Familie med far under jorden

En lyd i natten trænger ind igennem den 11-årige Kjeld Olesens søvn en nat i forsommeren 1944 i familiens lejlighed på Classensgade på Østerbro i København. Han rejser sig op i sengen på værelset, som han deler med sin søster på 9 og sin bror på 4 år.
”Jeg kan høre de to andres åndedræt, især Asgers dernede i feltsengen,” skrev den senere socialdemokratiske toppolitiker i 1993 i bogen Blåregnen – erindringsglimt omkring en krig (Forlaget Per Kofod).
“Nu hører jeg portdøren hvine nede i gården. Nogen går med hurtige skridt hen over cementen, og der bliver sagt noget med dæmpede stemmer. (…) I det samme ringer vores dørklokke.”
Lyden skærer længe og insisterende gennem mørket.
“Da klokken tier, bliver jeg ved med at kunne høre den, ligesom et ekko. De to andre er vågnet, og lillebror begynder at klynke. Inde fra soveværelset kan jeg høre mor rumstere. Jeg læner mig ud over sengekanten. (…)  Nu kan vi høre tunge støvletramp op ad køkkentrappen. De stopper uden for vores dør.
– Du skal ikke være bange, hvisker Bodil, og jeg kan høre, at hun rækker ud mod lillebror.”
Moderen, den 36-årige Severa Olesen skridter gennem køkkenet og skubber døren op.
“I bliver liggende, der sker ikke noget,” forsikrer hun.

Faderen var en tidlig modstandsmand
Kjeld Olesen, der snart fylder 85 år, er den eneste blandt de 21 personer, der har underskrevet støtteerklæringen til projekt Modstand, der har haft en personlig berøring med frihedskampen.
Hans far, Anker Olesen, var for længst gået ‘under jorden’ ved det natlige Gestapo-besøg.
Som medlem af Dansk Samling var han tidligt begyndt at tage til møder, hvis indhold han ikke sagde meget om i familien. Fra maj 1942 var han rejsesekretær i Dansk Samling. Derigennem var han med til at danne de netværk, der hjalp de få agenter fra faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE), der virkede i Danmark på dette tidspunkt.
Anker Olesen havde forbindelse med faldskærmschefen Christian Michael Rottbøll, og Rottbøll besøgte mindst én gang familien Olesens lejlighed sammen med en telegrafist for at sende til England. Det fandt Kjeld Olesen først ud af efter krigen, for de to mænd indfandt sig først længe efter børnenes sengetid.

Næstkommanderende på Sjælland
Fra efteråret 1943 spillede Anker Olesen en nøglerolle i opbygningen af modstandsgrupper og militære ventegrupper på Sjælland og Lolland-Falster, og i 1944-45 var han næstkommanderende i modstandsbevægelsens Sjællands-ledelse.
Det er ikke meget konkret, Kjeld Olesen fortæller i Blåregnen om faderens modstandsarbejde. Der er til gengæld indgående beskrevet i Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988, der er en meget detaljeret skildring af den sjællandske modstandsbevægelse.
Den pensionerede politiker koncentrerer sig om familielivet, og den er ikke mindst et varmhjertet og loyalt portræt af forældrene. Og så går den tæt på de psykiske eftervirkninger af krigstidens belastninger.

‘I skal ikke være bange, børn’
Den 11-årige dreng husker, at moderen nærmest hev efter vejret, da hun efter sine beroligende ord i nattemørket havde lukket døren til børneværelset.
“Så hører jeg hendes hurtige skridt gennem korridoren. (…) Lidt efter hører vi nogle mandsstemmer og skridt hen imod køkkenet. Køkkendøren bliver åbnet, og der siges nogen til dem, der står udenfor,” skrev Kjeld Olesen.
“Mellem de dybe mandsstemmer hører jeg mors blande sig. Jeg (…) kan høre, at der er en fasthed i hendes stemme, der forbavser mig. (…) Døren åbnes, lyset fra køkkenet falder ind på gardinet, og et hoved og en arm kommer ind ad døren. I hånden er der en pistol. Da han ser, at der kun er tre børn, kanter han sig ind og stikker pistolen ned i frakkelommen. Han er civil.
– I skal ikke være bange, børn, vi gør jer ikke noget.
Han taler dansk, og stemmen er er dæmpet og indsmigrende (…). I baggrunden kan jeg høre mors stemme.
– Jamen, jeg ved ikke noget, siger hun nu for anden gang.
– Vi skal bare tale lidt med jeres far, og I ved da godt, hvor han er, ikke sandt?”

‘Hvor er jeres far henne?’
Gestapomanden foregav stadig at være venlig og stod i lang tid og ventede på svar.
“Hans blik går fra Bodil til mig. Vi har rejst os op i sengen, og Asger ligger nede i sin og glor lige op på den fremmede. (…)
– I har da ikke så ond en far, at han ikke kommer og besøger jer.
Stemmen er forandret, den er nu blevet mere spids. Vi sidder stadig tavse uden at røre os. Hvornår var han her sidst? Nu er stemmen bydende, og jeg kan mærke på lillebrors vejrtrækning, at det trækker op til gråd. Gestapomanden besinder sig og klapper Asger beroligende på hovedet.
Så får han øje på den firkantede antenne, der står oven på den lille ovn i hjørnet Den har bedstefar lavet, så vi kan høre de danske udsendelser fra BBC (…).
– Sådan en må man ikke have.
Nu er stemmen igen blevet blidere. Så rækker han ud efter antennen og brækker den i et hurtigt knæk over knæet.
– Kan I sove godt, siger han, inden han lukker døren.”

Gråd og ukontrolleret latter
Severa Olesen og børnene oplevede flere nervepirrende besøg og Gestapo og HIPO, og i de sidste krigsmåneder gik også de ‘under jorden’. I årene efter befrielsen oplevede Kjeld Olesen, nu 14-15 år,  jævnligt, hvor hårdt de farlige forhold havde taget på forældrene.
“Mor virkede mere hektisk og nervøs. Nogle gange bliver jeg trodsig, når hun skælder ud, fordi jeg ikke har ryddet op efter mig,” skrev han.
“Men når hun fortsætter, og den vrede stemme går over i en sagte gråd, bliver jeg urolig og får dårlig samvittighed. Og jeg føler angst og rådvildhed, når der engang imellem går endnu længere. Så kan hun sidde og hulke stille ved spisebordet og langsomt bliver gråden stærkere, og til sidst går den over i en ukontrolleret latter, der er uhyggelig og fremmed, og først, når jeg har lagt armen om hende, falder hun ned, og lidt efter sender hun os et smil.”

‘Eftersmæk til os alle’
En kvindelig kammerat fra frihedskampen ringede en dag for at tale med Anker Olesen.
“Jeg er alene i stuen, og da hun spørger, hvordan det går, fortæller jeg om mor.
– Krigen giver os alle et eftersmæk, siger hun med sin cigarethæse stemme.
– Vær god mod hende, hun har været meget igennem,” berettede Kjeld Olesen i erindringsbogen Blåregnen.

Krigstidsreflekser og ødelagt helbred
Anker Olesen kastede sig straks efter krigen med stor energi ind i opbygningen af Hjemmeværnet, hvor han endte med at blive en nøglefigur med titel af hjemmeværnskonsulent. Men selv om modstandsveteranens virke var fremadrettet, lurede reflekserne fra den farlige tid lige under overfladen.
“Far sidder i lænestolen og lytter til radioavisen, og mor vasker op,” skrev sønnen.
“Det rustfrie stålfad, der står på køkkenbordet, falder ned med et klirrende rabalder, og fars reaktion får mig til at fare sammen. I en lynhurtig bevægelse stemmer han hænderne mod armlænet og springer op, og ansigtet er underligt forvredet og anspændt, mens han stirrer ud mod lyden. Så ånder han ud og sætter sig langsomt, mens øjnene igen bliver rolige.”
Den af naturel robuste mand havde mere eller mindre fået ødelagt sit helbred af nerveanspændelserne gennem flere år som eftersøgt illegal. Kort efter krigen blev Anker Olesen opereret for et blødende sår på tolvfingertarmen, og i 1955 døde han, kun 53 år gammel, efter flere alvorlige hjertetilfælde.
Severa Olesen døde i 1973 som 65-årig.

Læs evt. mere om kvinder som modstandskampens bagland her:
Grethe Moesgaard
Eva Lyre Søndergaard

90.000 kr. fra 77 private

OBS!! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

—– —– —– —–

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Henrik Hartvig Jørgensen

Jakob Kjærsgaard
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Rasmus Rosenmeier
Peter Rydell

Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa

I alt:  43.689 kr. fra 71 donorer

Fonde:
Interfond: 150.000 kr. (heraf 50.000 udbetalt – 100.000 kr. under udbetaling)
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (under udbetaling)
(Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner – til senere udbetaling)
(Augustinusfonden: 100.000 kroner – til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.

6 anonyme har givet i alt 45.311 kroner

I ALT PR. FREDAG DEN 16. JUNI 2017: 140.000 KR.

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Svar fra SKAT om crowdfunding

Hvordan klassificeres den indkomst egentlig, som jeg får, hvis det lykkes at indsamle mindst 443.500 kroner og dermed gennemføre finansieringsprojektet til bogværket Modstand?
Og er den overhovedet skattepligtig? Hos en god bekendt har jeg mødt det synspunkt, at indsamlingsprovenuet må opfattes som ‘gaver’, og at der derfor ikke skal betales skat af det.
I hvert fald stod det mig klart, da jeg forberedte lanceringen, at projektet kunne blive ødelagt, hvis jeg ikke fik klarhed over nogle centrale spørgsmål. Der var altså med god grund, at jeg den 22. marts sendte to spørgsmål til SKAT sammen med de 400 kroner, der er prisen for et bindende svar.
Jeg har valgt at give svaret som videndeling, fordi crowdfunding er i vækst, og mange søger oplysninger. Jeg forestiller mig, at andre måske kan have nytte af at kende svaret, der kom for et par uger siden.

Afregning for produktion
Med hensyn til indkomstens art er SKAT’s holdning klar: Crowdfunding-provenuet klassificeres i mit tilfælde som et honorar og er dermed skattepligtigt som B-indkomst.
Det havde jeg nu heller ikke været særlig meget i tvivl om. Anderledes med to andre spørgsmål.
Som de af jer har kunnet se, der har læst min præsentation af projektet , skal Politikens Forlag have ca. en tredjedel af det indkomne provenu til dækning af produktionsomkostninger.
Her forestillede jeg mig, at www.booomerang.dk kunne afregne separat med Politikens Forlag, inden jeg fik udbetalt restprovenuet for at undgå at skulle afregne for produktionsomkostningerne med beskattede penge.

Skattepligt indtræder med ‘erhvervelse af endelig ret’
Mit spørgsmål var:
Kan jeg undgå at blive beskattet af den del af crowdfunding-beløbet, der skal betales til Politikens Forlag, hvis jeg får forlaget til at sende regningen direkte til crowdfunding-udbyderen?
Det er ikke en farbar vej, fremgik det af svaret fra SKAT:
“Skattepligten indtræder, når der er erhvervet endelig ret til en indkomst. Du må anses for at have erhvervet ret til fundingmidlerne, når det ønskede beløb er nået, sådan at du får ret til at få pengene udbetalt.
Man kan undgå at blive beskattet, hvis man giver afkald på en indkomst, inden der er erhvervet ret til indkomsten, det vil i dit tilfælde sige inden, det ønskede beløb er nået. Man skal have givet fuldstændig afkald for at undgå beskatning. Hvis du har disponeret over beløbet, har du ikke givet fuldstændig afkald på det. Derfor vil du stadig skulle beskattes af det fulde fundingbeløb, uanset at du har bedt om, at en del af beløbet sendes direkte til Politikens Forlag.
Du kan derfor ikke undgå at blive beskattet af hele fundingbeløbet, selvom du får Politikens Forlag til at sende regningen direkte til firmaet bag crowdfunding-platformen.”
Med andre ord er der ingen måde at undgå skattebetaling af det fulde provenu på, når først pengene er indgået på kontoen og minimumsbeløbet for udbetaling – ‘funding’ – er nået. Derfor bliver løsningen, at tilstrækkeligt mange midler fra fondstildelinger bliver udbetalt direkte fra fondene til Politikens Forlag.

Fri pengeflytning?
Et andet nøglespørgsmålet var forholdet mellem min egen private bankkonto og crowdfunding-kontoen. Er fundraising-platformens konto en ekstern instans på linje med en freelance-kunde, der udbetaler et honorar – eller er den bare ‘en anden konto’, så jeg frit kan flytte midler mellem kontiene uden skattemæssige konsekvenser.
Svaret var af afgørende betydning, og jeg syntes ikke, at det var indlysende. Det var forudsigeligt, at fonde, der udbetaler penge, er relativt utilbøjelige til at sætte dem direkte ind på en crowdfunding-konto. Man foretrækker den traditionelle vej: at lave en bankoverførsel til modtageren.
Derefter må jeg så selv videreekspedere beløbet til indsamlingskontoen, og her så jeg en risiko for dobbeltbeskatning.

Bare ‘en anden konto’
Mit spørgsmål lød:
 Kan jeg indsætte bidrag på crowdfunding-kontoen, der først er udbetalt til mig personligt, uden at blive beskattet igen, når beløbet udbetales?
Her kunne SKAT svare beroligende:
“Uanset om dit indskud tilbagebetales til dig, fordi fundraisingbeløbet ikke nås, eller om du får indskuddet udbetalt som en del af fundraisingmidlerne, så er der tale om penge, du ‘betaler til dig selv’.
Dermed er der ikke grundlag for at beskatte dig af beløbet ved udbetaling fra fundraising-kontoen.”
Det var også en nyttig korrektion til mine forhåndsforventninger, for hvis crowdfunding-kontoen havde været en ekstern størrelse, kunne jeg være kommet til at betale fuld indkomstskat af penge, der stammer fra min familie, eller af fondsdonationer, der måtte være underlagt lempelige skattemæssige vilkår – hvis jeg skulle være heldig at modtage sådanne.
Men sådan er det ikke. Provenuet fra indsamlingskontoen er B-skattepligtigt, men de enkelte dele heraf beskattes efter, hvor de stammer fra.

Næsten 80.000 kr. fra 60 private

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):
Uffe Andreasen
Dines Bogø
Claus Boye
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Morten Nørgaard Hald
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Henrik Hartvig Jørgensen
Jakob Kjærsgaard
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Mari Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
I alt:  32.699 kr.

Fonde:
Interfond: 50.000 kr.
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (under udbetaling)
(Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner. – til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.

11 anonyme har givet i alt 45.110 kroner

I ALT PR. FREDAG DEN 2. JUNI 2017: 128.809 KR.

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Den systemkritiske stalinist

Med sin metalliske, nasale stemme, insisterende facon og aldrig svigtende skarpsindighed var landsretssagfører Carl Madsen (1903-1978) gennem årtier en institution i danske retssale og i medierne. Mest af alt huskes den kommunistiske jurist som forsvarer for Fristaden Christiania – en rolle, der gjorde ham til ungdomsoprørernes helt i  1970’erne.
Der, hvor han og flipperne fandt en fællesnævner, var i en kompromisløs opposition mod ‘magthaverne’, ‘det etablerede’ eller – med et udtryk som Carl Madsen foretrak – ‘klassefjenden’.

Ekskluderet til sidst
Det mærkværdige er, at Madsen i al sin venstreorienterede vrede ikke var frisindets forsvarer – ikke i nogen meningsfuld forstand. Han kæmpede en livslang kamp for proletariatets diktatur.
Han var fra 1928 og 47 år frem medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og da han forlod partiet, var det fordi han blev smidt ud. Carl Madsen blev i 1975 ekskluderet af DKP på grund af sin kritiske holdning til ledelsen. Han holdt fast i troen på, at det var Sovjetunionens mission at føre den kommunistiske ide ud i livet.
Et eksempel på hans retorik kan du se i et klip her fra youtube

Biografi på vej
Denne særprægede og markante skikkelse spillede også en vigtig rolle under besættelsen, især m.h.t. til forberedelsen af retsopgøret. Og det er denne side af Carl Madsens virke, som historikeren, ekstern lektor Chris Holmsted Larsen (her til højre) fra Roskilde Universitet (RUC) vil koncentrere sig om, når han på tirsdag den 25. april holder foredrag på Nationalmuseet.
Foredraget bygger på hans PhD-afhandling, Den stalinistiske systemkritiker, som han fik antaget i fjor. Den har han nu omarbejdet til en biografi, der udkommer på Gyldendal i august.

Indespærret i to år
Carl Madsen lærte ‘systemet’ grundigt at kende fra, idet han efter juridisk embedseksamen i 1928 i en årrække havde en stilling i Finansministeriet. Han blev i 1935 landsretssagfører og begyndte at gøre sig bemærket som beskikket forsvarer.
Hans rolle i modstandskampen blev defineret af, at han i juni 1941 i lighed med hundreder af andre kommunister blev arresteret som led i den grundlovsstridige massearrestation. Den 38-årige jurist blev først indsat i Vestre Fængsel og derefter i Horserødlejren. Da tyskerne overtog lejren den 29. august 1943, lykkedes det ham at flygte, men ca. 150 andre kommunister blev ført til Stutthof-lejren ved Danzig, hvor mange af dem omkom.

Forgæves jagt på ‘storkapitalen’
Denne række af oplevelser fyldte Cal Madsen med et stærkt had til det officielle Danmark. Hos ham var der ingen forståelse at hente for samarbejdspolitikkens dilemmaer og politiets vanskelige stilling i særdeleshed.
I 1944 fik han sæde i Frihedsrådets juridiske udvalg og var med til at skrive udkastet til straffelovstillægget, der blev vedtaget kort efter befrielsen, og som blev grundlaget for retsopgøret. Madsen gik ind for udstrakt brug af dødsstraf, og hans mærkesag blev en hård kurs over for ‘værnemagere’ – virksomhedsejere, der havde tjent stort på den tyske besættelse.
I den første halvandet år efter krigen havde han som statsadvokat stor indflydelse på udrensningens praktiske iværksættelse, men han kørte fast i sine bestræbelser på at ramme ‘storkapitalen’, der i de fleste og vigtigste tilfælde kunne henvise til, at de havde handlet efter henstilling fra regeringen.

Provokerende forfatter
I november 1946 forsvandt han med ét fra billedet, da han mistede stillingen, fordi han kørte galt i spirituspåvirket tilstand. Derefter nedsatte han sig som selvstændig advokat, og han blev en landskendt forsvarsadvokat i et stort antal kontroversielle retssager, hvoraf Christiania-sagen blot er den kendteste.
“Sluttelig spillede han som storprovokerende forfatter og systemkritiker en central rolle i den særlige kommunistiske fortælling om besættelsen, der vandt frem i kølvandet på ungdomsoprøret,” skriver Chris Holmsted Larsen i sit oplæg til foredraget.

Skinger tone, men stærkt indhold
Personligt har jeg i forbindelse med arbejdet på bind 2 af Modstand – mit bogværk om modstandsbevægelsen – trukket på Carl Madsens Proces mod politiet (1969), der er en sønderlemmende kritik af dansk politi og retsvæsen under besættelsen. Jeg har især brugt afsnittene om dansk politis tragiske drab på SOE-chefen Christian Michael Rottbøll i en lejlighed i Øresundsgade den 26. september 1942.
Skildringen er fordrejet og helt præget af den kommunistiske jurists politiske dagsorden. Tonen er skinger, og ethvert moment bliver brugt til at mistænkeliggøre myndighederne, beskrive politiet som naziinficeret og lignende.
Men jeg skulle hilse og sige, at når det gælder de forskellige mystiske og stadig uopklarede omstændigheder angående drabet på Rottbøll, står Carl Madsens skildring sig stadig godt, selv om emnet nu – næsten 50 år senere – er behandlet af en række andre forfattere.
Et fast kendetegn for Madsen var hans uomtvistelige dygtighed.
 Foredraget på tirsdag den 25. april er arrangeret af Frihedsmuseets Venner. Det begynder kl. 19.00, og der er gratis adgang.

Hjemmesiden for Frihedsmuseets Venner finder du her