Håndklædet i ringen – det blev kun til ét bind

Jeg har kunnet glæde mig over mange positive og opmuntrende bemærkninger til mit fundraisingprojekt, der har til formål, at muliggøre videreførelsen af Modstand – den samlede fremstilling af Danmarks modstandskamp. Første bind udkom i 2015.
“Det er godt at se, at det lykkes dig at skaffe penge,” sagde en kendt besættelsestidshistoriker, da jeg mødte ham tilfældigt på min lokale jernbanestation.
“Tak for din henvendelse. Og tillykke med din succesfulde fundraising og bøgerne,” skrev en tidligere kollega, der nu er i Ekstra Bladets chefgruppe, da jeg for nylig rettede henvendelse.
Det må da også være svært for omgivelserne at få øje på andet end succes, nu da næsten 550.000 kr. er i hus, og der er sandsynlighed for et samlet provenu på over 600.000 kr. At det faktisk længe er gået temmelig skidt, har jeg gået ret alene med. Men succesen er først hjemme, når det tilsigtede mål nås.
Og alt tyder desværre lige nu desværre på, at det ikke bliver tilfældet.

Resultatløst møde
Da der sidst i august kom afslag fra den sidste store fond, der ville have været i stand til at bære målbeløbet på 925.000 kr. nogenlunde igennem, var der kun én mellemstor fond tilbage som sandsynlig ny donor. I den situation kontaktede jeg Politikens Forlag med henblik på forhandling om et ‘fuldfinansieret budget’ for et Modstand i fire bind.
Den vending henviser til, at to af de bevilgende fonde – Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinusfonden – har betinget sig et sådant, før de udbetaler beløbene. Et sådant fuldfinansieret budget skal vise, hvordan de udgifter, der forudsås i ansøgningen, vil blive dækket og dermed give fondsbestyrelsen sikkerhed for, at projektet vil kunne gennemføres som forudsat.
Men trods den gennemførte fundraising med bidrag fra to så velrenommerede fonde som de nævnte lykkedes det ikke at nå frem til en realitetsbehandling. Efter mit fremmøde den 31. august fandt jeg ud af, at det møde, jeg var til, var nedgraderet fra en forhandling til et orienteringsmøde, fordi det var et spørgsmål for direktionen.
Da jeg fik svar på mail en uge efter var budskabet en fuldstændig afvisning af mit oplæg. Holdningen til projektet er mærkeligt upåvirket af den gennemførte fundraising, og man står urokkeligt fast på, at man vil have 358.500 kr., som jeg skal skaffe fuld garanti for, hvis man skal acceptere Modstand i fire bind.
Jeg anser på den baggrund mit samarbejde med Politikens Forlag som ophørt.

Visioner om en luksusudgave
Den reelt sidste chance var et andet velrenommeret forlag, hvor jeg for en uge siden var til et møde, der virkede lovende. Redaktøren, som jeg talte med, var tydeligvis oprigtigt interesseret i det bind 1, jeg afleverede til ham, og han sad gentagen gange og bladrede i det.
Han ville lave en luksusudgave i fire bind med opgraderet billedside med større billeder og et indslag af farvebilleder samt en større skrifttype. Det ville resultere i et nyt bind 1 på 700 sider frem for 570 i det eksisterende. Og de fire bind skulle sælges for hver især en pris på 400 kr., hvor udsalgsprisen på det eksisterende bind 1 er 350 kr.
Det var utroligt opløftende perspektiver, som jeg stadig i dag er glad for at have lyttet til.
Redaktøren lovede at lave en kalkulation på projektet og forberedte mig på, at det ville blive dyrt i produktionsudgifter. Kalkulationen kom sent søndag aften, og den indeholdt nye opløftende momenter. Trods det ambitiøse firebindsformat regnede forlaget med at kunne sælge 2500 eksemplarer af hvert bind, hvilket er rigeligt til en rentabel forretning og en fornuftig royalty.

Dyr produktionsregning
Som jeg var forberedt på ville produktionsomkostningerne blive dyre. Det drejer sig om penge til tilrettelægger, papir, grafiker, trykkeri etc. Beløbet var 425.000 kr., og jeg kunne se på specifikationerne, at det næppe kan siges at være urimeligt. Det var yderligere 125.000 kr. oven i de beløb, Politikens Forlag havde regnet med, men det var ikke i sig selv skræmmende.
Med den erfaring i søgning af fondsmidler, jeg efterhånden har fået, har jeg kunnet se, at fondene er langt mere villige til at donere penge til produktionsudgifter, hvor pengene kan øremærkes til specifikke formål, end til arbejdslegater, hvor det kan være langt sværere at konstatere, hvad man som fond får for pengene. De midler skulle det nok kunne lykkes at skaffe i løbet af ca. tre måneder, når målsætningen var så flot et værk.

En umulig udfordring
I den mail, som kalkulationen var vedhæftet, var en anbefaling fra redaktøren, der var meget brugbar i forhold til ansøgninger. Jeg var i fint selskab og blev nævnt, så man må tro, at jeg er på niveau med den britiske Anden Verdenskrigs-historiker Sir Antony Beevor. Hm, jeg lurer selvfølgelig på, om det skal forstås som en beleven venlighed over for en presset mand, men tilsyneladende var det til en vis grad alvorligt ment.
Men det fremgik af sammenhængen, at vilkårene var, at jeg måtte skaffe fuld garanti for 425.000 kr., før der kan skrives kontrakt på et sådant værk. Og den slags penge er der ikke i mit finansieringsprojekt. Det ville kræve en bankgaranti oveni af en størrelse, som jeg ikke er i stand til at fremskaffe.
Anbefalingen fra forlaget var tænkt som et instrument til, at jeg selv kunne skaffe pengene gennem fondsansøgninger.
Som nævnt er det faktisk en ret realistisk målsætning, men….. jeg er simpelthen ikke på nogen måde finansielt i stand til at strække min fundraising ud over den 1. oktober. Derfor er det ikke en farbar vej.
Det, som denne ambitiøse plan stod og fald med, var: Er forlaget klar til at skrive kontrakt, før vi ved fælles hjælp skaffer midlerne til produktionen, eller var vilkåret, at jeg måtte skaffe finansieringen, hvorefter vi på basis af fuld dækning kunne skrive kontrakt?

Tid til at blive ved – tid til at stoppe
Noget, der har været typisk for både ukyndige og meget vidende personer, er, at man gerne har villet hjælpe med henvisninger. ‘Har du prøvet Statens Kunstfond?’, ‘Aarhus Universitetsforlag vil garanteret gerne udgive den slags værk’ og lignende. Fælles for næsten alle den slags forslag fra hoften er, at de ikke fører til noget.
Det sidste forlags redaktør er bestemt blandt de meget kyndige, og jeg tænker venligt på ham efter at have hørt hans entusianstiske visioner for Modstand. Et forslag, han sendte i en mail her til morgen, er måske ikke ganske ueffent.
“Jeg tror derfor at du vil være bedre tjent med at finde et andet forlag, måske et mindre et af slagsen, som har specialiseret sig i Anden Verdenskrigs litteratur, og som har mindre belastede kalkuler.”
Men man må have mig undskyldt. Jeg kan ikke mere. Der er en tid til at bide sig fast og blive ved, og der er en tid til at give op og erkende, at tingene ikke lykkes. Og jeg har meget længe holdt fast i troen på, at dette kunne lykkes.

Pengene bliver tilbagebetalt
Når slutdatoen nås på min konto på www.booomerang.dk, bliver alle bidrag returneret inden for få dage med fradrag af 5 pct. i transaktionsgebyr. De bidrag, der er indbetalt på bankkonto og MobilePay bliver tilbagesendt manuelt. Her kan der godt gå en del flere dage.
100.000 kr. fra Interfond vil også blive tilbagebetalt, og ligeledes 50.000 kr. til Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond. Desuden regner jeg med, at 50.000 kr. fra Interfond, der er deponeret hos Politikens Forlag, vil blive returneret. Også i disse tilfælde er der fradrag af 5 pct. transaktionsgebyr.
Derimod vil det ikke blive muligt at returnere forbrugte beløb tidligere i forløbet.

 

 

Bortførelsesdrama på Østbornholm

Da vintermørket var faldet på ved klippekysten ved Hammerslet, fik betjent Sund en ubehagelig overraskelse.

I februar 1945 ankom den 32-årige overbetjent Kaj Edmund Sund (alias ‘løjtnant Jan Sandvad’) til Bornholm. Han var en af mændene i Svend Staal-gruppen – netværket af danske, nazistiske politifolk, der hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Sund havde tidligere gjort tjeneste på øen fra 1941 til 1943.
Det var meningen, at hans ophold skulle have været diskret, men det blev det stik modsatte. Overbetjent Sunds otte dage på Bornholm sluttede med en af de mest dramatiske episoder på øen under besættelsen 1940-1945.
Det fremgår af dette uddrag af bogen Svend Staal-gruppen, som Erland Leth Pedersen og jeg på mandag den 18. september udgiver på forlaget Nyt DPIF. Teksten er præcis som i bogen. Mellemrubrikkerne er sat ind for læsbarhedens skyld.

Bemærket overalt
“Da to politifolk et par uger senere afgav forklaring i Skåne, berettede de samstemmende, at nyheden om Kaj Edmund Sunds ankomst til Rønne havde bredt sig som en løbeild over øen. Den ene var den 26-årige politibetjent Edvard Hass, som kendte Sund godt fra sin tjeneste i Svaneke. Den anden havde også Svaneke som tjenestested; det var den 34-årige overbetjent Frederik Lauesen.
”Man observerede hans Færden, og det rygtedes snart, at Sund lejede sig ind paa Hoteller under falsk Navn, og at han brugte mange Penge,” forklarede betjentene.
”Det stemte ikke med det Billede, man tidligere havde dannet sig af Sund, idet det ikke var nogen Hemmelighed, at han under sit Ophold paa Øen som Politibetjent skyldte Penge hos mange Handlende. Man var derfor straks klar over, at der var noget galt, og at den tidligere Nazist nu sikkert optraadte som Stikker.”
Lauesen og Hass forhørte sig om Sund hos de mennesker, han havde talt med, og de fandt ud af, at han havde tænkt sig at blive på Bornholm i ca. 14 dage. [1]

Ad omveje til Svaneke
Søndag middag bad de den 63-årige konsul Alfred Bidstrup om at skygge Kaj Edmund Sund. Han fandt hurtigt ud af, at politibetjenten havde meddelt ’Dams Hotel’, at han skulle til Svaneke om mandagen. Han havde dér bestilt værelse på ’Hotel Østersøen’.
Sådan gik det imidlertid ikke; konsul Bidstrup tog til Svaneke, men Kaj Edmund Sund kom ikke. Han havde besøgt Hasle, inden han kl. 14. mandag den 5. februar 1945 forlod ’Dams Hotel’ og tog toget til Gudhjem. Her installerede han sig kl. 17 på ’Jantzens Hotel’.
Hans aktiviteter i de følgende dage fik for alvor de bornholmske modstandsgrupper til at føle sig bekræftet i deres mistanke. Bidstrup holdt Sund under observation til torsdag, og overalt fotograferede betjenten flittigt med sit medbragte ’Leica’-kamera.

Kaj Sund løb i Svaneke ind i et par tidligere kolleger.

Luslede rundt i kunstnerlandsby
I Melsted tilbød ’løjtnant Sandvad’ en lokal fisker at købe en båd til ham, hvis han kunne skaffe ham nogle bestemte oplysninger. [2] Han besøgte også en god ven, en lokal fisker ved navn Schou.
”Da Komparenten (Sund, forf.) besøgte sin Bekendt (…) havde de bl.a. talt om en anden Kunstmaler, og Schou havde ganske tilfældigt sagt (…)., at der boede en Kunstmaler ved Navn Howalt nede ved Havnen,” fremgik det, da Sund blev afhørt.
Det var et af byens kunstnerhjem, de to mænd drøftede. Henry Howalts hustru, Siegfriede, var også kunstmaler, og parret boede i et gammelt fiskerhus i Melsted Langgade. Sund forsikrede under politiafhøringen, at han ikke havde vist nogen speciel interesse i at få oplysninger af Schou om Howalt, og de havde ikke talt mere om sagen.
”Da de Dagen efter var ude (…) for at fiske Torsk, stod Howalt tilfældigt paa Stranden og hilste paa Schou, som derefter fortalte Komparenten (Sund, forf.), at det var Kunstmaleren,” lød rapporten videre.
”Da de sejlede ud af Havnen, havde Schou endvidere forklaret (…), hvor Howalts Hus laa, og Komparenten havde derefter taget et Billede af Havnen med Howalts Hus i Baggrunden.”[3]
’Løjtnant Sandvand’ forhørte sig her og der blandt lokalbefolkningen. Blandt andet faldt han ud af, at en fiskekutter fra Nexø jævnligt foretog illegale persontransporter til Sverige. Blandt passagererne var betjente, der som følge af den tyske aktion mod politiet frygtede arrestation. [4]

Snak med gammel kollega
Torsdag den 8. februar ud på eftermiddagen installerede Sund sig på ’Hotel Østersøen’ i Svaneke. Fredag formiddag benyttede han til at hamstre shagtobak i byens butikker. Han fik også en snak med hotelindehaveren og den tidligere makker Edvard Hass.
Oven på et eftermiddagsbesøg ude i byen vendte Sund tilbage til hotellet, hvor han igen traf Hass, der inviterede Kaj Sund til middagsmad sammen kollegaen Lauesen. Han kom til senere, efter at Sund havde været med ude og se en schäferhund, som Edvard Hass havde anskaffet sig.[5]
Den hyggelige invitation til aftensamvær var aftalt spil. De lokale politifolk havde haft den tanke, at overbetjent Sunds ankomst kunne være et forvarsel om nye razziaer mod de politifolk, der stadig var på fri fod. Men som Hass og Lauesen nu så det, syntes formålet snarere at være afsløring af illegale transporter til og fra Bornholm.
”De blev derfor enige om, at der maatte gøres noget, saa Sund ikke kom til at anrette Skade,” forklarede de.[6]

Invitation til aftensamvær
Politibetjent Hass tog kontakt til den 41-årige postbådfører Peter Sonne, der var aktiv i den illegale ruteorganisation ’Laksene’. Han adviserede fiskeskipper Aksel Hansen på ’Ramona’, der skulle afgå samme aften med nogle flygtninge. Han erklærede sig parat til at placere sig ud for Vigehavnen og være klar til at tage Kaj Edmund Sund om bord. [7]
Aksel Hansen fik fortalt, at Frihedsrådet havde besluttet, at den nazistiske betjent skulle af vejen.
”Da Politibetjent Hass var den, der bedst kendte Sund, blev det besluttet, at han skulde holde Kontakt med ham i Svaneke og derefter invitere ham hjem, hvor Overbetjent Lauesen derefter tilfældigt skulde støde til,” lød rapporten over afhøringen af de to betjente. [8]

Småfulde og ud på aftenvandring
Til spisningen hos Edvard Hass delte de tre mænd en halv flaske snaps og fik hver en øl. Kl. 19, da mørket for længst havde lagt sig, foreslog Lauesen, at de skulle gå en tur. Kollegerne ville vise Sund en båd, der var under mistanke for at blive brugt til illegal sejlads med flygtninge. De fulgtes ud ad vejen mod Gudhjem.
”Komparenten (Sund, forf.) frøs imidlertid, da han ikke havde Frakke paa, og da de havde gaaet et Stykke Tid, sagde han, at han vilde vende om, men de andre overtalte ham til at gaa med lidt længere, idet de saa i Stedet for at gaa samme Vej tilbage kunde følge Stranden hjem,” fremgik, da Kaj Edmund Sund var til afhøring en uge senere.
Mændene var næsten nået til Hammerslet. Sund gik forrest, og de to politikolleger kaldte på ham. På stien bag dem tonede konturerne af tre kraftige mænd frem.

Kamp på liv og død i vandet
En af dem var Peter Sonne, en anden den ligeledes 41-årige skomager Leo Bahn, der var leder af en af de militære ventegrupper i Svaneke.
”Da Mændene kom op til Komparenten (Sund, forf.), greb de fat i ham og begyndte at visitere ham, idet de spurgte, om han havde Skydevaaben paa sig.”
Kaj Edmund Sund svarede, at han ingen havde. Mændene slæbte ham ned til en robåd, der lå mellem klipperne, men han gjorde voldsom modstand. [9]
”Da de nåede havnen, sprang han i vandet og tog Leo Bahn med sig,” skrev historikeren Jørgen H. Barfod i sin bog Et centrum i periferien.
”Sund havde fået en hånd ind i ganen på Bahn og trak ham under vandet for at drukne ham, men Peter Sonne sprang efter, og ved hjælp fra flere sider blev han omsider trukket op og bastet og bundet, hvorefter han blev trukket om bord på robåden, der derefter satte kurs mod ’Ramona’.”

Slået med åre
Under voldsomhederne havde en af bortførerne givet Sund tre hårde slag i hovedet med en åre, så han var halvt bevidstløs. Det blev ikke bedre, da de nåede ud til ’Ramona’, hvor der var passagerer ganske uden varme følelser for nogen nazistisk betjent.
”(Han blev) modtaget af et par modstandsfolk, der havde måttet flygte fra klammeri og skudsår i København. De gav ham en ordentlig gang klø, og bagefter gik der ikke lang tid, før han lignede et nøgle sejlgarn,” skrev Jørgen H. Barfod.[10]
Kaj Edmund Sund blev bundet på hænder og fødder.
”Samtidig blev alt, hvad Komparenten havde i Lommerne, taget fra ham, og han blev lagt ned i Baadens Last, og Sejladsen begyndte ’til det ukendte’, indskyder Komparenten., idet han dengang regnede med, at han skulde kastes over bord,” lød rapporten, da Sund forklarede sig.

Overbetjent Sunds forklaringer under afhøringerne i Malmø var afgørende for afsløringen af Svend Staal-gruppen.

Rev Ausweis i stykker
1500 kroner (ca. 33.000 nutidskroner) i kontanter blev frataget ham, og det samme blev en fyldepen, en skrueblyant, en lommebog, et jernbanekort lydende på ’Svendsen’ og to falske legitimationskort lydende på henholdsvis ’Frederik Erik Svendsen’ og ’Poul Hansen’. De falske kort havde han selv lavet i Dahlerupsgade, hvor der fandtes både stempler og blanketter til legitimationskort.
”Under Ransagningen i Baaden glemte man (…) at fratage ham Pung og Ausweis. Da han under Overrejsen blev klar over, at han ikke skulde ’kastes i Vandet’, spekulerede han paa, hvordan han skulde faa dette Ausweis bort,” fremgik det af politirapporten.
”Paa Turen blev han syg og frøs meget som Følge af, at han havde været i det kolde Vand. Han fik derefter en Dyne over sig, og det lykkedes ham under denne at faa den ene Haand fri og komme ind i Inderlommen paa Vesten og faa fat i Ausweis’et, som var udstedt af Der höhere SS- und Polizeiführer in Dänemark paa Navnet: Jan Sandvad, Løjtnant i Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste.”
Han rev kortet i stykker og kastede stumperne ud af bunden af båden. Da klokken var 1.30 natten til lørdag den 10. februar anløb båden Simrishamn, og Kaj Edmund Sund blev derefter overgivet til de svenske myndigheder.

Afslørende effekter på hotellet
Efter at Kaj Sund var blevet anbragt i robåden, var politibetjent Edvard Hass i fuld fart løbet op til  hotellet, hvor han fik værten til at udlevere nøglen til Sunds værelse. Hass tog Sunds bagage og skyndte sig tilbage til båden, som imidlertid var sejlet. Han kom dog snart over med en anden båd.
”Sunds Overfrakke og Pelshue og Pyjamas fik Politibetjent Hass ikke med fra Hotellet, og han ved ikke, hvad der senere er blevet af dette,” fremgik det af rapporten, da Hass og Lauesen blev afhørt.[11]
Indholdet af overbetjent Sunds bagage var ganske prekært og var endnu et eksempel på hans himmelråbende mangel på professionalisme. Han havde efterladt sin fortegnelse over samtlige meddelere på Bornholm og dertil to pistoler og 25 patroner.
”Pistolerne har Komparenten (Sund, forf.) faaet paa E.T.’s Kontor (…), hvor Erik V. Pedersen har udleveret dem til ham efter den 19. September 1944,” skrev den danske kriminalbetjent Niels Jensen, da han en uge senere afhørte Kaj Edmund Sund i Malmø.
”Det var begge ’Politipistoler’, og han har selv skrevet Numrene paa Ausweiset efter Ordre fra Erik V. Pedersen, idet det var en Regel, at man, hvis man blev stoppet f.Eks. af Gestapo, skulde kunne bevise, at man havde Ret til at bære Skydevaaben.”
Kaj Edmund Sund forklarede, at han havde kastet sin tjenestepistol fra det danske politi i havnen ud for Peder Skramsgade efter den 19. september 1944.
”Han (vilde ikke) have sin egen Pistol paa sig, hvis Nummer kunde henvise til hans rette Navn – evt. i Politiets Bøger – hvilket kunde være ubehageligt i det Tilfælde, han blev anholdt af Frihedskæmpere,” lød forklaringen.
”De 25 Skud Patroner har Komparenten fra den Tid, han efter den 19. September gjorde Tjeneste paa Station 7.”[12]
Overbetjent Kaj Edmund Sund kom med sine udtalelser den 20. februar 1945. Det var tre dage efter, at svensk politi havde udlånt ham til Det danske Gesandtskabs politimission, der bestod af politifolk, der var flygtet til Sverige.

To afslørende afhøringer
Niels Jensen havde den 17. februar taget fat på en række grundige afhøringer af Kaj Edmund Sund. Det var i den forbindelser, alle de udførlige udtalelser faldt, som har fyldt adskillige af kapitlerne i denne bog.
En vigtig grund til, at han lagde kortene på bordet, var formentlig, at han var grundigt rystet efter bortførelsen og den livsfare, han oplevede, da han troede, han var ved at blive likvideret. Lige så vigtigt kan det have været, at Niels Jensen fra start kunne konfrontere ’løjtnant Sandvad’ med, at han allerede vidste meget – chokerende meget.
På Bornholm havde man den 10. februar 1945 – lige efter bortførelsen – modtaget svar på den forespørgsel, som var blevet sendt til det illegale politi ved Sunds ankomst. Og kriminalbetjenten i Malmø vidste naturligvis også besked med det svar, man på Bornholm havde modtaget fra ’Ernst’.
”Paagældende er identisk med: Overbetjent i Kystpolitiet Kaj (…) Sund, f.d. 12/9 12 i Viborg. – Han har tidligere været Overbetjent i Svaneke,” hed det.
Det illegale politi var nu i stand til at kombinere flere og flere oplysninger fra forskellige kilder.
”Der verserer for Øjeblikket Undersøgelse vedrørende en Stikkergruppe bestaaende af tidligere Politifolk, der nu arbejder direkte for Gestapo, idet de bl.a. søger at faa Kontakt med Politimænd. Gruppen kaldes Svend Staal ’Gruppen’. Leder er Politibetjent Poul Ditlev-Nielsen, København. Det menes, at fornævnte Sund er identisk med et ikke identificeret Medlem af Gruppen. Sund maa herefter betragtes som en meget farlig Mand, der bedes holdt under Observation. Underretning om Iagttagelser bedes indsendt, . E.”[13]
Efter at det var lykkedes Erik V. Pedersen, Ditlev Nielsen og deres nazistiske betjente at operere ekstremt diskret i mange måneder, var maskerne nu faldet i to omgange. Der var gået hul på bylden, da ’Parsberg’ valgte at tale ud, og sluserne blev åbnet helt under afhøringen af ’løjtnant Sandvad’ i Malmø.

Læs evt. også dette kapiteluddrag: Nazibetjent i knibe

Her kan du læse en foromtale af bogen: Historien bag et billede

[1] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[2] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[3] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[4] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[5] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[6] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[7] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[8] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[9] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[10] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189, og interview med i 1993 Edvard Julius Hansen, reservepolitibetjent i kystbevogtningen på Bornholm fra 1943..

[11] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[12] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[13] Svar fra det illegale politi den 10. februar 1945.

James Bond-ræs med kurerpige over Djursland

SOE-agenten Fritz Tornøe Vang var tilknyttet våbenmodtagechefen Jens Toldstrups stab. (Foto: Nationalmuseet)

Våbenmodtagechefen Jens Toldstrups faste stab var en højmobil enhed, der indlogerede sig snart hér snart dér i Jylland.
Blandt de tilknyttede var den 26-årige Frits T. Vang (1918-1980), der var blevet nedkastet med faldskærm i august 1944 som agent fra den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE).
Kort efter at Toldstrups hovedkvarter havde slået sig ned på en ny adresse, sendte chefen Vang ud i et ærinde sammen med én af sine kurerpiger, den 23-årige Gertrud Pedersen (1921-2017).
Frits Vang berettede i 1980 i sin bog Faldskærmsmand og sabotør (Berlingske Forlag) om det halsbrækkende ridt, der blev resultatet. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet. Ellers er teksten som den originale i dette uddrag.

Hasteordre afbrød roen
“Efter den lange november med mange stærke begivenheder trængte vi til at slappe lidt af. Hovedkvarteret blev flyttet til Grenå, hvor der herskede ro og idyl i forhold til de fleste andre steder. (…) I Grenå boede jeg privat hos byens ældste præst og havde det som blommen i et æg i hans gæstfri hjem.
Min rekreation varede knap en uge, så blev jeg uventet og midt i aftensmaden kaldt hen til Toldstrup. Jeg var straks klar over, at den var gal. Han gik op og ned ad gulvet – det gjorde han altid, når problemerne skulle gennemtænkes.
“Du skal snarest muligt køre en kurer til Randers. Sagen er vigtig. I skal være fremme senest kl. 22.00,” sagde han med alvor i stemmen.
Efterhånden havde jeg vænnet mig til disse kortfattede direktiver, som indebar en god portion tillid, hvilket jeg var stolt over.
“Jeg har ingen bil,” måtte jeg forklare.
“Så skaf en, byen har biler n0k,” lod han forstå.

Våbenmodtagechefen Toldstrup med sin kurerpige Gertrud Pedersen, der døde for nylig i en alder af 95 år.

Stjal bil ved købmandsgård
Der var kun et at gøre – at komme i gang med opgaven.
Hidtil var mit arbejde i høj grad præget af planlægning og grundige forberedelser, men denne gang var det lige på og hårdt. Der skulle løbes en stor risiko, fordi alting måtte improviseres i en fart.
(…) Aftenen var kold og mørk – det var i december måned.
Hurtigt fandt jeg frem til en stor købmandsgård, hvor nogle personbiler var parkeret. Jeg stjal den bedste og kørte tilbage til kureren, som var klar til afgang. En uforglemmelig tur fik derefter sin start ad hovedvejen mod Randers (…).
Tiden tillod ikke at køre ad bivejene, som vi ellers burde gøre i sådanne situationer. Vi måtte tage chancen og håbe på heldet. Hastværket bragte nerverne på højkant.
“Hvis det går galt, skal du kun gøre, som jeg siger – så sker der ikke noget,” fortalte jeg den kvindelige kurer, som var illegal og medlem af Toldstrups faste stab.
I det borgerlige liv hed hun Gertrud Pedersen og var gift med en kriminalkommissær.

Kørte flere heste ned
Grenå med idyllen og de gode værtsfolk forsvandt hurtigt bag os, nu gjaldt det udelukkende fremtiden, og den var lige så mørk som natten.  Skæbnen indhentede os i Auning, 22 km fra Randers, hvor vi mødte en tysk vejkontrol.
Der var ingen tvivl om sagen, for jeg kendte mønstret ved disse spærringer. Midt på gaden stod en soldat, der holdt en stor lygte foran sig, medens hans sidemand hele tiden bevægede sig fra højre til venstre og tilbage. Smutveje fandtes ikke. Der var kun én vej for os – fremad. En tysk undersøgelse kunne vi ikke klare.
“Hold godt fast. Vi stikker af. Jeg tager fortovet,” fik jeg sagt i en fart.
Lidt foran soldaterne satte jeg hastigheden ned, men drejede uden om dem, trådte speederen i bund og fortsatte ad fortovet. Men her kom den næste forhindring. Stedet var fyldt med heste, bønder og tyskere. Vi var røget ind i et tysk opkøb af danske heste, som af praktiske grunde foregik i aftenens mørke. (…)  Bilen ramte flere af de store jyske heste og blev slemt molesteret. Folk råbte ophidset til os og truede med geværer og knyttede næver. Heldigvis kunne vognen stadig køre, hvorfor jeg fik bakket væk fra en hest, der næsten lå over køleren.

Frits T. Vang

Videre i en ‘bulet blikspand’
Karosseriet lignede en bulet blikspand, men motoren levede i bedste velgående, og det gjorde vi også. Med sved på panden og under de særeste lyde fra bilen suste vi ud af byen videre mod Randers.
Fra gulvet bagi vognen kom en klirrende raslen.  Et større radioapparat var øjensynligt faldet ned fra bagsædet ved sammenstødet med hestene. Først nu, da det var knust, lagde vi mærke til det. En lille detalje, som netop understregede, at turen ikke var helt almindelig.
Nerverne var stadig fremme, selv om blokaden i Auning fik en lykkelig udgang. Turen var endnu ikke overstået og meget kunne ske – vi var sårbare på grund af den ramponerede bil. Desuden anede vi intet om, hvorledes den tyske vejkontrol havde reageret på den skøre flugtbilists optræden.
“Lige på og hårdt” – var dagens tekst.

Tilflugt på tom station
Ved indkørslen til Randers hørte vi næsten alt for tydeligt, sirenerne blæste luftalarm. Nu måtte vi hurtigt af vejen., for kun tyskerne færdedes ude ved alarmering. (…) Løsningen (…) blev jernbanestationen i Kristrup, hvor bilen blev gemt væk bag et skur, og vi selv tog ophold i ventesalen.
Det var håbløst at opnå kontakt som aftalt. Vi måtte blive i lokalet og afvente morgendagen. Natten var kold og ubehagelig, og tiden sneglede sig af sted på de hårde træbænke. En slurk vand fra vaskekummen gjorde godt og blev nydt med taknemmelighed.
Tidligt på dagen forlod vi bilen og stationen til fods – trætte og søvnige. Ufatteligt, det var gået godt. (…) Kureren fik afleveret de hemmelige papirer på rette sted, og forsinkelsen fik ingen større betydning.”

Indlæg om Gertrud Pedersen og hendes mand Carl Pedersen i anledning af Gertruds død

Næsten 135.000 kr. fra 90 private

OBS!! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21

—– —– —– —–

Private, navngivne bidragydere (alfabetisk orden efter efternavn):

Uffe Andreasen
Simon Bang
Asger J. Benda
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Jarl Cordua
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Annette Jonsson
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen

Jakob Kjærsgaard
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Ann-Mari Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin S. Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Rasmus Rosenmeier
Peter Rydell

Jan Skougaard
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

I alt:  55.889 kr. fra 81 navngivne donorer

Fonde:
Interfond: 150.000 kr. (udbetalt)
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond: 50.000 kr. (udbetalt)
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 100.000 kroner (til senere udbetaling)
Augustinusfonden: 100.000 kroner (til senere udbetaling)

Foreninger/projekter:
Projekt Stjerne Radio: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook: 1.000 kr.
I alt: 2.000 kr.

7 anonyme har givet i alt 75.711 kroner

Obs! – Jeg har gjort mig umage for at få alle navnene med, men det kan jo ske, at et enkelt ’smutter’ – nu eller senere. Hvis du savner dit navn på listen efter et bidrag, så send mig venligst en besked.

Nazibetjent i knibe

Tage Andersen, der var medlem af nazistpartiet DNSAP, blev i 1940 ansat som politibetjent. I maj 1943 blev han sendt ud med et udrykningshold, da der kom anmeldelse om en sabotage, og folkene fra Københavns Politi skød mod sabotørerne og anholdt tre af dem.
Sammen med kollegerne fik Tage Andersen en kontant belønning fra København for god og rettidig indgriben.
Men klimaet blev stadig hårdere for nazisterne i dansk politi. Det blev det også for Tage Andersen. Han kom til at høre til i udkanten af de nazistiske politinetværk Svend Staal-gruppen, men hans historie fylder meget i Erland Leth Pedersens og min bog Svend Staal-gruppen (forlaget Nyt DPIF), fordi hans sag blev efterforsket minutiøst af politiet efter krigen.
Dermed er kildemateriale noget skævt, for mange af de centrale personer i gruppen blev likvideret i krigens sidste måneder. Derfor blev der ikke lavet efterforskningssag mod dem under retsopgøret.
Afsnittet er et eksempel på, at mange af de nazistiske betjentes gerninger ligger i et tågeslør, hvor det kan være svært at konkludere håndfast, hvad der skete. Det skyldes, at det lykkedes tysk politi at ødelægge næsten alle kartoteker og andre akter før kapitulationen. Derfor har vi ofte kun akterne fra retsopgøret som kildemateriale, og her var alle opmærksomme på at bagatellisere deres handlinger mest muligt, fordi de stod til en hård straf.
Tage Andersen var blandt de nazistiske betjente, der slap billigst, idet han i 1947 blev idømt fire års fængsel. De øvrige blev idømt mellem 10 og 16 års fængsel.
Nedenstående er et uddrag  på siderne 72-78 af kapitel 5 ‘Fjender til alle sider’. Det handler om den periode, hvor tingene begyndte at spidse til for den 29-årige Tage Andersen. Det var efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 – før og lige efter nytår 1943/44.
Bogen udkommer i anden halvdel af september.

—– —– —– —– —–

(Mellemrubrikkerne er sat ind – ellers er teksten identisk med bogens tekst)
En af de politifolk, der var kommet en uholdbar situation, var Tage Andersen på Station 3 i Store Kongensgade, manden der året før i politiledelsens øjne havde gjort en god indsats ved afværgelsen af sabotageforsøget mod Emdrup Dampvaskeri. Netop Andersens nidkærhed havde givet ham et dårligt ry blandt det store flertal af politikolleger. Chefen for Ordenspolitiet i København, politiinspektør Einar Mellerup, tog stilling til Andersens forhold og gav sin konklusion i en brev af den 5. april 1944.
”Han er blevet beskyldt for paa en bestemt Dag til et nærmere angivet Klokkeslæt at være gaaet ind i Schalburgkorpsets Kaserne paa Blegdamsvej, men han har over for mig dokumenteret, at han paa det anførte Tidspunkt var til Lægebehandling paa Christianshavn,” skrev Mellerup.
”Han har endvidere (…) fra Schalburgkorpset faaet en Erklæring, som jeg ogsaa har set, om, at han ikke har været besøgende i Schalburgkorpsets Kaserne den paagældende Dag. Han nægter overhovedet nogen Sinde at have været der. (…) Under de nuværende Forhold mener jeg det ganske nødvendigt, at han snarest forflyttes.”[1]

Nævnt som stikker
Tage Andersen var kommet i den illegale presse. I Studenternes Efterretningstjeneste blev han betegnet som en ’farlig Stikker’, og det illegale Information var på samme linje.
”Han er Stikker for Tyskerne og har sin Gang hos Schalburgkorpset i Frimurerlogen paa Blegdamsvej, hvor han af Kolleger er set gaa ind. Han angiver overfor yngre Kolleger at være engelskvenlig, hvorefter han angiver dem,” skrev nyhedsbrevet. [2]
En uge senere anmeldte Tage Andersen, at der ved hans hjem i ejendommen Bremensgade 15 på Christianshavn havde gået fordægtige personer rundt i gården, og at han havde modtaget et trusselsbrev. Hans 27-årige hustru Inga havde fået et nervesammenbrud og havde taget ophold hos sine forældre i Nørre Alslev på Falster sammen med parrets treårige datter.[3]

Politiinspektøren: Han må væk
Tage Andersens sag blev undersøgt usædvanlig grundigt af politiet både under og efter besættelsen, for den var ikke så ligetil. Det synes at ligge mellem linjerne i politiinspektør Mellerups brev, at han syntes, at Andersen på mange måder var en reel og fornuftig mand, selv om han var kantet og uden evne til at stikke fingeren i jorden og tage bestik af stemningen i korpset.
Den stærke mistanke om, at han skulle have stukket nogen af politikollegerne blev ikke bevist – heller ikke senere.
Tilsyneladende var betjent Andersen en mand, der i hvert fald til den 29. august 1943 mente, at hans nazistiske standpunkt var et regulært politisk synspunkt, som han roligt kunne hævde og lægge frem til drøftelse – også selv om DNSAP støttede den magt, der holdt Danmark besat.
Og når det gjaldt bekæmpelse af illegal virksomhed havde hans holdning jo officiel støtte. Spørgsmålet spidsede til, da Tage Andersen i sommeren 1943 havde modtaget en kontant belønning af rigspolitichefen for sin indsats.
”Paa Station 3 havde han ofte nogle kraftige Diskussioner med Kollegerne, som ikke delte Politidirektørens og Rigspolitichefens Anskuelse,” hed det i referatet af Andersens forklaring, da der blev afsagt dom i hans sag efter krigen.
”Komparenten blev generet den ene Gang efter den anden og udskældt for at være Nazist, fordi han mente, at det var rigtigt at bekæmpe Sabotagen. Ca. et halvt aars Tid efter denne Episode kom der et anonymt Opslag i Vagtstuen, hvori stod, at han var set gaa ind paa Schalburg Korpsets Hovedkvarter paa Blegdamsvejen den 15/2 1944 Kl. 12.15. Dette Opslag rev han imidlertid ned, da han vidste, at Sigtelsen var helt forkert.”[4]

Påfaldende udramatisk afhøring
Ifølge Tage Andersens forklaring var det vedholdende og gentagne trusler, der satte gang i den udvikling, der førte ham til Schalburgkorpsets bygning på Blegdamsvej.
En dag først i 1944 fik han tilsendt noget, der lignede et avisudklip af en dødsannonce med et sort kors og ordlyden ’Død mand sladrer ikke’.
På samme tid modtog han et brev, som omtrent havde ordlyden:
”Hr. Andersen, dette for at Advare Dem, at Deres Liv er i Fare. Der er Mordere ude efter Dem, Svend Aage Mortensen og Hustru, Brigadevej 8, er uddelere af illegale Blade i stor Stil og er fanatiske Kommunister.”
I betragtning af de skærpede tilstande og den stigende kampvilje i det nazistiske miljø reagerede Tage Andersen overraskende behersket. Han drøftede med en ældre kollega på Station 3, hvad han skulle stille op. Det førte til, at han tog ud op opsøgte specialarbejder Mortensen for at tage en snak med ham om brevet.
Efter krigen blev Mortensen afhørt om besøget. Selv om afhøringen fandt sted i sommeren 1945, da hævntørsten over for nazister og tyskerhåndlangere kulminerede, bekræftede arbejdsmanden over for politiet, at Tage Andersens besøg havde været udramatisk.
Andersen var mødt op i civil, han havde legitimeret sig og spurgt, om Mortensen havde noget med illegale bladet at gøre. Det benægtede han, hvorpå Tage Andersen viste ham et nummer af et illegalt blad, hvor Andersen selv stod opført som stikker.
Det mente Mortensen ikke at have noget at gøre med, hvorefter Andersen viste trusselsbrevet frem, hvori Svend Aage Mortensens navn var nævnt. Mortensen afviste blankt at have nogen hensigt om at gøre Tage Andersen fortræd.
Han fik den tanke, at hans svigermor kunne stå bag brevet, men det benægtede svigermoderen senere, hvad næppe kan overraske. Mændene blev enige om at brænde brevet i kakkelovnen, og Tage Andersen tog i al mindelighed afsked med hr. og fru Mortensen.[5]

Turde ikke bo hjemme
Kort efter at Inga Andersen var flyttet væk, fandt også Tage Andersen bopælen for utryg. Det virkede truende, at mystiske personer stadig oftere tog opstilling i nærheden af hans bopæl.
”Han begyndte da at sove i Detentionslokalet paa Station 3, men en Aften, da der var overfyldt (…), vidste han ikke, hvad han skulde gøre,” fremgik det af en afhøring efter krigen.
Efter at have cyklet rundt i byens gader et stykke tid uden mål og med henvendte Andersen sig i Frimurerlogen, hvor han traf den 55-årige ritmester Johan Stahr, der var bygningens kommandant.
Tage Andersen kendte Stahr tilbage fra 1938, da han havde tjent på Maribo-egnen. Stahr genkendte ikke Andersen, men tog til efterretning, hvilken situation politibetjenten befandt sig i. For at underbygge sin historie havde Andersen taget et af de blade med, hvori han figurerede på en udhængningsliste.

Traf politikollega i Schalburg-bygningen
Ifølge Tage Andersens forklaring gav ritmester Stahr ham lov til at overnatte i en kældergang, og derefter fik han lov til at sove i fem nætter i ritmesterens bolig. Derpå traf Tage Andersen den 28-årige politibetjent Erik Høst, der i sin værnepligtetid havde været i Den kongelige Livgarde.  Han havde netop tilsluttet sig Schalburgkorpset samtidig med, at han fortsat var politibetjent i på Station 1 på Nytorv.
”Ham fortalte Komparenten (Tage Andersen, forf.) hele sin Historie og fik saa Lov til at sove paa Høsts Værelse,” hed det i politiets rapport.[6]

Kolleger nægtede at gøre tjeneste med ham
Som modvægt mod Tage Andersens egen forklaring afhørte politiet også Svend Nielsen, tillidsmand på Station 3. Han fortalte, at P.b. 1884 Tage Andersen på ingen måde havde lagt skjul på sin sympati for tyskerne. Derfor fik han på et tidligt tidspunkt kollegerne imod sig.
”Senere, da flere og flere Stikkere blev skudt, og da (..) Tage Andersen selv blev ’hængt ud’ i de illegale Blade (…), og da der bl.a. til Stationen blev tillsendt ham en lille Krans, blev han mere forsigtig,” berettede Svend Nielsen.
”Han begyndte at paastaa, at han ingen Forbindelse havde med disse Kredse. Disse Paastande blev dog ikke troet af Stationens Personale, som følte sig i høj Grad usikker ved at have en saadan Mand gaaende imellem sig paa Stationen (…). Da det blev Politibetjent Tage Andersens Tur til at gøre Tjeneste som Ekstra Civilpatrouille, nægtede Politibetjentene at forrette denne Tjeneste med ham.”
Efter aftale mellem stationslederen og politiinspektør Mellerup fik tillidsmanden ordre til selv at udføre tjenesten sammen med Tage Andersen.
”Straks den første Dag (…) forsøgte Politibetjent Tage Andersen (…) at rense sig for Beskyldningerne (…), og han paastod ved denne Lejlighed, at han paa sig havde en Attest for, at han aldrig havde holdt til hos Schalburgkorpset.”
Hertil havde Svend Nielsen svaret, at hvis han havde sådan en attest, ville det netop bevise, at han havde haft forbindelse med nazistiske kredse, for ellers ville han aldrig have kunnet få den. Endvidere havde en af Station 3-kollegerne to gange set Tage Andersen gå ind i Frimurerlogen. Det skærpede yderligere mistanken mod ham.
”Noget virkeligt Bevis for, at Politibetjent. Tage Andersen har virket som Stikker eller Angiver, har vi (…) ikke endnu,” erkendte Svend Nielsen.[7]
En anden kollega Palle Kruse erklærede sig kortfattet enig i Svend Nielsens beskrivelse og vurdering, men Kruse mente, at Tage Andersen sådan set var en flink fyr.
”(Han har) altid (…) været en god Kollega, der har været parat til at hjælpe andre, hvor det var muligt. Han har aldrig udfordret nogen, men har heller aldrig benægtet, at han var Nazist.”
Det sagde Kruse den 25. juni 1945 – og markerede sig dermed som en nuanceret stemme i befrielsessommeren, hvor der ellers var frit slag for sort/hvide beskrivelser af dem, der var endt på krigens taberside. [8]

Nægtede længe tilknytning til Schalburgkorpset
Tage Andersen var en udholdende benægter. Han fastholdt længe, at hans besøg i Frimurerlogen kun havde været sporadiske og tilfældige. Først efter en del forskellige udsagn fra vidner, der fik vist fotos af Andersen med og uden uniform, erkendte han skridt for skridt, at hans tilknytning til Schalburgkorpsets ET havde været mere omfattende end som så.
Han hævdede dog, at han kun havde haft sin gang i logebygningen i en tre uger lang periode og altid var mødt op efter mørkets frembrud. At nogen havde set ham i logen i dagtimerne, kunne han også gøre rede for.
”Arrestanten forklarer, at naar han havde været i Frimurerlogen om Natten og til Eksempel ikke skulde møde til Tjeneste før den paafølgende Eftermiddag, gik han ud fra Frimurerlogen om Formiddagen for at købe en Madpakke og gik derefter tilbage,” hed det i en afhøringsrapport fra efteråret 1945.
Blandt dem, der var sikker på, at Tage Andersen havde haft sin gang i Frimurerlogen, var den senere ledende HIPO-mand William Petersen, der havde set Andersen i samtale med Erik Høst. Petersen havde dog opfattet Tage Andersen som en relativt underordnet person, der – i modstætning til Høst – ikke referede direkte til Erik V. Pedersen.[9]

Kvinde i cigarforretning var fortrolig
Under kortlæggelsen af Andersens færden talte politiet også med en kvinde, der ikke ønskede sit navn nævnt i rapporten. Hun havde en del kendskab til politipersonalet på Station 3, idet hun var ekspeditrice i en cigarforretning, som var meget brugt af betjentene.
Hun kunne fortælle, at Andersen af en politibetjent at være var god for påfaldende mange penge. Den afhørende betjent var ikke i tvivl om, at hun havde en del kendskab til Tage Andersen, der havde betroet sig til hende, når stemningen mod ham på stationen blev for slem. Han skal i løbet af foråret 1944 have sagt, at han havde købt nye møbler for 6000 kroner (svarende til over 130.000 kr. i dag).
”Kvinden spurgte ham, hvordan han dog havde kunnet faa Penge til alt dette, og dertil udtalte han, at han havde sparet sammen, idet baade han og Hustruen jo havde Arbejde,” fremgik det af rapporten.
Formålet med at bore i dette spørgsmål var tydeligvis en mistanke om, at det var arbejde for tyskerne, der kunne have sat hr. og fru Andersen i stand til at købe så dyrt ind. Ekspeditricen gav også en oplysning, der tydede på, at Tage Andersen ikke altid overnattede i Frimurerlogen.
Han skal have betroet hende, at han kom meget sammen med en kvinde, der var kassererske i Schalburgkorpset. Det har formentlig været efter, at hustruen var rejst tilbage til sine forældre på Falster med datteren. Andersen havde selv engang i sommeren 1944 udpeget sin veninde for ekspeditricen.
”(Han har) fortalt, at hun boede i Christiansgaarden, og at han opholdt sig en Del hos hende,” noterede politiet.[10]

[1] Brev fra politiinspektør Einar Mellerup den 5. april 1944.

[2] Studenternes Efterretningstjeneste den 27. marts 1944, Information den 16. marts 1944 samt De frie Danske nr. 6, den 30 maj 1943 (???).

[3] Politirapport den 13. april 1944.

[4] Afhøring af Tage Andersen hos Nykøbing Falster Politi den 23. juni 1945.

[5] Afhøringer af Tage Andersen den 26. juli 1945 og Svend Aage Mortensen den 30. august 1945.

[6] Afhøringer af Tage Andersen den 12. og 26.juli 1945; dombogen fra Københavns Byret vedr. tage Andersen den 9. januar 1947 samt kort i Centralkartoteket vedr. Erik Høst.

[7] Afhøring af tillidsmand Svend Nielsen den 16. april 1945.

[8] Notits af Palle Kruse, Københavns Politi, den 25. juni 1945.

[9] Indberetning fra Kriminalpolitiet i Nykøbing Falster vedr. Peter Asmussen af 12. juli 1945 og afhøringsrapporter vedr. Viktor Regelov Jensen den 19. oktober 1945, Ib Nedermark Hansen den 26. november 1945, William Petersen den 7. maj 1946 samt Tage Andersen den 26. november 1945.

[10] Notits, Københavns Politi, 4. december 1945.