Farvel til en vred kæmper

Frede Klitgaard – journalist, kommunist og tidligere frihedskæmper – er død, 92 år. Han var en af de sidste aktive fra Danmarks modstandskamp, der deltog i den offentlige debat om besættelsestiden. Sidst skete det i forbindelse med 70-årsjubilæet for befrielsen for en måned siden. Selv var han dog for svag til at deltage. Han sad i kørestol de sidste fire-fem år af sit liv.

Det rene modstandssynspunkt
Klitgaard har gennem en årrække markeret som en talsmand for det rene modstandssynspunkt som redaktør for magasinet Håndslag og formand for foreningerne Aktive Modstandsfolk og Folkebevægelsen mod Nazisme. Han havde det ufravigelige standpunkt, at krigsforbrydere om nødvendigt skal forfølges til gravens rand for at blive stillet til ansvar for deres gerninger.

Jagten på Søren Kam
Det er på sin vis karakteristisk, at modstandsveteranen er død blot to måneder efter SS-veteranen Søren Kam, der døde i sit hjem i Sydtyskland i marts. Frede Klitgaard har spillet en hovedrolle i at sætte Søren Kam-sagen på dagsordenen i den danske offentlighed. Da Ritzau-journalisten og forfatteren Erik Høgh-Sørensen i midten af 1990’erne begyndte at rulle den indtil da stort set glemte sag op, kunne han trække på vigtig research fra pensionisten i Blovstrød i Nordsjælland, der havde en gigantisk viden om Anden Verdenskrig.

Den livslange vrede
Karakteristisk for Frede Klitgaard var også hans uforsonlige kritik af den danske samarbejdspolitik under besættelsen, og det havde en personlig baggrund. For ham var den 29. august 1943 ikke nogen afgørende skillelinje i besættelseshistorien.
Den dengang 20-årige mand, der var typograflærling på Aarhuus Stiftstidende, blev i midt i september 1943 anholdt af dansk politi og udleveret til besættelsesmagten, selv om regeringen var gået af, og selv om Gestapo var kommet til landet. Den 20-årige mand, der var typograflærling på Aarhuus Stiftstidende, kom igennem hårde Gestapo-forhør og blev 24. november 1943 idømt livsvarigt tugthus. Det blev afsonet i Dreibergen ved Rostock. Hans gruppeleder blev dømt til døden og henrettet.
Frede Klitgaard var kommet ind i den århusianske modstandsbevægelse i 1942, og i 1943 blev sabotagen mere virkningsfuld på grund af nedkastninger af sprængstoffer og andet sabotagemateriel fra Storbritannien. Anholdelsen blev foretaget af en dansk betjent, der greb nidkært ind, da en bombe, som Klitgaard transporterede på bagagebæreren på sin cykel, gik af.
Hans skæbne er ikke enestående. Også modstandsmanden Niels Thürmer Larsen (senere Niels Thürmer Frommelt) fra Studenternes Efterretningstjeneste blev efter regeringens afgang anholdt af dansk politi og derefter udleveret til tyskerne. Han kom senere i tysk kz-lejr.

Korrespondent i Moskva
Efter krigen blev Klitgaard journalist på dagbladet Land & Folk og taleskriver for Aksel Larsen, formanden for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Han var fra 1953 til 1958 avisens korrespondent i Moskva. På en af sine opgaver mødte han personligt partisekretæren Nikita Khrusjtjov, og han mindedes tiden i Moskva med glæde. Han fastholdt sit ortodokst marxistiske verdenssyn til det sidste.
Frede Klitgaards hustru døde i 1960, og han var således enkemand i 55 år. Han efterlader sig en søn.

Den gode kammerat
Selv har jeg to gange inden for det seneste år besøgt Frede – senest for to måneder siden – for at høre hans historie fra besættelsen. Han var skarp i hjernen og havde en fin hukommelse. Den store bogsamling, der er domineret af titler om Anden Verdenskrig, vidnede om hans omfattende viden.
Han var meget venlig; når han spurgte ‘Hvordan har du det?’, var det med varme og interesse i stemmen. Den største anerkendelse, man kunne få af Frede var, at man var ‘en god kammerat’ – ‘kammerat’ udtalt med tryk på første stavelse – og jeg fik oplevelsen af, at min placering på den vurderingsskala vistnok var ok.
Han tilbød at betale min taxi fra Allerød Station til sin bolig i Blovstrød. Frede Klitgaard havde lige fået forhøjet sin hædersgave, så det syntes han, var på sin plads.

Læs evt. også denne historie om Frede Klitgaard og Erik Høgh-Sørensen
og
denne nekrolog over BOPA-sabotøren Aage Staffe.

De Finlandsfrivillige gik hver sin vej

Birkelund-1

Det danske Finlandskorps under en parade i Helsingfors. (Foto: Frihedsmuseet)

De ca. 1200 danske mænd, der meldte sig til krigstjeneste i Finland under den finsk-russiske vinterkrig 1939/40, drog vidt forskellige konklusioner af deres oplevelser.
Der var mange idealister blandt dem. Nogle var blandt de tidligste og mest betydningsfulde modstandsfolk med Josef ‘Tom’ Søndergaard og en gruppe kammerater som de kendteste. Det var dem, der fra Stjerne-Radio i Istedgade i København grundlagde den første Holger Danske-gruppe. En del andre gik i stik modsat retning og meldte sig senere til østfronttjeneste med Frikorps Danmark eller Waffen-SS. Den kendteste fra den gruppe er den senere kommandør for frikorpset, C.F. Schalburg.

Hjælp til nordisk broderfolk
Ifølge historikeren Peter Birkelund, der næste torsdag udgiver bogen Sabotør i Holger Danske på Lindhardt & Ringhof, var det ikke tilfældigt, i hvilken retning man gik.
– Spørgsmålet var, om man først og fremmest var national, eller om man var antikommunist, fastslog Birkelund, da jeg interviewede ham til Weekendavisen i dag, fredag den 6. marts.
– Når man ser på beretningerne fra folkene i Istedgade, er der meget få intensive udtryk for antikommunisme. Kommunisterne var folk, man stod fjernt fra, og man var mistænksomme over for dem, men indsatsen i Finland gjaldt om at hjælpe et nordisk broderfolk.

Birkelund-2

En gruppe nære bekendte, der var tidligere finlandsfrivillige, var kernen i den første Holger Danske-gruppe. (Foto: Frihedsmuseet)

Glidebane i nazistisk retning
For dem, der endte med at gå i nazistisk retning, var antikommunismen det primære.
– Hvor man endte henne, handlede om ens  baggrund og ens omgangskreds. For at tage Konservativ Ungdom (KU) som eksempel: Medlemmer her, der havde været gode danske spejdere med den oplæring, der hørte til, blev i almindelighed ikke nazister, siger Peter Birkelund.
– Men en del nærede antidemokratiske og antiparlamentariske holdninger, og temmelig mange blev nødt til arbejde i Tyskland. Det kunne være en glidebane. Så kunne de måske få en stilling som vagtmand hos tyskerne, når de kom hjem. Så var der slet ingen danskere, der ville have noget med dem at gøre. Så var skridtet til de uniformerede nazistiske korps ikke lang.

Frihedskæmpernes egne beretninger
Birkelunds nye bog er en bredt anlagt fremstilling af Holger Danske-gruppernes sabotager, likvideringer og andre aktiviteter. Den er i høj grad baseret på modstandsfolkenes egne skriftlige beretninger eller båndoptagne interview.
Dermed er den rettet mod et større publikum end tobindsværket Holger Danske – sabotage og likvidering 1943-45, som udkom i 2009. Sidstnævnte er i højere grad en videnskabelig afhandling, hvis primære formål er at kortlægge Holger Danskes organisation og mønstre i aktionerne i de forskellige faser.

Mange slags stikkeri
Besættelsens stikkerlikvideringer er et vigtigt emne, og Birkelund mener, at man godt kunne bruge en grundig undersøgelse af stikkeriet og af, hvilken indflydelse det havde på modstandsgrupperne – hvis en sådan overhovedet kildemæssigt lader sig gennemføre.
Der blev rejst over 1300 angiverisager efter krigen ud af knap 14.000 retsopgørssager i alt, men der er ingen tvivl om, at stikkeriet var langt mere udbredt.
– Men hvad bestod angiveriet mere præcist i? spørger forfatteren.
– Der var så mange typer. I nogle tilfælde kunne en vagtmand f.eks. føle sig generet og truet, eller en butiksejer kunne få smadret en rude, hvorefter han ringede til HIPO. Det var en trussel mod modstandsbevægelsen, men i substansen var der ofte tale om gadespektakler, som man forsøgte at få løst ved tyskernes hjælp, mere end noget ønske som sådan om at bekæmpe modstandsgrupperne, fortæller Peter Birkelund.
– Angiveriet kunne ske af ideologiske årsager, af uforvarenhed, for penge eller af helt enkeltstående årsager, som da en kvinde forsøgte at neutralisere sin søsters voldelige ægtemand ved at anmelde ham til HIPO. Hun vidste ikke, at den mand, hun anmeldte, var modstandsmand.

Faderen ledede likvidering
Peter Birkelund er selv søn af Holger Danske-modstandsmanden Hakon Birkelund, der døde i 2006. Hakon Birkelund ledede likvideringen af chefen for Schalburgkorpset i januar , og den historie ønskede han ikke fortalt over for offentligheden før efter sin død. Sønnen fortæller i interviewet i Weekendavisen, hvad der skete den dag, da overløjtnant T.I.P.O. Madsen blev skudt.

Modstandsveteran genudgiver bog

Hesseldahl-2

Jørgen Hesseldahl svarer på spørgsmål fra de fremmødte gæster.

Jørgen Hesseldahl, en af de centrale personer i nedkastningschefen Jens Toldstrups jydske modstandsorganisation under krigen, genudgav i går, lørdag, sin bog fra 1993 I Toldstrups tjeneste i væsentligt udvidet udgave.
Den 90-årige Hesseldahl præsenterede bogen på 4. Maj-Kollegiet i Aalborg sammen med bl.a. Niels Gyrsting, formand for Frihedsmuseets Venner, der har redigeret bogen.
Gyrsting præsenterede bogen og gav en kort gennemgang af Jørgen Hesseldahls modstandsindsats, hvorefter veteranen stillede sig til rådighed for spørgsmål.  Et af de spørgsmål, der blev stillet, drejede sig om metoder til hårfarvning – noget, som Hesseldahl og andre brugte som camouflagemiddel.
Jørgen Hesseldahl begyndte i 1943 sin undergrundsaktivitet med det illegale blad Hammeren.  I 1944-45 var han en flittig deltager i våbenmodtagelser og jernbanesabotager, og han deltog i planlægningen af likvideringer.
Hesseldahl-1Aalborg blev valgt som præsentationssted, fordi Hesseldahl var tilknyttet Jens Toldstrups hovedkvarter, der det meste af tiden lå i Limfjordsbyen. Selv om det er 70 år siden, lever to andre modstandsfolk ved hovedkvarteret også endnu, nemlig to af Toldstrups kvindelige kurerer.
Ingen af dem var dog til stede i går. Annie Langberg (dengang Mouritsen) meldte fra, fordi hun fejrede sin egen 90 års fødselsdag. Den anden er den 93-årige Gertrud Pedersen. De bor begge på Randers-egnen.
Nordjyske Stiftstidende var mødt frem til receptionen, og avisen bringer efter planen en artikel mandag.
Jeg skrev sidste år dette blogindlæg om Jørgen Hesseldahls bog, dengang den var på vej.
Han har desuden udtalt sig til denne artikel om jernbanesabotagen.

Bogen kan købes på www.frihedsmuseetsforlag.dk for 129 kr. incl. moms + porto.

 

 

Kuldsejlet krigsleder startede SOE

ChamberlainDet var Neville Chamberlain, der i sommeren 1940 søsatte sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), der kom til at spille en nøglerolle for modstandsbevægelserne i Europas besatte lande.
Oplysningen var for mig højst overraskende, da jeg for nylig stødte på den i første bind af Knud J.V. Jespersens værk Med hjælp fra England (Odense Universitetsforlag, 1998). For som de fleste med indgående interesse i Anden Verdenskrig ved, var det Winston Churchill, der fik ideen til den hemmelige organisation under mottoet Set Europa ablaze! (Sæt Europa i brand!).
Hvordan gik det så til, at manden, der i 1938 efter München-aftalen proklamerede ‘Fred i vor tid’, spillede en rolle i et offensivt initiativ, efter at han var afgået som premierminister 10. maj 1940 på grund af ineffektiv krigsledelse?

Fortsat indflydelsesrig
Sagen er, at den 71-årige Chamberlain ikke trak sig ud af politik efter afgangen fra regeringschefposten. Han var fortsat leder af det konservative parti, og han fik det høje regeringsembede som Lord President of the Council. Han var med i inderkredsen på fem mand i Churchills krigskabinet.
Neville Chamberlain satte sine initialer under SOE’s charter 19. juli 1940, og tre dage senere blev det godkendt af regeringen. SOE’s ‘dåbsattest’ står i fuld ordlyd i Jespersens bog.
Den afgåede premierminister havde i ugerne forud redet trådene ud i det politiske spil op til organisationens dannelse. Selv om Storbritannien efter Frankrigs fald kæmpede for sin overlevelse var den politiske rivalisering om rammerne for den nye organisation intens, fremgår det af Knud J.V. Jespersens bog.
Udenrigsministeriet ønskede kontrollen for at undgå, at SOE kom til at føre en parallel udenrigspolitik. De militære værn var dybt skeptiske over for tanken om soldater, der ikke kæmpede i uniform, og som ifølge konceptet ville komme til at bruge metoder, der lå uden for det traditionelle militære æreskodeks. Efterretningstjenesten SIS (Secret Intelligence Service) var ikke interesseret i nogen konkurrerende hemmelig tjeneste i de samme områder, som SIS selv opererede i.

Ledet af Labour-politiker
Enden på processen blev, at SOE blev underlagt Ministeriet for Økonomisk Krigsførelse, der blev ledet af Hugh Dalton, en ledende politiker på venstrefløjen af Labour-partiet. Antifascismen stod for ham i centrum, og han anså det for naturligt, at de besatte landes arbejderklasser som led i krigen kunne gøre op med Europas autoritære regimer.
Dalton havde ingen skrupler med, at SOE brugte barske metoder, og han foretrak fra starten at bruge civile frem for militærfolk. Ministry for Ungentlemanly Warfare var en betegnelse, han nogle gange brugte spøgende om sit ministerium.
SOE var virkelig en hemmelig organisation – så hemmelig, at det i chartret udtrykkeligt blev indskærpet, at organisationens navn ikke måtte nævnes over for andre end højt klassificeret personel.
Færdiggørelsen af chartret blev i øvrigt Neville Chamberlains sidste politiske handling. Han blev syg umiddelbart efter og døde i november 1940, 71 år gammel.

BOPA-pionerer begyndte her

BdrNielsen01 kopi

Aage, Kai og Harald Nielsen (fra venstre mod højre) nær fronten i Spanien. (Foto fra bogen)

Da jeg i denne uge læste bogen Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig havde jeg ikke svært ved at parkere den viden på et sidespor, at de danske kommunister var 100 pct. loyale over for det totalitære Sovjetunionen.  For jeg fik virkelig sympati for de tre brødre Harald, Kai og Aage Nielsen, der var vokset op i et københavnsk kommunistisk hjem. De tog af ægte solidaritetsfølelse til Spanien for at kæmpe på republikkens side i den spanske borgerkrig (1936-39).
De var så dedikerede og politisk motiverede, at de i august 1936 tog af sted, allerede inden der var iværksat nogen officiel hvervning. De tre mænd på henholdsvis 24, 21 og 18 år cyklede sydpå sammen med kammeraten Hans Petersen. De fire blev de allerførste af de ca. 550 danske S
paniens-frivillige.

Den yngste pint ihjel
De kæmpede i Spanien næsten til afslutningen, og under den tyske besættelse af Danmark blev de alle modstandsfolk i KOPA, der foråret 1943 blev omdøbt til BOPA.
Harald og Kai Nielsen overlevede krigen, mens den yngste, Aage Nielsen, i 1943 som 25-årig som den første blev tæsket ihjel under Gestapo-fangenskab.

Internationalt perspektiv
De fleste bøger om besættelsen har et snævert dansk fokus. Andre bøger om brødrene Nielsen ville måske være begyndt med ti sider om borgerkrigen, mens deres modstandsaktiviteter i Danmark ville være beskrevet til mindste detalje.
I denne bog er det omvendt, og det betyder, at tingene for alvor kommer i internationalt perspektiv. Sammen med historien om den spanske borgerkrig, får vi beskrevet, hvad det var, der drev og motiverede sabotage-pionererne i Danmark.

Afgørelse på værkstedet
De tre brødre var vokset op i et børnerigt, kommunistisk arbejderhjem, og det lå naturligt for dem at være stærkt politisk interesserede.
De fulgte nøje med i udviklingen i Spanien i Arbejderbladet, da 
hærstyrker under general Francisco Franco 17. juli 1936 gjorde oprør for at vælte den lovlige republikanske BrdrNielsenForsideregering. Officererne og deres støtter ville forhindre varslede radikale samfundsreformer, som i deres øjne var uacceptable, fordi de var en trussel mod den katolske kirkes, officerernes og godsejernes stilling.
På Hans Lystrups Autoværksteder på Pile Alle på Frederiksberg diskuteredes udviklingen livligt, og den Hans Petersen og Kai Nielsen besluttede sig næsten med det samme til at rejse til Spanien. Kai havde et nærmest uadskilleligt forhold til sine to brødre Harald på 24 og Aage på 18 år, så det stod hurtigt klart, at alle fire ville rejse.
Hvorfor stå her og slibe støbegods, når vi kan tage ned og gi’ dem en håndsrækning i Spanien,” spurgte Kai Nielsen.

Bogbrænding i Rendsborg
Den 22. august pumpede de deres cykler og starter rejsen sydpå. Det skete selv om myndighederne i Spanien endnu ikke havde oprettet frivillig-enheder, og hverken DKP eller Komintern havde lagt nogen strategi for, hvad der skulle ske.
De fire unge mænd havde aldrig været uden for landets grænser før, men allerede i Rendsborg, 80 kilometer syd for grænsen, fik de deres første chok, da de blev vidner til et heilende fakkeloptog, der drog gennem byen.
Massehysteriet overvælder dem.  Under høj jubel bliver kommunistisk litteratur fortæret af de brændende fakler,” lyder det i Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig, som forfatterkollektivet Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling lige før jul udgav på Forlaget Nemo.

I selskab med Hitlerjugend
Da de unge mænd kom til Hamburg, indlogerede de sig på en skonnert, der lå i havnen som flydende herberg. De hørte musik fra fartøjets sal og gik derind for at deltage, selv om de ikke forstod tysk.
Der er mange unge mænd i selskabet, de er alle iklædt uniformer (…). Måske er det en forsamling af spejdere eller vandrere med kulsorte pionertørklæder? tænker Kai. Pludselig rejser hele forsamlingen sig, løfter kollektivt den højre arm i heil-hilsen og begynder at synge den nazistiske hymne, Horst Wessel. De tre brødre rejser sig, men nægter demonstrativt at heile. Det går op for Kai, at det er medlemmer af Hitlerjugend, som holder gilde,” skriver forfatterne.

Tiltrængt hjælp i Paris
Midt i september 1936 nåede de fire ungkommunister frem til Paris. De havde mistet deres cykler og deres penge undervejs og henvendte sig til en taxichauffør, som de bad om at udpege retningen til det hvervekontor, der var åbnet, siden danskerne cyklede af sted fra København.
C
haufføren viste sig at være venligtsindet. Han bad Nielsen-brødrene og Hans Petersen stige ind og kørte dem til den ønskede destination. Tværtimod at kræve betaling stoppede han ved forskellige holdepladser og barer og lod en kasket gå rundt. ‘Her er nogle kammerater, de skal til Den Spanske Borgerkrig, og dem skal vi støtte!,’ erklærede chaufføren.

BrdrNielsenAlbacete

Kai, Harald og Aage Nielsen læser Arbejderbladet i Albacete, hvor de international brigader havde hovedkvarter. (Foto fra bogen)

Deltog, hvor det gik hårdt til
De fire kæmpede i den følgende tid som soldater i den berømte ‘Thälmann-bataljon’ og deltog både i kampene ved Huesca i Aragonien og i forsvaret af Madrid i vinteren 1936/37, der blev udkæmpet under det berømte motto
No pasarán! (‘de skal ikke komme igennem!’).
Senere fik de opgaver som chauffører og mekanikere, og deres længste periode tilbragte de i luftskytsenheden Argument Dimitrov. Dermed var de i mindre umiddelbar livsfare end de fleste af soldaterkammeraterne. Storebror Harald blev dog såret to gange.
De fire ungkommunister kom alle velbeholdne hjem sidst i 1938, da republikkens modstand lakkede mod enden. Det var de heldige med, for over 200 af de danske frivillige – henved 40 pct. blev dræbt.

Ukuelig mor
Den brevsamling, bogen bygger på er righoldig. Især lillebror Aage Nielsen, der er den mest politisk bevidste, er flittig til at skrive fra Spanien. Brødrene skriver vidt og bredt om personlige oplevelser og problemer, krigens udvikling og politiske overvejelser.
En anden af bogens stærke personligheder er de unge mænds mor, Antonie Nielsen – en kvinde sidst i 40’erne, der efter sine breve at dømme ikke har tabt kræfterne, selv om hun har været hjemmegående med ni børn, hvoraf de yngste stadig ikke var fra hånden.
Hun sender konstant sine drenge ‘god energi’, som vi ville sige i dag, og bakker dem op i deres valg. Hun indskrænker omtalen af, hvor svært det er for hende, at de er i krig, til et minimum. I stedet beskriver hun, hvor meget gås, bøf, øl og snaps hun vil sætte på bordet for dem, når de kommer hjem. Hun følger fint med i avisen og har godt styr på Spaniens geografi og de ledende aktører i konflikten.
Antonie Nielsen henvendte sig jævnligt til Arbejderbladets redaktion, når sønnerne har sendt beretninger fra Spanien, og Harald, Kai og Aage Nielsen har en række gange artikler med foto i avisen, der skal holde modet op på dem derhjemme i den fælles kamp. Ja, for sådan så man på tingene i familien: Kampen mod kapitalismen i Danmark var et led i den samme verdensomspændende kamp, som de udkæmpede en anden del af ved de spanske fronter.

Bundkarakter til kongejubilæum
Den kommunistiske husmors fyndige sproglige stil fremgår i et brev til sønnerne fra 19. maj 1937, da Christian X lige har haft 25 års regeringsjubilæum.
“Her er nu igen Regn og Kulde. Det regnede hele Lørdagen, og det var endda paa Kongens Regeringsjubilæum, men han havde jo sit paa det tørre. Det var jo kun de, der var saa dumme at stille sig op og blive gennemblødte,; én døde af Sindsbevægelse, og i hundredevis faldt de i Afmagt, og i Rigsdagsmødet, der blev afholdt til ‘den langes’ Ære, maatte de føre Julius Bomholt (socialdemokratisk kulturordfører) ud af Salen, saadan græd han og var rørt, men de var vist mest ængstelige for de fine Tæpper og Sager. (…) I tre dage hørte vi ikke andet i radioen end det Vrøvl, og det er knapt nok, de er færdige endnu.”

Indbydende bog
Bogen er velredigeret, de sammenbindende tekster er klare og præcise, og helhedsindtrykket er indbydende med god plads til billederne og en forholdsvis stor linjeafstand i teksten. Det giver en oplevelse af ‘luft på siden’, der passer godt til en brevbaseret bog.
Dokumentationen, der er givet i form af dokumentariske essays bag i bogen for hvert enkelt kapitel, er detaljeret og virker fyldestgørende. Jeg kunne imidlertid godt have ønsket et personregister.