Han har givet krigssejlerne ansigt
De danske søfolk i handelsflåden var det vigtigste danske bidrag til den allierede sejr i Anden Verdenskrig. Det har været velkendt i en del år – og det har nu ført til, at Danmark ved 70-året i juni for D-dagen 6. juni 1944 for første gang bliver officielt inviteret til markeringen i Normandiet. Det betyder, at Danmark nu for første gang fuldt og helt er anerkendt som en allieret nation.
Anerkendelsen har været længe forsinket i betragtning af, at ca. 800 danskere – langt de fleste søfolk – deltog i D-dagen. Og én mand – Erik Kragelund – har en særlig andel i, at Danmark har fået invitationen gennem sit årtier lange arbejde for at skabe synlighed omkring krigssejlernes indsats.
Det blev bekræftet forleden, da planerne for den danske delegation til 70-årsmarkeringen af D-dagen blev præsenteret ved et arrangement i Nationalmuseets festsal.
Både Christian Eugen-Olsen, der er formand for Frihedskampens Frednings- og Mindefond, og forsvarsminister Nicolai Wammen (S), udtrykte fra talerstolen uforbeholden anerkendelse af den 90-årige mand, der gennem ca. 30 år har opbygget en omfattende dokumentation og registrering af de danske krigssejlere i britisk og amerikansk tjeneste.
Dem var der over 6000 af. Flere end tusind omkom på grund af luftangreb eller torpederinger af tyske ubåde. På billedet herover fremviser Kragelund en væg i sit hjem med fotos af nogle af søfolkene.
Eneste krigssejler i Normandiet
Erik Kragelund, der selv var krigssejler og løjtnant i USA’s flåde, er stadig aktiv.
Han netop udgivet et illustreret hæfte på 32 sider på Forlaget Radius med titlen OVERLORD – den danske deltagelse i invasionen af Normandiet i 1944.
Han rejser med til jubilæumsmarkeringen som den sandsynligvis eneste tidligere danske krigssejler. Fem andre veteraner er inde i billedet, men de seneste meldinger lyder på, at ingen af dem tager af sted, fordi de føler sig for gamle til at magte turen.
Per Arnoldi-plakat
På mødet på Nationalmuseet viste Kragelund alle tegn på, at det var en stor dag – iført marineblåt jakkesæt og dekorationer på brystet. Med klar og sikker stemme bød han velkommen og gav en historisk redegørelse på knap 15 minutter.
Det skete skiftevis på dansk og engelsk af hensyn til de udenlandske gæster.
Det skete ubesværet, da Erik Kragelund har været udlandsdansker i ca. 50 år – det meste af tiden i Brasilien og USA.
Han præsenterede også Per Arnoldis krigssejlerplakat. Det skete med stil – med en dansk, en engelsk og en fransk version stillet op ved siden af hinanden skråt bagved talerstolen.
Prompte initiativ
Som journalist har jeg i de seneste måneder oplevet Erik Kragelunds store effektivitet i PR-arbejdet.
Kort efter nytår ringede jeg til forsvarsattaché Jens Rossen-Jørgensen i Paris for at høre, hvad der var af danske planer i forbindelse med D-dagsjubilæet.
Mindre end en uge senere ankom et brev til Ekstra Bladets redaktion fra pensionisten i Roskilde. Heraf fremgik det, at han havde hørt om min henvendelse til forsvarsattachéen. Med i kuverten var en skrivelse med titlen Dannebrog til Normandiet – projektbeskrivelse og status.
Fik lektier for
Jeg kontaktede Erik Kragelund, og på vores første møde i rækkehuset i Roskilde blev jeg, inden jeg havde nået at stille to spørgsmål, tilbudt fire dvd-kopier med gamle tv-udsendelser til gennemsyn.
Da jeg kom næste gang efter at have set udsendelserne blev mine fornyede spørgsmål besvaret med udlevering af en beskrivelse af Erik Kragelunds tid til søs, som han har skrevet til sine familiemedlemmer.
Da jeg kom tredje gang, nåede vi heller ikke så langt med spørgsmål og svar. Her fik jeg en levnedsbeskrivelse fra Anden Verdenskrigs sidste tid og efterkrigstiden.
Først ved fjerde besøg lykkedes det mig at stille spørgsmål i systematisk rækkefølge.
Med på den første pc-bølge
Kragelund har hele vejen igennem været klar til med kort varsel at sende illustrationer på email.
Ingen teknikforskrækkelse her. Han var i sine arbejdsaktive år rådgivende ingeniør i USA, og én af de første oplysninger, han gav mig, var, at han har haft pc siden 1981.
Den direkte vej
Ved mit første besøg fortalte han mig om Per Arnoldis endnu ikke offentliggjorte plakat, som jeg fik at se som aftryk. Af Arnoldis tale på Nationalmuseet fremgik det, hvordan opgaven var kommet i stand.
Erik Kragelund, der er formand for Danmarks Allierede Krigssejlere, spurgte sidste år under 4. maj-mindehøjtideligheden i Mindelunden i Ryvangen Arnoldi, om han kunne tænke sig at lave en plakat om krigssejlerne til D-dagsjubilæet.
Det svarede Arnoldi, der har lavet flere andre plakater i forbindelse med besættelsestiden, ja til.
Ensidighedens nådegave
Erik Kragelund har ildsjælens ensidighed. Med en målrettet slagfærdighed, der minder om hans fortid i amerikansk erhvervsliv, fremhæver han utrætteligt krigssejlernes afgørende rolle i at redde Danmarks renommé efter den kampløse kapitulation 9. april 1940 og skaffe landet en plads på den allierede side.
Enhver antydning af, at samarbejdspolitikere, embedsmænd eller andre hjemlige kræfter skulle have haft positiv indflydelse af nogen som helst vægt, affærdiges eller bagatelliseres.
Vigtige bøger
Den hjemvendte udlandsdansker er dog ikke ene om, at have skabt kendskab til søfolkene, der for det meste var afskåret fra Danmark i alle krigsårene.
Klaus Rydahl udgav i 2009 sin interviewbog Krigssejler 1939-45 (Forlaget Radius, 2009), og lægen Sven Arvid Birkeland sætter i Sænket af tyskerne – danske krigssejlere i Anden Verdenskrig (Gyldendal, 2012)
fokus på krigssejlersyndromet, der minder meget om posttrumatisk stress.
Dertil kan Carl Otto Dethlefsens glimrende tv-dokumentar Dansker på D-dag nævnes. Heri spiller Erik Kragelund en hovedrolle. Den blev sendt på DR-K i forbindelse med 70-årsdagen i 2014 og er blevet genudsendt flere gange siden.
Når det gælder den frivillige danske militære indsats i de væbnede styrker i Storbritannien og USA, er historikeren Jakob Sørensens bog For Danmarks Ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939-45 (Informations Forlag, 2011) den første samlede redegørelse.
Tak til min kollega, pressefotograf Jonas Olufson, der har stillet billedet af Erik Kragelund gratis til rådighed.
Læs evt. også
http://nielsbirgerdanielsen.dk/han-har-givet-krigssejlerne-ansigt/ og
I farlig tjeneste for latinprofessor
Jens Ege, pensioneret diplomat, er blandt de mange danskere, der gennem årtier var tavse om deres oplevelser i modstandskampen under besættelsen.
Han var i årene 1944/1945 som knap 20-årig med i en gruppe i København, der opbyggede et interneringskartotek over stikkere, terrorister og andre, der havde været i tysk tjeneste. Dens nu 88-årige Jens Ege var kurer i gruppen – en særlig farlig post, fordi han derfor var en af de få personer, der kendte alle gruppens medlemmer.
– Jeg gjorde i 1945 op med mig selv, at det, at jeg var med i de to krævende år, ikke skulle styre mit liv. Derfor holdt jeg mund med, hvad jeg havde oplevet, og kom aldrig med detaljer. Selv min kone, der døde i 2000, kendte ingen detaljer, fortalte Ege, da jeg interviewede ham til Ekstra Bladet for en måned siden.
Det ændrede sig først, da han sammen med gruppens næstkommanderende Eli Fischer-Jørgensen begyndte at planlægge en bog. Den udkom i 2005 med titlen Interneringskartoteket (Museum Tusculanums Forlag, 2005), og i dag fortæller Jens Ege, der taler i lange forløb som en trænet foredragsholder, gerne om oplevelserne dengang.
Farbroderen skaffede kontakten
Jens Ege stammer fra Ørbæk på Fyn, hvor han var søn af den lokale læge, og flyttede i sommeren 1944 til København for at studere jura, efter at han som 18-årig var blevet student i Svendborg.
Han havde allerede et halvt år været aktiv i modstandsbevægelsen på Fyn. Studenten flyttede ind på et loftsværelse hos farbroderen Richard Ege, professor i fysiologi og også aktiv modstandsmand.
– ‘Richard, jeg vil ind i modstandsbevægelsen, og jeg ved, at du har forbindelser,’ sagde jeg, men han svarede: ‘Jeg har lovet dine forældre at holde dig væk fra alt illegalt arbejde’. Da jeg blev ved med at vende tilbage til emnet, lovede han at finde noget til mig, ‘der ikke er så farligt’.
I halvmørket på professorkontoret
Richard Ege, der sammen med sin hustru Vibeke, havde gjort en stor indsats året før, da tusinder af jøder blev reddet over Øresund til Sverige, skaffede en kontaktmand, ‘dr. Møller’, til nevøen, og manden viste Jens Ege videre til Carsten 
Høeg på Københavns Universitet, der var en kendt professor i latin og græsk.
– Jeg fik at vide, at jeg skulle cykle ind til universitet og kontakte ham. Han sad i halvmørket i professorkontoret. Han spurgte: ‘Kan du arbejde hele dagen?’ ‘Ja,’ svarede jeg. ‘Kan du skrive på skrivemaskine?’ Det svarede jeg også ja til. Han gav mig besked på at komme igen næste dag, og vi gik ud til Bredgade, hvor der lå lokaler på 1. og 2. sal. Jeg skulle være ‘posthus’. Carsten Høegs kontakter skulle henvende sig til ham gennem mig, beretter Jens Ege.
Kartotekets systematik
Høeg samlede en gruppe på 10-15 studerende, der skrev oplysninger ned på kartotekskort. Gruppens medlemmer måtte hver især kun kende én anden i gruppen, og de sad aldrig sammen og arbejdede. Den store administrator var Eli Fischer-Jørgensen, 33 år og lektor i fonologi på univeristetet.
– Hun bestemte, hvem der skulle skrive hvad. Mit arbejde var at cykle ud med det som cykelbud. Hver dag mødte jeg kl. 9 hos Eli og kørte ud til studenterne med papirer. Om eftermiddagen var jeg hos Høeg. Her var det ofte mere spændende. For Høeg kørte jeg f.eks. til politiets illegale ledelse og medlemmer af Frihedsrådet, fortæller Jens Ege.
– Vi havde et system med klisterruller af den slags, som flyttefirmaerne brugte. Vi klæbede dem på kartotekskortene, for hvis vi f.eks. lavede et kartotekskort på en ‘Peter Hansen’, så kunne der komme nye oplysninger – og nye oplysninger igen. Der var altid kildeangivelser på – men om nødvendigt diskrete kildeangivelser.
De allierede ville undgå selvtægt
Grunden til, at arbejdet gik i gang, var, at de vestallierede myndigheder ville undgå en gentagelse af, hvad der var sket i Frankrig, efter at landet var blevet befriet for tyskerne i august 1944. I ugerne derefter fulgte ‘de lange knives nat’ med en orgie af hævnaktioner og private opgør, der formentlig kostede mindst 20.000 mennesker livet.
I Danmark ville man undgå noget tilsvarende, og Danmarks Frihedsråd fik ordre til at iværksætte opbygningen af et kartotek. Det var rådets centrale politiske figur Frode Jakobsen, der pegede på Carsten Høeg til at stå for opgaven.
Tak til min kollega, pressefotograf Tariq Mikkel Khan, der har stillet foto af Jens Ege gratis til rådighed.
KK fortrød, at han havde vist nåde
Jørgen Jespersen (‘KK’), en af de store BOPA-sabotører, kom i flere situationer til at stå i de pinagtige dilemmaer, som modstandsfolk i den forreste linje ofte oplevede. Det skete blandt andet under sabotagen mod Globus-fabrikken i Glostrup 6. juni 1944.
‘Mandskabet i vagtstuen overgav sig efter kortvarig beskydning. De råbte om nåde og kom ud med hænderne i vejret og blev samlet sammen,’ skriver Jespersen i sin bog, Afdeling KK, fra 1993.
Han ses på billedet herover som 19-årig under en parade efter befrielsen i 1945.
Fabrikken var særlig svær at sabotere, fordi personalet var særligt udvalgte folk, for det meste danske nazister. Det samme var sabotagevagterne, der var fra det sortuniformerede Sommerkorps.
‘Vi havde hjemmefra planlagt at skyde alle vagterne, der var Sommer-folk – frigivet til henrettelse. Men vi kunne ikke få os til at skyde på folk, der havde overgivet sig,’ hedder det i bogen.
Den medfølgende læge blev dræbt
Det spørgsmål kom de ca. 50 BOPA-folk, der deltog i en af besættelsens mest opsigtsvækkende sabotager, til at se anderledes på.
‘En gruppe af vore dækningsfolk beslaglagde en rutebil for at komme væk,’ skriver Jørgen Jespersen.
‘Med gruppen var doktor Hagens (læge Erik Hagens, red.), der havde deltaget i aktionen for at tage sig af eventuelle sårede. Hagens kørte vognen, men da de passerede fabrikken Carltorp, beskød vagterne, der også her var Sommer-folk, vognen og ramte Hagens, der blev dræbt på stedet. Vore folk besvarede ilden, og én af dem fik rettet vognen op og kørte væk. Efter meddelelsen om vagternes beskydning af vores folk fortrød vi, at vi havde været blødsødne over for vagterne på Globus og havde ladet dem slippe med livet.’
Havde forberedt nødlazaret
Da jeg interviewede KK i 1995 i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen, svarede han kortfattet på mine spørgsmål om de dramatiske begivenheder og var tilbøjelig til blot at gentage beskrivelserne fra bogen, som han havde udgivet to år før.
Men i dette tilfælde siger de afdæmpede, faktuelle ord vel også alt.
Erik Hagens (på foto th.) blev 35 år og var ved sin død 2. reservelæge på Bispebjerg Hospital. Han havde i sin tid som BOPA-mand instrueret kammeraterne i nødhjælp og sårbehandling. Hagens havde selv insisteret på at deltage i Globus-aktionen, fordi ingen troede, at alle ville slippe levende og uskadt derfra. Han forberedt seks-syv senge i et hus, der skulle have fungeret som nødlazaret.
BOPA’s læge var bror til Christian Vilhelm Hagens (1905-1989), der også var modstandsmand og i efterkrigstiden blev en kendt, venstreorienteret forsvarsadvokat. (Foto: Nationalmuseet)
Min artikel om KK finder du her http://nielsbirgerdanielsen.dk/paa-besoeg-hos-storsabotoeren/
Knastør bog blev årets drama
‘Nu skal De høre, min herre, og så vil De nok indrømme mig, at det er noget sludder, De har skrevet. Ja, det bliver De simpelthen nødt til.’
Så kategorisk udtrykte den kendte modstandsleder Jens Toldstrup sig i 1971, da lektor Aage Trommer forsvarede sin doktordisputats Jernbanesabotagen i Danmark i det store auditorium på Odense Universitet. Det fremgår af Sven Ove Gades biografi Toldstrup (Gyldendal, 2011).
Trommers værk lever op til alle fordomme om doktordisputatser, idet den er fyldt med statistikker og tabeller med udgangspunkt i gamle DSB-køreplaner og skrevet i et tørt, meget teknisk sprog. Alligevel var ikke færre end 900 tilhørere mødt op.
Konfrontation med aktørerne
Balladen om jernbanesabotagen var noget af det første, der åbnede mine øjne for den særlige fascination ved samtidshistorie i forhold til vikingetidsforskning og anden ældre historie.
Min historielærer på Randers Statsskole Lars Peder Sørensen fortalte omkring 1980 i klassen om Trommer, der måtte stille op over for et publikum med bl.a. et par dusin tidligere modstandsfolk, der havde sat livet på spil i jernbanesabotagen.
Det var folk, der ikke blot var mødt op for at lytte, men for at tage til orde mod de uvelkomne resultater. Ikke ligefrem noget en middelalderforsker kommer ud for.
Brandtale i auditoriet
Hvad der konkret skete ved Aage Trommers disputatsforsvar, gik først op for mig, da jeg for få måneder siden læste Sven Ove Gades bog.
Jens Toldstrup havde ikke blot været en effektiv modstandsleder i Jylland. Han var nu som 56-årig stadig en mand i sin bedste alder, og en vigtig del af hans karisma var oratorisk gennemslagskraft. Efter sin indledende salut fortsatte Toldstrup:
‘De har krampagtigt villet skrive en bog om sabotagens negative sider og har helt undladt at beskæftige dem med sabotagens betydning. Det er urimeligt og unfair. Al sabotage under krigen havde militær betydning. De tænker kun på, hvor lang tid divisionerne fra Norge var om at komme ned gennem Jylland, men glemmer aldeles den psykologiske og moralske betydning af jernbanesabotagen.’
Hvorfor har De ikke talt med os?
Veteranen kritiserede ikke mindst, at Aage Trommer ikke havde opsøgt ham selv eller andre modstandsfolk for at høre deres version.
En klassisk modsætning mellem en aktør, der mener, at man selv skal have været med for ‘virkelig at forstå’, hvad der foregik, og en historiker, der til enhver tid vil instere på, at det er det samtidige kildemateriale, der tæller.
Trommers snævre fokus
En af Toldstrups betroede folk, den nu 90-årige Jørgen Hesseldahl fra Odense, var blandt tilhørerne i 1971, og han erkender i dag, at han og andre ikke havde læst Aage Trommers indledning ordentligt. Her står der bl.a.:
‘I denne fremstilling vil jeg behandle jernbanesabotagen udelukkende som et militært fænomen. Der ligger ikke i denne indskrænkning nogen som helst nedvurdering eller afvisning af den ideologiske eller politiske betydning. En undersøgelse i disse henseender vil blot kræve andre problemstillinger og andre former for kildemateriale, end tilfældet er på dette sted, og vil formentlig også give ganske andre resultater end dem, der her fremlægges.’
I Trommers videre behandling indskrænker han sit fokus yderligere til spørgsmålet: Havde de forsinkelser af troppetransporter, som jernbanesabotagen medførte, nogen militær, taktisk betydning for tyskerne? Eller med andre ord: Havde forsinkelserne betydning på frontafsnit, hvor der aktuelt var kampe under udvikling mellem Nazityskland og de allierede?
Her blev Trommers svar et nej. Forsinkelserne var marginale.
Veteran: Sabotagen forebyggede bombardementer
Jørgen Hesseldahl, der sidst på året genudgiver sin bog fra 1993 I Toldstrups tjeneste (som Frihedsmuseets Venners Årsskrift), fastholder, at jernbanesabotagen havde militær betydning.
– Lige efter krigen rejste jeg flere gange med tog til Holland og kom altså igennem hele det nordtyske område. Her kunne jeg se, at alt var smadret på begge sider af jernbanelinjen. Hjemme i Danmark var det kun selve banelinjen, der en del steder var ødelagt, påpeger Hesseldahl.
– Vi fik fra 1944 til opgave af englænderne at forstærke sabotagen mod jernbanerne. Hvis vi ikke havde gjort det, var der kommet luftangreb. Landet blev derfor sparet for store ødelæggelser af sabotagen, mener han.
Talte færdig – og gik
Tilbage til auditoriet i Odense: Jens Toldstrup fik talt sig helt varm og måtte nødtvunget afrunde, efter at han var blevet gjort opmærksom på, at han måtte begrænse sit indlæg til 20 minutter.
‘Der er én ting, de fuldstændig har overset. Det er, at der var krig. Sikke en skrivebordsgeneral, der kunne være kommet ud af Dem med alle Deres taktiske teorier. Hvorfor har De ikke gemt alle disse køreplaner til Deres barnebarns disputats og så snakket med os, så De kunne skrive en bog om jernbanesabotage?’ lød den afsluttende salut ifølge biografien Toldstrup.
Derefter drejede Toldstrup om på hælen og forlod salen uden at høre Aage Trommers svar.
Dansk nazilæge på tv i Argentina
En sen aften i 2009 gik en mand blandt publikum i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires hen til instruktøren Nacho Steinberg efter forestillingen.
Den havde handlet om SS-manden Adolf Eichmann, den praktisk hovedansvarlige for udryddelsen af Europas jøder, der flygtede til Argentina efter Anden Verdenskrig.
‘Jeg har en historie til dig,’ sagde tilskueren ifølge dagbladet Politikens kulturtillæg i går, torsdag.
Historien, han ville gøre Steinberg opmærksom på, handlede om en læge, der lavede medicinske eksperimenter i koncentrationslejren Buchenwald under Anden Verdenskrig.
Formålet med eksperimenterne var at finde en ‘kur’ for homoseksuelle – mændene, der i kz-lejrene havde en lyserød stoftrekant påsyet fangedragten.
Vist ved lukket prøveforestilling
Lægen var en dansk nazist ved navn Carl Peter Værnet. Han fandt i lighed med Eichmann ly i Argentina efter krigen og fik sit navn forspansket til Carlos Pedro Varnet.
Ideen er nu blevet til virkelighed. Filmen ‘Den lyserøde trekant – og nazikuren mod homoseksualitet’ , som Steinberg har produceret sammen med Esteban Jasper, er i de
nne uge blevet vist ved en lukket prøveforevisning på Holocaustmuseet i Buenos Aires.
Filmen vil nu blive tilbudt internationale filmfestivaler og tv-kanaler.
Bogen fra 2002
Steinberg og Jasper har fundet væsentligt nyt materiale i deres research, men grundlaget er bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som i 2002 blev udgivet på JP Bøger i et firefoldigt forfatterskab af Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Jakob Rubin og mig.
Davidsen-Nielsen, der netop nu er bogaktuel med den anmelderroste krimi Hypokonderens død, var bogens hovedforfatter. Det var også ham, der var vært i sin lejlighed på Frederiksberg, da det argentinske kamerahold var på besøg for præcis to år siden – i april 2012.
Besøg i London, Buchenwald og København
Optagelserne er et ekstraordinært godt eksempel på den sandhed, at tv-produktion tager tid.
Holdet lavede optagelser i lejligheder gennem det meste af dagen, og de kørte rundt i København sammen med Niels Høiby, professor på Rigshospitalet, for at få film fra udvalgte lokaliteter.
På rejsen havde argentinerne også været i London og KZ-lejren Buchenwald for at lade kameraerne snurre.
Men tiden er gået, og for mit eget vedkommende havde jeg for længst slået besøget ud af hovedet og konkluderet, at noget nok var kommet i vejen. Forklaringen synes snarere at være, at Steinberg og Jasper har været meget grundige i deres arbejde.
Brev til statsministeren
Forfatterkonstellationen er så speciel, at mange har spurgt til den, men den virkede indlysende på os, da vi først på året 2000 lavede forlagskontrakten.
Sagen om læge Carl Værnet var første gang dukket op, da den britiske menneskerettighedsaktivist Peter Tatchell skrev til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998 og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.
Nyrup svarede aldrig, men til gengæld blev arkiverne åbnet for ansøgninger fra journalister og historikere de følgende år, og arkivalierne rummede svaret.
Graven i Buenos Aires
I sommeren 1999 talte en journalist-kollega på nyhedsbureauet Ritzau og jeg flere gange om, at vi burde gøre noget ved sagen, men andre kom os i forkøbet. Professor Niels Høiby havde allerede samme forår skrevet en artikel i Ugeskrift for Læger med en lægeetisk indfaldsvinkel, og på en faglig rejse til Buenos Aires fandt han Carl Værnets grav på den britiske kirkegård i byen og tog et foto.
Interview med sønnen
Hen på efteråret samme år leverede de to daværende Jyllands-Posten-journalister Hans Davidsen-Nielsen og Jakob Rubin den første journalistiske dækning i dagspressen.
Davidsen-Nielsen interviewede Carl Værnets søn, overlæge Kjeld Værnet, og Rubin, der dengang var avisens Sydamerika-korrespondent, bragte en analyse af ‘Flugtrute Nord’, der var det internationale netværk, der sørgede for, at eksnazister fra Europa i titusindvis kunne rejse i sikkerhed i Sydamerika.
Kritisk hjertesygdom
Mit bidrag var fundet af politiets efterforskningssag mod Carl Værnet i Landsarkivet for Sjælland, der gav svaret på den britiske menneskerettighedsaktivists spørgsmål om grunden til Værnets flugt.
Han var blevet hjulpet ud af landet ved, at to læger- Tage Bjering og Gunnar Kelstrup – havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kun kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne – noget der i 1940’erne var uhelbredeligt. Carl Værnet overlevede imidlertid til 1965 efter et ind imellem strabadserende liv.
Min offentliggørelse af navnene på lægerne førte til en pressenævnssag efter en klage fra en søn af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod én.
Ved fælles hjælp opnåede vi en række nye researchresultater. Bl.a. fandt vi frem til en endnu levende mand blandt Carl Værnets forsøgspersoner, der boede som pensionist i Berlin.
Tyske arkivalier dukkede op, f.eks. brevet fra SS-rigsfører Heinrich Himmlers kontor, der er vist længere oppe på siden. Det informerer Gestapo i Prag om, at Carl Værnet vil ankomme for at etablere sit laboratorium.
Gensidig supplering
Egentlig havde de to Jyllands-Posten-folk deres eget bogprojekt, og Niels Høiby og jeg havde aftalt et samarbejde om en bog, efter at jeg havde taget kommentarer fra Høiby til mine artikler. Da vi hver især hørte om det andet holds planer, stod det klart, at vi ville supplere hinanden i usædvanlig høj grad ved at gå ind i et fælles projekt.
Vi havde en Sydamerika-korrespondent, lægefaglige ekspertise i form af en medicinsk professor og en journalist med tæt kontakt til familien. Min egen rolle blev at fylde hullerne ud inden for alle felter med arkivresearch og interviews.
Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald fik medieopmærksomhed i nogle få måneder – blandt andet i form af Carl Johan Albrechtsens artikel i Ekstra Bladet herunder. Derefter gled den – helt som forventet – i baggrunden i den offentlige bevidsthed. At et kamerahold fra det fjerne udland mange år senere valgte at tage bogen op, var en glædelig overraskelse.
‘Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald’ var i 2015 forlæg for en fransk roman af Olivier Charneux med titlen Les guérir (‘At helbrede dem’): http://nielsbirgerdanielsen.dk/vaernet-paa-fransk/
