J.O. Krag kaldte modstandsfolk ‘opfanatiserede frihedskæmpere’

Den store biografi Jens Otto Krag, som Bo Lidegaard udsendte i 2001, blev en bestseller – ikke mindst på grund af skildringerne af  hans håndtering af de store politiske spørgsmål i ind- og udland såvel som hans farverige privatliv og den triste, uforløste afslutning på hans liv.
De fangede også mig, da jeg læste værket for ca. ti år siden, men for mig var den første gedigne overraskelse uddrag af nogle private breve, som Krag skrev i sommeren 1944 – kort efter Folkestrejken i København.
På det tidspunkt troede jeg – mere eller mindre bevidst – et stykke hen ad vejen på konsensus-tolkningen af besættelsestidshistorien: at alle gode danskere kæmpede den samme kamp med modstandsfolkene som de aktivt kæmpende og politikere og embedsmænd som dem, der gjorde mere passiv modstand og støbte kuglerne.

Helt fjern fra modstandstanken
Den opfattelse blev der rokket ved, da jeg læste siderne i bind 1 med uddrag af et privat brev, som Krag – dengang økonom i Direktoratet for Vareforsyning og fremtidige statsmand – skrev til den socialdemokratiske politiker Hans Hækkerup.
Jens Otto Krags mentale distance til tanken om væbnet modstand er afgrundsdyb, og han sætter – kun et år før krigsafslutningen – i  sin analyse af situationen efter Folkestrejken ordet ‘frihedskæmper’ i citationstegn.
Begivenhederne havde styrket Danmarks Frihedsråd, der nu var en magtfaktor, som politikerne ikke kunne ignorere.
“Man står her over for Kræfter, der langt fra at være loyale over for Arbejderbevægelsen tværtimod synes at nære Ønske om at ville udnytte Situationen imod os. Jeg er imidlertid ikke helt sikker paa, at vi bør tage klart og aabent Afstand fra ‘Frihedsbevægelsen’. Det er nemlig et Faktum (saa vidt jeg kan skønne), at denne Bevægelse i Øjeblikket har en betydelig Indflydelse paa Befolkningen, især blandt de unge (16-25 Aar), der stærkt idealiserer Bevægelsen, samt at den har betydelig Anseelse i Udlandet, der aabenbart aldeles overvurderer denne Bevægelse,” skriver Jens Otto Krag.

‘Buhl er vores store nummer’
I et andet brev fortsætter han:
“Kommunisterne, Dansk Samling og Grene af Konservativ Ungdom vil i deres Kamp mod os søge at fremstille Socialdemokratiet som et i national Henseende kompromitteret Parti. Herimod har vi naturligvis gode Argumenter – men de opfanatiserede ‘Frihedskæmpere’ vil næppe give sig megen Tid til at høre paa Argumenter, og man kan ikke se bort fra, at de i en vis Overgangsperiode vil kunne øve en ikke ubetydelig Indflydelsepaa visse Befolkningslags Følelser.
Af alle disse Grunde er det, jeg mener, at vi maa være forsigtige og saa vidt muligt undgaa aaben Krig med Frihedsbevægelsen, ja om muligt opnaa at neutralisere denne Bevægelse i Forholdet til os. Her er jo Buhl vort store Nummer. Fx synes jeg, at den Opfattelse, at det var Buhl, der paa det rigtige Tidspunkt bragte Folkestrejken til en sejrrig Afslutning efter Forhandling med Frihedsraadet – er en gavnlig Opfattelse. Dette ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale Kræfter har da staaet solidariske, vore Folk faar Broderparten af Æren for de vellykkede Resultater, og de illegale Kræfter vil ikke kunne misbruge deres Popularitet mod os”.
Jens Otto Krag var som nævnt dengang ikke politiker, men en indflydelsesrig samfundsøkonomisk skribent med gode kontakter i den socialdemokratiske ledelse. Og Bo Lidegaard noterer, at Krags forslag til strategi faktisk kom til at ligge nær den, som den socialdemokratiske ledelse – Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen – endte med at vælge. (Foto fra Bo Lidegaard: Jens Otto Krag)

Danske SS-mænd med i udryddelseskrig

SS-1

På billedet herover ser du en af de ukendte danske mordere i den nazistiske udryddelseskrig på østfronten under Anden Verdenskrig. Den skaldede mand, der står som nr. to fra højre hedder Jørgen Christiansen, og han var blokfører i den såkaldte ‘jødelejr’ i militærlejren Waldlager Kisslewitschi nær Bobruisk i Hviderusland.
Ifølge et senere vidneudsagn fra en jødisk fange skulle den 33-årige Christiansen, der stammede fra Tønder-egnen, være den værste SS-2blokfører, og han deltog aktivt i mordene på jøderne. Han omkom allerede oktober 1942 på østfronten, så hans forhold blev aldrig efterforsket nærmere.

‘Jødelejr’ var uddannelsessted
I det hele taget var Frikorps Danmark-soldaterne i langt højere grad end tidligere antaget med i det store folkemord i Sovjetunionen. Det fremgår bogen En skole i vold, som historikerne Therkel Stræde og Dennis Larsen i morgen, fredag den 10. oktober, udgiver på Gyldendal.
I alt gjorde ca. 800-1000 af godt 6000 Frikorps Danmark-frivillige – svarende til ca. 15 pct. – i kortere eller længere tid tjeneste i SS-Ersatzkompagnie (erstatningskompagni) i Waldlager. Fra efteråret 1942 var kompagniet en regulær uddannelsesenhed for Frikorps Danmarks nye rekrutter. Heraf bogtitlen En skole i vold.
Mændene i Ersatzkompagniet var vagter i ‘jødelejren’, og de deltog i partisanbekæmpelse – eller ‘bandebekæmpelse’ som tyskerne kaldte det. At nazisterne systematisk udryddede Ruslands jøder er velkendt, og de brugte stort set de samme metoder over for partisanerne. Ubevæbnede civile – kvinder og børn inkluderet – blev skudt ned i tusindvis og hele landsbyer plyndret eller afbrændt.

Meget bygger på indicier
Ifølge den ene af forfatterne Dennis Larsen (herunder) har det vist sig umuligt at kortlægge, hvilke forbrydelser den enkelte Dennis Larsendanske SS-mand præcis var skyldig i. En væsentlig årsag er, at den tyske propagandaminister Joseph Goebbels 20. februar 1945 beordrede destruktion af alt belastende og hemmeligt kildemateriale – herunder også materialet om jødeudryddelserne.
-Der er danskere, der har fået medaljer for deltagelse i partisanbekæmpelse, og der findes billeder af mishandlinger i lejrene, der er fundet i tidligere frikorpsfolks personlige samlinger. Men meget bygger på indicier, siger Dennis Larsen.
Det danske justitsvæsen gjorde stort set intet ud af forbrydelser på østfronten under det danske retsopgør.

Nogle få fortalte
Ganske vist var det svært at få noget at vide af de flere tusinde varetægtsfængslede tidligere soldater i tysk krigstjeneste.
Men nogle sagde noget, og f.eks. gav den 20-årige frikorpsmand Helmuth Leif Rasmussen i 1945 detaljerede oplysninger om ‘jødelejren’. Tendensen var imidlertid, at politiet ikke efterforskede i den retning. Man var interesseret i, hvad de anklagede havde foretaget sig i Danmark og over for danskere.
Et slående eksempel er, at en 31-årig frikorpssoldat, der trods alt blev dømt for et drab på en jøde i ‘jødelejren’, slap med fem års fængsel, da retten i Gråsten afsagde dom. Det var en forbrydelse, hvor strafferammen gik op til livstid.

Den danske undladelsessynd
De to historikere lægger ikke skjul på, at de har skrevet bogen ud fra en indignation, men de erkender at det er for sent at gøre noget ved den ‘graverende danske undladelsessynd’.
‘Forbrydelserne vil forblive usonede. Det mindste, vi kan gøre, er at trække de østfrontfrivilliges virkelige rolle frem i lyset, så godt det nu lader sig gøre. Det skylder vi ofrene for forbrydelserne, men også os selv som danskere, der i alle årene har ladet os trække rundt ved næsen af de østfrontfrivilliges forskønnende og yderst selektive fortællinger,’ skriver Stræde og Larsen  i En skole i vold. (Billeder fra Therkel Stræde og Dennis Larsen: En skole i vold. Gyldendal 2014)
Den ovennævnte Frikorps Danmark-soldat Helmuth Leif Rasmussen er i dag 89 år og bor på Frederiksberg. Jeg har interviewet ham i hans lejlighed i forbindelse med et fire sider stort tema, som BT bringer i morgen, fredag den 10. oktober, i anledning af udgivelsen af Therkel Strædes og Dennis Larsens bog.  

  

Ninn-Hansen holdt sig i anden række

Da Erik Ninn-Hansen, tidligere minister og folketingsformand, døde forleden, blev det i nekrologerne kun nævnt i forbifarten, at han var gammel modstandsmand. Det er meget naturligt i betragtning af hans markante politiske karriere og den pinlige afslutning i Rigsretten. I modstandsbevægelsen lod han andre om at spille hovedrollerne.
Allerede dengang var han først og fremmest politiker. Tanken om sabotage og skuddueller med tysk politi synes at have ligget ham fjernt.

Tre konservative kammerater
Ninn-Hansen var en af tre klassekammerater, der alle var konservative og sammen i 1941 blev studenter fra Slagelse Højere Almenskole. De flyttede til København, og de fik alle tilknytning til Studenternes Efterretningstjeneste (SE), den illegale bladorganisation, der senere også blev en markant aktør Ninn-Hansen-2på de illegale Sveriges-ruter. Alf Bent Hermann og især Arne Sejr – SE’s stifter – blev meget aktive modstandsfolk, mens Ninn-Hansen valgte at passe sine jurastudier.

Kontaktmanden
I stedet fik han ifølge Mikkel Faurholdts og Svend G. Kjedsens biografi Ninn (Spektrum, 1994) en rolle som kontaktmand mellem SE og politiske kredse – ikke mindst fordi han allerede fra gymnasietiden havde et nært forhold til den senere toppolitiker Poul Møller, der dengang var formand for Konservativ Ungdom (KU).
‘Modstandsbevægelsen havde brug for politiske meldinger til den illegale presse, og der måtte ikke være usikkerhed om de kanaler, som oplysningerne gik igennem. Derfor var det helt afgørende, at modstandsfolkene have nogle kontakter blandt politikere, journalister og politifolk, som de kunne have tillid til. Ninn-Hansen var en af dem, der sørgede for disse forbindelser,’ skriver forfatterne.
Også derfor sørgede Erik Ninn-Hansen for at holde sig ude af tyskernes søgelys.
Sidst på året 1944 kom Gestapo dog tæt på. Ninn-Hansen og Alf Bent Hermann delte en toværelses lejlighed, og en dag, da de kom hjem, var lejligheden gennemrodet – tilsyneladende fordi tyskerne var på jagt efter Hermann.

Er der nogen, vi kan arrestere?
Som tusinder af andre var Erik Ninn-Hansen med i en militær ventegruppe, hvor man lærte at samle våben og skille dem ad. På befrielsesaftenen 4. maj 1945 cyklede han til en lejlighed i Malmøgade på Østerbro, hvor en gruppe fra Studenternes Efterretningstjeneste var samlet.
‘Hvad de egentlig skal foretage sig er lidt uklart, men natten igennem kører de rundt i Københavns gader i en gasdrevet Ford for at finde nogen, som de kan arrestere,’ skriver Faurholdt og Kjeldsen.
Gruppen blev tilknyttet Feltpolitiet og var bevæbnede med pistoler og håndgranater, men der gik flere dage, før de fik bid.
‘Et par gange får de et tip om en formodet stikker, som de henter, sommetider afhører, løslader eller leverer videre i systemet. Gruppen sørger også for transporter af fanger til Vestre Fængsel,’ hedder det i bogen.
Det var jo ikke noget særligt, og det er netop pointen med denne lille fortælling om Ninn-Hansens modstandsindsats. Den lå langt nærmere det almindelige end storsabotørernes bedrifter og folk, der vovede sig ud i skuddueller med Gestapo eller deres danske hjælpere.  (Fotos fra Mikkel Faurholdt og Svend G. Kjeldsen: Ninn)

 

 

Politikens anmelder var inhabil

Jeg undrede mig meget, da jeg i søndags sad ved eftermiddagskaffen og læste denne anmeldelse af historieprofessor Claus Bryld af Henning N. Larsens nyudkomne bog Benådet (Nyt Nordisk Forlag) i Politikens bogtillæg. Jeg kunne ikke rigtig forbinde den ekstremt negative vurdering med den bog, jeg havde læst. Det slog mig med det samme, at det er et fejlskud af Politikens redaktion at bede netop Claus Bryld om at anmelde bogen, der handler om de 32 benådninger af dødsdømte under retsopgøret.

Barndom i retsopgørets tegn
De fleste, der læser dette indlæg, kender muligvis Claus Brylds baggrund, men alligevel en kort præsentation:
Han er født i 1940 som søn af en af de fire Bryld-brødre, der var centralt placeret i det danske nazistparti DNSAP. Partiføreren Frits Clausen kom som privat gæst i barndomshjemmet. Efter krigen – da Claus var mellem fem og 10 år – vandrede faderen og farbrødrene ind og ud af fængsler og fangelejre og til retsmøder. I nogle år efter faderens løsladelse gik familien i en slags frivilligt eksil i Tanger i Nordafrika for at få omgivelsernes reaktioner på familiens rolle under besættelsen på afstand og starte på en frisk.
Alle de fire brødre og også Claus Brylds mor døde i en ret tidlig alder – flere af dem tilsyneladende af sygdomme fremprovokeret af ydmygelserne under retsopgøret og den sociale isolation i tiden derefter. Bryld overvejede en kort overgang som ung at skifte sit let genkendelige efternavn ud.

Pionerfortælling
Claus Bryld har fortalt om familiens historie i bogen Hvilken befrielse – fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge fra 1995 (udkom i væsentligt revideret udgave i 2008).  Det har næppe været en let beslutning at udgive bogen, for ingen andre i slægten ønskede at gå ud i offentligheden, og flere var lodret imod.  Jeg interviewede ham selv om familiefortiden i november 2011 i forbindelse med en artikelserie i Ekstra Bladet om personer og familier med nazistisk fortid. Han ønskede forskellige aftaler på forhånd, men da de var på plads, bidrog han velvilligt, generøst og ikke specielt vagtsomt.
Jeg var godt tilfreds med de udtalelser, jeg fik med hjem. I det hele taget synes jeg – og det er vel bredt anerkendt – at han har givet et afgørende bidrag til tabersidens historie i forbindelse med retsopgøret, der nærmest var ukendt, da første udgave af Hvilken befrielse udkom.

Godt debatindlæg
For mig virker det oplagt, at man ikke kan antages at være nogen velegnet anmelder af bøger om retsopgøret, når netop retsopgøret har været så afgørende og negativ en faktor i ens liv.
Jeg synes, at Claus Brylds artikel er glimrende som et velformuleret og fyndigt indlæg om det principielt umoralske i dødsstraf. Synspunkterne er tydelige, og angrebene på Henning N. Larsen går jo ikke ud over, hvad man må finde sig i, når man stikker næsen frem. Brylds artikel burde bare have stået på debatsiderne.
Efter min opfattelse er den slet ikke en anmeldelse, i hvert fald ikke en historiefaglig en af slagsen. 85 pct. af artiklen er moraliserende med ordet ‘usympatisk’ som ledetråden. Henning N. Larsens synspunkt – at dødsstraf under de særlige vilkår lige efter krigen var en beklagelig nødvendighed – er efter Brylds mening tilsyneladende så langt ude, at enhver dialog er irrelevant. Bryld mener, at selve det, at Henning N. Larsen bringer kapitler med navne, foto og sagsbeskrivelser af hver af de 32 benådede er så uetisk, at det overflødiggør enhver yderligere vurdering af bogen.

Egentlig vurdering mangler
Jeg savner flere ting, som jeg som læser forventer at kunne finde i en anmeldelse i Politiken:
1). En præsentation, evt. kortfattet, af forfatterens præmis og målsætning. I et neutralt, nøgternt sprog.
2). En vurdering af, om han/hun lever op til sin målsætning.
3). En vurdering af bogens sprog, opbygning og argumentation.
4). Claus Bryld konstaterer med hensyn til Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen, at han ikke ‘kan se, hvad det er brugt til’. Javel så. Hvis Henning N. Larsen ikke har inddraget retsopgørets førende historiker i forsvarligt omfang, så ville jeg regne med at få uddybet, om det har konkret betydning for fremstillingen – og i givet fald hvilken.

Med arkivloven på sidelinjen
Flere andre ting falder mig i øjnene ved en nærmere gennemlæsning:
1). Det kommer i anmeldelsen til at fremstå, som om Henning N. Larsen har overtrådt om ikke de skrevne, så i hvert fald de uskrevne etiske regler for overholdelse af privatlivets fred i forbindelse med arkivadgang til retsopgørssager. Det er tværtimod mit indtryk, at Larsen har været omhyggelig med at overholde arkivloven. Myndighederne har blot i deres praksis siden ca. 2000 taget bestik af, at der er gået mange år, siden Ditlev Tamms værk udkom i 1984 med anonymisering af stort set alle følsomme navne. Henning Larsen har med arkivadgangen fået offentlig tilladelse til præcis den formidling, han har fremlagt i sin bog – lige som f.eks. Peter Øvig Knudsen tidligere har fået det til bøgerne Efter drabet og Birkedal. Og Erik Haaest til Hipo-folk. De adgangsgivende myndigheder ved godt, hvad de giver lov til. Og de domfældtes mentalerklæringer, som Bryld specielt nævner, har været fremlagt på offentlige retsmøder.
2). Endnu mere undrer det mig, at Claus Bryld efterlyser stof om de benådedes efterkrigsliv. Det ville kræve kontakt til de domfældtes efterkommere, og det er et brud på arkivloven at kontakte efterkommere til de domfældte ud fra oplysninger, man alene har fra arkivmaterialet. Jeg er enig med Bryld i, at det er en mangel i bogen, men jeg ser det som et tegn på, at Henning Larsen netop lægger vægt på at overholde arkivloven, og at han, derudover, formentlig helst har villet undgå på at trække på oplysninger fra Erik Haaest, der i Hipo-folk er gået tæt på efterfængselslivet for de benådede medlemmer af Lorenzen-banden.
3). Claus Bryld bruger de første 25 pct. af teksten på selv at redegøre for emnet, og i resten af artiklen inddrager han hyppigt eget, alternativt stof – især fængselspræsten Erik Carlés bog. Resten af pladsen bliver brugt på hurtige, affejende nedslag. Bryld går ikke i dialog med den bog, han foregiver at anmelde.

Navn og foto – ja selvfølgelig
I modsætning til Claus Bryld mener jeg, at det er en kvalitet ved bogen, at Henning N. Larsen gennemgår hver af de 32 sager.  Naturligvis skal vi have navne og billeder på de dødsdømte og senere benådede. Over halvdelen af deres navne har kunnet findes på nettet i adskillige år, og ellers kan man finde deres navne i de årlige Hvem, hvad, hvor fra slutningen af 1940’erne.
Jeg må undre mig over Claus Brylds puritanisme. Er der nogen, der forestiller sig, at man skulle holde op med at beskrive Blekingegadebandens aktiviteter ved enhver lejlighed, hvor en journalist eller forfatter måtte finde det for godt, blot fordi gerningsmændene har udstået deres straf? Har der været indvendinger mod de jævnligt udkommende bøger om gamle drabssager, selv om der er løsladte gerningsmænd, der prøver at finde en vej i livet igen? Har politimorderen Palle Sørensen et krav på at få fred for omtale af drabene på de fire betjente på Amager i 1965?

Retfærdige domme
De 32 benådede var torturbødler, stikkere eller terrorister af den allerværste slags, der modtog deres domme med rette. Også de havde ret til en mulighed for at bygge et rimeligt liv op efter udstået straf, men når det  handler om forbrydelser i denne kategori kan man efter min opfattelse aldrig vinde retten til, at fortidens gerninger forbliver uomtalte.
Henning N. Larsens bog er interessant, og personligt vil jeg få god brug for den i forbindelse med mit projekt om modstandsbevægelsen, fordi de enkelte sager indeholder meget relevant stof om modstandskampen. Men jeg kan ikke anbefale bogen til folk med tendens til depressioner. De mange beretninger fra torturkamre er barsk og rystende kost. Men det er et vigtigt historisk bidrag, at også denne side af retsopgøret bliver oplyst – i fuldt omfang.

 

Den ene blev skudt – den anden gik fri

Rikssted

Foto: Nationalmuseet

Willi Mann

Foto: Nationalmuseet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først på formiddagen tirsdag den 17. april 1945 – mindre end tre uger før befrielsen – parkerede fire mænd fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) deres bil på Smørumvej i Brønshøj og gik op til kiosken i nr. 161.
De var blevet sendt derud af en overordnet i HIPO-korpset på Politigården i  København. Kioskejeren, den 32-årige Jens Thorup, skulle dræbes, lød ordren, som blev givet til den 38-årige ET-mand Henry Emil Riksted (tv.).  Han fik dog ikke at vide, hvorfor Thorup skulle dø.

Jens Thorups kiosk

Fra politiets rekonstruktion 1945

Anføreren: Jeg klarer det selv
Uden for kiosken sagde Riksted, at de tre andre blot kunne blive udenfor og fungere som dækfolk. Han skulle nok klare den beskidte del af opgaven selv. Han åbnede døren, gik hen foran disken og affyrede fra hoften et skud af sin pistol, der ramte Jens Thorup i brystet. Netop da kioskejeren sank om, kom en af medgerningsmændene, den 22-årige tyskfødte Willi Mann (foto øverst th.), ind ad døren. Han gav Thorup et skud i hovedet, der definitivt dræbte ham.

Tre dødsdømt i alle retsinstanser
Drabet i Brønshøj er et led i en af de tankevækkende blandt dødsstrafsagerne mod landsforrædere efter krigen. Den er interessant, fordi den siger noget om, hvem blandt de 78 dødsdømte der havde chance for at blive benådet, og hvem der måtte se i øjnene, at deres liv sluttede foran en peloton af ti karabinbevæbnede politifolk.  Det fremgår af historikeren Henning N. Larsens bog Benådet – 32 dødsdømte danskere, der slap for henrettelse, der udkom på Nyt Nordisk Forlag i fredags.
Sagen var et led i et sagskompleks mod en gruppe af ET-folk, og Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret var enige om at dømme Henry Riksted, Willi Mann og den 45-årige Vilhelm Georg Barnewitz (der også havde været med på Smørumvej) til døden.

Hævndrab på uskyldig
Den anden tungtvejende sag i anklagemyndighedens materiale var et drab, der fandt sted tre dage tidligere, den 14. april, da Willi Mann, Vilhelm Barnewitz, dennes søn Benny Barnewitz og yderligere en ET-mand Knud Carl Sjøberg kort før midnat bankede på døren hos ekspeditionssekretær Ejnar Emanuel Larsen, Finsensvej på Frederiksberg, og brasede ind i lejligheden, da hustruen åbnede.
Vilhelm Barnewitz, der havde planlagt aktionen, rettede først pistolen mod manden, der stod i entréen i pyjamas, men den klikkede. Derefter skød Sjøberg mod Ejnar Emanuel Larsen, og Benny Barnewitz gjorde det samme. Til sidst gik Mann, der havde til opgave at holde hustruen i skak, hen til den dødeligt sårede mand og skød ham i hovedet.
Drabet var et hævndrab, fordi Vilhelm Barnewitz kort forinden havde været genstand for et likvideringsforsøg. Han havde Benådetden (i øvrigt fejlagtige) opfattelse, at Ejnar Emanuel Larsens bror var med i aktionen. Og broderen var nu flygtet til Sverige.

Holdt hustru som gidsel
En tredje meget alvorlig sag var, da Riksted sammen med far og søn Barnewitz uden for åbningstiden tvang en bankbestyrer i Jyderup til at åbne banken og udlevere et kontantbeløb på over en million nutidskroner. Henry Riksted holdt hustruen op i hjemmet med besked om, at hun ville blive skudt, hvis manden lavede numre, medens Barnewitz’erne gik med bestyreren hen til banken.

Undlod at fylde patroner i pistolen
Kun Riksted blev henrettet. Det skete 15. september 1949 på Christianshavns Vold. Fem dage senere blev det to andre benådet og straffen ændret til fængsel på livstid. De blev begge løsladt i 1958 efter 13 års afsoning.
Forklaringen på benådningen af Vilhelm Barnewitz ligger lige for, selv om han var hovedmanden bag mordaktionen mod ekspeditionssekretæren. Han havde undladt at fylde patroner i sin pistol under aktionen, fordi han ville undgå at skyde nogen. Sagen blev afgjort ved Højesteret i 1949, og på dette sene tidspunkt af retsopgøret var det ifølge Henning N. Larsens bog blevet praksis, at det kun kom på tale at henrette en dødsdømt, hvis han egenhændigt havde begået mindst ét drab.

Skillelinjen mellem liv og død
Sværere bliver det, når man sammenligner Henry Riksteds og Willi Manns sager. Riksted blev henrettet på baggrund af ét drab, mens Mann affyrede to dræbende skud og alligevel blev benådet.
“Benådningen af Willi Mann synes på den baggrund at være et udtryk for vilkårlig forvaltning fra justitsminister Busch-Jensens side,” skriver forfatteren.
Det er jeg ikke enig med Henning N. Larsen i. Ud fra hans præsentation af sagen (og til dels også fra Frank Bøgh: De dødsdømte) mener jeg, der kan være flere grunde til, at justitsministeren har ladet Mann slippe og Riksted henrette.
1) Henry Riksted var hovedmanden ved kioskaktionen og ved den usædvanligt kyniske gidselaktion mod bankbestyrerparret.
2) Willi Mann affyrede i to tilfælde dræbende skud, men ved ingen af episoderne var han hovedmanden og heller ikke den, der skød først.
3) Man kan have ladet Manns unge alder komme ham til gode.
4) Willi Mann havde tyske forældre, og tilknytning til Tyskland blev ofte i andre retsopgørssager regnet for en formildende omstændighed.

Morderne skød en af deres egne
Sagskomplekset havde to andre særprægede facetter.
For det første kom ET-folkene til at skyde en af ‘deres egne’, da de myrdede Jens Thorup på Smørumvej. Thorup havde foregivet at sympatisere med modstandsbevægelsen (de var der mange, der gjorde i april 1945), men han var faktisk meddeler for den tyske Sicherheitsdienst (SD) med tilnavnet ‘Skægget’.
For det andet forsøgte mange HIPO- og Gestapo-folk efter kapitulationen at undgå arrestation ved at skaffe sig en dækidentitet, gå under jorden eller lignende. En af de få, det lykkedes for i længere tid, var Knud Carl Sjøberg, der affyrede det første skud mod Ejnar Emanuel Larsen i april 1945.
Sjøberg blev først anholdt i 1954, da han blev anholdt for at have kørt galt på sin cykel i fuldskab. Han kom til at opgive sit rigtige navn til politiet i stedet for det falske, han havde levet under siden 1945. Han blev idømt fængsel på livstid, fremgår det af Benådet.
I morgen, mandag den 22. september, har jeg en artikel i BT, der tager udgangspunkt i terrordrabet på Københavns byretspræsident Thorkild Myrdahl 20. april 1945 – også med udgangspunkt i Henning N. Larsens bog.