BOPA’s anonyme faderfigur

En mindre kendt, men vigtig pioner i modstandsorganisationen BOPA fik i 2007 trukket sin indsats frem til ære og værdighed, da antologien Praktisk Patriotisme udkom på forlaget permortensen.dk. Forfatterkollektivet benævner på bagsiden udgivelsen ‘en mindebog for HH’. Bogen udkom på den dag, da hovedpersonen ville være fyldt 100 år.
‘HH’ var dæknavnet for Poul Petersen, tidligere frivillig i Den spanske Borgerkrig, der af sine folk også blev kaldt ‘Paps’. Han var – under Eigil Larsens overordnede ledelse – den mest betydningsfulde leder i marken i den meget vanskelig tid i 1942/43, da det danske politi jagtede kommunisterne intensivt. Alligevel havde han siden besættelsen været langt mindre kendt end KOPA/BOPA-ikonerne Eigil Larsen, Børge Thing (‘Brandt’) og Jørgen Jespersen (‘KK).
Poul Petersen, der personligt nåede at deltage i ca. 45 sabotager, var mildt sagt ikke som udgangspunkt den typiske sabotør. Børge Thing betegnede senere helt unge folk, helst under 20 år, som de ideelle sabotører. Imidlertid var næsten alle de tidligste sabotører tidligere frivillige fra borgerkrigen 1936-1939, så dette alderskriterium havde de ingen mulighed for at leve op til. Slet ikke Poul Petersen, der var født i 1907 og dermed var 35 år i 1942. Men både hans alder og andre elementer i hans personprofil gjorde ham til en velegnet  leder – ikke mindst for de nye unge folk, der erstattede de mange anholdte under politiets aktion mod de spaniensfrivillige i november 1942.

Rekruttering af borgerlige
Poul Petersen indså som den første, at KOPA var nødt til at rekruttere andre aktive end folk fra det kommunistiske miljø, hvis sabotagearbejdet skulle fortsætte. Han tog konsekvensen og søgte partiledelsen om tilladelse til at hverve folk fra andre kredse til sabotagen.
”Jeg sagde, at det ikke kunne blive ved med at gå, for når der blev arresteret en, så var det en kommunist, og hvorfor skulle vi blive ved med at betale hele gildet? (…) Det var jo også deres land,” sagde ‘HH’  med henvisning til modstandsvillige ikke-kommunister.
Efter nogen tøven godkendte Eigil Larsen forslaget. Det blev en beslutning af stor betydning for modstandskampens videre udvikling i det følgende år. Det førte til at den 18-årige Hans Edvard Teglers og andre borgerlige unge kort efter blev optaget i organisationen, hvis navn blev ændret til BOPA (Borgerlige Partisaner).
Organisationen fortsatte under kommunistisk ledelse, men uden pres på den enkelte aktive for at bekende partipolitisk kulør.

‘Han vidste, hvad han snakkede om’ 
Poul Petersen stod som en faderfigur, fremgår det ifølge historikeren Esben Kjeldbæks bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 af mange beretninger.
”HH’s autoritet var (…), at han var kold og rolig at snakke med, og at han vidste, hvad han snakkede om,” forklarede Jørgen Hendriksen, en af hans unge sabotører, efter krigen.
Når Poul Petersen skulle instruere nye folk, drog han paralleller til tiden i Spanien.
”Der var en masse af de her rødglødende idealister, der stormede frem og blev pløkket ned. Han gemte sig nede bagved, og det var derfor, han var kommet hjem igen. Det var det samme, det gjaldt om nu. Man skulle ikke lave en hel masse tossestreger, men når det skulle være, så skulle det være,” fortalte Hendriksen videre.
Poul Petersen levede op til sit ledelsesansvar i dagene efter den tyske proklamering af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943. Han tog et kort møde under fire øjne ved søerne i det indre København med hver enkelt af de aktive sabotører, der aldrig havde mødt ‘HH’ før. De blev indskærpet, at fra nu af var kampen med livet som indsats, idet tyskerne havde proklameret dødsstraf for sabotage. De unge mænd fik valget mellem fortsat deltagelse eller udtræden, og alle på nær én valgte den fortsatte kamp.

Ledende stilling blandt de frivillige
Poul Hilmar Nedergaard Petersen var søn af en grosserer, men var tidligt kommet i modsætningsforhold til sit borgerlige hjem. Han tog i radikal grad konsekvensen af sit opbrud fra de materielt set trygge omgivelser. Poul Petersen flyttede hjemmefra som 17-årig og blev få år efter gift med en otte år ældre enlig mor til to børn, der arbejdede som vaskekone. De fik sammen endnu et barn. Tiden med tre mindreårige børn fandt sted i den hårdeste arbejdsløshedsperiode i 1930’erne, og familien levede længe i udpræget fattigdom.
Hustruen var søster til Richard Jensen, der var formand for Søfyrbødernes Forbund og havde tæt kontakt til Komintern (Kommunistisk Internationale). Poul Petersen må tidligt gennem svogeren have fået et indgående kendskab til den internationale kommunismes konspirative metoder. Han blev DKP-medlem i 1932 og rejste til Spanien som frivillig i 1937. Han blev ambulancechauffør og fik senere som politisk kommissær en overordnet stilling.
Han ledede hjemrejsen for den største samlede gruppe danske frivillige. Netop denne hjemrejse kom til at give ham problemer. Når jeg i overskriften har brugt ordet ‘anonym’ om ‘HH’, skal det opfattes ret bogstaveligt, for han var meget bevidst om de illegale sikkerhedsregler. Ligesom chefen Eigil Larsen havde han gennem en årrække sørget for at fjerne alle billeder af sig selv fra albums og kasserede pas og identitetskort. Han havde dog ikke kunnet få fat i et pressebillede, som blev taget af ham ved ankomsten til Københavns Hovedbanegård i 1938. Det er det, der figurerer i dette indlæg, og det blev også brugt, da dansk politi efterlyste ham i februar 1943.
Det var svært at genoptage privatlivet efter hjemkomsten fra borgerkrigen. Ægteparret havde 1930’erne igennem givet midlertidigt husly i kortere eller længere tid til flygtninge fra Nazityskland, og under Poul Petersen lange fravær havde hustruen haft et forhold til en tysk emigrant. Det var endt med graviditet og en provokeret abort.

Blev arresteret, men overlevede
Poul Petersens illegale karriere endte den 12. januar 1944, da han og fire andre BOPA-ledere blev arresteret på Café Oehlenschlæger i Allégade på Frederiksberg. I betragtning af ‘HH’s ledende stilling i den kommunistiske sabotage slap han ret billigt. I et par uger sad han i Vestre Fængsels tyske afdeling og fik tæsk under forhør, men derefter blev han ført til tugthus i Tyskland, hvor han sad besættelsestiden ud.
Også hans familie betalte en høj pris under frihedskampen. Begge Poul Petersens stedbørn var DKU’ere og med i illegalt arbejde. Stedsønnen Karl Grue (senere Karl Dester) blev arresteret og kom først i Horserøj-lejren, senere halvandet år i KZ-lejren Stutthof. Steddatteren Christa var gift med BOPA-sabotøren Robert Sørensen, der blev anholdt i januar 1944 samme dag som Poul Petersen. Han kom til Horserød, inden han måtte igennem en periode i Neuengamme-lejren.
‘HH’ havde i den illegale tid mødt en ny kvinde, så han blev  skilt og gift igen efter befrielsen. Han levede et stilfærdigt liv derefter og skiftede navn til Poul Felvø. Han var i sine sidste erhvervsaktive år dyrehandler på Ærø. Poul Felvø døde i 1982, 75 år gammel.

Læs evt. også dette indlæg om Børge Thing

 

Fraklip 4: Gåden Hartvig Frisch

“Hartvig Frischs kategoriske afstandtagen fra militant modstand, som han fastholdt resten af krigen og bagefter, undrede aktivisterne. De fleste huskede hans ranke stillingtagen nod nazismen og de andre totalitære ideologier få år før. Denne undren deles af historikeren Niels Finn Christiansen, der i 1993 skrev biografien Hartvig Frisch. Han anser det for udelukket, at Frisch skulle have manglet moralsk mod til at vælge en løsning som Christmas Møllers.
Christiansen finder den mest sandsynlige forklaring i paralleller til den klassiske oldtid. Noget tyder på, at Frisch sammenlignede Danmarks stilling med oldtidshistorikeren Thukydids beretning om den ekspanderende stormagt Athens forhold til den lille neutrale stat Melos.
”Athenienserne krævede, at melierne opgav deres neutralitet og tilsluttede sig det attiske søforbund, hvilket melierne pure afviste i et illusorisk håb om bistand fra guderne og lakedaimonerne (spartanerne),” skrev Niels Finn Christiansen.
”Athenernes svar var den brutale nedkæmpelse af melierne, henrettelsen af alle voksne mænd og salg af kvinder og børn som slaver.”
Frisch holdt i 1942 et foredrag i Studenterforeningen om emnet og citerede Thukydids konklusion:
”Retfærdighed kan kun eksistere mellem lige stærke parter, og for at der overhovedet skal være tale om at vise modstand, skal der være tale om en vis jævnbyrdighed.”
Hartvig Frisch ønskede ikke at se danskerne i meliernes rolle. Han mente, at der kun i en nøgtern anerkendelse af magtforholdet mellem Tyskland og Danmark var en mulighed for at redde eksistensen af så meget som muligt af de danske politiske, sociale og kulturelle værdier.”

Læs evt. også ‘Frode og Frisch – to der gik hver sin vej’

 

Fraklip 3: Generalen med sfinx-ansigtet

“Ebbe Gørtz var et af de mange paradokser under besættelsen. Han var en konventionel officer, og intet i hans personlighed eller indstilling pegede frem mod irregulær krigsførelse. Men han var fra efteråret 1943 altid med i baggrunden som den endelige autoritet bag den illegale hærledelse. I 1944/45 skulle han – under Frihedsrådets ledelse – blive øverstkommanderende for den illegale hær.
Militærhistorikeren A.R. Jørgensen blev imponeret, da han i maj 1939 som 26-årig premierløjtnant mødte ham. Det skete på en hviledag under en øvelse på Søgård Kaserne, hvor Gørtz tilfældigvis også var til stede.
”Han ringede til kompagniet for at spørge, om han måtte se kompagniets nye redskabspakninger. (…) Jeg havde aldrig set ham før på nært hold. Han kom alene, og han ønskede ikke, at jeg skulle foranstalte, at redskabskasserne blev anbragt på jorden. Vi kravlede rundt på de pågældende vogne, hvor jeg åbnede kasserne.
Han havde et forbløffende godt kendskab til kompagniets organisation og til kassernes indhold. Han udstrålede en stærk personlighed, og han optrådte uhøjtideligt og ligetil. (…) Da han var gået, kom jeg til at tænke på, at det var utroligt, at han havde kunnet tilegne sig et så detaljeret kendskab til et ingeniørkompagnis udrustning samtidigt med, at han skulle tilrettelægge hærens krigsplanlægning.”
Beskrivelsen er ikke kun en konventionel ros fra en ung officer til en general. A.R. Jørgensen var på andre punkter ganske kritisk – f.eks. i skildringen af Gørtz’ indsats op til den tyske besættelse:
”Gørtz må have et medansvar for, at der ikke blev udarbejdet operationsplaner af den fornødne standard, og han må ligeledes bære en del af ansvaret for, at officerskorpset generelt manglede kampånd.”
Ebbe Gørtz var usvigeligt loyal. F.eks. var det oplagt for de nærmeste omgivelser, at han nok havde haft konflikter med sin foresatte, generalløjtnant William W. Prior, men selv mange år senere sagde Gørtz intet om sådanne uenigheder. Loyaliteten gjaldt også nedad, og det i en grad, så han til tider var for ukritisk over for sine nærmeste medarbejdere.
Generalmajor Gørtz’ vurderinger kunne svigte, som f.eks. da han tog hjem og overnattede i sin privatbolig om aftenen den 8. april 1940 og fastholdt, at han ikke mente, der ville komme et angreb.
Samtidig med, at Ebbe Gørtz’ generalsudstråling var mærkbar for dem, der mødte ham, manglede han folkelig appel og evne til at knytte mennesker til sig.”

Her er fraklip 1

Her er fraklip 2

Den danske modstands tyske formidler

Når Politikens Forlag og jeg markedsfører trebindsværket Modstand som den første samlede fremstilling af den danske modstandskamp i næsten 60 år, er det ikke helt korrekt. Faktisk blev en fremstilling udgivet så sent som i 2011 – på tysk!
Det er statsadvokat, dr. Matthias Bath fra Berlin, der står bag bogen, der hedder Danebrog gegen Hakenkreuz – der Widerstand i Dänemark 1940-1945, der er udgivet af Wachholtz Verlag. Den lange litteraturliste viser, at han undervejs i arbejdet kom pænt omkring i den danske litteratur om emnet. Hans arbejde fik økonomisk støtte af Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Ole Lippmanns Fond.

Har lært dansk på aftenskole
Matthias Baths danske sprogfærdighed har sit udspring i en bog fra 1996 af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen med titlen Stasi og Danmark (Holkenfeldt, 1996). Heri er dr. Bath nævnt et enkelt sted, og det gav ham lyst til at læse bogen. Som den grundige mand, han er, meldte han sig på et sprogkursus på aftenskole.
“Interessen kom dog ikke helt ud af det blå,” siger den 60-årige jurist.
“Som barn var jeg adskillige gange med min familie på ferie i Danmark. Allerede dengang lavede jeg lister over, hvad der var de tilsvarende ord på dansk til tyske ord.”

God til gammel håndskrift
Selv har jeg haft forbindelse med ham siden 2011. I forbindelse med udarbejdelsen af min og Suzanne Rasmussens bog Gestapochefen (Nyt Nordisk Forlag, 2011) havde jeg brug for hjælp til at læse nogle tyske breve i ældre, gotisk håndskrift, og via en fælles bekendt fik jeg formidlet kontakten. Matthias Bath hjalp mig også med nogle tilsvarende breve i forbindelse med min biografi Werner Best fra 2013.

Sad tre år i fængsel for flugthjælp
Begrebet ‘modstand’ rummer for min vært en fortid, der er adskilligt mere nærværende end begivenhederne i Danmark 1940-45. Interessen for det østtyske Stasi er heller ikke tilfældig. Mens Matthias Bath var studerende i det daværende Vestberlin, var han i 1976 engageret i at hjælpe DDR-borgere på flugt ud af staten, hvorfra udrejse var forbudt.
I den sammenhæng forsøgte den 20-årige Matthias Bath at smugle et ungt ægtepar med et barn ud af DDR i en lejet bil med et skjult rum bag bagagerummet efter at have afhentet flygtningene på en rasteplads ved en motorvej.  Menneskesmuglingen blev imidlertid afsløret af DDR’s grænsepoliti.  Bath blev anholdt sammen med flygtningene, og han måtte tilbringe over tre år i DDR-fængsel, inden han blev frigivet ved en udveksling.
Det har han beskrevet i bogen Inhaftiert (Jaron Verlag, 2007). Det daværende DDR er også på anden måde en del af hans hverdag, idet hans hustru Maria er vokset op i Østberlin, hvor hun tilbragte hele sin skoletid.

Et kig langt tilbage
Jeg besøgte ham nogle dage i foråret i hans og hustruens hjem  i Berlin, og vi tilbragte blandt andet en dag på Deutsches historisches Museum, som jeg varmt kan anbefale. Et meget stort og flot indrettet museum, der har fyldige udstillinger om alle perioder af tysk, ikke mindst  preussisk historie. Matthias’ kyndige kommentarer gjorde det endnu bedre. Hvem vidste f.eks., at Trediveårskrigen (1618-1648) – Europas sidste store religionskrig – var forholdsmæssigt endnu mere ødelæggende for Tyskland end Anden Verdenskrig?
Det blev også vekslet ord om, at der var en tid før de slesvigske krige, og at Tyskland og Danmark ikke altid har stået skarpt over for hinanden. I 1670’erne var kurfyrstendømmet Brandenburg og Danmark allierede mod Sverige. Det var i den krig, den danske flåde under admiral Niels Juel vandt Slaget i Køge Bugt i 1676. I samme krig vandt Brandenburg i 1675 Die fehrbelliner Reiterschlacht – kavallerislaget ved Fehrbellin – over svenskerne. Det blev et skridt frem mod den stormagt, der voksede frem og endte med dannelsen af Kongeriget Preussen i 1701.

Kandidat for Alternative für Deutschland
Matthias Bath har alle årene været en højreorienteret, tysknational mand. Han var medlem af CDU’s ungdomsorganisation, da han var aktiv i flugthjælpen, og gik ind for en fast vesttysk linje i kampen mod Tysklands deling. Han meldte sig ud af CDU i 1987 i protest mod, at den østtyske leder Erich Honecker blev modtaget på officielt besøg i Forbundsrepublikken af forbundskansler Kohl.
I dag er Matthias Bath engageret i det indvandringskritiske Alternative für Deutschland, som han er kommunalpolitisk kandidat for. Det gav under besøget anledning til diskussioner om flygtninge/migrant-spørgsmålet, der er lige så varmt i Danmark som i Tyskland.

Storby-biografier og bog om terror i Danmark
Matthias Bath er en meget belæst mand – også ud over det juridiske pligtstof. Han har større reolafdelinger i villaen i bydelen Hermsdorf i det nordlige Berlin for de forskellige emner, han særligt beskæftiger sig med: Danmark under Anden Verdenskrig, DDR’s historie og Tyskland i 1800-tallet med hovedvægt på militærhistorie. Blandt effekterne i hans og fruens sirligt velordnede stue er et arrangement af tinsoldater opstillet som under Folkeslaget ved Leipzig mod kejser Napoleons hære i 1813.
Matthias Bath er en flittig forfatter. I år har han udgivet Berlin – eine Biographie (Nünnerich-Asmus Verlag), hvori han skildrer den tyske hovedstads historie gennem 50 portrætter af personer med betydning for byen – lige fra markgrev Albrecht 1. der Bär (Albrecht Bjørnen) i 1100-tallet til Helmuth Kohl. Han har også udgivet Kopenhagen – eine Biographie (samme forlag, 2013), hvor han helt parallelt begynder i 1100-tallet med biskop Absalon.
Endvidere udgav Bath i 2015 endnu en bog fra den danske besættelsestidshistorie, Heydrichs Elite und der Gegenterror (Neuhaus Verlag). Det er den første selvstændige bog om den nazistiske efterretningstjeneste Sicherheitsdienst, der blev grundlagt i 1931 af den berygtede politichef Reinhard Heydrich og blandt andet stod bag mordet på digterpræsten Kaj Munk i 1944.

Den friserede frikorps-historie

Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard har et noget alternativt syn på reglerne om ophavsret – de har redigeret i en optrykt artikel fra min hånd for at få Frikorps Danmark-veteranen Magnus Møller til at fremstå mere positivt, end jeg har skildret ham

Da jeg for tre uger siden modtog et eksemplar af bogen Frikorps Danmark – fortalt i billeder samt andre historier, fik jeg hurtigt bekræftet det, som jeg havde fået varslet fra anden side forinden: at der var tale om en ukritisk hyldest til de Frikorps Danmark-frivillige. Det tog det ikke mange minutter at få konstateret.
Bogen har fået denne anmeldelse på www.historie.online.dk af Erik Ingemann Sørensen. Jeg synes, at den er god, fordi den er afbalanceret og på bestemte afgørende punkter lader tvivlen komme de to forfattere – Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard – til gode.

Noget for noget
Lars Larsen har ofte på forskellige debatfora vedr. besættelsestiden understreget, at hans store interesse i Frikorps Danmark og  Waffen-SS ikke er politisk – og slet ikke nazistisk – men skyldes historisk interesse.
Det står til troende, men til gengæld synes forfatterne uhjælpeligt og gennem mange år at være fanget i en ‘noget-for-noget’-mekanisme i forhold til deres kilder. De har forholdsvis let ved at få spændende og eksklusive oplysninger fra frikorps-veteraner eller deres efterkommere – oplysninger som jeg efterhånden adskillige gange har nydt godt af som journalist. Ikke mindst på en rejse til det gamle frontområde i Rusland i oktober 2014 sammen med den dengang 94-årige Frikorps Danmark-veteran Magnus Møller. Rejsen endte i en række artikler i BT.

Triumftoget
Prisen er, at Larsen og Bjerregaard i deres formidling ufravigeligt fortæller deres historier på en måde, der er loyal, nærmest ærbødig over for de østfrontfrivilliges verdensbillede. Det eksempel, jeg umiddelbart bed mærke i, var, at forfatterne skildrer frikorpssoldaternes samlede hjemkomst på orlov til København den 8. september 1942 som et triumferende indtog, hvor de blev hyldet af befolkningen.
Det er en højst selektiv skildring af virkeligheden. Selvfølgelig var korpsets hjemkomst en stor dag for det nazistiske miljø i København og de frivilliges pårørende. Det, som frikorpsfolkene først og fremmest bed mærke i, var befolkningens fjendtlighed og de store politistyrker, der var udkommanderet for at forhindre uro. Det chokerede frikorpsfolkene, der havde ventet at blive modtaget som helte.
Det problematiske er, at det ved Larsen og Bjerregaard udmærket godt – de er velbelæste i besættelseshistorien – men det passer ikke med det billede, som f.eks. Magnus Møller tegner. Og så tilpasser man sin fremstilling. Det i en grad så den fremstilling af hjemkomsten i billeder og billedtekster, der gives på siderne 208-226, næppe adskiller sig meget fra nazistiske aviser og tidsskrifter fra besættelsestiden.

Tog for sig af retterne
Det, jeg har skrevet så vidt, bygger kun på generelle indtryk ud fra en kort gennemgang, men det fik jeg i går udbygget på  overraskende vis. De to forfattere har misbrugt to af mine reportager fra Ruslands-rejsen på en måde, der er en massiv  overtrædelse af min ophavsret. Det værste er, at forfatterne har foretaget en manipulerende redigering af min tekst.
Det kræver vist en nærmere forklaring.
Sidste efterår blev jeg ringet op af Jens Pank Bjerregaard, der spurgte, om han og Lars Larsen måtte bruge noget fra mine artikler i en bog, som skulle handle om Regiment 24 Dänemark – et regiment, der næsten blev udslettet i kampene ved Leningrad i 1944. Der blev, så vidt jeg erindrer, slet ikke tale om nogen samlet bog om Frikorps Danmark. Jeg sagde, at de skulle være velkomne til at citere – og da der gælder en almindelig citatret, så behøvede han slet ikke at spørge.
Citatretten indebærer ikke, at man har ret til at optrykke hele artikler. Det har man ikke. Det har Larsen og Bjerregaard alligevel gjort – godt og grundigt. De har optrykt to hele reportager skrevet til BT fra Ruslands-rejsen – dels en, der drejer sig om, hvordan vi kom rundt i det gamle frontområde med Magnus Møller, dels en historie om et besøg hos en privat russisk familie. Det har jeg bestemt ikke givet tilladelse til.

Uhjælpsom
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var særlig hjælpsom, da Jens Pank Bjerregaard ringede. Vores samtale varede under et minut, og jeg nøjedes med at give ham det formelle svar om den ret, alle har til at citere hvad som helst med behørig kildeangivelse. Han spurgte ikke ind til noget, og jeg sagde ikke yderligere.
Grunden til min holdning er, at jeg ikke har nogen interesse i at medvirke til, at amatører indarbejder mine skriftlige arbejder i deres egen formidling – og slet ikke når det er for at promovere deres egne historisk/politiske holdninger. På den anden side vil jeg ikke som publicist forsøge at lægge hindringer i vejen for, at andre kan bruge de redskaber, man er berettiget til at bruge – i dette tilfælde citater.
Så må man til gengæld selv sørge for at overholde reglerne og god praksis. Hvis der er noget, der ikke er i orden, reagerer jeg på det, når produktet foreligger.

Ukendskab ingen undskyldning
I en vis forstand har der sikkert været tale om god tro, da forfatterne ikke har vidst, at citatretten ikke giver adgang til at optrykke artikler. Men det er ingen undskyldning. Generelt gælder det, at ukendskab til lov og ret ikke fritager for ansvar. Når man udgiver bøger på eget forlag, må man sørge for at kende reglerne om ophavsret – uanset at forfatterne ærligt kalder sig ‘amatørhistorikere’ på bogens flap og flere gange i teksten.
Man må også selv tage ansvaret for at have sine aftaler i orden. Man kan ikke nøjes med en løs telefonsamtale, der efterlader tvivl om, hvad der er aftalt, og hvad aftalen omfatter med risiko for, at der er sket misforståelser. Det er ikke et fælles ansvar; det er udgiverens.

Forfejlet kreditering
Jeg bemærkede med det samme, at jeg ikke er krediteret behørigt for de artikler, som forfatterne har tiltaget sig ret til at bringe. Selv om mine reportager er udbredt over hele 24 sider – fra side 331 til 355, står mit navn ikke engang fremhævet på den første side. Det figurerer kun et stykke nede i brødteksten. Den gengivne tekst er heller ikke markeret med afvigende typografi eller baggrundsfarve, som det er skik og brug. Til sammenligning indledes historien på side 375 om den frikorpsfrivillige Laurits Jensen, som Lars Larsen har gravet frem, med ordene ‘LARS LARSEN FORTÆLLER’ med denne typografi.
Det er en alvorlig sag, at karakteren af min medvirken fremstår diffus – noget, der f.eks. fik anmelderen Erik Ingemann Sørensen til i en facebook-kommentar at spørge, hvad min rolle i dette her egentlig er. Han har sikkert ikke været ene med sin undren.
På side 331 står der ‘Vi er et selskab på otte personer, bl.a. journalist Niels-Birger Danielsen, der har lavet dette indlæg’. Hvad refererer det til? Man bruger normalt ikke ordet ‘indlæg’ om artikler. Og så står det i ental, selv om der er to artikler. På næstsidste side er der rettet specielt tak til en række personer, bl.a. mig – for ‘artikel’. Igen ingen præcis angivelse, hvad min andel består i.
Det efterlader læseren med et upræcist indtryk, men formentlig en fornemmelse af, at jeg er helt godt på linje med forfatternes syn på deres emne.

Tekst-frisering
Disse ting var ikke mere end et irritationsmoment, som jeg måske ikke havde reageret på i betragtning af, at Frikorps Danmark næppe er en bog, der opnår den store indflydelse eller udbredelse.
Jeg begyndte at læse tekstsiderne med artiklerne igennem for at se, om artiklerne svarede til dem, jeg fik offentliggjort i BT i 2014. Egentlig strejfede det mig, at det var historiker-nørderi. Hvorfor bruge tid på det? Mine to rejsefæller fra dengang har da optrykt mine tekster præcis, som jeg har skrevet dem. Selvfølgelig har de det…
Men nej. Og efterhånden som læsningen skred frem, var jeg ved at tabe næse og mund.
De har redigeret i min tekst en hel række steder, hvor de åbenbart har ment, at de havde formuleringer, der er bedre end mine.

Vredesudbrud mod ‘fascist’ skåret ud
Der, hvor det bliver rigtig prekært, er forskellige passager, hvor Lars Larsens og Jens Pank Bjerregaards redigering bliver tendentiøs. Det er tydeligt, at forfatterne ikke syntes, at jeg havde omtalt Magnus Møller høfligt og positivt nok:
1). Jeg skrev: “Den duknakkede mand på bagsædet holder vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer. Blikket er indadvendt, og på spørgsmål om, hvad han oplever, svarer han gerne med en fem-ti minutter lang udredning…”
Det bliver på side 336 øverst til: “Den ældre Frikorps Danmark frivillige på bagsædet holder et vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer i landskabet, og blikket er meget udadvendt. På spørgsmål om…”
Kommentar: Det går åbenbart ikke an, at jeg bruger et ord som ‘duknakket’, og når jeg i min tekst opfatter manden som ‘indadvendt’, så finder forfatterne det på sin plads at rette det til ‘udadvendt’.
2). Jeg skrev: “Han bruger mange ord på tekniske udredninger, som han formulerer med præcision”.
På side 336, 5. sidste linje er der tilføjet et ‘stor’ før ‘præcision’.
3). Fra besøget hos den lokalt bosatte traktorentreprenør Sergej Petrov skrev jeg: “For mig er Magnus i dag bare en person,’ siger Sergej Petrov.”
Det blev til: “Men det er meget længe siden, for mig er Magnus Møller såmænd kun en historisk person.’ siger Sergej Petrov.” Ændringen er ikke uvæsentlig. Brugen af et par ord flere signalerer en større grad af imødekommenhed. Realiteten var, at Sergej Petrov var ganske kold og formel i sin omtale af Magnus Møller og kun sagde præcis de ord, jeg skrev.
4). Jeg skrev: “At krigen på over 70 års afstand kan fremkalde voldsomme følelser, viser sig under samtalen, da tolken Inna Vinogradova med tårer i øjnene og intens stemmeføring gør opmærksom på, at hendes morfarlivet igennem havde ar på skulderen, der skyldtes, at han blev såret under krigen. ‘Og jeg må indrømme, at jeg måtte overvinde mig selv, da jeg skulle hjælpe Magnus med at snøre hans sko. ‘Skal jeg gøre det for en fascist!’ spurgte jeg mig selv… men så tænkte jeg: ‘Han er jo bare en gammel mand’, siger tolken, der til daglig er kontorassistent i St. Petersburg. Inna Vinogradovas morfar Golajdo Georgij Pavlovitj blev født…”
På side 353-354 er følelsesudbruddet omkring snøringen af Magnus’ sko simpelthen udeladt! I stedet springer vi direkte videre til morfaderen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne markante episode bliver udeladt, selv om to store reportageartikler bliver optrykt i næsten fuld udstrækning.
5). Når man bruger så meget stof fra min hånd, hvorfor kunne man så ikke finde plads til denne markante detalje, der optrådte i min reportage i BT under overskriften FARMAND EICKE?
“Magnus Møller glæder sig i sin bog I krig for Danmark over en ros fra en overordnet i Division Totenkopf, SS-Obergruppenführer (general) Theodor Eicke. ‘Havde jeg blot haft 20.000 danskere, kunne vi have sprængt den russiske omringning i stumper og stykker,’ skal Eicke have sagt. Møller omtaler, at ‘Papa Eicke’ blev hædret med ridderkorset med egeløv. Han omtaler derimod ikke, at manden med det hyggelige tilnavn var idemand bag og chef for hele KZ-lejrsystemet og den systematiske mishandling af fangerne. Det er blot ét eksempel på, at Magnus Møller undgår enhver omtale af den nazityske terrorstat og de tyske masseforbrydelser i Rusland.”

Det beskyttende tæppe
Selv optræder jeg på et billede, hvor jeg beskyttende lægger et tæppe om Magnus Møller for at hjælpe ham til at holde varmen. Fint nok. Det er en chance at tage, når man inviterer et menneske på 94 år med til en russisk vinter med 10 graders frost, så det tog vi alle sammen bestik af.
Men jeg vil gerne stå ved, at det gør ondt at se billeder på facebook af Magnus Møller, der i sit hjem får overrakt et eksemplar af Frikorps Danmark – nærmest som om det var modstandsveteranen Jørgen Kieler, der fik overrakt en bog om modstandskampen. Ikke mindst fordi jeg i bogen medvirker i en rolle, der på en eller anden udefinerlig måde kommer til at understøtte bogens budskab: at de østfrontfrivillige var hædersmænd, der blev uretfærdigt behandlet.

Holocaust-benægteren
Magnus Møller er i mine øjne ingen  hædersmand. Han var helt på linje med ideologien bag massemordet, selv om det er bevisligt at han var ordonnans og oppasser og dermed næppe personligt har deltaget i myrderierne. At Magnus Møller var snu nok til at takke af fra Frikorps Danmark i foråret 1943, da krigen var vendt, kan i mine øjne ikke ændre bedømmelsen – især fordi han i hele efterkrigstiden nærmest har udtalt sig som en Holocaust-benægter.
Når jeg som journalist skal portrættere en person, er det ikke min opgave at have meninger, men at give læseren en relevant oplevelse af personen, at sætte ham/hende i stand til at se interviewpersonen for sig. Men nu, halvandet år senere, vil jeg gerne stå ved, at det var ulideligt at høre på Magnus Møllers repetition af sine livsløgne, selv om jeg til enhver tid vil prøve at opføre mig ordentligt og høfligt over for et menneske, der siger ja til interview eller til at rejse med på en reportage.

Om igen
Jeg får det indtryk, at hvis Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard i deres flittige arbejde har mødt f.eks. 50 tidligere frikorpssoldater i alt, så er de i Lars’ og Jens’ øjne uskyldige, fordi der ikke kan bevises nogen individuel skyld mod nogen af dem. Men hvad med at se sådan på det, at ud af de 50 gamle østfrontfrivillige har statistisk set ca. 15 pct. – svarende til otte mænd – været direkte deltagere i jødemord eller andre masseforbrydelser? Altså otte af de formentlig sympatiske ældre mennesker, der har accepteret at fortælle om deres fortid og byder på kaffe og småkager i deres hjem.
Det ville være spændende at høre nogle refleksioner over dét.

Efterspil
Tilbage til spørgsmålet om ophavsretten. Det, jeg har skildret her, er uacceptabelt og især krænkende, fordi det synes brugt i en politisk/manipulatorisk hensigt.  Jeg henvender mig i morgen til min faglige organisation for at få råd om, hvad der kan være af muligheder for en opfølgning.