Her skød Povl en HIPO-mand

På denne repos på en trappeopgang i Ny Østergade i København skød Povl Falk-Jensen engang en mand. Det skete i marts 1945, og drabet på den 41-årige vagtmester i HIPO-korpset Hans Leif Kjærulff var én af besættelsestidens ca. 400 likvideringer.
Jeg interviewede i sommeren 2013 på stedet Falk-Jensen, der under krigen havde dæknavnet ‘Eigil’,  til ekstrabladet.dk. Jeg havde ærlig talt forberedt mig på, at den nu 93-årige mand ville have været lidt misfornøjet med artiklen.

Som et mafiamord
Indledningen lød:
‘Tidligt om morgenen søndag den 11. marts 1945 fandt en ismejeridame en død mand liggende på trappen i opgangen Ny Østergade 23 tæt på Kongens Nytorv i København. Manden havde ingen identitetspapirer på sig, og der gik derfor flere uger, før liget blev identificeret. Han blev dræbt på en måde, der havde alle mafiamordets ydre kendetegn. Manden havde en telefon liggende under sig – noget er kunne opfattes som en advarsel om, hvordan det går folk, der bryder Omertà, tavshedens lov. Mandens hænder var bundet sammen på brystet, og han var blevet skudt to gange gennem hovedet.’
Drabet var sket kl. ca. 6 om morgenen, efter at Povl Falk-Jensen og nogle gruppekammerater havde afhørt manden fra det frygtede Hilfspolizei natten igennem i en besat lejlighed på 2. sal – den lejlighed, som ‘Eigil’ på billedet står ved indgangsdøren til. Lejlighedens ejere blev holdt fangne derinde gennem næsten et døgn.

Væltede ned ad trappen
Efter at et gruppemedlem havde afmonteret lejlighedens telefon og sat den ned på repos’en under 2. sal, gav Falk-Jensen vagtmesteren et pistolskud i nakken, og Kjærulff væltede ned ad trappen og landede oven på telefonen.
‘Han fik også sikringsskuddet, som vi plejede at praktisere det – bag det ene øre. Også for at markere, at det ikke var noget hastværk, dette her. Det var den straf, der overgik landsforrædere. Men vi bandt ham ikke – som man plejede – bagpå, men foran,’ fortalte Povl Falk-Jensen.

Ville markere iskulde
Én grund til fremgangsmåden var, at modstandsfolkene ville forhindre de chokerede beboere i at alarmere HIPO hurtigt på grund af det ubehag, de formentlig ville føle ved at trække telefonen frem under den dræbte mand. Der var også en anden grund, og her lå hovedpointen, mærkede man på Falk-Jensens stemmeføring.
‘Det skulle markere over for forræderne, at sådan kom det til at gå. Det skulle markere iskulde. Ikke noget med hastværksarbejde. Sådan kom det til at gå…’

Den værste forbrydelse
Min anelse om, at interviewpersonens reaktion kunne blive negativ, holdt ikke stik. Falk-Jensen ringede til mig et par dage efter med tak og anerkendelse. Artiklen var fremstået med lige præcis det budskab, han ønskede at formidle.
‘Eigils’ pointe går igen i de talrige interview, han har givet, siden han i 2010 som 89-årig opgav anonymiteten og trådte frem i offentligheden.
I et brev, han skrev til mig i 2011, konstaterer han, at en fjende i en krig normalt er én, man slutter fred med.
‘Men hvor det drejer sig om en forræder stiller sagen sig anderledes. Forræder… Et frygteligt, negativt ladet ord, idet en sådan person i strid med det i dyr såvel som mennesker dybest liggende – viljen til at forsvare sin rede/sin hule/sit territorium – forråder dette til en fjende,’ skrev Falk-Jensen.

Dyrbergs arvtager
Med sin krasbørstige retorik er ‘Eigil’ i sin alderdom blevet en slags arvtager for den jævnaldrende Gunnar Dyrberg, der døde i 2012. Dyrberg var i mange år en af de få, der udtalte sig i offentligheden.
Han sagde i lige så direkte vendinger, at han ikke på nogen fortrød at have deltaget i likvideringer  – fortrydelsen skulle da lige gå på, at frihedskæmperne ikke skød nogle flere.

Tys-tys
I mere end 50 år efter befrielsen i 1945 var emnet nærmest tabu. Ud over Dyrberg talte kun Hans Edvard Teglers og enkelte andre offentligt om egen deltagelse i konkrete drab på stikkere og terrorister.
På min daværende arbejdsplads Ritzau lavede min nu afdøde kollega John Rifberg ved 50-års befrielsesjubilæet i 1995 et firedobbelt interview med tidligere likvideringsmænd. Det skete dog på betingelse af anonymitet. Aftalen blev indgået efter forhandlinger over flere omgange med mænd, der ringede fra mønttelefoner.
Til sidst blev et møde aftalt på et værtshus, hvor Rifberg – som jeg husker det – ved sin ankomst blev vist diskret op ad en trappe, hvor mændene ventede i et separatlokale.
Først med Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet (Gyldendal, 2001) er der over et bredt felt blevet kastet lys på dette traumatiske kapitel af modstandsbevælgelsens historie.

Hvis du abonnerer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA, kan du læse selve interviewet her:  http://ekstrabladet.dk/ekstra/dybde/article2112537.ece

Du kan læse om den mest kontroversielle likvidering her

Tak til freelance-pressefotograf Rasmus Flindt Pedersen, der har stillet billedet øverst til rådighed for blogindlægget.

‘Eigils’ efterkrigs-likvidering

EigilDe gamle frihedskæmperes velkendte personkreds blev i 2009 pludselig suppleret af en hidtil ukendt, men centralt placeret modstandsmand fra organisationen Holger Danske. Mandens eksistens var ikke ukendt, men han havde i litteraturen udelukkende været kendt under sit dæknavn ‘Eigil’.
Man vidste også, at manden under besættelsen havde likvideret flere stikkere end selv ‘Flammen’ (Bent Faurschou Hviid), hvis indsats få år før – i Thure Lindhardts skikkelse – var blevet skildret i filmen Flammen & Citronen.
Efter at historikeren Peter Birkelund som den første havde offentliggjort ‘Eigils’ navn – Povl Falk-Jensen – i sit tobindsværk Holger Danske (Syddansk Universitetsforlag), bragte jeg sammen med tv-journalist Henriette Skov Andersen og fotograf Benjamin Kürstein for første gang den dengang 89-årige Falk-Jensen ud i det bredere mediesøgelys. Det skete efter at jeg i efteråret 2009 via Niels Gyrsting, formanden for Frihedsmuseets Venner, havde fået oplysning om, at foreningen var på vej med en udgivelse af en fyldig beretning, som Povl Falk-Jensen havde skrevet tilbage i 1980’erne. En beretning, som ‘Eigil’ havde klausuleret til 2009, og som indtil da havde været deponeret på Rigsarkivet.
I den anledning skaffede Gyrsting os kontakt til ‘Eigil’, fordi han havde besluttet sig til også i interviewform at stå frem for offentligheden efter i 65 år kun at have været kendt under dæknavn.
Vi besøgte ham en af de sidste dage i 2009 i hans ældrebolig i Nærum nord for København. Dækningen i Ekstra Bladet, der kom samtidig med bogens udgivelse under titlen Holger Danske – ‘Afdeling Eigil’, blev omfattende.  Falk-Jensen kom derefter i TV-Avisen og TV2 Lorry. Siden er han med jævne mellemrum blevet kontaktet af journalister og bedt om interview – senest i Berlingske Tidende i begyndelsen af maj i år.

Skød selv 11 stikkere
‘Afdeling Eigil’ var Holger Danskes mest hårdkogte likvideringsgruppe i de sidste syv-otte måneder af besættelsestiden, da tilstandene i København havde eskaleret til det borgerkrigsagtige.
Falk-Jensen skød personligt 11 personer, og han har specielt måttet svare på spørgsmål om de to sidste likvideringer igen og igen. Det var nedskydningen af stikker-ægteparret Yngve og Hildur Nielsen i Geels Skov ved Holte. Henrettelsen skete 7. maj 1945 – to dage efter besættelsens ophør!
Så sent som sidste år fik B.T.-journalisten Jan Eriksen Povl Falk-Jensen ud på en gåtur på gerningsstedet som led i et interview.

Frisørægteparret på Frederiksberg
Den i dag 94-årige mand har i sin erindringsbog redegjort for baggrunden.
Yngve og Hildur Nielsen havde en frisørsalon på Frederiksberg, der var stikkercentral for Schiøler-gruppen – den terrorbande i besættelsesmagtens tjeneste, som Povl Falk-Jensens afdeling kæmpede mod på liv og død. Ægteparrets angiverier havde flere gange bragt Falk-Jensen selv i livsfare og havde ført til, at flere af hans gruppemedlemmer var endt i kz-lejre.
Det lykkedes ikke at få ram på frisørægteparret under krigen, men 6. maj pågreb ‘Eigil’ og nogle gruppefæller dem i Hildur Nielsens forældres lejlighed på Frederiksberg. På det tidspunkt var der en række steder skudvekslinger mellem modstandsfolk og brigadesoldater og – på den anden side – HIPO-folk og lignende. Det krævede mange dødsofre – noget, adskillige mindeplader rundt om i København stadig minder om.

Falk-Jensen: Det var nødværge
Ægteparret blev kørt til Aurehøj Gymnasium i Gentofte, som Holger Danske havde overtaget som midlertidig ‘kaserne’.
‘Vi havde ikke nogen sikre forvaringsrum, der virkelig var egnede til at holde farlige fanger indespærret i,’ skriver Povl Falk-Jensen, der i 1945 var 24 år,  i Holger Danske – ‘Afdeling Eigil’.
Forside 2‘Vi havde kun et ganske almindeligt lærerværelse. Her blev to mand af vort fåtallige mandskab posteret som vagter for at overvåge ægteparret. Selv om fangerne var bagbundne, skulle der blot et mindre angreb til, så var vagterne delvis blevet sat ud af spillet. Nu havde ægteparret Yngve Nielsen en særdeles gunstig chance for at befri sig, tilegne sig vagternes maskinpistoler og med den baggrundstræning og skrupelløshed, som jeg i hvert fald vidste, de var i besiddelse af, uskadeliggøre mange af os, før de var blevet dræbt, overmandet eller – hvad også kunne tænkes – befriet.’
De første befrielsesdage summede af alle mulige rygter. Holger Danske-folkene frygtede bl.a. angreb fra ‘varulve’ – dvs. tyskerhåndlangere, der havde forberedt sig på en underjordisk væbnet kamp efter nederlaget ved fronterne.
‘Der var en mulighed for at få bragt de to fanger i sikkerhed i Vestre Fængsel, men det var med stor risiko for, at ledsagemandskabet gik tabt, og fangerne eventuelt blev befriet. Beholdt vi dem på gymnasiet, ville de udgøre en betydelig risiko for os alle. Jeg fandt, at jeg måtte veje ansvaret for mine 30 mand og de øvrige på kasernen op mod de to fanger. Vi havde kun os selv at stole på. I denne og lignende situationer måtte bestemmelsen om krigshandlinger begået i nødværge atter bringes i anvendelse,’ skriver Povl Falk-Jensen.
Derfor blev Yngve og Hildur Nielsen den følgende morgen kørt ud i Geels Skov af otte Holger Danske-folk og skudt af Falk-Jensen og et andet gruppemedlem med korte maskinpistolsalver.

Samtidig kilde: Det var eksekvering af dødsdom
Forklaringen er problematisk.
Det er fundamentalt i historieforskning, at samtidige kilder må tillægges større vægt end senere forklaringer – ikke mindst når forklaringerne kommer fra personer, der selv har været involveret.
Forfatteren Peter Øvig Knudsen fremlagde første gang i bogen Efter drabet (Gyldendal, 2001) en redegørelse fra Holger Danskes advokat af 12. juni 1946. Den blev skrevet, efter at et medlem af ‘Afdeling Eigil’ var blevet sigtet for drab. Advokaten konstaterer, at Yngve og Hildur Nielsen var blevet ‘dødsdømt af Frihedsrådet’ efter en skudepisode i Ny Adelgade i København i november 1944, hvor Povl Falk-Jensen var få millimeter fra blive ramt i nakken af skud, da han faldt i baghold i trappeopgang. Ægteparret blev afhørt efter arrestationen og tilstod at være stikkere for Gestapo. Derefter var gruppemedlemmerne, der foretog afhøringen, enige om, at ‘dødsdommene skulle eksekveres’.
‘Ægteparret blev stillet op ved siden af hinanden, idet det blev tilkendegivet dem, at de skulle henrettes til straf for deres forbrydelser.  Derefter trådte samtlige 8 mand an, og på kommando affyrede de på én gang 8 M.P. geværer. Begge ægtefæller døde øjeblikkelig,’ referer Peter Birkelund dokumentet i værket Holger Danske.
Myndighederne foretog sig ikke videre. Sagen blev henlagt ‘efter omstændighederne’, som det hed, idet det var den generelle politik, at drab under besættelsen, som modstandsbevægelsen tog ansvaret for, ikke skulle underkastes politiefterforskning.

Svigerfar skrev redegørelse
Der er to radikale forskelle mellem Povl Falk-Jensens forklaring i dag og arkivaliet fra 1946.
For det første beretter landsretssagfører P.A. Thofts redegørelse om en formel dødsdom, der blev eksekveret med nogle dages forsinkelse. For det andet bliver henrettelsen foretaget af en peloton – nærmest som dem, der foregik i Ryvangen under krigen, når en tysk krigsret havde dødsdømt danske modstandsfolk.  I dag taler Falk-Jensen om en likvidering med to maskinpistolsalver efterfulgt af et sikringsskud i nakken, som det blev praktiseret under besættelsen.
Hvad der er rigtigt, er ikke til at sige. Men siden formålet har været at aflaste en person, der var sigtet for drab, er det et rimeligt gæt, at advokaten har fremstillet begivenhederne på en måde, der stillede den sigtede i det bedst mulige lys. Og gjorde man  åbenbart i 1946 bedst ved at tegne et billede af en formel, regelret henrettelse.
Det kan derudover bemærkes, at P.A. Thoft ikke var en hvilken som helst advokat. I de hektiske majdage i 1945 havde to unge piger henvendt sig på Aurehøj Gymnasium på et tidspunkt, hvor ‘Eigil’ havde vagten. De havde netop været til den første skriftlige prøve til studentereksamen, og den ene af pigerne havde glemt et tæppe. Det fik hun lov at hente, og stemningen blev så god undervejs, at ‘Eigil’ og pigen blev kærester. Nogle år efter blev de gift.
Pigens navn var Lisa Thoft, og hun var datter af P.A. Thoft. Povl Falk-Jensen var med andre ord i 1946 vordende svigersøn, da Holger Danske-advokaten skrev sin redegørelse.

Jørgen Røjel fortav sagen
At sagen er blevet opfattet som ubehagelig i Holger Danske-kredse, er der ingen tvivl om. I den fremtrædende HD-mand Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig fra 1993 omtales efterkrigslikvideringen ikke i kapitlerne om de dramatiske befrielsesdage. Tidligere i bogen står der blot: ‘Fru Nielsen og hendes mand blev først likvideret i maj 1945’.
Røjels bog blev udsendt på et tidspunkt, da tildragelserne i Geels Skov var helt ukendte uden for en snæver kreds. Hans tilsløring af, at likvideringen af Yngve og Hildur Nielsen fandt sted efter den 4. maj synes klart at være motiveret af hensyn til de otte involverede gamle modstandskammerater.

Varulvefrygten var reel
Povl Falk-Jensens beretning er skrevet mere end 35 år efter begivenhederne. Trods de oplagte svagheder og tidsafstanden synes jeg ikke, at hans forklaring kan frakendes relevans.
Side– For det første er det en kendsgerning, at der stadig var krigslignende tilstande i København i adskillige dage efter befrielsen. Mens befolkningen i almindelighed kunne give efter for lettelsen og jubelen over landets befrielse fra 4. maj om aftenen, tegnede billedet sig anderledes for de frihedskæmpere, der skulle ud og arrestere personer, der stod på Frihedsrådets arrestationslister.  Specielt folk som dem fra ‘Afdeling Eigil’, der skulle pågribe mistænkte stikkere og terrorister, var fuldt ud så meget i livsfare, som de havde været det i mange måneder før befrielsen. Det har betydning for den måde, man skal vurdere deres reaktioner på.
– For det andet var der faktisk i den umiddelbare efterkrigstid en frygt for ‘varulve’, selv om historikerne senere har kunnet konstatere, at risikoen ikke var reel.
– For det tredje  er det – hvis man accepterer, at det var forbundet med fare at færdes rundt i København – forståeligt, at man ikke ville løbe unødvendige risici ved at foretage en fangetransport. Ud fra det billede, HD-folkene på det tidspunkt havde af tingene, havde man grund til at frygte en befrielsesaktion.
– For det fjerde var ‘Afdeling Eigil’ en meget disciplineret afdeling, der havde ført en nådesløs kamp mod HIPO og Schiøler-gruppen. Peter Øvig Knudsen har i Efter drabet vist, at der forekom adskillige likvideringer med tvivlsom eller ingen berettigelse – også ud over dem, som det officielle Danmark bagefter erkendte som fejltagelser. I den forbindelse er der grund til at lægge mærke til, at ingen af de hele 20 likvideringer, som Povl Falk-Jensens afdeling foretog, var under seriøs mistanke i den forbindelse. Ifølge Peter Birkelund blev der kun stillet alvorlige spørgsmålstegn ved én af afdelingens likvideringer. Her blev en kvinde skudt under noget, der tilsyneladende var en ‘mislykket våbenaktion’. Men en våbenaktion er stadig en relevant modstandsaktivitet, og det mest bemærkelsesværdige er efter min opfattelse, at der ikke var mere, der gik galt. Der er ingen tegn på nogen særlig skydeglæde i afdelingen, og den vold, der blev begået, havde tilsyneladende altid et specifikt modstandsrelevant formål.

Mænd i krig
Fra en moralsk synsvinkel synes jeg, sagen er ret uproblematisk, selv om man i et retssamfund aldrig kan acceptere at folk tager sig selv til rette og gennemfører justits i privat regi.
Krisepsykologer kan i dag sige meget om, hvordan folk reagerer på at have været i livsfare blot én gang. Mændene fra ‘Afdeling Eigil’ var aktive i den allerfarligste del af modstandskampen, og mange af de terrorister, de bekæmpede, var mænd med våbentræning fra tysk krigstjeneste. Povl Falk-Jensen og hans gruppe var mænd i krig, og der gik ikke en uge uden at de var i livsfare. Og livsfaren var ikke overstået med den 5. maj.
Hvis et hævnmotiv i et eller andet omfang spillede ind den tidlige morgen i Geels Skov – og det gjorde det jo nok – bør det ses på den baggrund.
Men under alle omstændigheder burde den politiefterforskning, der var sat i gang, have været gennemført.

—– —– —–

KOMMENTAR:
Povl Falk-Jensen fik tilsendt et eksemplar af mit blogindlæg med posten, og få timer efter modtagelsen meldte han sig i telefonen med en tilføjelse. Det var ikke kun formodningen om ‘varulve’-grupper, der gjorde, at han frygtede et angreb på Holger Danske-‘kasernen’ på Aurehøj Gymnasium.
– Jeg måtte også regne med, at vi kunne blive angrebet af tyske styrker, der – ligesom på Bornholm – ikke ville overgive sig. F.eks. de tyske tropper på Livgardens Kaserne. De havde faktisk overgivet sig, men vi havde ingen stabil telefonforbindelse, så det kunne vi ikke vide, siger ‘Eigil’.
Falk-Jensen tilføjer, at han ikke kendte noget til P.A. Thofts redegørelse, før den blev citeret i Peter Øvig Knudsens og Peter Birkelunds bøger.
– Nej, det sagde svigerfar ikke noget om. Det var en mærkelig sag. Det var en anden, der blev sigtet, selv om jeg helt klart var den, der havde ansvaret. Men jeg var vist nærmest den eneste, der ikke blev afhørt.

 

 

 

 

På sporet af en Gestapochef

‘Hoffmann,’ lød det, da telefonen blev taget.
‘Jens Hoffmann?’
‘Ja…’
‘Goddag, det er Suzanne Rasmussen fra Danmark. Kender De noget til Karl Heinz Hoffmann, der var Gestapochef i Danmark under Anden Verdenskrig?’
‘Ja, han var min far.’
Ordvekslingen fandt sted i foråret 2008, og det blev begyndelsen på bogen Gestapochefen, som Suzanne Wowern Rasmussen og jeg sammen udgav på Nyt Nordisk Forlag i 2011. Suzanne havde fået interessen for Hoffmann-skikkelsen i Ole Christian Madsens film Flammen & Citronen, hvor han – i den tysks skuespiller Christian Berkels skikkelse – var en af de vigtigste biroller.
Blandt andet vakte det Suzannes irritation, at Berkels hoved var helt glatraget, selv om virkelighedens Karl Heinz Hoffmann livet igennem havde et fyldigt hår.
Hun arbejdede selv med projektet frem til 2010, da Suzanne og jeg indgik en samarbejdsaftale om bogprojektet.

Hjernen bag Gestapo
Karl Heinz Hoffmann (her til højre) levede fra 1912 til 1975. Han var SS-Sturmbannführer og den danske modstandsbevægelses farligste fjende. Gennem sit stikkersystem var han årsag til, at hundreder af modstandsgrupper blev rullet op, og at talløse mistænkte eller virkelige modstandsfolk blev underkastet tortur på Shellhuset i Thumbnail[10]København.
Samtidig blev Hoffmann af mange danske forhandlingspartnere betragtet som en nazist, der var forholdsvis moderat og fremkommelig. Han var en intelligent samtalepartner og kvindebedårer.

Baggrund, opvækst og efterliv
Telefonsamtalen i 2008 førte til, at sønnen Jens Hoffmann kom til København sammen med sin hustru og så Flammen & Citronen. Ud på sommeren kørte Suzanne Rasmussen sammen med sin mand, tømrer Bjarne Elmhøj Pedersen (foto herunder tv.) til Koblenz-egnen, hvor Karl Heinz Hoffmann stammer fra.
Hoffmann var jurist og drev advokatforretning i byen efter sin løsladelse fra dansk fængsel i 1952, og Jens Hoffmann driver den i dag videre. En anden søn, Jörn Hoffmann, bor også på egnen og er ligeledes jurist – pensioneret statsadvokat.
Dette besøg blev fulgt af flere andre, og jeg var selv dernede med Suzanne og Bjarne i efteråret 2010 og fik her lejlighed til at interviewe Hoffmann-OLYMPUS DIGITAL CAMERAbrødrene.
Suzanne fik gode resultater ud af sit talent for at fremskaffe personoplysninger, og derfor har vi i bogen righoldige oplysninger om Karl Heinz Hoffmanns opvækst, ungdom og efterkrigsliv – og ikke mindst om, hvilke konsekvenser det har haft for efterkommerne at have en krigsforbryder i familien.
Det lykkedes Suzanne at blive interviewet til en regional avis, Rhein-Zeitung. Det bevirkede, at hun kom i kontakt med en ældre dame, der kunne give oplysninger om en ungdomskæreste og en hidtil ukendt, uægte søn.

De brutale fakta
Det blev så til gengæld min opgave at skaffe de mere hårdtslående oplysninger om Karl Heinz Hoffmann – primært gennem arkivresearch.
Det gælder især hans virke som politichef i Danmark, hans forbrydelser, retssagen mod ham, der i første omgang i Københavns Byret førte til en dødsdom, og hans syv år i fængsel.
På den måde fik vi tilsammen afdækket historien om en af krigstidens uhyggelige, dobbelttydige skikkelser – en slags ‘Dr. Jekyll og Mr. Hyde’. Men selv bag den værste slyngel ligger der en historie med et menneskeligt indhold.

Passion for person-research
Suzanne Wowern Rasmussen er salgskonsulent i Aller-koncernen til daglig og er dermed et eksempel på, at historikerne aldrig har kunnet have besættelsestiden for selv. Hun har i årevis dyrket kriminalhistorier fra Anden Verdenskrig og – frem for alt – i det legendariske dobbeltmord på Peter Bangsvej i 1948. Det har hun blandt andet skildret ud fra en astrologisk synsvinkel i artikler i bladet Horoskopet.
Jeg fik første gang kontakt med hende i forbindelse med researchen op til bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som jeg udgav i 2002 sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin (forlaget JP Bøger). Her bidrog hun med kontakter til et par interviewpersoner.

Werner Best-barn holdt maleri i pant

Best B2 maleriWerner Best var en knivskarp jurist, Gestapos administrative hjerne og senere – i årene 1942-1945 – Adolf Hitlers politiske chef i Danmark.  Han havde en mesterskakspillers taktiske sans. Best levede til 1989 og angrede aldrig sin hovedrolle i nazistaten.
Jeg har mødt ét af hans fem børn og vedkommendes ægtefælle under mit arbejde på bogen Werner Best, der udkom i 2013. Politisk ligger parret lysår fra Werner Best, idet de er venstreliberale – en af de første ting, de gør opmærksom på, da jeg træder ind i en højloftet entre i deres lejlighed på en herskabelig sidegade nær centrum i en mellemstor vesttysk by. De er belæste mennesker, der blandt andet har læst de samlede værker af Thomas Mann, der var ildeset i nazitiden.

Den taktiske sans
Trods kløften mente jeg under besøget at kunne genkende et bestemt personlighedstræk fra dr. Best i efterkommeren – nærmere bestemt den eminente taktiske sans. Evnen til at tage bestik af situationen og handle ud fra det.
Men inden jeg går videre vil jeg lige undskylde, at jeg omtaler Werner og Hilde Bests barn akavet som vedkommende/den pågældende eller lignende. Grunden er, at jeg har lovet personen anonymitet, og da kun de tre yngste af de fem børn i dag lever – to døtre og en søn – ville det komme tæt på at identificere vedkommende at oplyse kønnet.

De to ældste børn er døde
Lige fra begyndelsen af bogprojektet var der mange der spurgte mig, om jeg havde talt med børnene. For mig var det bestemt også et fokuspunkt. Spørgsmålet om, hvordan efterkommernes liv er blevet præget af at have en far, der havde et afgørende ansvar for Holocaust og Gestapo-terror, ligger lige for.
Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at de to ældste, Gisela og Hartmut, begge var døde et år før jeg begyndte på mit projekt. Det var ærgerligt, for med fødselsår i henholdsvis 1932 og 1934 var de nok de eneste, der havde detaljerede erindringer fra tiden i Danmark.
To døtre født i 1936 og 1939 er begge læger – og begge gift med læger – mens den yngste søn, der er født i 1942, er advokat. Hans hustru er pensioneret gymnasielærer.

Hidtil ukendt billede
Det viste sig, at to af de tre nulevende børn var helt uvillige til at tale med journalister, forfattere eller andre, der på offentlighedens vegne vil spørge ind til familiefortiden. Det tredje barn sagde et stykke tid efter den første kontakt ja til mit ønske om at komme på besøg, og jeg indfandt mig i august 2012.
Jeg tror, at værtsparret ret hurtigt fik indtryk af, hvad der for mig ville være det mest interessante resultat at få med hjem. Det var ikke svar på spørgsmål om tiden i Danmark, for det kunne vedkommende barn ikke huske noget om. Det var heller ikke faderens omfattende synderegister, for det kendte jeg i forvejen. Det var derimod  det maleri fra 1929, der er gengivet øverst i dette indlæg. Det hænger i et værelse i parrets lejlighed. Det var virkelig interessant til mit behov, fordi der ikke findes offentligt kendte billeder af Werner Best ældre end midten af 1930’erne, da han blev fotograferet under sin hastigt opstigende karriere i sikkerhedsapparatet.
Maleriet, der blev til, da Werner Best var 26 år, giver derfor et godt indtryk af, hvordan han så ud som helt ung mand – et ikke uvæsentligt indslag i en biografi.

Sen email fra fotohandel
Best-barnet og ægtefællen gav udtryk for, at de gerne ville lade mig bruge det, og jeg nævnte muligheden af, at jeg kunne sende en freelance-fotograf med henblik på affotografering, men jeg fik det svar, at de havde en søn, der kunne ordne den side af sagen.
Da jeg kom hjem til Danmark sendte jeg et referat af vores samtale på mail, fik svar tilbage, og jeg havde fortsat indimellem kontakt med parret hen over de følgende måneder. Tonen var ufravigeligt høflig og imødekommende. I hver henvendelse indflettede jeg en forsigtig påmindelse om das Gemälde. Hver gang blev der svaret bekræftende. Og hver gang skete der intet.
Efterhånden blev bogen om Werner Best færdig, og jeg havde egentlig opgivet. Men knap to uger før bogen skulle til tilrettelæggelse, sendte jeg endnu en email med det indhold, at jeg skulle have billedet i hænde senest på en bestemt dato, hvis jeg skulle kunne nå at bruge det i bogen.
Blot to dage før bogen gik til tilrettelæggeren kom der en mail med en mig ubekendt tysk afsender ind på min konto på Ekstra Bladets redaktion. Den viste sig at være fra en fotoforretning i mit værtspars by, som sendte en vedhæftet fil med billedet.

Hvad er tendensen?
Hvad var så formålet med at trænere sagen så længe? Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror, at det handlede om, at man ønskede at holde øje med, om jeg begyndte at ‘genere’ andre familiemedlemmer med opringninger – især de to helt uvillige søskende.
Selv om Best-barnet og ægtefællen er helt på det rene med og ikke undskylder Werner Bests forbrydelser, var de også på vagt over for, hvor aggressiv min vinkel var. De ville gerne have en fornemmelse af die Tendenz, som det blev udtrykt.
Og når man har den slags reservationer, er det jo – og det er her den effektive taktik kommer i spil – meget rart at have et maleri i baghånden.

Israelsk nej til Best-barnebarn
Parret havde tilsyneladende også en andet bevæggrund til at gå med til et møde. De har en datter, der var 16-årig skoleelev tilbage i 1990’erne. Hendes klasse skulle på udvekslingsbesøg i Israel, men man ville ikke give indrejsevisum til et barnebarn af Werner Best.
Sagen blev en historie i både en regionalavis og radiostationen Deutsche Welle, og den fik en happy ending. En ældre jøde bosat i  Schweiz satte sig i bevægelse, fordi han var forarget over den tankegang, at ‘fædrenes synder skal nedarves på sønnerne i syv led’.
Han fik på en eller anden måde organiseret et pres på de israelske myndigheder, så pigen alligevel senere fik mulighed for indrejse.
Denne historie ville hendes forældre tydeligvis gerne have med i min bog.

Forståelig reservation
Jeg havde en sympatisk oplevelse af parret, og jeg kan minsandten godt forstå deres reservation. De virkede som om de havde bearbejdet fortiden på en så konstruktiv måde, som det nu er muligt, når ens far har ladet 10.000 polakker myrde af Einsatz-grupper og franske jøder deportere til Auschwitz.
Werner og Hilde Best var hverken mere eller mindre synlige i lejligheden, end afdøde forældre er det i ethvert gennemsnitligt hjem. Miniaturebilleder af dem sad på væggen i et hjørne, og Werner Bests Dänemark in Hitlers Hand stod i bogreolen, men ikke på et påfaldende sted. Maleriet hang som nævnt i et andet værelse.

Historiens vingesus
Jeg kan ikke nægte, at jeg oplevede et vist historiens vingesus, da jeg fik lov til at gå op af en trappestige i den meget højloftede entre. Her var der sat hylder op i fire lag til ekstra opsætningsplads for bøger.
Her stod en del af Werner Bests bogsamling – tykke filosofiske værker af filosofferne Schopenhauer og Kant og af den preussiske statsretsteoretiker Karl vom Stein. Mere overraskende stod der også et mindre antal science fiction-bøger – en genre, som Best begyndte at interessere sig for på sine ældre dage.

 

 

 

Havde lige født, da manden tog på sabotage

Mænd spiller som regel hovedrollen i beretninger om frihedskampen, for det var i næsten alle situationer dem, der var i forreste linje, når det gik hedt til. Men modstanden kunne aldrig være lykkedes, hvis ikke kvinder havde varetaget støttefunktioner som kurertjeneste, funktionen som illegale værtinder og sekretærer eller aktive i efterretningsarbejde.
Endelig kan det nævnes, at nogle af sabotørerne var så heldige at have ganske robuste hustruer, der klarede meget belastende situationer – og tilsyneladende uden at beklage sig.
En tidligere modstandsmand, der gerne deler æren med kvinderne, er Jørgen Kieler, den nu 96-årige veteran. I Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) – hans store værk om den første Holger Danske-gruppe – beskriver han udførligt og ved enhver rimelig lejlighed de kvindelige deltageres og familiemedlemmers fortjenester.
Det sker med en varme og medleven, der kun kan tænkes, når man selv har været en del af den samme kamp og har kendt personerne.

Tabte nyfødt af forskrækkelse
Tag for eksempel Grethe Moesgaard, der var gift med sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og i øvrigt selv illegal depotværtinde.
Hun var højgravid, da manden 5. august sammen med en kammerat befriede gruppelederen Josef Søndergaard (‘Tom’) fra Vestre Fængsel. Senere på måneden fødte hun på Nyholms Klinik på Rosenørns Alle på Frederiksberg.
De nybagte forældre aftalte, at faderen skulle hente mor og barn på klinikken 24. august, men på vej dertil havde ‘Ewald’ et ærinde, han skulle have ordnet.
‘Det kunne sagtens nås, for det var lige om hjørnet,’ skriver Jørgen Kieler.
‘Det var Forum, det drejede sig om. Den nybagte far var så betænksom at ringe til sin kone og råde hende til at lukke alle vinduer op. Det gjorde hun, og ingen på fødeklinikken blev forskåret af flyvende glassplinter, da Forum kort efter gik i luften med et brag. Men Grethe var lige ved at tabe sit barn på gulvet af forskrækkelse. Ewald holdt sin aftale med Grethe med et kvarters forsinkelse. Han blev belært om at være mere præcis i fremtiden, men ikke om at holde op med at sabotere. Hun fandt sig også i, at han brugte turen med ambulancen til Virum til at hverve de to Falck-folk for modstandsbevægelsen.’

Pludselige skudsalver i Strandgade
Kort tid efter – efter regeringens afgang 29. august 1943 – rejste Povl Moesgaard til Sverige, men i januar 1944 fandt han, at forholdene var blevet så faretruende i København, at han måtte hjælpe sin kone og barnet over Øresund. Han rejste derfor hjem og skaffede kontakt til en illegal rute, der kunne bringe familien til Sverige natten mellem 2. og 3. februar 1944. Mødestedet var Asiatisk Plads, hvor to unge mænd tilbød at bære det fem måneder gamle barn, der var tungt.
‘Jeg så, at de tog i hver sin hank, og jeg gik lige foran sammen med damen i bilen,’ skriver Grethe Moesgaard i en efterkrigsberetning.
‘Vi blev i Strandgade modtaget af Blichfeld Møller (kaldet ‘den røde Pimpernel’), har jeg senere hørt. Jeg mener, at hans fornavn eller dæknavn var Franz. For ud af mørket spurgte en stemme på dansk: ‘Er det dig, Franz?’ Han bejaede det, og pludselig sprøjtede projektilerne hen over Strandgade, og Blichfeld Møller blev dræbt ca. 1 m fra mig. Jeg vendte mig om efter mit barn om skimtede de to unge mænd i fuldt firspring med barnevognskassen+ indhold imellem sig. Jeg ville løbe efter, men den ukendte dame hev mig ind i en opgang. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg måtte efter mit barn, men hun holdt fast i mig og sagde, at jeg ville blive dræbt. Der kom en herre fra en lejlighed og spurgte, om damerne ikke ville vente hos ham og hans kone, til der blev ro. Jeg vidste hverken ud eller ind, men de blev ved med at skyde, og jeg hørte en grov stemme råbe: ‘Flyt barnet, vi skyder’. Jeg troede først, at det var mit barn, men kom så i tanker om den lille pige, der havde været sammen med sin far. Vi sad, damen – der havde været involveret i noget med den spanske borgerkrig – og jeg, kridhvide i ansigtet. Vi fik et glas vand af den rare frue fra lejligheden, og omsider blev der ro i gaden,’ fortæller ‘Ewalds’ kone.

Enestående held
Under indviklede omstændigheder, hvis sammenhæng ikke engang stod klare for forældrene selv, dukkede sønnen senere på natten op på politistationen i Under Elmene på Amager. Det var en betjent på stationen ved navn Skaarup, der var ven med Povl Moesgaards fætter, der kunne bekræfte, at han genkendte barnet.
‘Han fik barnet udleveret og bragte det hjem til sin kone. Man fandt så et projektil, der var gået igennem hans hovedpude, havde revet lynlåsen op på hans kørepose, men ellers lå det i fodenden uden at have ramt drengen,’ skriver Grethe Moesgaard.
Under læderremmen på barnevognskassen var stukket en tegnebog med 500 kroner (over 10.000 nutidskroner) og Povl Ryde Moesgaards navn og adresse. De tilhørte den 19-årige Christian Algreen-Petersen, der var én af de rutefolk, der faldt i baghold i Strandgade.
Algreen-Petersen blev hårdt såret, mens to rutefolk blev dræbt. De to var den ovennævnte Frits-Johan Blichfeldt Møller samt politibetjent Hans Jørgen Henry Christiansen. Der sidder i dag en mindeplade for dem på muren af ejendommen Strandgade 25 på Christianshavn.

Denne artikel er den fjerde og sidste i rækken af portrætter af modstandskvinder.
-Den første om Hedda Lundh med titlen ‘Den kvindelige jernbanesabotør’ finder du her
-Artiklen nr. 2 om Eva Lyre Søndergaard med titlen ‘Toms tapre Eva’ er her
– Og du finder nr. 3 i rækken – om Monica Wichfeld – her.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her