle, der har hjulpet til undervejs med store eller små beløb!

Bind 4:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Morten Bethe
Niels Valdemar Favrbo Birk
Marie Louise Bistrup
Jeppe Bjørn
Ole Blædel
Dines Bogø
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua

Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Gitte Ebert
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Jacob Fredensborg
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Kenneth Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Jens Hedegaard
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Jan Hjortshøj
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder

Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rasmus Johansen
Irja Johansson
Anni Jørgensen
Aksel Peter Koch
Birgithe Kosovic
Peter Kramer
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Henrik Parkhøi
Søren Parup
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske

Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anders Reck-Magnussen
Carl Emil Rosenmeier
Bettina og Peter Rydell
Inger Skamris
Jan Skougaard
Morten Steen
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens Vangsgaard
Hans Jørgen Vestergaard
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

Bind 3:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua

Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder

Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen

Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Bettina og Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

 

Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Morten Bethe
Marie Louise Bistrup
Jeppe Bjørn
Ole Blædel
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Natasja Broström
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Gitte Ebert
Michael Eis
Jakob Erle
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Jacob Fredensborg
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Kenneth Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Jens Hedegaard
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Jan Hjortshøj
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Vita Krogh Høgh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Ebbe Jacobsen
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Rasmus Johansen
Tine Johansen
Irja Johansson
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen
Søren Jørgensen

Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Aksel Peter Koch
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Peter Kramer
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Mia Langgaard
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Henrik Parkhøi
Søren Parup
Birte Pedersen
John Brøndum Petersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Anders Reck-Magnussen
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Bettina og Peter Rydell

Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Morten Steen
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Morten Thing
Joan Thomsen
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens Vangsgaard
Hans Jørgen Vestergaard
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

—– —–

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.