Skal tre bind blive til fire?
Jeg skal bruge op mod en million kroner til totalfinansiering for at gennemføre flerbindsværk om modstandskampen. Bind 1 udkom i 2015
Indsamlingsmål: 443.500 kr. (100 pct.)
Videregående mål: 925.000 kr. (208,6 pct.)
Indsamlingsperiode: 30. marts til 26. juni 2017
Knap en million. Ja, så meget kommer det til at koste at gøre mit flerbindsværk Modstand om modstandsbevægelsen færdig. Næsten i hvert fald – og det uanset om værket bliver på tre eller fire bind. Hvad løsningen bliver, er nemlig ikke afgjort endnu. I tilfælde af et firebindsværk skal 925.000 kr. indsamles i løbet af de næste tre måneder for at producere bind 2 og 3.
Det er den løsning, jeg foretrækker, da den giver de bedste rammer for mine ambitioner med arbejdet. Det beløb forsøger jeg nu at indsamle i en bredt anlagt indsamling kombineret med ansøgninger til etablerede fonde.
Plan B
Beløbet er meget ambitiøst, og hvis det skulle vise sig umuligt at nå, har jeg en plan B, der i første omgang kræver et mere overskueligt beløb. Den går ud på alene at søge midler til at producere bind 2 af den indtil nu planlagte trebindsversion af værket.
For at rumme de mange dramatiske højdepunkter og følelsesmættede handlingsforløb vil der være et udvidet sideantal til rådighed i forhold til bind 1, der udkom i 2015 og er på 571 sider. Fagligt og fremstillingsmæssigt er denne grundversion absolut også forsvarlig. Hvis det bliver udgangspunktet, kan bind 2 produceres for 443.500 kr.
De to modeller i en nøddeskal:
Firebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018, bind 3 i 2019 og bind 4 i 2020. Indsamlingsbehov: 925.000 kr. inden den 26. juni 2017
Trebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018 og bind 3 i 2020 Indsamlingsbehov: 443.500 kr. til bind 2 alene inden den 26.- juni 2017.
Ny crowdfunding med ca. samme eller lidt større målbeløb gennemføres senere til produktion af bind 3.
Beløbene skal ses i lyset af, at arbejdet ikke lader sig gennemføre ved siden af et fuldtidsarbejde. Tværtimod er jeg nødt til at kunne koncentrere mig helt om Modstand i længere perioder for at nå i mål med projektet.
Totalfinansiering
Jeg samler ind til en totalfinansiering. De nødvendige beløb handler ikke kun om mine leveomkostninger. Uanset om det indsamlede beløb muliggør en trebinds- eller en firebindsløsning, vil jeg, så snart resultatet af indsamlingen er konstateret, få en opkrævning svarende til knap en tredjedel af beløbet fra Politikens Forlag. Det skyldes primært, at forlaget skal have 100.000 kroner pr. bind som bidrag til produktionsudgifterne.
Resten af beløbet skal gå til bidrag til mine leveomkostninger. Markedet for faglitteratur i Danmark er så lille, at ekstra royalty for bogsalg i første omgang næppe bliver andet end lommepenge – selv i tilfælde af et tilfredsstillende salg. Når det gælder egen indtjening undervejs er mine muligheder foredrag, freelance-journalistik, kommunikationsopgaver og korttids-ansættelser.
‘Mange bække små…’
Hvis du har interesse for denne udgivelse og kan undvære 100, 300 eller 600 kr., må du endelig ikke undlade at bidrage ud fra en opfattelse af, at det ikke nytter noget, når så stort et beløb skal samles ind. Jeg tror, at ’mange-bække-små’-princippet kan række et pænt stykke.
Fondsansøgninger bliver nødvendige; de første er allerede afsendt. Jeg ved, at fondsbestyrelser ofte, når de skal tage stilling til en ansøgning, interesserer sig for, hvem der ellers bidrager. Det er tit det første spørgsmål, der stilles. Derfor kan et stort antal mindre bidrag være med til at udløse fondstildelinger, der ellers ikke ville være kommet.
Bliv nævnt i bogen for 300 kr.
Indsamlingen vil blive gennemført efter reward crowdfunding-princippet, dvs. at der kommer noget tilbage til bidragyderen alt efter, hvor meget man giver. Hvis du giver blot 300 kr., bliver du nævnt på en donorliste bagi bind 2. Se den komplette liste over rewards her.
Indsamlingen løber til den 26. juni, altså i tre måneder. Der er ingen risiko ved at bidrage. I får kvittering for jeres bidrag, og hvis det ikke lykkes mig at indsamle mindst 443.500 kr. i perioden, bliver alle pengene tilbagesendt til donorerne fratrukket et administrationsgebyr på 5 %.
Hvis indsamlingen bliver fuldført og pengene udbetalt, beholder crowdfunding-udbyderen www.booomerang.dk (ja, tre o’er) 7 % af det indsamlede beløb som betaling for platformen.
Anden Verdenskrig på Historiske Dage
Af de 128 indslag på Historiske Dage i Øksnehallen her i weekenden, den 25. og 26. marts, handler de 13 om Anden Verdenskrig eller nært forbundne emner. Heraf er de 10 om Danmarks besættelsestid. De otte ligger om søndagen.
ANDEN VERDENSKRIG:
Lørdag kl. 11.20, grøn scene: ‘Kampen om krigen’
Historikeren Niels Bo Poulsen
Om Den Store Fædrelandskrigs historiske og politiske spor
Lørdag kl. 12.20, grøn scene: ‘D-dag og invasionen i Normandiet’
Major Niels Vistisen og direktør Niels Vistisen, Cultours
Lørdag kl. 15, DR-K-scenen: ‘Vejen til fascisme’
Den britiske historiker Ian Kershaw og historiker og journalist Adam Holm
—– —– —–
DANMARKS BESÆTTELSESTID:
Lørdag kl. 14.40, blå scene: ‘Når samfunder slår sine børn ihjel’
Historikeren Henrik Stevnsborg og forfatteren Frank Bøgh
Om genindførelsen af dødsstraffen under retsopgøret
Lørdag kl. 16.00, blå scene: ‘Øjenvidner til besættelsen – kan vi stole på dem?’
Forfatteren Dino Knudsen og historikeren Palle Roslyng-Jensen
Søndag kl. 11.00, DR-K-scene: ‘I skal ikke blive glemt’
Historikerne Mogens Rostgaard Nissen og Klaus Toldstrup
Om det danske mindretal i Sydslesvig under nazismen
Søndag kl. 11.50, rød scene: ‘Nazismens danske ansigt’
Historikeren Christian Aagaard
Søndag kl. 12.20, rød scene: ‘Danmark besat’
Historikerne Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen
Søndag kl. 12.50, rød scene: ‘Kvinder i modstandsbevægelsen’
Historikeren Mathilde de Kruiff
Søndag kl. 13.20, rød scene: ‘Modstandsbevægelsens likvideringer’
Historikeren Peter Birkelund
Søndag kl. 15.20, grøn scene: ‘Storstikkeren, som blev kendte menneskers healer’.
Forfatteren Henrik Werner Hansen
Om kvinden, der var kendt under dæknavnet ‘Jenny Holm’
Søndag kl. 15.40, grøn scene: ‘Nazistiske betjente’
Journalist og historiker Niels-Birger Danielsen og kriminalassistent Erland Leth Pedersen
Om Svend Staal-gruppen
Søndag kl. 16.20, blå scene: ‘Carl Madsen – den folkekære stalinist’
Historikeren Chris Holmsted Larsen
Se nærmere detaljer i programmet her
Manden med varulvene
Mit første møde med Erland Leth Pedersen i 2013 skyldtes, at en fælles bekendt havde gjort mig opmærksom på, at kriminalassistenten fra Københavns Politi havde en god historie. Faktisk en helt utrolig historie.
Det førte til, at vi mødtes i et briefinglokale i en af politiets bygninger nær Politigården i København. Mandens statur er kraftig, og det faste håndtryk bliver givet med et imødekommende smil. Samtidig overbeviser noget ved stemmeføringen om, at han gennem årene uden større problemer har været i stand til at skaffe sig ørenlyd – også om fornødent blandt et større antal ballademagere i det københavnske byliv.
Og så er den snart 60-årige mand, der har 39 år bag sig i politiet, en mangeårig historie-entusiast. Den har gjort ham til en naturlig del af miljøet af amatørhistorikere omkring Politihistorisk Museum i København.
Her ligger en stor del af den opsigtsvækkende historie. Den handler nemlig ikke kun om et usædvanligt fund, der havde ligget urørt i næsten 70 år i et for længst glemt depotrum tæt under loftet i det såkaldte ‘fag 16’ – et af Politigårdens højloftede kontorer.
Fundet skulle ikke bare findes, men også forstås, for at historien kunne blive foldet ud og fortalt.
Forberedelse af falske identiteter
Hvis det store flertal af Erland Leth Pedersens kolleger havde fundet de tilstøvede effekter i loftsrummet, var de formentlig blevet kasseret som ubrugeligt skrammel.
Men nu var det altså en kriminalassistent med den fornødne indsigt til at indse, hvad han havde mellem hænderne, der fandt rummet, da batteriet skulle skiftes på et 
gammelt vægur.
Inde bag lugen gemte sig en pakke med blanketter til blandt andet legitimationskort og lægdsrullebeviser samt stempler, der syntes at være stjålet fra en række offentlige kontorer. Sammen med en række andre effekter syntes de at være beregnet til at skabe falske identiteter.
Desuden fandt Erland Leth Pedersen en plan for nedgravning af et våbendepot.
Kernemedlemmer fra Petergruppen
Det viste sig, at den gamle pakke vedrørte varulvebevægelsen, der forberedte en antikommunistisk undergrundskamp i Danmark i den overbevisning, at landet ville blive besat af Sovjetunionen ved krigsafslutningen.
Vaulvegrupperne var fra efteråret 1944 blevet etableret efter ordre fra SS-rigsfører Heinrich Himmler. Elitesoldaten Otto Skorzeny stod for den praktiske etablering, og lederen i Danmark blev Petergruppens chef Horst Issel.
Kernemandskabet blev den berygtede terrorgruppes medlemmer. Det giver et fingerpeg om, hvorfor dokumenterne blev fundet på kontoret på 2. sal på Politigården, for i det samme lokale blev to af gruppens centrale medlemmer, Henning Brøndum og Kaj Bothildsen Nielsen, afhørt under retsopgøret efter krigen.
Planerne for et våbendepot ved Agtrup Vig ved Kolding skabte mistanke om, at der lå nedgravede våben endnu, og Erland Leth Pedersen rejste i embeds medfør sammen med en gruppe kolleger til Jylland for at grave det op. Det viste sig dog, at det for længst var blevet fjernet.
Bogudgivelser
Her standsede sagen så. Mens opgravningen ikke skaffede våben frem i lyset, kom der til gengæld en medrivende bog ud af det særprægede fund. Den blev udgivet i 2014 på Politikens Forlag. Den er udarbejdet i samarbejde med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen og har titlen De danske varulve.
Det næste projekt blev bogen De nazistiske betjente, der er to måneder fra at være færdig på forlaget Nyt PDIF. Den er baseret på et omfattende arkivmateriale, som Erland Leth Pedersen har samlet gennem ti år.
Det første møde med Leth Pedersen i 2013 førte i øvrigt til denne temaartikel, som kan læses af abonnementer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA
Vedrørende bogen Svend Staal-Gruppen, der udkommer i september 2017, kan du evt. læse følgende:
og
Nazi-politinetværk: Historien bag et billede
For folk med vedvarende, seriøs interesse for besættelsestiden har Svend Staal-gruppen aldrig været et ukendt navn. Men eftertidens viden om det hemmelige nazistiske politinetværk har stort set været begrænset til billedet herunder og den begivenhed, det illustrer: tilfangetagelsen og likvideringen af gruppemedlemmet Henning Walthing den 23. februar 1945.
Walthing sidder i en stol i en villakælder i Buddinge nordvest for København, mens han bliver afhørt af afdelingsleder Erling Andresen fra modstandsorganisationen BOPA. Begivenheden er bemærkelsesværdig, fordi afhøringen var den eneste under den tyske besættelse, som der blev optaget film af.
Arbejdede bag linjerne
Eksistensen af Svend Staal-gruppen har via den illegale presse været kendt siden først på året 1945 – altså før befrielsen.
Allerede i efteråret 1945 udgav to modstandsfolk bøger, der indeholdt skildringer af, hvordan man fik afsløret den frygtelige ‘stikker- og terrorgruppe’, som den blev kaldt. Forestillingerne om, hvad Svend Staal-gruppen var skyldig i var dog vildt overdrevet.
Mange mente, at den havde begået en stribe drab og havde deltaget i den terror, som man efterhånden fandt ud af, at Petergruppen havde været ansvarlig for.
Pointen i Svend Staal-gruppens arbejde var netop, at den arbejdede bag linjerne og undgik ‘publikumskontakt’. Faktisk arbejdede de mindst lige så meget for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, som de deltog i modstandsbekæmpelse.
Men ellers var det fuldstændig korrekt, hvad modstandsgrupperne konkluderede: at miljøet af nationalsocialistiske politifolk var særlig farligt for frihedskæmperne. De nazistiske betjente havde ikke bare viljen til at hjælpe tyskerne. De havde også deres professionelle kunnen som politifolk.
Komplet researchmateriale
Svend Staal-gruppen er emnet for en bog, som kriminalassistent Erland Leth Pedersen og jeg ca. den 10. august 2017 udgiver på forlaget Nyt DPIF. Bogen bygger på et nærmest komplet researchmateriale som Leth Pedersen har indsamlet over en periode på ti år.
Vi fortæller i bogen den historie, der lå bag Walthing-likvideringen – den ene, velkendte begivenhed og det ene foto, der går igen som illustration i enhver sammenhæng, hvor Svend Staal-gruppen omtales.
Først skal det retfærdigvis nævnes, at Svend Staal-gruppen allerede er blevet skildret samlet. Det gjorde historikeren Henrik Lundtofte for tre år siden, da han udgav bogen Håndlangerne. Hans redegørelse for gruppen og dens rolle i det tyske politis modstandsbekæmpelse er sådan set ret fyldestgørende, men kortfattet. Lundtoftes bog handler om Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) og HIPO i hele emnets bredde, som de nazistiske betjente kun var en lille del af.
Mobilisering på Amager
I vores bog skildrer vi baggrunden i det tætsluttede miljø af nationalsocialistiske politifolk, der dannede deres egen gruppering i dansk politi allerede fra 1941. De var ildeset af kollegerne, for selv om flertallet af politifolkene i krigens første år var samarbejdspolitikkens faste støtter og bekæmpede modstandsgrupperne beslutsomt, var det sidste man ønskede, nazistisk indflydelse på dansk politi.
Da ‘Svend Staal’, der i virkeligheden var den 31-årige politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen fra Station 4 på Amager, begyndte at mobilisere meningsfæller blandt kollegerne til samarbejde med tyskerne, var de for længst en isoleret flok. Det skete i efteråret 1943, da krigen for alvor var begyndt at gå tyskerne imod, og den danske regering var gået af.
Hos hovedparten af befolkningen var modviljen mod de danske nazister afløst af had, så ‘Svend Staal’-folkene var mænd, der var indstillet på at kæmpe til den bitre ende under HIPO-chefen Erik V. Pedersens overordnede ledelse. For dem var antikommunismen i højsædet, og de var motiveret af et stærkt ønske om at beskytte det nazistiske miljø, f.eks. de østfrontfrivilliges efterladte familier.
Store huller i kildematerialet
I De nazistiske betjente går vi ind i de enkelte personlige skæbner, så langt kildematerialet rækker. Og vi tegner et temmelig detaljeret billede af, hvordan deres arbejde og deres samarbejde med HIPO og Gestapo udviklede sig.
Svend Staal-gruppen støbte gennem deres professionelle politi-arbejdsmetoder en del kugler til aktioner, som HIPO og Gestapo udførte. Men det er umuligt at sige, præcis hvilke aktioner eller pege på ret mange sager, hvor gruppens arbejde betød tortur, deportation eller drab på bestemte personer.
Det lykkedes nemlig tysk politi lige før kapitulationen at ødelægge næsten alle sine artikiver og dermed beviserne. Og da Svend Staal-betjentene efter krigen blev stillet for retten med en lang fængselsstraf hængende over hovedet, havde de ingen interesse i at sige særlig meget.
Tvetydig profil
Kildematerialet er heller ikke stærkt nok til, at vi med sikkerhed kan konkludere, om ‘Svend Staal’-gruppen mest arbejdede med militær efterretningsvirksomhed for Abwehr eller mest tjente HIPO’s anti-illegale kamp.
De to ting er særlig svære at holde ude fra hinanden, fordi Erik V. Pedersen samtidig med, at han var øverste chef for HIPO, også arbejdede for Abwehr.
Under alle omstændigheder har gruppen en mere tvetydig profil, end det traditionelt har været opfattelsen.
Læs evt. også uddrag af ‘Svend Staal-gruppen,’ som jeg har sendt ud under disse links:
‘Bortførelsesdrama på Østbornholm’
‘Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads’
Værnet på fransk
For ca. et år siden udkom den biografiske roman Les guérir (‘At helbrede dem’) på det franske forlag Robert Laffont. Forfatteren er franskmanden Olivier Charneux, og forlægget er bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Jakob Rubin og jeg selv udgav i 2002 på JP Bøger.
Jeg har lige læst den og synes, den er god. Det kommer jeg tilbage til.
Først et par ord om, at vi har fået mere international opmærksomhed om Værnet-bogen, end vi havde forestillet os ved udgivelsen.
Virkningsløs kirtel
Nok begik Carl Værnet (1893-1965) en forbrydelse mod menneskeheden ved at foretage eksperimentelle operationer på homoseksuelle fanger i KZ-lejren Buchenwald i 1944, men han var trods alt ikke nogen Dr. Mengele. Den kunstige hormonkirtel, Værnet indopererede, var virkningsløs.
Færre end 20 blev underkastet operationen. Af dem døde to inden for et par uger, men det er mere sandsynligt, at dødsårsagen var de almene hygiejniske forhold og ernæringstilstanden i KZ-lejren end direkte virkninger af indgrebene.
Den danske læges forbrydelse lå primært i, at han overhovedet foretog operationerne på magtesløse KZ-fanger. Men det har været rigeligt til, at andre har fundet det umagen værd at gå videre med historien.
Argentinsk dokumentar og tysk oversættelse
I 2012 kom et argentinsk filmhold til Europa, hvor de både var i England, Tyskland og Danmark for at lave optagelser og interview til dokumentarfilmen El Triangulo Rosa y la Cura Nazi para la Homosexualidad, der havde premiere i 2014. Se traileren her
Bogen har i mange år foreligget i tysk udgave – en oversættelse, som den østrigske translatør Kurt Krickler foretog i 2004. Og så har Carl Værnets historie fra begyndelsen også været formidlet i den engelsksprogede verden, idet den markante britiske menneskerettighedsaktivist Peter Tatchell, der har bøsser og lesbiskes forhold som et fokusområde, var den person, der tilbage i 1998 bragte den stort set glemte historie om den danske nazilæge og hans hormoneksperimenter frem i offentligheden. Det gjorde han ved at sende et åbent brev til den danske statsminister. Se et foredrag af Peter Tatchell fra 2015 her
Følger en bestemt rød tråd
Olivier Charneux’s bog er forholdsvis kort. Den koncentrerer sig om Carl Værnets personlige udvikling fra barndommen på en østjysk gård til at blive nazist og til sidst tage det endelige skridt over i krigsforbrydelsen. Handlingen kulminerer med Værnets operationer i Buchenwald og hans møde med SS-rigsfører Heinrich Himmler tre måneder før kapitulationen. Bogen slutter med den 52-årige læges arrestation på sin brors gård ved Odder få dage efter befrielsen.
Les guérir er stramt komponeret og skrevet i et enkelt, indbydende sprog. Det stramme indebærer, at forfatteren klart har prioriteret, hvad han beskæftiger sig med. Hele det indviklede forløb under retsopgøret frem mod Carl Værnets mystiske flugt i 1946/47 er udeladt – tiden i Argentina frem til Værnets død i 1965 stort set ligeså.
Olivier Charneux har set bort fra flere ganske væsentlige personer fra vores bog og dermed forenklet handlingen – også inden for familien. Carl Værnet havde i sit første ægteskab børnene Kjeld, Aase og Torben, men de to voksne sønner var ikke med på opholdet i Tyskland og Prag.
Det var til gengæld tre andre børn, som han havde med sin anden hustru – den stærkt alkoholiserede Gurli. Det var drengen Leif på ni år og tvillingesøskende Helge og Lull på seks år. Imidlertid har Charneux udeladt Lull. Formålet synes at være, at en børneflok på tre mindre børn nødvendigvis indebærer så mange forviklinger, at det ville aflede fra handlingens hovedspor. Så er det mere overskueligt med to drenge.
Forenklingerne er i mine øjne sket, uden at noget vigtigt er gået tabt.
Skarpe scener
Noget Charneux til gengæld prioriterer, er skildringen af Værnets venskabelige forhold til Frits Clausen, føreren for det danske nazistparti DNSAP. De var studiekammerater på medicinstudiet på Københavns Univerisitet, og det var tilsyneladende Clausen, der fik Carl Værnet ind i partiet. Her er det godt at se en skønlitterær forfatter beskæftige sig med stoffet, for der vides ikke så meget konkret om deres forhold – i hvert fald ikke noget, vi fik kendskab til under arbejdet med bogen.
Olivier Charneux’s har også skarpe skildringer af den københavnske læges møder med topfolkene i Nazityskland – ud over Himmler bl.a. rigslæge Ernst Grawitz. Dem kender vi ellers kun fra tørre dokumenter i kancellistil fra tyske arkiver.
Havde ideer med fra faderens dyreavl
Den røde tråd, som Charneux ser i sin hovedperson, er påvirkningen fra den strenge lutheranske far, der hyppigt brugte fysisk afstraffelse. Faderen var en dygtig hesteavler, og da Carl Værnet efter sit medicinstudium begyndte sine hormoneksperimenter bragte han ideen med om at ville ‘forbedre’ menneskene. Den blev ifølge forfatteren afgørende for hans livsprojekt: ønsket om at udvikle en metode til at kurere homoseksualitet.
Skildringen af Carl Værnets handlinger under eksperimenterne i Buchenwald bygger også på, at de ikke var drevet af ondskab. Han var langt fra sadist og spurgte faktisk til, om KZ-fangerne deltog frivilligt. Samtidig maler forfatteren billedet af en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.
Mærkelige stavemåder
Når jeg er positiv over for bogen, skyldes det ikke mindst, at jeg synes, de psykologiske profiler flugter fint med det vi i forfattergruppen fandt frem til gennem flere års research. Ud over Carl Værnet selv og hans familie gælder det ikke mindst den højt begavede og excentriske Johan Laub Ostenfeld, forretningsfører i Værnets lægeklinik på Frederiksberg.
Ind imellem har forfatteren en mærkelig måde at behandle danske navne på. Når jeg læser den tydeligvis veltilrettelagte bog, har jeg svært ved at tro, at Charneux ikke kan finde ud af at skrive danske navne af. På den anden side kan jeg dårligt se, hvilket formål, der skulle være i at kalde Carl Værnets søn Kjeld for ‘Kjed’.
Gruppeoversættelse
Af efterskriftet fremgår det, at Olivier Charneux har brugt en utraditionel måde til at få adgang til Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald på. Han takker 16 personer for oversættelse af den tyske udgave til fransk. Han har med andre ord fordelt bogens kapitler til oversættelse til en større personkreds fra sit netværk.
Les guérir er den ottende bog, som den 53-årige Olivier Charneux har udgivet. De fleste af dem handler om emner af særlig interesse for det homoseksuelle miljø.
En del tyder på, at Carl Værnets historie vil føre endnu flere udløbere med sig. Så sent som i september 2016 fik vi en henvendelse fra en fransk journalist, der arbejder på en bog, der har en vigtig biperson i vores bog i centrum.
Læs evt. også denne historie om Carl Værnet
