På besøg hos storsabotøren

Hen under aften den 6. juni 1944 trak et større antal unge mænd i største diskretion sammen om maskinfabrikken Globus i Glostrup ved København. De tilhørte BOPA, der efter to års modstandskamp havde udviklet ekspertise nok til at kunne rette regulære partisanangreb i fuldt dagslys mod virksomheder, der arbejdede for Nazitysklands rustningsindustri.
De bevæbnede vagter ved Globus var overbeviste nazister i tysk tjeneste. De havde bunkere med skydeskår, som de kunne kæmpe fra, hvis de blev angrebet.
‘Sprængstoffet blev kørt dertil på to lastbiler,’ beretter Jørgen Jespersen, der havde dæknavnet ‘KK’, i sin bog fra 1993, ‘Afdeling KK’.
Han var – skønt kun 18 år gammel – leder for 20 af de 50 sabotører, der deltog i aktionen.
‘Langs østsiden af fabrikken var der to-tre villaer, som vi besatte inden aktionen for bl.a. at have et meldested og en telefon. En enkelt villa på nordsiden blev også besat. På sydsiden var der en frugtplantage, der gjorde det muligt at kravle næsten frem til hegnet. Angrebsholdet kom to-tre mand ad gangen og gik i stilling på de tre sider af fabrikken i villaerne og i frugtplantagen.
Kl. 19.00 præcis skulle angrebsholdet være på plads, og holdet ved Roskildevej skulle starte angrebet med at nedskyde vagterne ved porten. Der var i alt fem mand på post, og de stod alle i nærheden af deres bunkers. Vi var krøbet så langt frem mod vagten, som vi turde, og vi kunne høre og af og til se ham.
Pludselig råbte vor vagt ‘hvem der’ samtidig med, at han svingede sin maskinpistol ned og pegede på os. Jeg skød på ham med det samme, og de andre fulgte efter,’ fortæller ‘KK’ videre – en beretning han også har fortalt i dette videoklip fra Frihedsmuseet.
Globus blev sprængt i luften, og succesen var så fuldstændig, at general Eisenhower – den allierede øverstkommanderende – sendte et takketelegram.

Skød sig fri gennem frakke
Jeg har siden jeg var barn interesseret mig for besættelsestiden – ikke mindst med fokus på folk, der havde lavet ‘skrappe ting’. Det blev ikke mindst stimuleret af faldskærmschefen Flemming B. Muus’ bog Ingen tænder et lys, som jeg læste som 14-årig.
21 år senere fik jeg chancen for at møde en modstandsmand af netop den kaliber, da jeg skulle interviewe Jørgen Jespersen i hans hjem i Holte i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen i 1995. Han havde ud over Globus-aktionen også ledet den største af alle sabotager i Danmark, da Riffelsyndikatet to uger senere – 22. juni 1944 – blev sprængt i luften.
Gestapo vidste godt, hvem ‘KK’ var, og den unge mand var fast besluttet på ikke at lade sig tage levende. Derfor gik han altid med en cyankaliumpille i frakkereverset. Helt utroligt undgik Jørgen Jespersen sin skæbne, selv om han engang blev pågrebet af en Gestapomand.
‘Du bist KK’, sagde tyskeren, og Jespersen var derfor helt sikker på, hvilken slags forhør, han kunne se frem til på Dagmarhus. Det lykkedes den unge mand at skyde sig fri med en pistol, han havde i en skjult lomme i frakken.
Episoden er legendarisk, for skuddet gik igennem frakken, der siden blev udstillet på Frihedsmuseet. Den vil givetvis også være blandt udstillingsgenstandene, når det nye museum er færdigt, der skal erstatte den bygning, der brændte i fjor.

Modstandshelt med miniaturehund
Da jeg her i vinter besøgte ‘KK”s nu 88-årige sabotør-kammerat fra Bopa, Aage Staffe, betegnede han Jespersen som en af de måske allerbedste sabotører i det tyskbesatte Europa.
Uundgåeligt gjorde jeg mig før interviewet i 1995 tanker om, hvordan det ville være at møde en person med den fortid. Oplevelsen kom ikke til at svare til det billede, jeg havde dannet mig.
Da jeg en formiddag først i april mødte op til aftalen, var den over 1,90 cm høje, slanke mand med hvidgråt fuldskæg og gul pullover i roligt spadseretempo på vej tilbage mod sit hus efter at have luftet sin hund Moonie – en lille terrier ikke meget større end en dværgpincher.
Vi talte sammen i hans havestue ud mod forhaven, og han svarede venligt og med lune, men hele tiden kortfattet på spørgsmål om de højdramatiske begivenheder 50 år tidligere.
Jeg havde ikke meget held med mine forsøg på at tromme dramatikken op eller få ham til at tale mere i overskrifter. Her var ingen hidsige fortællinger om pumpende adrenalin – kun præcise, ordknappe skildringer som hans ord om Globus-sabotagen.
Når vi kom ind på hans egen fremtrædende rolle, fremhævede han flere gange beskedent, hvor dygtig en leder hans egen chef, Børge Thing (‘Brandt’), havde været.

Efterkrigskarriere i hæren
Jørgen Jespersen og hans hustru Eva virkede som et helt gennemsnitligt, hyggeligt pensionistægtepar. Efter et stykke tid serverede fruen et par stykker smørrebrød og en øl, og ‘KK’ viste mig rundt i huset. Vi talte om dagligdags ting, og jeg forstod at parret havde fire voksne børn.
Huset bar præg af, at beboeren havde gode evner som håndværker.
I kælderen blev jeg mindet om, at han havde haft en efterkrigskarriere i forsvaret, idet en loftslampe i et festlokale var lavet af et granathylster. Derimod mindes jeg ikke, at effekter fra besættelsen prægede hjemmet i særlig grad.
Mediefolk kunne let få kontakt med Jørgen Jespersen, for han stod i telefonbogen: ‘Jespersen, J., oberstløjtnant’. Alligevel var og er hans navn ikke særlig kendt uden for kredsen af særligt besættelsestidsinteresserede. Det skyldes givetvis hans tilbagetrukne stil. Der var aldrig noget forsøg fra hans side på at fremstå som ‘modstandsbevægelsens talsmand’.

Likviderede forfatters far
Da vi genoptog interviewet fik jeg en ny oplysning til min artikel: at Jespersen sammen med en af sine Bopa-folk havde likvideret to stikkere på en villavej i Glostrup i 1944. Han sagde videre, at det var noget af det værste at tænke på – det at have været nødt til at slå andre mennesker ihjel.
‘De gamle ting kan godt blive ved med at dukke op mange år efter – også i sene nattetimer,’ sagde han.
Når han havde gjort det, begrundede han det med, at han som afdelingsleder nogle gange var nødt til at bede sine folk likvidere stikkere. Derfor følte han sig forpligtet til selv at gå foran.
Hvad angår likvideringen, var der en interessant oplysning, det ikke lykkedes mig at trække ud af ‘KK’. Det kunne jeg se, da Peter Øvig Knudsen fem år senere interviewede ham i Weekendavisen. Her fremgik det, at én af de to likviderede var Aage Petersen, medlem af Schalburg-korpset og far til forfatteren Leif Panduro.
Jørgen Jespersen døde som 77-årig i 2003. Han var en rørig og veloplagt 69-årig, da jeg mødte ham, men han var de sidste par år af sit liv plaget af sygdom. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

Sen anerkendelse til krigssejlere

(Skrevet i marts 2014)
Når 70-årsdagen for den vestallierede invasion i Normandiet 6. juni 1944 markeres i år, bliver Dannebrog for første gang hejst ved siden af de allierede landes flag. Samtidig bliver en officiel dansk delegation inviteret. Den kommer til at indbefatte de få nulevende D-dagsveteraner og krigssejlere, som har lyst til og mulighed for at deltage.
Dermed har de over 6000 danske sømænd fra handelsflåden, der sejlede for de allierede, samt knap 1000 danskere, der meldte sig frivilligt til den britiske hær, endelig fået fuld anerkendelse for deres bidrag til sejren over Hitler-Tyskland.
Enhver omtale af dansk modstand under krigen bør naturligt begynde med at nævne de mænd, der gik i allieret tjeneste, men specielt søfolkenes indsats var i mange år glemt.

Sovjetisk nej
Den danske deltagelse i Normandiet 6. juni markerer slutpunktet på bestræbelser, der blev påbegyndt for 71 år siden – i begyndelsen af september 1943. En dansk tremandsdelegation i London med den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller i spidsen opsøgte den britiske udenrigsminister Anthony Eden.
Danskerne anmodede de allierede om at anerkende Danmark som medlem af alliancen mod Hitler som konsekvens af, at Erik Scavenius’ samarbejdsregering var gået af 29. august 1943.
Briterne var positive og accepterede i begyndelsen af 1944 Danmark som associated power. Det samme gjorde USA, mens Sovjetunionen sagde afgjort nej. Her havde man ikke glemt, at Danmark mindre end to år forinden havde tilsluttet sig Antikominternpagten og dermed politisk set havde tilsluttet sig Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Først langt ind i 1944 accepterede Moskva at modtage biblioteksdirektør Thomas Døssing, der stod det danske kommunistparti (DKP) nær, som Frihedsrådets repræsentant – og altså som repræsentant for ‘det kæmpende Danmark’. Den tidligere samarbejdsregerings politikere ville man ikke have noget at gøre med.
Sovjetunionens forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end de facto-allieret.

Husket af kong George VI
Det danske bidrag på invasionsdagen var ellers stort. Næsten 800 søfolk på 31 danskbemandede skibe deltog – heraf 24 under Dannebrog, idet danske skibe i britisk tjeneste fra 25. december 1943 igen havde fået lov til at føre dansk flag.
Ét af de skibe, der satte den første bølge af amerikanske soldater ned i de fladbundede landgangsbåde ud for Omaha Beach, var dansk.
I Storbritannien var man ikke i tvivl om de danske søfolks betydning. I Underhuset i London sagde kong George VI i november 1944 i en takketale til alle, der havde taget del i D-dagen bl.a.:
‘Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for den sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og af deres kolleger fra de allierede nationer og Danmark’.

For Danmarks ære
Efter krigen gled det danske bidrag ud i glemslen. Danskere har deltaget i D-dagsjubilæerne, men der har været tale om uofficielle private rejseselskaber. Kendskabet til de over 6000 søfolks indsats er først blevet vidt udbredt gennem Klaus Rydahls bog Krigssejler 1939-45 (Forlaget Radius, 2009).
Man kan argumentere for, at kampen for at blive anerkendt ikke er 71, men 74 år gammel. I oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, der hvervede danskere til britisk krigstjeneste, og et stort flertal af de bevarede breve viser, at de frivilliges motiv til at melde sig bundede i et ønske om at afvaske skammen fra den kampløse kapitulation 9. april 1940.
Det fremgår af Jakob Sørensens bog For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939-45 (Informations Forlag, 2011).
Styrken i dette tema viste sig blandt andet i, hvor vigtigt det var for både officerer og menige, at det danske bidrag skulle være synligt – at man ikke blot indgik som enkeltpersoner i de britiske styrker. For eksempel var der i en længere periode et bureaukratisk tovtrækkeri mellem danskerne i regimentet The Buffs, der ønskede adgang til at få påsyet deres britiske uniformer et dansk flag på skulderen, og Storbritanniens militærmyndigheder, der helst ville undgå at skabe en besværlig præcedens.

På sporet af Modstandsdanmark

Husker du Katrine Larsen – grisehandlerens kone i Lilly Brobergs skikkelse i tv-serien Matador? Den gæve, snusfornuftige landhusmor, der stemte på Venstre, gemte sine penge på kistebunden og i det hele taget var indbegrebet af lydighed mod loven og kongens bud om en ‘rolig og værdig optræden’.

Den tyske, jødiske digter Herbert, der kom fra et venstreorienteret miljø i Tyskland, stod Katrine, der bekendte sig til grundtvigianismen, fjernt. Men da Herbert, der i 1930’erne var flygtet til Danmark for nazismen, stod i døren og havde brug for husly, blev han budt ind og tilbudt ophold. Det skete uden mange ord – men da hendes mand, grisehandleren, kom med en bemærkning om, at Herbert nok var imod Hitler, replicerede Katrine: ‘Jamen, så må han jo være god nok.’

Senere var Katrine Larsen også klar med assistance, da kommunisten ‘Røde’ kom i vanskeligheder under kommunistinterneringerne i 1941. Det samme var hun, da den jødiske hr. Stein – bankdirektør Varnæs’ førstemand – var på flugt under tyskernes aktion mod de danske jøder i oktober 1943.

Nok er Katrine en fiktiv figur opfundet af Lise Nørgaard, men hun er en præcis beskrivelse af, at den danske modstand mod den tyske besættelse ikke kun bestod af nogle få tusinde sabotører, faldskærmsagenter og medlemmer af våbenmodtagegrupper. Den bestod også af de titusinder, der var villige til at hjælpe, og som udgjorde baglandet.

Et eksempel med modsat fortegn er en episode, som modstandsmanden Povl Falk-Jensen var ude for i november 1944. Da var den meget aktive modstandsmand på flugt fra en livsfarlig aktion i det indre København, hvor han var tæt på at blive skudt – og kun undgik det på grund af sine hurtige reflekser, fremgår det af hans erindringsbog Holger Danske – Afdeling Eigil. Falk-Jensen var i akut bekneb for et logi og løb tilfældigt på sin kusine. Han spurgte, om han kunne overnatte hos hendes familie – om ikke andet så blot et par nætter. Svaret var, at hun desværre ikke kunne hjælpe, fordi hendes forældre ventede gæster.

Svaret skyldtes næppe, at kusinen var specielt tyskvenlig. I hvert fald var hendes kæreste medlem af en militær ventegruppe, der officielt var en del af modstandsbevægelsen. Men den nationale holdning rakte ikke til at risikere at få noget i klemme – end ikke på direkte opfordring fra et familiemedlem.

De to situationer viser skillelinjen mellem dem, der var klar til at løbe en risiko, når der blev banket på deres dør, og dem, der ‘ikke ville blandes ind i noget’. Det var en tid, da mennesker – ofte i en ung alder – blev kastet ud i valgsituationer, der fik store konsekvenser for deres egne og andres liv.

Netop det er i mine øjne – sammen med de utallige andre gråzoner mellem modstand, samarbejde, medløberi og forræderi – noget af det fascinerende ved besættelsestiden. Det er min ambition at sætte fokus på modstandsbevægelsen som den kraft, der endte med at sikre Danmark en plads på de allieredes side – og dermed et fortsat demokratisk samfund i efterkrigstiden.

Du er meget velkommen til at kommentere ovenstående og belyse virkeligheden under krigen fra andre sider.

Jeg er på ferie i den kommende uge og reagerer derfor ikke på eventuelle kommentarer før 23. februar.

 

Velkommen til Birgers modstandsblog

Jeg er i samarbejde med Politikens Forlag begyndt at arbejde på et værk om modstandsbevægelsen i to bind med arbejdstitlen Modstand. Første bind skal efter planen udkomme i efteråret 2015, andet bind i efteråret 2016.

I den anledning har vi åbnet ‘Birgers Modstandsblog’ med modstandsbevægelsen som emne. Hvis du nu vil sige, at alt om modstandsbevægelsen må være endevendt, er mit svar, at det aldrig tidligere har været forsøgt at skrive den danske modstandsbevægelses samlede historie i én bog.

De grundlæggende værker, der eksisterer i dag, handler enten om enkeltemner (jernbanesabotage, Øresundsruter, de militære værns rolle, stikkerlikvideringer) eller organisationer (Dansk Samling, Holger Danske, Bopa, SOE). Eller også er de biografier af de centrale aktører som Frode Jakobsen, Børge Houmann eller Mogens Fog. Derudover er der samleværker, kildeudgivelser og en enorm underskov af erindringsudgivelser om de fem skelsættende år eller skønlitteratur med samme udgangspunkt.

Det bliver ikke mindst min opgave at tage alle de mest kontroversielle emner op endnu engang: Vilhelms Buhls radiotale i 1942, den skæve våbenfordeling, stikkerlikvideringerne, samarbejdspolitikernes indflydelse på modstandsbevægelsen, holdningen til kommunisterne.

Antallet af danskere, der er seriøst interesserede i besættelsestiden er meget stor. Derfor vil jeg lægge kommentarer eller dele oplevelser på denne blog ca. en gang om ugen. Mit håb er bl.a., at du og andre vil tage det som afsæt til at udtrykke synspunkter, rundkaste spørgsmål eller meddele egen viden om forhold, der har med modstandsbevægelsen at gøre. Bloggen blive holdt åben, lige indtil de to bind er udkommet.

Med venlig hilsen

Niels-Birger Danielsen