Dødens skur

Da jeg fra Christmas Møllers Plads i København for et par uger siden cyklede ud ad den slyngede grusvej på indersiden af Christianshavns Vold, førte vejen på et tidspunkt højre om en gul, tolænget murstensbygning fra 1781, der tidligere har været ammunitionsdepot.
Ved enden af bygningen ligger i krattet lidt ude til højre en forvitret rektangulær betonflade med flere brud, der tydeligvis skyldes årtiers slid. Betonfladen skråner fra alle sider let ind mod en græstue, der er frodig her i juli. Den viser sig at dække en rusten rist.
I årene efter Anden Verdenskrig var fladen alt andet end funktionsløs. Det er den samme beton, du ser som fundament for skuret på dette billede, der er taget i de sidste måneder af 1945 – altså for 69 år siden. Det var det særligt konstruerede henrettelsesskur, hvor straffen blev eksekveret over 30 af de 46 danske mænd, der blev henrettet som landsforrædere i forbindelse med retsopgøret.
Fuldbyrdelserne af dødsdommene fandt altid sted mellem 00.30 og 3.00 om natten. Den dødsdømtes arme, hofteparti og ankler blev bundet fast med reb. Derefter blev han skudt af en peloton på ti karabinebevæbnede politifolk, der affyrede et skud hver på samme tid, når den overordnede politimand, der havde kommandoen, lod sin hånd falde fra en løftet stilling.
Formålet med den skrånende betonflade og risten var at give mulighed for afløb af den henrettedes blod og afspuling af henrettelsesstedet.

Første henrettelse i 53 år
Stedet er ikke tilfældigt. Det blev tværtimod nøje udvalgt.
Det skete efter en noget tvivlrådig beslutningsproces, for man havde ikke noget fortilfælde at falde tilbage på – i hvert tilfælde ikke ét, som nogen embedsmand under Justitsministeriet kunne huske.
Dødsstraffen var blevet genindført med tilbagevirkende kraft i sommeren 1945 for forbrydelser begået i tysk tjeneste under besættelsen.
Ingen dansker var blevet henrettet i 53 år, og dødsstraffen var udgået af den borgerlige straffelov i 1930.

‘Aben’ landede hos politiet
Vedtagelsen af straffelovstillægget førte med det samme til en række forberedelser. Mest kontroversielt var det, hvem der skulle eksekvere henrettelserne.
En ide om at pålægge modstandsbevægelsen opgaven blev afvist allerede i det folketingsudvalg, der behandlede spørgsmålet, hvorefter det blev foreslået at lade hæren udføre hvervet, fremgår det af Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1984). Det satte hærchefen Ebbe Gørtz sig imidlertid kraftigt – og med held – imod. Justitsministeriet fik flere hundrede uopfordrede tilbud fra private, der gerne ville påtage sig hvervet som bøddel. Nogle ville gerne tjene pengene ved et hverv, der måtte formodes at give gode genetillæg. Andre henviste til kvalifikationer, der gjorde dem velegnede – én skrev f.eks., at han havde været slagter tidligere i sit arbejdsliv.
Det blev ikke seriøst overvejet at tage de frivillige, og i løbet af sommeren blev det klart, at politiet ville blive beordret til at påtage sig opgaven.

Studietur til Quislings henrettelse
Den praktiske udførelse skete efter den fremgangsmåde, man havde valgt i Norge, hvor en torturist hos Gestapo var blevet henrettet allerede i august 1945.
Natten til 24. oktober 1945 skulle Norges landsforræder nr. 1, Vidkun Quisling, skydes på Akershus Fæstning i Oslo, og Københavns politidirektør Aage Seidenfaden fik lejlighed til at overvære forløbet for at drage nytte af erfaringerne.
Quisling blev skudt af 10 politifolk, hvorefter den tilstedeværende politikommandør gav ham et pistolskud i hovedet for en sikkerheds skyld.
Ud over Akershus blev de 37 norske efterkrigshenrettelser gennemført på fæstningerne i Bergen og Trondheim samt marinestationen i Bodø.

Diskretion for enhver pris
Noget lignende kom imidlertid ikke på tale i Danmark, hvor myndighederne lagde vægt på, at fuldbyrdelsen foregik så diskret som overhovedet muligt. Derfor blev et forslag om at bruge Vestre Fængsels gård midt i København med det samme afvist.
Valget af henrettelsesplads skete på en udflugt i oktober 1945 til det militære voldanlæg, hvor blandt andet politidirektøren og Justitsministeriets arkitekt deltog. Det foretrukne sted blev 2. Redan – den næstøverste af voldanlæggets pilespidser.
Her kunne de dystre forløb afvikles i den ønskede diskretion, for her var i forvejen adgang forbudt. Desuden foretog søværnet jævnligt sprængninger på stedet, så en skudsalve eller to om natten ville ikke vække større opsigt.
Stedet var derudover praktisk, fordi politikortegen med den domfældte og adskillige maskinpistolbevæbnede betjente kunne køre turen fra Vestre Fængsel til voldanlægget på kun 15-20 minutter.

Nemt at afskylle blod
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i sin bog Birkedal  (Gyldendal, 2004) beskrevet de helt jordnære overvejelser, som arkitekt Knud Barfoed gjorde sig ved henrettelsesskurets indretning.
‘Eksempelvis udmærkede det sig ved gode tilkørselsforhold for såvel politiets mandskabsvogne som lastbiler fra det begravelsesfirma, der skulle hente ligene af de henrettede,’ skriver Øvig Knudsen.
‘Desuden var det en fordel, at ‘vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen,’ som arkitekten forklarede.
(…) Alt tømmer, tagpap og øvrige materialers mål og beskaffenhed er præcist beskrevet, inklusive hvilken type sand, der skal udfylde et hulrum bag skuret for at opfange de kugler, som måtte gennemtrænge den dødsdømte og skurets bagvæg.
(…) Fortil kan to porte åbnes i hele skurets længde, når en henrettelse skal gennemføres, og portene forsynes med solide hager til et par pæle, så man under brug ‘ikke risikerer, at vinden blæser portfløjene til’, som Barfoed bemærker.
For at undgå rikochettering af kugler er skuret desuden konstrueret uden metalbeslag på den side, som vil komme til at vende ud mod bødlerne. Efter rengøring skal portene lukkes og låses forsvarligt, og i skuret skal man derfor fra gang til gang opbevare ‘to spande og en kost til fjernelse af blodet’, fremgår det af redegørelsen.’
Ifølge Peter Øvig Knudsens bog blev skurets bagvæg desuden konstrueret med løse planker i et skinnesystem, så man ‘let kan skifte de planker ud, som skulle bliver sønderskudt’.

Artikel om den sidst henrettede
Jeg tog turen ud til den næsten glemte henrettelsesplads, fordi jeg arbejdede på en artikel om den danske Gestapo-terrorist Ib Birkedal Hansen, der blev skudt her som  den sidste 20. juli 1950. Artiklen blev bragt i fredags i Ekstra Bladet – 64 år og 12 dage efter den sidste eksekvering af dødsstraf i Danmark.
Artiklen var den sidste i en serie på fem artikler om ‘Hitlers danske hjælpere’. Den fjerde af historierne, der blev bragt i torsdags, handler om Frikorps Danmark-kommandøren K.B. Martinsen, der til sidst under krigen blev chef for Schalburgkorpset. Også han blev henrettet her.
De tre tidligere portrætterede personer var føreren for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Frits Clausen, de nazistiske folkegruppefører for hjemmetyskerne Jens Møller og Frikorps Danmark-kommandøren C.F. Schalburg.

OBS! – Du kan se en række detaljefotos fra henrettelsesstedet på forfatteren Dines Bogøs hjemmeside: http://lokalhistorier.dk/Holmen/2_Redan/

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Han ville være Danmarks Hitler

Denne mand, Frits Clausen, spillede en hovedrolle i Danmark i efteråret 1940.
Dels havde hans danske nazistparti DNSAP (Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti), der kun havde tre medlemmer i Folketinget, fået fremgang. Partiet var i ét og alt en kopi af Adolf Hitlers tyske NSDAP, og de tyske militære triumfer gjorde indtryk. Clausens parti voksede efter Danmarks besættelse 9. april 1940 fra 5000 til 10.000 medlemmer, inden året var gået.
Men det var ikke det vigtigste. 1940 var året, da Frits Clausen fik rollen som hadeobjekt nr. 1 hos det store flertal af den danske offentlighed.
Den 47-årige læge fra Bovrup i Sønderjylland satsede på at blive Fører i Danmark ved at fortrænge den lovlige socialdemokratisk/radikale regering under statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister P. Munch (R). Det skulle ske ved besættelsesmagtens hjælp.

Dansknationale før krigen
De danske nazister mente, at regeringens neutralitetspolitik havde spillet fallit, og at Stauning og Munch var ansvarlige for den kampløse overgivelse til Nazityskland, fordi Danmark nærmest var blevet afrustet i deres tid.
Før krigen havde de danske nazister slået på dansknationale strenge. De havde krævet et stærkt forsvar, og det var en selvfølge, at der skulle gøres modstand mod en angribende fjende. Men efter 9. april svingede Frits Clausens folk hurtigt over til de sejrende tyskere.
Selv om der var særligt mange medløbere i det nazityske jubelår 1940, var det store flertal af danskere modvillige eller fjendtlige over for tyskerne.

Modstand umulig
En del var også indstillet på modstand, men mulighederne var få. Tyskland dominerede hele Europa, og Danmark ‘var efterladt i tigerburet – håbløst alene med rovdyret’, som historikeren Erik Kjersgaard har udtrykt det.
Man var derfor slet ikke nået til det, som modstanden senere kom til at gå ud på: Kampen for at vælte samarbejdspolitikken under Stauning, Buhl og Scavenius og senere den direkte kamp mod den tyske besættelse. Men i 1940 og 1941 opfordrede folkene bag de fåtallige flyveblade og illegale aviser stadig – undtagen kommunisterne – folk til at støtte den danske regering.
Opfordringer til sabotage og ambitioner om at vælte samarbejdspolitikken kom først langt inde i 1942.

Pinlig parade
Det, danskere til gengæld gjorde i stort tal, var at gøre front mod landsforræderne – de danske nazister.
Da Frits Clausens folk 17. november 1940 holdt et mindearrangement i Forum i København for de danske soldater, der var faldet 9. april, marcherede de forsamlede nazister bagefter til ‘Den lille Hornblæser’ på Rådhuspladsen, hvor de holdt parade.
Imidlertid fik temmelig mange af partiførerens følge prygl af de tilløbende københavnere, og der blev delt vittighedstegninger ud, der viste Frits Clausens kødfulde ansigt mellem lårene på en kvinde ved navn Abelone. Og da Clausen skulle til at tale, lykkedes det en  aktivist at trække en sæk ned over hovedet på statuen.
Marchen, der skulle have været en del af stormløbet mod den danske regering, blev  med andre ord en pinlig farce.

Brådne pander i Haderslev
Tre uger senere, 8 december 1940, fandt ‘spadeslaget i Haderslev’ sted. Ca. 400 uniformerede nazister marcherede mod en bygning, hvor den nazistiske ledelse skulle mødes. Det skete, selv om der var uniformsforbud i Danmark, og mange af nazisterne var bevæbnede med spader. En talstærk dansk politistyrke brugte knipler, tåregas og brandsprøjter, og 239 endte med at blive anholdt, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-1945 – og derefter (Gyldendal, 2002).
Derefter var det slut med de danske nazisters provokationer. Lauridsen konstaterer, at Clausens folk havde fået lov til at prøve sig selv af – og ikke mere. Tyskerne kunne se, hvor ringe opbakning de danske nazister havde, og besættelsesmagten holdt fast ved samarbejdet med de danske politikere.
Frits Clausen fik aldrig nogen rolle i dansk politik. Han blev arresteret efter kapitulationen i maj 1945 og anklaget for højforræderi, men døde i Vestre Fængsel af et hjertestop 5. december 1947, inden retssagen mod ham var begyndt. Den forliste fører blev 54 år. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

 

‘Toms’ tapre Eva

En af sabotagepionererne fra besættelsestiden havde helhjertet støtte fra sin kone, selv om de farlige aktiviteter mildt sagt ikke passede ind i en småbørnsfamilies hverdag. Det er Josef ‘Tom’ Søndergaard, stifteren af den første Holger Danske-gruppe, der er tale om – og hans hustru Eva Lyre.
Parret blev gift i 1934, da han var 28 og hun 22 år.
‘Tom’ var idealist og en handlingens mand. Da Sovjetunionen overfaldt Finland i november 1939, meldte han sig frivillig til den danske bataljon, der dog ikke nåede at komme i kamp, inden finnerne måtte indgå våbenhvile. Da Josef Søndergaard ud på sommeren kom hjem, var Eva gravid, og hun fødte datteren Sisse hen på efteråret.

Gennembrud i 1943
I løbet af 1941 kom ‘Tom’ ind i modstandskredse gennem organisationen Nationalt Værn, og sidst i 1942 blev han forretningsfører for ‘Stjerne Radio’ i Istedgade i København. Forretningen blev mødested for den gruppe, der i starten af 1943 begyndte at foretage sabotager. Gruppen kaldte sig fra sommeren 1943 Holger Danske, og det var den, der sammen med BOPA’s mere og mere effektive aktioner førte til Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943.

Deltog i bladarbejde
27. juli 1943 blev Søndergaard arresteret af dansk politi, der dukkede op på bopælen i Serbiensgade på Amager kl. 6 om morgenen. De ransagede boligen i Eva Søndergaards påsyn. En uge senere blev ‘Tom’ befriet fra Vestre Fængsel af gruppekammeraterne Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og Mogens Jarset (‘Bob’).
Befrielsen førte til, at Josef Søndergaard kunne lede den spektakulære sabotage mod Forum i København 24. august 1943. Aktionen førte samtidig til, at næsten hele gruppen måtte bringe sig i sikkerhed i Sverige.
Eva Søndergaard var ikke kun den tålmodige baglandskvinde. Hun deltog også selv i modstandskampen som kurer, som deltager i fremstillingen af det illegale blad De frie Danske og som ‘værtinde’ for våben- og sprængstofdepoter.
Hun var også med i disse aktiviteter, efter at manden var flygtet.

Gidsel hos Gestapo
Oplevelsen ved arrestationen var intet imod, hvad Eva Søndergaard kom til at gå igennem hen på efteråret 1943, da Gestapo var kommet til landet. Sidst i oktober var også hun ved at  forberede sig på at rejse illegalt til Sverige, da to Gestapo-folk og en dansk nazist 29. oktober dukkede op og anholdt hende. Hun skulle holdes som gidsel for sin mand.
Eva Søndergaard blev først ført til Vestre Fængsel og dernæst overført til Horserødlejren, hvor hun sad helt til januar 1944. I mellemtiden blev hendes treårige datter anbragt på en børnehjem, og Sisse kunne dårligt kende sin mor, da hun blev løsladt.

Lidt familielykke
Josef Søndergaard beskæftigede sig i Sverige med en illegal skibsrute mellem  Göteborg og Nordjylland. Eva havde taget ophold hos sine forældre i Frederikshavn, hvor hun stammede fra, og i maj 1944 hentede ‘Tom’ hende og datteren til Göteborg med et af rutens skibe.
Her fik de som Jørgen Kieler udtrykker det i bogen Nordens  Lænkehunde – endelig mulighed for ‘ægteskabelig lykke og lidt familieliv’.
Parret nåede frem til befrielsen og kom hjem til København. Det blev efterhånden hverdag igen, og i  september 1945 blev barn nr. to født – sønnen Poul John.

Ingen ‘happy ending’
‘Toms’ og Evas historie endte imidlertid ikke godt, for ‘Tom’ fik en eftersendt regning fra Forum-sabotagen i august 1943. På grund af en kommunikationsfejl var han ikke nået tidsnok ud af bygningen, før bomberne sprang, og han blev derfor såret af glassplinter og nedfaldende byggematerialer.
Det fremprovokerede tilsyneladende en kræftsygdom, som udviklede sig, og Josef Søndergaard døde i februar 1946, kun 39 år gammel.  Eva Søndergaard, der nu stod alene med to små børn, døde som 65-årig i 1977.

 

 

Her skød Povl en HIPO-mand

På denne repos på en trappeopgang i Ny Østergade i København skød Povl Falk-Jensen engang en mand. Det skete i marts 1945, og drabet på den 41-årige vagtmester i HIPO-korpset Hans Leif Kjærulff var én af besættelsestidens ca. 400 likvideringer.
Jeg interviewede i sommeren 2013 på stedet Falk-Jensen, der under krigen havde dæknavnet ‘Eigil’,  til ekstrabladet.dk. Jeg havde ærlig talt forberedt mig på, at den nu 93-årige mand ville have været lidt misfornøjet med artiklen.

Som et mafiamord
Indledningen lød:
‘Tidligt om morgenen søndag den 11. marts 1945 fandt en ismejeridame en død mand liggende på trappen i opgangen Ny Østergade 23 tæt på Kongens Nytorv i København. Manden havde ingen identitetspapirer på sig, og der gik derfor flere uger, før liget blev identificeret. Han blev dræbt på en måde, der havde alle mafiamordets ydre kendetegn. Manden havde en telefon liggende under sig – noget der kunne opfattes som en advarsel om, hvordan det går folk, der bryder Omertà, tavshedens lov. Mandens hænder var bundet sammen på brystet, og han var blevet skudt to gange gennem hovedet.’
Drabet var sket kl. ca. 6 om morgenen, efter at Povl Falk-Jensen og nogle gruppekammerater havde afhørt manden fra det frygtede Hilfspolizei natten igennem i en besat lejlighed på 2. sal – den lejlighed, som ‘Eigil’ på billedet står ved indgangsdøren til. Lejlighedens ejere blev holdt fangne derinde gennem næsten et døgn.

Væltede ned ad trappen
Efter at et gruppemedlem havde afmonteret lejlighedens telefon og sat den ned på repos’en under 2. sal, gav Falk-Jensen vagtmesteren et pistolskud i nakken, og Kjærulff væltede ned ad trappen og landede oven på telefonen.
‘Han fik også sikringsskuddet, som vi plejede at praktisere det – bag det ene øre. Også for at markere, at det ikke var noget hastværk, dette her. Det var den straf, der overgik landsforrædere. Men vi bandt ham ikke – som man plejede – bagpå, men foran,’ fortalte Povl Falk-Jensen.

Ville markere iskulde
Én grund til fremgangsmåden var, at modstandsfolkene ville forhindre de chokerede beboere i at alarmere HIPO hurtigt på grund af det ubehag, de formentlig ville føle ved at trække telefonen frem under den dræbte mand. Der var også en anden grund, og her lå hovedpointen, mærkede man på Falk-Jensens stemmeføring.
‘Det skulle markere over for forræderne, at sådan kom det til at gå. Det skulle markere iskulde. Ikke noget med hastværksarbejde. Sådan kom det til at gå…’

Den værste forbrydelse
Min anelse om, at interviewpersonens reaktion kunne blive negativ, holdt ikke stik. Falk-Jensen ringede til mig et par dage efter med tak og anerkendelse. Artiklen var fremstået med lige præcis det budskab, han ønskede at formidle.
‘Eigils’ pointe går igen i de talrige interview, han har givet, siden han i 2010 som 89-årig opgav anonymiteten og trådte frem i offentligheden.
I et brev, han skrev til mig i 2011, konstaterer han, at en fjende i en krig normalt er én, man slutter fred med.
‘Men hvor det drejer sig om en forræder stiller sagen sig anderledes. Forræder… Et frygteligt, negativt ladet ord, idet en sådan person i strid med det i dyr såvel som mennesker dybest liggende – viljen til at forsvare sin rede/sin hule/sit territorium – forråder dette til en fjende,’ skrev Falk-Jensen.

Dyrbergs arvtager
Med sin krasbørstige retorik er ‘Eigil’ i sin alderdom blevet en slags arvtager for den jævnaldrende Gunnar Dyrberg, der døde i 2012. Dyrberg var i mange år en af de få, der udtalte sig i offentligheden.
Han sagde i lige så direkte vendinger, at han ikke på nogen fortrød at have deltaget i likvideringer  – fortrydelsen skulle da lige gå på, at frihedskæmperne ikke skød nogle flere.

Tys-tys
I mere end 50 år efter befrielsen i 1945 var emnet nærmest tabu. Ud over Dyrberg talte kun Hans Edvard Teglers og enkelte andre offentligt om egen deltagelse i konkrete drab på stikkere og terrorister.
På min daværende arbejdsplads Ritzau lavede min nu afdøde kollega John Rifberg ved 50-års befrielsesjubilæet i 1995 et firedobbelt interview med tidligere likvideringsmænd. Det skete dog på betingelse af anonymitet. Aftalen blev indgået efter forhandlinger over flere omgange med mænd, der ringede fra mønttelefoner.
Til sidst blev et møde aftalt på et værtshus, hvor Rifberg – som jeg husker det – ved sin ankomst blev vist diskret op ad en trappe, hvor mændene ventede i et separatlokale.
Først med Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet (Gyldendal, 2001) er der over et bredt felt blevet kastet lys på dette traumatiske kapitel af modstandsbevælgelsens historie.

Hvis du abonnerer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA, kan du læse selve interviewet her:  http://ekstrabladet.dk/ekstra/dybde/article2112537.ece

Du kan læse om den mest kontroversielle likvidering her

Tak til freelance-pressefotograf Rasmus Flindt Pedersen, der har stillet billedet øverst til rådighed for blogindlægget.

‘Eigils’ efterkrigs-likvidering

Et punktum for nedenstående sag om dobbeltdrabet på Geels Bakke ved Holte blev uventet sat den 4. maj 2018 i Radio 24/7, da den 97-årige Povl Falk-Jensen i et interview med journalist Knud Brix erkendte, at der havde været tale om et hævndrab.
  ”Jeg kunne ikke forestille mig, at Anden Verdenskrig skulle slutte, uden at de skulle ned og ligge (…). Bare de ikke slap,”  sagde han om ægteparret Yngve og Hildur Nielsen, der havde arbejdet tæt sammen med blandt andet Schiøler-gruppen. 
 Dermed opgav Falk-Jensen det defensorat, som han til stadighed har gentaget, siden han i 2010 under stor opmærksomhed trådte frem i offentligheden som 89-årig som manden, der havde likvideret 11 stikkere under besættelsen. 
 Den fornyede opmærksomhed om sagen var blevet sat i gang af forfatteren Peter Øvig Knudsen i et indlæg i dagbladet Politiken ti dage før, den 24.april 2018. Det havde overskriften ‘Povl Falk-Jensen begik modbydelige drab’.
Blogindlægget herunder er fra 2014. Povl Falk-Jensen døde 25. april 2019, 98 år gammel.

—– —–

De gamle frihedskæmperes velkendte personkreds blev i 2009 pludselig suppleret af en hidtil ukendt, men centralt placeret modstandsmand fra organisationen Holger Danske. Mandens eksistens var ikke ukendt, men han havde i litteraturen udelukkende været kendt under sit dæknavn ‘Eigil’.
Man vidste også, at manden under besættelsen havde likvideret flere stikkere end selv ‘Flammen’ (Bent Faurschou Hviid), hvis indsats få år før – i Thure Lindhardts skikkelse – var blevet skildret i filmen Flammen & Citronen.
Efter at historikeren Peter Birkelund som den første havde offentliggjort ‘Eigils’ navn – Povl Falk-Jensen – i sit tobindsværk Holger Danske (Syddansk Universitetsforlag), bragte jeg sammen med tv-journalist Henriette Skov Andersen og fotograf Benjamin Kürstein for første gang den dengang 89-årige Falk-Jensen ud i det bredere mediesøgelys. Det skete efter at jeg i efteråret 2009 via Niels Gyrsting, formanden for Frihedsmuseets Venner, havde fået oplysning om, at foreningen var på vej med en udgivelse af en fyldig beretning, som Povl Falk-Jensen havde skrevet tilbage i 1980’erne. En beretning, som ‘Eigil’ havde klausuleret til 2009, og som indtil da havde været deponeret på Rigsarkivet.
I den anledning skaffede Gyrsting os kontakt til ‘Eigil’, fordi han havde besluttet sig til også i interviewform at stå frem for offentligheden efter i 65 år kun at have været kendt under dæknavn.
Vi besøgte ham en af de sidste dage i 2009 i hans ældrebolig i Nærum nord for København. Dækningen i Ekstra Bladet, der kom samtidig med bogens udgivelse under titlen Holger Danske – ‘Afdeling Eigil’, blev omfattende.  Falk-Jensen kom derefter i TV-Avisen og TV2 Lorry. Siden er han med jævne mellemrum blevet kontaktet af journalister og bedt om interview – senest i Berlingske Tidende i begyndelsen af maj i år.

Skød selv 11 stikkere
‘Afdeling Eigil’ var Holger Danskes mest hårdkogte likvideringsgruppe i de sidste syv-otte måneder af besættelsestiden, da tilstandene i København havde eskaleret til det borgerkrigsagtige.
Falk-Jensen skød personligt 11 personer, og han har specielt måttet svare på spørgsmål om de to sidste likvideringer igen og igen. Det var nedskydningen af stikker-ægteparret Yngve og Hildur Nielsen i Geels Skov ved Holte. Henrettelsen skete 7. maj 1945 – to dage efter besættelsens ophør!
Så sent som sidste år fik B.T.-journalisten Jan Eriksen Povl Falk-Jensen ud på en gåtur på gerningsstedet som led i et interview.

Frisørægteparret på Frederiksberg
Den i dag 94-årige mand har i sin erindringsbog redegjort for baggrunden.
Yngve og Hildur Nielsen havde en frisørsalon på Frederiksberg, der var stikkercentral for Schiøler-gruppen – den terrorbande i besættelsesmagtens tjeneste, som Povl Falk-Jensens afdeling kæmpede mod på liv og død. Ægteparrets angiverier havde flere gange bragt Falk-Jensen selv i livsfare og havde ført til, at flere af hans gruppemedlemmer var endt i kz-lejre.
Det lykkedes ikke at få ram på frisørægteparret under krigen, men 6. maj pågreb ‘Eigil’ og nogle gruppefæller dem i Hildur Nielsens forældres lejlighed på Frederiksberg. På det tidspunkt var der en række steder skudvekslinger mellem modstandsfolk og brigadesoldater og – på den anden side – HIPO-folk og lignende. Det krævede mange dødsofre – noget, adskillige mindeplader rundt om i København stadig minder om.

Falk-Jensen: Det var nødværge
Ægteparret blev kørt til Aurehøj Gymnasium i Gentofte, som Holger Danske havde overtaget som midlertidig ‘kaserne’.
‘Vi havde ikke nogen sikre forvaringsrum, der virkelig var egnede til at holde farlige fanger indespærret i,’ skriver Povl Falk-Jensen, der i 1945 var 24 år,  i Holger Danske – ‘Afdeling Eigil’.
‘Vi havde kun et ganske almindeligt lærerværelse. Her blev to mand af vort fåtallige mandskab posteret som vagter for at overvåge ægteparret. Selv om fangerne var bagbundne, skulle der blot et mindre angreb til, så var vagterne delvis blevet sat ud af spillet. Nu havde ægteparret Yngve Nielsen en særdeles gunstig chance for at befri sig, tilegne sig vagternes maskinpistoler og med den baggrundstræning og skrupelløshed, som jeg i hvert fald vidste, de var i besiddelse af, uskadeliggøre mange af os, før de var blevet dræbt, overmandet eller – hvad også kunne tænkes – befriet.’
De første befrielsesdage summede af alle mulige rygter. Holger Danske-folkene frygtede bl.a. angreb fra ‘varulve’ – dvs. tyskerhåndlangere, der havde forberedt sig på en underjordisk væbnet kamp efter nederlaget ved fronterne.
‘Der var en mulighed for at få bragt de to fanger i sikkerhed i Vestre Fængsel, men det var med stor risiko for, at ledsagemandskabet gik tabt, og fangerne eventuelt blev befriet. Beholdt vi dem på gymnasiet, ville de udgøre en betydelig risiko for os alle. Jeg fandt, at jeg måtte veje ansvaret for mine 30 mand og de øvrige på kasernen op mod de to fanger. Vi havde kun os selv at stole på. I denne og lignende situationer måtte bestemmelsen om krigshandlinger begået i nødværge atter bringes i anvendelse,’ skriver Povl Falk-Jensen.
Derfor blev Yngve og Hildur Nielsen den følgende morgen kørt ud i Geels Skov af otte Holger Danske-folk og skudt af Falk-Jensen og et andet gruppemedlem med korte maskinpistolsalver.

Samtidig kilde: Det var eksekvering af dødsdom
Forklaringen er problematisk.
Det er fundamentalt i historieforskning, at samtidige kilder må tillægges større vægt end senere forklaringer – ikke mindst når forklaringerne kommer fra personer, der selv har været involveret.
Forfatteren Peter Øvig Knudsen fremlagde første gang i bogen Efter drabet (Gyldendal, 2001) en redegørelse fra Holger Danskes advokat af 12. juni 1946. Den blev skrevet, efter at et medlem af ‘Afdeling Eigil’ var blevet sigtet for drab. Advokaten konstaterer, at Yngve og Hildur Nielsen var blevet ‘dødsdømt af Frihedsrådet’ efter en skudepisode i Ny Adelgade i København i november 1944, hvor Povl Falk-Jensen var få millimeter fra blive ramt i nakken af skud, da han faldt i baghold i trappeopgang. Ægteparret blev afhørt efter arrestationen og tilstod at være stikkere for Gestapo. Derefter var gruppemedlemmerne, der foretog afhøringen, enige om, at ‘dødsdommene skulle eksekveres’.
‘Ægteparret blev stillet op ved siden af hinanden, idet det blev tilkendegivet dem, at de skulle henrettes til straf for deres forbrydelser.  Derefter trådte samtlige 8 mand an, og på kommando affyrede de på én gang 8 M.P. geværer. Begge ægtefæller døde øjeblikkelig,’ referer Peter Birkelund dokumentet i værket Holger Danske.
Myndighederne foretog sig ikke videre. Sagen blev henlagt ‘efter omstændighederne’, som det hed, idet det var den generelle politik, at drab under besættelsen, som modstandsbevægelsen tog ansvaret for, ikke skulle underkastes politiefterforskning.

Svigerfar skrev redegørelse
Der er to radikale forskelle mellem Povl Falk-Jensens forklaring i dag og arkivaliet fra 1946.
For det første beretter landsretssagfører P.A. Thofts redegørelse om en formel dødsdom, der blev eksekveret med nogle dages forsinkelse. For det andet bliver henrettelsen foretaget af en peloton – nærmest som dem, der foregik i Ryvangen under krigen, når en tysk krigsret havde dødsdømt danske modstandsfolk.  I dag taler Falk-Jensen om en likvidering med to maskinpistolsalver efterfulgt af et sikringsskud i nakken.
Hvad der er rigtigt, er ikke til at sige. Men siden formålet har været at aflaste en person, der var sigtet for drab, er det et rimeligt gæt, at advokaten har fremstillet begivenhederne på en måde, der stillede den sigtede i det bedst mulige lys. Og gjorde man i 1946 bedst ved at tegne et billede af en formel, regelret henrettelse ud fra den myte, at alle likvideringssager var blevet forelagt Frihedsrådet, der ‘dødsdømte’ de pågældende, før de blev ‘frigivet til henrettelse’.
P.A. Thoft ikke var en hvilken som helst advokat. I de hektiske majdage i 1945 havde to unge piger henvendt sig på Aurehøj Gymnasium på et tidspunkt, hvor ‘Eigil’ havde vagten. De havde netop været til den første skriftlige prøve til studentereksamen, og den ene af pigerne havde glemt et tæppe. Det fik hun lov at hente, og stemningen blev så god undervejs, at ‘Eigil’ og pigen blev kærester. Nogle år efter blev de gift.
Pigens navn var Lisa Thoft, og hun var datter af P.A. Thoft. Povl Falk-Jensen var med andre ord i 1946 vordende svigersøn, da Holger Danske-advokaten skrev sin redegørelse.

Jørgen Røjel fortav sagen
At sagen er blevet opfattet som ubehagelig i Holger Danske-kredse, er der ingen tvivl om. I den fremtrædende HD-mand Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig fra 1993 omtales efterkrigslikvideringen ikke i kapitlerne om de dramatiske befrielsesdage. Tidligere i bogen står der blot: ‘Fru Nielsen og hendes mand blev først likvideret i maj 1945’.
Røjels bog blev udsendt på et tidspunkt, da tildragelserne i Geels Skov var helt ukendte uden for en snæver kreds. Hans tilsløring af, at likvideringen af Yngve og Hildur Nielsen fandt sted efter den 4. maj synes klart at være motiveret af hensyn til de involverede gamle modstandskammerater.

Varulvefrygten var reel
Povl Falk-Jensens beretning er skrevet mere end 35 år efter begivenhederne. Trods de oplagte svagheder og tidsafstanden synes jeg ikke, at hans forklaring kan frakendes relevans.
– For det første var der stadig var krigslignende tilstande i København i adskillige dage efter befrielsen. Mens befolkningen i almindelighed kunne give efter for lettelsen og jubelen over landets befrielse fra 4. maj om aftenen, tegnede billedet sig anderledes for de frihedskæmpere, der skulle ud og arrestere personer, der stod på Frihedsrådets arrestationslister.  Specielt folk som dem fra ‘Afdeling Eigil’, der skulle pågribe mistænkte stikkere og terrorister, var fuldt ud så meget i livsfare, som de havde været det i mange måneder før befrielsen. Det har betydning for den måde, man skal vurdere deres reaktioner på.
– For det andet var der faktisk i den umiddelbare efterkrigstid en frygt for ‘varulve’, selv om historikerne senere har kunnet konstatere, at risikoen ikke var reel.
– For det tredje  er det – hvis man accepterer, at det var forbundet med fare at færdes rundt i København – forståeligt, at man ikke ville løbe unødvendige risici ved at foretage en fangetransport. Ud fra det billede, HD-folkene på det tidspunkt havde af tingene, havde man grund til at frygte en befrielsesaktion.
– For det fjerde var ‘Afdeling Eigil’ en meget disciplineret afdeling, der havde ført en nådesløs kamp mod HIPO og Schiøler-gruppen. Peter Øvig Knudsen har i Efter drabet vist, at der forekom adskillige likvideringer med tvivlsom eller ingen berettigelse – også ud over dem, som det officielle Danmark bagefter erkendte som fejltagelser. I den forbindelse er der grund til at lægge mærke til, at ingen af de op mod 20 likvideringer, som Povl Falk-Jensens afdeling foretog, var under seriøs mistanke i den forbindelse. Ifølge Peter Birkelund blev der kun stillet alvorlige spørgsmålstegn ved én af afdelingens likvideringer. Her blev en kvinde skudt under en mislykket våbenaktion – en virkelig tragisk sag, hvor, kvindens étårige søn var til stede. Men en våbenaktion er en relevant modstandsaktivitet, og det mest bemærkelsesværdige er efter min opfattelse, at der ikke var mere, der gik galt. Der er ingen tegn på nogen særlig skydeglæde i afdelingen, og den vold, der blev begået, havde tilsyneladende altid et specifikt modstandsrelevant formål.

Mænd i krig
Det er uacceptabelt i et retssamfund , at folk tager sig selv til rette og gennemfører justits i privat regi, men situationen var unægtelig speciel.
Krisepsykologer kan i dag sige meget om, hvordan folk reagerer på at have været i livsfare blot én gang. Mændene fra ‘Afdeling Eigil’ var aktive i den allerfarligste del af modstandskampen, og mange af de terrorister, de bekæmpede, var mænd med våbentræning fra tysk krigstjeneste. Povl Falk-Jensen og hans gruppe var mænd i krig, og der gik ikke en uge uden at de var i livsfare. Og livsfaren var ikke overstået med den 5. maj.
Hvis et hævnmotiv spillede ind den tidlige morgen i Geels Skov – og det gjorde det jo nok – bør det ses på den baggrund.
Men under alle omstændigheder burde den politiefterforskning, der var sat i gang, have været gennemført.

—– —– —–

KOMMENTAR:
Povl Falk-Jensen fik tilsendt et eksemplar af mit blogindlæg med posten, og få timer efter modtagelsen meldte han sig i telefonen med en tilføjelse. Det var ikke kun formodningen om ‘varulve’-grupper, der gjorde, at han frygtede et angreb på Holger Danske-‘kasernen’ på Aurehøj Gymnasium.
– Jeg måtte også regne med, at vi kunne blive angrebet af tyske styrker, der – ligesom på Bornholm – ikke ville overgive sig. F.eks. de tyske tropper på Livgardens Kaserne. De havde faktisk overgivet sig, men vi havde ingen stabil telefonforbindelse, så det kunne vi ikke vide, siger ‘Eigil’.
Falk-Jensen tilføjer, at han ikke kendte noget til P.A. Thofts redegørelse, før den blev citeret i Peter Øvig Knudsens og Peter Birkelunds bøger.
– Nej, det sagde svigerfar ikke noget om. Det var en mærkelig sag. Det var en anden, der blev sigtet, selv om jeg helt klart var den, der havde ansvaret. Men jeg var vist nærmest den eneste, der ikke blev afhørt.