Uddrag 15 af ‘Modstand-4’: Da Røjel og Brøndum ‘deserterede’ fra Brigaden

De fleste frivillige i Den danske Brigade havde meldt sig for at kæmpe aktivt mod den tyske besættelse. Det vakte derfor mistro og modvilje, da mere og mere tydede på, at styrken skulle holdes i beredskab til Danmarks besættelse var slut. Den 28-årige læge Jørgen Røjel og den 44-årige kaptajn O.C. Brøndum delte fuldt ud holdningen og tog – for det fremgår herunder – konsekvensen af den.
Teksten er identisk med ordlyden i flere sammenstykkede afsnit fra ‘Modstand-4’. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Omtrent samtidig søgte den 28-årige Jørgen Røjel, der var flygtet til Sverige efter sabotagen af Langå-broerne, forflyttelse fra sin lægetjeneste ved Den danske Brigades Sofielund-forlægning til Håtunaholm-lejren ved Stockholm. Han var ved at forberede sig på flugt.
Røjel overvejede sammen med artillerikaptajn Otto Christian Brøndum at rejse hjem til Danmark for at deltage i modstandskampen. De havde begge længe anet, at det ikke var meningen, at brigaden skulle bruges til kamp mod tyskerne, men til at sikre ro og orden efter en kapitulation.

Kaptajn Brøndum afsat
Umiddelbart efter at (artillerikaptajn) O.C. Brøndum midt i juli 1944 var vendt tilbage (til Sofielund-lejren) fra sommerferie, brød en konflikt ud i lys lue der havde ulmet i månedsvis mellem oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof, lejrens chef, og den aktivistiske Brøndum, der ved erklæringen af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943 havde ført sit batteri til Sverige.
Den 20. juli 1944 blev han afsat som kompagnichef – officielt fordi infanteristerne opfattede ham som artillerifikseret og derfor af militærfaglige grunde var utilfredse. Det lå dog i luften, at det kun var et påskud for at slippe af med en mand, som hverken Hvalkof eller den øverste chef, generalmajor Kristian Knudtzon, følte sig tryg ved.

Frygt for disciplin-skred
Brøndums folk reagerede ved at sende en solidaritetserklæring direkte til generalen uden om Hvalkof. Oberstløjtnanten gik i aktion for at forhindre disciplinen i at skride. Han talte med underskriverne enkeltvis og afkrævede dem fornyet forsikring om loyalitet. Han konstaterede, at Brøndum intet havde foretaget sig i anledning af erklæringen.
”(Jeg sagde) ham, at han (…) burde (…) have sammenkaldt sit kompagni og frabedt sig enhver form for sympatiudtalelser, og at han ved sin undladelse heraf havde skadet disciplinen,” skrev F.L. Hvalkof i sin dagbog.

Stjal maskinpistol fra depot
I raseri over at være blevet fjernet som kompagnichef henvendte kaptajn O.C. Brøndum sig til Den danske Brigades chef, generalmajor Kristian Knudtzon, men opnåede intet. Knudtzon fandt, at Brøndum havde optrådt egenrådigt, og han fik at vide, at han kunne opholde sig, hvor han ville.
”Han ville sende bud efter mig, når brigaden skulle hjem. Indtil da havde han ikke brug for mig,” erindrede Brøndum.
Det var der andre, der havde. I Stockholm forhørte han sig om, hvorvidt modstandsbevægelsen ville bruge ham, hvis han vendte hjem, og svaret var bekræftende. Brøndum og Jørgen Røjel havde løbende holdt kontakt, og lægen traf i de sidste julidage sine forberedelser. Han ’lånte’ en maskinpistol og to 9-mm Husquarna-pistoler i Brigadens våbendepot i Håtunaholm.
”En eftermiddag tog jeg de omtalte våben og pakkede dem med tilhørende ammunition i en kuffert, som jeg (…) lod indskrive som rejsegods til Trelleborg,” erindrede Jørgen Røjel.

Hasarderet rotur
Den 4. august 1944 mødtes Jørgen Røjel og O.C.Brøndum i Trelleborg på Sveriges sydkyst. I Sofielund lurede oberstløjtnant F.L. Hvalkof på, hvad den genstridige kaptajn kunne finde på.
”Desværre er Brøndum ikke fundet. Måtte det ske! Han skulle nødigt være kommet til Danmark,” noterede Hvalkof i sin dagbog.
Det lykkedes sent om aftenen den 6. august 1944 Røjel og Brøndum at få en skipper til at sejle dem ud i Øresund og sætte dem i vandet med en pram. Jørgen Røjel, der var en trænet roer, roede båden ind mod Amager.
Overfarten var hasarderet. Røjel var dødsdømt in absentia, Brøndum blev betragtet som desertør, og de to kampfæller havde stjålne militære våben i båden. Den i forvejen store risiko for at møde et tysk patruljefartøj blev akut, fordi Røjel stik mod planen kom til at foretage sin rotur i fuldt månelys, fordi den svenske fisker havde vægret sig ved at sejle tæt på den danske kyst.

Sneg sig i land gennem sivbevoksning
O.C. Brøndum sad med en skudklar maskinpistol, da de to mænd ikke mente, at de ville have anden chance ved en opdagelse end pludseligt at beskyde af en tysk patruljebåds besætning, hvad der kunne give en mulighed for at slippe bort i forvirringen. Det lykkedes dem dog at komme ind til kysten tæt ved Dragør Fort. De sneg sig i land med trukne pistoler dækket af en sivbevoksning.
Med en lokal læges hjælp nåede makkerparret uopdaget ind til København. De fik illegalt logi hos den folkekære skuespiller Ib Schønberg, der var en personlig bekendt af kaptajn Brøndum.

Faretruende konfrontation med officerer
En aften omtrent samtidig var Jørgen Røjel og Otto Christian Brøndum efter deres landgang ved Dragør tilsagt til møde i en villa i Svanemøllekvarteret nor for København.
”(Vi) blev konfronteret med en person, der kaldtes ’magisteren’ eller ’dr. Ravn’, som jeg straks genkendte som Frode Jacobsen,” erindrede Jørgen Røjel.
” Foruden ham var der kaptajnerne Hjalf og Schjødt-Eriksen (…). For en sikkerheds skyld mødte  Brøndum og jeg bevæbnet, og under hele samværet havde vi ikke højre hånd oppe af lommen. Den holdt om en afsikret Husquarna-pistol.”
Den faretruende stemning afspejlede, hvor meget der var på spil I Stockholm var (de danske efterretningsofficerer) E.M. Nordentoft og P.A. Mørch blevet kaldt til den svenske socialminister Gustav Möller. De fik en overhaling og blev gjort klart, at våbentyveriet kunne bringe Sveriges neutralitet i fare.
Samtidig var brigadeledelsen bekymret for, om de to kammeraters flugt kunne smitte blandt et mandskab, hvor utilfredsheden murrede. Man offentliggjorde navnene på dem uden at tage hensyn til, at Røjel var blevet dødsdømt in absentia for sin ledelse af brosabotagen i Langå i 1943.

Røjel blev til ‘ingeniør Jørgen Andersen’
Derfor var det den to meter høje indfødte københavner magtpåliggende at blive gjort ukendelig. Logiværten Ib Schønberg sørgede for, at en sminkør fra Det Kongelige Teater farvede hans hår; han anlagde sort overskæg og var herefter ’ingeniør Jørgen Andersen’, der brugte briller.
På mødet beordrede kaptajn Hjalf dem til ufortøvet at rejse tilbage til Sverige og tage de medbragte våben med. Det afviste de. De to mænd fra Den lille Generalstab afkrævede efter mødet ’magisteren’ et løfte om, at Brøndum og Røjel i det mindste ikke gik ind i modstandsbevægelsen, men også det nægtede Frode Jakobsen at forhindre dem i.

.

.

Uddrag 14 af ‘Modstand-4’ – nulevende frihedskæmper med i skibssabotage i Randers

I centrum for nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand er en af kun en håndfuld nulevende personer, der nævnt i mit firebindsværk, i centrum. Det er den daværende møbelpolstrerelev Børge Simonsen, der i dag er 95 år gammel. I foråret 1945 var han 19.
I oktober 2021 fik veteranen tildelt Niels Ebbesen-medaljen af selskabet Niels Ebbesens Venner i Randers. Uddelingen begyndte i 1990 i anledning af 650-året for den jyske væbner Niels Ebbesens drab på den holstenske panteherre grev Gert i 1340 i netop Randers. En række modstandsveteraner har tidligere modtaget medaljen, bl.a. Svend Egon Andersen fra Hvidstengruppen og Povl Falk-Jensen fra Holger Danske. Også skuespiller Bodil Jørgensen, Per Stig Møller, dr.phil, forfatter og fhv. udenrigsminister, samt historieprofessor Bent Jensen har været blandt modtagerne.
Teksten skildrer sabotagen mod slæbebåden ‘Lille Bjørn’, der blot var en lille brik i det samlede billede under de sidste besættelsesuger. Den er taget direkte fra ‘Modstand-4’; kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Aktioner, der skulle hindre besættelsesmagten i at udnytte dansk skibskapacitet, blev gennemført overalt, f.eks. i Randers den 13. april 1945. Her stod den 19-årige møbelpolstrerlærling Børge Simonsen, der var FDF-spejder, og arbejdede på en lænestol på sit lærested i Randers.
Telefonen ringede; det var den 29-årige gartner Hans Erik Pedersen, hans gruppefører – og bror til Jens Toldstrups kurer Gertrud Pedersen. Gruppeføreren spurgte, om lærlingen havde ’tid til at flytte nogle kasser’. Klokken var 10, og han fik under et påskud lov til at gå. De cyklede sammen til gruppens depot i et gartneri på Viborgvej, hvor de mødte to andre fra gruppen. De samlede maskinpistoler, pistoler, og håndgranater, som de derpå cyklede til et samlingssted på hjørnet af Hadsundvej og Nørre Boulevard. Her mødte de en mand, Børge Simonsen aldrig havde set før.
”Hans Erik nikkede hen mod os, og manden kom over til os, bad os cykle ned af Dronningborg Boulevard til hjørnet af Kirketerpsvej,” berettede lærlingen.

Veteran fra Churchill-klubben
Den fremmede var den 23-årige modstandspioner Alf Houlberg, der i 1942 været med i Churchill-klubben i Aalborg. Han blev idømt fængsel sammen med resten af gruppen, men i efteråret 1942 lavede han sammen med en kammerat endnu en stribe aktioner under natlige udflugter fra arresthuset. Han blev idømt 15 års tugthus som en af de første, der blev stillet for tysk krigsret. Han blev dog flyttet til afsoning i Danmark, men flygtede i de sidste dage af 1944 sammen med 13 andre fængslede frihedskæmpere fra Horsens Arresthus. Nu var han byleder i Randers.
Gruppen fik af Alf Houlberg besked på at sætte deres cykler i vejsiden, vente på en Falck-ambulance og standse den. To af dem kom frem fra grøften med løftede pistoler, og chaufføren accepterede at låne dem ambulancen – på betingelse af at han selv måtte føre den under aktionen.

Bazooka-angreb
Opgaven viste sig at bestå i at gøre havnens slæbebåd ’Lille Bjørn’ usejldygtig, fordi tyskerne stod over for at ville sejle af sted med den. Den skulle beskydes med bazookaer på nært hold, og Hans Erik Pedersens gruppe skulle være dækningsstyrke. De fire unge mænd lagde deres våben ind i Falck-bilen og cyklede derpå to og to forbi de tyske vagter ned på havnen. Hertil var ambulancen i mellemtiden kommet, og de fire blev nu bevæbnet med hver en maskinpistol.
”Jeg gik hen til en dør på hjørnet af skibsværftet, åbnede den – og stod i selve hallen, hvor vel en 5-10 mand arbejdede,” fortalte Børge Simonsen.
”Jeg fortalte, at der ville være raket-angreb på Lille Bjørn nu, og de skulle passe på ved vinduerne (…). Ingen måtte gå ud og ingen måtte røre telefonen (…). I det samme kom et mægtigt drøn udenfor huset af første raket, der kom straks et til og endnu et.”
Nysgerrige begyndte at forsamle sig, mens det lykkedes frihedskæmperne at komme væk. På ’Lille Bjørn’ blev blandt andet kedlen beskadiget og afsejlingen forsinket med flere uger.”

Skæbnefællesskab – Hvidsten-kvinderne og deres medfanger i tyske tugthuse

Et markant forløb i den kommende film ‘Hvidstengruppen II – De Efterladte’ bliver de oplevelser i tysk fangenskab, som 17-årige Gerda Fiil og 27-årige Kirstine Fiil Sørensen (‘Tulle’) måtte igennem.
De var døtre af Marius og Gudrun Fiil, kroejerparret i Hvidsten, og de blev idømt henholdsvis to års ungdomsfængsel og fængsel på livstid ved den tyske krigsret i København i juni 1944. Det var ved den lejlighed, at otte medlemmer af gruppen blev dødsdømt for derefter at blive henrettet i Ryvangen den 29. juni.
Gerda og Kirstine Fiil Sørensen blev transporteret til Tyskland sammen med den 50-årige Monica Wichfeld, godsejerfrue på Engestofte på Lolland, den 25-årige biblioteksstuderende Else Elisabeth (‘Pie’) Baastrup Thomsen og den 27-årige Grete Jensen fra Aalborg, hvis mand, Hans-Henrik Jensen i april 1944 var blevet dræbt under en likvideringsaktion.
De to Hvidsten-kvinder blev anbragt i flere nordtyske fængsler, som de med korte intervaller blev flyttet imellem. Gerda Fiil delte i en periode celle med Monica Wichfeld, indtil den 17-årige pige allerede i august 1944 blev løsladt og sendt hjem til Danmark. ‘Tulle’ blev i november transporteret til tugthuset i Cottbus, hvor hun kom til at dele celle med fru Wichfeld, ‘Pie’, Grete Jensen samt endnu en dansker, Alice Bergmann Jensen. Hende vides der kun lidt om, og hun er ikke med i filmen.
Sidst i januar 1945 flyttedes fangerne vestpå til tugthuset i Waldheim ved Leipzig, da artilleridrøn indvarslede, at Den røde Hær nærmede sig Cottbus. Monica Wichfeld døde i Waldheim af en lungebetændelse, hun pådrog sig  under den hårde transport i iskoldt vejr, mens de øvrige kvinder klarede sig igennem til befrielsen.

Fik slået tænder ud under Gestapo-forhør
Grete Jensens baggrund er væsentlig mindre kendt end Kirstine Fiil Sørensens, ‘Pie’ Baastrup Thomsens og Monica Wichfelds. Deres rolle i modstandskampen og videre skæbne er alle meget velbeskrevne. Jeg vil derfor bringe en passage fra bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45 – hvori omstændighederne omkring hendes arrestation skildres på side 471-472:
“Den 10. april 1944 gik en gruppe modstandsfolk i Aalborg i aktion for at likvidere kørerlærer Ernst Mikkelsen, den mest frygtede danske Gestapo-mand i byen – kendt som ’Stikker-Mikkelsen’. Angivelig overlevede han på grund af en skudsikker vest, og en Gestapo-styrke dukkede op.
Under en ildkamp blev den 32-årige tømrer Hans Henrik Jensen alvorligt såret. Han døde dagen efter på det tyske lazaret, efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at holde liv i ham.
Hans hustru Grete blev arresteret, og et våbenlager blev afsløret i en kaninfarm, som parret havde. Grete Jensen blev afhørt på Højskolehotellet af et større antal Gestapo-folk. Hun fik ifølge sin erindring mange år senere tænderne slået ud, og manden, der havde overlevet likvideringsforsøget, gik forrest.
”Mikkelsen, han havde en stor schæferhund, og den lod han hoppe op af mig og sagde: ’Hvis du ikke siger det her, så får vi den sgu til at bide dig’,” fortalte hun.
Gestapo forsøgte at afhøre Grete Jensens syvårige datter om våbenskjulesteder, og moderen fik at vide, at den lille pige skulle bortadopteres til Tyskland. Det var dog ikke rigtigt; hun blev anbragt hos bedsteforældrene. Efter et par uger i Kong Hans Gades arrest blev Grete Jensen overført til Vestre Fængsel.”
Grete Jensen spilles i ‘Hvidsten II – De Efterladte’ af Nadia Kvist.

‘God støtte i fru Wichfeld’
Hvis nogle skulle ønske at gå dybere ned i historien, inden filmen får premiere, kan jeg varmt anbefale at låne Sven Arvid Birkelands bog Taget af tyskerne (Gyldendal, 2007) og læse siderne 45-56. Birkeland gennemførte som pensioneret overlæge en lang række interview for at kortlægge de psykiske langtidsskader, som blandt andet modstandskampen havde forårsaget.
En af samtalepartnerne var den nu 89-årige Grete Jensen, og man mærker tydeligt på de kortfattede svar, hvor svært det var for hende at tale om oplevelserne. Samtidig viser Sven Arvid Birkeland sig som den dygtige interviewer, der alligevel fremkalder en fortælling, der får fortiden til at stå skarpt.
Et kort uddrag:
“Fik du nogen hjælp til at komme over det psykiske?
Nej, det har jeg tænkt meget på nu. Alle de mennesker, det går ud over, de får krisehjælp, det var der ikke noget, der hed dengang. Det havde vi haft brug for, også i dag.
Ja, for du havde det skidt.
Ja, det havde jeg, og det har jeg tit.
(…)
Men det må jo have været forfærdelig tungt både at miste sin mand og desuden tro, at ens barn var sendt til Tyskland, og selv sidde nede på ubestemt tid.
Ja, men da havde jeg en meget god støtte i fru Wichfeld.
Hun var meget dygtig til sådan at holde modet oppe?
Ja, det var hun. Når man var ked af noget, så var hun der med det samme.
Ja, og hun havde jo selv en trang skæbne, må man sige.
Ja, det havde hun, og hun var dejlig.”

Uddrag 13 fra ‘Modstand-4’: Ruth Philipsen – den dristige sekretær

Her får du tekstuddrag fra bind 4 af Modstand, der handler om efterretningskvinden Ruth Philipsen (herover, 1916-2003). Hun havde så megen farlig viden, at det formentlig udløste Royal Air Force’s bombardement af Gestapo-hovedkvarteret i kollegierne på Aarhus Universitet, at hun var fange hos Gestapo. Hun havde simpelthen for megen farlig viden.
De sammenklippede uddrag herunder er identiske med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Det var måske især lægeprofessor Ole Chievitz’s personlige prestige, der satte ham i stand til at klare en udfordring, der krævede fingerspidsfornemmelse. Den illegale efterretningstjeneste blev i sommeren 1944 decentraliseret med regionale ledelser, efter at grundlæggeren Svend Truelsen, der havde styret hele organisationen fra København, i maj havde måttet flygte til England.
De officerer, der skulle udsendes til de tre jyske efterretningsafsnit, skulle gerne have ’illegale koner’.
Det gjorde det nemmere for dem at fremstå som almindelige lovlydige borgere, og så ville  chefernes behov for sekretær- og kurerhjælp samtidig være klaret. Men det var problematisk for de unge kvinders respektabilitet at bede dem bo sammen med en mand, der oven i købet godt kunne være gift, Manden var pr. definition fremmed på grund af grundreglen om at vide mindst muligt. Derfor afslog de fleste, fremgik det af historikeren Hans Christian Bjergs værk Ligaen fra 1985.
Den altid slagfærdige Chievitz, medlem af Frihedsrådet og illegal veteran, kaldte spøgefuldt sine bestræbelser for ’hvid slavehandel’. Han tilbød at prøve at få sin egen sekretær Ruth Philipsen (billedet øverst), 28 år og præstedatter, til at tage jobbet.
”Hun gik under jorden og meddelte Radiumstationen, hvor hun arbejdede for Chievitz, at hun på grund af illegalt arbejde blev nødt til at tage til Sverige. I stedet tog hun til Århus,” skrev Bjerg.
Hendes chef og sambo blev den 28-årige premierløjtnant Frits G. Tillisch, der var en erfaren efterretningsofficer og i øvrigt både havde kone og børn. Det lykkedes på tilsvarende vis Ole Chievitz at hverve to kvindelige medicinstuderende.
(…)
Toldstrup-kurer slap ud af fælde
Uden at kende til Liss Errboes anholdelse dagen før gik Ruth Philipsen ud på (kurer)ruten i Aarhus lørdag den 7. oktober 1944 (…). Endvidere skulle hun hente post på efterretningsfolkenes dækadresse, et annoncekontor i Søndergade 64.
”Jeg selv havde et par møder (…). Da jeg havde overstået mit første møde, var jeg et smut hjemme og undrede mig over, at Ruth ikke var kommet hjem,” erindrede Tillisch.
Han skulle imidlertid videre til at andet møde.
”Da jeg efter dette møde kom kørende i Odensegade på vej hjem, så jeg en af Toldstrups kvindelige kurerer (komme) kørende hæsblæsende i modsat retning. Jeg stoppede hende.”
Det var Annie Mouritzen, med 19 år den yngste af Toldstrups kurerer. Hun var i Aarhus, fordi hun havde ledsaget de faldskærmsfolk, der var blevet kastet ned ved Skive et par dage før. Hun skulle på ruten møde en af Bennikes folk og sørge for, at agenterne kom videre.
”Men jeg nåede kun at gå få skridt på ruten, før der kom to personer med pistoler gående på en sidevej,” fortalte hun mange år senere.
”For øjnene af mig arresterede de to modstandsmænd, som også var på ruten. (…) Jeg samlede al selvbeherskelse og gik lige så stille videre. Heldigvis kendte jeg en familie i Skovbrynet, som jeg gik ind til.”

Opdaget af Gestapo dagen før
Familien lånte hende en cykel, og hun kørte ind til Aarhus, hvor hun hentede en cottoncoat, hun havde inde til reparation på et skrædderi. Det var på vej tilbage herfra, hun mødte Frits Tillisch.
”Den er gal på ruten,” sagde hun stakåndet.
”Åh gud, der har jeg sendt Ruth op,” svarede efterretningschefen, der ilede videre.
Da Ruth Philipsen havde nærmet sig ruten, kunne hun ikke se nogen af Toldstrups kurerer.
”Hun blev (…) pludselig omringet af flere civilklædte mænd, som gav hende håndjern på (…). Hvad Ruth ikke vidste, var, at hun dagen før, da hun (…) talte med (…) Liss Errboe, var blevet iagttaget af Gestapo (…). Da de to piger havde sagt farvel til hinanden, cyklede Liss ind på kurerruten og blev arresteret,” fortalte Tillisch på basis af en senere forklaring af Ruth Philipsen.

Intensivt forhør
Premierløjtnanten skyndte sig tilbage til sit hemmelige hovedkvarter og beordrede sine medarbejdere til øjeblikkelig at rømme det. Ruth Philipsen kom straks i intensivt forhør på Kollegium 4 under ledelse af Kriminalobersekretär Hans Werner. Hun fik forelagt to forløb, hvor Gestapo havde fået informationer om Tillisch.
”Det drejede sig om en jernbanesabotage ved Hobro mod et transporttog med tropper, hvorved flere var blevet dræbt. Her havde premierløjtnant B.B. Iversen (…) under en afhøring hos Gestapo fortalt, at oplysningen om transporten stammede fra mig,” skrev Frits Tillisch.
I det andet tilfælde drejede det sig om, hvorfra oplysninger om en togtransport stammede.
”Transporten havde været udsat for sabotage med dræbte og sårede til følge. Her var det Frants Lassen, der under en afhøring havde fortalt.”
Da Ruth Philipsen af Werner fik forelagt Iversens og Lassens skriftlige tilståelser, var hun klar over, at hun ikke kunne spille helt uskyldig, men hun holdt fast i, at hun kun havde været kurer.
(…)
Pludselige brag ved middagstid
I Aarhus blev pastor Harald Sandbæk om formiddagen tirsdag den 31. oktober 1944 ført til en af de løbende afhøringer på Kollegium 5. Mod sædvane blev håndjernene taget af ham, da han blev ført ind til Kriminalobersekretär Hans Werner i forhørslokalet på 3. sal.
”I dag vil vi tale dansk,” erklærede Werner, og det viste sig, at anledningen til den behageligere tone var, at en journalist fra et nazistisk blad skulle lave en historie om afhøringen.
Afhøringslederen tog fat, men sidst på formiddagen så lød pludselig et brag – og ét til.
En styrke fra Royal Air Force på 24 Mosquito-jagerbombere, 12 Mustang-jagere og et fly til  filmoptagelse, var lidt over kl. 9 lettet fra Swanton Morley-basen i Østengland. Styrken fløj ind over den jyske kystlinje syd for Ringkøbing Fjord, og da den formerede sig til angreb, inddelte den sig i fire bølger á seks fly. De første sprængbomber fra de første seks fly detonerede kl. 11.41.
Hans Werner fór op, kridhvid i ansigtet, og sprang ud af døren.
”Jeg løb ud på gangen, hvor jeg så alle tyskerne og deres medløbere kravle på maven mod trappen til højre. Jeg (…) vidste, at der også var en trappe til venstre,” erindrede Harald Sandbæk, der kravlede hurtigt fremad 10-12 meter.
Så kom endnu en eksplosion.
”Loftet faldt ned over mig (…). Så mistede jeg bevidstheden. (…) Så var der en, der skreg. Han kaldte på Gud, stønnede, skreg (…). Så blev der talt til mig – på tysk. De trak mig ud af ruinerne, og det gjorde ganske forbandet ondt.”
Telegrafist Poul Jelgren sad netop da og sendte fra bagbutikken hos en bager over en kilometer væk. Trods afstanden gik en rude itu, og huset rystede.

Slap uskadt fra spring fra 3. sal
Også Ruth Philipsen havde været til forhør, da bomberne begyndte at hagle ind. Da trappen efter den første bølge var et gabende hul, forblev hun og afhøringsofficeren Grönvold i forhørslokalet. Han gik i ly under skrivebordet, mens hun gemte sig under en håndvask.
”Bomberne fra anden bølge gik lige igennem Kollegium 4, og da hun åbnede øjnene, sad hun på en lille afsats, medens resten af stuen med Grönvold og hans skrivebord befandt sig flere etager længere nede,” skrev Frits Tillisch.
Hun kravlede ud gennem vinduet, og det lykkedes hende at slippe uskadt fra springet fra 3. sal.
”Hun kravlede (…) over et pigtrådshegn, og endte ude på Langelandsgade. Her blev hun halet ned i grøften af nogle tyske soldater, hvor hun så lå, medens 3. angrebsbølge kastede deres bombelast.”
Efterretningskvinden løb derefter nordpå og søgte tilflugt i en villa, hvor der viste sig at være sølvbryllupsfest. Hun fik tilkaldt en taxi, og en af gæsterne fulgte hende til præstegården i Risskov. Pastor Carl Bay og hans hustru, der netop var på vej til et selskab på Vosnæsgaard nord for Aarhus, tog hende med dertil.
(…)
Flugt over Grenaa
Få dage efter luftangrebet i Aarhus anmodede Frits Tillisch pr. kurer Jens Toldstrup om at anvise en rute, der kunne bringe Ruth Philipsen sikkert til Sverige. Tillisch kørte hende til Grenå og afleverede hende hos farvehandler E. Møller, hvorfra skib blev arrangeret. Ruth Philipsen kom derefter til at arbejde på efterretningstjenestens Klippekontor i Stockholm.

 

Uddrag 12 af ‘Modstand-4’: Massehenrettelsen af Fredericia-sabotører

Det forfærdelige afsluttende kapitel af Danmarks besættelse, der rummede over 60 henrettelser af danske modstandsfolk i Ryvangen i København i løbet af mindre af to måneder, endte med, at 10 unge mænd fra Fredericia-området blev skudt blot 16 dage før befrielsen. Én af dem blev benådet umiddelbart før eksekutionen, mens de ni andre blev skudt.
Modsat alle andre frihedskæmpere fik de ikke engang lov til at skrive afskedsbreve til deres efterladte.
I dette uddrag fra bind 4 af Modstand har jeg skildret, hvordan det gik til, da de 10 blev arresteret. Teksten er identiske med den, du finder i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Natten til den 2. marts 1943 var to unge Fredericia-sabotører, Erik Vestergaard og Robert A. Jensen,  meget tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje, da de gennemførte en aktion mod jernbanen øst for Bredstrup. Nu gjaldt det om at forhindre, at andre forsøgte sig samme sted.
De to sabotører gav – som det var reglen – straks overbetjent H.V. Sonneby, der var blevet sabotageleder efter Finn Dalgaard, besked om, at der var særlig risiko på banen nord for byen. (…)

Tortureret efter uforsigtig aktion
Halvandet døgn efter den mislykkede jernbanesabotage ved Fredericia, den 3. marts 1945, gik det galt. Dels var advarslen ikke nået ud til alle grupper, dels besluttede to sabotører imod reglerne og uden at informere sabotagelederen at lave deres egen sprængning. Det var den 19-årig ingeniørstuderende Ib Schaltz og den 23-årige ekstraarbejder ved DSB i Fredericia Helge Hermann.
De lånte deres gruppeleders cykel til transport af sprængstoffet, men ved Stenhøjsbroen blev de standset af en tysk officer. Han så imidlertid gennem fingre med, at den ene af dem stadig havde en pistol, men tilsyneladende var de unge mænd for chokerede til at gøre noget forsøg på at flygte.
Hermann og Schaltz blev derfor udleveret til Gestapo og ført til Pjedsted forsamlingshus, hvor Per Birkedal Hansen med det samme tog fat på hård tortur. I løbet af aftenen lykkedes det at fremtvinge navne på flere fra gruppen.

Reddede kammerat med ringeapparat
Gruppelederen anede uråd, fordi cyklen ikke som aftalt var blevet leveret tilbage inden kl. 18. Han nåede imidlertid ikke at advare andre.
”Kl. halv fire ringede det på døren (…). Vi lod dem ringe, de forsøgte på forskellig vis at komme ind,” fortalte faderen til den 21-årige handelslæring Iver Lassen.
Da det ikke lykkedes, slog de dørruden itu og skaffede sig adgang. Der var fem svært bevæbnede mænd, bl.a. Birkedal Hansen. Inden de kom ind havde Iver nået at advare sin nærmeste ven. Ebbe Jensen, der boede i nabolaget. De to havde lavet et elektrisk alarmsystem mellem deres boliger, og Ebbe slap væk. Om morgenen begyndte det at rygtes, at en hel gruppe var blevet taget.
”Man forsøgte i panik at redde, hvad reddes kunne,” skrev forfatteren Sven Lundberg.
”Da Erik Vestergaard mødte på arbejde kl. 7 (…), blev han bedt om at komme ned til snedkermester Lorentzens værksted i Danmarkstræde.”
Her var kammeraten Robert A. Jensen i lære, og de fik besked på at løbe ned for at advare Helge Hermann, som boede i de umiddelbare nabolag. Men da de kom ind på gårdspladsen, gik Gestapo der allerede. De vendte lige så stille om og forsvandt.

Sabotageleder flygtede
Et gruppemedlem, som boede hos sine forældre, undgik anholdelse, fordi han sov på et loftsværelse, som tyskerne ikke opdagede, da de brød ind. Op ad dagen slap han ud af huset. Tyskerne bevogtede alle udgangsporte fra den indre by, men den unge mand slap ud uden at blive bedt om legitimation ved at følges med nogle ældre damer og dermed komme til at se uskyldig ud.
Det lykkedes også sabotagelederen H.V. Sonneby at komme væk ved hjælp af en trafikassistent ved jernbanen, der lukkede ham inde i en pakvogn i et tog, der skulle til Sjælland. Jernbanemanden fulgte selv med toget og lukkede først den blinde passager ud, da det havde passeret Storebælt.
(…)

Koldblodig DSB-mand slap væk
Jernbanesabotagegruppen i Taulov ved Fredericia var blevet advaret, og de fleste gik under jorden i dagene efter anholdelserne i Fredericia. Alligevel lykkedes det Gestapo at pågribe tre, der alle var ansat på stationen, den 6. marts 1945. Det var den 26-årige Henry Jakobsen, den 28-årige Karl G. Kolding og den 25-årige Eluf P. Månsson.
”Den ene kom kørende i en bil, som han netop skulle bruge til at flygte med. En anden blev taget i sit hjem. Den tredje var igen på sit arbejde på stationen (…) Ved side af stod fjerdemanden i gruppen, Julius Grarup, med kælenavnet ’Julle’,” skrev Sven Lundberg.
Gestapo lod sig imidlertid i denne omgang bluffe.
”Julius Grarup stod på deres liste – ikke nogen ’Julle’. (…) Da Gestapo var væk, kunne han lige så stille hænge sin kasket og arbejdskittel på knagen – og gå under jorden.”

Læs evt. om samme emne dette