Det vigtige efterår 1942

Månederne september 1942-januar 1943 er grunden til, at det er nødvendigt at udvide Modstand fra tre til fire bind

I onsdags besøgte jeg Povl Falk-Jensen, den snart 97-årige Holger Danske-veteran, i hans lejlighed i Nærum nord for København. Det har jeg gjort ca. hvert halve år, siden jeg i 2010 skrev en historie om ham i Ekstra Bladet. Anledningen til artiklen var, at han efter et helt efterkrigsliv i anonymitet udgav sine opsigtsvækkende erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil‘ (Frihedsmuseets Venners Forlag, 2010).
Povl er usædvanlig frisk og giver stadig interview til medierne. En af de ting, han over teen viste stor interesse for, var, hvordan det gik med at skaffe midler til at videreføre udgivelsen af Modstand.
Han har faktisk selv noget at gøre med et nøglespørgsmål under fundraisingen, der har været repeteret igen og igen – efter nogles opfattelse sikkert til ulidelighed: Skal Modstand udgives i tre eller fire bind?

Slagsmål med frikorpsfolk
Afgørende for ønskeligheden af en udvidelse er efteråret 1942, der var et afgørende vendepunkt i Danmarks besættelsestid, som det også var det på Anden Verdenskrigs krigsskuepladser. Det er en periode i modstandskampen med mange spændende nuancer og parallelforløb, der aldrig er blevet skildret samlet før.
I den del af bind 2, der allerede er skrevet, har Povl Falk-Jensen bidraget med en beretning om sin egen deltagelse i slagsmål med Frikorps Danmark-soldater, der ankom på samlet orlov i København i september 1942. Urolighederne, der rygtedes helt til Adolf Hitler i Berlin, var blot et af udslagene af befolkningens ændrede holdning til det store spørgsmål om samarbejde eller modstand.

Fondsbestyrelser godkender firebindsmodellen
Spørgsmålet om bindstrukturen synes nu besvaret. Hvis det lykkes at få finansieringen hjem, bliver løsningen de fire bind. Sandsynligheden for at resultatet bliver grundmodellen på tre bind er nærmest teoretisk.
Det skyldes især, at de to store fonde Augustinusfonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har givet deres bevillinger en udformning, der entydigt peger i retning af den udvidede model.
Bind 1, der udkom i 2015 – Frihedskampens rødder 1933-1942 – slutter i september 1942. Bind 2 har indtil nu været planlagt til at slutte i januar 1944, mens tredje bind varer til sommeren efter befrielsen i 1945.
Vanskelighederne ved at rumme stoffet inden for dette format viste sig, efterhånden som arbejdet med bind 2 skred frem. Povl Falk-Jensens sammenstød med frikorpsfolk var kun et af en lang række formidlingsværdige forløb i efteråret 1942.  I de fleste historiske værker om modstandsbevægelsen beskrives perioden lidt en passant og karakteriseres kortfattet som en vigtig periode, inden forfatteren går videre til sit egentlige emne.

Dansk politis kommunistbekæmpelse
Det betyder ikke, at perioden er overset. For modstandskampens venstrefløjstradition er efteråret 1942 faktisk den vigtigste periode. Det var her, den kommunistiske sabotage tog fart, og det danske politi bekæmpede illegal aktivitet ihærdigt som led i samarbejdspolitikken.
Netop det danske politis holdning over for kommunisterne er et ideologisk hovedpunkt i den kommunistiske erindring om frihedskampen. Det har været den periode, som indflydelsesrige kommunistiske forfattere og modstandsveteraner som Carl Madsen og Børge Houmann (billedet tv.) har haft fokus på – f.eks. i Madsens Proces mod Politiet (Stig Vendelkærs Forlag, 1969) og i Houmanns erindringer Kommunist under besættelsen (Vindrose, 1990).
Spændingerne i forhold til besættelsesmagten voksede, og det skabte uro i befolkningen, at dansk politi var nødt til at samarbejde med det tyske politi og det militære efterretningsvæsen Abwehr i uigennemskuelige mønstre, hvor det ikke stod klart, om de danske myndigheder delvis frivilligt samarbejdede eller om det udelukkende skete med armen vredet om på ryggen.

Aksel Larsen i Gestapo-forhør
Den 5. november 1942 blev Aksel Larsen (foto herunder th.), formand for det illegale kommunistparti, arresteret af dansk politi efter 16 måneder på fri fod efter krav af en mission udsendt af det tyske Sikkerhedspoliti under ledelse af kriminalkommisær Hermann Span.
Larsen blev med det samme udleveret til tysk politi og udsat for langvarige forhør, hvorunder han opgav navnene på flere snese kommunistiske modstandskammerater. Aksel Larsen endte senere i KZ-lejren Sachsenhausen.

Rottbølls og Johannesens død
Det var i efteråret 1942, at modstandskampens første dødsofre fandt sted, da faldskærmsagenterne Paul Johannesen og Christian Michael Rottbøll omkom under det danske politis anholdelsesaktioner. Aktionerne fandt sted på krav fra Abwehr, men i december 1942 blev tre andre faldskærmagenter pågrebet af dansk politi, uden at det havde været på tysk foranledning. De endte i KZ-lejr i Tyskland.

Radioforretningen i Istedgade
Også for modstandsorganisationen Holger Danske var efteråret 1942 vigtigt, idet den første HD-gruppe blev dannet i forretningen ’Stjerne-Radio’ i Istedgade. I samme periode skete der massearrestationer af folk fra den illegale bladgruppe ’De frie Danske’, og i december samme år blev ledelsen af bladorganisationen ’Frit Danmark’ også afsløret – bl.a. de medicinske professorer Mogens Fog og Ole Chievitz.
Begivenheden var skelsættende, idet ’de illegale’ for mange danskere – måske befolkningsflertallet – mest bestod af kommunister og ungdommelige ballademagere.

Mogens Fogs brev
Nu blev Chievitz, en landskendt, højt respekteret professor, arresteret og udleveret til afhøring hos tysk politi. Professorkollegaen Mogens Fog (herunder tv.) undgik anholdelse og gik ’under jorden’. Hans åbne brev fra hans illegale tilholdssted under titlen ’Dråber i havet’, der blev offentliggjort i ’Frit Danmark’, er et af modstandskampens nøgledokumenter.
Men også i dette tilfælde er hvert enkelt forløb blevet fortalt for sig. I min fortælling bliver det flettet sammen med, hvad der f.eks. foregik i efterretningstjenesten og hæren, der officielt måtte fungere inden for samarbejdspolitikkens vilkår.

Ungkonservative bryder med samarbejdet
Og hvad med udviklingen i specielt det Det konservative Folkeparti, hvor mange var modstandsparate, men hvor partiet og ungdomsorganisationen KU – sidstnævnte med stort besvær – blev holdt på plads den konservative deltagelse i samarbejdspolitikken? Brydningerne førte til, at flere fremtrædende KU’ere meldte sig ud i protest mod de konservatives deltagelse i Scavenius-regeringen i november 1942. En af dem var den 26-årige Poul Meyer, der stod på den yderste højrefløj og i 1930’erne havde flirtet med den italienske fascisme.
I sine bestræbelser på at bevare politi og retsvæsen på danske hænder følte regeringen sig tvunget til at føre en skærpet anti-illegal kurs. Det førte til, at de politiske partier forbød deres medlemmer at være aktive i Dansk Studiering (senere Ringen), der ellers på dette tidspunkt var en antinazistisk organisation af relativt harmløs karakter.
Efter min opfattelse er skildringen af disse voksende brydninger og trinvise opbrud noget af det mest spændende i kapitlerne fra efteråret 1942. Det skal så sættes sammen med det lige så trinvise skift i befolkningens holdning til samarbejdspolitikken og bekæmpelsen af modstandskredsene.

Buhls tale og regeringens hårde linje
I september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (herunder) sin berygtede antisabotagetale, der trods den notoriske betegnelse ’stikkertalen’ blev mødt med udbredt lydhørhed i samtiden. Et enkelt regeringsmedlem, indenrigsminister Niels Elgaard, kunne acceptere, at dødsdomme blev afsagt over sabotører ved danske domstole, og adskillige regeringsmedlemmer fandt det acceptabelt, hvis et mere liberalt skydereglement for danske sabotagevagter fik til konsekvens, at dansk sabotører blev dræbt.
Dansk politi fik ordre til, at anholdte illegale under ingen omstændigheder måtte få særbehandling, men skulle behandles på linje med mordere og voldtægtsforbrydere. Efter nytår 1943 fremgik det af diskussioner på regeringsmøder, at stemningen i landet havde ændret sig. Det var nu langt vanskeligere at få borgerne til at bidrage til eftersøgningen af modstandsfolk med forklaringer og signalementer.

Luftangreb viste vej
En skelsættende begivenhed var det britiske luftangreb mod B&W i København den 27. januar 1943, der fandt sted næsten samtidig med den tyske 6. Armes overgivelse ved Stalingrad. Angrebet blev af vide kredse opfattet som en britisk advarsel gående ud på, at hvis danske modstandsgrupper ikke selv optrappede sabotagen, ville briterne se sig nødsaget til at foretage flere luftangreb.
I de følgende måneder fulgte det meget velkendte forløb med nedkastningen af to hold faldskærmsagenter med henholdsvis Ole Geisler og Flemming B. Muus i spidsen, dannelsen af Hvidstengruppen og dannelsen af et stort antal sabotagegrupper. I Jylland skete det under ledelse af Flemming Juncker, på Sjælland under Muus’ førerskab.
Her standser manuskriptet i maj 1943. Det var lige før de første møder, der ud på efteråret 1943 skulle føre frem til dannelsen af Danmarks Frihedsråd.

Nedskudte flyvere begravet med respekt – indtil 1943
Skiftet i tilstandene og stemningen kan også illustreres af en ændring, der sådan set ikke har noget med modstandskampen at gøre. Til ind i 1943 begravede besættelsesmagten nedskudte flyvere fra Royal Air Force med fuld militær honnør. Tyskerne vidste, at den danske befolkning var overvejende engelskvenlig, og man ønskede at have et godt forhold til danskerne – og mente langt hen ad vejen også, at man havde det. Efter at de store allierede luftangreb på tyske byer – ikke mindst Hamburg – blev hyppige fra 1943, var det slut med officielle begravelser af dræbte britisk piloter i Danmark. De blev blot kulet ned i jorden.

Slutter ved Frihedsrådets dannelse
Jeg tror, det her må være anskueliggjort, at der er rigeligt stof til et bind, der slutter i september 1943 – efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 og Frihedsrådets dannelse to uger senere. Bindet vil – uændret fra den hidtidige plan – få titlen Samarbejdets fald 1942-1943.
Jeg forestiller mig, at bind 3 skal løbe til juli 1944 med titlen Den skærpede kamp 1943-1944. Det slutter med Folkestrejken i København ved månedsskiftet juni/juli 1944, der var den største enkeltkonfrontation mellem danskerne og besættelsesmagten med ca. 100 dræbte danskere. Bind 4 skal, forestiller jeg mig, have titlen På allieret side – sådan da 1944-1945.

Øjenvidneberetning på 73 års afstand
Men tilbage til efteråret 1942 og Povl Falk-Jensen. Jeg fik i 2015 noget, man ikke kan forvente at få over 70 år efter besættelsen – nemlig en vigtig, ikke tidligere offentliggjort øjenvidneberetning. Den kan du læse her
Hans enestående udholdenhed taget i betragtning vil det ikke overraske mig, hvis Povl står distancen til at se alle fire bind udkomme.

—– —– —–

OBS! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

Godt 103.000 kroner fra 86 private

OBS!! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

—– —– —– —–

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Asger J. Benda
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Dan E. Christiansen
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Henrik Hartvig Jørgensen

Jakob Kjærsgaard
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Rasmus Rosenmeier
Peter Rydell

Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

I alt:  50.289 kr. fra 79 navngivne donorer

Fonde:
Interfond: 150.000 kr. (heraf 50.000 udbetalt – 100.000 kr. under udbetaling)
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (under udbetaling)
(Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner – til senere udbetaling)
(Augustinusfonden: 100.000 kroner – til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook: 1.000 kr.
I alt: 2.000 kr.

7 anonyme har givet i alt 51.011 kroner

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Familie med far under jorden

En lyd i natten trænger ind igennem den 11-årige Kjeld Olesens søvn en nat i forsommeren 1944 i familiens lejlighed på Classensgade på Østerbro i København. Han rejser sig op i sengen på værelset, som han deler med sin søster på 9 og sin bror på 4 år.
”Jeg kan høre de to andres åndedræt, især Asgers dernede i feltsengen,” skrev den senere socialdemokratiske toppolitiker i 1993 i bogen Blåregnen – erindringsglimt omkring en krig (Forlaget Per Kofod).
“Nu hører jeg portdøren hvine nede i gården. Nogen går med hurtige skridt hen over cementen, og der bliver sagt noget med dæmpede stemmer. (…) I det samme ringer vores dørklokke.”
Lyden skærer længe og insisterende gennem mørket.
“Da klokken tier, bliver jeg ved med at kunne høre den, ligesom et ekko. De to andre er vågnet, og lillebror begynder at klynke. Inde fra soveværelset kan jeg høre mor rumstere. Jeg læner mig ud over sengekanten. (…)  Nu kan vi høre tunge støvletramp op ad køkkentrappen. De stopper uden for vores dør.
– Du skal ikke være bange, hvisker Bodil, og jeg kan høre, at hun rækker ud mod lillebror.”
Moderen, den 36-årige Severa Olesen skridter gennem køkkenet og skubber døren op.
“I bliver liggende, der sker ikke noget,” forsikrer hun.

Faderen var en tidlig modstandsmand
Kjeld Olesen, der snart fylder 85 år, er den eneste blandt de 21 personer, der har underskrevet støtteerklæringen til projekt Modstand, der har haft en personlig berøring med frihedskampen.
Hans far, Anker Olesen, var for længst gået ‘under jorden’ ved det natlige Gestapo-besøg.
Som medlem af Dansk Samling var han tidligt begyndt at tage til møder, hvis indhold han ikke sagde meget om i familien. Fra maj 1942 var han rejsesekretær i Dansk Samling. Derigennem var han med til at danne de netværk, der hjalp de få agenter fra faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE), der virkede i Danmark på dette tidspunkt.
Anker Olesen havde forbindelse med faldskærmschefen Christian Michael Rottbøll, og Rottbøll besøgte mindst én gang familien Olesens lejlighed sammen med en telegrafist for at sende til England. Det fandt Kjeld Olesen først ud af efter krigen, for de to mænd indfandt sig først længe efter børnenes sengetid.

Næstkommanderende på Sjælland
Fra efteråret 1943 spillede Anker Olesen en nøglerolle i opbygningen af modstandsgrupper og militære ventegrupper på Sjælland og Lolland-Falster, og i 1944-45 var han næstkommanderende i modstandsbevægelsens Sjællands-ledelse.
Det er ikke meget konkret, Kjeld Olesen fortæller i Blåregnen om faderens modstandsarbejde. Der er til gengæld indgående beskrevet i Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988, der er en meget detaljeret skildring af den sjællandske modstandsbevægelse.
Den pensionerede politiker koncentrerer sig om familielivet, og den er ikke mindst et varmhjertet og loyalt portræt af forældrene. Og så går den tæt på de psykiske eftervirkninger af krigstidens belastninger.

‘I skal ikke være bange, børn’
Den 11-årige dreng husker, at moderen nærmest hev efter vejret, da hun efter sine beroligende ord i nattemørket havde lukket døren til børneværelset.
“Så hører jeg hendes hurtige skridt gennem korridoren. (…) Lidt efter hører vi nogle mandsstemmer og skridt hen imod køkkenet. Køkkendøren bliver åbnet, og der siges nogen til dem, der står udenfor,” skrev Kjeld Olesen.
“Mellem de dybe mandsstemmer hører jeg mors blande sig. Jeg (…) kan høre, at der er en fasthed i hendes stemme, der forbavser mig. (…) Døren åbnes, lyset fra køkkenet falder ind på gardinet, og et hoved og en arm kommer ind ad døren. I hånden er der en pistol. Da han ser, at der kun er tre børn, kanter han sig ind og stikker pistolen ned i frakkelommen. Han er civil.
– I skal ikke være bange, børn, vi gør jer ikke noget.
Han taler dansk, og stemmen er er dæmpet og indsmigrende (…). I baggrunden kan jeg høre mors stemme.
– Jamen, jeg ved ikke noget, siger hun nu for anden gang.
– Vi skal bare tale lidt med jeres far, og I ved da godt, hvor han er, ikke sandt?”

‘Hvor er jeres far henne?’
Gestapomanden foregav stadig at være venlig og stod i lang tid og ventede på svar.
“Hans blik går fra Bodil til mig. Vi har rejst os op i sengen, og Asger ligger nede i sin og glor lige op på den fremmede. (…)
– I har da ikke så ond en far, at han ikke kommer og besøger jer.
Stemmen er forandret, den er nu blevet mere spids. Vi sidder stadig tavse uden at røre os. Hvornår var han her sidst? Nu er stemmen bydende, og jeg kan mærke på lillebrors vejrtrækning, at det trækker op til gråd. Gestapomanden besinder sig og klapper Asger beroligende på hovedet.
Så får han øje på den firkantede antenne, der står oven på den lille ovn i hjørnet Den har bedstefar lavet, så vi kan høre de danske udsendelser fra BBC (…).
– Sådan en må man ikke have.
Nu er stemmen igen blevet blidere. Så rækker han ud efter antennen og brækker den i et hurtigt knæk over knæet.
– Kan I sove godt, siger han, inden han lukker døren.”

Gråd og ukontrolleret latter
Severa Olesen og børnene oplevede flere nervepirrende besøg og Gestapo og HIPO, og i de sidste krigsmåneder gik også de ‘under jorden’. I årene efter befrielsen oplevede Kjeld Olesen, nu 14-15 år,  jævnligt, hvor hårdt de farlige forhold havde taget på forældrene.
“Mor virkede mere hektisk og nervøs. Nogle gange bliver jeg trodsig, når hun skælder ud, fordi jeg ikke har ryddet op efter mig,” skrev han.
“Men når hun fortsætter, og den vrede stemme går over i en sagte gråd, bliver jeg urolig og får dårlig samvittighed. Og jeg føler angst og rådvildhed, når der engang imellem går endnu længere. Så kan hun sidde og hulke stille ved spisebordet og langsomt bliver gråden stærkere, og til sidst går den over i en ukontrolleret latter, der er uhyggelig og fremmed, og først, når jeg har lagt armen om hende, falder hun ned, og lidt efter sender hun os et smil.”

‘Eftersmæk til os alle’
En kvindelig kammerat fra frihedskampen ringede en dag for at tale med Anker Olesen.
“Jeg er alene i stuen, og da hun spørger, hvordan det går, fortæller jeg om mor.
– Krigen giver os alle et eftersmæk, siger hun med sin cigarethæse stemme.
– Vær god mod hende, hun har været meget igennem,” berettede Kjeld Olesen i erindringsbogen Blåregnen.

Krigstidsreflekser og ødelagt helbred
Anker Olesen kastede sig straks efter krigen med stor energi ind i opbygningen af Hjemmeværnet, hvor han endte med at blive en nøglefigur med titel af hjemmeværnskonsulent. Men selv om modstandsveteranens virke var fremadrettet, lurede reflekserne fra den farlige tid lige under overfladen.
“Far sidder i lænestolen og lytter til radioavisen, og mor vasker op,” skrev sønnen.
“Det rustfrie stålfad, der står på køkkenbordet, falder ned med et klirrende rabalder, og fars reaktion får mig til at fare sammen. I en lynhurtig bevægelse stemmer han hænderne mod armlænet og springer op, og ansigtet er underligt forvredet og anspændt, mens han stirrer ud mod lyden. Så ånder han ud og sætter sig langsomt, mens øjnene igen bliver rolige.”
Den af naturel robuste mand havde mere eller mindre fået ødelagt sit helbred af nerveanspændelserne gennem flere år som eftersøgt illegal. Kort efter krigen blev Anker Olesen opereret for et blødende sår på tolvfingertarmen, og i 1955 døde han, kun 53 år gammel, efter flere alvorlige hjertetilfælde.
Severa Olesen døde i 1973 som 65-årig.

Læs evt. mere om kvinder som modstandskampens bagland her:
Grethe Moesgaard
Eva Lyre Søndergaard

90.000 kr. fra 77 private

OBS!! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

—– —– —– —–

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Henrik Hartvig Jørgensen

Jakob Kjærsgaard
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Rasmus Rosenmeier
Peter Rydell

Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa

I alt:  43.689 kr. fra 71 donorer

Fonde:
Interfond: 150.000 kr. (heraf 50.000 udbetalt – 100.000 kr. under udbetaling)
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (under udbetaling)
(Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner – til senere udbetaling)
(Augustinusfonden: 100.000 kroner – til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.

6 anonyme har givet i alt 45.311 kroner

I ALT PR. FREDAG DEN 16. JUNI 2017: 140.000 KR.

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ‘smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Svar fra SKAT om crowdfunding

Hvordan klassificeres den indkomst egentlig, som jeg får, hvis det lykkes at indsamle mindst 443.500 kroner og dermed gennemføre finansieringsprojektet til bogværket Modstand?
Og er den overhovedet skattepligtig? Hos en god bekendt har jeg mødt det synspunkt, at indsamlingsprovenuet må opfattes som ‘gaver’, og at der derfor ikke skal betales skat af det.
I hvert fald stod det mig klart, da jeg forberedte lanceringen, at projektet kunne blive ødelagt, hvis jeg ikke fik klarhed over nogle centrale spørgsmål. Der var altså med god grund, at jeg den 22. marts sendte to spørgsmål til SKAT sammen med de 400 kroner, der er prisen for et bindende svar.
Jeg har valgt at give svaret som videndeling, fordi crowdfunding er i vækst, og mange søger oplysninger. Jeg forestiller mig, at andre måske kan have nytte af at kende svaret, der kom for et par uger siden.

Afregning for produktion
Med hensyn til indkomstens art er SKAT’s holdning klar: Crowdfunding-provenuet klassificeres i mit tilfælde som et honorar og er dermed skattepligtigt som B-indkomst.
Det havde jeg nu heller ikke været særlig meget i tvivl om. Anderledes med to andre spørgsmål.
Som de af jer har kunnet se, der har læst min præsentation af projektet , skal Politikens Forlag have ca. en tredjedel af det indkomne provenu til dækning af produktionsomkostninger.
Her forestillede jeg mig, at www.booomerang.dk kunne afregne separat med Politikens Forlag, inden jeg fik udbetalt restprovenuet for at undgå at skulle afregne for produktionsomkostningerne med beskattede penge.

Skattepligt indtræder med ‘erhvervelse af endelig ret’
Mit spørgsmål var:
Kan jeg undgå at blive beskattet af den del af crowdfunding-beløbet, der skal betales til Politikens Forlag, hvis jeg får forlaget til at sende regningen direkte til crowdfunding-udbyderen?
Det er ikke en farbar vej, fremgik det af svaret fra SKAT:
“Skattepligten indtræder, når der er erhvervet endelig ret til en indkomst. Du må anses for at have erhvervet ret til fundingmidlerne, når det ønskede beløb er nået, sådan at du får ret til at få pengene udbetalt.
Man kan undgå at blive beskattet, hvis man giver afkald på en indkomst, inden der er erhvervet ret til indkomsten, det vil i dit tilfælde sige inden, det ønskede beløb er nået. Man skal have givet fuldstændig afkald for at undgå beskatning. Hvis du har disponeret over beløbet, har du ikke givet fuldstændig afkald på det. Derfor vil du stadig skulle beskattes af det fulde fundingbeløb, uanset at du har bedt om, at en del af beløbet sendes direkte til Politikens Forlag.
Du kan derfor ikke undgå at blive beskattet af hele fundingbeløbet, selvom du får Politikens Forlag til at sende regningen direkte til firmaet bag crowdfunding-platformen.”
Med andre ord er der ingen måde at undgå skattebetaling af det fulde provenu på, når først pengene er indgået på kontoen og minimumsbeløbet for udbetaling – ‘funding’ – er nået. Derfor bliver løsningen, at tilstrækkeligt mange midler fra fondstildelinger bliver udbetalt direkte fra fondene til Politikens Forlag.

Fri pengeflytning?
Et andet nøglespørgsmålet var forholdet mellem min egen private bankkonto og crowdfunding-kontoen. Er fundraising-platformens konto en ekstern instans på linje med en freelance-kunde, der udbetaler et honorar – eller er den bare ‘en anden konto’, så jeg frit kan flytte midler mellem kontiene uden skattemæssige konsekvenser.
Svaret var af afgørende betydning, og jeg syntes ikke, at det var indlysende. Det var forudsigeligt, at fonde, der udbetaler penge, er relativt utilbøjelige til at sætte dem direkte ind på en crowdfunding-konto. Man foretrækker den traditionelle vej: at lave en bankoverførsel til modtageren.
Derefter må jeg så selv videreekspedere beløbet til indsamlingskontoen, og her så jeg en risiko for dobbeltbeskatning.

Bare ‘en anden konto’
Mit spørgsmål lød:
 Kan jeg indsætte bidrag på crowdfunding-kontoen, der først er udbetalt til mig personligt, uden at blive beskattet igen, når beløbet udbetales?
Her kunne SKAT svare beroligende:
“Uanset om dit indskud tilbagebetales til dig, fordi fundraisingbeløbet ikke nås, eller om du får indskuddet udbetalt som en del af fundraisingmidlerne, så er der tale om penge, du ‘betaler til dig selv’.
Dermed er der ikke grundlag for at beskatte dig af beløbet ved udbetaling fra fundraising-kontoen.”
Det var også en nyttig korrektion til mine forhåndsforventninger, for hvis crowdfunding-kontoen havde været en ekstern størrelse, kunne jeg være kommet til at betale fuld indkomstskat af penge, der stammer fra min familie, eller af fondsdonationer, der måtte være underlagt lempelige skattemæssige vilkår – hvis jeg skulle være heldig at modtage sådanne.
Men sådan er det ikke. Provenuet fra indsamlingskontoen er B-skattepligtigt, men de enkelte dele heraf beskattes efter, hvor de stammer fra.