Den ene blev skudt – den anden gik fri

Rikssted

Foto: Nationalmuseet

Willi Mann

Foto: Nationalmuseet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først på formiddagen tirsdag den 17. april 1945 – mindre end tre uger før befrielsen – parkerede fire mænd fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) deres bil på Smørumvej i Brønshøj og gik op til kiosken i nr. 161.
De var blevet sendt derud af en overordnet i HIPO-korpset på Politigården i  København. Kioskejeren, den 32-årige Jens Thorup, skulle dræbes, lød ordren, som blev givet til den 38-årige ET-mand Henry Emil Riksted (tv.).  Han fik dog ikke at vide, hvorfor Thorup skulle dø.

Jens Thorups kiosk

Fra politiets rekonstruktion 1945

Anføreren: Jeg klarer det selv
Uden for kiosken sagde Riksted, at de tre andre blot kunne blive udenfor og fungere som dækfolk. Han skulle nok klare den beskidte del af opgaven selv. Han åbnede døren, gik hen foran disken og affyrede fra hoften et skud af sin pistol, der ramte Jens Thorup i brystet. Netop da kioskejeren sank om, kom en af medgerningsmændene, den 22-årige tyskfødte Willi Mann (foto øverst th.), ind ad døren. Han gav Thorup et skud i hovedet, der definitivt dræbte ham.

Tre dødsdømt i alle retsinstanser
Drabet i Brønshøj er et led i en af de tankevækkende blandt dødsstrafsagerne mod landsforrædere efter krigen. Den er interessant, fordi den siger noget om, hvem blandt de 78 dødsdømte der havde chance for at blive benådet, og hvem der måtte se i øjnene, at deres liv sluttede foran en peloton af ti karabinbevæbnede politifolk.  Det fremgår af historikeren Henning N. Larsens bog Benådet – 32 dødsdømte danskere, der slap for henrettelse, der udkom på Nyt Nordisk Forlag i fredags.
Sagen var et led i et sagskompleks mod en gruppe af ET-folk, og Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret var enige om at dømme Henry Riksted, Willi Mann og den 45-årige Vilhelm Georg Barnewitz (der også havde været med på Smørumvej) til døden.

Hævndrab på uskyldig
Den anden tungtvejende sag i anklagemyndighedens materiale var et drab, der fandt sted tre dage tidligere, den 14. april, da Willi Mann, Vilhelm Barnewitz, dennes søn Benny Barnewitz og yderligere en ET-mand Knud Carl Sjøberg kort før midnat bankede på døren hos ekspeditionssekretær Ejnar Emanuel Larsen, Finsensvej på Frederiksberg, og brasede ind i lejligheden, da hustruen åbnede.
Vilhelm Barnewitz, der havde planlagt aktionen, rettede først pistolen mod manden, der stod i entréen i pyjamas, men den klikkede. Derefter skød Sjøberg mod Ejnar Emanuel Larsen, og Benny Barnewitz gjorde det samme. Til sidst gik Mann, der havde til opgave at holde hustruen i skak, hen til den dødeligt sårede mand og skød ham i hovedet.
Drabet var et hævndrab, fordi Vilhelm Barnewitz kort forinden havde været genstand for et likvideringsforsøg. Han havde Benådetden (i øvrigt fejlagtige) opfattelse, at Ejnar Emanuel Larsens bror var med i aktionen. Og broderen var nu flygtet til Sverige.

Holdt hustru som gidsel
En tredje meget alvorlig sag var, da Riksted sammen med far og søn Barnewitz uden for åbningstiden tvang en bankbestyrer i Jyderup til at åbne banken og udlevere et kontantbeløb på over en million nutidskroner. Henry Riksted holdt hustruen op i hjemmet med besked om, at hun ville blive skudt, hvis manden lavede numre, medens Barnewitz’erne gik med bestyreren hen til banken.

Undlod at fylde patroner i pistolen
Kun Riksted blev henrettet. Det skete 15. september 1949 på Christianshavns Vold. Fem dage senere blev det to andre benådet og straffen ændret til fængsel på livstid. De blev begge løsladt i 1958 efter 13 års afsoning.
Forklaringen på benådningen af Vilhelm Barnewitz ligger lige for, selv om han var hovedmanden bag mordaktionen mod ekspeditionssekretæren. Han havde undladt at fylde patroner i sin pistol under aktionen, fordi han ville undgå at skyde nogen. Sagen blev afgjort ved Højesteret i 1949, og på dette sene tidspunkt af retsopgøret var det ifølge Henning N. Larsens bog blevet praksis, at det kun kom på tale at henrette en dødsdømt, hvis han egenhændigt havde begået mindst ét drab.

Skillelinjen mellem liv og død
Sværere bliver det, når man sammenligner Henry Riksteds og Willi Manns sager. Riksted blev henrettet på baggrund af ét drab, mens Mann affyrede to dræbende skud og alligevel blev benådet.
“Benådningen af Willi Mann synes på den baggrund at være et udtryk for vilkårlig forvaltning fra justitsminister Busch-Jensens side,” skriver forfatteren.
Det er jeg ikke enig med Henning N. Larsen i. Ud fra hans præsentation af sagen (og til dels også fra Frank Bøgh: De dødsdømte) mener jeg, der kan være flere grunde til, at justitsministeren har ladet Mann slippe og Riksted henrette.
1) Henry Riksted var hovedmanden ved kioskaktionen og ved den usædvanligt kyniske gidselaktion mod bankbestyrerparret.
2) Willi Mann affyrede i to tilfælde dræbende skud, men ved ingen af episoderne var han hovedmanden og heller ikke den, der skød først.
3) Man kan have ladet Manns unge alder komme ham til gode.
4) Willi Mann havde tyske forældre, og tilknytning til Tyskland blev ofte i andre retsopgørssager regnet for en formildende omstændighed.

Morderne skød en af deres egne
Sagskomplekset havde to andre særprægede facetter.
For det første kom ET-folkene til at skyde en af ‘deres egne’, da de myrdede Jens Thorup på Smørumvej. Thorup havde foregivet at sympatisere med modstandsbevægelsen (de var der mange, der gjorde i april 1945), men han var faktisk meddeler for den tyske Sicherheitsdienst (SD) med tilnavnet ‘Skægget’.
For det andet forsøgte mange HIPO- og Gestapo-folk efter kapitulationen at undgå arrestation ved at skaffe sig en dækidentitet, gå under jorden eller lignende. En af de få, det lykkedes for i længere tid, var Knud Carl Sjøberg, der affyrede det første skud mod Ejnar Emanuel Larsen i april 1945.
Sjøberg blev først anholdt i 1954, da han blev anholdt for at have kørt galt på sin cykel i fuldskab. Han kom til at opgive sit rigtige navn til politiet i stedet for det falske, han havde levet under siden 1945. Han blev idømt fængsel på livstid, fremgår det af Benådet.
I morgen, mandag den 22. september, har jeg en artikel i BT, der tager udgangspunkt i terrordrabet på Københavns byretspræsident Thorkild Myrdahl 20. april 1945 – også med udgangspunkt i Henning N. Larsens bog.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bog om HIPO: De dødsdømtes slutkamp

HIPO-1Mindre end tre uger før den tyske kapitulation, 17. april 1945, var den danske nazistiske forfatter Knud Nordentoft på besøg på Politigården i København, der i den politiløse tid var hovedkvarter for HIPO-korpset – ‘hjælpepolitiet’ af danske landsforrædere i tysk tjeneste.
“Alle de forskellige over- og underordnede, jeg så, var hver på sin vis hektisk flammende eller tavst vandrende på gulve – afbrudt af lyse, muntre smil, når de skulle sige noget. Mest var der af den hektisk-flammende aktivitet,” skrev Nordentoft bagefter ifølge bogen Håndlangerne – Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945, som historikeren Henrik Lundtofte på mandag udgiver på Politikens Forlag.
Den kogende stemning skyldtes, at tre kammerater netop var blevet dræbt af modstandsfolk som led i den kamp på liv og død, der udspillede sig i Københavns gader hen over vinteren 1944-1945.
HIPO-3 Fra omkring nytår 1945 havde HIPO’erne (i aktion i sorte uniformer på billedet herover) reelt været fredløse – sådan at forstå, at modstandsfolk ville skyde en HIPO-mand ned, hvor og når de måtte støde på ham. Fra februar blev dørene afmonteret på korpsets biler (billedet her tv.), så HIPO-folkene hurtigt kunne springe ud, hvis der blev åbnet ild mod dem.

For konernes og børnenes skyld
Knud Nordentoft havde under besøget en samtale under fire øjne med den ledende HIPO-mand Frederik Mortensen – ‘003 Mortensen’ – og han spurgte HIPO-manden, hvorfor de kæmpede videre. Om svaret skriver Nordentoft:
“For vor sag, vore koner og børn, danske nationalsocialister,’ sagde han.
Og jeg sagde: ‘Nej, I er for få, og vi andre er også danske og er flere. I kæmper for Tysklands sag, og den er håbløs, og I er danske!’
Han var næsten ved at indrømme – ‘men hvad skal vi gøre – vi er jo dødsdømte!'”
HIPO-folkene fortsatte med at udføre terroraktionen lige til det sidste. Ifølge Henrik Lundtofte (herunder th.) skal det bl.a. ses i lyset af en broderskabsfølelse blandt helt isolerede folk.
– Nogle HIPO-folk holdt op med at komme hjem, fordi det var for farligt for både dem selv og deres familier. I stedet boede HAANDLANGERNE_OMSLAG_156X232.indd de på Politigården, siger han.

Hele eksistensen investeret i nazismen
Et af de spørgsmål, der for en del år siden fik historikeren til at interessere sig for HIPO var spørgsmålet: ‘Hvem i alverden var det, der var villig til at gå i den slags tjeneste for besættelsesmagten på et tidspunk, hvor alle kunne se, at tyskerne var ved at tabe krigen?’ Selv længe efter nytår 1945 kom der nye til. For manges vedkommende var svaret, at de for længst havde investeret deres eksistens i nazismen, konkluderer Henrik Lundtofte.

Ingen tidligere voldsdomme
Under arbejdet har tre grupper af medlemmer af HIPO udkrystalliseret sig. Først var der den politisk og ideologisk overbeviste kernegruppe.
– Et typisk medlem var en 20-25-årig mand i hovedstadsområdet, som med stor sandsynlighed tidligere havde været bevæbnet sabotagevagt, marinevægter eller lignende. Han var ustraffet – i hvert fald ustraffet for vold. Ikke mindst dét er et vigtigt korrektiv til den populære opfattelse af HIPO’er som en udpræget del af samfundets bundfald.
En anden gruppe havde ingen politisk interesse, men kom ud på en glidebane, fordi ‘man skal have brød på bordet’.
– De havde måske tidligere været i tjeneste som f.eks. marinevægtere – som de måske ikke mente, der kunne være noget forkert i – og derefter havde de svært ved at finde andet arbejde. Og lønnen var god, forklarer Lundtofte.

Spil af tilfældigheder
Den tredje gruppe, der rummer en hel del socialgruppe 5-tilfælde, er den, der rammer de populære forestillinger om HIPO bedst.
– Det var ofte unge, der kom fra virkelig hårde kår og ikke anede, hvad de gik ind til, som havde en ekstremt kort horisont. De kom måske ind i HIPO ved, at de havde drukket en øl på værtshus med en fyr, som de fik tillid til, og som anbefalede korpset. Hvis tilfældet havde villet det anderledes, og modstandsbevægelsen havde lokket med det samme, kunne de lige så godt være gået med der, mener Henrik Lundtofte, der til daglig er arkivleder på Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg.

De blæste på det danske samfund
Når det gælder de ideologisk overbeviste, er det ifølge forfatteren en vigtig pointe, at de ikke følte, at de skyldte det danske samfund noget som helst.
– Når nogle af dem f.eks. efter krigen undskyldte tysk krigstjeneste med, at regeringen i 1941 havde ‘godkendt’ eller ‘billiget’, at man meldte sig frivilligt, var det slet ikke det, det handlede om. Verdenskrigen handlede for dem om noget helt andet – kampen for det nazistiske verdenssyn – og de var slet ikke indstillet på at lytte til det danske demokrati.

De mente antikommunismen alvorligt
Henrik Lundtofte understreger imidlertid, at det er nødvendigt at sætte sig ind i, hvad det var for tanker, der rørte sig hos HIPO-folkene.
– Der har været en tendens til at feje alle argumenter til side, som HIPO-folk fremsatte under retsopgøret, som efterrationaliseringer. Det vigtigste af de argumenter var antikommunismen, og her har der givetvis også været tale om efterrationaliseringer, mener Lundtofte.
HIPO-2HIPO-folk afgav f.eks. forklaring i retten, mens kuppet i Prag i 1948 eller lignende begivenheder udspillede sig, så  antikommunismen var det taktisk stærkeste kort, den anklagede kunne spille.
– Men de antikommunistiske udtalelser repræsenterede faktisk for en del af dem et kernepunkt i deres reelle opfattelse. De mente, at modstandsfolk over en kam var synonyme med kommunister og at borgerligt nationale frihedskæmpere var Moskva-nyttige idioter, konkluderer forfatteren til Håndlangerne.

Dommedagsvisionen
HIPO-folkene så for sig, at Den røde Hær ville rulle hen over Danmark, og at deres koner og børn ville blive deporteret til Sibirien.
– Et tysk nederlag ville blive dommedag, og den vision legitimerede alt – også de drab og den tortur, som HIPO udøvede på Politigården i besættelsens sidste tid. Dermed gav det også mening at fortsætte til den bitre ende. Hvis de bare holdt ud længe nok, ville andre danskere begynde at ”se lyset” og gå med i kampen.
Henrik Lundtoftes udtalelser her blev fremsat i forbindelse med et interview til Weekendavisen, hvor han giver en ny fortolkning af aktionen mod det danske politi 19/9 1944. Ifølge Lundtofte var det aldrig meningen at opløse det danske politi, men at gennemføre en begrænset aktion med den hensigt at reorganisere korpset.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

Den frygtløse adelsdame

Da jeg i sidste uge skrev mit indlæg om Flemming B. Muus (artiklen her), kom jeg uundgåeligt også til af beskæftige mig med hans hustru, Varinka Wichfeld Muus, og hans svigermor Monica Wichfeld (billedet).
De er to af besættelsestidens betydningsfulde modstandskvinder, og specielt Monica Wichfeld havde en unik personlig historie. Den fik jeg ikke plads til i den artikel, som jeg har skrevet til BT i dag, søndag 7. september, så den vil jeg bruge nogle linjer på her.
For det første var godsejerfruen, der var en pioner i Lollands modstandsbevægelse, ikke dansker, men en dame af den britiske højadel. Monica Massy-Beresford, som hun var døbt, voksede op på et landsted ved den store sø Lough Erne i det nuværende Nordirland.

Smuglede rifler i skørtet
Allerede som 18-årig viste hun den dristighed, som skulle vise sig mange år senere i Danmark. Et lovforslag om Home Rule for Irland blev i 1912 fremsat af premierminister H.H. Asquith i parlamentet i London.
Det var Monicas familie imod. De var protestantiske loyalister, dvs. tilhængere af fortsat britisk styre og absolut imod et katolsk domineret, selvstændigt Irland.
Loyalisterne begyndte nu at bevæbne sig, og Monica smuglede ved et par lejligheder rifler med færgen hjem, når hun havde været på besøg i England, fremgår det af Flemming B. Muus’ og Varinka Wichfeld Muus’ bog Monica Wichfeld (Berlingske Forlag, 1954).

Mistede bror ved fronten
Monica Massy-Beresford var intelligent og stilfuld, beherskede tysk og fransk og viste sig allerede som ung som en menneskekender.
I 1916 blev hun gift med den ni år ældre diplomat Jørgen Wichfeld (til højre i billedet), som hun havde mødt til et bal på det danske gesandtskab i London. Han tilhørte en gammel dansk adelsslægt og ejede Engestofte på Lolland.
I 1918 blev Monica Wichfeld ramt af en sorg, der skulle præge hende resten af livet. Jack, den af hendes tre brødre, som hun var tættest knyttet til, faldt ved fronten i Frankrig.

Uduelig godsejer
Parret boede i London de følgende år, og der blev Varinka født i 1922 som den midterste af tre søskende. Kort derefter flyttede familien til Engestofte.
På det tidspunkt var der opstået en markant ulighed i ægteskabet. Jørgen Wichfeld var en verdensfjern mand, der interesserede sig mest for blomster, antikviteter og bridge. Gennem London-årene havde han ubekymret forbrugt af sin formue, og på Lolland viste han sig uduelig til godsdrift.
Hans kone tog håndfast om situationen for at få nedbragt familiens store gæld, og hun fik hjælp af nabogodsejeren Curt Hardenberg Reventlow.

Elskerens billede stod på natbordet
Jørgen Wichfeld viste sig mere og mere tydeligt at være biseksuel, mens Hardenberg Reventlow var en rigtig ‘he-man’. I en syv år lang periode var han Monica Wichfelds elsker, og omgangskredsen anså det for givet, at Reventlow var faderen til Monica yngste søn, Viggo, der blev født i 1923, fremgår det af den britiske forfatter Christine Sutherlands biografi Monica Wichfeld – dømt til døden (1992).
Monica Wichfeld afviste imidlertid at lade sig skille, da Jørgen sagde, at han ikke kunne leve uden hende. Men Wichfeld accepterede – som et tegn på den usædvanlige konstellation – at Hardenberg Reventlows billede stod på Monicas natbord, og at han kom i hjemmet som en familieven.
Det lange elskovsforhold var endnu et paradoks i Monicas liv. Hun hadede alt tysk på grund af krigen og broderens død og kunne knap få sig selv til at tale sproget, selv om hun beherskede det godt. Men Reventlow var tysker, selv om han boede på Lolland.

Handelsrejsende i skønhed
I 1931 tvang landbrugskrisen og kronisk gæld familien til at leje Engestofte ud. Wichfeld-familien flyttede til Rapallo ved den italienske Riviera, hvor Monicas mor, der nu var enke, havde købt en herskabsvilla, der var stor nok til, at familien fra Lolland kunne flytte ind.
Da det var hende, der havde ansvaret for familiens økonomi, begyndte Monica Wichfeld en karriere som forretningsdrivende. Hun tog regelmæssigt ophold i Paris for at rådgive velstående damer om mode. Hun solgte smykker og markedsførte egne produkter som neglebehandlingsmidlet ‘Nocrax’ og parfumen ‘Monica 55’.
Krisen bed virkelig midt i 1930’erne, og Monica Wichfeld ofrede kun lidt på sig selv, når hun var ude af syne for kunderne. Selv om hun var en dame, der tydeligvis kunne begå sig på kongelige slotte, foregik transporten rundt i Paris ufravigeligt med metroen.

Læste ‘Mein Kampf’
Stik imod de normale forventninger til kvinder interesserede Monica Wichfeld sig for politik og læste bl.a. på et tidligt tidspunkt Hitlers Mein Kampf.
Indtil midten af 1930’erne anerkendte hun Italiens diktator Mussolini, fordi han havde skabt orden i landet. Derefter lagde hun sig helt på linje med Winston Churchill, som hun var personligt bekendt med, og anså Tyskland for den altoverskyggende fare.
Hun overvejede at rejse hjem til England ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939, men valgte af familiemæssige grunde at blive i Italien, da hendes mand og Jørgen var danskere og dermed fra et neutralt land.

Takkebrev fra fru Churchill
Monica Wichfeld udarbejdede en stemningsrapport om holdningen til krigen i Italien, som hun sendte til de britiske myndigheder. Hun fik bl.a. et takkebrev fra Churchills kone, lady Clementine, og hendes rapport blev brugt som baggrundsmateriale for BBC’s udsendelser.
Efter at Italien havde erklæret Storbritannien krig i juni 1940, blev det vanskeligere for den halvt britiske familie at opholde sig i Italien på grund af, og i 1941 var de decideret uønskede. I efteråret rejste de hjem til Lolland og bosatte sig på Engestofte for første gang i ti år.
Nu var de økonomiske forhold pludselig bedre, fordi krigskonjunkturerne og den danske regerings prispolitik betød gode tider for de store landbrug. Familien sad nu pludselig solidt i det, og Monica ikke at tænke på at drive firma.

Varinka flirtede med fascismen
Varinka Wichfeld var nu en pige på 20 år. Hun var udpræget sporty, en glimrende rytter og beherskede engelsk og italiensk bedre end dansk.
Politisk havde hun i Italien en overgang gjort oprør mod moderens holdninger og flirtet med fascismen, fordi hun kom i kontakt med tilhængere af general Francos oprørere.
De var flygtet fra Barcelona – et af den republikanske regerings støttepunkter under Den spanske Borgerkrig. Efter krigsudbruddet og Danmarks besættelse var Varinka helt på linje med moderen. Nazityskland skulle bekæmpes overalt og med alle midler.

Mistrøstigt gensyn med Danmark
Mor og datter var rystede over, hvor gode vilkårene var i Danmark, hvor alle – som de så det – bare tænkte på at slippe lettest muligt igennem krigen.
”Vi så tyskere i uniform overalt i København,” skriver Varinka Wichfeld Muus i sin erindringsbog Fra solskin til tusmørke (Gyldendal, 1995).
”De havde endda den frækhed at stille op foran hotel d’Angleterre med et stort militærorkester; de sejrssikre miner, de strittende bagdele og de sømbeslåede støvler gjorde mig frustreret over situationen i Danmark og udeomkring.”
Familien fik endnu en dyster nyhed kort efter ankomsten til Danmark. Monica Wichfelds bror, brigadegeneral  Tim Massy-Beresford, var med til at forsvare Singapore, og han faldt i japansk krigsfangenskab, da den britiske kronkoloni kapitulerede i februar 1942.

Død i tugthus
Efterhånden fik Monica Wichfeld kontakt til illegale miljøer. Den første forbindelse var den kommunistiske forfatter Hilmar Wulff, der flyttede ind til leje i et hus på Engestoftes jorder.
Modstandsarbejdet kom for alvor i gang, da hun i foråret 1943 fik kontakt med den næsten nyankomne faldskærmschef fra SOE Flemming B. Muus. Den 21-årige Varinka Wichfeld kom også med i arbejdet og blev senere gift med Flemming B. Muus.
Efter sin dødsdom ved tysk krigsret i 1944 og den efterfølgende benådning døde Monica Wichfeld af lungebetændelse i tugthuset i Waldheim i Sachsen i februar 1945.

Denne artikel er den tredje i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

Flemming B. Muus var et let bytte

Flemming B. Muus, dansk chef for den britiske sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), fik en helt afgørende rolle i Danmarks befrielseskamp – men også en selvmodsigende rolle.
Hans ankomst som faldskærmschef i marts 1943 var et gennembrud for den aktive modstand og dermed en afgørende faktor bag regeringens afgang 29. august samme år, der markerede samarbejdspolitikkens fald.
Men derefter blev han som uofficielt medlem af Danmarks Frihedsråd i stadig højere grad talerør for de gamle politikere og officererne i ‘den lille generalstab’. De deltog nok i modstandskampen, men de stillede sig primært til disposition for politikerne, der med Vilhelm Buhl i spidsen fortsat øvede afgørende indflydelse bag kulisserne.

Checkfalskneri
Med sin politik kom Flemming B. Muus i stadig højere grad i modsætning til folk som Frode Jakobsen, Mogens Fog og Børge Houmann, der var de aktive sabotørers ledende talsmænd.
Det har forfatteren Sven Ove Gade, der i 2014 udgav biografien Faldskærmschefen – Flemming B. Muus, helt og skurk (Informations Forlag), en forklaring på. Den bunder i, at Muus i 1932 som 25-årig af sin familie var blevet tvunget til at udvandre til Liberia, fordi han havde efterlignet sin morbrors underskrift i et checkfalskneri.

Næsten blank på danske forhold
Han boede i den afrikanske stat, hvor han arbejdede som speditør, da Danmark blev besat, og han havde ikke besøgt hjemlandet siden 1937.
MUUS_presse “Han havde nok politisk tæft, men han havde i årevis ikke fulgt med. Han havde ingen erfaringer med danske forhold. Politikerne – H.C. Hansen, Hedtoft og Buhl – var drevne folk, og han lod sig i nogen udstrækning påvirke af dem. Han overskred sine beføjelser og tog lidt for meget hensyn til deres holdninger,” vurderede Sven Ove Gade, da jeg interviewede ham kort efter udgivelsen.

Imponeret af fine kontakter
Gade er uenig med modstandsveteranen Jørgen Kieler, der i et citat i bogen betegner Flemming B. Muus som en opportunist, der egentlig ville have foretrukket at være britisk ambassadør i København. Som en vigtig faktor peger han på, at Muus stammede fra en fin, højborgerlig slægt. Og han var en snob.
En af den nye SOE-chefs første kontakter efter nedkastningen i Himmerland var Hermann Dedichen, der var bestyrelsesmedlem i Politikens Hus. Den formuende Dedichen var barnebarn af Edvard Brandes, finansminister under Første Verdenskrig, og havde gode kontakter til magtens inderste cirkler i hovedstaden.
“Muus var lidt imponeret over de kontakter, han fik via Hermann Dedichen. Dedichen fik for megen indflydelse. Og Muus følte sig smigret af de muligheder, der bød sig til for ham. Han var et let bytte,” mener Sven O. Gade.

I fængsel for underslæb
Flemming B. Muus har selv forklaret sin strategi med, at han ønskede, at et samlet Danmark skulle enigt bag modstandskampen og dermed sikre landet allieret status – trods den kampløse besættelse 9. april 1940.
Trods Muus’ uomtvistelige fortjenester har han et blakket eftermæle. I 1946 blev han i Københavns Byret idømt to års fængsel for underslæb, fordi han havde stukket ca. 550.000 kr. til side (knap 11 millioner nutidskroner) af modstandsbevægelsens midler.
113_Flemming Muus

Forbudt: Han skød selv sin stikker

Et af de grundlæggende principper for modstandsbevægelsens likvideringer var, at ingen frihedskæmper selv måtte dræbe den stikker, der havde angivet ham eller hende til tysk politi.
Frihedsrådet ønskede på det bestemteste at undgå hævnmord og vendettaer. Likvideringens karakter af en nødvendig krigshandling blev understreget, og den ubehagelige opgave skulle udføres af en person, der ikke var følelsesmæssigt involveret.
Der er adskillige eksempler på, at reglen ikke blev overholdt. Et markant tilfælde stod den kendte Holger Danske-mand Hans Edvard Teglers (tv.) for i sommeren 1944. Og selve udførelsen – et unødvendigt stort antal skud – synes at bekræfte, at det nok var en god ide, at man forsøgte at undgå, at stikkernes ofre selv eksekverede likvideringen.

I malermesterens butik
Den kun 19-årige, men meget modne Teglers (‘Anders’) var kompagnichef i HD, og han havde lige fået den 44-årige Johannes Bidstrup Nielsen som en art adjudant.
Første gang de to var ude i byen sammen 27. juni, opsøgte de en malermester Moesgaard Hansen, der havde værksted i Herluf Trollesgade nær Kongens Nytorv i København. Han skulle formidle lån af en garage, hvor sabotørerne kunne parkere en stjålet bil, de brugte på aktioner.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, for garagen var i mellemtiden, sagde Moesgaard Hansen, udlånt til anden side.

Skudduel på Højbro Plads
Malermesteren opførte sig noget mystisk på et par måder, men var venlig. Han bad Teglers og Bidstrup Nielsen vente i gården, mens han hentede nogle cigaretter i en tobaksforretning. Dem ville han give dem med for deres spildte ulejlighed.
De to anede så meget uråd, at de gik ud til gaden, hvor de gik ned ad fortovet, medens de flere gange så mystiske mænd dukke frem af trappeopgange. Mændene begyndte at følge efter de to, der holdt isen i maven og ikke lod sig mærke med, at de var urolige.
Da de nåede op til Niels Juel-statuen stak de i løb og fortsatte til de nåede Højbro Plads og stillede sig til at vente på en sporvogn.
Her blev de anråbt af Gestapo-folkene med Ib Birkedal Hansen i spidsen, og de åbnede ild mod Hans Edvard Teglers og Johannes Bidstrup Nielsen. Teglers slap væk under en længere skudduel, mens Bidstrup, der var far til tre mindre børn, blev dræbt.

‘Sig mig, kender De mig ikke…?’
I de følgende uger undersøgte Holger Danske-chefen Knud Larsen (‘Bergstrøm’) og Teglers sagen og fandt det bevist, at malermesteren var stikker. ‘Bergstrøm’ bad ‘Anders’ likvidere Moesgaard Hansen – og gøre det hurtigt. Dagen efter trådte Teglers sammen med to af sine folk ind i forretningen, og kort efter kom indehaveren ud efter at have telefoneret i bagbutikken.
Om det videre fortæller Hans Edvard Teglers i sin bog Kæmp for alt hvad du har kært (Gyldendal, 1945):
“Moesgaard Hansen kommer ind i butikken og jeg siger: ‘Goddag, hr.’, og kort efter: ‘Sig mig, kender De mig ikke igen?’ Pludselig går sammenhængen op for ham. Han ser ud, som om nogen har slået ham i ansigtet. (…) I det samme snurrer han rundt og løber hen imod dørn ind til bagværelset. Pistolen ligger fast i hånden. Inden han forsvinder ud af mit synsfelt, har jeg trykket én gang på aftrækkeren. Han blev ramt. Jeg styrter efter ham. Han flygter gennem bagværelset hen imod det åbentstående vindue.
Jeg skyder 3 gange. Skuddene brager unaturligt højt i det snævre rum. På den afstand kan jeg ikke skyde fejl. Han falder ikke, rædslen driver ham frem. Han springer op i vindueskarmen for at forsvinde ud af det åbentstående vindue. Jeg hæver pistolen endnu engang og sigter omhyggeligt. Et smæld. Han synker sammen, livløs. Han hænger over karmen med hovedet ud af vinduet. Jeg går helt hen til ham og affyrer tre skud mod baghovedet. Blodet driver ned gennem de korte nakkehår, i en tynd stribe.”

Mor var indforstået
Mange af de unge sabotørers forældre var imod deres børns farlige forehavender, men det gjaldt ikke Hans Edvard Teglers mor, der støttede sønnens modstandskamp fuldt ud. Hun havde mistet sin mand, der var maskinmester i DFDS. Hans skib blev 15. februar 1940 sænket af en tysk ubåd.
Moderen ventede på sin 19-årige søn, da han kom tilbage til sin dækadresse.
“Fik du ham?” spurgte hun stilfærdigt.
“Ja.”
Efter krigen bekræftede politiets afhøringer af Gestapo-folk i øvrigt ifølge Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), at malermester Moesgaard Hansen var stikker.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her