Farvel til kurerpige

Når Toldstrupselskabet i Assens den 18. august holder den årlige mindehøjtidelighed for Jens Toldstrup, vil en af de personer mangle, der har været fast gæst, siden afsløringen af mindestenen for modstandshelten i 2013.
For en måned siden døde Gertrud Pedersen fra Stevnstrup ved Randers, der under besættelsen var en af Toldstrups kurerpiger, 95 år gammel. De fire helt unge kvinder var krumtapperne, der fik  modtagechefens højmobile illegale hovedkvarter til at fungere.

Modstands-ægtepar
Gertrud Pedersen var den ene halvdel af et frihedskæmperægtepar, der fik et langt liv. Hun mødte sin mand, Carl Pedersen, da de begge var FDF-spejdere i Randers, og de blev gift i efteråret 1943. Han døde i 2013 som 93-årig, kort før parret kunne have fejret jernbryllup.
Det var ikke mindst spejdermiljøet i Randers, der var udgangspunkt for den tidlige modstandskamp i byen, og det unge ægtepar begyndte i  1943 at dele illegale blade ud. Carl Pedersen havde efter sin værnepligt været på befalingsmandsskole i Næstved sammen med Christian Ulrik Hansen, der var nærmeste medhjælper for modstandsbevægelsens Jyllands-leder Flemming Juncker.

Besøg af Christian Ulrik Hansen
En dag i efteråret 1943 opsøgte ildsjælen, der som regel blev kaldt ‘Christian U.’, parret i deres lille lejlighed på Mariagervej i Randers og spurgte om de ville hjælpe med at modtage våben, der blev nedkastet med fly fra Storbritannien. På dette tidspunkt var de luftbårne våbentransporter godt i gang, idet Hvidstengruppen allerede havde gennemført alle de modtagelser, de kom til at stå for.
Gertrud og Carl Pedersen, der var politibetjent, sagde ja, og Carl deltog ved et par lejligheder på modtagehold, mens Gertrud holdt vagt.

Redningsaktion for sabotør
Parret blev yderligere involveret i farligt modstandsarbejde  i vinteren 1943/44, da de hjalp en af de sabotører, der var eftersøgt efter den store sabotage af jernbanebroerne ved Langå i november 1943.
Gestapo stormede lejligheden, hvor Ejvind Jacobsen holdt sig skjult. Han sprang ud fra en altan og brækkede et ben ved landingen, men det lykkedes han at slæbe sig i skjul. Den eftersøgte skulle af sted til Sverige snarest, og det var toldassistent Anton Jensen fra Skive, der endnu ikke have fået dæknavnet ‘Toldstrup’, der arrangerede det.
I august 1944 blev Carl Pedersen arresteret under en våbenmodtagelse, og han blev transporteret til KZ-lejren Neuengamme.

I Toldstrups tjeneste
Gertrud Pedersen, nu 23 år, gik ‘under jorden’ og var fast besluttet på at deltage i modstandskampen til det sidste. Hun kendte Toldstrup fra redningsaktionen for Ejvind Jacobsen og opsøgte ham i  Aarhus. I den illegale lejlighed, der var hovedkvarter, mødte hun to andre Randers-piger, som hun kendte af udseende fra hjembyen. De var Annie Mouritzen og Kirsten Kretzschmar, begge 19 år. Den fjerde i kvartetten var den 26-årige Liss Errboe.
De fire unge kvinder udførte alle former for kurertjeneste og kontorarbejde – herunder især den meget tidkrævende chifrering og dechifrering af telegrammer, der blev sendt til og modtaget fra London.

Havde selvmordspille parat
I de sidste krigsmåneder følte Gertrud Pedersen virkelig, at jorden brændte under hende.
“Vi flyttede hele tiden hovedkvarteret og var konstant på flugt. Toldstrup gik slet ikke ud om dagen mere,” fortalte hun til bogen Modstandskvinder af Kathrine Læsøe Engberg (Gyldendal, 2009).
“Liss var blevet taget af Gestapo i oktober, da hun var på en mission, og Annie blev sendt til Sverige i november af Toldstrup, da vi fik at vide, at tyskerne var på sporet af hende.”
Nu var kun Kirsten Kretzschmar tilbage sammen med Gertrud Pedersen.
“Vi var skrækslagne for at blive taget af Gestapo,” fortalte hun videre.
“Når alt kom til at, var vi ikke bange for at dø, men for at blive taget levende. Vi vidste alt om hovedkvarteret, og de ville have fat i Toldstrup for enhver pris. Derfor havde vi en giftpille sat fast med et stykke plaster på inderlåret. Jeg havde taget den, hvis det var blevet nødvendigt.”

Fik manden hjem fra KZ-lejr
I april 1945 fik Gertrud Pedersen af sin bror besked om, at hendes mand var kommet tilbage til Danmark med ‘de hvide busser’, der skulle transportere de frigivne KZ-fanger videre til Sverige. Carl flygtede imidlertid fra bussen i Fredericia, og Gertrud fik lejlighed til et gensyn med sin stærkt afmagrede mand hos dennes bedsteforældre.
Carl Pedersen kom sig og genindtrådte i politiet, hvor han senere blev kriminalkommissær. Hans hustru blev lægesekretær, og parret fik et almindeligt familieliv med en datter og en søn, der blev født i de første efterkrigsår.
De fire kvinder opretholdt et nært venskab efter krigen. Kirsten Kretzschmar (senere gift Bertelsen) døde som den første i 1998, mens Liss Errboe (senere gift Richardt) levede til 2012. Annie Mouritzen, der efter krigen kom til at hedde Langberg, er i dag 92 år og bor i Randers.

– Dødsfaldet blev den 22. juni markeret med mindeord af redaktør Knud Mogensen i Amtsavisen i Randers, som du kan læse her
– I slutningen af Peter Laursens interview fra 1985 i DR-TV med Jens Toldstrup kan du se Gertrud Pedersen udtale sig om modtagechefen. Klippene ligger her og her

 

Den jyske partisanhøvding

I dagene efter den 9. maj 1945 var Jens Toldstrup (1915-1991), lederen af våbenmodtagelserne i Jylland, indstillet på at samle alle villige fra sin modstandsorganisation på flere tusinde aktive og føre dem til Sydslesvig – det gamle danske land.
Den 29-årige mand, som briterne kaldte ‘Europas bedste modtageschef’, var oprørt over en tale som statsminister Vilhelm Buhl havde holdt i Folketinget fire dage efter befrielsen. Her havde han sagt, at ‘grænsen ligger fast’.
For den stærkt nationalistiske Toldstrup havde det været en selvfølge, at Tysklands nederlag skulle bruges som anledning til at skaffe landet ned til Dannevirke ‘hjem’ til Danmark.
Hans folk var motiverede og velbevæbnede, og han var selv på befrielsesdagen blevet hyldet som frihedshelt på Nytorv i Aalborg – og han blev det derefter ved utallige parader for modstandsfolk i foråret og forsommeren 1945

Ville holde situationen flydende
Det var modtagechefens tanke at lade sine folk sætte sig på nøgleposter i Sydslesvig og udnytte sin personlige goodwill i en forhandling med de britiske hærstyrker, der var ankommet få dage før. Det skulle efter planen bevæge briterne accepterede at holde spørgsmålet om områdets nationale tilhørsforhold flydende, til der kunne holdes en folkeafstemning. Kalkulen var, at det skulle skabe en folkestemning i Danmark, der ville sætte Buhl-regeringen over et fait accompli.
Hvis det var sket, ville det have været en parallel til situationen i Østeuropa lige efter Første Verdenskrig, hvor forskellige frikorps førte grænsekrig – ikke mindst langs det slagne kejserlige Tysklands grænse til det nyoprettede Polen.
Det er ikke urealistisk, at et sådant træk kunne have fået indflydelse. Jens Toldstrup var en usædvanlig karismatisk mand, en høvdingeskikkelse. Han havde en evne til at knytte kontakter til sine modstandsfolk på en måde, der skabte livsvarige loyalitetsbånd. Det selv om hans modstandsorganisation var sammensat af folk med vidt forskellig baggrund og politiske synspunkter.

Lyttede til landsbylæge
Toldstrup blev dog hurtigt overbevist af mere besindige modstandskammerater om, at det med at formere en milits og drage mod grænsen ikke var en god ide. Det var ikke mindst den 47-årige læge Anton Rask fra Salling, der politisk var på linje med Toldstrup, men samtidig en fornuftig, eftertænksom mand, der fik modstandslederen til at lytte.
“Hvis du gør det, er du ikke bedre end nazisterne. Så er du ikke bedre end dem, vi bekæmpede. Du skal ikke gøre det!” fremgår det af Merete Justs biografi fra 2013 Anton Rask.
Lægen var blandt modtagechefens bedste venner, og han var i de sidste hektiske krigsmåneder en slags diplomatisk rådigiver for Jens Toldstrup.

Junckers opfindelse
Når Toldstrup, som oprindelig hed Anton Jensen, fik en så fremtrædende position, skyldtes det i det hele taget, at han trods udpræget selvrådighed var klar til at lytte til bestemte folk – til ‘at tage ordrer fra dem’, som han udtrykte det.
Den vigtigste var godsejer Flemming Juncker (herunder tv.), modstandsbevægelsens Jyllands-leder, der var manden, der ‘skabte’ Jens Toldstrup. Helt bogstaveligt, for det var den 11 år ældre Juncker der fandt på det dæknavn, der senere blev modstandslederens rigtige navn.
Det skete i foråret 1944, da Flemming Juncker bad toldassistenten om at blive ny modtagechef, efter at Gestapo havde arresteret Christian Ulrik Hansen. Juncker havde øje for, at Jensen kombinerede et stort organisations- og ledelsestalent med et exceptionelt ildnende engagement.

Masselevering af våben
Det lykkedes Toldstrup at udvikle sin organisation i lyntempo, og det var medvirkende til, at langt de fleste våben, der blev leveret til Danmark med flyvemaskiner, kom til landet i besættelsens sidste år. Over 5000 containere blev fra og med september 1944 kastet ned svarende til over 80 pct. af, hvad der blev leveret gennem hele besættelsen. Jens Toldstrup havde organiseret ca. 20 modtageområder i Jylland, og 61 pct. af den samlede mængde flybårne våben dalede ned med faldskærme over hovedlandet.
Toldstrup organiserede også sabotage, illegale ruter og anden modstandsvirksomhed. Selv om Gestapo efterhånden fik konstateret  hans identitet, holdt han sig utroligt nok på fri fod til befrielsen.   Han klarede sig blandt igennem på frækhed og opfindsomhed. Toldstrup var bevidst om tyskernes respekt for uniformer, og i lange perioder færdedes han omkring i bil og udgav sig for politikommissær eller funktionær i det civile luftværn iført de dertil svarende uniformer.
Hans mobile hovedkvarter var altid klar til at bryde op med minutters varsel, hvis en fare viste sig. I alt nåede Toldstrup og hans nærmeste hjælpere at have hovedkvarter 41 steder. Længst tid var han i Aalborg, men til tider ledede han arbejdet fra mindre byer som Grenå og Hadsund.

Med skammen som drivkraft
Jens Toldstrup, der var vokset op i Assens, havde en radikalt fordømmende holdning over for det politiske system og i særdeleshed over for kapitulationen den 9. april 1940. Han anså folk som Vilhelm Buhl som slet og ret landsforrædere, og var klar til at gøre meget for at undgå, at de etablerede politikere fik lejlighed til at komme tilbage til magten ved at slå mønt af modstandssynspunktets sejr og den plads på allieret side, som det lykkedes Danmark at få.
Jens Toldstrup, der var løjtnant af reserven, anerkendte de demokratiske landvindinger og velfærdsudviklingen i 1930’erne, men slog på, at en krævementalitet var vokset frem, mens pligtfølelsen var på retur. Det kom i hans optik for en dag, da den tyske Værnemagt gik over grænsen.
“For altid vil dette slægtled i Danmark stå med skammen over sig. Det har vredet sig som orm for at komme uden om ansvaret før, under og efter krigen. De er kommet krybende frem i solskinnet for at høste ære, hvor den ikke tilkom dem, og de har hugget deres giftige tænder efter den ungdom, som bare gjorde sin pligt og intet andet,” skrev han i sin erindringsbog Uden kamp ingen sejr fra 1947.
“Men de vil få deres dom. For kommende slægter vil den helt, der bare var en ganske almindelig bydreng, men som havde den opfattelse, at sandhed og ret, fædreland og folk betød mere end hans eget liv, få den største betydning. Gennem ham er historien om Holger Danske blevet sandhed. Og det er ham. som er skyld i, at Holger Danske aldrig mere skal sove så fast, som han gjorde en tid.”

Den jyske strid
Det kan næppe overraske, at den stejle modtagechef rodede sig ud i den mest indædte af alle personkonflikter under besættelsen. Det skete, da oberstløjtnant Vagn Bennike (her th.) i forsommeren 1944 blev udnævnt til Jyllands-leder af ‘den lille generalstab’ – den underjordiske hærledelse under kommando af general Ebbe Gørtz.
Officererne virkede i forståelse med de politikere, der havde haft regeringsmagten til den 29. august 1943.  Forløbet fik betegnelsen ‘den jyske strid’.
På den ene side stod en ung, brændende idealistisk mand, der allerede gennem måneder havde vist gode resultater. På den anden side stod en 56-årig karriereofficer, der stillede sig uforstående over for Toldstrups attitude. Som reserveofficerer måtte løjtnant Jensen da vide, at enhver ny chef begynder med at etablere sin autoritet og skaffe sig overblik over organisationen, har Bennike vel tænkt.
Men oberstløjtnanten måtte hurtigt indse, at modtagechefen ikke ville indordne sig og tværtimod sendte ham stridbare breve. Striden eskalerede, og trods flere mæglingsforsøg varede den mere eller mindre ved til befrielsen.

Aktivisten mod systemmanden
Balladen var ikke bare en personkonflikt; den rummede dybe uenigheder. Vagn Bennike holdt sig dybt under jorden på præstegårde og godser, og han kunne kun kontaktes gennem flere lag af kurerer. I hans øjne løb Toldstrup med en meget udadvendte optræden uhørte risici, og han deltog endda ind imellem selv i aktioner.
Bennike ledede jernbanesabotagen, men holdt modstandskampen i en mere begrænset skala, end Toldstrup ønskede. Vagn Bennike forfulgte ‘den lille generalstabs’ højeste prioritet – opbygningen af en underjordisk hær, der kunne hjælpe de allierede under en eventuel invasion, og som – ikke mindst – kunne sikre samfundets stabilitet, når tyskerne var slået.
Toldstrup prioriterede opbygningen af ventegrupper lavere. Han ønskede kamp mod besættelsesmagten her og nu og lagde ikke skjul på, at formålet var at få så mange historier om dansk kampvilje i de udenlandske aviser, så man kunne få sonet skændslen fra den 9. april 1940.

Bennike blev ført frem
Frihedsrådet tog Bennikes parti og besluttede at fjerne Toldstrup, og der synes at have været planer om at likvidere ham. Tilsyneladende var det oberstløjtnantens livvagt Bill Elmøe, der var udset til opgaven.
Modtagechefen kunne imidlertid henvise til britisk støtte. Stormagtens militærmyndigheder ønskede ikke at udskifte den mand, der havde sørget for et modtagearbejde af en så høj kvalitet, at leveringer til Danmark var blevet opprioriteret.
Det lykkedes derfor Toldstrup at beholde sin position, men ved befrielsen viste det sig med det samme, hvem der havde fat i den lange ende. Vagn Bennike blev udnævnt til generalmajor, og myndighederne fik præpareret aviserne, så Bennike på befrielsesdagen var på forsiden af mange aviser under overskriften ‘Alle drenges helt’. Unægtelig en omtale, der ville have passet bedre på Toldstrup end på den ikke helt unge oberstløjtnant.

Marginaliseret efter krigen
De etablerede politikere var i alliance med ‘den lille generalstab’ for længst i gang med at sikre sig aktier i den sejrende modstandsbevægelse. Konsensus-fortællingen var opstået: Bortset fra de danske nazister gjorde et enigt folk modstand – nogle på den passive henholdende måde, andre blot med ‘den kolde skulder’, mens endnu andre bekæmpede besættelsesmagten med våben.
Det officielle Danmark har betalt modstandsfolkene tilbage i form af Mindelunden i Ryvangen og andre mindesteder samt højtideligholdelse af vigtige mærkedage.
Toldstrups fandt i sit ønske om et andet samfund og straf over de ansvarlige for den 9. april ikke støtte hos briterne, der ellers værdsatte ham så højt. De allierede havde tværtimod i lang tid satset på Vilhelm Buhl som den mand, der bedst kunne sikre stabiliteten i Danmark i overgangstiden fra krig til fred.
Så kunne man i stedet belønne Jens Toldstrup med en medalje, og det gjorde man. Den tidligere modtagechef fik ifølge forfatteren Sven Ove Gades biografi Toldstrup (2011) senere fornemme ordner fra Storbritannien, USA, Norge og Frankrig, men aldrig nogen dansk hædersbevisning. Ikke engang en Dannebrogorden kunne det blive til.
Toldstrup skabte sig en tilværelse i efterkrigssamfundet som bl.a. kjolefabrikant, og han boede i perioder i Spanien og Nigeria. Men han var altid præget af, at han aldrig senere kom til at spille en rolle, der blot tilnærmelsesvis var på linje med den, han havde haft, da han var en mand i tyverne.

• Peter Laursens interview fra 1985 i DT-TV med Jens Toldstrup ligger i to dele på youtube her og her
• Du kan læse et tidligere indlæg om bl.a. én af Toldstrups nære modstandskammerater Jørgen Hesseldahl her
• Den omstridte Vilhelm Buhls rolle har jeg omtalt her

 

Det vigtige efterår 1942

Månederne september 1942-januar 1943 er grunden til, at det er nødvendigt at udvide Modstand fra tre til fire bind

I onsdags besøgte jeg Povl Falk-Jensen, den snart 97-årige Holger Danske-veteran, i hans lejlighed i Nærum nord for København. Det har jeg gjort ca. hvert halve år, siden jeg i 2010 skrev en historie om ham i Ekstra Bladet. Anledningen til artiklen var, at han efter et helt efterkrigsliv i anonymitet udgav sine opsigtsvækkende erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil‘ (Frihedsmuseets Venners Forlag, 2010).
Povl er usædvanlig frisk og giver stadig interview til medierne. En af de ting, han over teen viste stor interesse for, var, hvordan det gik med at skaffe midler til at videreføre udgivelsen af Modstand.
Han har faktisk selv noget at gøre med et nøglespørgsmål under fundraisingen, der har været repeteret igen og igen – efter nogles opfattelse sikkert til ulidelighed: Skal Modstand udgives i tre eller fire bind?

Slagsmål med frikorpsfolk
Afgørende for ønskeligheden af en udvidelse er efteråret 1942, der var et afgørende vendepunkt i Danmarks besættelsestid, som det også var det på Anden Verdenskrigs krigsskuepladser. Det er en periode i modstandskampen med mange spændende nuancer og parallelforløb, der aldrig er blevet skildret samlet før.
I den del af bind 2, der allerede er skrevet, har Povl Falk-Jensen bidraget med en beretning om sin egen deltagelse i slagsmål med Frikorps Danmark-soldater, der ankom på samlet orlov i København i september 1942. Urolighederne, der rygtedes helt til Adolf Hitler i Berlin, var blot et af udslagene af befolkningens ændrede holdning til det store spørgsmål om samarbejde eller modstand.

Fondsbestyrelser godkender firebindsmodellen
Spørgsmålet om bindstrukturen synes nu besvaret. Hvis det lykkes at få finansieringen hjem, bliver løsningen de fire bind. Sandsynligheden for at resultatet bliver grundmodellen på tre bind er nærmest teoretisk.
Det skyldes især, at de to store fonde Augustinusfonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har givet deres bevillinger en udformning, der entydigt peger i retning af den udvidede model.
Bind 1, der udkom i 2015 – Frihedskampens rødder 1933-1942 – slutter i september 1942. Bind 2 har indtil nu været planlagt til at slutte i januar 1944, mens tredje bind varer til sommeren efter befrielsen i 1945.
Vanskelighederne ved at rumme stoffet inden for dette format viste sig, efterhånden som arbejdet med bind 2 skred frem. Povl Falk-Jensens sammenstød med frikorpsfolk var kun et af en lang række formidlingsværdige forløb i efteråret 1942.  I de fleste historiske værker om modstandsbevægelsen beskrives perioden lidt en passant og karakteriseres kortfattet som en vigtig periode, inden forfatteren går videre til sit egentlige emne.

Dansk politis kommunistbekæmpelse
Det betyder ikke, at perioden er overset. For modstandskampens venstrefløjstradition er efteråret 1942 faktisk den vigtigste periode. Det var her, den kommunistiske sabotage tog fart, og det danske politi bekæmpede illegal aktivitet ihærdigt som led i samarbejdspolitikken.
Netop det danske politis holdning over for kommunisterne er et ideologisk hovedpunkt i den kommunistiske erindring om frihedskampen. Det har været den periode, som indflydelsesrige kommunistiske forfattere og modstandsveteraner som Carl Madsen og Børge Houmann (billedet tv.) har haft fokus på – f.eks. i Madsens Proces mod Politiet (Stig Vendelkærs Forlag, 1969) og i Houmanns erindringer Kommunist under besættelsen (Vindrose, 1990).
Spændingerne i forhold til besættelsesmagten voksede, og det skabte uro i befolkningen, at dansk politi var nødt til at samarbejde med det tyske politi og det militære efterretningsvæsen Abwehr i uigennemskuelige mønstre, hvor det ikke stod klart, om de danske myndigheder delvis frivilligt samarbejdede eller om det udelukkende skete med armen vredet om på ryggen.

Aksel Larsen i Gestapo-forhør
Den 5. november 1942 blev Aksel Larsen (foto herunder th.), formand for det illegale kommunistparti, arresteret af dansk politi efter 16 måneder på fri fod efter krav af en mission udsendt af det tyske Sikkerhedspoliti under ledelse af kriminalkommisær Hermann Span.
Larsen blev med det samme udleveret til tysk politi og udsat for langvarige forhør, hvorunder han opgav navnene på flere snese kommunistiske modstandskammerater. Aksel Larsen endte senere i KZ-lejren Sachsenhausen.

Rottbølls og Johannesens død
Det var i efteråret 1942, at modstandskampens første dødsofre fandt sted, da faldskærmsagenterne Paul Johannesen og Christian Michael Rottbøll omkom under det danske politis anholdelsesaktioner. Aktionerne fandt sted på krav fra Abwehr, men i december 1942 blev tre andre faldskærmagenter pågrebet af dansk politi, uden at det havde været på tysk foranledning. De endte i KZ-lejr i Tyskland.

Radioforretningen i Istedgade
Også for modstandsorganisationen Holger Danske var efteråret 1942 vigtigt, idet den første HD-gruppe blev dannet i forretningen ’Stjerne-Radio’ i Istedgade. I samme periode skete der massearrestationer af folk fra den illegale bladgruppe ’De frie Danske’, og i december samme år blev ledelsen af bladorganisationen ’Frit Danmark’ også afsløret – bl.a. de medicinske professorer Mogens Fog og Ole Chievitz.
Begivenheden var skelsættende, idet ’de illegale’ for mange danskere – måske befolkningsflertallet – mest bestod af kommunister og ungdommelige ballademagere.

Mogens Fogs brev
Nu blev Chievitz, en landskendt, højt respekteret professor, arresteret og udleveret til afhøring hos tysk politi. Professorkollegaen Mogens Fog (herunder tv.) undgik anholdelse og gik ’under jorden’. Hans åbne brev fra hans illegale tilholdssted under titlen ’Dråber i havet’, der blev offentliggjort i ’Frit Danmark’, er et af modstandskampens nøgledokumenter.
Men også i dette tilfælde er hvert enkelt forløb blevet fortalt for sig. I min fortælling bliver det flettet sammen med, hvad der f.eks. foregik i efterretningstjenesten og hæren, der officielt måtte fungere inden for samarbejdspolitikkens vilkår.

Ungkonservative bryder med samarbejdet
Og hvad med udviklingen i specielt det Det konservative Folkeparti, hvor mange var modstandsparate, men hvor partiet og ungdomsorganisationen KU – sidstnævnte med stort besvær – blev holdt på plads den konservative deltagelse i samarbejdspolitikken? Brydningerne førte til, at flere fremtrædende KU’ere meldte sig ud i protest mod de konservatives deltagelse i Scavenius-regeringen i november 1942. En af dem var den 26-årige Poul Meyer, der stod på den yderste højrefløj og i 1930’erne havde flirtet med den italienske fascisme.
I sine bestræbelser på at bevare politi og retsvæsen på danske hænder følte regeringen sig tvunget til at føre en skærpet anti-illegal kurs. Det førte til, at de politiske partier forbød deres medlemmer at være aktive i Dansk Studiering (senere Ringen), der ellers på dette tidspunkt var en antinazistisk organisation af relativt harmløs karakter.
Efter min opfattelse er skildringen af disse voksende brydninger og trinvise opbrud noget af det mest spændende i kapitlerne fra efteråret 1942. Det skal så sættes sammen med det lige så trinvise skift i befolkningens holdning til samarbejdspolitikken og bekæmpelsen af modstandskredsene.

Buhls tale og regeringens hårde linje
I september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (herunder) sin berygtede antisabotagetale, der trods den notoriske betegnelse ’stikkertalen’ blev mødt med udbredt lydhørhed i samtiden. Et enkelt regeringsmedlem, indenrigsminister Niels Elgaard, kunne acceptere, at dødsdomme blev afsagt over sabotører ved danske domstole, og adskillige regeringsmedlemmer fandt det acceptabelt, hvis et mere liberalt skydereglement for danske sabotagevagter fik til konsekvens, at dansk sabotører blev dræbt.
Dansk politi fik ordre til, at anholdte illegale under ingen omstændigheder måtte få særbehandling, men skulle behandles på linje med mordere og voldtægtsforbrydere. Efter nytår 1943 fremgik det af diskussioner på regeringsmøder, at stemningen i landet havde ændret sig. Det var nu langt vanskeligere at få borgerne til at bidrage til eftersøgningen af modstandsfolk med forklaringer og signalementer.

Luftangreb viste vej
En skelsættende begivenhed var det britiske luftangreb mod B&W i København den 27. januar 1943, der fandt sted næsten samtidig med den tyske 6. Armes overgivelse ved Stalingrad. Angrebet blev af vide kredse opfattet som en britisk advarsel gående ud på, at hvis danske modstandsgrupper ikke selv optrappede sabotagen, ville briterne se sig nødsaget til at foretage flere luftangreb.
I de følgende måneder fulgte det meget velkendte forløb med nedkastningen af to hold faldskærmsagenter med henholdsvis Ole Geisler og Flemming B. Muus i spidsen, dannelsen af Hvidstengruppen og dannelsen af et stort antal sabotagegrupper. I Jylland skete det under ledelse af Flemming Juncker, på Sjælland under Muus’ førerskab.
Her standser manuskriptet i maj 1943. Det var lige før de første møder, der ud på efteråret 1943 skulle føre frem til dannelsen af Danmarks Frihedsråd.

Nedskudte flyvere begravet med respekt – indtil 1943
Skiftet i tilstandene og stemningen kan også illustreres af en ændring, der sådan set ikke har noget med modstandskampen at gøre. Til ind i 1943 begravede besættelsesmagten nedskudte flyvere fra Royal Air Force med fuld militær honnør. Tyskerne vidste, at den danske befolkning var overvejende engelskvenlig, og man ønskede at have et godt forhold til danskerne – og mente langt hen ad vejen også, at man havde det. Efter at de store allierede luftangreb på tyske byer – ikke mindst Hamburg – blev hyppige fra 1943, var det slut med officielle begravelser af dræbte britisk piloter i Danmark. De blev blot kulet ned i jorden.

Slutter ved Frihedsrådets dannelse
Jeg tror, det her må være anskueliggjort, at der er rigeligt stof til et bind, der slutter i september 1943 – efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 og Frihedsrådets dannelse to uger senere. Bindet vil – uændret fra den hidtidige plan – få titlen Samarbejdets fald 1942-1943.
Jeg forestiller mig, at bind 3 skal løbe til juli 1944 med titlen Den skærpede kamp 1943-1944. Det slutter med Folkestrejken i København ved månedsskiftet juni/juli 1944, der var den største enkeltkonfrontation mellem danskerne og besættelsesmagten med ca. 100 dræbte danskere. Bind 4 skal, forestiller jeg mig, have titlen På allieret side – sådan da 1944-1945.

Øjenvidneberetning på 73 års afstand
Men tilbage til efteråret 1942 og Povl Falk-Jensen. Jeg fik i 2015 noget, man ikke kan forvente at få over 70 år efter besættelsen – nemlig en vigtig, ikke tidligere offentliggjort øjenvidneberetning. Den kan du læse her
Hans enestående udholdenhed taget i betragtning vil det ikke overraske mig, hvis Povl står distancen til at se alle fire bind udkomme.

—– —– —–

OBS! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

Godt 103.000 kroner fra 86 private

OBS!! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

—– —– —– —–

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Asger J. Benda
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Dan E. Christiansen
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Henrik Hartvig Jørgensen

Jakob Kjærsgaard
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Rasmus Rosenmeier
Peter Rydell

Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

I alt:  50.289 kr. fra 79 navngivne donorer

Fonde:
Interfond: 150.000 kr. (heraf 50.000 udbetalt – 100.000 kr. under udbetaling)
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (under udbetaling)
(Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner – til senere udbetaling)
(Augustinusfonden: 100.000 kroner – til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook: 1.000 kr.
I alt: 2.000 kr.

7 anonyme har givet i alt 51.011 kroner

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Familie med far under jorden

En lyd i natten trænger ind igennem den 11-årige Kjeld Olesens søvn en nat i forsommeren 1944 i familiens lejlighed på Classensgade på Østerbro i København. Han rejser sig op i sengen på værelset, som han deler med sin søster på 9 og sin bror på 4 år.
”Jeg kan høre de to andres åndedræt, især Asgers dernede i feltsengen,” skrev den senere socialdemokratiske toppolitiker i 1993 i bogen Blåregnen – erindringsglimt omkring en krig (Forlaget Per Kofod).
“Nu hører jeg portdøren hvine nede i gården. Nogen går med hurtige skridt hen over cementen, og der bliver sagt noget med dæmpede stemmer. (…) I det samme ringer vores dørklokke.”
Lyden skærer længe og insisterende gennem mørket.
“Da klokken tier, bliver jeg ved med at kunne høre den, ligesom et ekko. De to andre er vågnet, og lillebror begynder at klynke. Inde fra soveværelset kan jeg høre mor rumstere. Jeg læner mig ud over sengekanten. (…)  Nu kan vi høre tunge støvletramp op ad køkkentrappen. De stopper uden for vores dør.
– Du skal ikke være bange, hvisker Bodil, og jeg kan høre, at hun rækker ud mod lillebror.”
Moderen, den 36-årige Severa Olesen skridter gennem køkkenet og skubber døren op.
“I bliver liggende, der sker ikke noget,” forsikrer hun.

Faderen var en tidlig modstandsmand
Kjeld Olesen, der snart fylder 85 år, er den eneste blandt de 21 personer, der har underskrevet støtteerklæringen til projekt Modstand, der har haft en personlig berøring med frihedskampen.
Hans far, Anker Olesen, var for længst gået ‘under jorden’ ved det natlige Gestapo-besøg.
Som medlem af Dansk Samling var han tidligt begyndt at tage til møder, hvis indhold han ikke sagde meget om i familien. Fra maj 1942 var han rejsesekretær i Dansk Samling. Derigennem var han med til at danne de netværk, der hjalp de få agenter fra faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE), der virkede i Danmark på dette tidspunkt.
Anker Olesen havde forbindelse med faldskærmschefen Christian Michael Rottbøll, og Rottbøll besøgte mindst én gang familien Olesens lejlighed sammen med en telegrafist for at sende til England. Det fandt Kjeld Olesen først ud af efter krigen, for de to mænd indfandt sig først længe efter børnenes sengetid.

Næstkommanderende på Sjælland
Fra efteråret 1943 spillede Anker Olesen en nøglerolle i opbygningen af modstandsgrupper og militære ventegrupper på Sjælland og Lolland-Falster, og i 1944-45 var han næstkommanderende i modstandsbevægelsens Sjællands-ledelse.
Det er ikke meget konkret, Kjeld Olesen fortæller i Blåregnen om faderens modstandsarbejde. Der er til gengæld indgående beskrevet i Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988, der er en meget detaljeret skildring af den sjællandske modstandsbevægelse.
Den pensionerede politiker koncentrerer sig om familielivet, og den er ikke mindst et varmhjertet og loyalt portræt af forældrene. Og så går den tæt på de psykiske eftervirkninger af krigstidens belastninger.

‘I skal ikke være bange, børn’
Den 11-årige dreng husker, at moderen nærmest hev efter vejret, da hun efter sine beroligende ord i nattemørket havde lukket døren til børneværelset.
“Så hører jeg hendes hurtige skridt gennem korridoren. (…) Lidt efter hører vi nogle mandsstemmer og skridt hen imod køkkenet. Køkkendøren bliver åbnet, og der siges nogen til dem, der står udenfor,” skrev Kjeld Olesen.
“Mellem de dybe mandsstemmer hører jeg mors blande sig. Jeg (…) kan høre, at der er en fasthed i hendes stemme, der forbavser mig. (…) Døren åbnes, lyset fra køkkenet falder ind på gardinet, og et hoved og en arm kommer ind ad døren. I hånden er der en pistol. Da han ser, at der kun er tre børn, kanter han sig ind og stikker pistolen ned i frakkelommen. Han er civil.
– I skal ikke være bange, børn, vi gør jer ikke noget.
Han taler dansk, og stemmen er er dæmpet og indsmigrende (…). I baggrunden kan jeg høre mors stemme.
– Jamen, jeg ved ikke noget, siger hun nu for anden gang.
– Vi skal bare tale lidt med jeres far, og I ved da godt, hvor han er, ikke sandt?”

‘Hvor er jeres far henne?’
Gestapomanden foregav stadig at være venlig og stod i lang tid og ventede på svar.
“Hans blik går fra Bodil til mig. Vi har rejst os op i sengen, og Asger ligger nede i sin og glor lige op på den fremmede. (…)
– I har da ikke så ond en far, at han ikke kommer og besøger jer.
Stemmen er forandret, den er nu blevet mere spids. Vi sidder stadig tavse uden at røre os. Hvornår var han her sidst? Nu er stemmen bydende, og jeg kan mærke på lillebrors vejrtrækning, at det trækker op til gråd. Gestapomanden besinder sig og klapper Asger beroligende på hovedet.
Så får han øje på den firkantede antenne, der står oven på den lille ovn i hjørnet Den har bedstefar lavet, så vi kan høre de danske udsendelser fra BBC (…).
– Sådan en må man ikke have.
Nu er stemmen igen blevet blidere. Så rækker han ud efter antennen og brækker den i et hurtigt knæk over knæet.
– Kan I sove godt, siger han, inden han lukker døren.”

Gråd og ukontrolleret latter
Severa Olesen og børnene oplevede flere nervepirrende besøg og Gestapo og HIPO, og i de sidste krigsmåneder gik også de ‘under jorden’. I årene efter befrielsen oplevede Kjeld Olesen, nu 14-15 år,  jævnligt, hvor hårdt de farlige forhold havde taget på forældrene.
“Mor virkede mere hektisk og nervøs. Nogle gange bliver jeg trodsig, når hun skælder ud, fordi jeg ikke har ryddet op efter mig,” skrev han.
“Men når hun fortsætter, og den vrede stemme går over i en sagte gråd, bliver jeg urolig og får dårlig samvittighed. Og jeg føler angst og rådvildhed, når der engang imellem går endnu længere. Så kan hun sidde og hulke stille ved spisebordet og langsomt bliver gråden stærkere, og til sidst går den over i en ukontrolleret latter, der er uhyggelig og fremmed, og først, når jeg har lagt armen om hende, falder hun ned, og lidt efter sender hun os et smil.”

‘Eftersmæk til os alle’
En kvindelig kammerat fra frihedskampen ringede en dag for at tale med Anker Olesen.
“Jeg er alene i stuen, og da hun spørger, hvordan det går, fortæller jeg om mor.
– Krigen giver os alle et eftersmæk, siger hun med sin cigarethæse stemme.
– Vær god mod hende, hun har været meget igennem,” berettede Kjeld Olesen i erindringsbogen Blåregnen.

Krigstidsreflekser og ødelagt helbred
Anker Olesen kastede sig straks efter krigen med stor energi ind i opbygningen af Hjemmeværnet, hvor han endte med at blive en nøglefigur med titel af hjemmeværnskonsulent. Men selv om modstandsveteranens virke var fremadrettet, lurede reflekserne fra den farlige tid lige under overfladen.
“Far sidder i lænestolen og lytter til radioavisen, og mor vasker op,” skrev sønnen.
“Det rustfrie stålfad, der står på køkkenbordet, falder ned med et klirrende rabalder, og fars reaktion får mig til at fare sammen. I en lynhurtig bevægelse stemmer han hænderne mod armlænet og springer op, og ansigtet er underligt forvredet og anspændt, mens han stirrer ud mod lyden. Så ånder han ud og sætter sig langsomt, mens øjnene igen bliver rolige.”
Den af naturel robuste mand havde mere eller mindre fået ødelagt sit helbred af nerveanspændelserne gennem flere år som eftersøgt illegal. Kort efter krigen blev Anker Olesen opereret for et blødende sår på tolvfingertarmen, og i 1955 døde han, kun 53 år gammel, efter flere alvorlige hjertetilfælde.
Severa Olesen døde i 1973 som 65-årig.

Læs evt. mere om kvinder som modstandskampens bagland her:
Grethe Moesgaard
Eva Lyre Søndergaard