På sporet af en Gestapochef

‘Hoffmann,’ lød det, da telefonen blev taget.
‘Jens Hoffmann?’
‘Ja…’
‘Goddag, det er Suzanne Rasmussen fra Danmark. Kender De noget til Karl Heinz Hoffmann, der var Gestapochef i Danmark under Anden Verdenskrig?’
‘Ja, han var min far.’
Ordvekslingen fandt sted i foråret 2008, og det blev begyndelsen på bogen Gestapochefen, som Suzanne Wowern Rasmussen og jeg sammen udgav på Nyt Nordisk Forlag i 2011. Suzanne havde fået interessen for Hoffmann-skikkelsen i Ole Christian Madsens film Flammen & Citronen, hvor han – i den tysks skuespiller Christian Berkels skikkelse – var en af de vigtigste biroller.
Blandt andet vakte det Suzannes irritation, at Berkels hoved var helt glatraget, selv om virkelighedens Karl Heinz Hoffmann livet igennem havde et fyldigt hår.
Hun arbejdede selv med projektet frem til 2010, da Suzanne og jeg indgik en samarbejdsaftale om bogprojektet.

Hjernen bag Gestapo
Karl Heinz Hoffmann (her til højre) levede fra 1912 til 1975. Han var SS-Sturmbannführer og den danske modstandsbevægelses farligste fjende. Gennem sit stikkersystem var han årsag til, at hundreder af modstandsgrupper blev rullet op, og at talløse mistænkte eller virkelige modstandsfolk blev underkastet tortur på Shellhuset i København.
Samtidig blev Hoffmann af mange danske forhandlingspartnere betragtet som en nazist, der var forholdsvis moderat og fremkommelig. Han var en intelligent samtalepartner og kvindebedårer.

Baggrund, opvækst og efterliv
Telefonsamtalen i 2008 førte til, at sønnen Jens Hoffmann kom til København sammen med sin hustru og så Flammen & Citronen. Ud på sommeren kørte Suzanne Rasmussen sammen med sin mand, tømrer Bjarne Elmhøj Pedersen (foto herunder tv.) til Koblenz-egnen, hvor Karl Heinz Hoffmann stammer fra.
Hoffmann var jurist og drev advokatforretning i byen efter sin løsladelse fra dansk fængsel i 1952, og Jens Hoffmann driver den i dag videre. En anden søn, Jörn Hoffmann, bor også på egnen og er ligeledes jurist – pensioneret statsadvokat.
Dette besøg blev fulgt af flere andre, og jeg var selv dernede med Suzanne og Bjarne i efteråret 2010 og fik her lejlighed til at interviewe Hoffmann-brødrene.
Suzanne fik gode resultater ud af sit talent for at fremskaffe personoplysninger, og derfor har vi i bogen righoldige oplysninger om Karl Heinz Hoffmanns opvækst, ungdom og efterkrigsliv – og ikke mindst om, hvilke konsekvenser det har haft for efterkommerne at have en krigsforbryder i familien.
Det lykkedes Suzanne at blive interviewet til en regional avis, Rhein-Zeitung. Det bevirkede, at hun kom i kontakt med en ældre dame, der kunne give oplysninger om en ungdomskæreste og en hidtil ukendt, uægte søn.

De brutale fakta
Det blev så til gengæld min opgave at skaffe de mere hårdtslående oplysninger om Karl Heinz Hoffmann – primært gennem arkivresearch.
Det gælder især hans virke som politichef i Danmark, hans forbrydelser, retssagen mod ham, der i første omgang i Københavns Byret førte til en dødsdom, og hans syv år i fængsel.
På den måde fik vi tilsammen afdækket historien om en af krigstidens uhyggelige, dobbelttydige skikkelser – en slags ‘Dr. Jekyll og Mr. Hyde’. Men selv bag den værste slyngel ligger der en historie med et menneskeligt indhold.

Passion for person-research
Suzanne Wowern Rasmussen er salgskonsulent i Aller-koncernen til daglig og er dermed et eksempel på, at historikerne aldrig har kunnet have besættelsestiden for selv. Hun har i årevis dyrket kriminalhistorier fra Anden Verdenskrig og – frem for alt – i det legendariske dobbeltmord på Peter Bangsvej i 1948. Det har hun blandt andet skildret ud fra en astrologisk synsvinkel i artikler i bladet Horoskopet.
Jeg fik første gang kontakt med hende i forbindelse med researchen op til bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som jeg udgav i 2002 sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin (forlaget JP Bøger). Her bidrog hun med kontakter til et par interviewpersoner.

Werner Best-barn holdt maleri i pant

Werner Best var en knivskarp jurist, Gestapos administrative hjerne og senere – i årene 1942-1945 – Adolf Hitlers politiske chef i Danmark.  Han havde en mesterskakspillers taktiske sans. Best levede til 1989 og angrede aldrig sin hovedrolle i nazistaten.
Jeg har mødt ét af hans fem børn og vedkommendes ægtefælle under mit arbejde på bogen Werner Best, der udkom i 2013. Politisk ligger parret lysår fra Werner Best, idet de er venstreliberale – en af de første ting, de gør opmærksom på, da jeg træder ind i en højloftet entre i deres lejlighed på en herskabelig sidegade nær centrum i en mellemstor vesttysk by. De er belæste mennesker, der blandt andet har læst de samlede værker af Thomas Mann, der var ildeset i nazitiden.

Den taktiske sans
Trods kløften mente jeg under besøget at kunne genkende et bestemt personlighedstræk fra dr. Best i efterkommeren – nærmere bestemt den eminente taktiske sans. Evnen til at tage bestik af situationen og handle ud fra det.
Men inden jeg går videre vil jeg lige undskylde, at jeg omtaler Werner og Hilde Bests barn akavet som vedkommende/den pågældende eller lignende. Grunden er, at jeg har lovet personen anonymitet, og da kun de tre yngste af de fem børn i dag lever – to døtre og en søn – ville det komme tæt på at identificere vedkommende at oplyse kønnet.

De to ældste børn er døde
Lige fra begyndelsen af bogprojektet var der mange der spurgte mig, om jeg havde talt med børnene. For mig var det bestemt også et fokuspunkt. Spørgsmålet om, hvordan efterkommernes liv er blevet præget af at have en far, der havde et afgørende ansvar for Holocaust og Gestapo-terror, ligger lige for.
Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at de to ældste, Gisela og Hartmut, begge var døde et år før jeg begyndte på mit projekt. Det var ærgerligt, for med fødselsår i henholdsvis 1932 og 1934 var de nok de eneste, der havde detaljerede erindringer fra tiden i Danmark.
To døtre født i 1936 og 1939 er begge læger – og begge gift med læger – mens den yngste søn, der er født i 1942, er advokat. Hans hustru er pensioneret gymnasielærer.

Hidtil ukendt billede
Det viste sig, at to af de tre nulevende børn var helt uvillige til at tale med journalister, forfattere eller andre, der på offentlighedens vegne vil spørge ind til familiefortiden. Det tredje barn sagde et stykke tid efter den første kontakt ja til mit ønske om at komme på besøg, og jeg indfandt mig i august 2012.
Jeg tror, at værtsparret ret hurtigt fik indtryk af, hvad der for mig ville være det mest interessante resultat at få med hjem. Det var ikke svar på spørgsmål om tiden i Danmark, for det kunne vedkommende barn ikke huske noget om. Det var heller ikke faderens omfattende synderegister, for det kendte jeg i forvejen. Det var derimod  det maleri fra 1929, der er gengivet øverst i dette indlæg. Det hænger i et værelse i parrets lejlighed. Det var virkelig interessant til mit behov, fordi der ikke findes offentligt kendte billeder af Werner Best ældre end midten af 1930’erne, da han blev fotograferet under sin hastigt opstigende karriere i sikkerhedsapparatet.
Maleriet, der blev til, da Werner Best var 26 år, giver derfor et godt indtryk af, hvordan han så ud som helt ung mand – et ikke uvæsentligt indslag i en biografi.

Sen email fra fotohandel
Best-barnet og ægtefællen gav udtryk for, at de gerne ville lade mig bruge det, og jeg nævnte muligheden af, at jeg kunne sende en freelance-fotograf med henblik på affotografering, men jeg fik det svar, at de havde en søn, der kunne ordne den side af sagen.
Da jeg kom hjem til Danmark sendte jeg et referat af vores samtale på mail, fik svar tilbage, og jeg havde fortsat indimellem kontakt med parret hen over de følgende måneder. Tonen var ufravigeligt høflig og imødekommende. I hver henvendelse indflettede jeg en forsigtig påmindelse om das Gemälde. Hver gang blev der svaret bekræftende. Og hver gang skete der intet.
Efterhånden blev bogen om Werner Best færdig, og jeg havde egentlig opgivet. Men knap to uger før bogen skulle til tilrettelæggelse, sendte jeg endnu en email med det indhold, at jeg skulle have billedet i hænde senest på en bestemt dato, hvis jeg skulle kunne nå at bruge det i bogen.
Blot to dage før bogen gik til tilrettelæggeren kom der en mail med en mig ubekendt tysk afsender ind på min konto på Ekstra Bladets redaktion. Den viste sig at være fra en fotoforretning i mit værtspars by, som sendte en vedhæftet fil med billedet.

Hvad er tendensen?
Hvad var så formålet med at trænere sagen så længe? Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror, at det handlede om, at man ønskede at holde øje med, om jeg begyndte at ‘genere’ andre familiemedlemmer med opringninger – især de to helt uvillige søskende.
Selv om Best-barnet og ægtefællen er helt på det rene med og ikke undskylder Werner Bests forbrydelser, var de også på vagt over for, hvor aggressiv min vinkel var. De ville gerne have en fornemmelse af die Tendenz, som det blev udtrykt.
Og når man har den slags reservationer, er det jo – og det er her den effektive taktik kommer i spil – meget rart at have et maleri i baghånden.

Israelsk nej til Best-barnebarn
Parret havde tilsyneladende også en andet bevæggrund til at gå med til et møde. De har en datter, der var 16-årig skoleelev tilbage i 1990’erne. Hendes klasse skulle på udvekslingsbesøg i Israel, men man ville ikke give indrejsevisum til et barnebarn af Werner Best.
Sagen blev en historie i både en regionalavis og radiostationen Deutsche Welle, og den fik en happy ending. En ældre jøde bosat i  Schweiz satte sig i bevægelse, fordi han var forarget over den tankegang, at ‘fædrenes synder skal nedarves på sønnerne i syv led’.
Han fik på en eller anden måde organiseret et pres på de israelske myndigheder, så pigen alligevel senere fik mulighed for indrejse.
Denne historie ville hendes forældre tydeligvis gerne have med i min bog.

Forståelig reservation
Jeg havde en sympatisk oplevelse af parret, og jeg kan minsandten godt forstå deres reservation. De virkede som om de havde bearbejdet fortiden på en så konstruktiv måde, som det nu er muligt, når ens far har ladet 10.000 polakker myrde af Einsatz-grupper og franske jøder deportere til Auschwitz.
Werner og Hilde Best var hverken mere eller mindre synlige i lejligheden, end afdøde forældre er det i ethvert gennemsnitligt hjem. Miniaturebilleder af dem sad på væggen i et hjørne, og Werner Bests Dänemark in Hitlers Hand stod i bogreolen, men ikke på et påfaldende sted. Maleriet hang som nævnt i et andet værelse.

Historiens vingesus
Jeg kan ikke nægte, at jeg oplevede et vist historiens vingesus, da jeg fik lov til at gå op af en trappestige i den meget højloftede entre. Her var der sat hylder op i fire lag til ekstra opsætningsplads for bøger.
Her stod en del af Werner Bests bogsamling – tykke filosofiske værker af filosofferne Schopenhauer og Kant og af den preussiske statsretsteoretiker Karl vom Stein. Mere overraskende stod der også et mindre antal science fiction-bøger – en genre, som Best begyndte at interessere sig for på sine ældre dage.

 

 

 

Havde lige født, da manden tog på sabotage

Mænd spiller som regel hovedrollen i beretninger om frihedskampen, for det var i næsten alle situationer dem, der var i forreste linje, når det gik hedt til. Men modstanden kunne aldrig være lykkedes, hvis ikke kvinder havde varetaget støttefunktioner som kurertjeneste, funktionen som illegale værtinder og sekretærer eller aktive i efterretningsarbejde.
Endelig kan det nævnes, at nogle af sabotørerne var så heldige at have ganske robuste hustruer, der klarede meget belastende situationer – og tilsyneladende uden at beklage sig.
En tidligere modstandsmand, der gerne deler æren med kvinderne, er Jørgen Kieler, den nu 96-årige veteran. I Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) – hans store værk om den første Holger Danske-gruppe – beskriver han udførligt og ved enhver rimelig lejlighed de kvindelige deltageres og familiemedlemmers fortjenester.
Det sker med en varme og medleven, der kun kan tænkes, når man selv har været en del af den samme kamp og har kendt personerne.

Tabte nyfødt af forskrækkelse
Tag for eksempel Grethe Moesgaard, der var gift med sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og i øvrigt selv illegal depotværtinde.
Hun var højgravid, da manden 5. august sammen med en kammerat befriede gruppelederen Josef Søndergaard (‘Tom’) fra Vestre Fængsel. Senere på måneden fødte hun på Nyholms Klinik på Rosenørns Alle på Frederiksberg.
De nybagte forældre aftalte, at faderen skulle hente mor og barn på klinikken 24. august, men på vej dertil havde ‘Ewald’ et ærinde, han skulle have ordnet.
‘Det kunne sagtens nås, for det var lige om hjørnet,’ skriver Jørgen Kieler.
‘Det var Forum, det drejede sig om. Den nybagte far var så betænksom at ringe til sin kone og råde hende til at lukke alle vinduer op. Det gjorde hun, og ingen på fødeklinikken blev forskåret af flyvende glassplinter, da Forum kort efter gik i luften med et brag. Men Grethe var lige ved at tabe sit barn på gulvet af forskrækkelse. Ewald holdt sin aftale med Grethe med et kvarters forsinkelse. Han blev belært om at være mere præcis i fremtiden, men ikke om at holde op med at sabotere. Hun fandt sig også i, at han brugte turen med ambulancen til Virum til at hverve de to Falck-folk for modstandsbevægelsen.’

Pludselige skudsalver i Strandgade
Kort tid efter – efter regeringens afgang 29. august 1943 – rejste Povl Moesgaard til Sverige, men i januar 1944 fandt han, at forholdene var blevet så faretruende i København, at han måtte hjælpe sin kone og barnet over Øresund. Han rejste derfor hjem og skaffede kontakt til en illegal rute, der kunne bringe familien til Sverige natten mellem 2. og 3. februar 1944. Mødestedet var Asiatisk Plads, hvor to unge mænd tilbød at bære det fem måneder gamle barn, der var tungt.
‘Jeg så, at de tog i hver sin hank, og jeg gik lige foran sammen med damen i bilen,’ skriver Grethe Moesgaard i en efterkrigsberetning.
‘Vi blev i Strandgade modtaget af Blichfeld Møller (kaldet ‘den røde Pimpernel’), har jeg senere hørt. Jeg mener, at hans fornavn eller dæknavn var Franz. For ud af mørket spurgte en stemme på dansk: ‘Er det dig, Franz?’ Han bejaede det, og pludselig sprøjtede projektilerne hen over Strandgade, og Blichfeld Møller blev dræbt ca. 1 m fra mig. Jeg vendte mig om efter mit barn om skimtede de to unge mænd i fuldt firspring med barnevognskassen+ indhold imellem sig. Jeg ville løbe efter, men den ukendte dame hev mig ind i en opgang. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg måtte efter mit barn, men hun holdt fast i mig og sagde, at jeg ville blive dræbt. Der kom en herre fra en lejlighed og spurgte, om damerne ikke ville vente hos ham og hans kone, til der blev ro. Jeg vidste hverken ud eller ind, men de blev ved med at skyde, og jeg hørte en grov stemme råbe: ‘Flyt barnet, vi skyder’. Jeg troede først, at det var mit barn, men kom så i tanker om den lille pige, der havde været sammen med sin far. Vi sad, damen – der havde været involveret i noget med den spanske borgerkrig – og jeg, kridhvide i ansigtet. Vi fik et glas vand af den rare frue fra lejligheden, og omsider blev der ro i gaden,’ fortæller ‘Ewalds’ kone.

Enestående held
Under indviklede omstændigheder, hvis sammenhæng ikke engang stod klare for forældrene selv, dukkede sønnen senere på natten op på politistationen i Under Elmene på Amager. Det var en betjent på stationen ved navn Skaarup, der var ven med Povl Moesgaards fætter, der kunne bekræfte, at han genkendte barnet.
‘Han fik barnet udleveret og bragte det hjem til sin kone. Man fandt så et projektil, der var gået igennem hans hovedpude, havde revet lynlåsen op på hans kørepose, men ellers lå det i fodenden uden at have ramt drengen,’ skriver Grethe Moesgaard.
Under læderremmen på barnevognskassen var stukket en tegnebog med 500 kroner (over 10.000 nutidskroner) og Povl Ryde Moesgaards navn og adresse. De tilhørte den 19-årige Christian Algreen-Petersen, der var én af de rutefolk, der faldt i baghold i Strandgade.
Algreen-Petersen blev hårdt såret, mens to rutefolk blev dræbt. De to var den ovennævnte Frits-Johan Blichfeldt Møller samt politibetjent Hans Jørgen Henry Christiansen. Der sidder i dag en mindeplade for dem på muren af ejendommen Strandgade 25 på Christianshavn.

Denne artikel er den fjerde og sidste i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her
– Og du finder nr. 3 i rækken – om Monica Wichfeld – her.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Frihedsråds-medlem sværmede for førerprincippet i 1930’erne

‘Vi længes efter at leve. Helt enkelt og primitivt. Politik går i disse år over fra at være bundet af klasser og principper til at være bestemt af nationer og førere.’
Sådan skrev den 31-årige kulturkritiker Arne Sørensen (billedet)  i 1937 i tidsskriftet Det tredje Standpunkt. Han hævdede, at liberalismen havde skabt et ansvarsløst og holdningsløst ‘mangevælde’, mens tidens store problemer efter hans opfattelse kun  kunne løses, hvis man gav en ‘folkebestemt statsmagt meget stor myndighed og handlekraft’. Denne statsmagt skulle turde påtage sig det ansvar at ‘bruge magt i folkets navn’.
Dermed var Arne Sørensen et eksempel på, at autoritære ideologier havde medvind overalt i Europa i 1930’erne – selv i Danmark, hvor Thorvald Stauning havde et solidt befolkningsflertal bag sig på et program om det samarbejdende folkestyre.
I mange kredse var det slet ikke nogen selvfølge at give tilslutning til det parlamentariske demokrati. Man behøver kun at nævne den begejstring, Kaj Munk en overgang nærede for Adolf Hitler.
Arne Sørensen var formand for partiet Dansk Samling, og hans artikel er gengivet i historikeren Henrik Lundbaks bog Staten stærk og folket frit – Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47 (Museum Tusculanums Forlag, 2001). I Lundbaks referat fortsætter Arne Sørensen:
‘Der er en lang række alvorlige forhold i landet, hvor kun én vilje – fra én mand eller nogle ganske få – kan fremkalde de kraftige handlinger, som kan bringe tingene i orden. Lad os ærligt indrømme det, og lad os gå i gang med at finde mændene.’
Det var en passage, der fik mig til at spærre øjnene op. Det bemærkelsesværdige er, at Arne Sørensen senere blev en modstandspioner og medlem af Frihedsrådet. Lidt af en kovending, og i det hele taget er han en af det 20. århundredes virkelig særprægede skikkelser.

Fuldstændigt omsving
Arne Sørensen stammede fra landlige omgivelser ved Hvalpsund i Himmerland og fik på grund af sin usædvanlige begavelse mulighed for at studere på basis af lokale indsamlinger.
I begyndelsen af 1930’erme stod han Socialdemokratiet nær og roste de moderne nybrud i livsstil, kvindefrigørelse, arkitektur og kunst. Han skabte sig et navn som forfatter og forlægger, men i løbet af kort tid midt i 1930’erne slog han fuldstændig om.
I 1936 var han den ledende kraft Dansk Samling – et kristent, antiparlamentarisk parti, som Arne Sørensen forudså, ville udvikle sig til en folkebevægelse, der ville feje den pilrådne liberalisme til side.

Tilbage til kødgryderne
Holdningerne i kulturelle og moralske spørgsmål var traditionalistisk. Indflydelsen fra storbyerne på folkets åndelige sundhed fordømtes, og man havde i partiprogrammet planer for udflytning af befolkning og produktion fra København, så flere danskere kom til at leve i mindre samfund. M.h.t. til kvinderne var holdningen, at de skulle dygtiggøres med hensyn til beskæftigelse på deres naturlige plads – i hjemmet.
Det politiske styre skulle ske på basis af stænderforsamlinger som før Grundloven af 1849 – forsamlinger, der skulle udpege landets ledere blandt de ‘bedst egnede’.

Antonio Salazar var idealet
Men ifølge Henrik Lundbaks fremstilling var partiet hverken nazistisk eller fascistisk. Det var selvmodsigende på en række punkter.
Det jødehad, der var vidt udbredt blandt højreradikale i Europa, fandt aldrig indpas i partiet. Dansk Samling var heller ikke præget af militarisme. I programmet gik man ind for et stærkt forsvar, men man forholdt sig sjældent særlig specifikt til forsvarspolitiske spørgsmål. Man var meget dansknational, men ikke udpræget antitysk som gængse nationalkonservative. Faktisk deltog Arne Sørensen som indbudt gæst i to nazistiske rigsstævner i Lübeck.
Arne Sørensen primære inspiration var højregrundtvigiansk kristendom og autoritære katolske strømninger – f.eks. den portugisiske diktator Antonio Salazar og de kredse i Frankrig, der efter den tyske besættelse af landet blev grundlaget for Vichy-styret.

Nyt omsving
Partiet med de forvirrende holdninger fik aldrig nogen indflydelse i Danmark, for Dansk Samling fik ikke valgt medlemmer af Rigsdagen før Anden Verdenskrig. Og Arne Sørensen blev også standset i sine fører-sværmerier. De øvrige personer i lederkredsen tog afstand, og ledelsesmedlemmet Niels Banke trak sig endda på grund af sin uvilje mod ‘profetdyrkelsen’ af den karismatiske Arne Sørensen.
Under besættelsen gik Arne Sørensen under indtryk af den nazistiske undertrykkelse over til helhjertet at bekendte sig til et demokratisk samfundssystem. Og partiet fik sin særlige position i modstandskampen, fordi det ifølge Lundbak i forvejen var et sluttet, aktivistisk miljø, hvor man vidste, at man kunne stole på hinanden.

Den sydslesvigske mærkesag
Dansk Samling fik valgt folketingsmedlemmer i 1943 og 1945, og det baserede i de første efterkrigsår sin politik på kampagnen for at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Det havde de intet held med. Det var ikke noget ledigt standpunkt, for statsminister Knud Kristensen (V) samlede al opmærksomhed om sin ‘private udenrigspolitik’ for at få det tabte land tilbage. I 1947 røg Dansk Samling ud af Folketinget.
Partiet gik derefter i opløsning, og den flyvske Arne Sørensen rejste derefter til USA, hvor han nogle år var arrangør af rejseselskaber for amerikanske studenter i Europa. I 1960’erne blev han en pioner inden for fremtidsforskning.
Hele konceptet bag Dansk Samling kan i dag synes uendelig fjernt, men det havde nogle medlemmer, der er overraskende i betragtning af den position, de fik i eftertidens Danmark.
Poul Dam (1921-2000), der var en kendt SF-politiker i 1960’erne og 1970’erne var i 1940’erne et meget aktivt medlem af Dansk Samling. Også overlægerne Gunnar og Kirsten Auken – forældre til Svend og Margrethe Auken og de øvrige børn og børnebørn i den venstreorienterede, frisindede klan – var aktive i partiet.
(Foto af Arne Sørensen: Nationalmuseet)

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Frede og Erik – et atypisk makkerpar

En ortodoks marxist og en borgerligt-liberal, nationalt indstillet mand er sjældent særlig sandsynlige samarbejdspartnere. Ikke desto mindre har den nu 91-årige tidligere modstandsmand Frede Klitgaard og den over 40 år yngre Erik Høgh-Sørensen (herover) i næsten 20 år fundet fælles målsætninger i et samarbejde om dansk  besættelsestidshistorie. Man kan også udtrykke det sådan, at en rød og en blå stjerne har indledt et venskab, idet Høgh-Sørensen er kommunikationschef i en A.P. Møller-Mærsk-afdeling
Resultatet har været flere hundrede artikler af Erik Høgh-Sørensen. De har ofte indeholdt en kommentar af Klitgaard, der er formand for foreningen Aktive Modstandsfolk.

Unik kilde og god ven
Frede Klitgaard har ofte fulgt Erik Høgh-Sørensens historier op med artikler i foreningens antifascistiske tidsskrift Håndslag, der i sprogtonen er gammeldags og undertiden bærer præg af at være gammelkommunistisk.
– Som journalist begyndte jeg i sin tid at bruge Frede som kilde, fordi han er et omvandrende leksikon med viden om hændelser, historikerne enten ikke kender til, eller ikke vil skrive om. Tag nazilægen Carl Værnet. Tag de angivelige svenske invasionsplaner i 1945. Tag Søren Kam-sagen. Tag Duckwitz’s rolle som søfartsspion. Alt sammen mørke skygger af besættelsen, som Aktive Modstandsfolk har afsløret eller bidraget til at afsløre,  siger Erik Høgh-Sørensen om betydningen af det samarbejde, han har haft med Klitgaard.
Siden blev det til et egentligt venskab.
– I de senere år er Frede gået fra at være en unik journalistisk kilde til også at være en god ven. Han er et utroligt vidende, venligt og givende menneske. Jeg deler i den grad Fredes kritik af den lumpne danske samarbejdspolitik, men slet ikke hans begejstring for Sovjetunionen, hvor han var korrespondent for Land og Folk og mødte folk som Nikita Krusjtjov.

Styr på prioriteringen
Selv har jeg også oplevet, at Frede Klitgaard er en klog mand at besøge. Jeg var for nylig hos ham en eftermiddag for at høre om hans oplevelser fra modstandskampen.
Frede er en svækket mand, der sidder i kørestol, men derudover er han knivskarp. Når han syntes, at mine spørgsmål førte for meget ud på et sidespor, konkluderede han med det samme, at det pågældende spørgsmål kunne være lige meget for mig at høre svaret på, når det nu var modstandskampen, jeg beskæftigede mig med.
Med andre ord prioriterede han på sin gæsts vegne stoffet ud fra sin professionelle kompetence som journalist.

Afslørende bøger
Erik Høgh-Sørensens arbejde har ført til fire bogudgivelser, og han har med Klitgaard som en engageret hjælper hovedæren for, at historien om den aldrig retsforfulgte danske SS-mand Søren Kam og hans rolle i drabet på redaktør Carl Henrik Clemmensen 30. august 1943 nu er almindeligt kendt i Danmark.
Bogen om den indtil 1995 næsten glemte Kam-sag udkom første gang i 1998 på Askholms Forlag under titlen Dansk dødspatrulje, og sidste år blev den genudgivet i væsentligt omarbejdet form på People’s Press under titlen Drabet på Clemmensen.
I 2004 udgav Høgh-Sørensen bogen Forbrydere uden straf (Documentas), der vakte en del debat.
Den satte lys på, at de danske myndigheder i 1965 havde efterlyst 31 personer – flest tyskere – der blev anset for at have begået terrorhandlinger i tysk tjeneste under Danmarks besættelse. Den hemmelige liste var dog kun officiel, idet myndighederne intet gjorde for at få de pågældende udleveret eller retsforfulgt.
Tværtimod klarede flere af mændene på listen sig rigtig godt. F.eks. fik Friedrich Wilhelm Graurock, der var medgerningsmand til et mord på en dansk politibetjent i København i 1944, en høj stilling i Berlins Politi. Så høj, at han var i overborgmester Willy Brandts og senator Robert Kennedys nærmeste følge under den amerikanske politikers besøg i 1960’erne i den dengang delte tyske hovedstad.

Efterforskning for et syns skyld
De danske myndigheder har tilsyneladende på intet tidspunkt reelt har haft til hensigt at stille Søren Kam for retten eller at genoplive nogen som helst gammel krigsforbrydersag. Dette manglende ønske er formentlig baggrunden for, at ingen justitsministre har villet give interview om sagen, siden den for alvor dukkede op i offentligheden midt i 1990’erne.
Men myndighederne har af internationale hensyn følt sig nødsaget til at foregive, at man tog sagen seriøst. Det har f.eks. givet sig udtryk i at kriminalpolitiet i Bayern på de danske myndigheders anmodning har foretaget prøveskydninger som ballistisk dokumentation i vurderingen af det danske politis bevismateriale i Clemmensen-sagen.

Hjælp fra DF-politiker
Denne tilstand har bevirket, at alliancen Erik Høgh-Sørensen/Frede Klitgaard kan siges at have et tredje medlem – eller i hvert fald en vigtig hjælper.
Når en minister ikke vil lade sig udspørge, har en journalist den mulighed at alliere sig med et folketingsmedlem og få vedkommende til at stille spørgsmål til ministeren. Så skal ministeren nemlig svare – og svare sandfærdigt.
Samarbejdspartneren har været Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som i en årrække gav politiske kommentarer til artiklerne om den manglende retsforfølgelse af krigsforbryderne og stillede spørgsmål til skiftende ministre. På den måde fik Høgh-Sørensen sit svar, og Skaarup fik på en nem måde point i offentligheden.
– Jeg lavede mange rundringninger til samtlige politiske partier, men det viste sig snart, at ingen andre end Skaarup og til dels Søren Søndergaard (Enhedslisten) tog sagen seriøst. Det fortjener Skaarup stor ros for, siger Erik Høgh-Sørensen
Når det kommer til stykket, er samarbejdet mellem kommunisten Frede og den nationalt-borgerlige Erik måske ikke så mystisk endda. Under samtaler med et stort antal tidligere modstandsfolk har jeg bemærket, at kommunistiske og borgerlige frihedskæmpere som regel omtaler hinanden med respekt.
Dengang det gik hårdt til, havde de brug for hinanden i kampen mod den fælles fjende. Det politiske opgør måtte man tage bagefter, var holdningen.

Klart sigte
Frede og Erik er enige om en uforsonlig holdning til den danske samarbejdspolitik frem til 29. august 1943.  Diskursen i deres omtale af besættelsestidstemaer er den samme, som hvis vi havde befundet os i 1950. En landsforræder er en landsforræder, og dermed har han sat sig uden for det nationale fællesskab. Punktum. Ikke så meget pjat med at spørge ind til motiver og bevæggrunde på besættelsestidens taberside. Frede Klitgaard går endda så langt som til at sige, at folk som Erik Scavenius, Vilhelm Buhl og andre samarbejdspolitikere ‘burde have været skudt – hele bundtet’.
Erik Høgh-Sørensen protesterer mod at blive kaldt kampagnejournalist, fordi betegnelsen lugter for meget at sensationsmageri og letkøbt dokumentation, men det står i hvert fald fast, at han ofte har et klart mål med sin journalistik – typisk den årelange kamp for at få Søren Kam retsforfulgt. Og sidenhen for at få afsløret, hvilke myndighedssvigt, der har bevirket, at det ikke er lykkedes. Engagementet viser sig også ved, at hans læsere selv i kortere forløb som regel ikke bliver ladt i tvivl om, hvad Erik Høgh-Sørensens personlige mening er om det emne, der behandles.

Fælles modstandsbaggrund
Her spiller de to mænds baggrund givetvis ind. Frede Klitgaard var modstandsmand i Århus-området, og han blev arresteret i september 1943. Selv om det vel at mærke var efter regeringens afgang 29. august, sørgede politimesteren i Århus for, at Klitgaard blev udleveret til tysk politi og senere Gestapo. Han blev idømt livsvarigt tugthus i en retssag, hvor flere kammerater blev dødsdømt, og han kom til at afsone resten af krigen i tugthuset Dreibergen ved Rostock, hvor synet af lig fra den flittigt brugte guillotine mærkede ham for altid.
Erik Høgh-Sørensens far, Egon Sørensen, var modstandsmand i Midt- og Vestjylland i en gruppe i nedkastningschefen Jens Toldstrups organisation. Egon Sørensen slap fra krigen uden at blive arresteret, men flere af hans kammerater blev henrettet kort tid før kapitulationen i 1945.
Klitgaards og Høgh-Sørensens retorik er karakteristisk, men synspunkterne er helt gængse blandt modstandsveteraner. For eksempel er Jørgen Kielers store værk i to bind om den første Holger Danske-organisation Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) én lang understregning af, at de tidlige modstandsfolk i 1942 og 1943 i højere grad havde til hensigt at vælte samarbejdspolitikken end at gå i direkte kamp mod tyskerne. Og det efter Kielers opfattelse umoralske i de danske myndigheders samarbejde med besættelsesmagten demonstreres med mange eksempler.

Køligt forhold til historikerne
Erik Høgh-Sørensen og en god del af den etablerede historikerverdenen har et køligt forhold til hinanden. Det ville også være mærkeligt andet, for han kritiserer hele tiden det etablerede historikermiljø i sine artikler og bøger.
Yndlingsaversionerne er nogle historikeres – især Hans Kirchhoffs – angivelige ønske om at ‘hvidvaske’ samarbejdspolitikken, myndighedernes og arkivernes lukkethed i de sagsforløb, han har beskæftiget sig med, og den privilegerede adgang til følsomt arkivmateriale, som historikere tilknyttet Udgiverselskabet for Danmarks Nyeste Historie i en årrække havde.
Reaktionen er afmålthed. F.eks. nøjes førende besættelsestidshistorikere som John T. Lauridsen og Hans Kirchhoff i deres værker med at kreditere Høgh-Sørensen for de oplysninger, man på ingen måde kan komme uden om at tilskrive ham – og man går ikke ind i nogen debat.
Med sine bøger har Erik Høgh-Sørensen skrevet sig ind i traditionen af journalister, der har gået historikerne i bedene og leveret vigtige nye indsigter i Danmarks besættelsestid. Blandt forgængerne er folk som Erik Nørgaard (om ‘den skæve våbenfordeling’ og Jane Horney-sagen), Peter Øvig Knudsen (om stikkerlikvideringer og terroristen Ib Birkedal Hansen) og Sven Ove Gade (biografier om Frode Jakobsen, Flemming Juncker og Jens Toldstrup).

EU-bog
Høgh-Sørensen er i øvrigt bogaktuel netop nu, idet han i april udgav den EU-kritiske debatbog Mod vinden – Danmarks plads i Europa (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck), hvori han trækker på sine erfaringer gennem fem år som korrespondent i Bruxelles. Bogen er en række velskrevne analyser og reportager, der sætter lys på fiskeripolitik, landbrugspolitik, overflødigt pengeforbrug og store og små landes manøvreringer for at få størst mulig magt i unionen. Det er et spil, hvor Danmark ifølge forfatteren har været for naiv – for meget ‘den pæne dreng i klassen’. Et gammelt ordsprog, Erik Høgh-Sørensen vender tilbage til flere gange i bogen er: ‘Den, der bukker sig for dybt, bliver gerne trådt i nakken’.
Det styrker bogen, at forfatteren også kommer ind på områder, hvor EU også efter hans mening har haft succes. Det gælder f.eks. EU’s konkurrenceret, hvor en grotesk dansk sag ført af den danske Konkurrencestyrelse modstilles EU’s ifølge ham retfærdige og hårde kamp mod store internationale monopoler. Se eventuelt mere om bogen på forfatterens hjemmeside http://www.erikhoghsorensen.com/
EU og besættelsestiden kan synes at være to vidt forskellige emner, men det er de ikke for Høgh-Sørensen. I begge tilfælde er det Danmarks suverænitet, der er på spil, så i hans øjne er den kommende folkeafstemning om patentdomstolen en begivenhed, der ligger i direkte forlængelse af en kæde af andre begivenheder, der begyndte for over 70 år siden.
Mod vinden fik en del opmærksomhed i ugerne efter udgivelsen. F.eks. var Erik Høgh-Sørensen i studiet i DR2 med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, og her benyttede han lejligheden til at kritisere Ekstra Bladets EU-dækning.