Fraklip 3: Generalen med sfinx-ansigtet

“Ebbe Gørtz var et af de mange paradokser under besættelsen. Han var en konventionel officer, og intet i hans personlighed eller indstilling pegede frem mod irregulær krigsførelse. Men han var fra efteråret 1943 altid med i baggrunden som den endelige autoritet bag den illegale hærledelse. I 1944/45 skulle han – under Frihedsrådets ledelse – blive øverstkommanderende for den illegale hær.
Militærhistorikeren A.R. Jørgensen blev imponeret, da han i maj 1939 som 26-årig premierløjtnant mødte ham. Det skete på en hviledag under en øvelse på Søgård Kaserne, hvor Gørtz tilfældigvis også var til stede.
”Han ringede til kompagniet for at spørge, om han måtte se kompagniets nye redskabspakninger. (…) Jeg havde aldrig set ham før på nært hold. Han kom alene, og han ønskede ikke, at jeg skulle foranstalte, at redskabskasserne blev anbragt på jorden. Vi kravlede rundt på de pågældende vogne, hvor jeg åbnede kasserne.
Han havde et forbløffende godt kendskab til kompagniets organisation og til kassernes indhold. Han udstrålede en stærk personlighed, og han optrådte uhøjtideligt og ligetil. (…) Da han var gået, kom jeg til at tænke på, at det var utroligt, at han havde kunnet tilegne sig et så detaljeret kendskab til et ingeniørkompagnis udrustning samtidigt med, at han skulle tilrettelægge hærens krigsplanlægning.”
Beskrivelsen er ikke kun en konventionel ros fra en ung officer til en general. A.R. Jørgensen var på andre punkter ganske kritisk – f.eks. i skildringen af Gørtz’ indsats op til den tyske besættelse:
”Gørtz må have et medansvar for, at der ikke blev udarbejdet operationsplaner af den fornødne standard, og han må ligeledes bære en del af ansvaret for, at officerskorpset generelt manglede kampånd.”
Ebbe Gørtz var usvigeligt loyal. F.eks. var det oplagt for de nærmeste omgivelser, at han nok havde haft konflikter med sin foresatte, generalløjtnant William W. Prior, men selv mange år senere sagde Gørtz intet om sådanne uenigheder. Loyaliteten gjaldt også nedad, og det i en grad, så han til tider var for ukritisk over for sine nærmeste medarbejdere.
Generalmajor Gørtz’ vurderinger kunne svigte, som f.eks. da han tog hjem og overnattede i sin privatbolig om aftenen den 8. april 1940 og fastholdt, at han ikke mente, der ville komme et angreb.
Samtidig med, at Ebbe Gørtz’ generalsudstråling var mærkbar for dem, der mødte ham, manglede han folkelig appel og evne til at knytte mennesker til sig.”

Her er fraklip 1

Her er fraklip 2

Den danske modstands tyske formidler

Matthias Bath

Matthias Bath med en reol om dansk besættelsestid i forgrunden – og om DDR’s historie i baggrunden.

Matthias Bath-2

Bogen på tysk om den danske modstandsbevægelse.

Når Politikens Forlag og jeg markedsfører trebindsværket Modstand som den første samlede fremstilling af den danske modstandskamp i næsten 60 år, er det ikke helt korrekt. Faktisk blev en fremstilling udgivet så sent som i 2011 – på tysk!
Det er statsadvokat, dr. Matthias Bath fra Berlin, der står bag bogen, der hedder Danebrog gegen Hakenkreuz – der Widerstand i Dänemark 1940-1945, der er udgivet af Wachholtz Verlag. Den lange litteraturliste viser, at han undervejs i arbejdet kom pænt omkring i den danske litteratur om emnet. Hans arbejde fik økonomisk støtte af Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Ole Lippmanns Fond.

Har lært dansk på aftenskole
Matthias Baths danske sprogfærdighed har sit udspring i en bog fra 1996 af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen med titlen Stasi og Danmark (Holkenfeldt, 1996). Heri er dr. Bath nævnt et enkelt sted, og det gav ham lyst til at læse bogen. Som den grundige mand, han er, meldte han sig på et sprogkursus på aftenskole.
“Interessen kom dog ikke helt ud af det blå,” siger den 60-årige jurist.
“Som barn var jeg adskillige gange med min familie på ferie i Danmark. Allerede dengang lavede jeg lister over, hvad der var de tilsvarende ord på dansk til tyske ord.”

God til gammel håndskrift
Selv har jeg haft forbindelse med ham siden 2011. I forbindelse med udarbejdelsen af min og Suzanne Rasmussens bog Gestapochefen (Nyt Nordisk Forlag, 2011) havde jeg brug for hjælp til at læse nogle tyske breve i ældre, gotisk håndskrift, og via en fælles bekendt fik jeg formidlet kontakten. Matthias Bath hjalp mig også med nogle tilsvarende breve i forbindelse med min biografi Werner Best fra 2013.

Matthias Bath-5

Matthias Bath som 20-årig, da han gjorde sit mislykkede forsøg på flugthjælp.

Sad tre år i fængsel for flugthjælp
Begrebet ‘modstand’ rummer for min vært en fortid, der er adskilligt mere nærværende end begivenhederne i Danmark 1940-45. Interessen for det østtyske Stasi er heller ikke tilfældig. Mens Matthias Bath var studerende i det daværende Vestberlin, var han i 1976 engageret i at hjælpe DDR-borgere på flugt ud af staten, hvorfra udrejse var forbudt.
I den sammenhæng forsøgte den 20-årige Matthias Bath at smugle et ungt ægtepar med et barn ud af DDR i en lejet bil med et skjult rum bag bagagerummet efter at have afhentet flygtningene på en rasteplads ved en motorvej.  Menneskesmuglingen blev imidlertid afsløret af DDR’s grænsepoliti.  Bath blev anholdt sammen med flygtningene, og han måtte tilbringe over tre år i DDR-fængsel, inden han blev frigivet ved en udveksling.
Det har han beskrevet i bogen Inhaftiert (Jaron Verlag, 2007). Det daværende DDR er også på anden måde en del af hans hverdag, idet hans hustru Maria er vokset op i Østberlin, hvor hun tilbragte hele sin skoletid.

Et kig langt tilbage
Jeg besøgte ham nogle dage i foråret i hans og hustruens hjem  i Berlin, og vi tilbragte blandt andet en dag på Deutsches historisches Museum, som jeg varmt kan anbefale. Et meget stort og flot indrettet museum, der har fyldige udstillinger om alle perioder af tysk, ikke mindst  preussisk historie. Matthias’ kyndige kommentarer gjorde det endnu bedre. Hvem vidste f.eks., at Trediveårskrigen (1618-1648) – Europas sidste store religionskrig – var forholdsmæssigt endnu mere ødelæggende for Tyskland end Anden Verdenskrig?
Det blev også vekslet ord om, at der var en tid før de slesvigske krige, og at Tyskland og Danmark ikke altid har stået skarpt over for hinanden. I 1670’erne var kurfyrstendømmet Brandenburg og Danmark allierede mod Sverige. Det var i den krig, den danske flåde under admiral Niels Juel vandt Slaget i Køge Bugt i 1676. I samme krig vandt Brandenburg i 1675 Die fehrbelliner Reiterschlacht – kavallerislaget ved Fehrbellin – over svenskerne. Det blev et skridt frem mod den stormagt, der voksede frem og endte med dannelsen af Kongeriget Preussen i 1701.

Kandidat for Alternative für Deutschland
Matthias Bath har alle årene været en højreorienteret, tysknational mand. Han var medlem af CDU’s ungdomsorganisation, da han var aktiv i flugthjælpen, og gik ind for en fast vesttysk linje i kampen mod Tysklands deling. Han meldte sig ud af CDU i 1987 i protest mod, at den østtyske leder Erich Honecker blev modtaget på officielt besøg i Forbundsrepublikken af forbundskansler Kohl.
I dag er Matthias Bath engageret i det indvandringskritiske Alternative für Deutschland, som han er kommunalpolitisk kandidat for. Det gav under besøget anledning til diskussioner om flygtninge/migrant-spørgsmålet, der er lige så varmt i Danmark som i Tyskland.

Storby-biografier og bog om terror i Danmark
Matthias Bath er en meget belæst mand – også ud over det juridiske pligtstof. Han har større reolafdelinger i villaen i bydelen Hermsdorf i det nordlige Berlin for de forskellige emner, han særligt beskæftiger sig med: Danmark under Anden Verdenskrig, DDR’s historie og Tyskland i 1800-tallet med hovedvægt på militærhistorie. Blandt effekterne i hans og fruens sirligt velordnede stue er et arrangement af tinsoldater opstillet som under Folkeslaget ved Leipzig mod kejser Napoleons hære i 1813.
Matthias Bath er en flittig forfatter. I år har han udgivet Berlin – eine Biographie (Nünnerich-Asmus Verlag), hvori han skildrer den tyske hovedstads historie gennem 50 portrætter af personer med betydning for byen – lige fra markgrev Albrecht 1. der Bär (Albrecht Bjørnen) i 1100-tallet til Helmuth Kohl. Han har også udgivet Kopenhagen – eine Biographie (samme forlag, 2013), hvor han helt parallelt begynder i 1100-tallet med biskop Absalon.
Endvidere udgav Bath i 2015 endnu en bog fra den danske besættelsestidshistorie, Heydrichs Elite und der Gegenterror (Neuhaus Verlag). Det er den første selvstændige bog om den nazistiske efterretningstjeneste Sicherheitsdienst, der blev grundlagt i 1931 af den berygtede politichef Reinhard Heydrich og blandt andet stod bag mordet på digterpræsten Kaj Munk i 1944.

Den friserede frikorps-historie

SS-1

Den skaldede mand nr. to fra højre var en af de danske frivillige, der efter alt at dømme var meddelagtig i jødemord og mishandlinger. Hans navn er Jørgen Christiansen, og han var en af SS-blokførerne i jødelejren ved Bobruisk i Hviderusland. Christiansen, der var født i 1909 ved Tønder, omkom ved fronten i 1942. (Foto fra Therkel Stræde og Dennis Larsen: En skole i vold)

Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard har et noget alternativt syn på reglerne om ophavsret – de har redigeret i en optrykt artikel fra min hånd for at få Frikorps Danmark-veteranen Magnus Møller til at fremstå mere positivt, end jeg har skildret ham

Da jeg for tre uger siden modtog et eksemplar af bogen Frikorps Danmark – fortalt i billeder samt andre historier, fik jeg hurtigt bekræftet det, som jeg havde fået varslet fra anden side forinden: at der var tale om en ukritisk hyldest til de Frikorps Danmark-frivillige. Det tog det ikke mange minutter at få konstateret.
Bogen har fået denne anmeldelse på www.historie.online.dk af Erik Ingemann Sørensen. Jeg synes, at den er god, fordi den er afbalanceret og på bestemte afgørende punkter lader tvivlen komme de to forfattere – Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard – til gode.

Noget for noget
Lars Larsen har ofte på forskellige debatfora vedr. besættelsestiden understreget, at hans store interesse i Frikorps Danmark og  Waffen-SS ikke er politisk – og slet ikke nazistisk – men skyldes historisk interesse.
Frikorps-flagDet står til troende, men til gengæld synes forfatterne uhjælpeligt og gennem mange år at være fanget i en ‘noget-for-noget’-mekanisme i forhold til deres kilder. De har forholdsvis let ved at få spændende og eksklusive oplysninger fra frikorps-veteraner eller deres efterkommere – oplysninger som jeg efterhånden adskillige gange har nydt godt af som journalist. Ikke mindst på en rejse til det gamle frontområde i Rusland i oktober 2014 sammen med den dengang 94-årige Frikorps Danmark-veteran Magnus Møller. Rejsen endte i en række artikler i BT.

Triumftoget
Prisen er, at Larsen og Bjerregaard i deres formidling ufravigeligt fortæller deres historier på en måde, der er loyal, nærmest ærbødig over for de østfrontfrivilliges verdensbillede. Det eksempel, jeg umiddelbart bed mærke i, var, at forfatterne skildrer frikorpssoldaternes samlede hjemkomst på orlov til København den 8. september 1942 som et triumferende indtog, hvor de blev hyldet af befolkningen.
Det er en højst selektiv skildring af virkeligheden. Selvfølgelig var korpsets hjemkomst en stor dag for det nazistiske miljø i København og de frivilliges pårørende. Det, som frikorpsfolkene først og fremmest bed mærke i, var befolkningens fjendtlighed og de store politistyrker, der var udkommanderet for at forhindre uro. Det chokerede frikorpsfolkene, der havde ventet at blive modtaget som helte.
Det problematiske er, at det ved Larsen og Bjerregaard udmærket godt – de er velbelæste i besættelseshistorien – men det passer ikke med det billede, som f.eks. Magnus Møller tegner. Og så tilpasser man sin fremstilling. Det i en grad så den fremstilling af hjemkomsten i billeder og billedtekster, der gives på siderne 208-226, næppe adskiller sig meget fra nazistiske aviser og tidsskrifter fra besættelsestiden.

Tog for sig af retterne
Det, jeg har skrevet så vidt, bygger kun på generelle indtryk ud fra en kort gennemgang, men det fik jeg i går udbygget på  overraskende vis. De to forfattere har misbrugt to af mine reportager fra Ruslands-rejsen på en måde, der er en massiv  overtrædelse af min ophavsret. Det værste er, at forfatterne har foretaget en manipulerende redigering af min tekst.
Det kræver vist en nærmere forklaring.
Sidste efterår blev jeg ringet op af Jens Pank Bjerregaard, der spurgte, om han og Lars Larsen måtte bruge noget fra mine artikler i en bog, som skulle handle om Regiment 24 Dänemark – et regiment, der næsten blev udslettet i kampene ved Leningrad i 1944. Der blev, så vidt jeg erindrer, slet ikke tale om nogen samlet bog om Frikorps Danmark. Jeg sagde, at de skulle være velkomne til at citere – og da der gælder en almindelig citatret, så behøvede han slet ikke at spørge.
Citatretten indebærer ikke, at man har ret til at optrykke hele artikler. Det har man ikke. Det har Larsen og Bjerregaard alligevel gjort – godt og grundigt. De har optrykt to hele reportager skrevet til BT fra Ruslands-rejsen – dels en, der drejer sig om, hvordan vi kom rundt i det gamle frontområde med Magnus Møller, dels en historie om et besøg hos en privat russisk familie. Det har jeg bestemt ikke givet tilladelse til.

Uhjælpsom
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var særlig hjælpsom, da Jens Pank Bjerregaard ringede. Vores samtale varede under et minut, og jeg nøjedes med at give ham det formelle svar om den ret, alle har til at citere hvad som helst med behørig kildeangivelse. Han spurgte ikke ind til noget, og jeg sagde ikke yderligere.
Grunden til min holdning er, at jeg ikke har nogen interesse i at medvirke til, at amatører indarbejder mine skriftlige arbejder i deres egen formidling – og slet ikke når det er for at promovere deres egne historisk/politiske holdninger. På den anden side vil jeg ikke som publicist forsøge at lægge hindringer i vejen for, at andre kan bruge de redskaber, man er berettiget til at bruge – i dette tilfælde citater.
Så må man til gengæld selv sørge for at overholde reglerne og god praksis. Hvis der er noget, der ikke er i orden, reagerer jeg på det, når produktet foreligger.

Ukendskab ingen undskyldning
I en vis forstand har der sikkert været tale om god tro, da forfatterne ikke har vidst, at citatretten ikke giver adgang til at optrykke artikler. Men det er ingen undskyldning. Generelt gælder det, at ukendskab til lov og ret ikke fritager for ansvar. Når man udgiver bøger på eget forlag, må man sørge for at kende reglerne om ophavsret – uanset at forfatterne ærligt kalder sig ‘amatørhistorikere’ på bogens flap og flere gange i teksten.
Man må også selv tage ansvaret for at have sine aftaler i orden. Man kan ikke nøjes med en løs telefonsamtale, der efterlader tvivl om, hvad der er aftalt, og hvad aftalen omfatter med risiko for, at der er sket misforståelser. Det er ikke et fælles ansvar; det er udgiverens.

Forfejlet kreditering
Jeg bemærkede med det samme, at jeg ikke er krediteret behørigt for de artikler, som forfatterne har tiltaget sig ret til at bringe. Selv om mine reportager er udbredt over hele 24 sider – fra side 331 til 355, står mit navn ikke engang fremhævet på den første side. Det figurerer kun et stykke nede i brødteksten. Den gengivne tekst er heller ikke markeret med afvigende typografi eller baggrundsfarve, som det er skik og brug. Til sammenligning indledes historien på side 375 om den frikorpsfrivillige Laurits Jensen, som Lars Larsen har gravet frem, med ordene ‘LARS LARSEN FORTÆLLER’ med denne typografi.
Det er en alvorlig sag, at karakteren af min medvirken fremstår diffus – noget, der f.eks. fik anmelderen Erik Ingemann Sørensen til i en facebook-kommentar at spørge, hvad min rolle i dette her egentlig er. Han har sikkert ikke været ene med sin undren.
På side 331 står der ‘Vi er et selskab på otte personer, bl.a. journalist Niels-Birger Danielsen, der har lavet dette indlæg’. Hvad refererer det til? Man bruger normalt ikke ordet ‘indlæg’ om artikler. Og så står det i ental, selv om der er to artikler. På næstsidste side er der rettet specielt tak til en række personer, bl.a. mig – for ‘artikel’. Igen ingen præcis angivelse, hvad min andel består i.
Det efterlader læseren med et upræcist indtryk, men formentlig en fornemmelse af, at jeg er helt godt på linje med forfatternes syn på deres emne.

Tekst-frisering
Disse ting var ikke mere end et irritationsmoment, som jeg måske ikke havde reageret på i betragtning af, at Frikorps Danmark næppe er en bog, der opnår den store indflydelse eller udbredelse.
Jeg begyndte at læse tekstsiderne med artiklerne igennem for at se, om artiklerne svarede til dem, jeg fik offentliggjort i BT i 2014. Egentlig strejfede det mig, at det var historiker-nørderi. Hvorfor bruge tid på det? Mine to rejsefæller fra dengang har da optrykt mine tekster præcis, som jeg har skrevet dem. Selvfølgelig har de det…
Men nej. Og efterhånden som læsningen skred frem, var jeg ved at tabe næse og mund.
De har redigeret i min tekst en hel række steder, hvor de åbenbart har ment, at de havde formuleringer, der er bedre end mine.

Vredesudbrud mod ‘fascist’ skåret ud
Der, hvor det bliver rigtig prekært, er forskellige passager, hvor Lars Larsens og Jens Pank Bjerregaards redigering bliver tendentiøs. Det er tydeligt, at forfatterne ikke syntes, at jeg havde omtalt Magnus Møller høfligt og positivt nok:
1). Jeg skrev: “Den duknakkede mand på bagsædet holder vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer. Blikket er indadvendt, og på spørgsmål om, hvad han oplever, svarer han gerne med en fem-ti minutter lang udredning…”
Det bliver på side 336 øverst til: “Den ældre Frikorps Danmark frivillige på bagsædet holder et vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer i landskabet, og blikket er meget udadvendt. På spørgsmål om…”
Kommentar: Det går åbenbart ikke an, at jeg bruger et ord som ‘duknakket’, og når jeg i min tekst opfatter manden som ‘indadvendt’, så finder forfatterne det på sin plads at rette det til ‘udadvendt’.
2). Jeg skrev: “Han bruger mange ord på tekniske udredninger, som han formulerer med præcision”.
På side 336, 5. sidste linje er der tilføjet et ’stor’ før ‘præcision’.
3). Fra besøget hos den lokalt bosatte traktorentreprenør Sergej Petrov skrev jeg: “For mig er Magnus i dag bare en person,’ siger Sergej Petrov.”
Det blev til: “Men det er meget længe siden, for mig er Magnus Møller såmænd kun en historisk person.’ siger Sergej Petrov.” Ændringen er ikke uvæsentlig. Brugen af et par ord flere signalerer en større grad af imødekommenhed. Realiteten var, at Sergej Petrov var ganske kold og formel i sin omtale af Magnus Møller og kun sagde præcis de ord, jeg skrev.
4). Jeg skrev: “At krigen på over 70 års afstand kan fremkalde voldsomme følelser, viser sig under samtalen, da tolken Inna Vinogradova med tårer i øjnene og intens stemmeføring gør opmærksom på, at hendes morfarlivet igennem havde ar på skulderen, der skyldtes, at han blev såret under krigen. ‘Og jeg må indrømme, at jeg måtte overvinde mig selv, da jeg skulle hjælpe Magnus med at snøre hans sko. ‘Skal jeg gøre det for en fascist!’ spurgte jeg mig selv… men så tænkte jeg: ‘Han er jo bare en gammel mand’, siger tolken, der til daglig er kontorassistent i St. Petersburg. Inna Vinogradovas morfar Golajdo Georgij Pavlovitj blev født…”
På side 353-354 er følelsesudbruddet omkring snøringen af Magnus’ sko simpelthen udeladt! I stedet springer vi direkte videre til morfaderen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne markante episode bliver udeladt, selv om to store reportageartikler Theodor Eickebliver optrykt i næsten fuld udstrækning.
5). Når man bruger så meget stof fra min hånd, hvorfor kunne man så ikke finde plads til denne markante detalje, der optrådte i min reportage i BT under overskriften FARMAND EICKE?
“Magnus Møller glæder sig i sin bog I krig for Danmark over en ros fra en overordnet i Division Totenkopf, SS-Obergruppenführer (general) Theodor Eicke. ‘Havde jeg blot haft 20.000 danskere, kunne vi have sprængt den russiske omringning i stumper og stykker,’ skal Eicke have sagt. Møller omtaler, at ‘Papa Eicke’ blev hædret med ridderkorset med egeløv. Han omtaler derimod ikke, at manden med det hyggelige tilnavn var idemand bag og chef for hele KZ-lejrsystemet og den systematiske mishandling af fangerne. Det er blot ét eksempel på, at Magnus Møller undgår enhver omtale af den nazityske terrorstat og de tyske masseforbrydelser i Rusland.”

Det beskyttende tæppe
Selv optræder jeg på et billede, hvor jeg beskyttende lægger et tæppe om Magnus Møller for at hjælpe ham til at holde varmen. Fint nok. Det er en chance at tage, når man inviterer et menneske på 94 år med til en russisk vinter med 10 graders frost, så det tog vi alle sammen bestik af.
Men jeg vil gerne stå ved, at det gør ondt at se billeder på facebook af Magnus Møller, der i sit hjem får overrakt et eksemplar af Magnus Møller - frontFrikorps Danmark – nærmest som om det var modstandsveteranen Jørgen Kieler, der fik overrakt en bog om modstandskampen. Ikke mindst fordi jeg i bogen medvirker i en rolle, der på en eller anden udefinerlig måde kommer til at understøtte bogens budskab: at de østfrontfrivillige var hædersmænd, der blev uretfærdigt behandlet.

Holocaust-benægteren
Magnus Møller er i mine øjne ingen  hædersmand. Han var helt på linje med ideologien bag massemordet, selv om det er bevisligt at han var ordonnans og oppasser og dermed næppe personligt har deltaget i myrderierne. At Magnus Møller var snu nok til at takke af fra Frikorps Danmark i foråret 1943, da krigen var vendt, kan i mine øjne ikke ændre bedømmelsen – især fordi han i hele efterkrigstiden nærmest har udtalt sig som en Holocaust-benægter.
Når jeg som journalist skal portrættere en person, er det ikke min opgave at have meninger, men at give læseren en relevant oplevelse af personen, at sætte ham/hende i stand til at se interviewpersonen for sig. Men nu, halvandet år senere, vil jeg gerne stå ved, at det var ulideligt at høre på Magnus Møllers repetition af sine livsløgne, selv om jeg til enhver tid vil prøve at opføre mig ordentligt og høfligt over for et menneske, der siger ja til interview eller til at rejse med på en reportage.

Om igen
Jeg får det indtryk, at hvis Lars Larsen og Jens Pank Bjerregaard i deres flittige arbejde har mødt f.eks. 50 tidligere frikorpssoldater i alt, så er de i Lars’ og Jens’ øjne uskyldige, fordi der ikke kan bevises nogen individuel skyld mod nogen af dem. Men hvad med at se sådan på det, at ud af de 50 gamle østfrontfrivillige har statistisk set ca. 15 pct. – svarende til otte mænd – været direkte deltagere i jødemord eller andre masseforbrydelser? Altså otte af de formentlig sympatiske ældre mennesker, der har accepteret at fortælle om deres fortid og byder på kaffe og småkager i deres hjem.
Det ville være spændende at høre nogle refleksioner over dét.

Efterspil
Tilbage til spørgsmålet om ophavsretten. Det, jeg har skildret her, er uacceptabelt og især krænkende, fordi det synes brugt i en politisk/manipulatorisk hensigt.  Jeg henvender mig i morgen til min faglige organisation for at få råd om, hvad der kan være af muligheder for en opfølgning.

 

 

 

 

Han snakkede sig fri fra arrestation

—– —– —– —–
Dette uddrag af første bind af Modstand blev læst op af cand.mag Sune Pilgaard ved Brecklings Bogcafé i Sønderborg den 15. maj 2016, hvor Pilgaard bagefter interviewede mig.
—– —– —– —–

Selv om to betjente på patrulje i Nordsjælland beskrives lidt karikeret i bogen Kommunist under besættelsen, havde de fat i noget af det rigtige. Og hvis de to opdagere havde fulgt deres første indskydelse, havde den danske frihedskamp fået et andet forløb. Det ville have betydet, at en af dens stærkeste lederskikkelser var sat ud af spillet, allerede inden kampen var begyndt.
Episoden indtraf først i juli 1941, da politiets jagt kommunisterne var på sit højeste. Betjentene havde fået øje på en yngre, sommerklædt mand på cykel i nærheden af Nøddebo Præstegård, da de kom kørende i deres tjenestebil. Ved middagstid på en almindelig arbejdsdag vel at mærke.
Nogle meter foran cyklisten standsede de med hvinende bremser, og den ene steg ud. Manden, der skulle forklare sig, var den 38-årige Børge Houmann, indtil få uger før forretningsfører på Arbejderbladet. Og det er ham, der har beskrevet mødet i sin erindringsbog.
”Ja, det var altså navn og adresse og forklaring på, at jeg cyklede omkring heroppe i Nordsjælland midt på dagen en hverdag.
-Holm, svarede jeg. Børge Holm.
-Og født?
– 1. februar 1903.
(…) – Og stilling?
-Boghandlermedhjælper.”
For ’Børge Holm’ stod en pjece, som han havde udgivet på Arbejderforlaget, i dette øjeblik knivskarpt. Den var skrevet af den kommunistiske advokat Robert Mikkelsen, der også var en god personlig ven. Emnet var, hvordan kommunister skulle optræde over for politi og domstole.
”(Den) kørte som et filmbånd gennem mit hoved. Svar kort. Sig aldrig noget, du ikke direkte er spurgt om.
-Og arbejdsløs måske? spurgte den ene betjent deltagende.
-Nej.
-Arbejdsplads? Der var en anelse utålmodighed i den spørgendes stemme.
-Deins Boghandel.”
Det var her boghandlermedhjælperen Grethe Hedegaard arbejdede, som Houmann havde haft logi hos i den halvt illegale tid. Det var hende, der havde købt og oplagret mere end 200.000 stk duplikatorpapir. Han regnede med, at hun ville være hurtig nok i opfattelsen, hvis betjentene skulle finde på at ringe.”
-Og adresse?
-Frederiksborggade 42
(…)
-Og hvor skulle så hr. boghandleren hen, det fik vi vist ikke klaret?
-Boghandlermedhjælper, rettede jeg.
-Måske bare en cykeltur ud i det blå?
-Jeg skal op i mit sommerhus.
(…)
-Jaså, hvor ligger det sommerhus?”
’Børge Holm’ forklarede. Det var nær Saltrup – første sidevej til venstre efter at være kommet ud af Gribskov. Faktisk var hans virkelige ærinde at forsøge at få en samtale med Robert Mikkelsen om nogle juridiske problemer.
”Har De nogen papirer på Dem med Deres navn? Spurgte ham ved rattet.
Det mente jeg ikke, jeg havde. – Regninger er der ellers nok af derhjemme, forsøgte jeg spøgende – men dem slæber man jo ikke rundt med.
-Det ville ellers have været nyttigt. Fremtidig bør De sørge for altid at have en eller anden slags legitimation på Dem. Der kan blive brug for det.
Jeg lovede at tage det til efterretning.
-Ja, så vil jeg ønske Dem en behagelig tur! Det var stadig ham ved rattet, der førte ordet.
-Tak i lige måde! Jeg rettede cyklen op og gjorde klar til at køre videre.
Lige et øjeblik, kaldte makkeren. – Hvornår var det, De var født?
(…) -1. februar 1903.
-Mange tak og god tur!”
Børge Houmann fik ikke opfyldt formålet med turen. Han kom ikke til at møde Robert Mikkelsen, for også han var blevet arresteret. Han sad nu i Horserødlejren – tilfældigvis kun få kilometer fra det sted, hvor den lettede forlægger igen sad på cyklen med kurs mod sommerhuset. Det, Houmann ville have drøftet med juristen, var myndighedernes grundlag for interneringerne. Han havde fået udleveret et notat fra Justitsministeriet af sekretæren for Det danske Sagførersamfund Niels Busch-Jensen, der kastede lys på interne overvejelser. Den 55-årige Busch-Jensen var venligt indstillet over for DKP. Han og Houmann havde et tillidsfuldt indbyrdes forhold.
”Han havde i mange år været en trofast kunde hos Arbejderforlaget, som jeg ledede,” skrev Børge Houmann.
”Som regel kom han forbi hver fredag eftermiddag, når han var færdig på kontoret. Så drak vi kaffe i baglokalet, og han fik forelagt, hvad der var kommet af nyt på tysk, engelsk og fransk. Han købte det meste. (…) Han havde mange gange ydet lån til Arbejderbladet, når det på torsdage kneb med at skaffe penge til trykkeriets lønninger.”

Kronik: Den jugoslaviske kontrast

Beograd - bombning

Den 6. april 1941 angreb hundreder af tyske bombefly uden varsel Beograd.

I 1941 støttede den danske regering under tysk pres oprettelsen af Frikorps Danmark. Tre måneder tidligere havde Jugoslavien i en lignende situation valgt kampen mod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Det samme gjorde de tidlige danske modstandsfolk

I DET FØRSTE  nummer af det illegale blad Frit Danmark den 22. april 1942 skrev den konservative politiker og modstandspioner John Christmas Møller programartiklen. Den blev et etisk/moralsk udgangspunkt for den ikke-kommunistiske modstandskamp lige til befrielsen.
”Vi kan ikke blot lade de Allierede udføre den haarde Kamp mod en hensynsløs og barbarisk Modstander, uden selv at vilde gøre, hvad vi kan. Vi maa selv hjælpe med,” skrev Christmas Møller, der naturligvis var anonym.
For den kommunistiske modstand gjaldt den ikke uvæsentlige forskel, at den også bundede i en kategorisk forpligtelse til at støtte Sovjetunionens krig. Frit Danmark var et resultat af dannelsen af besættelsestidens første tværpolitiske, illegale organisation med bl.a. den kommunistiske redaktør Børge Houmann, hans partiformand Aksel Larsen og Christmas Møller som initiativtagere.
Der var selvklart store politiske forskelle mellem deltagerne, men dem lod de ligge. På det første møde blev de bemærkelsesværdigt hurtigt enige om et koncept. Det vigtigste punkt, hvor parterne uden videre kunne mødes, var kravet om en opgivelse af samarbejdspolitikken.
Frit Danmark sammenlignede hyppigt den danske holdning med Norge, der den 9. april 1940 havde gjort modstand mod besættelsen og påført angriberne væsentlige tab. Når det gælder foråret og sommeren 1941 er det lige så nærliggende at sammenligne med Jugoslavien.

KORT FØR DAGGRY den 6. april 1941 hylede sirenerne i Beograd, da de første tyske Heinkel- og Dornier-bombefly samt Stuka-styrtbombere uden varsel drønede ind over den jugoslaviske hovedstad. De tømte deres bombelast, og inden for de næste timer fulgte næsten 250 af de dødbringende maskiner efter. Den følgende morgen fulgte et nyt stort angreb.
Tabstallet er usikkert, men mindst 5000 indbyggere omkom under angrebene, som de få maskiner i det jugoslaviske luftvåben ikke kunne stille noget op overfor. Aktionen havde kodenavnet Unternehmem Strafgericht (Operation Straf). Adolf Hitler havde besluttet den en uge før som reaktion på begivenheder i Beograd den 27. marts, som er en forholdsvis mindre kendt, men afgørende dato under Anden Verdenskrig.
Hændelserne var kulminationen på et forløb, der begyndte i efteråret 1940, da krigen nåede til Balkan. Benito Mussolinis Italien angreb den 28. oktober Grækenland fra Albanien, der havde været indlemmet i Italien siden 1939. Kort forinden havde Italien, Tyskland og Japan indgået Tremagtspagten. I november 1940 sluttede Ungarn, Rumænien og Slovakiet sig til pagten, der bl.a. var et redskab til at sikre Hitlertysklands politiske og militære kontrol over det europæiske kontinent inden det planlagte opgør med Sovjetunionen.
I marts 1941 sluttede selv Bulgarien, der historisk og sprogligt har tæt tilknytning til Rusland, sig til pagten. Berlin-regeringen lagde også pres på Jugoslavien, men det etnisk og religiøst sammensatte land, der var et autoritært regeret monarki under et serbisk dynasti, var en modvillig alliancepartner.
Serbien havde under Første Verdenskrig været med i krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og landet havde i flere år været besat. Endvidere frygtede serberne med god grund den voksende, stærkt antiserbiske fascistbevægelse Ustasha i Kroatien, som kun kunne blive styrket, hvis man indgik alliance med Tyskland og Italien.
Endelig var det svært for serberne at se sig selv i et forbund, der øjensynlig var rettet mod Sovjetunionen. De historiske bånd var tætte til Rusland, der i 1800-tallet havde hjulpet Serbien til selvstændighed.

TRODS DE MANGE grunde til at afvise tilbuddet, var de militære realiteter i foråret 1941 overvældende. Tyskland beherskede næsten hele det europæiske kontinent, og den eneste tilbageværende modstander var det hårdt pressede Storbritannien. Det tog den jugoslaviske prinsregent Paul bestik af – ligesom samarbejdsstyret i Danmark under statsminister Stauning og udenrigsminister Erik Scavenius.
Prins Paul, der var formynder for den mindreårige kong Peter, var egentlig engelskvenlig, men fandt, at man måtte bøje sig for at undgå en ødelæggelse af landet. Da han fremsatte sin tilkendegivelse over for regeringen, gik fire ministre af i protest, men den 25. marts underskrev premierminister Dragisa Cvetkovic Tremagtspagten i Wien.
Aftalen var god for det mellemstore land, der med en svag hær med forældet udrustning var militært magtesløst. Med grænser mod Italien, det tyskannekterede Østrig samt Ungarn, Rumænien og Bulgarien var Jugoslavien omringet til tre sider. Stærke tyske panserstyrker var rykket ind i Bulgarien.
Italien havde mod alle odds ikke kunnet besejre den græske hær, men var tværtimod blevet slået tilbage og drevet ind over grænsen til Albanien. For at sikre kontrollen med Balkanhalvøen var de tyske hære nu nødt til at rydde op efter Mussolinis fejlslagne eventyr og besætte Grækenland. Det var det, der var formålet med opmarchen i Bulgarien, men da de uventede problemer opstod i Jugoslavien, kunne de tyske kampvogne uden varsel omdirigeres mod vest og nordvest i stedet for den planlagte kurs mod syd.
Trods Jugoslaviens svage forhandlingsposition havde Tyskland accepteret, at landet nøjedes med politisk tilslutning uden pligt til at give transit til tyske tropper. Og så fik Jugoslavien løfte om at få havnebyen Saloniki og dermed adgang til Det ægæiske Hav, når Grækenland skulle parteres.
Jugoslavien ville som råvareleverandør til den tyske rustningsøkonomi trods krigen kunne nyde tålelige økonomiske forhold. Ministrene bøjede sig for realpolitikken. Det gjorde generalstaben også – på nær ét medlem.

UNDERSKRIVELSEN AF pagten vakte omfattende protester og demonstrationer i den serbiske befolkning. Da premierministeren vendte hjem den 27. marts 1941 – to dage efter underskrivelsen – blev han afsat ved et kup ledet af chefen for luftvåbnet, general Dusan Simovic, og en række yngre officerer. Også prins Paul blev afsat og gik i eksil.
Den modige handling, der blev gennemført under medvirken af den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE), kom til at koste dyrt. Selv om Jugoslavien ikke formelt trådte ud af Tremagtspagten, fastslog Adolf Hitler, at han betragtede kuppet som en fjendtlig handling. Luftangrebet på Beograd blev fulgt op af en invasion af tyske styrker fra Bulgarien, Østrig og Ungarn, og landet måtte overgive sig i løbet af 11 dage.
Kupmagernes aktion manglede enhver scaveniansk fornuft, og Jugoslavien kom til at opleve et af de brutaleste besættelsesregimer blandt de besatte lande med hundredetusinder af dødsofre. Men Jugoslaviens og Grækenlands modstand forsinkede det tyske angreb på Sovjetunionen i flere måneder – til den 22. juni 1941. Det blev efter alt at dømme afgørende for, at den tyske invasionshær ikke nåede at indtage Moskva og Leningrad, inden vinteren satte ind.

DA DEN TYSKE offensiv mod Rusland blev iværksat, blev regeringen i København med det samme stillet over for besættelsesmagtens krav om politisk støtte til ’korstoget’ mod verdenskommunismen. En sådan støtte fremkom i en regeringserklæring den 26. juni.
”Tyskland har nu vendt sine Vaaben mod Øst i en Kamp mod en Magt, som gennem en Aarrække har betydet en Trussel mod nordiske Staters Velfærd og Trivsel. (…) Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning. Nu som tidligere deltager Danmark ikke i dette krigeriske Opgør, men ud fra denne fælles europæiske Interesse kan Udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.”
Danmark afbrød også de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Det var i betragtning af magtforholdene i et besat land uundgåeligt, og det var også umuligt at forhindre, at besættelsesmagten begyndte at hverve danske frivillige til krigstjeneste østpå. Frikorps Danmark blev først et prekært problem, da oberstløjtnant C.P. Kryssing den 29. juni henvendte sig til sine overordnede og bad om orlov for at overtage kommandoen over korpset.
Hærledelsen med generalløjtnant W.W. Prior i spidsen sagde afgjort nej til, at officerer i den danske hær kunne få orlov til dette formål. Hvis man ville gå i krigstjeneste for den magt, der havde besat Danmark, måtte man træde ud af hæren.
Regeringen tilsluttede sig den 2. juli hærledelsens holdning på et møde, hvor udenrigsminister Erik Scavenius ikke var til stede, men da Scavenius dagen efter var med ved et nyt møde, fik han banket regeringen inklusive statsminister Stauning på plads. Han meddelte, at han var blevet enig med den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink, om at interesserede officerer skulle bevilges orlov.
I den følgende tid gav de danske myndigheder såvel propagandamæssig som logistisk støtte til korpset. Selv om regeringen omhyggeligt formulerede sig uden om at have andel i korpsets opstilling, måtte offentligheden – og udlandet – klart have den opfattelse, at regeringen støttede Frikorps Danmark.

I ALT meldte over 6000 danskere sig til korpset. De blev af de tyske overordnede ved fronten betragtet som effektive og disciplinerede soldater – nærmest en elitestyrke.
Der var dog en omstændighed, der gjorde, at de frivillige ikke kunne hævde sig i så god tro, som de gerne ville under retsopgøret efter krigen. Det skyldtes et mærkværdigt udslag af den særlige danske besættelsessituation med intakte danske statsmyndigheder. Hærledelsen rundsendte en erklæring fra den nu pensionerede hærchef, generalløjtnant Erik With, der tog afstand fra, at danskere meldte sig.
”Som hærens gamle Chef ønsker jeg at udtale, at saa længe den tyske Værnemagt holder Danmark besat, og Hagekorsflaget vajer over den danske Hærs Kaserner og Lejre, ja, endog over Hærens aarhundredgamle Kommandosted ’Citadellet’ (Kastellet, red.), kan efter min Formening danske Soldater og hærens Befalingsmænd ikke uden at krænke Hærens Soldaterære staa paa Kampfront i Vaabenbroderskab med den Hær, der holder Danmark besat,” skrev den pensionerede general.
Erik With havde i sin embedsperiode fra 1931 til 1939 utrætteligt, men forgæves kæmpet for at få ændret regeringens linje i mere forsvarsaktiv retning som reaktion på den tyske oprustning. Der er grund til at tro, at Withs erklæring, der blev fremlagt på kasernerne og andre tjenestesteder, har afholdt mange i at melde sig – trods de udprægede antikommunisme i officerskorpset. Og trods det ligeledes synlige opslag om adgang til orlov for frontfrivillige.
Uden at det er noget, den danske regering kan lastes for – men alligevel tankevækkende – blev en del af det danske frikorps efter tilbagetrækningen fra Rusland i 1943, sat ind i ’partisanbekæmpelse’ i Kroatien side om side med det berygtede Ustasha. Betegnelsen dækkede over masseudryddelser af kommunister, jøder, sigøjnere og serbere.

DEN SENERE MODSTANDSMAND Jørgen Kieler var en 21-årig medicinstuderende i København i sommeren 1941, og han så bestemt ikke optimistisk på situationen. Mismodet blev forværret af, at befolkningen var dårligt underrettet om udviklingen i krigen til søs. Situationen var slem nok, som den var, med tyske ubådes hyppige sænkninger af britiske handelsskibe, men de officielle tyske meddelelser overdrev og gav det indtryk, at tyskerne nu også var herrer på Atlanterhavet.
”På denne baggrund kan man nok spørge, hvorfor vi så hårdnakket nægtede over for os selv og andre at indrømme, at Hitler efter 1½ års krig havde bevist, at han var uovervindelig,” skrev Kieler, der i dag er 96 år, i sin erindringsbog Hvorfor gjorde I det?.
”For mit eget vedkommende spillede det en afgørende rolle, at troen på Hitlers sejr var en selvmorderisk tanke, som jeg ikke kunne leve med. Jeg havde derfor ikke rigtigt noget valg.”
De få snese modstandsaktivister i sommeren 1941 opfattede det som livsvigtigt at vise udlandet, at der ’også er et andet Danmark’ end det, der overgav sig uden kamp og villigt samarbejdede med fjenden. Også for de danskere, der meldte sig til frivillig allieret krigstjeneste, var dette et altdominerende motiv.
Mens kommunisterne havde deres eget sæt af begrundelser, havde de tidlige modstandsfolk en række forskellige inspirationskilder, der rakte fra paralleller til de slesvigske krige eller helt tilbage til Middelalderens kongeløse tid 1332-1340 med helte som Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag til antinazisme på et kristent eller kulturradikalt grundlag.

FÆLLES FOR et stort antal tidligere modstandsfolk, jeg har talt med siden 1990’erne, er en følelse af indre nødvendighed, som de ofte har udtrykt med færre ord end den altid velformulerede Jørgen Kieler. ’Vi gik til modstand, fordi vi følte, at det måtte vi gøre…’, er en typisk vending. Med tungt eftertryk på ’måtte’.
De kunne ikke holde tilstanden ud – og de kunne ikke holde sig selv ud, hvis de intet gjorde. Givetvis følelser, der lignede dem, der fandtes hos demonstranterne i Beograds gader i marts 1941, der – uanset konsekvenserne – ikke kunne se i øjnene, at man allierede sig med landets fjende mod den stat, der traditionelt blev oplevet som Serbiens beskytter.
I de seneste 10-15 år har en stadig bredere konsensus i faglige kredse udviklet sig, der anser den nationale, civilt baserede overlevelsesstrategi før og under besættelsen som den eneste logiske og farbare vej. Strategien afskrev i 1930’erne militært forsvar af Danmark i tilfælde af et tysk angreb, og den blev efter den kampløse besættelse den 9. april 1940 videreført i form af Stauning/Scavenius-regeringens tilpasningspolitik.
Udviklingen på Balkan kan bruges til at sætte et internationalt perspektiv på den danske politik. Stormagterne kunne ikke vinde krigen mod aksemagterne alene. Det havde også betydning – ind imellem afgørende betydning – hvordan de mindre lande forholdt sig. Nogen var nødt til at stille sig i vejen for Hitler – også da den tyske overmagt var størst. Ellers havde Nazityskland vundet krigen.
Norges reaktion på angrebet i april 1940 var et lyspunkt for de allierede, og Grækenlands og Jugoslaviens holdning et år senere fik vitale konsekvenser. Det er i det lys, jeg ser betydningen af de få hundrede danskere, der i 1941 og 1942 valgte aktiv modstand, selv om de ikke blot havde tyskerne og dansk politi mod sig, men formentlig også befolkningsflertallet.