Han snakkede sig fri fra arrestation

—– —– —– —–
Dette uddrag af første bind af Modstand blev læst op af nu afdøde cand.mag Sune Pilgaard ved Brecklings Bogcafé i Sønderborg den 15. maj 2016, hvor Pilgaard bagefter interviewede mig.
—– —– —– —–

Selv om to betjente på patrulje i Nordsjælland beskrives lidt karikeret i bogen Kommunist under besættelsen, havde de fat i noget af det rigtige. Og hvis de to opdagere havde fulgt deres første indskydelse, havde den danske frihedskamp fået et andet forløb. Det ville have betydet, at en af dens stærkeste lederskikkelser var sat ud af spillet, allerede inden kampen var begyndt.
Episoden indtraf først i juli 1941, da politiets jagt kommunisterne var på sit højeste. Betjentene havde fået øje på en yngre, sommerklædt mand på cykel i nærheden af Nøddebo Præstegård, da de kom kørende i deres tjenestebil. Ved middagstid på en almindelig arbejdsdag vel at mærke.
Nogle meter foran cyklisten standsede de med hvinende bremser, og den ene steg ud. Manden, der skulle forklare sig, var den 38-årige Børge Houmann, indtil få uger før forretningsfører på Arbejderbladet. Og det er ham, der har beskrevet mødet i sin erindringsbog.
”Ja, det var altså navn og adresse og forklaring på, at jeg cyklede omkring heroppe i Nordsjælland midt på dagen en hverdag.
-Holm, svarede jeg. Børge Holm.
-Og født?
– 1. februar 1903.
(…) – Og stilling?
-Boghandlermedhjælper.”
For ’Børge Holm’ stod en pjece, som han havde udgivet på Arbejderforlaget, i dette øjeblik knivskarpt. Den var skrevet af den kommunistiske advokat Robert Mikkelsen, der også var en god personlig ven. Emnet var, hvordan kommunister skulle optræde over for politi og domstole.
”(Den) kørte som et filmbånd gennem mit hoved. Svar kort. Sig aldrig noget, du ikke direkte er spurgt om.
-Og arbejdsløs måske? spurgte den ene betjent deltagende.
-Nej.
-Arbejdsplads? Der var en anelse utålmodighed i den spørgendes stemme.
-Deins Boghandel.”
Det var her boghandlermedhjælperen Grethe Hedegaard arbejdede, som Houmann havde haft logi hos i den halvt illegale tid. Det var hende, der havde købt og oplagret mere end 200.000 stk duplikatorpapir. Han regnede med, at hun ville være hurtig nok i opfattelsen, hvis betjentene skulle finde på at ringe.”
-Og adresse?
-Frederiksborggade 42
(…)
-Og hvor skulle så hr. boghandleren hen, det fik vi vist ikke klaret?
-Boghandlermedhjælper, rettede jeg.
-Måske bare en cykeltur ud i det blå?
-Jeg skal op i mit sommerhus.
(…)
-Jaså, hvor ligger det sommerhus?”
’Børge Holm’ forklarede. Det var nær Saltrup – første sidevej til venstre efter at være kommet ud af Gribskov. Faktisk var hans virkelige ærinde at forsøge at få en samtale med Robert Mikkelsen om nogle juridiske problemer.
”Har De nogen papirer på Dem med Deres navn? Spurgte ham ved rattet.
Det mente jeg ikke, jeg havde. – Regninger er der ellers nok af derhjemme, forsøgte jeg spøgende – men dem slæber man jo ikke rundt med.
-Det ville ellers have været nyttigt. Fremtidig bør De sørge for altid at have en eller anden slags legitimation på Dem. Der kan blive brug for det.
Jeg lovede at tage det til efterretning.
-Ja, så vil jeg ønske Dem en behagelig tur! Det var stadig ham ved rattet, der førte ordet.
-Tak i lige måde! Jeg rettede cyklen op og gjorde klar til at køre videre.
Lige et øjeblik, kaldte makkeren. – Hvornår var det, De var født?
(…) -1. februar 1903.
-Mange tak og god tur!”
Børge Houmann fik ikke opfyldt formålet med turen. Han kom ikke til at møde Robert Mikkelsen, for også han var blevet arresteret. Han sad nu i Horserødlejren – tilfældigvis kun få kilometer fra det sted, hvor den lettede forlægger igen sad på cyklen med kurs mod sommerhuset. Det, Houmann ville have drøftet med juristen, var myndighedernes grundlag for interneringerne. Han havde fået udleveret et notat fra Justitsministeriet af sekretæren for Det danske Sagførersamfund Niels Busch-Jensen, der kastede lys på interne overvejelser. Den 55-årige Busch-Jensen var venligt indstillet over for DKP. Han og Houmann havde et tillidsfuldt indbyrdes forhold.
”Han havde i mange år været en trofast kunde hos Arbejderforlaget, som jeg ledede,” skrev Børge Houmann.
”Som regel kom han forbi hver fredag eftermiddag, når han var færdig på kontoret. Så drak vi kaffe i baglokalet, og han fik forelagt, hvad der var kommet af nyt på tysk, engelsk og fransk. Han købte det meste. (…) Han havde mange gange ydet lån til Arbejderbladet, når det på torsdage kneb med at skaffe penge til trykkeriets lønninger.”

Kronik: Den jugoslaviske kontrast

I 1941 støttede den danske regering under tysk pres oprettelsen af Frikorps Danmark. Tre måneder tidligere havde Jugoslavien i en lignende situation valgt kampen mod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Det samme gjorde de tidlige danske modstandsfolk

I DET FØRSTE  nummer af det illegale blad Frit Danmark den 22. april 1942 skrev den konservative politiker og modstandspioner John Christmas Møller programartiklen. Den blev et etisk/moralsk udgangspunkt for den ikke-kommunistiske modstandskamp lige til befrielsen.
”Vi kan ikke blot lade de Allierede udføre den haarde Kamp mod en hensynsløs og barbarisk Modstander, uden selv at vilde gøre, hvad vi kan. Vi maa selv hjælpe med,” skrev Christmas Møller, der naturligvis var anonym.
For den kommunistiske modstand gjaldt den ikke uvæsentlige forskel, at den også bundede i en kategorisk forpligtelse til at støtte Sovjetunionens krig. Frit Danmark var et resultat af dannelsen af besættelsestidens første tværpolitiske, illegale organisation med bl.a. den kommunistiske redaktør Børge Houmann, hans partiformand Aksel Larsen og Christmas Møller som initiativtagere.
Der var selvklart store politiske forskelle mellem deltagerne, men dem lod de ligge. På det første møde blev de bemærkelsesværdigt hurtigt enige om et koncept. Det vigtigste punkt, hvor parterne uden videre kunne mødes, var kravet om en opgivelse af samarbejdspolitikken.
Frit Danmark sammenlignede hyppigt den danske holdning med Norge, der den 9. april 1940 havde gjort modstand mod besættelsen og påført angriberne væsentlige tab. Når det gælder foråret og sommeren 1941 er det lige så nærliggende at sammenligne med Jugoslavien.

KORT FØR DAGGRY den 6. april 1941 hylede sirenerne i Beograd, da de første tyske Heinkel- og Dornier-bombefly samt Stuka-styrtbombere uden varsel drønede ind over den jugoslaviske hovedstad. De tømte deres bombelast, og inden for de næste timer fulgte næsten 250 af de dødbringende maskiner efter. Den følgende morgen fulgte et nyt stort angreb.
Tabstallet er usikkert, men mindst 5000 indbyggere omkom under angrebene, som de få maskiner i det jugoslaviske luftvåben ikke kunne stille noget op overfor. Aktionen havde kodenavnet Unternehmem Strafgericht (Operation Straf). Adolf Hitler havde besluttet den en uge før som reaktion på begivenheder i Beograd den 27. marts, som er en forholdsvis mindre kendt, men afgørende dato under Anden Verdenskrig.
Hændelserne var kulminationen på et forløb, der begyndte i efteråret 1940, da krigen nåede til Balkan. Benito Mussolinis Italien angreb den 28. oktober Grækenland fra Albanien, der havde været indlemmet i Italien siden 1939. Kort forinden havde Italien, Tyskland og Japan indgået Tremagtspagten. I november 1940 sluttede Ungarn, Rumænien og Slovakiet sig til pagten, der bl.a. var et redskab til at sikre Hitlertysklands politiske og militære kontrol over det europæiske kontinent inden det planlagte opgør med Sovjetunionen.
I marts 1941 sluttede selv Bulgarien, der historisk og sprogligt har tæt tilknytning til Rusland, sig til pagten. Berlin-regeringen lagde også pres på Jugoslavien, men det etnisk og religiøst sammensatte land, der var et autoritært regeret monarki under et serbisk dynasti, var en modvillig alliancepartner.
Serbien havde under Første Verdenskrig været med i krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og landet havde i flere år været besat. Endvidere frygtede serberne med god grund den voksende, stærkt antiserbiske fascistbevægelse Ustasha i Kroatien, som kun kunne blive styrket, hvis man indgik alliance med Tyskland og Italien.
Endelig var det svært for serberne at se sig selv i et forbund, der øjensynlig var rettet mod Sovjetunionen. De historiske bånd var tætte til Rusland, der i 1800-tallet havde hjulpet Serbien til selvstændighed.

TRODS DE MANGE grunde til at afvise tilbuddet, var de militære realiteter i foråret 1941 overvældende. Tyskland beherskede næsten hele det europæiske kontinent, og den eneste tilbageværende modstander var det hårdt pressede Storbritannien. Det tog den jugoslaviske prinsregent Paul bestik af – ligesom samarbejdsstyret i Danmark under statsminister Stauning og udenrigsminister Erik Scavenius.
Prins Paul, der var formynder for den mindreårige kong Peter, var egentlig engelskvenlig, men fandt, at man måtte bøje sig for at undgå en ødelæggelse af landet. Da han fremsatte sin tilkendegivelse over for regeringen, gik fire ministre af i protest, men den 25. marts underskrev premierminister Dragisa Cvetkovic Tremagtspagten i Wien.
Aftalen var god for det mellemstore land, der med en svag hær med forældet udrustning var militært magtesløst. Med grænser mod Italien, det tyskannekterede Østrig samt Ungarn, Rumænien og Bulgarien var Jugoslavien omringet til tre sider. Stærke tyske panserstyrker var rykket ind i Bulgarien.
Italien havde mod alle odds ikke kunnet besejre den græske hær, men var tværtimod blevet slået tilbage og drevet ind over grænsen til Albanien. For at sikre kontrollen med Balkanhalvøen var de tyske hære nu nødt til at rydde op efter Mussolinis fejlslagne eventyr og besætte Grækenland. Det var det, der var formålet med opmarchen i Bulgarien, men da de uventede problemer opstod i Jugoslavien, kunne de tyske kampvogne uden varsel omdirigeres mod vest og nordvest i stedet for den planlagte kurs mod syd.
Trods Jugoslaviens svage forhandlingsposition havde Tyskland accepteret, at landet nøjedes med politisk tilslutning uden pligt til at give transit til tyske tropper. Og så fik Jugoslavien løfte om at få havnebyen Saloniki og dermed adgang til Det ægæiske Hav, når Grækenland skulle parteres.
Jugoslavien ville som råvareleverandør til den tyske rustningsøkonomi trods krigen kunne nyde tålelige økonomiske forhold. Ministrene bøjede sig for realpolitikken. Det gjorde generalstaben også – på nær ét medlem.

UNDERSKRIVELSEN AF pagten vakte omfattende protester og demonstrationer i den serbiske befolkning. Da premierministeren vendte hjem den 27. marts 1941 – to dage efter underskrivelsen – blev han afsat ved et kup ledet af chefen for luftvåbnet, general Dusan Simovic, og en række yngre officerer. Også prins Paul blev afsat og gik i eksil.
Den modige handling, der blev gennemført under medvirken af den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE), kom til at koste dyrt. Selv om Jugoslavien ikke formelt trådte ud af Tremagtspagten, fastslog Adolf Hitler, at han betragtede kuppet som en fjendtlig handling. Luftangrebet på Beograd blev fulgt op af en invasion af tyske styrker fra Bulgarien, Østrig og Ungarn, og landet måtte overgive sig i løbet af 11 dage.
Kupmagernes aktion manglede enhver scaveniansk fornuft, og Jugoslavien kom til at opleve et af de brutaleste besættelsesregimer blandt de besatte lande med hundredetusinder af dødsofre. Men Jugoslaviens og Grækenlands modstand forsinkede det tyske angreb på Sovjetunionen i flere måneder – til den 22. juni 1941. Det blev efter alt at dømme afgørende for, at den tyske invasionshær ikke nåede at indtage Moskva og Leningrad, inden vinteren satte ind.

DA DEN TYSKE offensiv mod Rusland blev iværksat, blev regeringen i København med det samme stillet over for besættelsesmagtens krav om politisk støtte til ’korstoget’ mod verdenskommunismen. En sådan støtte fremkom i en regeringserklæring den 26. juni.
”Tyskland har nu vendt sine Vaaben mod Øst i en Kamp mod en Magt, som gennem en Aarrække har betydet en Trussel mod nordiske Staters Velfærd og Trivsel. (…) Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning. Nu som tidligere deltager Danmark ikke i dette krigeriske Opgør, men ud fra denne fælles europæiske Interesse kan Udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.”
Danmark afbrød også de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Det var i betragtning af magtforholdene i et besat land uundgåeligt, og det var også umuligt at forhindre, at besættelsesmagten begyndte at hverve danske frivillige til krigstjeneste østpå. Frikorps Danmark blev først et prekært problem, da oberstløjtnant C.P. Kryssing den 29. juni henvendte sig til sine overordnede og bad om orlov for at overtage kommandoen over korpset.
Hærledelsen med generalløjtnant W.W. Prior i spidsen sagde afgjort nej til, at officerer i den danske hær kunne få orlov til dette formål. Hvis man ville gå i krigstjeneste for den magt, der havde besat Danmark, måtte man træde ud af hæren.
Regeringen tilsluttede sig den 2. juli hærledelsens holdning på et møde, hvor udenrigsminister Erik Scavenius ikke var til stede, men da Scavenius dagen efter var med ved et nyt møde, fik han banket regeringen inklusive statsminister Stauning på plads. Han meddelte, at han var blevet enig med den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink, om at interesserede officerer skulle bevilges orlov.
I den følgende tid gav de danske myndigheder såvel propagandamæssig som logistisk støtte til korpset. Selv om regeringen omhyggeligt formulerede sig uden om at have andel i korpsets opstilling, måtte offentligheden – og udlandet – klart have den opfattelse, at regeringen støttede Frikorps Danmark.

I ALT meldte over 6000 danskere sig til korpset. De blev af de tyske overordnede ved fronten betragtet som effektive og disciplinerede soldater – nærmest en elitestyrke.
Der var dog en omstændighed, der gjorde, at de frivillige ikke kunne hævde sig i så god tro, som de gerne ville under retsopgøret efter krigen. Det skyldtes et mærkværdigt udslag af den særlige danske besættelsessituation med intakte danske statsmyndigheder. Hærledelsen rundsendte en erklæring fra den nu pensionerede hærchef, generalløjtnant Erik With, der tog afstand fra, at danskere meldte sig.
”Som hærens gamle Chef ønsker jeg at udtale, at saa længe den tyske Værnemagt holder Danmark besat, og Hagekorsflaget vajer over den danske Hærs Kaserner og Lejre, ja, endog over Hærens aarhundredgamle Kommandosted ’Citadellet’ (Kastellet, red.), kan efter min Formening danske Soldater og hærens Befalingsmænd ikke uden at krænke Hærens Soldaterære staa paa Kampfront i Vaabenbroderskab med den Hær, der holder Danmark besat,” skrev den pensionerede general.
Erik With havde i sin embedsperiode fra 1931 til 1939 utrætteligt, men forgæves kæmpet for at få ændret regeringens linje i mere forsvarsaktiv retning som reaktion på den tyske oprustning. Der er grund til at tro, at Withs erklæring, der blev fremlagt på kasernerne og andre tjenestesteder, har afholdt mange i at melde sig – trods de udprægede antikommunisme i officerskorpset. Og trods det ligeledes synlige opslag om adgang til orlov for frontfrivillige.
Uden at det er noget, den danske regering kan lastes for – men alligevel tankevækkende – blev en del af det danske frikorps efter tilbagetrækningen fra Rusland i 1943, sat ind i ’partisanbekæmpelse’ i Kroatien side om side med det berygtede Ustasha. Betegnelsen dækkede over masseudryddelser af kommunister, jøder, sigøjnere og serbere.

DEN SENERE MODSTANDSMAND Jørgen Kieler var en 21-årig medicinstuderende i København i sommeren 1941, og han så bestemt ikke optimistisk på situationen. Mismodet blev forværret af, at befolkningen var dårligt underrettet om udviklingen i krigen til søs. Situationen var slem nok, som den var, med tyske ubådes hyppige sænkninger af britiske handelsskibe, men de officielle tyske meddelelser overdrev og gav det indtryk, at tyskerne nu også var herrer på Atlanterhavet.
”På denne baggrund kan man nok spørge, hvorfor vi så hårdnakket nægtede over for os selv og andre at indrømme, at Hitler efter 1½ års krig havde bevist, at han var uovervindelig,” skrev Kieler, der i dag er 96 år, i sin erindringsbog Hvorfor gjorde I det?.
”For mit eget vedkommende spillede det en afgørende rolle, at troen på Hitlers sejr var en selvmorderisk tanke, som jeg ikke kunne leve med. Jeg havde derfor ikke rigtigt noget valg.”
De få snese modstandsaktivister i sommeren 1941 opfattede det som livsvigtigt at vise udlandet, at der ’også er et andet Danmark’ end det, der overgav sig uden kamp og villigt samarbejdede med fjenden. Også for de danskere, der meldte sig til frivillig allieret krigstjeneste, var dette et altdominerende motiv.
Mens kommunisterne havde deres eget sæt af begrundelser, havde de tidlige modstandsfolk en række forskellige inspirationskilder, der rakte fra paralleller til de slesvigske krige eller helt tilbage til Middelalderens kongeløse tid 1332-1340 med helte som Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag til antinazisme på et kristent eller kulturradikalt grundlag.

FÆLLES FOR et stort antal tidligere modstandsfolk, jeg har talt med siden 1990’erne, er en følelse af indre nødvendighed, som de ofte har udtrykt med færre ord end den altid velformulerede Jørgen Kieler. ’Vi gik til modstand, fordi vi følte, at det måtte vi gøre…’, er en typisk vending. Med tungt eftertryk på ’måtte’.
De kunne ikke holde tilstanden ud – og de kunne ikke holde sig selv ud, hvis de intet gjorde. Givetvis følelser, der lignede dem, der fandtes hos demonstranterne i Beograds gader i marts 1941, der – uanset konsekvenserne – ikke kunne se i øjnene, at man allierede sig med landets fjende mod den stat, der traditionelt blev oplevet som Serbiens beskytter.
I de seneste 10-15 år har en stadig bredere konsensus i faglige kredse udviklet sig, der anser den nationale, civilt baserede overlevelsesstrategi før og under besættelsen som den eneste logiske og farbare vej. Strategien afskrev i 1930’erne militært forsvar af Danmark i tilfælde af et tysk angreb, og den blev efter den kampløse besættelse den 9. april 1940 videreført i form af Stauning/Scavenius-regeringens tilpasningspolitik.
Udviklingen på Balkan kan bruges til at sætte et internationalt perspektiv på den danske politik. Stormagterne kunne ikke vinde krigen mod aksemagterne alene. Det havde også betydning – ind imellem afgørende betydning – hvordan de mindre lande forholdt sig. Nogen var nødt til at stille sig i vejen for Hitler – også da den tyske overmagt var størst. Ellers havde Nazityskland vundet krigen.
Norges reaktion på angrebet i april 1940 var et lyspunkt for de allierede, og Grækenlands og Jugoslaviens holdning et år senere fik vitale konsekvenser. Det er i det lys, jeg ser betydningen af de få hundrede danskere, der i 1941 og 1942 valgte aktiv modstand, selv om de ikke blot havde tyskerne og dansk politi mod sig, men formentlig også befolkningsflertallet.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste honnør for krigssejlernes ridder

Erik Kragelund, drivkraften bag krigssejlerveteranernes kamp for anerkendelse, blev i eftermiddag bisat. Han døde for to uger siden, 92 år gammel.
Højtideligheden fandt meget passende sted i Holmens Kirke i København, den traditionelle hovedkirke for den maritime verden. Erik Kragelund vil efter eget ønske blive kremeret, hvorefter urnen med hans aske vil blive sejlet ud på Øresund på en hjemmeværnskutter og spredt.

‘Dannebrog til Normandiet’
Den meget sene anerkendelse af de over 6000 danske søfolks andel i kampen for Danmarks frihed blev i høj grad centraliseret om Erik Kragelunds person. Han var ved sin død formand for den efterhånden meget lille forening Danske Krigssejlere. Han arbejdede i årtier utrætteligt på at lokalisere de krigssejlere, der stadig var i live, og samle dem i foreningen.
Et hovedmål for Erik Kragelund var at opnå en officiel dansk deltagelse i de store jubilæer i

forbindelse med D-dagen – den vestallierede invasion i Frankrig – den 6. juni 1944. Han oplevede manglen på en invitation til Danmark ved jubilæerne i 1994 og 2004 som en stor uretfærdighed, fordi 800 danske søfolk deltog i operationen, der indvarslede enden på krigen.
‘Dannebrog til Normandiet’, hed hans kampagne. Han nåede at opleve resultatet i 2014, da han ved 70-års højtideligheden i Normandiet præsenterede den danske delegation for dronning Elizabeth.
Erik Kragelund blev i sin alderdom tildelt Niels Ebbesen-medaljen og den britiske medalje Arctic Star for sin deltagelse i Murmansk-konvojerne. Så sent som i 2014 blev han ridder af Dannebrog.

Syv år langt fra Danmark
Kragelund drog til søs som 15-årig skibsdreng i 1939 og så ikke Danmark igen før 1946. Efter tiden som civil sømand 1940-43 blev han uddannet til løjtnant i US Navy. Han deltog i Stillehavskrigen, bl.a. den amerikanske invasion af øen Saipan i 1944. Derfor var han ikke med ved invasionen i Normandiet.
Efter krigen blev han udlandsdansker og boede i over 50 år i dels Sydamerika, dels USA. Han ernærede sig bl.a. som tekstilfabrikant, direktør og rådgivende ingeniør. Først omkring 2000 vendte han tilbage til Danmark, hvor han til sidst boede i en beskyttet bolig ved Bernadottegården i Roskilde.
Erik Kragelund har hyppigt optrådt i indlæg på denne hjemmeside:
– Fraklip 1: Besættelsesdag på fjerne kyster
– Fraklip 2: Under allierede flag
– Han har givet krigssejlerne ansigt
– Sen anerkendelse til krigssejlerne

Fraklip 2: Under allierede flag

Efter to år som krigssejler var den 18-årige Erik Kragelund en hærdet fyr, men en forårsdag i 1942 blev han alligevel chokeret. Hans skib skulle sejle fra New York; hvorhen vidste han ikke.
”De havde sendt varmt polartøj om bord på skibet om morgenen, så vi vidste jo godt, hvor vi skulle hen, og der var mange, der rømmede skibet,” sagde Kragelund (her tv. som officer i US Navy i 1945)  i 2014 i et interview.
Han var sejlet ud med J. Lauridsen-skibet Egyptian Reefer som 15-årige og var nu blevet matros. Exterminator skulle ud på konvojen PQ16 til den sovjetiske Ishavs-kyst. Skibene skulle bringe amerikansk og britisk hjælp til Sovjetunionen på et tidspunkt, da det stadig havde lange udsigter med en anden front i Vesteuropa.
Mange tyske ubåde opererede i Nordatlanten og Barentshavet – netop for at forhindre konvojer i at komme igennem til Murmansk eller Arkhangelsk. Skibene var uden for rækkevidde af landbaserede allierede jagerfly, så hvis der ikke var et hangarskib med som eskorte, var det eneste værn mod Luftwaffes angreb skibenes antiluftskyts.

Kaptajn med bidske schäferhunde
Besætningen på Exterminator bestod udelukkende af folk fra en række tyskbesatte lande, der måtte regne med at blive skudt, hvis de faldt i tyskernes hænder. Det prægede stemningen om bord, der var gusten. De fleste var bevæbnede. Kaptajnen R. Kelsoe, der var jugoslav, gik rundt med to Colt 45-pistoler i sit buksebælte og blev altid fulgt at to bidske schäferhunde, der ikke veg fra hans side – selv under kamp, fremgår det af den britiske forfatter Michael G. Wallings bog Forgotten Sacrifice (’Det glemte offer’).

Rædselsvækkende skrig
Exterminator sejlede til samlingsstedet ved Hvalfjördur i Island. Herfra sejlede konvojen østpå den 21. maj 1942. Den bestod af 35 handelsskibe, og eskorten var særdeles stærk. Den bestod af næsten lige så mange krigsskibe med bl.a. to slagskibe og et hangarskib. Alligevel gik otte af handelsskibene tabt ved tyske torpedo- og flyangreb.
De forulykkede havde ingen chance for at overleve andet end i nogle få minutter i det iskolde vand, men skibene i konvojen havde strenge ordrer til ikke at standse for at redde folk op af vandet. Det ville gøre skibene til nemme mål for fornyede flyangreb.
”Vi kunne ikke rigtig gøre andet end at fortsætte, selv om folkene fra de sænkede skibe lå i vandet omkring os og skreg om hjælp,” fortæller Erik Kragelund.

Boven var begyndt at gå ned
Hans eget skib slap uskadt fra udturen, men på hjemrejse-konvojen QP13, der sejlede fra Murmansk den 27. juni 1942, gik det galt. Sammen med seks andre skibe kom Exterminator på gal kurs i tåget vejr og sejlede ind i et britisk minefelt på vej ind i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland. De seks andre skibe sank, og det var også tæt på for Kragelunds skib.
”Boven begyndte langsomt at gå ned, og skruen begyndte at komme over vandet. Skipperen stod på broen med en riffel og sagde, at han ville skyde den første mand, der forsøgte at gå i bådene,” skrev manden, der døde 92 år gammel i april 2016, i en privat beretning til sine familiemedlemmer.
”Minen var sprunget ved lastrum nr. to foran broen. Vi havde brosten som ballast, og de blev slynget højt op i luften”.
Besætningen nåede at sætte skibet på grund. Det lykkedes at fjerne så meget vand fra forskibet, at skibet igen kunne flyde. Det lykkedes det derpå at sejle ind til Hvalfjördur.

Officerer truede med krigsret
Her viste det sig ifølge Erik Kragelunds erindring, at den militære ledelse på det amerikansk kontrollerede Island åbenbart var bekymret over ulykkens mulige demoraliserende virkning. Måske især fordi seks skibe var gået ned på grund af miner udlagt af det allierede Storbritannien.
”Vi blev taget i land (…) og ført til et mødelokale. En højtstående officer fortalte, at ingen måtte få at vide, hvad der var sket, og hvis vi fortalte det til nogen, ville vi blive stillet for en krigsret.”
Selv om skibet havde klaret skærene, havde det mistet to besætningsmedlemmer. De ville i lettelse over at have overlevet fejre ankomsten med en flaske i maskinrummet, der tilsyneladende indeholdt rom eller whiskey. Det var ikke tilfældet; indholdet var et stærkt rensemiddel til brug ved rengøring af kedelrørene. Mændene døde under store smerter.[1]

Dansk styrmand sejlede med risiko for sænkning i et år
Holger Jensen, 2. styrmanden på S/S Diana, oplevede at få sit skib sænket. Det skete 9. juni 1941, da det var på vej mod Island efter stykgods. Kl. 8 om morgenen blev det angrebet af et Focke Wulff-fly med bomber og maskingevær.
Maskinen kastede bomber tre gange, og anden gang gik en bombe igennem en åbning til maskinrummet og eksploderede. Én blev dræbt, tre hårdt sårede og seks lettere sårede. Holger Jensen var blandt dem, der kom uskadte i redningsbådene.
Besætningen havde gennem et år levet med risikoen for luft- eller ubådsabgreb. De havde sejlet i fast fart med iset fisk fra Reykjavik til havnebyen Hull, en rejse på 600 sømil, uden eskorte. Nogle måneder senere påmønstrede Jensen DFDS-skibet S/S Tennessee som 2. styrmand.[2]

Bomber mod troppetransportskib
Flemming B. Muus oplevede også at være om bord på et skib, der blev bombet, da han i marts 1942 havde fået skibslejlighed til England fra Freetown i den britiske koloni Sierra Leone for at melde sig som frivillig til den britiske hær. Han havde fået plads på et troppetransportskib.
”Vi havde en dejlig Rejse, indtil vi naaede paa Højde med Irland. Traf adskillige Mennesker, der fortalte grusomme Historier fra Singapores og Hongkongs sidste Dage,” skrev Flemming B. Muus i sin erindringsbog Ingen tænder et Lys.
På dette tidspunkt havde krigen taget en skarp negativ drejning for de allierede. Efter Japans angreb på USA’s flådebase Pearl Harbor den 7. december 1941, var japanerne stormet frem overalt i Østasien. I Singapore havde 85.000 britiske, indiske og australske soldater måttet overgive sig.
Ud for Irland blev skibet udsat for luftangreb af to tyske fly; 43 soldater blev dræbt af eksplosionerne, men det lykkedes resten af de ca. 1800 soldater og andre ombordværende at komme i bådene. De blev derefter sejlet ind til Liverpool i destroyere og ankom den 1. april 1942.
Trods mange forgæves forsøg på at blive antaget til britisk krigstjeneste havde Flemming B. Muus vist en usædvanlig vedholdenhed. Han var, formentlig i 1941, sat ud på en adskillige hundrede kilometer lang kanosejlads fra Cape Palmas med indfødte til at hjælpe med padlingen. Målet var Liberias hovedstad Monrovia, og det lykkedes ham at nå frem.
Herfra søgte Muus videre til Freetown.

Skæg og blå briller i England
Den nyankomne, der ikke havde set Europa siden 1937, måtte efter ankomsten til London en tur igennem møllen med streng screening på Royal Patriotic School – kontrolcentret for alle indrejsende udlændinge.
”Nogle Dage efter min Løsladelse fik jeg en mystisk Besked om at tag med Bus Nr. 26 fra Victoria Station til St. Albans (…). Ankommen dertil skulde jeg finde Kroen The White Hart, spadsere op og ned ad foran den præcis Klokken fire (…) og vilde saa træffe En, der kendte mig,” skrev Muus.
Det skete som planlagt – og dermed havde de britiske myndigheder sikkerhed for, at manden, de havde for sig, var den, han udgav sig for. I det hele taget var ’skæg og blå briller’ en del af hverdagen.

Tilbud om hemmelig mission
Et par uger senere modtog Flemming Muus et brev med ordre til den følgende dag kl. 14 at indfinde sig ’ved Undergrundsbanens sydlige udgang ved Sloane Square med The Times anbragt under (sin) venstre Arm’.
”Præcis Klokken to var jeg paa det anførte Sted. Der var ingen at se. – Jo, lidt derfra holdt en Bil med en højtstaaende Officer ved Rattet,” beretter Flemming B. Muus.
”Officeren vinkede ad mig. Om jeg var Mr. Muus? Skulde vi køre en Tur i hans Vogn? (…) Han præsenterede sig som Major Hampton – vilde jeg forpligte mig til ikke at nævne denne Samtale? – hvad havde jeg tænkt mig at bestille?”
Flemming B. Muus forklarede, at han vedvarende havde bestræbt sig på at komme i britisk krigstjenete. Majoren, der hed Victor Hampton og var ansat i den militære efterretningstjeneste SIS, stillede en række løse, afprøvende spørgsmål om ikke mindst Muus’ forhold til flyvning. Så kom det spørgsmål, han egentlig manørerede henimod:
”Har De nogensinde sprunget i Faldskærm, hr. Muus?”
På det benægtende svar spurgte Hampton, om Muus kunne tænke sig det.
”Man savnede stærkt Oplysninger om den tyske Flaades Bevægelser i Kattegat og Storebælt – var jeg villig til, inden for en Maaned, at lade mig smide ud i Faldskærm over Danmark for at organiseret et Spionagenet paa Fyns Østkyst. Der skulde regelmæssigt, og frem for alt hurtigt, rapporteres til London!”

Majorens pludselige farvel
Officeren opfordrede danskeren til at overveje sagen. Han gjorde opmærksom på, at han var en god ven af forfatterinden Karen Blixen, og Flemming Muus ville altid kunne henvende sig hos hende med en hilsen, hvis han fik brug for hjælp.
”I samme Øjeblik Hampton havde fremsat sit Forslag, vidste jeg, at jeg vilde modtage Opgaven. Dette var det helt store, at blive kastet ned i Danmark med Faldskærm! Whoopee,” skrev han.
Victor Hampton og Flemming Muus kommunikerede åbenbart på engelsk, siden Muus ikke nævner andet. Hampton har åbenbart ikke nævnt, at han var dansk gift og talte udmærket dansk. De to mænd var allerede i gang med at planlægge nedkastningssted, da majoren pludselig måtte trække sig, fordi – som han sagde – en anden afdeling havde gjort krav på danskerens tjenester.[3]

Rivaliserende hemmelige tjenester
Ingen organisationsnavne blev nævnt, men det var sandsynligvis aftalen mellem SIS og SOE, der spillede ind – aftalen, der betød, at SOE skulle have kontrollen med hemmelige agenter i Danmark. Når MI6 i major Hamptons skikkelse alligevel tog kontakt, kan det betyde, at forliget endnu ikke var blevet kommunikeret ud i alle led.
Det er en klar mulighed, for netop på dette tidspunkt truede oberst Euan Rabagliati – områdechef for Skandinavien og Holland – med at tage sin afsked i protest mod at være blevet forbigået af en yngre kollega i SIS. Til sin egen overraskelse blev Thomas Sneums chef og mentor taget på ordet og efterlod et midlertidigt tomrum.[4]
Mødet mellem Muus og Hampton kan også være et udtryk for, at den etablerede militære efterretningstjeneste forbeholdt sig ret til alligevel at sende agenter ind i visse situationer. Man havde netop mistet Thomas Sneum, der få uger før havde forladt Danmark over Øresunds is, og kunne godt bruge en erstatning. Og Secret Service skulle i de følgende år vise sig – aftale eller ej – at udøve omfattende aktivitet i Danmark.[5]

Danske soldaterkammerater
Muus fik nu besked på at henvende sig til Michael Iversen på Danish Recruiting Office. ”Kaptajn Iversen spurgte mig (…), hvorledes jeg vilde stille mig til at springe ud med Faldskærm? (…) Jeg behøvede ikke at overveje Sagen, saa uden videre Snak blev jeg sendt paa regulær Session – dog først efter, at Kaptajn Iversen havde givet en knippel Lunch for at besegle Pagten.”
Den 1. maj 1942 blev Muus afhentet på sit hotel og sammen med tre-fire andre danskere transporteret til et depot uden for London, hvor de blev udstyret til soldatertjeneste. Blandt dem, han mødte var den 22-årige Johan Erik Hecht-Johansen, tidligere kostskoleelev på Herlufsholm, der var vendt tilbage til Europa efter et par år i Argentina.[6]
De to blev nu beordret på et tog, der kørte mod Northampton. En række andre danskere var med; en af dem var væsentlig ældre end de øvrige kommende agenter. Det var den 41-årige Peter Carlsen, der havde boet 17 år i Canada. Han havde været inspektør på et hotel i Victoria i British Columbia, indtil han i 1941 meldte sig til britisk krigstjeneste.[7]
Kun halvt så gammel var den 20-årige københavner Hans Johansen, der havde sejlet på Mærsk-både før krigen. Efter den 9. april 1940 fragtede han våben fra USA til Storbritannien, og i april og maj 1941 var han om bord på en tankbåd ved Grækenland under den britiske tilbagetrækning.
Hans skibe blev flere gange torpederet, men han havde mirakuløst overlevet. Efter nogle timer nåede toget frem til Northampton.
”Men vi kørte videre, to-tre Stationer – saa fik vi Besked om at staa ud. I fin March (…) gik vi nogle Miles til Herresædet Brockhall, der den første maaned skulle være vort Kvarter,” skrev Muus.
Rekruttjenesten kunne begynde, og Flemming B. Muus fik Hecht-Johansen, Carlsen og Johansen som værelseskammerater. Senere under uddannelsen kom maskinmester Preben Lok-Lindblad til, der var begyndt i SOE sammen med bl.a. Carl Johan Bruhn og Mogens Hammer. De fem holdt ifølge Muus sammen i hele skoletiden.[8]

Fascineret af bue og pil
Anders Lassen fik kun kort tid i SOE. Han havde i foråret 1941 fået sine medrekrutter til næsten at tabe næse og mund på øvelsesområdet Arisaig. Det skete, da han sneg sig ind på en af højlandets hjorte, indhentede den i opspringet og gjorde det af med den med sin dolk – stort set uden en lyd. Derudover gjorde han sig bemærket som en ufejlbarlig stifinder og en mesterskytte.[9]
Ud på sommeren 1941 demonstrerede den 20-årige mand, at den tidlige ungdoms fascination af bue og pil ikke var lagt på hylden. Han skrev et brev til War Office, det britiske krigsministerium, hvori han argumenterede for fordelene ved bue og pil i moderne krigsførelse. Ministeriet kvitterede ved at sende den initiativrige dansker to jagtbuer som gave, men man tog afstand fra selve forslaget, fordi man anså bue og pil for at være inhumane krigsvåben.[10]

Med i lille eliteenhed
Lassen begyndte at udvise rastløshed og manglende respekt for autoriteter – noget, der vakte bekymring hos hans overordnede. Derfor var det formentlig velkomment, da brigadegenral Colin Gubbins – den øverste operative chef for SOE – spurgte, om det danske kontingent kunne levere en eller flere folk til en særlig opgave til søs.
”Brigadegeneralen skulle bruge en mand til patruljebådene. Jeg anbefalede 2379 (Lassen, forf.), som er ganske kvik og har gode manerer og taler engelsk rimeligt godt. Han ville passe meget bedre til sådan et job end til regimentstjeneste, for han bryder sig ikke om eksercits og militær disciplin,” skrev instruktøren på Arisaig House.
Dermed var Lassen optaget i en lille kommandostyrke, der planlagde amfibieoperationer i SOE’s regi med udgangspunkt i skibet Maid Honor. Det var en trawler ombygget til lystbåd, der kunne have en besætning på op til otte mand.
Kommandoet blev et meget sluttet og på en måde afslappet miljø under ledelse af de to elitesoldater Gus March-Philipps og Geoffrey Appleyard. Medens det var SOE’s opgave af fremme modstandsbevægelser, fik kommandostyrken lov til at træne afsætning af agenter på fremmede kyster, afhentning af dem samt amfibieangreb på tyske kyststillinger.

Raid på vestafrikansk ø
I efteråret 1941 blev styrken sendt til Vestafrika. Her gennemførte den den 15. januar 1942 en spektakulær aktion – Operation Postmaster – da den kaprede en tysk slæbebåd og et italiensk fragtskib Duchesse d’Aosta, der lå ud for havnen på øen Fernando Po, der var spansk og derfor neutralt område.
Aktionen skulle fremstå som en sørøveraktion – ikke som en operation, Storbritannien stod bag. Derfor skulle den gennemføres med præcision og diskretion. Maid Honor-styrkens 11 mand blev suppleret med lokale SOE-folk og to fuldt bemandede slæbebåde fra den britiske koloniregering i Nigeria.
Raidet lykkedes, og de to skibe blev ført bort. Anders Lassens havde fået sin ilddåb som kommandosoldat. Ifølge forfatteren Thomas Harders havde Lassen den opgave at lede 11 mand, der havde ansvaret for at bakse den ene slæbebåds trosse op på fragtskibets forskib og gøre den fast.
”Det var en vanskelig opgave, som han løste hurtigt og effektivt og med stor autoritet,” skriver Harder.

Angreb på den tyske vestvold
En udnævnelse fik stor betydning for den 21-årige elitesoldat. Den kun 41-årige viceadmiral Louis Mountbatten blev chef for Combined Operations, hvis opgave det var at gennemføre operationer med en forskellige, ofte utraditionelle virkemidler langs den tyske ’vestvold’. Tyskerne skulle holdes i usikkerhed om, hvor en fremtidig invasion ville finde sted, og de skulle tvinges til at sprede deres styrker og til at trække hær- og flystyrker væk fra østfronten.
Først gennemførtes i februar et angreb på en tysk radarinstallation i Normandiet. Det lykkedes at hjembringe dele af den tyske Freya-Würzburg-radar, som man hidtil kun kendte af udseende fra blandt andet Thomas Sneums spionage.
I marts iværksatte briterne et kommandoangreb på den tyske ubådshavn i St. Nazaire på den vestfranske kyst med over 600 soldater. En tredjedel af den britiske styrke dræbt eller taget til fange, men det lykkedes at beskadige de tyske ubådsanlæg alvorligt.

Chefens betroede mand
Udviklingen betød, at Maid Honor-styrken skulle udvides. Gus March-Philipps havde vundet sig megen hæder på grund af Operation Postmaster og blev udnævnt til major. Lassen var allerede en af hans betroede folk, og der var ingen tvivl om, at han skulle med, da styrken i marts 1942 blev omdannet og udvidet under navnet Small Scale Raiding Force.
Anders Lassen blev udnævnt til sekondløjtnant og definitivt overført til ’særlig tjeneste’ i SOE. Kommandostyrken var nu på ca. 55 mand og blev udstyret som en rigtig amfibiestyrke med blandt andet en motortorpedobåd.

Møde med Christmas Møller
Efter aktionen i Afrika tilbragte Anders Lassen nogle livlige måneder i Londons danske miljø. Han var en hyppig gæst hos gesandt Eduard Reventlow og hans familie. Han havde en faster i byen, og John Christmas Møller var en god bekendt af hans forældre. Derfor sendte Lassen politikeren et brev, da han hørte, at han var kommet til England. Christmas Møller svarede den 28. maj 1942.
”Mange Tak for Deres meget venlige Brev, hvormed De i saa høj Grad glædede mig,” skrev eksilpolitikeren til den nybagte officer.
”Jeg haaber ogsaa, at jeg kan gøre nogen Nytte herovre, og jeg kan jo kun takke Dem for den Beslutning, De selv har truffet, og som jeg synes, De har Ære af (…). Naar De faar Deres Ferie, beder jeg Dem meddele mig, hvornaar De kan komme til London, saaledes at vi kan komme til at tale sammen.”[11]

ØK-familie var socialt centrum
En anden vigtig adresse for Anders Lassen blev familien Karsten, der var gæstfrie værter for miljøet af danske frivillige. Elli og Henning T. Karsten havde været udlandsdanskere i så mange år, at de havde dobbelt britisk/dansk statsborgerskab. De var som unge flyttet til Singapore, da H.T. Karsten blev sendt ud for at være chef for Østasiatisk Kompagnis interesser i naturgummi. I 1926 flyttede familien til London, hvor Karsten var blevet direktør for et ØK-datterselskabet.
Datteren Ellen, der i 1942 var 17 år, var født i Singapore. Hendes og hendes tre søskendes dobbeltnationale tilhørsforhold var markant. Deres engelsk var accentfrit, mens deres dansk var iblandet engelske ord og andre anglicismer. I hjemmet var sproget dansk; det samme var traditionerne og vanerne. I skolen lærte Ellen Karsten også tysk, fransk og latin. Hun var ved at forsøge at komme ind i Women’s Royal Navy Service (WRNS), den britiske marines kvindekorps, hvis opgave det var at aflytte tysk radiokommunikation fra kyststationer. Hun havde argumenteret med sine gode tyskkundskaber. Det var dog ikke sådan ligetil.
”Sagen er jo, at piger, hvis forældre er udlændinge, ikke kan antages – kun i ualmindelige tilfælde, og hvis de har særlig gode kvalifikationer. Men nu skal jeg gå igen, når jeg er 17½ og snakke med hende, og så vil hun sende min applikation op til Admiralitetet,” skrev Ellen Karsten i sin dagbog under 22. maj 1942. ” (…). En Commander Stagg, ven af Daddy’s, vil vist hjælpe. Dette er et snobbet land, men ellers kommer man jo ingen vej.”
Den omtalte mand – Frank Noel Stagg, den daglige chef for SOE’s skandinaviske afdeling – så gerne Ellen Karsten og ’Lille John’ Christmas Møller som repræsentanter for Danmark i henholdsvis WRNS og i et af hærens garderregimenter.
Ellens fem år ældre bror, Henrik Karsten, havde også meldt sig. Det skete i 1941, og han var nu sekondløjtnant i panserregimentet The 3rd Kings Own Hussars, der var indsat i Nordafrika.[12]

Indlysende at melde sig frivilligt
Selv om Ellen Karsten var født dansk, var hun lige så ivrig efter at bidrage som de indfødte briter. ”Det gjorde man dengang; det var en helt indlysende ting at gøre. Alle de unge, jeg kendte, var også med i noget,” sagde hun som 89-årig i et interview i sit hjem i København i 2014.[13]
Mere almindelige ungpigespørgsmål stod også centrum. Hun havde et stykke tid forinden mødt den fem år ældre jagerpilot i Royal Air Force Kjeld Rønhof. Han fløj under norsk flag, idet han i 1941 havde meldt sig frivilligt til de norske væbnede styrker i Little Norway i Canada.
De var blevet kærester, og Kjeld havde friet til hende, men hun havde afslået, fordi hun syntes, det var for tidligt for hende at binde sig. Og hun kunne bestemt finde andre unge mænd charmerende.
”Nu har jeg altså truffet Anders Lassen – den berühmte. Han er meget køn: lys og solbrændt,” betroede hun sin dagbog den 29. maj 1942 – en dag, da hun var småsyg.
”Det var hans mor, der skrev Den uartige Caroline. Anders spurgte, om jeg ville komme ud og spise frokost med ham i morgen, hvis jeg er rask nok. Jeg tror nu, han glemmer at ringe. Det kunne være ganske hyggeligt. Jeg havde det, mærkeligt nok! meget bedre.”
Anders Lassen var ikke berømt endnu for sine krigsbedrifter. ’Den berühmte’ går snarere på, at han havde slået sit navn fast socialt blandt ungdommen i det danske miljø samt at hans forældre – Emil Lassen og Suzanne Lassen – var et velkendt par i den danske overklasse. Det trak ud med utilpasheden, fremgik det af dagbogen den 1. juni:
”Det var kedeligt (…). Han er en mærkelig dreng, men… også attractive. Jeg er hverken troløs eller noget, men jeg skal da også have lov at indulge i sligt.”
Midt i juni lykkedes det dog at mødes til en kortvarig frokost.
”Jeg kan ikke nægte, at Anders har gjort et varigt indtryk på mig,” skrev hun den 17. juni.[14]

Kampen for dansk synlighed
For danskerne i uniformeret britisk tjeneste var det et altdominerende hensyn at få deres bidrag godskrevet Danmark. Den 26. maj 1941 fik de frivillige, der havde meldt sig til The Buffs, lov til at bære et skuldermærke, og dét fandt kaptajn Michael Iversen grund til at fremhæve, da han den 4. juli samme år holdt en tale i BBC’s danske udsendelse.
”Vore Anstrengelser for at være med i Kampen for Danmarks Frihed er saaledes anerkendt, at vi nu bærer Danmarks Navn i hvidt paa rød Bund, paasyet vore Uniformer, og paa højre Ærme kan vi stille vort smukke Dannebrog til Skue,” sagde han.
Han holdt talen, netop da oprettelsen af Frikorps Danmark var et brandvarmt emne. Danske nazister lagde også vægt på at kunne vise det rød-hvide flag. Det fik i en senere tale Iversen til at betegne det som ’grimt, ulogisk og udansk’, at frikorpsfolkene bar Dannebrog på deres uniform.
Spørgsmålet om danske symboler var ikke så enkelt, som rekrutteringsofficeren fremstillede det, for tilladelsen gjaldt kun i regimentet, hvor kong Christian X var æresoberst. Sagen gav igen og igen bureaukratiske forviklinger, fremgår det af historikeren Jakob Sørensens bog For Danmarks ære.
Iversen prøvede at finde en løsning, der kunne tilfredsstille alle. Hvis et skuldermærke ikke kunne tillades, da evt. et lille flag på lommen med Christian X’s initialer. Den 22. oktober 1941 skrev Iversen til Air Ministry på vegne af de danske piloter, der ønskede at bære en dansk identifikation. Svaret var ’efter meget grundig overvejelse’ et afslag. Heller ikke Royal Navy ville give tilladelse.
Kaptajn Iversen opnåede dog opmærksomhed om det danske flag. Imperial War Museum henvendte sig i september 1942 til ham for at få eksemplarer af de mærker og emblemer, som danske frivillige brugte. Man havde lagt mærke til skuldermærkerne i The Buffs.[15]

Tre danske fly til Royal Air Force
Et bidrag, der ikke savnede synlighed, var en indsamling, som Det danske Råd foranstaltede i Storbritannien og andre lande til fordel for anskaffelse af Spitfire-fly til Royal Air Force. På den symbolske dag 9. april 1942 henvendte en dansk tremandsdelegation sig efter aftale i Downing Street nr. 10, hvor de blev modtaget af Winston Churchill. Bidragene var i alt løbet op i knap 40.000 pund sterling, som der kunne skaffes otte jagere for. Dagen efter blev de tre første præsenteret på RAF-basen Ibsley; de havde fået navnene Valdemar Atterdag, Skagen ind og Niels Ebbesen.[16]
 Efter frokosten med Ellen Karsten helligede Anders Lassen sig soldaterlivet. Det foregik med udgangspunkt i Anderson Manor, et smukt lille herresæde i nærheden af Poole på den engelske sydkyst. I den intensive træning indgik brug af håndgranater og sprængstoffer, kajaksejlads, navigation med og uden kort og kompas, forcering af pigtrådsafspærringer og lange marchture. Lassen udfordrede af og til kammeraterne til skydekonkurrence bue mod pistol og vandt som regel. Styrken blev ikke holdt sammen af traditionel militær disciplin. F.eks. var alle på fornavn med hinanden, og der var ingen faste regler for uniformering. Det var den individuelle dedikation og det gensidige loyalitetsforhold mellem soldaterne og cheferne, der var afgørende.

Raid mod radio-pejlestation
Den første opgave for Small Scale Raiding Force havde sammenhæng med et større strategisk initiativ. To brigader og en kampvognsbataljon skulle sættes ind med massiv flåde- og flystøtte mod de stærke tyske befæstninger ved havnebyen Dieppe.  Angrebsstyrken skulle være på ca. 6000 kommandosoldater – ca. ti gange stå stor som ved St. Nazaire-aktionen.
Gus March-Philipps’ folk skulle foretage landgang ved Barfleur på Cotentin-halvøen, hvor Cherbourg ligger. Her skulle styrken eliminere et af de pejleanlæg, som tyskerne havde etableret, og som var en fare for fremtidige landgangsoperationer. Anders Lassen var med i en styrke på 11 mand, der ved midnat natten til den 15. august 1942 blev sejlet over med motortorpedobåden.
Folkene roede derefter i land i en sammenklappelig jolle. Styrken landede imidlertid et andet sted end planlagt, dels på grund af en stærk strøm, dels fordi kysten var lav og konturløs. I stedet for pejleanlægget stod styrken over for en lille befæstning bemandet af to befalingsmænd og 12 menige. March-Philipps besluttede sig alligevel for at gennemføre aktionen. Briterne begyndte at arbejde sig igennem pigtrådsspærringer, men støjede så meget, at tyskerne sendte to mand ud. De råbte ’feltråb!’ ud i nattemørket. Angriberne svarede ved at åbne ild med maskinpistoler og sprænge tre ladninger plastisk sprængstof, hvorefter de trak sig tilbage. Hverken de eller tyskerne havde lidt tab. Selv om aktionen på sin vis mislykkedes, var cheferne for Combined Operations godt tilfredse.
”Selv om virkningen af sådanne raids i sig selv er lille, kan den, hvis angrebene er kontinuerlige, hobe sig op. Hvis de udføres hyppigt og over et stort område, vil de have en yderst demoraliserende virkning på fjenden,” lød tilbagemeldingen.[17]
Fire dage senere fandt landgangen ved Dieppe sted med canadiske styrker som hovedvægten i kommandostyrken. Aktionen blev en katastrofe; angriberne var ikke i stand til at nedkæmpe det tyske kystforsvar, og næsten to tredjedele af soldaterne blev enten dræbt eller taget til fange.
Militærledelsen i London måtte nøjes med at notere sig en høst af værdifulde erfaringer.

Thomas Sneum direkte fra fly til fængsel
Omtrent på den tid, da Ellen Karsten og Anders Lassen mødtes til frokost, ankom Thomas Sneum, Sigfred Christoffersen og Arne Helvard med nattog – stærkt bevogtet af politifolk. De blev kørt direkte fra stationen til fængslet i Brixton i det sydlige London. De tre – og i særdeleshed Sneum – var anklaget for spionage til fordel for Tyskland.
Sneums farlige balanceakter var på ingen måde et afsluttet kapitel, da han sammen med Arne Helvard var gået ud på Øresunds is den 26. marts 1942. De havde planlagt at gå mod Landskrona, men i nærheden af Hven gik de igennem isen, og de fik kun med nød og næppe stampet sig i land på Øresunds-øen, hvor de blev anholdt af svensk politi. Efter blandt andet seks timers indespærring i et uopvarmet skur blev de overført til politiet i Malmø.

Holdt tand for tunge under forhør
Politikommissær Jens Odmar kom igen over Øresund for at deltage i en afhøring ledet af kriminalkommissær Runerheim, der også havde en betroet stilling i det svenske efterretningsvæsen Det stod med det samme Sneum klart, at han var i vanskeligheder.
Svenskeren lod den mulighed stå åben, at man kunne føle sig tvunget til at udlevere løjtnanten, og Odmar understregede, at han var nødt til at have noget håndgribeligt, han kunne ’give tyskerne’ – ellers blev han nødt til at føre Sneum til København til intensive forhør. Thomas Sneum fortalte, at den radiosender, han havde fået med fra Storbritannien, stod i et garderobeskab på Københavns Hovedbanegård.
Han satte også dansk politi på sporet af et andet skab, hvor afdøde Kaj Oxlund havde efterladt nogle effekter. Sneum retfærdiggjorde over for sig selv oplysningen med, at tyskerne kunne tænkes at blive forledt til at tro, at den forældede sender var udtryk for briternes aktuelle radioteknologiske stade.
Sneum bekræftede, at han og Christophersen var blevet kastet ned ved Brorfelde, og at han havde foretaget sig mange af de ting, han blev foreholdt. Endvidere bekræftede agenten, at han havde vidst, at Christophersen-brødrene og Kaj Oxlund ville forsøge at gå over Øresund.
Løjtnanten omtalte ifølge den britiske forfatter Mark Ryan i enhver forbindelse Oxlund, der alligevel var død, som sin samarbejdspartner og prisgav ingen personer, der fortsat befandt sig i Danmark. Sneum indrømmede at have mødt en mand i forbindelse med radioproblemerne, men påstod, at han kun vidste, at manden, der havde præsenteret sig som ’løjtnant Wolff’, var en radioamatør. Dermed undgik Sneum at eksponere Werner Gyberg, der stadig sad i fængsel.
Sneum benægtede endvidere, at han havde besøgt sin tidligere hustru. Thomas Sneum nægtede at oplyse noget om sin tid i England, og han ville heller ikke sige, om han selv var i stand til at bruge radiosenderen, om og han i givet fald havde foretaget sendinger.

Truede med afsløring af agentnet
De tre danskere forblev i fængslet uge efter uge. Hverken svenske eller danske myndigheder var indstillet på at udlevere Thomas Sneum til tortur og henrettelse, men på den anden side ville begge parter helst undgå at lade ham rejse til Storbritannien af frygt for tyske repressalier. De danske efterretningsofficerer var ikke interesserede i, at Sneum skulle blive aktiv igen. En slags ’sikkerhedsfængsel’ af meget lang varighed virkede som en truende mulighed.
Da de tre danskere sidst i maj havde siddet indespærret i otte uger, foretog Thomas Sneum en farlig satsning. Han bad Runerheim om at komme til sin celle og fortalte, at hans, Sneums, kontakter i Danmark ville afsløre det svenske agentnet i Polen og Tyskland, hvis de ikke inden en bestemt dato i nærmeste fremtid havde fået et livstegn fra Sneum i form af et kodet telegram.[18]

Efterretningsofficerer protesterer mod faldskærmsagenter
De udtalelser, MI6-spionen fremsatte, gik videre til Proviantgården, der så yderst fjendtligt på, at Thomas Sneum var ’begyndt at snakke’. ’Prinserne’ inddrog det i deres argumentation mod flere faldskærmsagenter i Danmark.
”Vi anser det for helt galt på nuværende tidspunkt at sende flere folk af den art til Danmark (…) Ligaen ønsker i hvert fald ikke at have noget som helst at gøre med andre end de, der er her nu – og det kun gennem ’Hertugen’.”[19]
De tre blev løsladt, og fra Stockholm kunne Thomas Sneum sende sin svoger, kriminalassistent Bertelsen, et postkort i kode. Bertelsen havde i mellemtiden på Politigården skaffet sig viden om Odmars afhøringer og hans accept af den langvarige fængsling af Sneum.
MI6-spionen henvendte sig til kommandør Henry Denham på gesandtskabet og fik arrangeret flytransport til Leuchars-basen. Det skete med et 15-personers Lockheed Hudson-fly, og SOE-missionen havde takt nok til at placere Sneum og Sigfred Christoffersen i hver sin ende af flyet. Thomas Sneum kom til at sidde ved siden af Ronald Turnbull, der konverserede venligt og professionelt, selv om Sneum havde været en langvarig sten i skoen på SOE.

Hårde afhøringer hos britisk militærpoliti
Da de ankom til Leuchars var det slut med friheden; britisk militærpoliti stod klar og ventede på de tre danskere. Spionen måtte igennem en række hårde afhøringer.
Englænderne mistænkte ham for at forsøge at placere sig som dobbeltagent, og en yngre afhøringsofficer havde en række skarpe spørgsmål: Hvorfor havde danskeren udleveret en britisk radiosender til dansk politi, der samarbejdede med Tyskland? Hvorfor havde han til stadighed omgåedes tyskere, især militært personel, på diverse hoteller? Hvorfor havde han forfalsket en hjemkaldelsesordre til Sigfred Christophersen? Og som det værste: Hvorfor havde Thomas Sneum truet med at prisgive den svenske efterretningstjenestes kontaktnet?
Her havde Sneum tilsyneladende ikke tænkt på, at svenskernes kontakter eventuelt også kunne arbejde for briterne.

SOE-chef forarget
Sigfred Christophersen og Arne Helvard blev løsladt i juli, mens Sneum igen kunne se frem til lang tid i skyggen. I den håbløse situation fik han pludselig tiltrængt og effektiv hjælp. Arne Helvard var umiddelbart efter sin løsladelse gået til John Christmas Møller, der kendte Thomas Sneum gennem hans farbror, og fortalt om vennens situation. Muligvis vidste Frank Noel Stagg allerede besked i kraft af sin chefstilling i SOE’s skandinaviske afdeling. Uanset det organisatoriske modsætningsforhold mellem SIS og SOE var Stagg forarget.
”Behandlingen af Sneum ved hans tilbagevenden til London i 1942 var et skammeligt kapitel i den engelske håndtering af en, som havde givet os, hvad radarspecialisterne beskrev som ’de mest værdifulde radarefterretninger, vi nogensinde har modtaget’ – og denne fordømte håndtering gik også ud over hans flugtfælle Helvard,” skrev Stagg efter krigen.
Lige efter Helvards løsladelse var Stagg vært for en middag for Christmas Møller og aktive folk i Det danske Råd. Det er nærliggende at tro, at de to hér afstemte deres synspunkter. Det skete netop på det tidspunkt, da den konservative politikers frustration over at være holdt ude fra vigtige oplysninger kulminerede. En af Christmas Møllers punkter i det vrede brev til Ralph Hollingworth den 19. juli 1942 var manglende oplysning om Thomas Sneums arrestation.

Eksilpolitikeren griber ind
Christmas Møller gik til Foreign Office. Han fik tilladelse til at besøge Sneum og indfandt sig i Brixton sammen med sin hustru. Da politikeren fortalte, hvad han havde planlagt at gøre, hævdede han, at hverken SIS eller SOE tilsyneladende ville taget noget ansvar for den fængslede.
På det punkt var Sneum blank; han kendte ikke de betegnelser, Christmas Møller nævnte. Eksilpolitikeren spurgte vantro, om Sneum da ikke vidste, hvem han arbejdede for.
”Jeg gik blot ud fra, at det var det britiske efterretningsvæsen,” svarede han.
Christmas Møller lovede at blive ved med at forfølge sagen. I øvrigt kostede sagen muligvis den 57-årige orlogskaptajn Stagg hans stilling. I hvert fald fratrådte han få uger efter, at han havde taget stilling til fordel for Thomas Sneum.[20]

Løsladte piloter blev dræbt
Både Sigfred Christophersen og Arne Helvard blev optaget i Royal Air Force. Ingen af dem overlevede krigen. Den 28-årige Helvard blev dræbt i juni 1943, da hans Short Stirling-bombefly blev skudt ned af en tysk natjager over Belgien, og Christophersen på 29 år blev i august 1943 dræbt under et nødlandingsforsøg under en natøvelse i England.[21]

—– —– —–

[1] Privat beretning udleveret af Erik Kragelund; Berlingske Tidende 3. maj 2014; ekstrabladet.dk 3. maj 2014; Michael G. Walling: Forgotten Sacrifice, side 171-179. og opslagene ’Convoy PQ16’ og ’Convoy QP13’ på www.wikipedia.org

[2] Jørgen Aarlo Jensen: Min far, en sømand i allieret tjeneste (privat beretning), side 6-7.

[3] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 7-22; Allan Hjorth Rasmussen: Tand for tunge, side 108, samt opslag af Hans Christian Bjerg om SIS i Gads leksikom om dansk besættelsestid.

[4] Mark Ryan: Bag fjendens linjer, side 282-283.

[5] Allan Hjorth Rasmussen: Tand for tunge, side 108-115, og Henrik Skov Kristensen: ’Gestapos danske Mata Hari – Jenny Holm’ i John T. Lauridsen (red.): Over stregen – under besættelsen, side 316-324.

[6] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 22-25; samt Henrik Dethlefsen og Peter Birkelund: Faldskærmsfolk, side 92.

[7] Andreas Skov: Fyn i krig, side 51

[8] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 25-26; Henrik Dethlefsen og Peter Birkelund: Faldskærmsfolk, side 61, samt portræt af Hans Johansen i Frihedsmuseets modstandsdatabase.

[9] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 160-161, og Klaus Skot-Hansen: Faldskærmschef fra Børglum Kloster, side 154-155.

[10] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side182-183 og 228-229.

[11] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 168-181, 184-202 og 211-226.

[12] Thomas Harder og Lene Ewald Hesel: Kæreste Kek, side 13-15, 37-45 og 51.

[13] Ekstrabladet.dk 6. juni 2014.

[14] Thomas Harder og Lene Ewald Hesel: Kæreste Kek, side 45-52.

[15] Jakob Sørensen: For Danmarks ære, side 181-186.

[16] Opslag på hjemmeside om danske piloter under Anden Verdenskrig – www.danishww2pilots.dk/articles.php?id=34

[17] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 227-237.

[18] Mark Ryan: Bag fjendens linjer, side 261-279.

[19] Hans Christian Bjerg: Ligaen (bind 1), side 160.

[20] Mark Ryan: Bag fjendens linjer, side 261-301.

[21] Opslagene ’Sigfred Johannes Christophersen’ og ‘Arne Hroar Helvard’ på www.danishww2pilots.dk

Krigssejlerne: Patriotisme under særlige vilkår

Efter min udsendelse af kapitlet ‘Besættelsesdag på fjerne kyster’, der blev skåret væk i den endelige version af min bog Modstand, har forfatteren Hans Elfelt Bonnesen indsendt følgende kommentar:
“Fra ovenstående udsnit – som er særdeles interessant – får man det indtryk, at der var en overvejende, ja nærmest grundfæstet stemning blandt danske søfolk om at man ville blive ‘ude’, og gå i allieret tjeneste.
Jeg mener, at dette er en overvurdering, idet det andre steder er blevet omtalt, at der var mange danske søfolk, der sagde ‘nej-tak’ og hellere ville vende hjem til Danmark.
Et sted har jeg læst, at op mod 50% af de adspurgte reagerede negativt på tanken om at ‘gå i krig’.
Hvilket de så heller ikke gjorde.”

SVAR: Grundlæggende har jeg den opfattelse, at søfolkenes vigtigste bevæggrunde til at gå i allieret tjeneste var patriotisme – dvs. ønsket om at kæmpe for Danmarks befrielse på allieret side – pligtfølelse, maskuline æresbegreber og lignende. Derfor har teksten fået det præg, den har.
Men jeg forstår godt Bonnesens indvending, for der er ingen grund til at tro, at søfolk i den danske handelsflåde i udgangspunktet var hverken mere eller mindre fædrelandskærlige, kampivrige, tyskfjendtlige m.v. end befolkningen som helhed. De blev bare på en helt anden og mere kategorisk måde sat i en valgsituation af Danmarks kampløse besættelse den 9. april 1940.
– For det første vil jeg sammenligne med en frihedskæmper hjemme i Danmark, der tre-fire år inde i besættelsen efter måneders overvejelse vælger at gå ind i en modstandsgruppe trods de farer, det betyder. Den mulighed for at lade en beslutning modnes havde søfolkene ikke. De skulle nærmest på stedet tage stilling til, om de ville sejle for de allierede eller rejse hjem til det tyskbesatte Danmark over Sovjetunionen, der på dette tidspunkt endnu var neutralt. I nogle tilfælde blev beslutningen truffet om bord på skibe, der havde forladt britisk havn med kurs mod Danmark. Et skibsråd afgjorde, om skibet skulle fortsætte mod f.eks. Esbjerg eller vende om.
– For det andet blev søfolkene på en meget håndfast måde konfronteret med omverdenens reaktion på Danmarks kapitulation. De så avisoverskrifter som ‘Danmark kapitulerer, Norge kæmper’, og om en tabende bokser hed det ‘He lay down like a Dane’. Danskerne blev i allierede havne klassificeret som enemy aliens (‘fjendtlige fremmede’) og skulle igennem en omfattende screening. De danske skibe måtte stryge Dannebrog.  Det virker troværdigt, at den slags hændelser har haft en stærk virkning på søfolkene.
Kilderne til oplysningen om, at 90 pct. af handelsflådens mandskab valgte at sejlede for de allierede fremgår af noterne. Jeg kan tilføje, at de fire historikere bag Danmark besat (Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen) bruger søfartshistorikeren Christian Tortzens mammutværk i fire bind Søfolk og skibe 1939-45 – Den danske handelsflådes historie under Anden Verdenskrig (1981-1985) som kilde. Selv har jeg  nøjedes med ‘folkeudgaven’ af Tortzen med titlen Kampen på havet (Informations Forlag, 2011).
Forfatterkollektivet bag Danmark besat konkluderer om krigssejlerne:
“De danske søfolks reaktion skal ikke nødvendigvis  ses alene som et udslag af trang til at hjælpe de allierede. (…) Beslutningen om at sejle under f.eks. britisk flag skyldtes for manges vedkommende de triste alternativer. Det var ikke nemt at komme tilbage til Danmark, og hvis de afmønstrede i et fremmed land, ville de være henvist til tilfældigt arbejde, hvilket indebar ganske usikre fremtidsudsigter for den enkelte. Paradoksalt nok fremstod allieret tjeneste som det sikre alternativ.”
Her synes jeg, der er grund til at nævne, at for søfolkene indebar deres valg i 1940, at det i betragtning at Tysklands tilsyneladende uovervindelighed var højst usikkert, om de nogensinde ville få Danmark og deres familie og venner at se igen. Alternativet – at rejse gennem Rusland – var møjsommeligt og strabadserende, men det kunne lade sig gøre og var relativt sikkert.
En grund til, at langt de fleste alligevel tog det heroiske valg, kan have ligget i holdningsfællesskabet i skibsbesætningerne med deres traditionelt stærke hierarki. Dette har – sammen med selve identiteten som sømænd – virket som et afgørende holdepunkt i en farefuld tid. Først på det skib, den enkelte sømand befandt sig på, da valget skulle træffes – senere i havnebyen Newcastle, der blev det faste samlingssted for danske søfolk, når de ikke var til søs.
Hans Elfelt Bonnesens indlæg vækker den eftertanke, at søfolkene har forholdt sig individuelt forskelligt til forholdene, selv om den afgørende beslutning på skibene ofte blev truffet en bloc – formentlig næsten altid under toneangivende besætningsmedlemmers stærke indflydelse.

Jeg kan til sidst nævne, at Bonnesens navn ikke var ukendt for mig ved modtagelsen af indlægget, idet jeg har to af hans bøger med på min litteraturliste. Det er Hemmelig dansk radiotjeneste under Anden Verdenskrig (Borgen, 1992) og Med fup og faldskærm – Roland Olsens krigsdagbog (Webers forlag, 2014). Sidstnævnte er de betydningsfulde efterladte optegnelser fra den modstandsindstillede kriminaloverbetjent Roland Olsen (1903-1972), som jeg får brug for at trække på i alle tre bind af Modstand.