Den systemkritiske stalinist

Med sin metalliske, nasale stemme, insisterende facon og aldrig svigtende skarpsindighed var landsretssagfører Carl Madsen (1903-1978) gennem årtier en institution i danske retssale og i medierne. Mest af alt huskes den kommunistiske jurist som forsvarer for Fristaden Christiania – en rolle, der gjorde ham til ungdomsoprørernes helt i  1970’erne.
Der, hvor han og flipperne fandt en fællesnævner, var i en kompromisløs opposition mod ‘magthaverne’, ‘det etablerede’ eller – med et udtryk som Carl Madsen foretrak – ‘klassefjenden’.

Ekskluderet til sidst
Det mærkværdige er, at Madsen i al sin venstreorienterede vrede ikke var frisindets forsvarer – ikke i nogen meningsfuld forstand. Han kæmpede en livslang kamp for proletariatets diktatur.
Han var fra 1928 og 47 år frem medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og da han forlod partiet, var det fordi han blev smidt ud. Carl Madsen blev i 1975 ekskluderet af DKP på grund af sin kritiske holdning til ledelsen. Han holdt fast i troen på, at det var Sovjetunionens mission at føre den kommunistiske ide ud i livet.
Et eksempel på hans retorik kan du se i et klip her fra youtube

Biografi på vej
Denne særprægede og markante skikkelse spillede også en vigtig rolle under besættelsen, især m.h.t. til forberedelsen af retsopgøret. Og det er denne side af Carl Madsens virke, som historikeren, ekstern lektor Chris Holmsted Larsen (her til højre) fra Roskilde Universitet (RUC) vil koncentrere sig om, når han på tirsdag den 25. april holder foredrag på Nationalmuseet.
Foredraget bygger på hans PhD-afhandling, Den stalinistiske systemkritiker, som han fik antaget i fjor. Den har han nu omarbejdet til en biografi, der udkommer på Gyldendal i august.

Indespærret i to år
Carl Madsen lærte ‘systemet’ grundigt at kende fra, idet han efter juridisk embedseksamen i 1928 i en årrække havde en stilling i Finansministeriet. Han blev i 1935 landsretssagfører og begyndte at gøre sig bemærket som beskikket forsvarer.
Hans rolle i modstandskampen blev defineret af, at han i juni 1941 i lighed med hundreder af andre kommunister blev arresteret som led i den grundlovsstridige massearrestation. Den 38-årige jurist blev først indsat i Vestre Fængsel og derefter i Horserødlejren. Da tyskerne overtog lejren den 29. august 1943, lykkedes det ham at flygte, men ca. 150 andre kommunister blev ført til Stutthof-lejren ved Danzig, hvor mange af dem omkom.

Forgæves jagt på ‘storkapitalen’
Denne række af oplevelser fyldte Cal Madsen med et stærkt had til det officielle Danmark. Hos ham var der ingen forståelse at hente for samarbejdspolitikkens dilemmaer og politiets vanskelige stilling i særdeleshed.
I 1944 fik han sæde i Frihedsrådets juridiske udvalg og var med til at skrive udkastet til straffelovstillægget, der blev vedtaget kort efter befrielsen, og som blev grundlaget for retsopgøret. Madsen gik ind for udstrakt brug af dødsstraf, og hans mærkesag blev en hård kurs over for ‘værnemagere’ – virksomhedsejere, der havde tjent stort på den tyske besættelse.
I den første halvandet år efter krigen havde han som statsadvokat stor indflydelse på udrensningens praktiske iværksættelse, men han kørte fast i sine bestræbelser på at ramme ‘storkapitalen’, der i de fleste og vigtigste tilfælde kunne henvise til, at de havde handlet efter henstilling fra regeringen.

Provokerende forfatter
I november 1946 forsvandt han med ét fra billedet, da han mistede stillingen, fordi han kørte galt i spirituspåvirket tilstand. Derefter nedsatte han sig som selvstændig advokat, og han blev en landskendt forsvarsadvokat i et stort antal kontroversielle retssager, hvoraf Christiania-sagen blot er den kendteste.
“Sluttelig spillede han som storprovokerende forfatter og systemkritiker en central rolle i den særlige kommunistiske fortælling om besættelsen, der vandt frem i kølvandet på ungdomsoprøret,” skriver Chris Holmsted Larsen i sit oplæg til foredraget.

Skinger tone, men stærkt indhold
Personligt har jeg i forbindelse med arbejdet på bind 2 af Modstand – mit bogværk om modstandsbevægelsen – trukket på Carl Madsens Proces mod politiet (1969), der er en sønderlemmende kritik af dansk politi og retsvæsen under besættelsen. Jeg har især brugt afsnittene om dansk politis tragiske drab på SOE-chefen Christian Michael Rottbøll i en lejlighed i Øresundsgade den 26. september 1942.
Skildringen er fordrejet og helt præget af den kommunistiske jurists politiske dagsorden. Tonen er skinger, og ethvert moment bliver brugt til at mistænkeliggøre myndighederne, beskrive politiet som naziinficeret og lignende.
Men jeg skulle hilse og sige, at når det gælder de forskellige mystiske og stadig uopklarede omstændigheder angående drabet på Rottbøll, står Carl Madsens skildring sig stadig godt, selv om emnet nu – næsten 50 år senere – er behandlet af en række andre forfattere.
Et fast kendetegn for Madsen var hans uomtvistelige dygtighed.
 Foredraget på tirsdag den 25. april er arrangeret af Frihedsmuseets Venner. Det begynder kl. 19.00, og der er gratis adgang.

Hjemmesiden for Frihedsmuseets Venner finder du her

Skal tre bind blive til fire?

Jeg skal bruge op mod en million kroner til totalfinansiering for at gennemføre flerbindsværk om modstandskampen. Bind 1 udkom i 2015

Indsamlingsmål: 443.500 kr. (100 pct.)
Videregående mål: 925.000 kr. (208,6 pct.)
Indsamlingsperiode: 30. marts til 26. juni 2017

Knap en million. Ja, så meget kommer det til at koste at gøre mit flerbindsværk Modstand om modstandsbevægelsen færdig. Næsten i hvert fald – og det uanset om værket bliver på tre eller fire bind. Hvad løsningen bliver, er nemlig ikke afgjort endnu. I tilfælde af et firebindsværk skal 925.000 kr. indsamles i løbet af de næste tre måneder for at producere bind 2 og 3.
Det er den løsning, jeg foretrækker, da den giver de bedste rammer for mine ambitioner med arbejdet. Det beløb forsøger jeg nu at indsamle i en bredt anlagt indsamling kombineret med ansøgninger til etablerede fonde.

Plan B
Beløbet er meget ambitiøst, og hvis det skulle vise sig umuligt at nå, har jeg en plan B, der i første omgang kræver et mere overskueligt beløb. Den går ud på alene at søge midler til at producere bind 2 af den indtil nu planlagte trebindsversion af værket.
For at rumme de mange dramatiske højdepunkter og følelsesmættede handlingsforløb vil der være et udvidet sideantal til rådighed i forhold til bind 1, der udkom i 2015 og er på 571 sider. Fagligt og fremstillingsmæssigt er denne grundversion absolut også forsvarlig. Hvis det bliver udgangspunktet, kan bind 2 produceres for 443.500 kr.

De to modeller i en nøddeskal:

Firebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018, bind 3 i 2019 og bind 4 i 2020. Indsamlingsbehov: 925.000 kr. inden den 26. juni 2017

Trebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018 og bind 3 i 2020 Indsamlingsbehov: 443.500 kr. til bind 2 alene inden den 26.- juni 2017.
Ny crowdfunding med ca. samme eller lidt større målbeløb gennemføres senere til produktion af bind 3.

Beløbene skal ses i lyset af, at arbejdet ikke lader sig gennemføre ved siden af et fuldtidsarbejde. Tværtimod er jeg nødt til at kunne koncentrere mig helt om Modstand i længere perioder for at nå i mål med projektet.

Totalfinansiering
Jeg samler ind til en totalfinansiering. De nødvendige beløb handler ikke kun om mine leveomkostninger. Uanset om det indsamlede beløb muliggør en trebinds- eller en firebindsløsning, vil jeg, så snart resultatet af indsamlingen er konstateret, få en opkrævning svarende til knap en tredjedel af beløbet fra Politikens Forlag. Det skyldes primært, at forlaget skal have 100.000 kroner pr. bind som bidrag til produktionsudgifterne.
Resten af beløbet skal gå til bidrag til mine leveomkostninger. Markedet for faglitteratur i Danmark er så lille, at ekstra royalty for bogsalg i første omgang næppe bliver andet end lommepenge – selv i tilfælde af et tilfredsstillende salg. Når det gælder egen indtjening undervejs er mine muligheder foredrag, freelance-journalistik, kommunikationsopgaver og korttids-ansættelser.

‘Mange bække små…’
Hvis du har interesse for denne udgivelse og kan undvære 100, 300 eller 600 kr., må du endelig ikke undlade at bidrage ud fra en opfattelse af, at det ikke nytter noget, når så stort et beløb skal samles ind. Jeg tror, at ’mange-bække-små’-princippet kan række et pænt stykke.
Fondsansøgninger bliver nødvendige; de første er allerede afsendt. Jeg ved, at fondsbestyrelser ofte, når de skal tage stilling til en ansøgning, interesserer sig for, hvem der ellers bidrager. Det er tit det første spørgsmål, der stilles. Derfor kan et stort antal mindre bidrag være med til at udløse fondstildelinger, der ellers ikke ville være kommet.

Bliv nævnt i bogen for 300 kr.
Indsamlingen vil blive gennemført efter reward crowdfunding-princippet, dvs. at der kommer noget tilbage til bidragyderen alt efter, hvor meget man giver. Hvis du giver blot 300 kr., bliver du nævnt på en donorliste bagi bind 2. Se den komplette liste over rewards her.
Indsamlingen løber til den 26. juni, altså i tre måneder. Der er ingen risiko ved at bidrage. I får kvittering for jeres bidrag, og hvis det ikke lykkes mig at indsamle mindst 443.500 kr. i perioden, bliver alle pengene tilbagesendt til donorerne fratrukket et administrationsgebyr på 5 %.
Hvis indsamlingen bliver fuldført og pengene udbetalt, beholder crowdfunding-udbyderen www.booomerang.dk (ja, tre o’er) 7 % af det indsamlede beløb som betaling for platformen.

Her finder du indsamlingen

 

Anden Verdenskrig på Historiske Dage

Af de 128 indslag på Historiske Dage i Øksnehallen her i weekenden, den 25. og 26. marts, handler de 13 om Anden Verdenskrig eller nært forbundne emner. Heraf er de 10 om Danmarks besættelsestid. De otte ligger om søndagen.

ANDEN VERDENSKRIG:
Lørdag kl. 11.20, grøn scene: ‘Kampen om krigen’
Historikeren Niels Bo Poulsen
Om Den Store Fædrelandskrigs historiske og politiske spor

Lørdag kl. 12.20, grøn scene: ‘D-dag og invasionen i Normandiet’
Major Niels Vistisen og direktør Niels Vistisen, Cultours

Lørdag kl. 15, DR-K-scenen: ‘Vejen til fascisme’
Den britiske historiker Ian Kershaw og historiker og journalist Adam Holm

—– —– —–

DANMARKS BESÆTTELSESTID:
Lørdag kl. 14.40, blå scene: ‘Når samfunder slår sine børn ihjel’
Historikeren Henrik Stevnsborg og forfatteren Frank Bøgh
Om genindførelsen af dødsstraffen under retsopgøret

Lørdag kl. 16.00, blå scene: ‘Øjenvidner til besættelsen – kan vi stole på dem?’
Forfatteren Dino Knudsen og historikeren Palle Roslyng-Jensen

Søndag kl. 11.00, DR-K-scene: ‘I skal ikke blive glemt’
Historikerne Mogens Rostgaard Nissen og Klaus Toldstrup
Om det danske mindretal i Sydslesvig under nazismen

Søndag kl. 11.50, rød scene: ‘Nazismens danske ansigt’
Historikeren Christian Aagaard

Søndag kl. 12.20, rød scene: ‘Danmark besat’
Historikerne Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen

Søndag kl. 12.50, rød scene: ‘Kvinder i modstandsbevægelsen’
Historikeren Mathilde de Kruiff

Søndag kl. 13.20, rød scene: ‘Modstandsbevægelsens likvideringer’
Historikeren Peter Birkelund

Søndag kl. 15.20, grøn scene: ‘Storstikkeren, som blev kendte menneskers healer’.
Forfatteren Henrik Werner Hansen
Om kvinden, der var kendt under dæknavnet ‘Jenny Holm’

Søndag kl. 15.40, grøn scene: ‘Nazistiske betjente’
Journalist og historiker Niels-Birger Danielsen og kriminalassistent Erland Leth Pedersen
Om Svend Staal-gruppen

Søndag kl. 16.20, blå scene: ‘Carl Madsen – den folkekære stalinist’
Historikeren Chris Holmsted Larsen

Se nærmere detaljer i programmet her

Manden med varulvene

Mit første møde med Erland Leth Pedersen i 2013 skyldtes, at en fælles bekendt havde gjort mig opmærksom på, at kriminalassistenten fra Københavns Politi havde en god historie. Faktisk en helt utrolig historie.
Det førte til, at vi mødtes i et briefinglokale i en af politiets bygninger nær Politigården i København. Mandens statur er kraftig, og det faste håndtryk bliver givet med et imødekommende smil. Samtidig overbeviser noget ved stemmeføringen  om, at han gennem årene uden større problemer har været i stand til at skaffe sig ørenlyd – også om fornødent blandt et større antal ballademagere i det københavnske byliv.
Og så er den snart 60-årige mand, der har 39 år bag sig i politiet, en mangeårig historie-entusiast. Den har gjort ham til en naturlig del af miljøet af amatørhistorikere omkring Politihistorisk Museum i København.
Her ligger en stor del af den opsigtsvækkende historie. Den handler nemlig ikke kun om et usædvanligt fund, der havde ligget urørt i næsten 70 år i et for længst glemt depotrum tæt under loftet i det såkaldte ‘fag 16’ – et af Politigårdens højloftede kontorer.
Fundet skulle ikke bare findes, men også forstås, for at historien kunne blive foldet ud og fortalt.

Forberedelse af falske identiteter
Hvis det store flertal af Erland Leth Pedersens kolleger havde fundet de tilstøvede effekter i loftsrummet, var de formentlig blevet kasseret som ubrugeligt skrammel.
Men nu var det altså en kriminalassistent med den fornødne indsigt til at indse, hvad han havde mellem hænderne, der fandt rummet, da batteriet skulle skiftes på et gammelt vægur.
Inde bag lugen gemte sig en pakke med  blanketter til blandt andet legitimationskort og lægdsrullebeviser samt stempler, der syntes at være stjålet fra en række offentlige kontorer. Sammen med en række andre effekter syntes de at være beregnet til at skabe falske identiteter.
Desuden fandt Erland Leth Pedersen en plan for nedgravning af et våbendepot.

Kernemedlemmer fra Petergruppen
Det viste sig, at den gamle pakke vedrørte varulvebevægelsen, der forberedte en antikommunistisk undergrundskamp i Danmark i den overbevisning, at landet ville blive besat af Sovjetunionen ved krigsafslutningen.
Vaulvegrupperne var fra efteråret 1944 blevet etableret efter ordre fra SS-rigsfører Heinrich Himmler. Elitesoldaten Otto Skorzeny stod for den praktiske etablering, og lederen i Danmark blev Petergruppens chef Horst Issel.
Kernemandskabet blev den berygtede terrorgruppes medlemmer. Det giver et fingerpeg om, hvorfor dokumenterne blev fundet på kontoret på 2. sal på Politigården, for i det samme lokale blev to af gruppens centrale medlemmer, Henning Brøndum og Kaj Bothildsen Nielsen, afhørt under retsopgøret efter krigen.
Planerne for et våbendepot ved Agtrup Vig ved Kolding skabte mistanke om, at der lå nedgravede våben endnu, og Erland Leth Pedersen rejste i embeds medfør sammen med en gruppe kolleger til Jylland for at grave det op. Det viste sig dog, at det for længst var blevet fjernet.

Bogudgivelser
Her standsede sagen så. Mens opgravningen ikke skaffede våben frem i lyset, kom der til gengæld en medrivende bog ud af det særprægede fund. Den blev udgivet i 2014 på Politikens Forlag. Den er udarbejdet i samarbejde med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen og har titlen De danske varulve.
Det næste projekt blev bogen De nazistiske betjente, der er to måneder fra at være færdig på forlaget Nyt PDIF. Den er baseret på et omfattende arkivmateriale, som Erland Leth Pedersen har samlet gennem ti år.

Det første møde med Leth Pedersen i 2013 førte i øvrigt til denne temaartikel, som kan læses af abonnementer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA

Vedrørende bogen Svend Staal-Gruppen, der udkommer i september 2017, kan du evt. læse følgende:

Nazibetjent i knibe

og

Nazi-politinetværk: Historien bag et billede

Nazi-politinetværk: Historien bag et billede

For folk med vedvarende, seriøs interesse for besættelsestiden har Svend Staal-gruppen aldrig været et ukendt navn. Men eftertidens viden om det hemmelige nazistiske politinetværk har stort set været begrænset til billedet herunder og den begivenhed, det illustrer: tilfangetagelsen og likvideringen af gruppemedlemmet Henning Walthing den 23. februar 1945.
Walthing sidder i en stol i en villakælder i Buddinge nordvest for København, mens han bliver afhørt af afdelingsleder Erling Andresen fra modstandsorganisationen BOPA. Begivenheden er bemærkelsesværdig, fordi afhøringen var den eneste under den tyske besættelse, som der blev optaget film af.

Arbejdede bag linjerne
Eksistensen af Svend Staal-gruppen har via den illegale presse været kendt siden først på året 1945 – altså før befrielsen.
Allerede i efteråret 1945 udgav to modstandsfolk bøger, der indeholdt skildringer af, hvordan man fik afsløret den frygtelige ‘stikker- og terrorgruppe’, som den blev kaldt. Forestillingerne om, hvad Svend Staal-gruppen var skyldig i var dog vildt overdrevet.
Mange mente, at den havde begået en stribe drab og havde deltaget i den terror, som man efterhånden fandt ud af, at Petergruppen havde været ansvarlig for.
Pointen i Svend Staal-gruppens arbejde var netop, at den arbejdede bag linjerne og undgik ‘publikumskontakt’. Faktisk arbejdede de mindst lige så meget for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, som de deltog i modstandsbekæmpelse.
Men ellers var det fuldstændig korrekt, hvad modstandsgrupperne konkluderede: at miljøet af nationalsocialistiske politifolk var særlig farligt for frihedskæmperne. De nazistiske betjente havde ikke bare viljen til at hjælpe tyskerne. De havde også deres professionelle kunnen som politifolk.

Komplet researchmateriale
Svend Staal-gruppen er emnet for en bog, som kriminalassistent Erland Leth Pedersen og jeg ca. den 10. august 2017 udgiver på forlaget Nyt DPIF. Bogen bygger på et nærmest komplet researchmateriale som Leth Pedersen har indsamlet over en periode på ti år.
Vi fortæller i bogen den historie, der lå bag Walthing-likvideringen – den ene, velkendte begivenhed og det ene foto, der går igen som illustration i enhver sammenhæng, hvor Svend Staal-gruppen omtales.
Først skal det retfærdigvis nævnes, at Svend Staal-gruppen allerede er blevet skildret samlet. Det gjorde historikeren Henrik Lundtofte for tre år siden, da han udgav  bogen Håndlangerne. Hans redegørelse for gruppen og dens rolle i det tyske politis modstandsbekæmpelse er sådan set ret fyldestgørende, men kortfattet. Lundtoftes bog handler om Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) og HIPO i hele emnets bredde, som de nazistiske betjente kun var en lille del af.

Mobilisering på Amager
I vores bog skildrer vi baggrunden i det tætsluttede miljø af nationalsocialistiske politifolk, der dannede deres egen gruppering i dansk politi allerede fra 1941. De var ildeset af kollegerne, for selv om flertallet af politifolkene i krigens første år var samarbejdspolitikkens faste støtter og bekæmpede modstandsgrupperne beslutsomt, var det sidste man ønskede, nazistisk indflydelse på dansk politi.
Da ‘Svend Staal’, der i virkeligheden var den 31-årige politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen fra Station 4 på Amager, begyndte at mobilisere meningsfæller blandt kollegerne til samarbejde med tyskerne, var de for længst en isoleret flok. Det skete i efteråret 1943, da krigen for alvor var begyndt at gå tyskerne imod, og den danske regering var gået af.
Hos hovedparten af befolkningen var modviljen mod de danske nazister afløst af had, så ‘Svend Staal’-folkene var mænd, der var indstillet på at kæmpe til den bitre ende under HIPO-chefen Erik V. Pedersens overordnede ledelse. For dem var antikommunismen i højsædet, og de var motiveret af et stærkt ønske om at beskytte det nazistiske miljø, f.eks. de østfrontfrivilliges efterladte familier.

Store huller i kildematerialet
I De nazistiske betjente går vi ind i de enkelte personlige skæbner, så langt kildematerialet rækker. Og vi tegner et temmelig detaljeret billede af, hvordan deres arbejde og deres samarbejde med HIPO og Gestapo udviklede sig.
Svend Staal-gruppen støbte gennem deres professionelle politi-arbejdsmetoder en del kugler til aktioner, som HIPO og Gestapo udførte. Men det er umuligt at sige, præcis hvilke aktioner eller pege på ret mange sager, hvor gruppens arbejde betød tortur, deportation eller drab på bestemte personer.
Det lykkedes nemlig tysk politi lige før kapitulationen at ødelægge næsten alle sine artikiver og dermed beviserne. Og da Svend Staal-betjentene efter krigen blev stillet for retten med en lang fængselsstraf hængende over hovedet, havde de ingen interesse i at sige særlig meget.

Tvetydig profil
Kildematerialet er heller ikke stærkt nok til, at vi med sikkerhed kan konkludere, om ‘Svend Staal’-gruppen mest arbejdede med militær efterretningsvirksomhed for Abwehr eller mest tjente HIPO’s anti-illegale kamp.
De to ting er særlig svære at holde ude fra hinanden, fordi Erik V. Pedersen samtidig med, at han var øverste chef for HIPO, også arbejdede for Abwehr.
Under alle omstændigheder har gruppen en mere tvetydig profil, end det traditionelt har været opfattelsen.

Læs evt. også uddrag af ‘Svend Staal-gruppen,’ som jeg har sendt ud under disse links:

‘Nazibetjent i knibe’ 

‘Bortførelsesdrama på Østbornholm’

‘Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads’