Skolelærerens flugt fra Gestapo

Ejvind Jacobsen (nederst th.) som 25-årig lærer ved Dannevirke på en skolerejse i 1939. Pigen midt i forreste række med lyst hårbånd er den i dag 95-årige Kirsten Stenz – dengang ca. 14 år – der har gjort mig opmærksom på beretningen.

Lederen af modstandsbevægelsen i Randers reagerede hurtigt, da der blev ringet på hans dør en tidlig sommermorgen for 75 år siden. Han havde været forudseende og forberedt en flugtvej

Den 29-årige Ejvind Jacobsen, skolelærer på Hobrovejens skole i Randers, var leder af sabotagen og våbenmodtagelsen i november 1943 til forsommeren 1944 – i de sidste måneder også byleder i den østjyske by. Jacobsen var Dansk Samling-sympatisør og en dedikeret spejderleder i FDF. Det var netop i spejdermiljøet, han rekrutterede folk til arbejdet – blandt andet ægteparret Carl og Gertrud Pedersen, der blev vigtige hjælpere for nedkastningschefen Jens Toldstrup.
Den 9. juni 1944 var det imidlertid slut, men Ejvind Jacobsen undslap mirakuløst, da Gestapo prøvede at arrestere ham på hans bopæl i bebyggelsen Drosselhaven. Han endte med at komme til Sverige, hvor han lige før befrielsen kom ind i Den danske Brigade.
Jeg er tak skyldig til en af Ejvind Jacobsens gamle skoleelever, Kirsten Stenz, for at gøre mig opmærksom på lærerens beretning i Historisk Årbog for Randers Amt fra 1983. Den er den måske bedste og mest helstøbte beretning, jeg har haft til rådighed for bind 3 af Modstand.
Beretningen indgik i udstillingen ‘Modstand’ på Museum Østjylland tidligere i år, som jeg var konsulent på. Den havde nedenstående længde og blev til lejligheden læst op af en skuespiller, så gæsterne kunne aflytte historien med høretelefoner. Hvis du har bindet for hånden, er beretningen med side 506-511, men naturligvis i langt kortere form.
Jeg har selv haft min barndom og ungdom i Randers og oplever det som lidt specielt at finde ud af, at så dramatiske begivenheder, jeg ikke kendte noget til, er foregået på gader, hvor jeg færdedes daglig til og fra skole.

Klokken var kun tyve minutter i seks, da Gestapo ringede på entredøren. (…) Jeg sprang op og fik bukser på. Jeg hørte Thorup Lading (en logerende) lukke dem ind i entreen.
(…) Så blev der dundret på min dør, der var låst. (…) Jeg løb i mine morgensko hen til altandøren. (…) Jeg kastede et blik ned i anlægget. Der var mennesketomt. Jeg stoppede håndgranaten i den ene lomme, Colt’en i den anden. Der var ingen tid at spilde. Ned med papirrebet. Jeg skrævede over altanens jernrækværk og gled ned ad rebet.
(…) Det gik godt nok til 1. sals højde, men så var rebet filtret sammen (…). Jeg lod mig falde resten af vejen. (…) Jeg mærkede et jag af smerte i min højre fod, da jeg landede forkert på den.
(…) Jeg humpede ned ad grusgangen de ca. 50 m til muren, der var høj og ikke beregnet til at klatre over. Hvordan jeg kom over, ved jeg ikke. Måske hjalp det, at jeg hørte Gestapo sprænge døren.
Det gik tilsyneladende godt. Nu var det om at komme af vejen i en fart. Så snart tyskerne fandt ud af, at jeg var flygtet, ville de sikkert køre rundt i de nærmeste gader, og så ville det være let for dem at finde mig, hvis jeg ikke forinden var nået over på Skovbakken.
(…) Som min fod havde det, begyndte jeg at tvivle på, at det var en god ide at fortsætte. Foran mig så jeg indgangen til en stor villa. Jeg besluttede mig til at tage chancen for at blive skjult der (…), eller måske låne en cykel (…). Fruen lukkede op. Hun var i morgenkåbe. Hun ville øjensynlig ikke indlade sig på letsindigheder og gik ind for at vække sin mand. (…) Jeg forklarede ham, hvad der var sket og bad ham hjælpe mig.  (…) Han rystede forstående, men opgivende på hovedet og lukkede døren.
(…) Nu var jeg nødt til at prøve at gennemføre min oprindelige plan. (…) Jeg (…) kravlede på alle fire over en mark med jordbærplanter og nåede omsider frem til en tjørnehæk, der dannede den bageste afgrænsning af de haver, der stødte op til Christiansborgvej. Nr. 31 lå på den modsatte side af vejen.
(…) Der var nogen, der puslede omkring i haven. (…) Han var vist ved at fodre hønsene. Jeg havde intet valg. Han måtte hjælpe mig over hækken. Han var ejer af en slagterforretning. Jeg kendte ham af udseende.
Hurtigt satte jeg ham ind i, hvad der var sket. (…) Jeg blev anbragt i hønsehuset, mens han gik over vejen til nr. 31. (…) Han skulle bede Knud
(medlem af sabotagegruppen, red.) tage en stok med.
(…) Fra nu af kunne jeg overlade min videre skæbne til gruppen. Knud kom på cyklen og alarmerede Carl og Gertrud.
(…) Amtslægen var der endnu, da Gertrud kom. (…) Taxaen holdt ikke ved nr. 31, men et par huse derfra. Ved Gertruds hjælp humpede jeg gennem nogle haver bag om de nærmeste huse og kom ud til den ventende vogn.
Chaufføren fik opgivet en adresse i Vognmagergade, en smal og stejl gade lige over for bagindgangen til Søren Møllersgades skole.
(…) Vi nåede strædet, der gik langs Søren Møllersgades skole. (…) Jeg kom ved Gertruds hjælp over det smalle fortov og kom ind i en port. Herfra førte en trappe op til 1. sal (…). Det var købmand Brocks ejendom, hvor fruen havde stillet et værelse til rådighed i nødssituationer.
(…) Med stort besvær fik Gertrud mig op på et loftsværelse. (…) Det var nødvendigt, at jeg fik et nyt (legitimations)kort. Ellers ville jeg ikke kunne bluffe tyskerne (…).
Carl måtte passe sit arbejde på politigården. Alligevel fik han klaret legitimationskortet. Men ikke nok med det. Han fik lavet et til Gertrud, lydende på samme efternavn som mit. Ideen var, at vi lige var blevet gift, og at vi som ægteparret Nielsen skulle på bryllupsrejse.
Et par af Carl og Gertruds gode venner (…) havde lejet et sommerhus, lige da vi fik brug for det. De gik uden tøven med til, at Gertrud og jeg delte huset med dem. Det lå ved Begtrup Vig på Djursland.
(…) Klokken halv fire kom Gertrud (…). Endnu engang måtte jeg over fortovet. Så ind i vognen og af sted.
Klokken fire kom Gestapo med stor udrykning. Huset blev gennemsøgt. Da tyskerne ikke fandt mig der, fortsatte de eftersøgningen på det nærliggende bysygehus. De var nemlig blevet klar over, at der var noget i vejen med min ene fod.
(…) Heldet syntes foreløbig at være med mig. Vi kørte ud af Randers ad Grenåvej (…). Det er meget tvivlsomt, om vi ville være kommet igennem en tysk kontrol. Når de vidste, at der var noget i vejen med min ene fod, var jeg nok hurtigt blevet afsløret, selv om jeg havde falske papirer. Gertrud ville have delt skæbne med mig, idet der var dødsstraf for at hjælpe sabotører.
(…) Vi nåede vejen, der førte ned til stranden. Herfra kørte vi de sidste 500 m ad et par hjulspor hen til sommerhuset.
(…) Ved middagstid den næste dag sad jeg alene ved huset, mens de andre badede. Jeg sad omme ved læsiden, hvor jeg ikke kunne ses fra andre huse (…).
Som jeg sad der, hørte jeg en bil komme kørende i stærk fart ad vejen hen mod huset. (…) Bilen standsede med et ryk, og ud sprang ’min kones mand’ og en mand, jeg ikke havde set før.
(…) Ved et mærkeligt tilfælde var Toldstrup kommet til Randers dagen før min flugt. Carl havde sat ham ind i situationen. Det så ud til, at Gestapo ville afhøre samtlige taxachauffører i Randers for at finde ud af, hvem der havde kørt mig bort (…).
Toldstrup mente derfor, at mit skjulested i sommerhuset ikke var sikkert. Han havde sendt Carl af sted i ’Rosalie’
(Toldstrups bil, red.) (…). ’Tage’, der var hans chauffør (…), kendte alle smutveje.
(…) Det var blevet bestemt, at Gertrud, Carl og jeg skulle med ’Rosalie’ til Langå. Derfra skulle de tage toget til Randers. Toldstrup ville møde os i nærheden af stationen. (…).
’Så kører vi,’ var alt, hvad han sagde, og det gjorde vi. (…) Fra Skive drejede vi nordpå op gennem Salling. Sent på aftenen nåede vi Selde, hvor ’Kjeld’, læge Anton Rask, boede.
(…) Jeg kom under hans kyndige behandling (…) Nogle få kilometer fra Selde blev jeg indkvarteret hos nogle venlige mennesker (…). Næste dag blev jeg hentet af ’Kjeld’. Han kørte mig til sygehuset i Skive. Der blev min fod røntgenfotograferet.
(…) Nu fulgte 14 dage i Skive, hvor jeg boede hos pastor Chr. Haahr og blev forkælet på alle måder. (…) Toldstrup så også indenfor en dag. (…) I præstegården ventede man besøg af noget familie. (…) Det blev derfor besluttet, at jeg skulle skifte opholdssted. (…) Valget faldt på Krabbesholm højskole i Skive.
(…) Det var juli måned. Jeg havde ikke hørt nyt fra Randers i lang tid. Min fod havde det stadig ikke godt. (…) Toldstrup bestemte sig til at sende mig til Sverige. Jeg var for farlig at have gående, hvis tyskerne skulle finde mig. Jeg kunne jo alligevel ikke foretage mig noget nyttigt.”
(Fra Historisk Aarbog fra Randers Amt. 1983 – heri en skitse over flugtruten)

Læs evt. også denne historie om Gertrud og Carl Pedersen: http://nielsbirgerdanielsen.dk/farvel-til-kurerpige/
…og dette om modtagechefen Toldstrup: http://nielsbirgerdanielsen.dk/partisanhoevdingen/

Kommentarer
2 kommentarer til “Skolelærerens flugt fra Gestapo”
  1. Henrik Murmann siger:

    Dejlig beretning fra Randers Amt Årbog 1983 – ENKEL OG STÆRK, TAK!

Skriv en kommentar