Uddrag af ‘Modstand-1’: Chefens uundværlige hjælper i kommunisternes modstandskamp

En af de mest bemærkelsesværdige kvinder i modstandsbevægelsen var Birte Høeg Munck (billedet, senere Birte Høeg Brask), der som 23-årig medicinstuderende var med fra begyndelsen af den kommunistiske modstandskamp i sommeren 1941. Sidst på året gik hun under jorden sammen med Børge Houmann, lederen af DKP’s illegale arbejde, og de forblev på fri fod og virksomme lige til den tyske kapitulation i maj 1945.
I dette uddrag fra bind 1 af Modstand skildres kvinden, der kun kendtes som ‘Trille’ eller ‘Mads’.  Det er sket på basis af historikeren Morten Møllers biografi af Børge Houmann med titlen Hvem er Nielsen? (Gyldendal, 2012), der også rummer et skarpt portræt af hans assistent, der efter krigen blev hans kone.
Teksten er identisk med ordlyden i ‘Modstand-1’ bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Så meget som Børge Houmanns aktiviteter sidst i 1941 havde grebet om sig, var det klart, at han måtte have en assistent. Den første, der fik ideen til, at det skulle være Birte Høeg Munck, ’Trille’, var isolationsarbejder Knud Francker, der var en af Houmanns betroede folk.
”For det første kunne kun sprog. Hun kunne skrive på maskine. Hun kunne stenografere – og hun var dygtig til at lave mad (…). Samtidig var hun en dejlig pige, og hun så jo godt ud,” var Franckers begrundelse.
Den 23-årige kvinde blev fra dette tidspunkt som ’Mads’ chefens uundværlige faktotum, der rejste som kurer og sørgede for boliger, mødelokaler samt falske legitimationskort.
”Mads var en rigdomskilde, som syntes uudtømmelig, hvad adresser og mødesteder angik. (…) Mindst én gang ugentlig mødtes partiets illegale ledelse, fire mand, og det skulle helst være et nyt sted hver gang,” skriver Børge Houmann i sine erindringer.
”Mads ordnede det. Hun havde et nøgleknippe så stort som en borgfrues i de gode gamle romaner.”

Brud med borgerlige barndomshjem
Bag de nøgne fakta om Birte Høeg Muncks indsats ligger en dramatisk personlig historie (…). Hun var i 1937 som 18-årig blevet gift med den 23-årige Kjartan Munck (…). De var begge medicinstuderende og var fælles om at have gjort op med solide borgerlige barndomshjem, hvorefter de var blevet kommunister og kulturradikale. De havde fået en søn i 1939.
(…) Med den nye opgave var Birte Høeg Munck definitivt inde i den allerfarligste del af den illegale kamp. Det betød samtidig et privat opbrud af dimensioner. Samarbejdet med den 16 år ældre Børge Houmann udviklede sig til et samliv, der varede besættelsestiden ud – og resten af livet.
Mange mænd, der gik under jorden, forlod deres hjem, hvor der ofte var mindre børn, men eksempler på, at kvinder gjorde det samme, er få. Men Birte Høeg Munck gjorde det; hendes lille søn blev sat i pleje fra 1942 og resten af besættelsestiden.

Vraget ægtemand gik til hånde
Kjartan Munck blev i øvrigt anholdt af dansk politi for kommunistisk virksomhed den 5. marts 1942, men løsladt tre dage senere på grund af manglende bevis. Han blev senere efterlyst igen og levede illegalt resten af besættelsestiden. Han var partiets ’førsteduplikatør’ – altså fast beskæftiget med manuel fremstilling af partiets og Frit Danmarks tryksager.
”Ud over at være et trofast partimedlem var han som nævnt gift og havde barn med den lægestuderende, som nu fungerede som Houmanns assistent og elskerinde, og som indsamlede det materiale, Kjartan Munck skulle trykke,” noterer Morten Møller.
’Trille’ kom efter krigen til at tænke på adskillelsen fra sit barn med smerte – også af professionelle grunde. Hun er identisk med den kendte børnepsykiater Birte Høeg Brask; det var hendes pigenavn, som hun tog tilbage, da hun blev skilt fra Kjartan Munck i 1946. (…)

Mødesteder – den konstante udfordring
”Hillerødgade 75. Læge Kjems. Der er god plads. Jeg har fået nøglen.”
Birte Høeg Muncks lægekontakter reddede i begyndelsen af februar endnu engang situationen. Houmann modtog beskeden om Nørrebro-lejligheden med lettelse, for i 1942 var det vanskeligt at finde et diskret mødested til en større gruppe. (…) Omkring 14 personer skulle deltage i mødet.
”Mange små arbejderlejligheder stod til disposition. To- og to-og-et-halvt-værelses lejligheder var altid til at låne,” skriver Houmann.
”At finde en lejlighed, hvis indehaver man turde stole på, og som samtidig befandt sig deroppe på rangstigen, hvor en rummelig lejlighed var en selvfølge, det var et problem i besættelsens første tid.”
Det var risikabelt at samle så mange mennesker, og det foregik da også med opbydelse af al den illegale teknik, som ’Nielsen’ og ’Mads’ havde indøvet. Ud over de to fik kun Aksel Larsen, Alfred Jensen og Thorkild Holst adressen at vide på forhånd. De øvrige fik besked på at møde op forskellige steder i nabolaget.
”Mads tog direkte til mødestedet og tilkendegav med en blomst i vinduet, at vejen var fri,” beretter Børge Houmann.
”Også Aksel Larsen tog direkte til adressen. Vi andre tre samlede københavnere og provinskammeraterne op og indfandt os med passende mellemrum inden for en halv time. Der skulle ikke ringes på. Mads åbnede døren, når det behøvedes. (…) Ikke en sjæl i gaden eller ejendommen opdagede, at læge Kjems havde mange gæster denne dag,”
Stemningen var – selv om argumenter for og imod blev luftet – overvejende positiv for sabotage (…). Det blev besluttet, at begyndelsen på den kommunistiske sabotage i Danmark skulle markeres den 9. april – toårsdagen for Danmarks besættelse.
Da mødet sluttede efter seks-syv timer, blev deltagerne forsigtigt og med passende mellemrum sluset ud.
(…)
Professionel partifælle
DKP havde ikke meget at starte på. Bortset fra enkelte spaniensfrivillige havde næsten ingen i partiet erfaring med sprængstoffer. Det søgte Børge Houmann at råde bod på ved at tage kontakt til sin gamle ven Stig Veibel, som han kendte fra det antinazistiske arbejde i 1930’erne.
Den 44-årige Veibel var kemiker – og blev for øvrigt i efterkrigstiden professor i kemi. Han holdt forelæsning over emnet ’Fremstilling af brandbomber’ i en lejlighed på Lundtoftegade på Nørrebro, og deltagerne var blevet bedt om at tage materialer med til efterfølgende øvelser. Houmann var selv kursist, for det var tanken, at han personligt skulle lede de planlagte aktioner den 9. april.

Primitiv begyndelse
Karl Vilhelm Christensen var en af dem, der blev kontaktet af Thorkild Holst, tidligere redaktør af Arbejderbladet og medlem af DKP-ledelsen. Han havde medbragt en lille taske til Karl Christensen.
”Han viste mig (…) to flasker vand med fosforstænger i og to par gummihandsker, som vi endelig måtte bruge. Desuden var der en flaske med opløsningsvæske til stængerne og endnu en lille flaske, med med neutraliseringsvæske i tasken, hvis vi trods gummihandskerne alligevel skulle få noget af det opløste djævelskab på hænderne,” skriver han i sin erindringsbog Som vi var.
En anden dag kom Holst med opskrift på en simpel ’brandmaskine’, som skulle fungere med syre og sukker.
”Vi eksperimenterede flittigt med et spinkelt træstativ og papirkræmmerhuse uden rigtigt at få det til at virke. (…) Fosforen var nemmere at håndtere. Opløst og hældt på rensede firkantede blækflasker og godt tilproppede var de lette at have i lommerne,” fortæller Karl Christensen.
(…)
Debutaktioner blev fuser
Natten til den 9. april 1942 skulle den 38-årige Børge Houmann oven i alle sine lederfunktioner også stå sin prøve som anfører i marken. Det skete, da han sammen med to kammerater nærmede sig den tysk bemandede Gardehusarkaserne på Østerbro.
”Vi medbragte to bomber, fremstillet af Heinrich i en kælder på Amager i overensstemmelse med Stig Veibels forskrift,” beretter Houmann.
”De virkede ikke. Efter mere end en times ventetid på en bænk i Fælledparken lige over for kasernen (…), hentede Victor krabaterne igen. Kun en åbentstående rude kunne senere fortælle værnemagten, at den havde haft morgenbesøg”.
Markeringen på besættelsesdagen af sabotagestarten blev i det hele taget mislykket, idet andre sabotører samme nat forsøgte at sætte ild på nogle jernbanevogne med ammunition ved Østerport Station, men fosforet virkede ikke.

Uddrag 15 af ‘Modstand-4’: Da Røjel og Brøndum ‘deserterede’ fra Brigaden

De fleste frivillige i Den danske Brigade havde meldt sig for at kæmpe aktivt mod den tyske besættelse. Det vakte derfor mistro og modvilje, da mere og mere tydede på, at styrken skulle holdes i beredskab til Danmarks besættelse var slut. Den 28-årige læge Jørgen Røjel og den 44-årige kaptajn O.C. Brøndum delte fuldt ud holdningen og tog – for det fremgår herunder – konsekvensen af den.
Teksten er identisk med ordlyden i flere sammenstykkede afsnit fra ‘Modstand-4’. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Omtrent samtidig søgte den 28-årige Jørgen Røjel, der var flygtet til Sverige efter sabotagen af Langå-broerne, forflyttelse fra sin lægetjeneste ved Den danske Brigades Sofielund-forlægning til Håtunaholm-lejren ved Stockholm. Han var ved at forberede sig på flugt.
Røjel overvejede sammen med artillerikaptajn Otto Christian Brøndum at rejse hjem til Danmark for at deltage i modstandskampen. De havde begge længe anet, at det ikke var meningen, at brigaden skulle bruges til kamp mod tyskerne, men til at sikre ro og orden efter en kapitulation.

Kaptajn Brøndum afsat
Umiddelbart efter at (artillerikaptajn) O.C. Brøndum midt i juli 1944 var vendt tilbage (til Sofielund-lejren) fra sommerferie, brød en konflikt ud i lys lue der havde ulmet i månedsvis mellem oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof, lejrens chef, og den aktivistiske Brøndum, der ved erklæringen af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943 havde ført sit batteri til Sverige.
Den 20. juli 1944 blev han afsat som kompagnichef – officielt fordi infanteristerne opfattede ham som artillerifikseret og derfor af militærfaglige grunde var utilfredse. Det lå dog i luften, at det kun var et påskud for at slippe af med en mand, som hverken Hvalkof eller den øverste chef, generalmajor Kristian Knudtzon, følte sig tryg ved.

Frygt for disciplin-skred
Brøndums folk reagerede ved at sende en solidaritetserklæring direkte til generalen uden om Hvalkof. Oberstløjtnanten gik i aktion for at forhindre disciplinen i at skride. Han talte med underskriverne enkeltvis og afkrævede dem fornyet forsikring om loyalitet. Han konstaterede, at Brøndum intet havde foretaget sig i anledning af erklæringen.
”(Jeg sagde) ham, at han (…) burde (…) have sammenkaldt sit kompagni og frabedt sig enhver form for sympatiudtalelser, og at han ved sin undladelse heraf havde skadet disciplinen,” skrev F.L. Hvalkof i sin dagbog.

Stjal maskinpistol fra depot
I raseri over at være blevet fjernet som kompagnichef henvendte kaptajn O.C. Brøndum sig til Den danske Brigades chef, generalmajor Kristian Knudtzon, men opnåede intet. Knudtzon fandt, at Brøndum havde optrådt egenrådigt, og han fik at vide, at han kunne opholde sig, hvor han ville.
”Han ville sende bud efter mig, når brigaden skulle hjem. Indtil da havde han ikke brug for mig,” erindrede Brøndum.
Det var der andre, der havde. I Stockholm forhørte han sig om, hvorvidt modstandsbevægelsen ville bruge ham, hvis han vendte hjem, og svaret var bekræftende. Brøndum og Jørgen Røjel havde løbende holdt kontakt, og lægen traf i de sidste julidage sine forberedelser. Han ’lånte’ en maskinpistol og to 9-mm Husquarna-pistoler i Brigadens våbendepot i Håtunaholm.
”En eftermiddag tog jeg de omtalte våben og pakkede dem med tilhørende ammunition i en kuffert, som jeg (…) lod indskrive som rejsegods til Trelleborg,” erindrede Jørgen Røjel.

Hasarderet rotur
Den 4. august 1944 mødtes Jørgen Røjel og O.C.Brøndum i Trelleborg på Sveriges sydkyst. I Sofielund lurede oberstløjtnant F.L. Hvalkof på, hvad den genstridige kaptajn kunne finde på.
”Desværre er Brøndum ikke fundet. Måtte det ske! Han skulle nødigt være kommet til Danmark,” noterede Hvalkof i sin dagbog.
Det lykkedes sent om aftenen den 6. august 1944 Røjel og Brøndum at få en skipper til at sejle dem ud i Øresund og sætte dem i vandet med en pram. Jørgen Røjel, der var en trænet roer, roede båden ind mod Amager.
Overfarten var hasarderet. Røjel var dødsdømt in absentia, Brøndum blev betragtet som desertør, og de to kampfæller havde stjålne militære våben i båden. Den i forvejen store risiko for at møde et tysk patruljefartøj blev akut, fordi Røjel stik mod planen kom til at foretage sin rotur i fuldt månelys, fordi den svenske fisker havde vægret sig ved at sejle tæt på den danske kyst.

Sneg sig i land gennem sivbevoksning
O.C. Brøndum sad med en skudklar maskinpistol, da de to mænd ikke mente, at de ville have anden chance ved en opdagelse end pludseligt at beskyde af en tysk patruljebåds besætning, hvad der kunne give en mulighed for at slippe bort i forvirringen. Det lykkedes dem dog at komme ind til kysten tæt ved Dragør Fort. De sneg sig i land med trukne pistoler dækket af en sivbevoksning.
Med en lokal læges hjælp nåede makkerparret uopdaget ind til København. De fik illegalt logi hos den folkekære skuespiller Ib Schønberg, der var en personlig bekendt af kaptajn Brøndum.

Faretruende konfrontation med officerer
En aften omtrent samtidig var Jørgen Røjel og Otto Christian Brøndum efter deres landgang ved Dragør tilsagt til møde i en villa i Svanemøllekvarteret nor for København.
”(Vi) blev konfronteret med en person, der kaldtes ’magisteren’ eller ’dr. Ravn’, som jeg straks genkendte som Frode Jacobsen,” erindrede Jørgen Røjel.
” Foruden ham var der kaptajnerne Hjalf og Schjødt-Eriksen (…). For en sikkerheds skyld mødte  Brøndum og jeg bevæbnet, og under hele samværet havde vi ikke højre hånd oppe af lommen. Den holdt om en afsikret Husquarna-pistol.”
Den faretruende stemning afspejlede, hvor meget der var på spil I Stockholm var (de danske efterretningsofficerer) E.M. Nordentoft og P.A. Mørch blevet kaldt til den svenske socialminister Gustav Möller. De fik en overhaling og blev gjort klart, at våbentyveriet kunne bringe Sveriges neutralitet i fare.
Samtidig var brigadeledelsen bekymret for, om de to kammeraters flugt kunne smitte blandt et mandskab, hvor utilfredsheden murrede. Man offentliggjorde navnene på dem uden at tage hensyn til, at Røjel var blevet dødsdømt in absentia for sin ledelse af brosabotagen i Langå i 1943.

Røjel blev til ‘ingeniør Jørgen Andersen’
Derfor var det den to meter høje indfødte københavner magtpåliggende at blive gjort ukendelig. Logiværten Ib Schønberg sørgede for, at en sminkør fra Det Kongelige Teater farvede hans hår; han anlagde sort overskæg og var herefter ’ingeniør Jørgen Andersen’, der brugte briller.
På mødet beordrede kaptajn Hjalf dem til ufortøvet at rejse tilbage til Sverige og tage de medbragte våben med. Det afviste de. De to mænd fra Den lille Generalstab afkrævede efter mødet ’magisteren’ et løfte om, at Brøndum og Røjel i det mindste ikke gik ind i modstandsbevægelsen, men også det nægtede Frode Jakobsen at forhindre dem i.

.

.

Uddrag 14 af ‘Modstand-4’ – nulevende frihedskæmper med i skibssabotage i Randers

I centrum for nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand er en af kun en håndfuld nulevende personer, der nævnt i mit firebindsværk, i centrum. Det er den daværende møbelpolstrerelev Børge Simonsen, der i dag er 95 år gammel. I foråret 1945 var han 19.
I oktober 2021 fik veteranen tildelt Niels Ebbesen-medaljen af selskabet Niels Ebbesens Venner i Randers. Uddelingen begyndte i 1990 i anledning af 650-året for den jyske væbner Niels Ebbesens drab på den holstenske panteherre grev Gert i 1340 i netop Randers. En række modstandsveteraner har tidligere modtaget medaljen, bl.a. Svend Egon Andersen fra Hvidstengruppen og Povl Falk-Jensen fra Holger Danske. Også skuespiller Bodil Jørgensen, Per Stig Møller, dr.phil, forfatter og fhv. udenrigsminister, samt historieprofessor Bent Jensen har været blandt modtagerne.
Teksten skildrer sabotagen mod slæbebåden ‘Lille Bjørn’, der blot var en lille brik i det samlede billede under de sidste besættelsesuger. Den er taget direkte fra ‘Modstand-4’; kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Aktioner, der skulle hindre besættelsesmagten i at udnytte dansk skibskapacitet, blev gennemført overalt, f.eks. i Randers den 13. april 1945. Her stod den 19-årige møbelpolstrerlærling Børge Simonsen, der var FDF-spejder, og arbejdede på en lænestol på sit lærested i Randers.
Telefonen ringede; det var den 29-årige gartner Hans Erik Pedersen, hans gruppefører – og bror til Jens Toldstrups kurer Gertrud Pedersen. Gruppeføreren spurgte, om lærlingen havde ’tid til at flytte nogle kasser’. Klokken var 10, og han fik under et påskud lov til at gå. De cyklede sammen til gruppens depot i et gartneri på Viborgvej, hvor de mødte to andre fra gruppen. De samlede maskinpistoler, pistoler, og håndgranater, som de derpå cyklede til et samlingssted på hjørnet af Hadsundvej og Nørre Boulevard. Her mødte de en mand, Børge Simonsen aldrig havde set før.
”Hans Erik nikkede hen mod os, og manden kom over til os, bad os cykle ned af Dronningborg Boulevard til hjørnet af Kirketerpsvej,” berettede lærlingen.

Veteran fra Churchill-klubben
Den fremmede var den 23-årige modstandspioner Alf Houlberg, der i 1942 været med i Churchill-klubben i Aalborg. Han blev idømt fængsel sammen med resten af gruppen, men i efteråret 1942 lavede han sammen med en kammerat endnu en stribe aktioner under natlige udflugter fra arresthuset. Han blev idømt 15 års tugthus som en af de første, der blev stillet for tysk krigsret. Han blev dog flyttet til afsoning i Danmark, men flygtede i de sidste dage af 1944 sammen med 13 andre fængslede frihedskæmpere fra Horsens Arresthus. Nu var han byleder i Randers.
Gruppen fik af Alf Houlberg besked på at sætte deres cykler i vejsiden, vente på en Falck-ambulance og standse den. To af dem kom frem fra grøften med løftede pistoler, og chaufføren accepterede at låne dem ambulancen – på betingelse af at han selv måtte føre den under aktionen.

Bazooka-angreb
Opgaven viste sig at bestå i at gøre havnens slæbebåd ’Lille Bjørn’ usejldygtig, fordi tyskerne stod over for at ville sejle af sted med den. Den skulle beskydes med bazookaer på nært hold, og Hans Erik Pedersens gruppe skulle være dækningsstyrke. De fire unge mænd lagde deres våben ind i Falck-bilen og cyklede derpå to og to forbi de tyske vagter ned på havnen. Hertil var ambulancen i mellemtiden kommet, og de fire blev nu bevæbnet med hver en maskinpistol.
”Jeg gik hen til en dør på hjørnet af skibsværftet, åbnede den – og stod i selve hallen, hvor vel en 5-10 mand arbejdede,” fortalte Børge Simonsen.
”Jeg fortalte, at der ville være raket-angreb på Lille Bjørn nu, og de skulle passe på ved vinduerne (…). Ingen måtte gå ud og ingen måtte røre telefonen (…). I det samme kom et mægtigt drøn udenfor huset af første raket, der kom straks et til og endnu et.”
Nysgerrige begyndte at forsamle sig, mens det lykkedes frihedskæmperne at komme væk. På ’Lille Bjørn’ blev blandt andet kedlen beskadiget og afsejlingen forsinket med flere uger.”

Skæbnefællesskab – Hvidsten-kvinderne og deres medfanger i tyske tugthuse

Et markant forløb i den kommende film ‘Hvidstengruppen II – De Efterladte’ bliver de oplevelser i tysk fangenskab, som 17-årige Gerda Fiil og 27-årige Kirstine Fiil Sørensen (‘Tulle’) måtte igennem.
De var døtre af Marius og Gudrun Fiil, kroejerparret i Hvidsten, og de blev idømt henholdsvis to års ungdomsfængsel og fængsel på livstid ved den tyske krigsret i København i juni 1944. Det var ved den lejlighed, at otte medlemmer af gruppen blev dødsdømt for derefter at blive henrettet i Ryvangen den 29. juni.
Gerda og Kirstine Fiil Sørensen blev transporteret til Tyskland sammen med den 50-årige Monica Wichfeld, godsejerfrue på Engestofte på Lolland, den 25-årige biblioteksstuderende Else Elisabeth (‘Pie’) Baastrup Thomsen og den 27-årige Grete Jensen fra Aalborg, hvis mand, Hans-Henrik Jensen i april 1944 var blevet dræbt under en likvideringsaktion.
De to Hvidsten-kvinder blev anbragt i flere nordtyske fængsler, som de med korte intervaller blev flyttet imellem. Gerda Fiil delte i en periode celle med Monica Wichfeld, indtil den 17-årige pige allerede i august 1944 blev løsladt og sendt hjem til Danmark. ‘Tulle’ blev i november transporteret til tugthuset i Cottbus, hvor hun kom til at dele celle med fru Wichfeld, ‘Pie’, Grete Jensen samt endnu en dansker, Alice Bergmann Jensen. Hende vides der kun lidt om, og hun er ikke med i filmen.
Sidst i januar 1945 flyttedes fangerne vestpå til tugthuset i Waldheim ved Leipzig, da artilleridrøn indvarslede, at Den røde Hær nærmede sig Cottbus. Monica Wichfeld døde i Waldheim af en lungebetændelse, hun pådrog sig  under den hårde transport i iskoldt vejr, mens de øvrige kvinder klarede sig igennem til befrielsen.

Fik slået tænder ud under Gestapo-forhør
Grete Jensens baggrund er væsentlig mindre kendt end Kirstine Fiil Sørensens, ‘Pie’ Baastrup Thomsens og Monica Wichfelds. Deres rolle i modstandskampen og videre skæbne er alle meget velbeskrevne. Jeg vil derfor bringe en passage fra bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45 – hvori omstændighederne omkring hendes arrestation skildres på side 471-472:
“Den 10. april 1944 gik en gruppe modstandsfolk i Aalborg i aktion for at likvidere kørerlærer Ernst Mikkelsen, den mest frygtede danske Gestapo-mand i byen – kendt som ’Stikker-Mikkelsen’. Angivelig overlevede han på grund af en skudsikker vest, og en Gestapo-styrke dukkede op.
Under en ildkamp blev den 32-årige tømrer Hans Henrik Jensen alvorligt såret. Han døde dagen efter på det tyske lazaret, efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at holde liv i ham.
Hans hustru Grete blev arresteret, og et våbenlager blev afsløret i en kaninfarm, som parret havde. Grete Jensen blev afhørt på Højskolehotellet af et større antal Gestapo-folk. Hun fik ifølge sin erindring mange år senere tænderne slået ud, og manden, der havde overlevet likvideringsforsøget, gik forrest.
”Mikkelsen, han havde en stor schæferhund, og den lod han hoppe op af mig og sagde: ’Hvis du ikke siger det her, så får vi den sgu til at bide dig’,” fortalte hun.
Gestapo forsøgte at afhøre Grete Jensens syvårige datter om våbenskjulesteder, og moderen fik at vide, at den lille pige skulle bortadopteres til Tyskland. Det var dog ikke rigtigt; hun blev anbragt hos bedsteforældrene. Efter et par uger i Kong Hans Gades arrest blev Grete Jensen overført til Vestre Fængsel.”
Grete Jensen spilles i ‘Hvidsten II – De Efterladte’ af Nadia Kvist.

‘God støtte i fru Wichfeld’
Hvis nogle skulle ønske at gå dybere ned i historien, inden filmen får premiere, kan jeg varmt anbefale at låne Sven Arvid Birkelands bog Taget af tyskerne (Gyldendal, 2007) og læse siderne 45-56. Birkeland gennemførte som pensioneret overlæge en lang række interview for at kortlægge de psykiske langtidsskader, som blandt andet modstandskampen havde forårsaget.
En af samtalepartnerne var den nu 89-årige Grete Jensen, og man mærker tydeligt på de kortfattede svar, hvor svært det var for hende at tale om oplevelserne. Samtidig viser Sven Arvid Birkeland sig som den dygtige interviewer, der alligevel fremkalder en fortælling, der får fortiden til at stå skarpt.
Et kort uddrag:
“Fik du nogen hjælp til at komme over det psykiske?
Nej, det har jeg tænkt meget på nu. Alle de mennesker, det går ud over, de får krisehjælp, det var der ikke noget, der hed dengang. Det havde vi haft brug for, også i dag.
Ja, for du havde det skidt.
Ja, det havde jeg, og det har jeg tit.
(…)
Men det må jo have været forfærdelig tungt både at miste sin mand og desuden tro, at ens barn var sendt til Tyskland, og selv sidde nede på ubestemt tid.
Ja, men da havde jeg en meget god støtte i fru Wichfeld.
Hun var meget dygtig til sådan at holde modet oppe?
Ja, det var hun. Når man var ked af noget, så var hun der med det samme.
Ja, og hun havde jo selv en trang skæbne, må man sige.
Ja, det havde hun, og hun var dejlig.”

Uddrag 13 fra ‘Modstand-4’: Ruth Philipsen – den dristige sekretær

Her får du tekstuddrag fra bind 4 af Modstand, der handler om efterretningskvinden Ruth Philipsen (herover, 1916-2003). Hun havde så megen farlig viden, at det formentlig udløste Royal Air Force’s bombardement af Gestapo-hovedkvarteret i kollegierne på Aarhus Universitet, at hun var fange hos Gestapo. Hun havde simpelthen for megen farlig viden.
De sammenklippede uddrag herunder er identiske med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Det var måske især lægeprofessor Ole Chievitz’s personlige prestige, der satte ham i stand til at klare en udfordring, der krævede fingerspidsfornemmelse. Den illegale efterretningstjeneste blev i sommeren 1944 decentraliseret med regionale ledelser, efter at grundlæggeren Svend Truelsen, der havde styret hele organisationen fra København, i maj havde måttet flygte til England.
De officerer, der skulle udsendes til de tre jyske efterretningsafsnit, skulle gerne have ’illegale koner’.
Det gjorde det nemmere for dem at fremstå som almindelige lovlydige borgere, og så ville  chefernes behov for sekretær- og kurerhjælp samtidig være klaret. Men det var problematisk for de unge kvinders respektabilitet at bede dem bo sammen med en mand, der oven i købet godt kunne være gift, Manden var pr. definition fremmed på grund af grundreglen om at vide mindst muligt. Derfor afslog de fleste, fremgik det af historikeren Hans Christian Bjergs værk Ligaen fra 1985.
Den altid slagfærdige Chievitz, medlem af Frihedsrådet og illegal veteran, kaldte spøgefuldt sine bestræbelser for ’hvid slavehandel’. Han tilbød at prøve at få sin egen sekretær Ruth Philipsen (billedet øverst), 28 år og præstedatter, til at tage jobbet.
”Hun gik under jorden og meddelte Radiumstationen, hvor hun arbejdede for Chievitz, at hun på grund af illegalt arbejde blev nødt til at tage til Sverige. I stedet tog hun til Århus,” skrev Bjerg.
Hendes chef og sambo blev den 28-årige premierløjtnant Frits G. Tillisch, der var en erfaren efterretningsofficer og i øvrigt både havde kone og børn. Det lykkedes på tilsvarende vis Ole Chievitz at hverve to kvindelige medicinstuderende.
(…)
Toldstrup-kurer slap ud af fælde
Uden at kende til Liss Errboes anholdelse dagen før gik Ruth Philipsen ud på (kurer)ruten i Aarhus lørdag den 7. oktober 1944 (…). Endvidere skulle hun hente post på efterretningsfolkenes dækadresse, et annoncekontor i Søndergade 64.
”Jeg selv havde et par møder (…). Da jeg havde overstået mit første møde, var jeg et smut hjemme og undrede mig over, at Ruth ikke var kommet hjem,” erindrede Tillisch.
Han skulle imidlertid videre til at andet møde.
”Da jeg efter dette møde kom kørende i Odensegade på vej hjem, så jeg en af Toldstrups kvindelige kurerer (komme) kørende hæsblæsende i modsat retning. Jeg stoppede hende.”
Det var Annie Mouritzen, med 19 år den yngste af Toldstrups kurerer. Hun var i Aarhus, fordi hun havde ledsaget de faldskærmsfolk, der var blevet kastet ned ved Skive et par dage før. Hun skulle på ruten møde en af Bennikes folk og sørge for, at agenterne kom videre.
”Men jeg nåede kun at gå få skridt på ruten, før der kom to personer med pistoler gående på en sidevej,” fortalte hun mange år senere.
”For øjnene af mig arresterede de to modstandsmænd, som også var på ruten. (…) Jeg samlede al selvbeherskelse og gik lige så stille videre. Heldigvis kendte jeg en familie i Skovbrynet, som jeg gik ind til.”

Opdaget af Gestapo dagen før
Familien lånte hende en cykel, og hun kørte ind til Aarhus, hvor hun hentede en cottoncoat, hun havde inde til reparation på et skrædderi. Det var på vej tilbage herfra, hun mødte Frits Tillisch.
”Den er gal på ruten,” sagde hun stakåndet.
”Åh gud, der har jeg sendt Ruth op,” svarede efterretningschefen, der ilede videre.
Da Ruth Philipsen havde nærmet sig ruten, kunne hun ikke se nogen af Toldstrups kurerer.
”Hun blev (…) pludselig omringet af flere civilklædte mænd, som gav hende håndjern på (…). Hvad Ruth ikke vidste, var, at hun dagen før, da hun (…) talte med (…) Liss Errboe, var blevet iagttaget af Gestapo (…). Da de to piger havde sagt farvel til hinanden, cyklede Liss ind på kurerruten og blev arresteret,” fortalte Tillisch på basis af en senere forklaring af Ruth Philipsen.

Intensivt forhør
Premierløjtnanten skyndte sig tilbage til sit hemmelige hovedkvarter og beordrede sine medarbejdere til øjeblikkelig at rømme det. Ruth Philipsen kom straks i intensivt forhør på Kollegium 4 under ledelse af Kriminalobersekretär Hans Werner. Hun fik forelagt to forløb, hvor Gestapo havde fået informationer om Tillisch.
”Det drejede sig om en jernbanesabotage ved Hobro mod et transporttog med tropper, hvorved flere var blevet dræbt. Her havde premierløjtnant B.B. Iversen (…) under en afhøring hos Gestapo fortalt, at oplysningen om transporten stammede fra mig,” skrev Frits Tillisch.
I det andet tilfælde drejede det sig om, hvorfra oplysninger om en togtransport stammede.
”Transporten havde været udsat for sabotage med dræbte og sårede til følge. Her var det Frants Lassen, der under en afhøring havde fortalt.”
Da Ruth Philipsen af Werner fik forelagt Iversens og Lassens skriftlige tilståelser, var hun klar over, at hun ikke kunne spille helt uskyldig, men hun holdt fast i, at hun kun havde været kurer.
(…)
Pludselige brag ved middagstid
I Aarhus blev pastor Harald Sandbæk om formiddagen tirsdag den 31. oktober 1944 ført til en af de løbende afhøringer på Kollegium 5. Mod sædvane blev håndjernene taget af ham, da han blev ført ind til Kriminalobersekretär Hans Werner i forhørslokalet på 3. sal.
”I dag vil vi tale dansk,” erklærede Werner, og det viste sig, at anledningen til den behageligere tone var, at en journalist fra et nazistisk blad skulle lave en historie om afhøringen.
Afhøringslederen tog fat, men sidst på formiddagen så lød pludselig et brag – og ét til.
En styrke fra Royal Air Force på 24 Mosquito-jagerbombere, 12 Mustang-jagere og et fly til  filmoptagelse, var lidt over kl. 9 lettet fra Swanton Morley-basen i Østengland. Styrken fløj ind over den jyske kystlinje syd for Ringkøbing Fjord, og da den formerede sig til angreb, inddelte den sig i fire bølger á seks fly. De første sprængbomber fra de første seks fly detonerede kl. 11.41.
Hans Werner fór op, kridhvid i ansigtet, og sprang ud af døren.
”Jeg løb ud på gangen, hvor jeg så alle tyskerne og deres medløbere kravle på maven mod trappen til højre. Jeg (…) vidste, at der også var en trappe til venstre,” erindrede Harald Sandbæk, der kravlede hurtigt fremad 10-12 meter.
Så kom endnu en eksplosion.
”Loftet faldt ned over mig (…). Så mistede jeg bevidstheden. (…) Så var der en, der skreg. Han kaldte på Gud, stønnede, skreg (…). Så blev der talt til mig – på tysk. De trak mig ud af ruinerne, og det gjorde ganske forbandet ondt.”
Telegrafist Poul Jelgren sad netop da og sendte fra bagbutikken hos en bager over en kilometer væk. Trods afstanden gik en rude itu, og huset rystede.

Slap uskadt fra spring fra 3. sal
Også Ruth Philipsen havde været til forhør, da bomberne begyndte at hagle ind. Da trappen efter den første bølge var et gabende hul, forblev hun og afhøringsofficeren Grönvold i forhørslokalet. Han gik i ly under skrivebordet, mens hun gemte sig under en håndvask.
”Bomberne fra anden bølge gik lige igennem Kollegium 4, og da hun åbnede øjnene, sad hun på en lille afsats, medens resten af stuen med Grönvold og hans skrivebord befandt sig flere etager længere nede,” skrev Frits Tillisch.
Hun kravlede ud gennem vinduet, og det lykkedes hende at slippe uskadt fra springet fra 3. sal.
”Hun kravlede (…) over et pigtrådshegn, og endte ude på Langelandsgade. Her blev hun halet ned i grøften af nogle tyske soldater, hvor hun så lå, medens 3. angrebsbølge kastede deres bombelast.”
Efterretningskvinden løb derefter nordpå og søgte tilflugt i en villa, hvor der viste sig at være sølvbryllupsfest. Hun fik tilkaldt en taxi, og en af gæsterne fulgte hende til præstegården i Risskov. Pastor Carl Bay og hans hustru, der netop var på vej til et selskab på Vosnæsgaard nord for Aarhus, tog hende med dertil.
(…)
Flugt over Grenaa
Få dage efter luftangrebet i Aarhus anmodede Frits Tillisch pr. kurer Jens Toldstrup om at anvise en rute, der kunne bringe Ruth Philipsen sikkert til Sverige. Tillisch kørte hende til Grenå og afleverede hende hos farvehandler E. Møller, hvorfra skib blev arrangeret. Ruth Philipsen kom derefter til at arbejde på efterretningstjenestens Klippekontor i Stockholm.