Jeg var nærmest professionel illegal

Den 20-årige næsten nybagte Århus-student Jørgen Hesseldahl (th. herover – og herunder) var i overhængende livsfare i eftersommeren 1944. Den tyske besættelsesmagt så strengt på våbenmodtagelse. Det havde med al tydelighed vist sig to måneder tidligere, da otte medlemmer af Hvidsten-gruppen var blevet henrettet.
– Men vi var unge, og vi tænkte måske ikke så meget på faren. Jeg var selv nærmest professionel illegal, der flyttede fra sted til sted. Jeg havde altid rygmarvsreflekserne i orden. Jeg tror f.eks. at det nærmest var umuligt at skygge mig, uden at jeg opdagede det, sagde den dengang 70-årige Hesseldahl, da jeg i 1995 som journalist på nyhedsbureauet Ritzau lavede et firefoldigt interview med ham og tre modstandskammerater, der havde været i en våbenmodtagelsesgruppe sammen.
Det var Jørgen Hesseldahl, der på min henvendelse samlede gruppen. Det skete, efter at jeg havde læst hans bog I Toldstrups tjeneste fra 1993, hvor en modtagelse i Feldborg Plantage ved Holstebro bliver beskrevet.

Toldstrup214

Klar til ny udgave
Hesseldahl, der havde en central placering i nedkastningschefen Anton Toldstrups jyske modstandsorganisation, er nu 90 år, men alderen betyder ikke mere, end at han arbejder på en ny og udvidet udgave af bogen, der efter planen skal udkomme i 2015 som et årsskrift fra foreningen Frihedsmuseets Venner.
Det er foreningens formand, Niels Gyrsting (tv. på billedet øverst), der står for redigeringen.
– Jeg synes, det udvidede erindringsskrift er et væsentligt vidneudsagn fra en mand, der har arbejdet alsidigt i modstandsbevægelsen, siger Niels Gyrsting.
– Bogen får hele nye afsnit og nye kommentarer. Jørgen Hesseldahl er én af de tre nulevende, der var tilknyttet Anton Toldstrups hovedkvarter, så han var ganske centralt placeret.

Bennike-Toldstrup-konflikten
Interviewet med våbenmodtagelsesgruppen fandt sted hos fabrikant Arne Kruse Andersen i Bogense, der var vært ved en frokost i sit hjem. De fire mænd faldt med det samme ind i en indforstået snak, selv om de kun havde mødt hinanden ganske få gange efter Anden Verdenskrig.  De tiltalte lige så ofte hinanden med dæknavne fra den illegale tid som med rigtigt navn.
En stribe emner fra dengang blev taget op, som var de foregået ugen før. Nu ham ostegrossereren fra Skive, der både handlede med tyskerne og hjalp modstandsbevægelsen? Var han en god dansk mand, eller gik han over grænsen for, hvad der var national loyalitet? Og der blev spundet nye ender på en af modstandskampens store konflikter mellem Jyllands-chefen Vagn Bennike, der var oberst, og den mere anarkistiske nedkastningschef Toldstrup.

Toldstrup211

‘Carl’ var den mest erfarne
Indforståetheden opstod, uanset at de fire mænds liv var fortsat ad forskellige baner.
Jørgen Hesseldahl med dæknavnet ‘Tage’ var gået pension fra en stilling som direktør for teknisk skole i Odense.
Den fire år ældre Willy Jensen var under dæknavnet ‘Carl’ den mest erfarne modstandsmand, og han ledede aktionen. Han endte som direktør i en jerngrossistvirksomhed.
Værten for gensynet, Arne Kruse Andersen, befandt sig i udkanten af gruppen og levede ikke illegalt. Han blev tilkaldt i sidste øjeblik som vagtpost, da man havde brug for at have tilstrækkeligt mange folk. Han blev senere direktør for Bogense Jernstøberi.
Den ældste af de fire, 80-årige Einar Ammundsen (‘Bloch’), havde været Toldstrups næstkommanderende og organisationens transportchef. Han var netop to måneder forinden vendt hjem til Danmark efter i næsten 50 år at have levet som læge i Thailand.

Modstandskampen i tegneserie
Jørgen Hesseldahls krigstidserfaringer har haft et efterliv i familien, idet hans søn Morten Hesseldahl i 1990’erne udgav en meget anerkendt tegneserierække om Danmark under besættelsen frit baseret på bl.a. de virkelige hændelser i Toldstrups organisation. De havde titlerne ‘Opbrud’, ‘Bristepunktet’, ‘Swingtime’, ‘Skumring’ og ‘Hjemsøgt’.

Forfatteren er den samme Morten Hesseldahl, som for nylig blev teaterchef på Det Kongelige Teater.

Jørgen Hesseldahls bog udkom i februar 2015: http://nielsbirgerdanielsen.dk/modstandsveteran-genudgiver-bog/

Avis_fax

Farvel til BOPA’s ‘Lille John’

Jeg er i denne uge blevet mindet om, i hvor høj grad det er sidste udkald, hvis man skal nå at komme i dialog med personer med førstehåndskendskab til modstandskampen.
Hen over nytår læste jeg bogen En smededreng går til modstand (Bogan, 2001), af BOPA-sabotøren Aage Staffe med dæknavnet ‘Lille John’. Han ses her (nr. to fra venstre – foroverbøjet) som 20-årig sammen med modstandskammerater efter befrielsen i 1945.
Jeg kontaktede ham efter læsningen og besøgte ham i hans hus i Jyllinge for at stille nogle spørgsmål.
Det var ikke et øjeblik for tidligt. Aage Staffe døde i onsdags, to uger før sin 89 års fødselsdag.

Selv om modstandsveteranen ikke lagde skjul på, at han var træt, og at livet var blevet svært, gav han sig tid til halvanden times samtale om frihedskampen.
Lidt inde i samtalen rykkede vi ind til computeren, og med den ene fod oppe på computerbordet trak pensionisten ind imellem filer frem for at underbyggede pointer med eksempler fra sin samling af dokumenter og egne optegnelser.
Det er  et arbejde, der har ført til en række bogudgivelser med sig – mest på eget forlag. Ikke mindst har han næsten til det sidste været en aktiv debattør på facebook.

Aage Staffe var en venstreorienteret arbejderdreng, der var vokset op i fattige kår og i en periode var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.
 En smededreng går til modstand er fortalt i en billedrig, mundret fortællestil, der bringer læseren tæt på modstandsmandens dagligdag. Ikke mindst får man beskrevet de tekniske sider ved sabotagen meget anskueligt – noget som forfatteren som daværende smedelærling havde gode forudsætninger for.
Staffe gik til aktiv modstand allerede som 17-årig 1942. Det begyndte med nogle pistoltyverier fra tyske officerer, der uforsigtigt havde hængt deres jakker i garderober, og simple sabotager i form af ildspåsættelser med husholdningssprit og Berlingste Tidendes fyldige fredagsudgave som optændingsmiddel.
På et tidspunkt begyndte han med støtte af nogle arbejdskammerater at smede våben som ‘fusk’ på det smedeværksted, hvor han var i lære. Værkføreren blev truet til at vende det blinde øje til – og da Aage Staffe senere forlod lærestedet og gik under jorden, levede han af penge, som arbejdskammeraterne samlede ind.

Flere passager gør stort indtryk, ikke mindst beskrivelsen af det tidspunkt – efteråret 1943 –  hvor den nu 18-årig Staffe besluttede at ‘gå hele vejen’.
Anledningen var at den noget ældre modstandskammerat Aage Nielsen, der havde været frivillig under Den spanske Borgerkrig, var død under Gestapo-tortur på Dagmarhus. Aage Nielsen var den første danske modstandsmand, der blev tortureret ihjel.
‘Trods risikoen og farerne følte jeg, at jeg skyldte en kammerat , som jeg beundrede, og som havde ydet så utrolig meget, at vise ham min respekt ved bare at være der og lade mine tanker dvæle ved hans minde. Her havde man ikke bare banket livet ud af en stærk, sund og ung mand, som havde overlevet borgerkrigen og dens rædsler. Man havde også knækket en af Danmarks modigste modstandsfolk, han havde jo røbet alt.
Mange tanker fór gennem mit hoved, og en skelsættende beslutning blev taget: De svin skal ikke have dig levende, du må gemme den sidste pløk til dig selv, så det ikke får fornøjelsen ved at banke dig ihjel. Det sidste halvandet år af krigen – 540 dage og nætter – levede jeg med denne beslutning.’

Bogen rummer også beretningen om en ung kvinde, Bitten, som han i længere tid boede illegalt hos og blev kæreste med, inden hun blev syg og døde i 1944.
Den rummer beretninger om vellykkede og fejlslagne sabotager i BOPA, hvor Aage Staffe var gruppeleder. Og ligeledes om aktioner, der blev opgivet, fordi han vurderede, at de var for farlige at gennemføre.
Han fortæller om sammenholdet mellem sabotørerne og især om det nære kammeratskab med Søren Egholm Lauritsen (‘Lille Svend’), der blev dræbt under gruppens mislykkede angreb på Tankstelle – den tyske hærs hoveddepot for benzin i Vanløse i februar 1945.

Modstandsmanden fortæller også om sin illegale security, der givetvis var hovedgrunden til, at han slap levende fra besættelsestiden.
‘Min angst for at blive taget udviklede sig til det pedantiske. Jeg levede efter mine egne sikkerhedsregler, som bevirkede, at jeg levede totalt isoleret. Ingen vidste, hvor jeg holdt til og overnattede. Jeg undgik ligeledes at få kendskab til kammeraternes tilholdssteder. Når vi mødtes, var det ultrakorte møder, hvor de løbende forretninger hurtigt blev afviklet. Mistede man kontakten, var det uhyre besværligt, tidrøvende og farligt at få kontakten genoprettet. Svipsede et møde, mødte man næste gang op med talstræk dækning.’

Aage Staffes syn på modstandskampen var konsekvent: En uforsonlig kritik af samarbejdspolitikken, ‘den skæve våbenfordeling’ i 1944/1945 og andre klassiske synspunkter fra aktive modstandsfolk.
Desuden mente Staffe, at langt bredere grupper i dansk politi end ellers antaget var klar til at bekæmpe sabotørerne – ikke blot til regeringens afgang 29. august 1943, men lige til politiets internering i september 1944. (Foto: Nationalmuseet)

Kirkekorets yngste kom til tops

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sangglæden var ikke til at tage fejl af, da en dreng, der vist kun lige var 15 år, kom med som tenor i Sankt Mortens Kirkes kor i Randers omkring 1980. Han var flere år yngre end de næstyngste på herrestemmerne, men fra min plads blandt basserne kunne jeg se og høre, at han gik seriøst til Bach, Buxtehude og P.E. Lange-Müllers ‘Madonnasange’ og havde styr på sin lyse, klangfulde stemme.

BesatMads Elung-Jensen har aldrig sluppet sangen. Han bor nu i Berlin og har en solid karriere bag sig som lyrisk-dramatisk tenor. Om et par uger kommer han sammen med den slesvig-holstenske akkordeonist Dirk Rave til København, hvor de opfører cabaret’en “Besat – København møder Berlin” på LitteraturHaus i Møllestræde i København onsdag den 9. og torsdag den 10. april. Centrale elementer i det originale forløb er nazismen og besættelsestiden.

Jeg glæder mig til at se cabaret’en, som jeg har de bedste forventninger til. Jeg genså Mads for første gang siden kordagene for ca. fem år siden, da vores fælles ven, Troels Laurell fra København, inviterede mig til en soirée hjemme i privaten, hvor Mads sang Franz Schuberts store, vemodige lieder-værk Die Winterreise. Et par år senere sang han ved et lignende arrangement cabaret-musik under titlen Ein bisschen Leichtsinn – Berlin i 1920’erne.

Der var adskillige dygtige musikere til stede – bl.a. værten, der er en glimrende pianospiller – og jeg husker, hvordan de tilstedeværende spontant spillede videre i en veritabel jam-session efter selve forestillingen.

Mads Elung-Jensen har i oversat ti af de store danske sange fra besættelsestiden til tysk, og en række af dem er med i forestillingen. Kendte blandt dem er Kaj Munks ‘Den lille anemone’,  Poul Henningsens ‘Man binder os på mund og hånd’, som er udødeliggjort i Liva Weels fortolkning, og ‘Altid frejdig, når du går’.

– Vi fortæller historien om tabet af Slesvig-Holsten i 1864, livet i Berlin, samarbejdspolitikken, redningen af jøderne, mindretallets udfordringer, København-Bonn-erklæringerne fra 1955, og vi ender med Danmarks sejr ved Melodi Grandprix i 1963 med toppoint fra Tyskland, fortæller tenoren.

En positiv anmeldelse i regionalavisen Bäke-Courier fra 15. marts fremhæver især ‘Den lille, lysegrønne sang’ af Børge Müller fra Apollorevyen i 1940 og ‘Så tag mit hjerte’ af Tove Ditlevsen.Mads Elung-Jensen

Mads Elung-Jensen taler syv sprog flydende, og tysk har været et favoritfag siden gymnasieårene på Randers Statsskole. Evnen til at oversætte lyrik fra dansk til tysk har han dog først udviklet i de seneste år. Man må dog rejse til Berlin for at høre sangene fremført på tysk, da forestillingen i LitteraturHaus foregår på dansk.

Jeg vil ikke påstå, at jeg  havde forudset, at netop Mads ville gøre operakarriere, for der var også andre dygtige sangere i Skt. Mortens Kirkes kor, der nåede et højt niveau under organist og kantor Bent Frederiksens myndige og præcise ledelse.

– Mødet med Bent var meget afgørende for mig. Han brændte for musikken, øvede og øvede og krævede alt og lidt mere, end man kunne. Jeg lærte, at uden disciplin kan man være nok så kunstnerisk; man må mestre sin form og blive ved med at udfordre sig selv. Det har jeg prøvet på siden, siger Mads Elung-Jensen.

Bent Frederiksen døde for fire år siden, og som det fremgår af denne nekrolog, var han en bredt respekteret og anerkendt kirkemusiker.

Billetter til “Besat” kan købes fra fredag 28. marts på www.politikenbillet.dk.

—– —–

Mads Elung-Jensens oversættelse af Poul Henningsen “Man binder os på hånd og mund”:

Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi

Greifen jedes blanke Ding
will manch ein kleines gier’ges Kind.
Später, wenn wir älter sind,
bindet man mit ‘nem Ring.
Denk mal, wie wir standen fein
teilten Schaufensterparadies:
Wäre, wäre der nur mein!
das Leben wiederholt es mies.
Man bindet uns auf Mund und Hand
mit der Gewohnheit feinem Band
und es wird recht lästig, frei flatternd zu sein.
Wir spiel’n Versteck mit dessen Eid
der schützt uns vor der Einsamkeit
in süssen Verträgen, wir lullen uns ein.
Könnten wir den Satz verbieten: Ich verspreche Dir!
ginge uns’re Liebe durch die ehrlichere Tür.
Das Wort wir schwor’n mit Hand und Mund,
das galt doch nur die kurze Stund’,
die Freude verschwand dann, und alles war Schein.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den gamle mand og laserlys-skulpturen

Man kan ikke vinde hver gang. Det gælder generelt – og det gjaldt for mig personligt i forbindelse med 50 årsjubilæet for befrielsen i 1995.
Det lykkedes – som jeg tidligere har fortalt om i tidligere indlæg – at få interview med ‘KK’ fra Bopa og SOE-chefen Ole Lippmann, men jeg havde også lyst til at interviewe godsejer Flemming Juncker (på fotoet herover), modstandsbevægelsens Jyllands-leder 1942-1944 og en af frihedskampens helt store skikkelser.
Det blev dog ikke til noget – jeg kunne ikke overtale den 90-årige veteran til at tage imod i inspektørboligen ved godset Trudsholm nord for Randers, hvor han boede som pensionist.

Stråle fra Skagen til Sild
Alligevel har jeg Flemming Juncker i frisk erindring fra dengang. Han var meget synlig i forbindelse med en sag, der var så megen blæst om, at den huskes endnu.
Billedkunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen havde som led i jubilæumsmarkeringen fået godkendt et projekt, der gik ud på at skabe en laserlysskulptur fra Skagen ned langs den jyske vestkyst til den tyske ø Sild.
Det skulle ske ved, at laserkanoner lavede en ubrudt laserlysstråle langs hele strækningen – og blandt andet over de mange bunkeranlæg fra krigens tid langs kysten.

Samarbejds-symbol
Skulpturen, der fik navnet Linien-Lyset, skulle binde sammen snarere end adskille, og mange tolkede den som en hyldest til besættelsestidens samarbejdspolitik.
Det statsfinansierede projekt vakte bestyrtelse og vrede blandt gamle modstandsfolk, og Flemming Juncker blev deres bannerfører. I den forbindelse ringede jeg ham op for Ritzau for en nyhedskommentar under debatten i medierne.

Hvem er De?
Vi sagde goddag, og jeg præsenterede mig og tog fat på mit første spørgsmål, men da skulle Juncker lige have helt styr på, hvad det var for en opringning.
– Hvad var det, De sagde, De hed? Og hvor ringer De fra?
Det, der fulgte, minder om, at Flemming Juncker var fra en tid før den, vi kender i dag, hvor selv de mest tilknappede virksomhedsejere, officerer i forsvaret og bistre toptrænere i sportsverdenen taler et glat PR-sprog, der består enhver ligeværdigheds-test fra de pædagogiske læreanstalter.
Manden med den dybe stemme og mægtige udstråling – han var over to meter høj og usædvanlig bredskuldret – tog en dyb indånding, og så begyndte ellers en bandbulle. Undervejs snublede han ind i et veritabelt stilbrud, idet, han kom til at omtale kunstneren som ‘Elle-Mie’.
– Ja, ikke fordi jeg har noget ønske om at være på fornavn!, indskød han for at forebygge ethvert misforstået indtryk af forsoning – eller for den sags skyld knæfald for nymodens tiltaleformer.

‘Fornærmende pop-cirkus’
Hvad han ellers sagde, erindrer jeg ikke, for jeg har ikke gemt artiklen, men det var givetvis på linje med det, Juncker 13. januar 1995 ifølge Sven Ove Gades biografi om Flemming Juncker Elefanten (Gyldendal, 2007) havde sagt i et interview med Weekendavisen.
‘Jeg anser det for et pop-cirkus, som er uværdigt for den 5. maj og en grov fornærmelse over for de ældre, der har et vist forhold til 4. og 5. maj.’
Flemming Juncker mente, at projektet ville ’skabe nye kløfter, eventuelt motivere ønsker om sabotage og beskyldninger om, at det er vore politikeres mindefest for krigstidens samarbejdspolitik, fordi planerne involverer såvel tysk deltagelse og bidragydelse som teknisk hjælp’.
Veteranen hæftede sig i særdeleshed ved det uanstændige i, at de mennesker, der stod bag projektet, havde oplyst, at de gamle modstandsfolk var indforståede.
‘Dette er en gammeldags, gedigen løgn, idet alle modstandsorganisationer har taget afstand fra koordinationsudvalget. Den bredere modstandsbevægelse har ikke været reelt informeret. Når det sker, vil berettiget harme bryde løs.’

Elefanten193-432x640‘Folket på den blå planet’
Godsejeren researchede og fandt – igen ifølge Sven Ove Gades bog – frem til et papir som Elle-Mie Ejdrup Hansen havde lavet om laserlysshowet.
‘Hitler var interesseret i folket – Grundtvig, Dostojevskij, Le Corbusier – alt bygger på folket. Folket kan være troløst, Hitler vidste, at nøglen til magten lå hos folket. Trods troløshed er folket vigtigst af alt, da håbet, kærligheden, fremtiden ligger hos mennesker – folket på den blå planet,’ skrev hun i sine betragtninger, der mildt sagt ikke tydede på megen viden om eller fornemmelse for, hvad modstandskampen konkret gik ud på.

Bruddet med Auken senior
Dramaet fik et gammelt venskab til at gå i stykker. Én af de få gamle modstandsfolk, der havde støttet projektet var pensioneret overlæge Gunnar Auken – far til politikerne Svend og Margrethe Auken. Han var med i styregruppen for projektet. Efter Gunnar Aukens død i 2002 beskrev Svend Auken over for Sven Ove Gade faderens reaktion.
‘Jeg tror ikke rigtigt, det gik op for Flemming Juncker, at de blev uvenner. Da Juncker sammenlignede laserstrålerne med Speers lysshow, blev benene slået væk under min far. Det kunne han slet ikke klare. Det var meget bittert, for de var nære venner. Jeg tror slet ikke, at Juncker knyttede nogen forbindelse mellem det forhold, at han sammenlignede laserstrålerne med nazisternes propaganga, og det venskab, de havde haft i over 50 år.’

Innovativ og gammelsags
Flemming Juncker var en uortodoks og meget sammensat mand. Hans stil gav associationer til en godsejer fra Christian IX’s tid – dengang godsejerne virkelig havde magten i landet.
En anden side var, at han var en moderne og innovativ erhvervsleder, der f.eks. allerede som ung grundlagde Junckers Savværk i Køge. Juncker var en førende forstmand, og som godsejer på Overgaard ved Mariager Fjord i over 40 år stod han for et inddæmningsprojekt af hidtil uset størrelse. Ikke mindst var han næsten til sin død en flittig og vidende samfundsdebattør. Så sent som i efteråret 2001 gav han en nyhedskommentar til Ekstra Bladet om terrorisme efter 9/11 i New York.

Årets næstmest omtalte sag
Flemming Juncker var en undtagelse fra den almindelige antagelse, at det ofte er små, senede mennesker, der når en meget høj alder. ‘Elefanten’ var 98 år ved sin død i 2002.
I øvrigt blev laserlysskulpturen gennemført som planlagt ved 50-årsmindedagen – trods veteranens bemærkning om risikoen for sabotage. Og trods modvinden fik Elle-Mie Ejdrup Hansen en fortsat karriere som kunstner og underviser.
Læs mere om dramaet i denne artikel i Samvirke http://samvirke.dk/historie/artikler/lysmagerinden.html Her fremgår det, at sagen om laserlys-skulpturen var emne for 6000 artikler i 1995. Kun kongehuset fik mere omtale.

 

 

 

Manden der tog imod befrierne

I februar 1945 – tre måneder før Anden Verdenskrigs afslutning – ankom en  yngre mand med dæknavnet ‘Lund’ til det besatte Danmark. Han var udsendt fra  London som dansk chef for den britiske faldskærmsorganisation SOE (Special  Operations Executive). Der var dog ikke noget spektakulært ved Ole Lippmanns (til højre i billedet) ankomst, idet han kom  til København med Bornholmer-færgen.

Da generalen kom
Lippmann var det nærmeste, man kom på en chef for den samlede danske  modstandsbevægelse. Derfor var det ham, der i spidsen for en deling  frihedskæmpere stod klar i Kastrup Lufthavn, da de første britiske  troppestyrker ifølge forfatteren Dines Bogøs hjemmeside din-bog.dk ankom til København i 20 Dakota-maskiner ledsaget af et større antal Spitfire-jagere for at modtage den tyske overgivelse.
Kl. 16.32 – 20 timer efter at frihedsbudskabet havde lydt over BBC – kunne  Ole Lippmann give hånd til general R.H. Dewing (til venstre), da han var trådt ud af sin  maskine.
Håndtrykket i lufthavnen var dog ikke hovedemnet, da jeg sammen med min  Ritzau-kollega Henrik Døcker interviewede den tidligere faldskærmschef i  anledning af 50-året for befrielsen i 1995.
Der blev til gengæld sagt mange  ord om den blodig begivenhed halvanden måned før, 21. marts 1945, da Mosquito-bombere  fra Royal Air Force angreb det tyske politihovedkvarter i Shellhuset  i København.

En barsk beslutning
Ole Lippmann vidste, at risikoen var stor, da 18 dage før – 3. marts 1945 – gik en lang tur i Dyrehaven nord for København for at gøre stillingen op,  inden han traf beslutning om en anmodning til briterne om at gennemføre en  aktion mod Shellhuset.
– Da den var til ende, havde jeg besluttet mig. Dagen efter telegraferede jeg  til London, at Gestapo kendte hele opbygningen af modstandsarbejdet, og at  løbet snart ville være kørt, fortalte Lippmann.

Mærkelige telefonstemmer
Lippmann havde ifølge Niels Barfoeds biografi En kriger  (Gyldendal, 2005) i dagene forud personligt fået bekræftet sine bange  anelser.
Han havde i flere tilfælde forsøgt at ringe til centralt placerede  modstandsfolk for at advare dem, men kun opnået at få mistænkelige stemmer i  røret – et tegn på, at det nok var Gestapo, der tog telefonen, og at den  modstandsmand, der skulle advares, allerede var arresteret.

Succes og katastrofe
Formålet med bombeangrebet blev opnået: Arkiverne hos det tyske  sikkerhedspoliti blev ødelagt og en oprulning af modstandsbevægelsen dermed  forhindret. Men nogle af Mosquito-bombeflyene fra Royal Air Force kom ved en fejl  til at smide bomberne over Den franske Skole på Frederiksberg. Det blev en  fuldstændig katastrofe, idet knap 100 skolebørn blev dræbt.

Kastet ud i ansvaret
Da vi interviewede Ole Lippmann, var han en lille væver herre på 78 år. Han  tog imod os i et mødelokale hos hospitalsudstyrsgrossisen Simonsen &  Weel – det familiefirma i Vallensbæk, som han for længst var pensioneret fra.
Lippmann viste os høfligt til rette og svarede smidigt og engageret på vores  spørgsmål.
Jeg havde inden mødet været spændt på, hvordan jeg ville opleve det at møde en  af frihedskampens virkelig tunge beslutningstagere. Jeg gjorde mig ikke  mindst tanker om, at mange helt unge mennesker som han blev kastet ud i  beslutninger, der ikke blot kunne få skæbnesvangre konsekvenser for dem  selv, men også for mange andre.

Gav nødhjælp i Kina
Men interviewet kom til at handle om meget andet end Shellhus-angrebet, og Ole  Lippmann begyndte med at fortælle, at han som ung erhvervsmand i 1930’erne  var rejst til Østen med Den Transsibiriske Jernbane – flere generationer før  Interrail.
I 1937 opholdt han sig i en længere periode i det stærkt militaristiske,  kejserlige Japan, der ekspanderede stærkt.
Senere på året kom han til Kina,  som derefter blev overfaldet af japanerne.
Efter store bombardementer af Shanghai gik den 21-årige dansker ind i  flygtningearbejde i samarbejde med amerikanske nødhjælpsorganisationer.

Vaccineret mod kommunismen
Lippmann oplevede i Moskva på samme rejse Josef Stalins Moskva-processer mod  systemmodstanderne og blev overbevist om, at det totalitære sovjetiske  system var lige så ondt og farligt som nazismen.
Nåja, og så nåede han også lige at være til stede ved yderligere en  verdenshistorisk begivenhed samme år. Det var i London i september 1938, da  premierminister Neville Chamberlain med et blafrende hvidt papir med Hitlers  underskrift forkyndte ‘Fred i vor tid!’.
Her var den unge mand på forretningsrejse for Simonsen & Weel, idet  firmaet af den danske medicinaldirektør under indtryk af krigsfaren havde  fået til opgave at indkøbe af hospitalsudstyr til beredskabslagre.

Specialiseret fagmand
Efter krigen specialiserede Ole Lippmann sig i anæstesiologi (narkose), og han  oplærte adskillige læger i metoderne, før det var blevet et medicinsk  speciale. I 1951 blev han administrerende direktør i Simonsen &  Weel – en stilling han blev i til 1982.
Det forhindrede ham dog ikke i sammen med modstandskammeraten Jørgen Røjel at  deltage i den danske ambulanceekspedition til Budapest under Ungarns opstand  mod det kommunistiske styre i 1956.
Ole Lippmann var lige efter besættelsen medstifter af Udenrigspolitisk  Selskab, og han var i en årrække formand for Frihedsfonden.

Særlige følelser for Polen
Et emne, han talte om med særlig varme, var Polen, der i 1995 kun havde været  fri af kommunistisk herredømme i syv år.
Lippmann havde i en årrække før systemskiftet via sit professionelle netværk  plejet kontakter til den nordøstpolske by Bialystok, hvor han fik grundlagt  en fabrik. Han fik også udvirket, at flere hundrede polske sygeplejesker,  læger og ingeniører – nogle gange på illegal vis – kom på studieophold i  Danmark.
Den polske kontakt blev markeret ved, at han kort efter vores besøg fik til  opgave at ledsage Polens præsident Lech Walesa under et officielt besøg i  Danmark.

Stor biografi
Vi fik indtryk af en mand, der havde et optimistisk syn på tilværelsen og  psykisk robusthed nok til at komme hurtigt videre, selv efter barske  oplevelser. Ole Lippmann virkede som en verdensmand, der nok var selvsikker  og havde temperament, men som personligt var uden behov for at føre sig frem  i offentligheden.
Niels Barfoed har imidlertid med sin ovennævnte biografi på næsten 500 sider  sikret, at krigstidens SOE-chef ikke bliver glemt.
Ole Lippmann nåede dog ikke selv at se bogen. Han døde i 2002, 86 år gammel. (Foto: Nationalmuseet)