Manden med varulvene

Mit første møde med Erland Leth Pedersen i 2013 skyldtes, at en fælles bekendt havde gjort mig opmærksom på, at kriminalassistenten fra Københavns Politi havde en god historie. Faktisk en helt utrolig historie.
Det førte til, at vi mødtes i et briefinglokale i en af politiets bygninger nær Politigården i København. Mandens statur er kraftig, og det faste håndtryk bliver givet med et imødekommende smil. Samtidig overbeviser noget ved stemmeføringen  om, at han gennem årene uden større problemer har været i stand til at skaffe sig ørenlyd – også om fornødent blandt et større antal ballademagere i det københavnske byliv.
Og så er den snart 60-årige mand, der har 39 år bag sig i politiet, en mangeårig historie-entusiast. Den har gjort ham til en naturlig del af miljøet af amatørhistorikere omkring Politihistorisk Museum i København.
Her ligger en stor del af den opsigtsvækkende historie. Den handler nemlig ikke kun om et usædvanligt fund, der havde ligget urørt i næsten 70 år i et for længst glemt depotrum tæt under loftet i det såkaldte ‘fag 16’ – et af Politigårdens højloftede kontorer.
Fundet skulle ikke bare findes, men også forstås, for at historien kunne blive foldet ud og fortalt.

Forberedelse af falske identiteter
Hvis det store flertal af Erland Leth Pedersens kolleger havde fundet de tilstøvede effekter i loftsrummet, var de formentlig blevet kasseret som ubrugeligt skrammel.
Men nu var det altså en kriminalassistent med den fornødne indsigt til at indse, hvad han havde mellem hænderne, der fandt rummet, da batteriet skulle skiftes på et gammelt vægur.
Inde bag lugen gemte sig en pakke med  blanketter til blandt andet legitimationskort og lægdsrullebeviser samt stempler, der syntes at være stjålet fra en række offentlige kontorer. Sammen med en række andre effekter syntes de at være beregnet til at skabe falske identiteter.
Desuden fandt Erland Leth Pedersen en plan for nedgravning af et våbendepot.

Kernemedlemmer fra Petergruppen
Det viste sig, at den gamle pakke vedrørte varulvebevægelsen, der forberedte en antikommunistisk undergrundskamp i Danmark i den overbevisning, at landet ville blive besat af Sovjetunionen ved krigsafslutningen.
Vaulvegrupperne var fra efteråret 1944 blevet etableret efter ordre fra SS-rigsfører Heinrich Himmler. Elitesoldaten Otto Skorzeny stod for den praktiske etablering, og lederen i Danmark blev Petergruppens chef Horst Issel.
Kernemandskabet blev den berygtede terrorgruppes medlemmer. Det giver et fingerpeg om, hvorfor dokumenterne blev fundet på kontoret på 2. sal på Politigården, for i det samme lokale blev to af gruppens centrale medlemmer, Henning Brøndum og Kaj Bothildsen Nielsen, afhørt under retsopgøret efter krigen.
Planerne for et våbendepot ved Agtrup Vig ved Kolding skabte mistanke om, at der lå nedgravede våben endnu, og Erland Leth Pedersen rejste i embeds medfør sammen med en gruppe kolleger til Jylland for at grave det op. Det viste sig dog, at det for længst var blevet fjernet.

Bogudgivelser
Her standsede sagen så. Mens opgravningen ikke skaffede våben frem i lyset, kom der til gengæld en medrivende bog ud af det særprægede fund. Den blev udgivet i 2014 på Politikens Forlag. Den er udarbejdet i samarbejde med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen og har titlen De danske varulve.
Det næste projekt blev bogen De nazistiske betjente, der er to måneder fra at være færdig på forlaget Nyt PDIF. Den er baseret på et omfattende arkivmateriale, som Erland Leth Pedersen har samlet gennem ti år.

Det første møde med Leth Pedersen i 2013 førte i øvrigt til denne temaartikel, som kan læses af abonnementer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA

Vedrørende bogen Svend Staal-Gruppen, der udkommer i september 2017, kan du evt. læse følgende:

Nazibetjent i knibe

og

Nazi-politinetværk: Historien bag et billede

Nazi-politinetværk: Historien bag et billede

For folk med vedvarende, seriøs interesse for besættelsestiden har Svend Staal-gruppen aldrig været et ukendt navn. Men eftertidens viden om det hemmelige nazistiske politinetværk har stort set været begrænset til billedet herunder og den begivenhed, det illustrer: tilfangetagelsen og likvideringen af gruppemedlemmet Henning Walthing den 23. februar 1945.
Walthing sidder i en stol i en villakælder i Buddinge nordvest for København, mens han bliver afhørt af afdelingsleder Erling Andresen fra modstandsorganisationen BOPA. Begivenheden er bemærkelsesværdig, fordi afhøringen var den eneste under den tyske besættelse, som der blev optaget film af.

Arbejdede bag linjerne
Eksistensen af Svend Staal-gruppen har via den illegale presse været kendt siden først på året 1945 – altså før befrielsen.
Allerede i efteråret 1945 udgav to modstandsfolk bøger, der indeholdt skildringer af, hvordan man fik afsløret den frygtelige ‘stikker- og terrorgruppe’, som den blev kaldt. Forestillingerne om, hvad Svend Staal-gruppen var skyldig i var dog vildt overdrevet.
Mange mente, at den havde begået en stribe drab og havde deltaget i den terror, som man efterhånden fandt ud af, at Petergruppen havde været ansvarlig for.
Pointen i Svend Staal-gruppens arbejde var netop, at den arbejdede bag linjerne og undgik ‘publikumskontakt’. Faktisk arbejdede de mindst lige så meget for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, som de deltog i modstandsbekæmpelse.
Men ellers var det fuldstændig korrekt, hvad modstandsgrupperne konkluderede: at miljøet af nationalsocialistiske politifolk var særlig farligt for frihedskæmperne. De nazistiske betjente havde ikke bare viljen til at hjælpe tyskerne. De havde også deres professionelle kunnen som politifolk.

Komplet researchmateriale
Svend Staal-gruppen er emnet for en bog, som kriminalassistent Erland Leth Pedersen og jeg ca. den 10. august 2017 udgiver på forlaget Nyt DPIF. Bogen bygger på et nærmest komplet researchmateriale som Leth Pedersen har indsamlet over en periode på ti år.
Vi fortæller i bogen den historie, der lå bag Walthing-likvideringen – den ene, velkendte begivenhed og det ene foto, der går igen som illustration i enhver sammenhæng, hvor Svend Staal-gruppen omtales.
Først skal det retfærdigvis nævnes, at Svend Staal-gruppen allerede er blevet skildret samlet. Det gjorde historikeren Henrik Lundtofte for tre år siden, da han udgav  bogen Håndlangerne. Hans redegørelse for gruppen og dens rolle i det tyske politis modstandsbekæmpelse er sådan set ret fyldestgørende, men kortfattet. Lundtoftes bog handler om Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) og HIPO i hele emnets bredde, som de nazistiske betjente kun var en lille del af.

Mobilisering på Amager
I vores bog skildrer vi baggrunden i det tætsluttede miljø af nationalsocialistiske politifolk, der dannede deres egen gruppering i dansk politi allerede fra 1941. De var ildeset af kollegerne, for selv om flertallet af politifolkene i krigens første år var samarbejdspolitikkens faste støtter og bekæmpede modstandsgrupperne beslutsomt, var det sidste man ønskede, nazistisk indflydelse på dansk politi.
Da ‘Svend Staal’, der i virkeligheden var den 31-årige politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen fra Station 4 på Amager, begyndte at mobilisere meningsfæller blandt kollegerne til samarbejde med tyskerne, var de for længst en isoleret flok. Det skete i efteråret 1943, da krigen for alvor var begyndt at gå tyskerne imod, og den danske regering var gået af.
Hos hovedparten af befolkningen var modviljen mod de danske nazister afløst af had, så ‘Svend Staal’-folkene var mænd, der var indstillet på at kæmpe til den bitre ende under HIPO-chefen Erik V. Pedersens overordnede ledelse. For dem var antikommunismen i højsædet, og de var motiveret af et stærkt ønske om at beskytte det nazistiske miljø, f.eks. de østfrontfrivilliges efterladte familier.

Store huller i kildematerialet
I De nazistiske betjente går vi ind i de enkelte personlige skæbner, så langt kildematerialet rækker. Og vi tegner et temmelig detaljeret billede af, hvordan deres arbejde og deres samarbejde med HIPO og Gestapo udviklede sig.
Svend Staal-gruppen støbte gennem deres professionelle politi-arbejdsmetoder en del kugler til aktioner, som HIPO og Gestapo udførte. Men det er umuligt at sige, præcis hvilke aktioner eller pege på ret mange sager, hvor gruppens arbejde betød tortur, deportation eller drab på bestemte personer.
Det lykkedes nemlig tysk politi lige før kapitulationen at ødelægge næsten alle sine artikiver og dermed beviserne. Og da Svend Staal-betjentene efter krigen blev stillet for retten med en lang fængselsstraf hængende over hovedet, havde de ingen interesse i at sige særlig meget.

Tvetydig profil
Kildematerialet er heller ikke stærkt nok til, at vi med sikkerhed kan konkludere, om ‘Svend Staal’-gruppen mest arbejdede med militær efterretningsvirksomhed for Abwehr eller mest tjente HIPO’s anti-illegale kamp.
De to ting er særlig svære at holde ude fra hinanden, fordi Erik V. Pedersen samtidig med, at han var øverste chef for HIPO, også arbejdede for Abwehr.
Under alle omstændigheder har gruppen en mere tvetydig profil, end det traditionelt har været opfattelsen.

Læs evt. også uddrag af ‘Svend Staal-gruppen,’ som jeg har sendt ud under disse links:

‘Nazibetjent i knibe’ 

‘Bortførelsesdrama på Østbornholm’

‘Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads’

 

Værnet på fransk

For ca. et år siden udkom den biografiske roman Les guérir (‘At helbrede dem’) på det franske forlag Robert Laffont. Forfatteren er franskmanden Olivier Charneux, og forlægget er bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Jakob Rubin og jeg selv udgav i 2002 på JP Bøger.
Jeg har lige læst den og synes, den er god. Det kommer jeg tilbage til.
Først et par ord om, at vi har fået mere international opmærksomhed om Værnet-bogen, end vi havde forestillet os ved udgivelsen.

Virkningsløs kirtel
Nok begik Carl Værnet (1893-1965) en forbrydelse mod menneskeheden ved at foretage eksperimentelle operationer på homoseksuelle fanger i KZ-lejren Buchenwald i 1944, men han var trods alt ikke nogen Dr. Mengele. Den kunstige hormonkirtel, Værnet indopererede, var virkningsløs.
Færre end 20 blev underkastet operationen. Af dem døde to inden for et par uger, men det er mere sandsynligt, at dødsårsagen var de almene hygiejniske forhold og ernæringstilstanden i KZ-lejren end direkte virkninger af indgrebene.
Den danske læges forbrydelse lå primært i, at han overhovedet foretog operationerne på magtesløse KZ-fanger. Men det har været rigeligt til, at andre har fundet det umagen værd at gå videre med historien.

Argentinsk dokumentar og tysk oversættelse
I 2012 kom et argentinsk filmhold til Europa, hvor de både var i England, Tyskland og Danmark for at lave optagelser og interview til dokumentarfilmen El Triangulo Rosa y la Cura Nazi para la Homosexualidad, der havde premiere i 2014. Se traileren her
Bogen har i mange år foreligget i tysk udgave – en oversættelse, som den østrigske translatør Kurt Krickler foretog i 2004. Og så har Carl Værnets historie fra begyndelsen også været formidlet i den engelsksprogede verden, idet den markante britiske menneskerettighedsaktivist Peter Tatchell, der har bøsser og lesbiskes forhold som et fokusområde, var den person, der tilbage i 1998 bragte den stort set glemte historie om den danske nazilæge og hans hormoneksperimenter frem i offentligheden. Det gjorde han ved at sende et åbent brev til den danske statsminister. Se et foredrag af Peter Tatchell fra 2015 her

Følger en bestemt rød tråd
Olivier Charneux’s bog er forholdsvis kort. Den koncentrerer sig om Carl Værnets personlige udvikling fra barndommen på en østjysk gård til at blive nazist og til sidst tage det endelige skridt over i krigsforbrydelsen. Handlingen kulminerer med Værnets operationer i Buchenwald og hans møde med SS-rigsfører Heinrich Himmler tre måneder før kapitulationen. Bogen slutter med den 52-årige læges arrestation på sin brors gård ved Odder få dage efter befrielsen.
Les guérir er stramt komponeret og skrevet i et enkelt, indbydende sprog. Det stramme indebærer, at forfatteren klart har prioriteret, hvad han beskæftiger sig med. Hele det indviklede forløb under retsopgøret frem mod Carl Værnets mystiske flugt i 1946/47 er udeladt – tiden i Argentina frem til Værnets død i 1965 stort set ligeså.
Olivier Charneux har set bort fra flere ganske væsentlige personer fra vores bog og dermed forenklet handlingen – også inden for familien. Carl Værnet havde i sit første ægteskab børnene Kjeld, Aase og Torben, men de to voksne sønner var ikke med på opholdet i Tyskland og Prag.
Det var til gengæld tre andre børn, som han havde med sin anden hustru – den stærkt alkoholiserede Gurli. Det var drengen Leif på ni år og tvillingesøskende Helge og Lull på seks år.  Imidlertid har Charneux udeladt Lull. Formålet synes at være, at en børneflok på tre mindre børn nødvendigvis indebærer så mange forviklinger, at det ville aflede fra handlingens hovedspor. Så er det mere overskueligt med to drenge.
Forenklingerne er i mine øjne sket, uden at noget vigtigt er gået tabt.

Skarpe scener
Noget Charneux til gengæld prioriterer, er skildringen af Værnets venskabelige forhold til Frits Clausen, føreren for det danske nazistparti DNSAP. De var studiekammerater på medicinstudiet på Københavns Univerisitet, og det var tilsyneladende Clausen, der fik Carl Værnet ind i partiet. Her er det godt at se en skønlitterær forfatter beskæftige sig med stoffet, for der vides ikke så meget konkret om deres forhold – i hvert fald ikke noget, vi fik kendskab til under arbejdet med bogen.
Olivier Charneux’s har også skarpe skildringer af den københavnske læges møder med topfolkene i Nazityskland – ud over Himmler bl.a. rigslæge Ernst Grawitz. Dem kender vi ellers kun fra tørre dokumenter i kancellistil fra tyske arkiver.

Havde ideer med fra faderens dyreavl
Den røde tråd, som Charneux ser i sin hovedperson, er påvirkningen fra den strenge lutheranske far, der hyppigt brugte fysisk afstraffelse. Faderen var en dygtig hesteavler, og da Carl Værnet efter sit medicinstudium begyndte sine hormoneksperimenter bragte han ideen med om at ville  ‘forbedre’ menneskene. Den blev ifølge forfatteren afgørende for hans livsprojekt: ønsket om at udvikle en metode til at kurere homoseksualitet.
Skildringen af Carl Værnets handlinger under eksperimenterne i Buchenwald bygger også på, at de ikke var drevet af ondskab. Han var langt fra sadist og spurgte faktisk til, om KZ-fangerne deltog frivilligt. Samtidig maler forfatteren billedet af en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.

Mærkelige stavemåder
Når jeg er positiv over for bogen, skyldes det ikke mindst, at jeg synes, de psykologiske profiler flugter fint med det vi i forfattergruppen fandt frem til gennem flere års research. Ud over Carl Værnet selv og hans familie gælder det ikke mindst den højt begavede og excentriske Johan Laub Ostenfeld, forretningsfører i Værnets lægeklinik på Frederiksberg.
Ind imellem har forfatteren en mærkelig måde at behandle danske navne på. Når jeg læser den tydeligvis veltilrettelagte bog, har jeg svært ved at tro, at Charneux ikke kan finde ud af at skrive danske navne af. På den anden side kan jeg dårligt se, hvilket formål, der skulle være i at kalde Carl Værnets søn Kjeld for ‘Kjed’.

Gruppeoversættelse
Af efterskriftet fremgår det, at Olivier Charneux har brugt en utraditionel måde til at få adgang til Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald på. Han takker 16 personer for oversættelse  af den tyske udgave til fransk. Han har med andre ord fordelt bogens kapitler til oversættelse til en større personkreds fra sit netværk.
 Les guérir er den ottende bog, som den 53-årige Olivier Charneux har udgivet. De fleste af dem handler om emner af særlig interesse for det homoseksuelle miljø.
En del tyder på, at Carl Værnets historie vil føre endnu flere udløbere med sig.  Så sent som i september 2016 fik vi en henvendelse fra en fransk journalist, der arbejder på en bog, der har en vigtig biperson i vores bog i centrum.

Læs evt. også denne historie om Carl Værnet

Frihedskampens flittige formidler

To år efter sin mors død i 2010 fandt Lone Monies et visitkort, som Niels Gyrsting havde efterladt. Gyrsting havde besøgt moderen et par gange og hørt hende fortælle sin meget specielle historie fra besættelsestiden.
Billedkunstneren Helle Monies, der som ung hed Helle Termansen, var meget aktiv i modstandskampen sammen med sin kæreste Ib Mogens Bech Christensen. De blev gift få uger før, Ib blev dræbt ved Hareskoven under beskydning af en tysk vejpatrulje.

Redigeringsproces med forhindringer
Fundet af visitkortet førte til, at Lone Monies ringede til Niels Gyrsting, fordi hun tænkte, at moderens erindringsskitser, breve og andet materiale burde udgives. Det er nu blevet til virkelighed, og bogen Helle, Ib og ‘1944’-gruppen udkommer på lørdag, den 11. marts, med Lone Monies og Niels Gyrsting som forfattere.
Udgivelsen er 2017-udgaven af den årtier lange række af årsskrifter for Frihedsmuseets Venner, som Niels Gyrsting er formand for.
Lone Monies, der er pensioneret teatermaler, har været godt tilfreds med samarbejdet.
“Han er det mest behagelige menneske at arbejde sammen med,” siger hun.
“Han arbejder målrettet, stille, behageligt og roligt med teksterne… Og så ringer han på et tidspunkt og foreslår, at nu skal vi have et møde.”

Krævende redigeringsarbejde
Opgaven har ellers ikke været af de simpleste. Helle Monies skrev i lange stræk uden datoer og årstal. Dem har Niels Gyrsting så føjet til.  Og selv om den gamle modstandskvinde lærte at skrive på computer, var en del af hendes skitser håndskrevne – og ikke altid i en let læselig form.
“Hun led af ledegigt i hænderne. Hun vågnede mange gange om natten og lå og skrev i hånden. Hun var nemlig ofte søvnløs, fordi hun aldrig kunne slippe de dramatiske begivenheder fra frihedskampen,” fortæller datteren, der ikke ved, om moderen havde tænkt sig, at erindringerne skulle udgives.

Erindringsbog med
Hvidsten-medlem
Den nye bog om Helle Termansen og Ib Mogens Bech Christensen er blandt de mest betydningsfulde, Frihedsmuseets Forlags Venner har udgivet gennem årene. Men nyt er det ikke, at Niels Gyrsting er på banen i den sammenhæng. Det har han været i hvert eneste årsskrift, siden han blev formand i 2005 – enten som forfatter eller redaktør.
Dermed har han en produktion om modstandsbevægelsen bag sig, der vejer godt til – selv i sammenligning med professionelle besættelsestidshistorikere. I rækken af årsskrifter har han tidligere skrevet halvdelen af Sprællemanden og SOE-agenten fra 2005 (sammen med Peter Edelberg), hvor han beskæftigede sig med efterretningsmanden og ‘1944’-medlemmet Børge Jensen, og Hvidsten Gruppen fra 2009, som han skrev ud fra lange interview med Jens Stenz, et af de sidste levende medlemmer af den berømte modtagegruppe. Dertil kom i 2013 (sammen med Hans Ørum) Ørums bitre oprør på basis af daværende oberstløjtnant T.P.A. Ørums krigstidsdagbog.
Hans evne til at slå ned på ellers upåagtede emner, illustreres også af titlen på hans allerførste bog fra 1995 Mærkatpropaganda i Danmark: antifascistiske & fascistiske mærkater & støttemærker 1930-1945. Her går interessen for skriftlige overleveringer og fortidens fysiske genstande op i en højere enhed.

Facebook-operatør
Endelig er han også gået forrest, når det gælder vidensdeling på de sociale medier. Han er bestyrer af Facebook-siderne ‘Besættelsen 1940-45’, ‘Frihedsmuseets Venner’, ‘Neuengammeforeningen’ og ‘Studenternes Efterretningstjeneste og ‘1944’-gruppen’. Den sidstnævnte er blevet oprettet i anledning af udgivelsen af den nye bog.
Niels Gyrsting insisterer på, at siderne skal bruges til udveksling af informationer. Besættelsestiden kalder også over 70 år efter befrielsen på stærke følelser, og debatter udvikler sig ikke sjældent til ophedede meningsudvekslinger. I sådanne situationer bliver deltagerne venligt, men bestemt mindet om Facebook-gruppens formål.

Systematisk samler
Gyrsting er imidlertid ikke historiker; han har haft sit arbejdsliv i SKAT, hvor han er specialkonsulent. Den historiske viden har den 59-årige mand fra København, fordi han gennem 40 år har dyrket besættelsestiden intensivt som hobby. Niels Gyrsting er samler, og han har opbygget et samling af høj klasse fra besættelsestiden, der både består af genstande og dokumenter.
Den måde, Helle, Ib og ‘1944’-gruppen er blevet til på, er typisk for ham. Han har gennem årene dyrket at besøge folk og interviewe dem. Det fører i en del tilfælde til, at hidtil ukendt kildemateriale bliver udleveret fra private mapper, skuffer og skabe.
At Niels Gyrsting har en arbejdsevne ud over det sædvanlige, bevidnes af, at han også kan overskue at være  fællestillidsmand på sin arbejdsplads. I en periode var han desuden medlem af lokalrådet på Østerbro for Det konservative Folkeparti, som han på det tidspunkt var medlem af, og han var i en årrække aktiv i Hjemmeværnet.

I Danske skæbner & eventyr
Allerede tre uger før udgivelsesdatoen fik Helle, Ib og ‘1944’-gruppen foromtale i form af en feature-artikel i Egmont-bladet Danske skæbner & Eventyr. Det udkom midt i februar 2017.
Udgivelsen markeres med en reception i Frimurerlogen på Blegdamsvej på Østerbro, der under krigen var beslaglagt af Schalburgkorpset. ‘1944’-gruppen foretog her den 19. juni 1944 sin kendteste aktion, et decideret paramilitært raid mod bygningen.

I et tidligere blogindlæg har Niels Gyrsting og modstandsmanden Jørgen Hesseldahl fortalt om det samarbejde, der førte til nyudgivelsen af sidstnævntes erindringer i 2014. Det kan du læse her

—– —–

Produktions- og aktivitetsliste for Niels Gyrsting:

Bøger:

• Forfatter: Mærkatpropaganda i Danmark: antifascistiske & fascistiske mærkater & støttemærker 1930-1945 / Niels Gyrsting & Peter Poulsen; Møntklubben Poletten, fraktion 2. verdenskrig, 1995
• Redaktør: I politiets tjeneste, en politimands erindringer, primært fra krigsårene 1940-1945/ Helge Stubs (1916-2002) erindringer som politimand, gardersergent og modstandsmand, fortalt af Helge Stub, redaktører: Dines Bogø, Niels Gyrsting, K.W. Hansen, 2004
• Forfatter og redaktør: Sprællemanden – og andre fortællinger fra Frihedskampen / Niels Gyrsting. SOE-agenten: besættelsen, der varede 60 år; Peder Edelberg; redaktion: Niels Gyrsting og Peter Edelberg, 2005
• Redaktør: Våbennedkastninger, beretning om lokale modstandsgruppers våbenmodtagelse og andre aktiviteter i Vendsyssel under besættelsen 1940-45 / Axel Engberg Pallesen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2006
• Redaktør: Nordens Frihed, illegale blade og bøger under besættelsen, kaptajn, skoleleder P.M. Wichmann Ryefelts erindringer fra besættelsen om hans illegale arbejde og fangenskab i Horserød og Frøslevlejren/ P.M. Wichmann Ryefelt, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2007
• Forfatter: ‘Illegale Tryk’ i antologien: Praktisk Patriotisme ved Per Mortensen, 2007
• Forfatter og redaktør: Hvidsten Gruppen, medlem af Hvidsten Gruppen, Jens Stenz, fortæller i sine erindringer om gruppens våbenmodtagelser og senere arrestation, fængsling og henrettelse samt om sit eget ophold i det tyske fængsel Dreibergen/ Niels Gyrsting; redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2008
• Redaktør: Holger Danske, Afdeling “Eigil” / Povl Falk-Jensen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2009
• Redaktør: Rejsende i sabotage, Den jyske Rejsegruppe 1944-45 /Birkelund, Peter, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2010
• Redaktør: Lille John/ Aksel Willumsen, 2011
• Redaktør: Nybodergruppen/ Gunnar Krogsbøll, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2011
• Forfatter og redaktør: Hans Vultejus, Forpligtet, en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943-45 /Niels Gyrsting, 2011
• Redaktør: Besættelsen set med barne– og ungdomsøjne/ Carsten Rütting Schweitz, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2012
• Redaktør: Occupied, Denmark´s Adaptation and Resistance to German Occupation 1940-1945/ Nathaniel Hong, redaction: Esben Kjeldbæk, Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2012
• Redaktør: Helte og andre ofre/Peter Nicolai Gudme Christensen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2013
• Redaktør: Min rejse tilbage, Theresienstadt 1943-1945 (ny udgave) / Jytte Bornstein, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting
• Forfatter og redaktør: Ørums bitre oprør/ Hans Ørum og Niels Gyrsting, redaktion Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2013
• Redaktør: I Toldstrups tjeneste/ Jørgen Hesseldahl, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting 2014
• Redaktør: Livet skal leves, Henning Jensen/ Pernille Ramsdahl, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2015
• Redaktør: Johs/ Steffen Bülow, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2015
• Forfatter og redaktør: Helle, Ib og ”1944”-gruppen/ Lone Monies og Niels Gyrsting, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2016

Artikler:

• Forfatter: Om det illegale Land og Folk (1941-1945) Arbejderhistorie 43, side 94-97, 1994
• Forfatter: Ø8 – en modstandsorganisation/ Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 1995
• Forfatter: En usædvanlig kvinde i Holsteinsgade 30/ Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 1999:4, om Jolanda Rodio, Holger Danske
• Forfatter: P3 – et Østerbro-kompagni i modstandsbevægelsens militærorganisation
• / Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 2001
• Forfatter: Rosenvængets Hovedvej 16 – CB-Skolen, der blev jævnet med jorden, / Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 2004
• Introduktion: Hvidsten Gruppen, Den autentiske beretning fra 1945/Axel Holm, 2012
• Forfatter: Lidt om Korps Ågesen/ Niels Gyrsting i medlemsbladet: Militaria-Nyt, 2015

Herudover:

• Konsulent på filmene Flammen og Citronen og Hvidstengruppen
• Konsulent på DR-TV om udsendelser om 9. april 1940 og Befrielsen
• Medvirken i DR-TV i udsendelse om Svend Hazel/ Erik Redsted Pedersen, 2010
• Medvirken og tilrettelæggelse af udsendelser for TV-Østerbro – herunder om Besættelsestidens Illegale tryk, CB-Skolen i Rosenvænget. ‘1944’-gruppens angreb på Schalburgkorpset i Frimurerlogen, Mindelunden, 9. april 1940 på Østerbro og om Befrielsen (flere af udsendelserne kan ses på Youtube)
• Leveret konsulentbistand og kildemateriale til flere forfatteres bøger og artikler
• Leveret foredrag om Hvidstengruppen, ‘1944’-gruppens angreb på Schalburgkorpset i Frimurerlogen, Toldere og skattefolk i modstandsbevægelsen 1940—1945, Modstandskampen i Næstved
• Været med til at tilrettelægge udstillinger bl.a. i Københavns Rådhus om jødeforfølgelserne i Danmark (2013) og i Stjerne Radio på Istedgade 31 (2015)
• Mangeårig formand for samlerforeningen OPROP!
• Formand for foreningen Frihedsmuseets Venner
• Næstformand i Neuengammeforeningen
• Næstformand for Horserødlejrens Museums Venner
• Næstformand for projekt Stjerne Radio
• Styrer flere grupper på Facebook: Besættelsen 1940-1945, Frihedsmuseets Venner, Neuengammeforeningen, Horserødlejrens Museums Venner, Studenternes Efterretningstjeneste og ”1944”-gruppen.

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk

Nedenstående er et uddrag fra kapitlet  ‘Brevet’ i bind 2 af Modstand.

—– —– —–

Det var et afgørende vendepunkt i modstandskampen, da  Mogens Fog, 38-årig lægeprofessor og en af lederne for det illegale blad Frit Danmark, i december 1942 gik under jorden for at undgå arrestation. Få dage senere udsendte han det navnkundige brev ‘Draaber i Havet’. Men der var en privat pris at betale for hustruen Elin Fog og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Det fremgik af sønnen Jørgen Fogs beretning næsten 50 år senere.

Et langt maskinskrevet brev fra Mogens Fog var egentlig privat til venner og bekendte. Han skrev det midt i december 1942, umiddelbart efter at han var gået under jorden.
Udtrykket ’under jorden’ blev for øvrigt først et almindeligt begreb, da lægeprofessoren var forsvundet.
Stærkest i erindringen står hans svar til dem, der mente, at danskerne som et lille folk ingen forskel gjorde:
”’Draaber i Havet’, siger De, nuvel, Havet bestaar af Draaber, i en Bevægelse som vor er intet for smaat, hvert Halmstraa vi lægger Nazisterne i Vejen har sin Betydning.”
Flere modtagere gjorde opmærksom på, at brevet var af interesse for en bredere kreds, og fik Fogs tilladelse til at offentliggøre det i den illegale presse.[1]

At skrivelsen er legendarisk, viste sig, da en af Frit Danmark-aktivisterne fra dengang Jørgen Jacobsen 71 år senere, i sommeren 2013, lod sig interviewe til Ekstra Bladet i sin herskabslejlighed på Frederiksberg. Emnet var ikke specielt Anden Verdenskrig, men inden den strukturerede dialog begyndte, kom Jacobsen med forskellige spredte bemærkninger.
”Og så var der Mogens Fogs brev. Det er noget særligt – og noget af det bedste, der er skrevet om modstandskampens nødvendighed,” erklærede den 94-årige pensionerede forsvarsadvokat.[2]
Et lignende indtryk gjorde Fogs brev i Harald Sandbæks præstegård på Hobro-egnen. ”Det var en befriende fornemmelse, at andre fornuftige mennesker følte akkurat, som man selv følte – uden hensyn til, hvad der blev sagt og skrevet fra officiel side,” skrev sognepræsten.[3]

Brevet blev skrevet i en følelsesmættet situation. Fog havde netop uden varsel forladt sin hustru og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Aftenen før var han under et middagsselskab blevet kaldt til telefonen. Det var Mogens Hammer, der havde et advarende tip fra Lorens Duus Hansen, der igen havde sin viden fra kriminaloverbetjent Roland Olsen. Dansk politi ville næste morgen indfinde sig ved hans bolig på Søllingsvej 17 i Charlottenlund og arrestere ham.[4] Fog satte ord på de private følelser.
”Mange af Dem vil nok fordømme min Handlemaade, fordi jeg derved har bragt Sorg og Ulykke over min intetanende Familie; men jeg ved, Elin forstaar og tilgiver mig. Jeg har ikke handlet letsindigt, mine kære har været i mine Tanker, ogsaa Hensynet til deres Fremtid har ligget mig paa Sinde,” skrev han.
Han gik derefter videre til det emne, der bekymrede stadigt flere danskere, selv om de færreste rigtig kunne gennemskue, hvad der foregik.
”Alle skal vide, at tysk Politi i Dag faar Lov til at arrestere enhver dansk Borger, det finder for godt. (…) En eller to danske Betjente har Lejlighed til at bivaane Anholdelsen, derefter ses Ofret ikke af nogen dansk. (…) Det gælder ikke alene, hvor Anklagen gaar ud paa Angreb paa den tyske Værnemagt, enhver antinazistisk Handling el. Agitation kan bringe Folk i Gestapos Vold. Hvad der sker i Forhørslokalerne, ved vi intet om – Beretninger fra andre Lande sætter os i Stand til at gætte.”[5]

Aktionen var et led i en samlet planlagt anholdelse af Frit Danmarks redaktionskomité. Den 7. december havde tyskerne forelagt en liste med anholdelseskrav på i alt en halv snes personer.[6] Samme aften som advarslen til Mogens Fog ringede det på døren hos Ole Chievitz i professorboligen ved Finseninstituttet.
”De kender mig ikke, men mit navn er Lindberg,” sagde den fremmede efter at være trådt ind.
”Jo, så ved jeg, hvem De er,” svarede Chievitz, der var orienteret om, at Mogens Hammer igen befandt sig i landet.
Faldskærmschefen kom for at meddele, at professoren ville blive arresteret i løbet af natten. Den 59-årige Ole Chievitz valgte imidlertid at blive i sit hjem. Han mente, at i en situation, hvor det var meget vanskeligt at arrangere flugt til Sverige, måtte denne mulighed forbeholdes yngre personer, der deltog i farligere modstandsarbejde. Han vurderede desuden, at en arrestation af ham, ville være et spring fremad for modstandstankens stilling i offentligheden. [7]
 Også landsretssagfører Rud Prytz, biblioteksdiretør Thomas Døssing, Henry Christophersen fra Arbejdsmandsforbundet og landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev advaret. Kun Christophersen gik under jorden, mens Prytz vurderede, at man trods alt ikke risikerede liv og lemmer under en kortere dansk fængselsstraf. Også Thomas Døssing valgte at afvente.

Chievitz, Prytz og Døssing blev alle arresteret den 9. december om morgenen og deres hjem ransaget under deltagelse af medfølgende Gestapo-folk.[8] Samtidig rykkede to danske kriminalbetjente ud for at anholde Mogens Fog.
”Til Assistance med Ransagning vil der blive stillet 4 tyske Politimænd til Raadighed,” havde kriminaloverbetjent Nørreheden, Københavns Opdagelsespoliti, dagen før skrevet i sin rapport.
Samme nat pakkede Mogens Fog en let kuffert, tog sin skrivemaskine under armen og drog afsted til veninden Grethe Strøybergs lejlighed i det nærliggennde Ordrup. Den 25-årige kvinde blev under dæknavnet ’Frida’ hans sekretær, kurer og elskerinde, mens han boede hos hende det følgende år.

Politiet dukkede forgæves op i hjemmet på Søllingsvej både den 9. og 10. december. Tyskerne ønskede også hustruen, børnelæge Elin Fog fængslet, da de mistænkte hende for at være medskyldig i mandens arbejde, men det satte departementschef Eivind Larsen sig med held imod. Til gengæld måtte han love, at dansk politi ville gennemføre en afhøring. [9] Faderens forsvinden fandt sted midt i juleforberedelserne i hjemmet.
”Jeg stod (…) på en høj stol inde i stuen og satte stearinlys i en lysestage, da mor kom og sagde, at far ikke kom hjem til jul, fordi han var rejst,” fortalte Jørgen Fog, otte år i 1942, i 1991.
”Jeg syntes naturligvis, at det var mærkeligt, at han var rejst uden at sige farvel, og så lige før jul. Mor sagde ikke mere, og jeg var vel klar over, at jeg ikke skulle spørge. (…) Få dage efter kom nogle danske politifolk og satte sig i stuen. De ventede på, at far skulle komme hjem. De spurgte mig ud, blandt andet om, hvornår jeg sidst havde set ham.”
Elin Fog blev flere gange afhentet til daglange afhøringer.
”Hun fik nådigst lov til at tage Eva (…) med. Hun blev stadig ammet. I den periode sagde mor til politiet og til Inge og mig, at far var rejst til England.”[10]

Det var åbenlyst pinligt for myndighederne at måtte anholde to medicinske professorer og andre prominente folk. Sagen kom op på et ministermøde den 10. december. Her fremgik det, at kravet om arrestationerne var blevet fremsat af Paul Kanstein fra det tyske gesandtskab.
”Eivind Larsen havde da svaret, at det her drejede sig om saa fremtrædende Personligheder, at Arrestationerne vilde vække et saadant røre i Befolkningen, at det danske Politi ikke kunde foretage disse Arrestationer uden nærmere Grundlag,” skrev minister Gunnar Larsen i sin dagbog.
Kanstein oplyste da, at informationerne bl.a. stammede fra afhøringerne af Aksel Larsen.
”I Forhørsretten havde han (Chievitz, forf.) udtalt, at han ikke var Kommunist, men at han ansaa Kommunisterne for at være den eneste Organisation i Danmark, der var egnet til at forsvare de nationale Interesser i Øjeblikket,” fortsatte Gunnar Larsen.
Regeringen anså det for helt afgørende at beholde sagen i dansk regi.
”Thune Jacobsen havde (…) stærkt fremhævet Nødvendigheden af, at det hele blev indbragt for danske Domstole. (…) Hvis man blot kunde udstede en Erklæring om, at (…) de paagældende vilde blive straffet for en dansk Domstol, mente man, at der vilde falde Ro over hele Spørgsmaalet, og at Sympatien med Fangerne i vide Kredse vilde svinde, naar man fik at vide, at de virkelig havde været i Forbindelse med Aksel Larsen.”[11]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af  ‘Modstand-2’:

Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

[1] Brevet ligger i Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v.. Se desuden Morten Møller: Mogens Fog, side 57-61, og Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217.

[2] Bemærkningen er citeret efter hukommelsen. Artiklen med Jørgen Jacobsen blev bragt i Ekstra Bladen den 11. januar 2014.

[3] Harald Sandbæk: Præst, sabotør, flygtningearbejder, side 55-56

[4] Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217; Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45; Morten Møller: Mogens Fog, side 55, og Hans Elfelt Bonnesen: Med fup og faldskærm, side 25.

[5] Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v..

[6] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45, og Børge Houmann: Hvem er Nielsen? side 138-139..

[7] Jørgen Røjel: ’Fra Frihedskampen’ i Ole Chievitz, side 83-84.

[8] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45-46.

[9] Morten Møller, side 55 og note 66 og 67 på side 443-444, og Elias Bredsdorff: ’Modstandsmanden’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 92.

[10] Nan Henningsen: ’Jørgen Fog om sine forældre’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 275.

[11] Gunnar Larsen: Samarbejdets mand (bind 2), side 513-515.