Den frygtløse adelsdame

Da jeg i sidste uge skrev mit indlæg om Flemming B. Muus (artiklen her), kom jeg uundgåeligt også til af beskæftige mig med hans hustru, Varinka Wichfeld Muus, og hans svigermor Monica Wichfeld (billedet).
De er to af besættelsestidens betydningsfulde modstandskvinder, og specielt Monica Wichfeld havde en unik personlig historie. Den fik jeg ikke plads til i den artikel, som jeg har skrevet til BT i dag, søndag 7. september, så den vil jeg bruge nogle linjer på her.
For det første var godsejerfruen, der var en pioner i Lollands modstandsbevægelse, ikke dansker, men en dame af den britiske højadel. Monica Massy-Beresford, som hun var døbt, voksede op på et landsted ved den store sø Lough Erne i det nuværende Nordirland.

Smuglede rifler i skørtet
Allerede som 18-årig viste hun den dristighed, som skulle vise sig mange år senere i Danmark. Et lovforslag om Home Rule for Irland blev i 1912 fremsat af premierminister H.H. Asquith i parlamentet i London.
Det var Monicas familie imod. De var protestantiske loyalister, dvs. tilhængere af fortsat britisk styre og absolut imod et katolsk domineret, selvstændigt Irland.
Loyalisterne begyndte nu at bevæbne sig, og Monica smuglede ved et par lejligheder rifler med færgen hjem, når hun havde været på besøg i England, fremgår det af Flemming B. Muus’ og Varinka Wichfeld Muus’ bog Monica Wichfeld (Berlingske Forlag, 1954).

Mistede bror ved fronten
Monica Massy-Beresford var intelligent og stilfuld, beherskede tysk og fransk og viste sig allerede som ung som en menneskekender.
I 1916 blev hun gift med den ni år ældre diplomat Jørgen Wichfeld (til højre i billedet), som hun havde mødt til et bal på det danske gesandtskab i London. Han tilhørte en gammel dansk adelsslægt og ejede Engestofte på Lolland.
I 1918 blev Monica Wichfeld ramt af en sorg, der skulle præge hende resten af livet. Jack, den af hendes tre brødre, som hun var tættest knyttet til, faldt ved fronten i Frankrig.

Uduelig godsejer
Parret boede i London de følgende år, og der blev Varinka født i 1922 som den midterste af tre søskende. Kort derefter flyttede familien til Engestofte.
På det tidspunkt var der opstået en markant ulighed i ægteskabet. Jørgen Wichfeld var en verdensfjern mand, der interesserede sig mest for blomster, antikviteter og bridge. Gennem London-årene havde han ubekymret forbrugt af sin formue, og på Lolland viste han sig uduelig til godsdrift.
Hans kone tog håndfast om situationen for at få nedbragt familiens store gæld, og hun fik hjælp af nabogodsejeren Curt Hardenberg Reventlow.

Elskerens billede stod på natbordet
Jørgen Wichfeld viste sig mere og mere tydeligt at være biseksuel, mens Hardenberg Reventlow var en rigtig ‘he-man’. I en syv år lang periode var han Monica Wichfelds elsker, og omgangskredsen anså det for givet, at Reventlow var faderen til Monica yngste søn, Viggo, der blev født i 1923, fremgår det af den britiske forfatter Christine Sutherlands biografi Monica Wichfeld – dømt til døden (1992).
Monica Wichfeld afviste imidlertid at lade sig skille, da Jørgen sagde, at han ikke kunne leve uden hende. Men Wichfeld accepterede – som et tegn på den usædvanlige konstellation – at Hardenberg Reventlows billede stod på Monicas natbord, og at han kom i hjemmet som en familieven.
Det lange elskovsforhold var endnu et paradoks i Monicas liv. Hun hadede alt tysk på grund af krigen og broderens død og kunne knap få sig selv til at tale sproget, selv om hun beherskede det godt. Men Reventlow var tysker, selv om han boede på Lolland.

Handelsrejsende i skønhed
I 1931 tvang landbrugskrisen og kronisk gæld familien til at leje Engestofte ud. Wichfeld-familien flyttede til Rapallo ved den italienske Riviera, hvor Monicas mor, der nu var enke, havde købt en herskabsvilla, der var stor nok til, at familien fra Lolland kunne flytte ind.
Da det var hende, der havde ansvaret for familiens økonomi, begyndte Monica Wichfeld en karriere som forretningsdrivende. Hun tog regelmæssigt ophold i Paris for at rådgive velstående damer om mode. Hun solgte smykker og markedsførte egne produkter som neglebehandlingsmidlet ‘Nocrax’ og parfumen ‘Monica 55’.
Krisen bed virkelig midt i 1930’erne, og Monica Wichfeld ofrede kun lidt på sig selv, når hun var ude af syne for kunderne. Selv om hun var en dame, der tydeligvis kunne begå sig på kongelige slotte, foregik transporten rundt i Paris ufravigeligt med metroen.

Læste ‘Mein Kampf’
Stik imod de normale forventninger til kvinder interesserede Monica Wichfeld sig for politik og læste bl.a. på et tidligt tidspunkt Hitlers Mein Kampf.
Indtil midten af 1930’erne anerkendte hun Italiens diktator Mussolini, fordi han havde skabt orden i landet. Derefter lagde hun sig helt på linje med Winston Churchill, som hun var personligt bekendt med, og anså Tyskland for den altoverskyggende fare.
Hun overvejede at rejse hjem til England ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939, men valgte af familiemæssige grunde at blive i Italien, da hendes mand og Jørgen var danskere og dermed fra et neutralt land.

Takkebrev fra fru Churchill
Monica Wichfeld udarbejdede en stemningsrapport om holdningen til krigen i Italien, som hun sendte til de britiske myndigheder. Hun fik bl.a. et takkebrev fra Churchills kone, lady Clementine, og hendes rapport blev brugt som baggrundsmateriale for BBC’s udsendelser.
Efter at Italien havde erklæret Storbritannien krig i juni 1940, blev det vanskeligere for den halvt britiske familie at opholde sig i Italien på grund af, og i 1941 var de decideret uønskede. I efteråret rejste de hjem til Lolland og bosatte sig på Engestofte for første gang i ti år.
Nu var de økonomiske forhold pludselig bedre, fordi krigskonjunkturerne og den danske regerings prispolitik betød gode tider for de store landbrug. Familien sad nu pludselig solidt i det, og Monica ikke at tænke på at drive firma.

Varinka flirtede med fascismen
Varinka Wichfeld var nu en pige på 20 år. Hun var udpræget sporty, en glimrende rytter og beherskede engelsk og italiensk bedre end dansk.
Politisk havde hun i Italien en overgang gjort oprør mod moderens holdninger og flirtet med fascismen, fordi hun kom i kontakt med tilhængere af general Francos oprørere.
De var flygtet fra Barcelona – et af den republikanske regerings støttepunkter under Den spanske Borgerkrig. Efter krigsudbruddet og Danmarks besættelse var Varinka helt på linje med moderen. Nazityskland skulle bekæmpes overalt og med alle midler.

Mistrøstigt gensyn med Danmark
Mor og datter var rystede over, hvor gode vilkårene var i Danmark, hvor alle – som de så det – bare tænkte på at slippe lettest muligt igennem krigen.
”Vi så tyskere i uniform overalt i København,” skriver Varinka Wichfeld Muus i sin erindringsbog Fra solskin til tusmørke (Gyldendal, 1995).
”De havde endda den frækhed at stille op foran hotel d’Angleterre med et stort militærorkester; de sejrssikre miner, de strittende bagdele og de sømbeslåede støvler gjorde mig frustreret over situationen i Danmark og udeomkring.”
Familien fik endnu en dyster nyhed kort efter ankomsten til Danmark. Monica Wichfelds bror, brigadegeneral  Tim Massy-Beresford, var med til at forsvare Singapore, og han faldt i japansk krigsfangenskab, da den britiske kronkoloni kapitulerede i februar 1942.

Død i tugthus
Efterhånden fik Monica Wichfeld kontakt til illegale miljøer. Den første forbindelse var den kommunistiske forfatter Hilmar Wulff, der flyttede ind til leje i et hus på Engestoftes jorder.
Modstandsarbejdet kom for alvor i gang, da hun i foråret 1943 fik kontakt med den næsten nyankomne faldskærmschef fra SOE Flemming B. Muus. Den 21-årige Varinka Wichfeld kom også med i arbejdet og blev senere gift med Flemming B. Muus.
Efter sin dødsdom ved tysk krigsret i 1944 og den efterfølgende benådning døde Monica Wichfeld af lungebetændelse i tugthuset i Waldheim i Sachsen i februar 1945.

 

Flemming B. Muus var et let bytte

Flemming B. Muus, dansk chef for den britiske sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), fik en helt afgørende rolle i Danmarks befrielseskamp – men også en selvmodsigende rolle.
Hans ankomst som faldskærmschef i marts 1943 var et gennembrud for den aktive modstand og dermed en afgørende faktor bag regeringens afgang 29. august samme år, der markerede samarbejdspolitikkens fald.
Men derefter blev han som uofficielt medlem af Danmarks Frihedsråd i stadig højere grad talerør for de gamle politikere og officererne i ‘den lille generalstab’. De deltog nok i modstandskampen, men de stillede sig primært til disposition for politikerne, der med Vilhelm Buhl i spidsen fortsat øvede afgørende indflydelse bag kulisserne.

Checkfalskneri
Med sin politik kom Flemming B. Muus i stadig højere grad i modsætning til folk som Frode Jakobsen, Mogens Fog og Børge Houmann, der var de aktive sabotørers ledende talsmænd.
Det har forfatteren Sven Ove Gade, der i 2014 udgav biografien Faldskærmschefen – Flemming B. Muus, helt og skurk (Informations Forlag), en forklaring på. Den bunder i, at Muus i 1932 som 25-årig af sin familie var blevet tvunget til at udvandre til Liberia, fordi han havde efterlignet sin morbrors underskrift i et checkfalskneri.

Næsten blank på danske forhold
Han boede i den afrikanske stat, hvor han arbejdede som speditør, da Danmark blev besat, og han havde ikke besøgt hjemlandet siden 1937.
 “Han havde nok politisk tæft, men han havde i årevis ikke fulgt med. Han havde ingen erfaringer med danske forhold. Politikerne – H.C. Hansen, Hedtoft og Buhl – var drevne folk, og han lod sig i nogen udstrækning påvirke af dem. Han overskred sine beføjelser og tog lidt for meget hensyn til deres holdninger,” vurderede Sven Ove Gade, da jeg interviewede ham kort efter udgivelsen.

Imponeret af fine kontakter
Gade er uenig med modstandsveteranen Jørgen Kieler, der i et citat i bogen betegner Flemming B. Muus som en opportunist, der egentlig ville have foretrukket at være britisk ambassadør i København. Som en vigtig faktor peger han på, at Muus stammede fra en fin, højborgerlig slægt. Og han var en snob.
En af den nye SOE-chefs første kontakter efter nedkastningen i Himmerland var Hermann Dedichen, der var bestyrelsesmedlem i Politikens Hus. Den formuende Dedichen var barnebarn af Edvard Brandes, finansminister under Første Verdenskrig, og havde gode kontakter til magtens inderste cirkler i hovedstaden.
“Muus var lidt imponeret over de kontakter, han fik via Hermann Dedichen. Dedichen fik for megen indflydelse. Og Muus følte sig smigret af de muligheder, der bød sig til for ham. Han var et let bytte,” mener Sven O. Gade.

I fængsel for underslæb
Flemming B. Muus har selv forklaret sin strategi med, at han ønskede, at et samlet Danmark skulle enigt bag modstandskampen og dermed sikre landet allieret status – trods den kampløse besættelse 9. april 1940.
Trods Muus’ uomtvistelige fortjenester har han et blakket eftermæle. I 1946 blev han i Københavns Byret idømt to års fængsel for underslæb, fordi han havde stukket ca. 550.000 kr. til side (knap 11 millioner nutidskroner) af modstandsbevægelsens midler.

Forbudt: Han skød selv sin stikker

Et af de grundlæggende principper for modstandsbevægelsens likvideringer var, at ingen frihedskæmper selv måtte dræbe den stikker, der havde angivet ham eller hende til tysk politi.
Frihedsrådet ønskede på det bestemteste at undgå hævnmord og vendettaer. Likvideringens karakter af en nødvendig krigshandling blev understreget, og den ubehagelige opgave skulle udføres af en person, der ikke var følelsesmæssigt involveret.
Der er adskillige eksempler på, at reglen ikke blev overholdt. Et markant tilfælde stod den kendte Holger Danske-mand Hans Edvard Teglers (tv.) for i sommeren 1944. Og selve udførelsen – et unødvendigt stort antal skud – synes at bekræfte, at det nok var en god ide, at man forsøgte at undgå, at stikkernes ofre selv eksekverede likvideringen.

I malermesterens butik
Den kun 19-årige, men meget modne Teglers (‘Anders’) var kompagnichef i HD, og han havde lige fået sin logivært og gode ven, den 44-årige Johannes Bidstrup Nielsen, som en art adjudant.
Første gang de to var ude i byen sammen 27. juni, opsøgte de en malermester Moesgaard Hansen, der havde værksted i Herluf Trollesgade nær Kongens Nytorv i København. Han skulle formidle lån af en garage, hvor sabotørerne kunne parkere en stjålet bil, de brugte på aktioner.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, for garagen var i mellemtiden, sagde Moesgaard Hansen, udlånt til anden side.

Skudduel på Højbro Plads
Malermesteren opførte sig noget mystisk på et par måder, men var venlig. Han bad Teglers og Bidstrup Nielsen vente i gården, mens han hentede nogle cigaretter i en tobaksforretning. Dem ville han give dem med for deres spildte ulejlighed.
De to anede så meget uråd, at de gik ud til gaden, hvor de gik ned ad fortovet, medens de flere gange så mystiske mænd dukke frem af trappeopgange. Mændene begyndte at følge efter de to, der holdt isen i maven og ikke lod sig mærke med, at de var urolige.
Da de nåede op til Niels Juel-statuen stak de i løb og fortsatte til de nåede Højbro Plads og stillede sig til at vente på en sporvogn.
Her blev de anråbt af Gestapo-folkene med Ib Birkedal Hansen i spidsen, og de åbnede ild mod Hans Edvard Teglers og Johannes Bidstrup Nielsen. Teglers slap væk under en længere skudduel, mens Bidstrup, der var far til fire mindre børn, blev dræbt.

‘Sig mig, kender De mig ikke…?’
I de følgende uger undersøgte Holger Danske-chefen Knud Larsen (‘Bergstrøm’) og Teglers sagen og fandt det bevist, at malermesteren var stikker. ‘Bergstrøm’ bad ‘Anders’ likvidere Moesgaard Hansen – og gøre det hurtigt. Dagen efter trådte Teglers sammen med to af sine folk ind i forretningen, og kort efter kom indehaveren ud efter at have telefoneret i bagbutikken.
Om det videre fortæller Hans Edvard Teglers i sin bog Kæmp for alt hvad du har kært (Gyldendal, 1945):
“Moesgaard Hansen kommer ind i butikken og jeg siger: ‘Goddag, hr.’, og kort efter: ‘Sig mig, kender De mig ikke igen?’ Pludselig går sammenhængen op for ham. Han ser ud, som om nogen har slået ham i ansigtet. (…) I det samme snurrer han rundt og løber hen imod dørn ind til bagværelset. Pistolen ligger fast i hånden. Inden han forsvinder ud af mit synsfelt, har jeg trykket én gang på aftrækkeren. Han blev ramt. Jeg styrter efter ham. Han flygter gennem bagværelset hen imod det åbentstående vindue.
Jeg skyder 3 gange. Skuddene brager unaturligt højt i det snævre rum. På den afstand kan jeg ikke skyde fejl. Han falder ikke, rædslen driver ham frem. Han springer op i vindueskarmen for at forsvinde ud af det åbentstående vindue. Jeg hæver pistolen endnu engang og sigter omhyggeligt. Et smæld. Han synker sammen, livløs. Han hænger over karmen med hovedet ud af vinduet. Jeg går helt hen til ham og affyrer tre skud mod baghovedet. Blodet driver ned gennem de korte nakkehår, i en tynd stribe.”

Mor var indforstået
Mange af de unge sabotørers forældre var imod deres børns farlige forehavender, men det gjaldt ikke Hans Edvard Teglers mor, der støttede sønnens modstandskamp fuldt ud. Hun havde mistet sin mand, der var maskinmester i DFDS. Hans skib blev 15. februar 1940 sænket af en tysk ubåd.
Moderen ventede på sin 19-årige søn, da han kom tilbage til sin dækadresse.
“Fik du ham?” spurgte hun stilfærdigt.
“Ja.”
Efter krigen bekræftede politiets afhøringer af Gestapo-folk i øvrigt ifølge Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), at malermester Moesgaard Hansen var stikker.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

 

 

 

Sådan blev ‘Brandts’ lederskab formet

‘Han var den af folkene under krigen , der havde de bedste egenskaber til at være leder. Han havde medfødte lederevner og var for øvrigt en meget modig og besindig mand.’
Ordene gælder blikkenslagersvenden Børge Thing, der under dæknavnet ‘Brandt’ som 26-årig overtog ledelsen af  BOPA januar 1944. De er udtrykt af Jørgen Jespersen (‘KK’), en af hans afdelingsledere, der citeres i Esben Kjeldbæks bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997).
Men man kan lige så godt citere andre, for virkelig mange, der kom tæt på ‘Brandt’ under besættelsen, var enige om hans uomtvistelige lederevner.

Ville dele risikoen
En anden af hans afdelingsledere var cand.jur Erling Andresen. Dengang var det sociale skel mellem akademikere og arbejdere langt større end i dag, men Børge Thing vandt også ubesværet juristens respekt.
‘Børge var frem for alt en god og opfindsom organisator, ansvarsbevidst, sikker i sin vurdering af andre mennesker og med et usædvanligt mod,’ skriver Andresen i sin erindringsbog Frihedskamp – min tid i BOPA (Tiderne Skifter, 1995).
Særlig afholdt var Børge Thing, fordi han insisterede på personligt at deltage i de store og farlige aktioner mod bl.a. Globus og  Riffelsyndikatet i sommeren 1944.
‘Han kunne ikke leve med at sende sine folk ud i så livsfarlige aktioner uden at dele risikoen med dem,’ bemærker Erling Andresen.

Voksede op i missionsk hjem
Morten Thing, besættelsestidshistoriker og ‘Brandts’ søn, tegner i sin biografi Sabotøren – min fars historie (Nemos Bibliotek, 2011) et billede af faderens opvækst og ungdom. En række træk kommer frem, der giver fingerpeg mod svaret på spørgsmålet: Hvordan udviklede Børge Thing sig til en mand med så stor positiv gennemslagskraft over mange forskellige slags mennesker?
Han voksede op i et jævnt hjem i Herning, der var stærkt præget af Indre Mission og en sortsynet, nærig og intolerant far. Ham fik Børge aldrig noget godt forhold til, og da begge forældrene var ca. 45 år, da han blev født, var den aldersmæssige afstand til dem stor. Børge Thing har rmeligvis konkluderet, at han ikke kunne bruge hjemmets værdier til ret meget, så han blev tidligt selvstændig.
Han udviklede sig fysisk og socialt i et varieret fritidsliv, hvor han gik til spejder, dyrkede svømning, brydning og ikke mindst fodbold.

Tegnede og læste
Selv om Børge var intelligent, var han ikke lærernes favorit. Som 14-årig fik han skudsmålet ‘næsvis, fræk og doven’.
Efter konfirmationen i 1931 begyndte han som lærling hos blikkenslagermester H.I. Christensen i Herning – et job, der kedede ham, men det var, hvad der var at få.
Han blev altså en helt almindelig arbejder med grove hænder og blå overalls. Derfor skulle de mange lærlinge og B&W-arbejdere i BOPA senere få let ved at identificere sig med ham som den lidt ældre kammerat.
Men Børges evner var ikke helt almindelige.  Han tegnede godt, hans sprog var glimrende, og som voksen skulle han komme til at skrive noveller. Han var belæst over et bredt felt – gav sig f.eks. som 15-16 årig efter de lange dage med blik og rør i kast med historiske værker og de store tænkere.

Stod bag strejke
Børge var diskussionslysten, og blev politisk interesseret og venstreorienteret i det Venstre-prægede Herning.
‘Selv om flere af kammeraterne gik i gymnasiet, erkender en af dem, at de skulle stå tidligt op, hvis de skulle klare sig i en diskussion med Børge Thing,’ fremgår det af Sabotøren – min fars historie.
Han var også så avanceret, at det lykkedes ham at få gennemført et diskussionsmøde for de ældste drenge hos FDF-spejderne om ‘samliv før ægteskabet’. Et noget vovet emne i en by, hvor Indre Mission stod stærkt.
Børge var endvidere fagligt aktiv, og det endte med at føre ham til København. Han var nemlig hovedmand bag en strejke blandt blikkenslagersvendene i Herning, og derefter kunne han ikke få arbejde i byen. Han tog nu på et højskoleophold i hovedstaden.

Den jødiske kæreste
København udvidede Børge Things horisont i en grad, der var helt usædvanlig for en arbejderdreng fra en provinsby.
Han mødte den to år yngre pige Dora, hvis forældre var ortodokse jøder – faderen var indvandret fra Polen, mens moderen kom fra Litauen.
Dora var kommunist og ved at uddanne sig til småbørnspædagog. Hun skulle på besøg i Frankrig for at besøge sine tidligere svigerforældre. Hendes tidligere kæreste – en tysk jøde – var blevet dræbt i Den spanske Borgerkrig, som han havde meldt sig frivilligt til.

Gennem Nazityskland på stop
Børge tog med på rejsen, og mens kæresten besøgte svigerfamilien i Grenoble, oplevede han Paris. Her så han for første gang de store Spaniensdemonstrationer.
‘Det gjorde et kolossalt indtryk at se de hjemvendte frivillige, hvoraf mange var invalider, disse Europas første frihedskæmpere med deres indtrængende bøn og krav om hjælp til Spanien,’ skrev han senere.
På hjemvejen tog han på stop og til fods gennem Tyskland og fik dermed et nærgående indtryk af naziriget på dets højdepunkt. Det skrev han en artikel om i Arbejderbladet under overskriften ‘Gennem Nazityskland til fods’.

Huskede rødderne
Efter hjemkomsten viste det sig, at Børge Things spændvidde også rummede evnen til at lade sig påvirke af en stærk kvinde, længe inde kønnenes ligestilling var slået igennem. Han havde selv hidtil været socialdemokrat, men meldte sig nu på Doras  opfording ind i Danmarks kommunistiske Parti.
Med til billedet at Børge Thing hører også, at de store miljøskift og udsynet til omverdenen ikke hindrede, at han holdt kontakten til Herning.
I ledighedsperioder rejste han til den midtjyske by og tog midlertidigt arbejde. Børge Thing brød sig ikke om sin far, men han holdt stabil kontakt til moderen, til hun døde efter krigen. Og han var i mange år på julekort med ungdomsvennen Adolph, som han havde været i lære med.

Mindeplade for flugt
Jeg kan varmt anbefale Morten Things bog. Den er en indfølt beretning, hvor ikke mindst de kapitler gør indtryk, hvor han citerer private breve mellem Dora og Børge Thing fra tiden, da hun var i Sverige med deres lille datter, mens han drev livsfarligt modstandsarbejde i Danmark.
Morten Thing rammer en fin balance mellem sin private indfaldsvinkel og soliditeten og nøgternheden som historiker.
I øvrigt får ‘Brandt’ her til efteråret et varigt minde i centrum i København. En mindeplade i bronze kreeret af billedhuggeren Lotte Olsen bliver sat op uden for Axelborg Bodega.
Det var her, Børge Thing 9. maj 1944 blev anholdt af Gestapo sammen med flere kammerater, men foran bodegaen lykkedes det ham at flygte ved at rykke sig fri og løbe ud foran en holdene sporvogn, der blokerede Gestapo-folkenes skudfelt, indtil ‘Brandt’ var kommet væk.
BOPA-chefens held under krigen med at undslippe døden svigtede ham senere. Han var kun 54 år, da han døde i 1971.

 

Den kvindelige jernbanesabotør

 – Jeg kørte ustandselig rundt med sprængstof, der skulle ud til de enkelte grupper. Det var farligt, for der var hele tiden den fare, at tyskerne ville lave en gaderazzia.
Det fortæller den nu afdøde, tidligere modstandskvinde Hedda Lundh som næsten 90-årig i Danske kvinder i modstandsbevægelsen, en dokumentarfilm i tre afsnit, som Pia Fris Laneth og Li Vilstrup lavede for DR-K i 2012.

Viklede sig ud af razzia
Den dengang 22-årige Hedda Lundh kørte faktisk i begyndelsen af 1944 ind i en razzia med en taske fuld af sprængstof og instruktionsmateriale.
‘Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre?’ skriver hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab (Museum Tusculanums Forlag, 2002).
‘Da en vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg: ‘Nå, så er det sket.’ ‘Los, los,’ skreg han og viftede mig væk. ‘Modvilligt’ stod jeg på cyklen, idet jeg kastede ‘nysgerrige’ blikke på de andre, der blev undersøgt, mens jeg blev jaget videre, indtil jeg kom ud af afspærringen. Da jeg kørte videre, rystede jeg, så cyklen slingrede,’ fortæller hun videre.

Usynlige kvinder
Og nej, det var ganske rigtigt ikke noget teselskab. Den unge litteraturstuderende var på dette tidspunkt en så erfaren jernbanesabotør, at hun var instruktør for nye grupper under de kommunistiske Århus-sabotør Willy Samsing, der havde dæknavnet ‘Frandsen’.
Mange af de praktiske færdigheder havde hun erhvervet som spejder i ungdomsårene.
Som så mange andre tidligere modstandsfolk talte Hedda Lundh gennem årtier ikke om oplevelserne under besættelsen. Først i 1995 gav hun et radiointerview i anledning af 50-året for befrielsen.
I den anledning gav hun sig til at søge tilbage, og én ting begyndte stort set med det samme at undre hende. Selv om hun – ved siden af sabotagegruppen – var med i en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder, fandt hun ingen af de kvindelige kammerater i Frihedsfondens arkiver.

Opgør med en myte
Hedda Lundh konstaterede, at kvindernes aktive modstandsindsats i vidt omfang er blevet overset.
En ting, der derudover motiverede hende til at gå ud i offentligheden, er den traditionelle beskrivelse af kvinderne som det omsorgsfulde bagland, der sørgede for rent tøj, mad, rationeringsmærker og illegalt husly til dem, der var under jorden.
‘Kvindens rolle er en af de myter, jeg har forsøgt at gøre op med i denne bog,’ skriver hun.
Hendes egen varierede indsats er i sig selv en mytebryder.

Den brændte synagoge
Hedda Lundh stammede fra trygt miljø – en konservativ sjællandsk journalistfamilie.
I 1938 og 1939 fik hun som 17-årig Hitler-Tyskland tæt ind på livet. Hedda blev af sine forældre sendt til først Wittenberg og siden Bielefeld for at lære tysk, og hun kom ind i nazistiske omgivelser.
Faderen i den ene af værtsfamilierne forklarede hende, hvor forfærdeligt jøderne havde behandlet Tyskland.
‘Jeg forelskede mig selvfølgelig – i en ung officer i sort uniform. Han hed Karl Heinrich,’ fortæller hun i dokumentarudsendelsen.
Uniformskasketten havde et dødningehoved på sin SS-uniform, men det vidste den unge pige ikke, hvad stod for.
‘Nu skal jeg vise dig noget meget specielt, sagde han en dag, da vi var ude at cykle.’
Det han viste hende var en hærget og nedbrændt synagoge. Det mente han som noget positivt – en ‘Judenkirche’ var skaffet af vejen.
Hedda skyndte sig rystet  og grædende hjem på sit værelse, og hun så aldrig Karl Heinrich igen.

Kvindegruppe forberedte telefonsabotage
Hedda Lundh kom allerede med i modstandsarbejdet sidst på året 1941 – inspireret af demonstrationerne mod den danske tilslutning til Antikominternpagten.
I lang tid var hun som studerende på Århus Universitet aktiv i den illegale presse, og efter Gestapos ankomst til Danmark skaffede hun oplysninger ud fra det tyske politihovedkvarter. Det skete gennem hendes og hendes mands ansatte rengøringshjælp, der også gjorde rent i Gestapo-hovedkvarteret på kollegierne i Universitetsparken.
Den kvindelige modstandsgruppe, som hun var med i, fremstillede blandt andet falske identitetskort. Og den forberedte sabotage mod en række telefonskabe rundt om Langelandsgades Kaserne, der var Værnemagtens militære hovedkvarter for hele Østjylland.
Aktionen var blevet beordret fra London og skulle sættes i værk, hvis de allierede gik i land i Jylland.
Opgaven var teknisk kompliceret, fordi skabene skulle springe samtidig, så tyskerne ikke ville få lejlighed til at foretage en hurtig reparation.
Forberedelsen blev gennemført af fire tomandshold – alle kvinder. En af dem var en fysik- og matematiklærer, der kunne foretage de nødvendige beregninger.

Farlig viden
Den farligste opgave, Hedda Lundh fik, var ikke jernbanesabotagen. Det var da hun blev den kontaktperson, som skulle bringe beskeder fra modstandslederen Niels Åge Nielsen med dæknavnet ‘Bang’ til de enkelte modstandsgrupper. Nielsen måtte af sikkerhedsgrunde ikke kende adresserne.
– I den periode sad jeg med ti adresser på folk, som tyskerne meget gerne ville have fat i. Hvis jeg blev arresteret, var det vigtigt for dem at få oplysningerne hurtigt – og jeg var ikke i tvivl om, hvilke metoder de ville bruge for at få oplysningerne. Jeg var virkelig angst,’ fortæller Hedda Lundh i Danske kvinder i modstandsbevægelsen.
På denne tid – i sommeren 1944 – spidsede situationen til, da de nærmeste modstandskammerater nærmest efter tur blev arresteret af Gestapo.
Når Hedda Lundh og hendes mand, Carl-Einar Maaløe, undgik at blive taget, skyldtes det, at de tilfældigvis var til faderens runde fødselsdag på Sjælland, da Gestapo bankede på. Det var rejst fra Århus 29. juni.
Under retsopgøret efter krigen viste det sig, at det var storstikkeren Grethe Bartram, der var årsag til de mange arrestationer.
Parret måtte flygte til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade.

Hun blev vist køkkenvejen
Her fik Hedda Lundh en oplevelse, som forekom hende nærmest uvirkelig efter flere år i farligt illegalt arbejde i Danmark.
Hendes mand fik opgave som lastbilchauffør, da han havde stort kørekort, og Hedda Lundh tilkendegav, at hun var klar til tjeneste i de almindelige tropper.  Det kunne der imidlertid ikke blive tale om.
‘Kvinder bliver lotter,’ erklærede den officer, der modtog dem.
‘Jamen, jeg kan alt om våben, sprængstoffer og alt muligt andet. Jeg bliver en dristig, fin soldat,’ sagde den nu 23-årige kvinde.
Det gjorde intet indtryk.
‘Kvinder bliver lotter,’ gentog officeren, og Hedda Lundh måtte i gang med kartoffelskrælleren.

Gymnasielærer
Den dristige sabotør fortsatte sine studier efter krigen og blev mag.art i litteraturvidenskab i 1952 og senere gymnasielektor, som det fremgår af biografien her.
Hedda Lunds ægteskab, som hun havde indgået allerede som 19-årig, holdt derimod ikke til krigstidens belastninger. Hun blev skilt fra Carl-Einar Maaløe i 1947.
Hun døde i 2012 som 91-årig – samme år som Pia Fris Laneths og Li  Vilstrups dokumentarfilm blev offentliggjort.