Stikkerne – og Vilhelm Buhls ‘stikkertale’

Den 16. september 1942  figurerede en annonce i Aarhuus Stiftstidende under overskriften ‘Dusør’. Den var indrykket af byens politimester, der lovede 1000 kr. (svarende til ca. 21.000 nutidskroner) til den, der gav oplysninger, der kunne føre til opklaringen af sabotage-brandstiftelsen på Skorup Jensens Skrædderværksted i Fredericiagade. Firmaet leverede uniformer til den tyske værnemagt.
Det fremgår af historikeren Henrik Skov Kristensens biografi Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent (Nyt Nordisk Forlag, 2010).
Annoncen blev bragt præcis 14 dage efter statsminister Vilhelm Buhls berygtede ‘stikkertale’ i radioen, hvori Buhl erklærede, at den, ‘som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser’.
Buhls og regeringens hensigt med politikken var at holde politi og domsmyndighed på danske hænder.

Angav sin brors gruppe
Tilbuddet om dusør blev en tragisk milepæl i den århusianske modstandsbevægelses historie. Det blev første gang, den dengang 18-årige Grethe Bartram gik til myndighederne med viden om modstandsfolk.
Hun kunne under retsopgøret selvfølgelig ikke dømmes for at have givet oplysninger til dansk politi, men alligevel var netop hendes stikkeri i september 1942 med til at stille hende i et dæmonisk lys, der gør hende velkendt i langt bredere kredse end normalt besættelsestidsinteresserede.
Grethe Bartram gik ikke af vejen for at angive familiemedlemmer eller nære bekendte i det kommunistiske arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Hendes bror, Christian, var blandt de anholdte. Han fik ét års tugthus ved en tysk krigsret, mens tre andre fik domme på ti års tugthus. Dommene skulle afsones i Tyskland, hvor vilkårene var væsentligt hårdere end i danske fængsler.

Ni af ofrene døde på grund af kz-ophold
Men det var nærmest en bagatel i forhold til, hvad der skulle følge. Efter at ‘storstikkersken fra Århus’ i februar 1944 gik i Gestapos tjeneste, angav hun 70 landsmænd, hvoraf adskillige blev underkastet tortur under afhøringerne. 33 blev deporteret til kz-lejr i Tyskland. Ni af dem døde som følge af opholdet, fremgår det af Skov Kristensens bog.
Kritikere af de danske myndigheders samarbejdspolitik – f.eks. modstandsveteranen Jørgen Kieler – har ofte fremhævet, at de danske myndigheders udlovning af dusører i bl.a. sabotagesager førte mange ind på en glidebane, der senere førte de samme personer over i stikkervirksomhed for Gestapo.
I hvert fald melder alle beretninger, jeg har hørt og læst, om, at risikoen for stikkere i de sidste krigsår var allestedsnærværende.

Standard-forsvarsargumentet
Hvis man vil argumentere for, at Buhl-regeringens politik fik den betydning, er Grethe Bartram nok et dårligt eksempel. I betragtning af den totalt hæmningsløse virksomhed, hun udfoldede for Gestapo i krigens sidste 15 måneder, er det svært at tro, at det betød noget særligt, at hun havde givet sine første oplysninger til dansk politi.
Spørgsmålet kan næppe besvares endegyldigt – selv ved den grundigste gennemgang af retsakter fra retsopgørets angiverisager. Alle, der skulle forsvare sig mod en sådan anklage, har formentlig som det første henvist til Vilhelm  Buhls radiotale – og til, at de begyndte deres angiveri, fordi de mente, det var lovligt at hjælpe dansk politi.

Smag for let tjente penge
Men én side af Grethe Bartrams historie er – synes jeg – tankevækkende, når det gælder de danske dusørers eventuelle virkning. Den århusianske pige følte, at hun var ‘født til noget bedre’. Hun ville have penge og hæve sig ud af det fattige arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Jeg tror ikke på, at nogen har været så dumme, at de ikke indså, at det var noget helt andet at gå til Gestapo efter 29. august 1943 end til dansk politi. Men penge kan være en stærk drivkraft. Og hvor mange havde fået så meget smag for de let tjente penge hos dansk politi, at de ikke holdt sig tilbage fra at give det tyske hemmelige politi tilsvarende oplysninger?

Interviewet i 2010
Grethe Bartram blev i øvrigt dødsdømt ved Århus Kriminalret, Vestre Landsret og Højesteret, men hun blev benådet til fængsel på livstid. I 1956 blev hun løsladt efter afsoning i Horserød-lejren.
Hun rejste til Sverige og lever stadig i en alder af 90 år i landsbyen Vessingebro i Falkenberg Kommune i Halland.
Berlingske Tidende opsøgte hende i 2010, da hun var 86 år,  og bragte dette interview (Foto fra Henrik Skov Kristensen: Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent)

En anden af besættelsestidens uhyggelige stikkerskikkelser, ‘Hestetyven’ (Rudolf Christiansen’) er emnet i denne artikel

Vilhelm Buhl og bl.a. hans antisabotagetale – ‘stikkertalen’ – behandles i dette indlæg

 

for alle og navnlig de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser«
Skriv en kommentar