Den kvindelige jernbanesabotør

Hedda Lundh – Jeg kørte ustandselig rundt med sprængstof, der skulle ud til de enkelte grupper. Det var farligt, for der var hele tiden den fare, at tyskerne ville lave en gaderazzia.
Det fortæller den nu afdøde, tidligere modstandskvinde Hedda Lundh som næsten 90-årig i Danske kvinder i modstandsbevægelsen, en dokumentarfilm i tre afsnit, som Pia Fris Laneth og Li Vilstrup lavede for DR-K i 2012.

Viklede sig ud af razzia
Den dengang 22-årige Hedda Lundh kørte faktisk i begyndelsen af 1944 ind i en razzia med en taske fuld af sprængstof og instruktionsmateriale.
‘Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre?’ skriver hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab (Museum Tusculanums Forlag, 2002).
‘Da en vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg: ‘Nå, så er det sket.’ ‘Los, los,’ skreg han og viftede mig væk. ‘Modvilligt’ stod jeg på cyklen, idet jeg kastede ‘nysgerrige’ blikke på de andre, der blev undersøgt, mens jeg blev jaget videre, indtil jeg kom ud af afspærringen. Da jeg kørte videre, rystede jeg, så cyklen slingrede,’ fortæller hun videre.

Usynlige kvinder
Og nej, det var ganske rigtigt ikke noget teselskab. Den unge litteraturstuderende var på dette tidspunkt en så erfaren jernbanesabotør, at hun var instruktør for nye grupper under de kommunistiske Århus-sabotør Willy Samsing, der havde dæknavnet ‘Frandsen’.
Mange af de praktiske færdigheder havde hun erhvervet som spejder i ungdomsårene.
Som så mange andre tidligere modstandsfolk talte Hedda Lundh gennem årtier ikke om oplevelserne under besættelsen. Først i 1995 gav hun et radiointerview i anledning af 50-året for befrielsen.
I den anledning gav hun sig til at søge tilbage, og én ting begyndte stort set med det samme at undre hende. Selv om hun – ved siden af sabotagegruppen – var med i en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder, fandt hun ingen af de kvindelige kammerater i Frihedsfondens arkiver.

Opgør med en myte
Hedda Lundh konstaterede, at kvindernes aktive modstandsindsats i vidt omfang er blevet overset.
En ting, der derudover motiverede hende til at gå ud i offentligheden, er den traditionelle beskrivelse af kvinderne som det omsorgsfulde bagland, der sørgede for rent tøj, mad, rationeringsmærker og illegalt husly til dem, der var under jorden.
‘Kvindens rolle er en af de myter, jeg har forsøgt at gøre op med i denne bog,’ skriver hun.
Hendes egen varierede indsats er i sig selv en mytebryder.

Den brændte synagoge
Hedda Lundh stammede fra trygt miljø – en konservativ sjællandsk journalistfamilie.
I 1938 og 1939 fik hun som 17-årig Hitler-Tyskland tæt ind på livet. Hedda blev af sine forældre sendt til først Wittenberg og siden Bielefeld for at lære tysk, og hun kom ind i nazistiske omgivelser.
Faderen i den ene af værtsfamilierne forklarede hende, hvor forfærdeligt jøderne havde behandlet Tyskland.
‘Jeg forelskede mig selvfølgelig – i en ung officer i sort uniform. Han hed Karl Heinrich,’ fortæller hun i dokumentarudsendelsen.
Uniformskasketten havde et dødningehoved på sin SS-uniform, men det vidste den unge pige ikke, hvad stod for.
‘Nu skal jeg vise dig noget meget specielt, sagde han en dag, da vi var ude at cykle.’
Det han viste hende var en hærget og nedbrændt synagoge. Det mente han som noget positivt – en ‘Judenkirche’ var skaffet af vejen.
Hedda skyndte sig rystet  og grædende hjem på sit værelse, og hun så aldrig Karl Heinrich igen.

Kvindegruppe forberedte telefonsabotage
Hedda Lundh kom allerede med i modstandsarbejdet sidst på året 1941 – inspireret af demonstrationerne mod den danske tilslutning til Antikominternpagten.
I lang tid var hun som studerende på Århus Universitet aktiv i den illegale presse, og efter Gestapos ankomst til Danmark skaffede hun oplysninger ud fra det tyske politihovedkvarter. Det skete gennem hendes og hendes mands ansatte rengøringshjælp, der også gjorde rent i Gestapo-hovedkvarteret på kollegierne i Universitetsparken.
Den kvindelige modstandsgruppe, som hun var med i, fremstillede blandt andet falske identitetskort. Og den forberedte sabotage mod en række telefonskabe rundt om Langelandsgades Kaserne, der var Værnemagtens militære hovedkvarter for hele Østjylland.
Aktionen var blevet beordret fra London og skulle sættes i værk, hvis de allierede gik i land i Jylland.
Opgaven var teknisk kompliceret, fordi skabene skulle springe samtidig, så tyskerne ikke ville få lejlighed til at foretage en hurtig reparation.
Forberedelsen blev gennemført af fire tomandshold – alle kvinder. En af dem var en fysik- og matematiklærer, der kunne foretage de nødvendige beregninger.

Farlig viden
Den farligste opgave, Hedda Lundh fik, var ikke jernbanesabotagen. Det var da hun blev den kontaktperson, som skulle bringe beskeder fra modstandslederen Niels Åge Nielsen med dæknavnet ‘Bang’ til de enkelte modstandsgrupper. Nielsen måtte af sikkerhedsgrunde ikke kende adresserne.
– I den periode sad jeg med ti adresser på folk, som tyskerne meget gerne ville have fat i. Hvis jeg blev arresteret, var det vigtigt for dem at få oplysningerne hurtigt – og jeg var ikke i tvivl om, hvilke metoder de ville bruge for at få oplysningerne. Jeg var virkelig angst,’ fortæller Hedda Lundh i Danske kvinder i modstandsbevægelsen.
På denne tid – i sommeren 1944 – spidsede situationen til, da de nærmeste modstandskammerater nærmest efter tur blev arresteret af Gestapo.
Når Hedda Lundh og hendes mand, Carl-Einar Maaløe, undgik at blive taget, skyldtes det, at de tilfældigvis var til faderens runde fødselsdag på Sjælland, da Gestapo bankede på. Det var rejst fra Århus 29. juni.
Under retsopgøret efter krigen viste det sig, at det var storstikkeren Grethe Bartram, der var årsag til de mange arrestationer.
Parret måtte flygte til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade.

Hun blev vist køkkenvejen
Her fik Hedda Lundh en oplevelse, som forekom hende nærmest uvirkelig efter flere år i farligt illegalt arbejde i Danmark.
Hendes mand fik opgave som lastbilchauffør, da han havde stort kørekort, og Hedda Lundh tilkendegav, at hun var klar til tjeneste i de almindelige tropper.  Det kunne der imidlertid ikke blive tale om.
‘Kvinder bliver lotter,’ erklærede den officer, der modtog dem.
‘Jamen, jeg kan alt om våben, sprængstoffer og alt muligt andet. Jeg bliver en dristig, fin soldat,’ sagde den nu 23-årige kvinde.
Det gjorde intet indtryk.
‘Kvinder bliver lotter,’ gentog officeren, og Hedda Lundh måtte i gang med kartoffelskrælleren.

Gymnasielærer
Den dristige sabotør fortsatte sine studier efter krigen og blev mag.art i litteraturvidenskab i 1952 og senere gymnasielektor, som det fremgår af biografien her.
Hedda Lunds ægteskab, som hun havde indgået allerede som 19-årig, holdt derimod ikke til krigstidens belastninger. Hun blev skilt fra Carl-Einar Maaløe i 1947.
Hun døde i 2012 som 91-årig – samme år som Pia Fris Laneths og Li  Vilstrups dokumentarfilm blev offentliggjort.

Dødens skur

SkydeskurDa jeg fra Christmas Møllers Plads i København for et par uger siden cyklede ud ad den slyngede grusvej på indersiden af Christianshavns Vold, førte vejen på et tidspunkt højre om en gul, tolænget murstensbygning fra 1781, der tidligere har været ammunitionsdepot.
Ved enden af bygningen ligger i krattet lidt ude til højre en forvitret rektangulær betonflade med flere brud, der tydeligvis skyldes årtiers slid. Betonfladen skråner fra alle sider let ind mod en græstue, der er frodig her i juli. Den viser sig at dække en rusten rist.
I årene efter Anden Verdenskrig var fladen alt andet end funktionsløs. Det er den samme beton, du ser som fundament for skuret på dette billede, der er taget i de sidste måneder af 1945 – altså for 69 år siden. Det var det særligt konstruerede henrettelsesskur, hvor straffen blev eksekveret over 30 af de 46 danske mænd, der blev henrettet som landsforrædere i forbindelse med retsopgøret.
Fuldbyrdelserne af dødsdommene fandt altid sted mellem 00.30 og 3.00 om natten. Den dødsdømtes arme, hofteparti og ankler blev bundet fast med reb. Derefter blev han skudt af en peloton på ti karabinebevæbnede politifolk, der affyrede et skud hver på samme tid, når den overordnede politimand, der havde kommandoen, lod sin hånd falde fra en løftet stilling.
Formålet med den skrånende betonflade og risten var at give mulighed for afløb af den henrettedes blod og afspuling af henrettelsesstedet.

Første henrettelse i 53 år
Stedet er ikke tilfældigt. Det blev tværtimod nøje udvalgt.
Det skete efter en noget tvivlrådig beslutningsproces, for man havde ikke noget fortilfælde at falde tilbage på – i hvert tilfælde ikke ét, som nogen embedsmand under Justitsministeriet kunne huske.
Dødsstraffen var blevet genindført med tilbagevirkende kraft i sommeren 1945 for forbrydelser begået i tysk tjeneste under besættelsen.
Ingen dansker var blevet henrettet i 53 år, og dødsstraffen var udgået af den borgerlige straffelov i 1930.

‘Aben’ landede hos politiet
Vedtagelsen af straffelovstillægget førte med det samme til en række forberedelser. Mest kontroversielt var det, hvem der skulle eksekvere henrettelserne.
En ide om at pålægge modstandsbevægelsen opgaven blev afvist allerede i det folketingsudvalg, der behandlede spørgsmålet, hvorefter det blev foreslået at lade hæren udføre hvervet, fremgår det af Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1984). Det satte hærchefen Ebbe Gørtz sig imidlertid kraftigt – og med held – imod. Justitsministeriet fik flere hundrede uopfordrede tilbud fra private, der gerne ville påtage sig hvervet som bøddel. Nogle ville gerne tjene pengene ved et hverv, der måtte formodes at give gode genetillæg. Andre henviste til kvalifikationer, der gjorde dem velegnede – én skrev f.eks., at han havde været slagter tidligere i sit arbejdsliv.
Det blev ikke seriøst overvejet at tage de frivillige, og i løbet af sommeren blev det klart, at politiet ville blive beordret til at påtage sig opgaven.

Studietur til Quislings henrettelse
Den praktiske udførelse skete efter den fremgangsmåde, man havde valgt i Norge, hvor en torturist hos Gestapo var blevet henrettet allerede i august 1945.
Natten til 24. oktober 1945 skulle Norges landsforræder nr. 1, Vidkun Quisling, skydes på Akershus Fæstning i Oslo, og Københavns politidirektør Aage Seidenfaden fik lejlighed til at overvære forløbet for at drage nytte af erfaringerne.
Quisling blev skudt af 10 politifolk, hvorefter den tilstedeværende politikommandør gav ham et pistolskud i hovedet for en sikkerheds skyld.
Ud over Akershus blev de 37 norske efterkrigshenrettelser gennemført på fæstningerne i Bergen og Trondheim samt marinestationen i Bodø.

Diskretion for enhver pris
Noget lignende kom imidlertid ikke på tale i Danmark, hvor myndighederne lagde vægt på, at fuldbyrdelsen foregik så diskret som overhovedet muligt. Derfor blev et forslag om at bruge Vestre Fængsels gård midt i København med det samme afvist.
Valget af henrettelsesplads skete på en udflugt i oktober 1945 til det militære voldanlæg, hvor blandt andet politidirektøren og Justitsministeriets arkitekt deltog. Det foretrukne sted blev 2. Redan – den næstøverste af voldanlæggets pilespidser.
Her kunne de dystre forløb afvikles i den ønskede diskretion, for her var i forvejen adgang forbudt. Desuden foretog søværnet jævnligt sprængninger på stedet, så en skudsalve eller to om natten ville ikke vække større opsigt.
Stedet var derudover praktisk, fordi politikortegen med den domfældte og adskillige maskinpistolbevæbnede betjente kunne køre turen fra Vestre Fængsel til voldanlægget på kun 15-20 minutter.

Nemt at afskylle blod
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i sin bog Birkedal  (Gyldendal, 2004) beskrevet de helt jordnære overvejelser, som arkitekt Knud Barfoed gjorde sig ved henrettelsesskurets indretning.
‘Eksempelvis udmærkede det sig ved gode tilkørselsforhold for såvel politiets mandskabsvogne som lastbiler fra det begravelsesfirma, der skulle hente ligene af de henrettede,’ skriver Øvig Knudsen.
‘Desuden var det en fordel, at ‘vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen,’ som arkitekten forklarede.
(…) Alt tømmer, tagpap og øvrige materialers mål og beskaffenhed er præcist beskrevet, inklusive hvilken type sand, der skal udfylde et hulrum bag skuret for at opfange de kugler, som måtte gennemtrænge den dødsdømte og skurets bagvæg.
(…) Fortil kan to porte åbnes i hele skurets længde, når en henrettelse skal gennemføres, og portene forsynes med solide hager til et par pæle, så man under brug ‘ikke risikerer, at vinden blæser portfløjene til’, som Barfoed bemærker.
For at undgå rikochettering af kugler er skuret desuden konstrueret uden metalbeslag på den side, som vil komme til at vende ud mod bødlerne. Efter rengøring skal portene lukkes og låses forsvarligt, og i skuret skal man derfor fra gang til gang opbevare ‘to spande og en kost til fjernelse af blodet’, fremgår det af redegørelsen.’
Ifølge Peter Øvig Knudsens bog blev skurets bagvæg desuden konstrueret med løse planker i et skinnesystem, så man ‘let kan skifte de planker ud, som skulle bliver sønderskudt’.

Artikel om den sidst henrettede
Jeg tog turen ud til den næsten glemte henrettelsesplads, fordi jeg arbejdede på en artikel om den danske Gestapo-terrorist Ib Birkedal Hansen, der blev skudt her som  den sidste 20. juli 1950. Artiklen blev bragt i fredags i Ekstra Bladet – 64 år og 12 dage efter den sidste eksekvering af dødsstraf i Danmark.
Artiklen var den sidste i en serie på fem artikler om ‘Hitlers danske hjælpere’. Den fjerde af historierne, der blev bragt i torsdags, handler om Frikorps Danmark-kommandøren K.B. Martinsen, der til sidst under krigen blev chef for Schalburgkorpset. Også han blev henrettet her.
De tre tidligere portrætterede personer var føreren for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Frits Clausen, de nazistiske folkegruppefører for hjemmetyskerne Jens Møller og Frikorps Danmark-kommandøren C.F. Schalburg.

OBS! – Du kan se en række detaljefotos fra henrettelsesstedet på forfatteren Dines Bogøs hjemmeside: http://lokalhistorier.dk/Holmen/2_Redan/

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her


Han ville være Danmarks Hitler

23B0203002Denne mand, Frits Clausen, spillede en hovedrolle i Danmark i efteråret 1940.
Dels havde hans danske nazistparti DNSAP (Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti), der kun havde tre medlemmer i Folketinget, fået fremgang. Partiet var i ét og alt en kopi af Adolf Hitlers tyske NSDAP, og de tyske militære triumfer gjorde indtryk. Clausens parti voksede efter Danmarks besættelse 9. april 1940 fra 5000 til 10.000 medlemmer, inden året var gået.
Men det var ikke det vigtigste. 1940 var året, da Frits Clausen fik rollen som hadeobjekt nr. 1 hos det store flertal af den danske offentlighed.
Den 47-årige læge fra Bovrup i Sønderjylland satsede på at blive Fører i Danmark ved at fortrænge den lovlige socialdemokratisk/radikale regering under statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister P. Munch (R). Det skulle ske ved besættelsesmagtens hjælp.

Dansknationale før krigen
De danske nazister mente, at regeringens neutralitetspolitik havde spillet fallit, og at Stauning og Munch var ansvarlige for den kampløse overgivelse til Nazityskland, fordi Danmark nærmest var blevet afrustet i deres tid.
Før krigen havde de danske nazister slået på dansknationale strenge. De havde krævet et stærkt forsvar, og det var en selvfølge, at der skulle gøres modstand mod en angribende fjende. Men efter 9. april svingede Frits Clausens folk hurtigt over til de sejrende tyskere.
Selv om der var særligt mange medløbere i det nazityske jubelår 1940, var det store flertal af danskere modvillige eller fjendtlige over for tyskerne.

Modstand umulig
En del var også indstillet på modstand, men mulighederne var få. Tyskland dominerede hele Europa, og Danmark ‘var efterladt i tigerburet – håbløst alene med rovdyret’, som historikeren Erik Kjersgaard har udtrykt det.
Man var derfor slet ikke nået til det, som modstanden senere kom til at gå ud på: Kampen for at vælte samarbejdspolitikken under Stauning, Buhl og Scavenius og senere den direkte kamp mod den tyske besættelse. Men i 1940 og 1941 opfordrede folkene bag de fåtallige flyveblade og illegale aviser stadig – undtagen kommunisterne – folk til at støtte den danske regering.
Opfordringer til sabotage og ambitioner om at vælte samarbejdspolitikken kom først langt inde i 1942.

Pinlig parade
Det, danskere til gengæld gjorde i stort tal, var at gøre front mod landsforræderne – de danske nazister.
Da Frits Clausens folk 17. november 1940 holdt et mindearrangement i Forum i København for de danske soldater, der var faldet 9. april, marcherede de forsamlede nazister bagefter til ‘Den lille Hornblæser’ på Rådhuspladsen, hvor de holdt parade.
Imidlertid fik temmelig mange af partiførerens følge prygl af de tilløbende københavnere, og der blev delt vittighedstegninger ud, der viste Frits Clausens kødfulde ansigt mellem lårene på en kvinde ved navn Abelone. Og da Clausen skulle til at tale, lykkedes det en  aktivist at trække en sæk ned over hovedet på statuen.
Marchen, der skulle have været en del af stormløbet mod den danske regering, blev  med andre ord en pinlig farce.

Brådne pander i Haderslev
Tre uger senere, 8 december 1940, fandt ‘spadeslaget i Haderslev’ sted. Ca. 400 uniformerede nazister marcherede mod en bygning, hvor den nazistiske ledelse skulle mødes. Det skete, selv om der var uniformsforbud i Danmark, og mange af nazisterne var bevæbnede med spader. En talstærk dansk politistyrke brugte knipler, tåregas og brandsprøjter, og 239 endte med at blive anholdt, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-1945 – og derefter (Gyldendal, 2002).
Derefter var det slut med de danske nazisters provokationer. Lauridsen konstaterer, at Clausens folk havde fået lov til at prøve sig selv af – og ikke mere. Tyskerne kunne se, hvor ringe opbakning de danske nazister havde, og besættelsesmagten holdt fast ved samarbejdet med de danske politikere.
Frits Clausen fik aldrig nogen rolle i dansk politik. Han blev arresteret efter kapitulationen i maj 1945 og anklaget for højforræderi, men døde i Vestre Fængsel af et hjertestop 5. december 1947, inden retssagen mod ham var begyndt. Den forliste fører blev 54 år. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

 

‘Toms’ tapre Eva

Eva Søndergaard

En af sabotagepionererne fra besættelsestiden havde helhjertet støtte fra sin kone, selv om de farlige aktiviteter mildt sagt ikke passede ind i en småbørnsfamilies hverdag. Det er Josef ‘Tom’ Søndergaard, stifteren af den første Holger Danske-gruppe, der er tale om – og hans hustru Eva Lyre.
Parret blev gift i 1934, da han var 28 og hun 22 år.
‘Tom’ var idealist og en handlingens mand. Da Sovjetunionen overfaldt Finland i november 1939, meldte han sig frivillig til den danske bataljon, der dog ikke nåede at komme i kamp, inden finnerne måtte indgå våbenhvile. Da Josef Søndergaard ud på sommeren kom hjem, var Eva gravid, og hun fødte datteren Sisse hen på efteråret.

Gennembrud i 1943
I løbet af 1941 kom ‘Tom’ ind i modstandskredse gennem organisationen Nationalt Værn, og sidst i 1942 blev han forretningsfører for ‘Stjerne Radio’ i Istedgade i København. Forretningen blev mødested for den gruppe, der i starten af 1943 begyndte at foretage sabotager. Gruppen kaldte sig fra sommeren 1943 Holger Danske, og det var den, der sammen med BOPA’s mere og mere effektive aktioner førte til Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943.

SøndergaardDeltog i bladarbejde
27. juli 1943 blev Søndergaard arresteret af dansk politi, der dukkede op på bopælen i Serbiensgade på Amager kl. 6 om morgenen. De ransagede boligen i Eva Søndergaards påsyn. En uge senere blev ‘Tom’ befriet fra Vestre Fængsel af gruppekammeraterne Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og Mogens Jarset (‘Bob’).
Befrielsen førte til, at Josef Søndergaard kunne lede den spektakulære sabotage mod Forum i København 24. august 1943. Aktionen førte samtidig til, at næsten hele gruppen måtte bringe sig i sikkerhed i Sverige.
Eva Søndergaard var ikke kun den tålmodige baglandskvinde. Hun deltog også selv i modstandskampen som kurer, som deltager i fremstillingen af det illegale blad De frie Danske og som ‘værtinde’ for våben- og sprængstofdepoter.
Hun var også med i disse aktiviteter, efter at manden var flygtet.

Gidsel hos Gestapo
Oplevelsen ved arrestationen var intet imod, hvad Eva Søndergaard kom til at gå igennem hen på efteråret 1943, da Gestapo var kommet til landet. Sidst i oktober var også hun ved at  forberede sig på at rejse illegalt til Sverige, da to Gestapo-folk og en dansk nazist 29. oktober dukkede op og anholdt hende. Hun skulle holdes som gidsel for sin mand.
Eva Søndergaard blev først ført til Vestre Fængsel og dernæst overført til Horserødlejren, hvor hun sad helt til januar 1944. I mellemtiden blev hendes treårige datter anbragt på en børnehjem, og Sisse kunne dårligt kende sin mor, da hun blev løsladt.

Lidt familielykke
Josef Søndergaard beskæftigede sig i Sverige med en illegal skibsrute mellem  Göteborg og Nordjylland. Eva havde taget ophold hos sine forældre i Frederikshavn, hvor hun stammede fra, og i maj 1944 hentede ‘Tom’ hende og datteren til Göteborg med et af rutens skibe.
Her fik de som Jørgen Kieler udtrykker det i bogen Nordens  Lænkehunde – endelig mulighed for ‘ægteskabelig lykke og lidt familieliv’.
Parret nåede frem til befrielsen og kom hjem til København. Det blev efterhånden hverdag igen, og i  september 1945 blev barn nr. to født – sønnen Poul John.

Ingen ‘happy ending’
‘Toms’ og Evas historie endte imidlertid ikke godt, for ‘Tom’ fik en eftersendt regning fra Forum-sabotagen i august 1943. På grund af en kommunikationsfejl var han ikke nået tidsnok ud af bygningen, før bomberne sprang, og han blev derfor såret af glassplinter og nedfaldende byggematerialer.
Det fremprovokerede tilsyneladende en kræftsygdom, som udviklede sig, og Josef Søndergaard døde i februar 1946, kun 39 år gammel.  Eva Søndergaard, der nu stod alene med to små børn, døde som 65-årig i 1977.

 

 

Her skød Povl en HIPO-mand

På denne repos på en trappeopgang i Ny Østergade i København skød Povl Falk-Jensen engang en mand. Det skete i marts 1945, og drabet på den 41-årige vagtmester i HIPO-korpset Hans Leif Kjærulff var én af besættelsestidens ca. 400 likvideringer.
Jeg interviewede i sommeren 2013 på stedet Falk-Jensen, der under krigen havde dæknavnet ‘Eigil’,  til ekstrabladet.dk. Jeg havde ærlig talt forberedt mig på, at den nu 93-årige mand ville have været lidt misfornøjet med artiklen.

Som et mafiamord
Indledningen lød:
‘Tidligt om morgenen søndag den 11. marts 1945 fandt en ismejeridame en død mand liggende på trappen i opgangen Ny Østergade 23 tæt på Kongens Nytorv i København. Manden havde ingen identitetspapirer på sig, og der gik derfor flere uger, før liget blev identificeret. Han blev dræbt på en måde, der havde alle mafiamordets ydre kendetegn. Manden havde en telefon liggende under sig – noget er kunne opfattes som en advarsel om, hvordan det går folk, der bryder Omertà, tavshedens lov. Mandens hænder var bundet sammen på brystet, og han var blevet skudt to gange gennem hovedet.’
Drabet var sket kl. ca. 6 om morgenen, efter at Povl Falk-Jensen og nogle gruppekammerater havde afhørt manden fra det frygtede Hilfspolizei natten igennem i en besat lejlighed på 2. sal – den lejlighed, som ‘Eigil’ på billedet står ved indgangsdøren til. Lejlighedens ejere blev holdt fangne derinde gennem næsten et døgn.

Væltede ned ad trappen
Efter at et gruppemedlem havde afmonteret lejlighedens telefon og sat den ned på repos’en under 2. sal, gav Falk-Jensen vagtmesteren et pistolskud i nakken, og Kjærulff væltede ned ad trappen og landede oven på telefonen.
‘Han fik også sikringsskuddet, som vi plejede at praktisere det – bag det ene øre. Også for at markere, at det ikke var noget hastværk, dette her. Det var den straf, der overgik landsforrædere. Men vi bandt ham ikke – som man plejede – bagpå, men foran,’ fortalte Povl Falk-Jensen.

Ville markere iskulde
Én grund til fremgangsmåden var, at modstandsfolkene ville forhindre de chokerede beboere i at alarmere HIPO hurtigt på grund af det ubehag, de formentlig ville føle ved at trække telefonen frem under den dræbte mand. Der var også en anden grund, og her lå hovedpointen, mærkede man på Falk-Jensens stemmeføring.
‘Det skulle markere over for forræderne, at sådan kom det til at gå. Det skulle markere iskulde. Ikke noget med hastværksarbejde. Sådan kom det til at gå…’

Den værste forbrydelse
Min anelse om, at interviewpersonens reaktion kunne blive negativ, holdt ikke stik. Falk-Jensen ringede til mig et par dage efter med tak og anerkendelse. Artiklen var fremstået med lige præcis det budskab, han ønskede at formidle.
‘Eigils’ pointe går igen i de talrige interview, han har givet, siden han i 2010 som 89-årig opgav anonymiteten og trådte frem i offentligheden.
I et brev, han skrev til mig i 2011, konstaterer han, at en fjende i en krig normalt er én, man slutter fred med.
‘Men hvor det drejer sig om en forræder stiller sagen sig anderledes. Forræder… Et frygteligt, negativt ladet ord, idet en sådan person i strid med det i dyr såvel som mennesker dybest liggende – viljen til at forsvare sin rede/sin hule/sit territorium – forråder dette til en fjende,’ skrev Falk-Jensen.

Dyrbergs arvtager
Med sin krasbørstige retorik er ‘Eigil’ i sin alderdom blevet en slags arvtager for den jævnaldrende Gunnar Dyrberg, der døde i 2012. Dyrberg var i mange år en af de få, der udtalte sig i offentligheden.
Han sagde i lige så direkte vendinger, at han ikke på nogen fortrød at have deltaget i likvideringer  – fortrydelsen skulle da lige gå på, at frihedskæmperne ikke skød nogle flere.

Tys-tys
I mere end 50 år efter befrielsen i 1945 var emnet nærmest tabu. Ud over Dyrberg talte kun Hans Edvard Teglers og enkelte andre offentligt om egen deltagelse i konkrete drab på stikkere og terrorister.
På min daværende arbejdsplads Ritzau lavede min nu afdøde kollega John Rifberg ved 50-års befrielsesjubilæet i 1995 et firedobbelt interview med tidligere likvideringsmænd. Det skete dog på betingelse af anonymitet. Aftalen blev indgået efter forhandlinger over flere omgange med mænd, der ringede fra mønttelefoner.
Til sidst blev et møde aftalt på et værtshus, hvor Rifberg – som jeg husker det – ved sin ankomst blev vist diskret op ad en trappe, hvor mændene ventede i et separatlokale.
Først med Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet (Gyldendal, 2001) er der over et bredt felt blevet kastet lys på dette traumatiske kapitel af modstandsbevælgelsens historie.

Hvis du abonnerer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA, kan du læse selve interviewet her:  http://ekstrabladet.dk/ekstra/dybde/article2112537.ece

Du kan læse om den mest kontroversielle likvidering her

Tak til freelance-pressefotograf Rasmus Flindt Pedersen, der har stillet billedet øverst til rådighed for blogindlægget.