Knastør bog blev årets drama

Jernbanesabotage230

‘Nu skal De høre, min herre, og så vil De nok indrømme mig, at det er noget sludder, De har skrevet. Ja, det bliver De simpelthen nødt til.’
Så kategorisk udtrykte den kendte modstandsleder Jens Toldstrup sig i 1971, da lektor Aage Trommer forsvarede sin doktordisputats Jernbanesabotagen i Danmark i det store auditorium på Odense Universitet. Det fremgår af Sven Ove Gades biografi Toldstrup (Gyldendal, 2011).
Trommers værk lever op til alle fordomme om doktordisputatser, idet den er fyldt med statistikker og tabeller med udgangspunkt i gamle DSB-køreplaner og skrevet i et tørt, meget teknisk sprog. Alligevel var ikke færre end 900 tilhørere mødt op.

Konfrontation med aktørerne
Balladen om jernbanesabotagen var noget af det første, der åbnede mine øjne for den særlige fascination ved samtidshistorie i forhold til vikingetidsforskning og anden ældre historie.
Min historielærer på Randers Statsskole Lars Peder Sørensen fortalte omkring 1980 i klassen om Trommer, der måtte stille op over for et publikum med bl.a. et par dusin tidligere modstandsfolk, der havde sat livet på spil i jernbanesabotagen.
Det var folk, der ikke blot var mødt op for at lytte, men for at tage til orde mod de uvelkomne resultater. Ikke ligefrem noget en middelalderforsker kommer ud for.

Toldstrup230Brandtale i auditoriet
Hvad der konkret skete ved Aage Trommers disputatsforsvar, gik først op for mig, da jeg for få måneder siden læste Sven Ove Gades bog.
Jens Toldstrup havde ikke blot været en effektiv modstandsleder i Jylland. Han var nu som 56-årig stadig en mand i sin bedste alder, og en vigtig del af hans karisma var oratorisk gennemslagskraft. Efter sin indledende salut fortsatte Toldstrup:
‘De har krampagtigt villet skrive en bog om sabotagens negative sider og har helt undladt at beskæftige dem med sabotagens betydning. Det er urimeligt og unfair. Al sabotage under krigen havde militær betydning. De tænker kun på, hvor lang tid divisionerne fra Norge var om at komme ned gennem Jylland, men glemmer aldeles den psykologiske og moralske betydning af jernbanesabotagen.’

Hvorfor har De ikke talt med os?
Veteranen kritiserede ikke mindst, at Aage Trommer ikke havde opsøgt ham selv eller andre modstandsfolk for at høre deres version.
En klassisk modsætning mellem en aktør, der mener, at man selv skal have været med for ‘virkelig at forstå’, hvad der foregik, og en historiker, der til enhver tid vil instere på, at det er det samtidige kildemateriale, der tæller.

Trommers snævre fokus
En af Toldstrups betroede folk, den nu 90-årige Jørgen Hesseldahl fra Odense, var blandt tilhørerne i 1971, og han erkender i dag, at han og andre ikke havde læst Aage Trommers indledning ordentligt. Her står der bl.a.:
‘I denne fremstilling vil jeg behandle jernbanesabotagen udelukkende som et militært fænomen. Der ligger ikke i denne indskrænkning nogen som helst nedvurdering eller afvisning af den ideologiske eller politiske betydning. En undersøgelse i disse henseender vil blot kræve andre problemstillinger og andre former for kildemateriale, end tilfældet er på dette sted, og vil formentlig også give ganske andre resultater end dem, der her fremlægges.’
I Trommers videre behandling indskrænker han sit fokus yderligere til spørgsmålet: Havde de forsinkelser af troppetransporter, som jernbanesabotagen medførte, nogen militær, taktisk betydning for tyskerne? Eller med andre ord: Havde forsinkelserne betydning på frontafsnit, hvor der aktuelt var kampe under udvikling mellem Nazityskland og de allierede?
Her blev Trommers svar et nej. Forsinkelserne var marginale.

Veteran: Sabotagen forebyggede bombardementer
Jørgen Hesseldahl, der sidst på året genudgiver sin bog fra 1993 I Toldstrups tjeneste (som Frihedsmuseets Venners Årsskrift), fastholder, at jernbanesabotagen havde militær betydning.
– Lige efter krigen rejste jeg flere gange med tog til Holland og kom altså igennem hele det nordtyske område. Her kunne jeg se, at alt var smadret på begge sider af jernbanelinjen. Hjemme i Danmark var det kun selve banelinjen, der en del steder var ødelagt, påpeger Hesseldahl.
– Vi fik fra 1944 til opgave af englænderne at forstærke sabotagen mod jernbanerne. Hvis vi ikke havde gjort det, var der kommet luftangreb. Landet blev derfor sparet for store ødelæggelser af sabotagen, mener han.

Talte færdig – og gik
Tilbage til auditoriet i Odense: Jens Toldstrup fik talt sig helt varm og måtte nødtvunget afrunde, efter at han var blevet gjort opmærksom på, at han måtte begrænse sit indlæg til 20 minutter.
‘Der er én ting, de fuldstændig har overset. Det er, at der var krig. Sikke en skrivebordsgeneral, der kunne være kommet ud af Dem med alle Deres taktiske teorier. Hvorfor har De ikke gemt alle disse køreplaner til Deres barnebarns disputats og så snakket med os, så De kunne skrive en bog om jernbanesabotage?’ lød den afsluttende salut ifølge biografien Toldstrup.
Derefter drejede Toldstrup om på hælen og forlod salen uden at høre Aage Trommers svar.

Dansk nazilæge på tv i Argentina

430057 - 29_08_2001 -

En sen aften i 2009 gik en mand blandt publikum i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires hen til instruktøren Nacho Steinberg efter forestillingen.
Den havde handlet om SS-manden Adolf Eichmann, den praktisk hovedansvarlige for udryddelsen af Europas jøder, der flygtede til Argentina efter Anden Verdenskrig.
‘Jeg har en historie til dig,’ sagde tilskueren ifølge dagbladet Politikens kulturtillæg i går, torsdag.
Historien, han ville gøre Steinberg opmærksom på, handlede om en læge, der lavede medicinske eksperimenter i koncentrationslejren Buchenwald under Anden Verdenskrig.
Formålet med eksperimenterne var at finde en ‘kur’ for homoseksuelle – mændene, der i kz-lejrene havde en lyserød stoftrekant påsyet fangedragten.

Vist ved lukket prøveforestilling
Lægen var en dansk nazist ved navn Carl Peter Værnet. Han fandt i lighed med Eichmann ly i Argentina efter krigen og fik sit navn forspansket til Carlos Pedro Varnet.
Ideen er nu blevet til virkelighed. Filmen ‘Den lyserøde trekant – og nazikuren mod homoseksualitet’ , som Steinberg har produceret sammen med Esteban Jasper, er i de68099 - 28_09_1999 -nne uge  blevet vist ved en lukket prøveforevisning på Holocaustmuseet i Buenos Aires.
Filmen vil nu blive tilbudt internationale filmfestivaler og tv-kanaler.

Bogen fra 2002
Steinberg og Jasper har fundet væsentligt nyt materiale i deres research, men grundlaget er bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som i 2002 blev udgivet på JP Bøger i et firefoldigt forfatterskab af Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Jakob Rubin og mig.
Davidsen-Nielsen, der netop nu er bogaktuel med den anmelderroste krimi Hypokonderens død, var bogens  hovedforfatter. Det var også ham, der var vært i sin lejlighed på Frederiksberg, da det argentinske kamerahold var på besøg for præcis to år siden – i april 2012.

Besøg i London, Buchenwald og København
Optagelserne er et ekstraordinært godt eksempel på den sandhed, at tv-produktion tager tid.
Holdet lavede optagelser i lejligheder gennem det meste af dagen, og de kørte rundt i København sammen med Niels Høiby, professor på Rigshospitalet, for at få film fra udvalgte lokaliteter.
På rejsen havde argentinerne også været i London og KZ-lejren Buchenwald for at lade kameraerne snurre.
Men tiden er gået, og for mit eget vedkommende havde jeg for længst slået besøget ud af hovedet og konkluderet, at noget nok var kommet i vejen. Forklaringen synes snarere at være, at Steinberg og Jasper har været meget grundige i deres arbejde.

Brev til statsministeren
Forfatterkonstellationen er så speciel, at mange har spurgt til den, men den virkede indlysende på os, da vi først på året 2000 lavede forlagskontrakten.
Sagen om læge Carl Værnet var første gang dukket op, da den britiske menneskerettighedsaktivist Peter Tatchell skrev til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998 og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.
Nyrup svarede aldrig, men til gengæld blev arkiverne åbnet for ansøgninger fra journalister og historikere de følgende år, og arkivalierne rummede svaret.foto: Jakob Rubin. gravsten Carl Peter Værnet

Graven i Buenos Aires
I sommeren 1999 talte en journalist-kollega på nyhedsbureauet Ritzau og jeg flere gange om, at vi burde gøre noget ved sagen, men andre kom os i forkøbet. Professor Niels Høiby havde allerede samme forår skrevet en artikel i Ugeskrift for Læger med en lægeetisk indfaldsvinkel, og på en faglig rejse til Buenos Aires fandt han Carl Værnets grav på den britiske kirkegård i byen og tog et foto.

Interview med sønnen
Hen på efteråret samme år leverede de to daværende Jyllands-Posten-journalister Hans Davidsen-Nielsen og Jakob Rubin den første journalistiske dækning  i dagspressen.
Davidsen-Nielsen interviewede Carl Værnets søn, overlæge Kjeld Værnet, og Rubin, der dengang var avisens Sydamerika-korrespondent, bragte en analyse af ‘Flugtrute Nord’, der var det internationale netværk, der sørgede for, at eksnazister fra Europa i titusindvis kunne rejse i sikkerhed i Sydamerika.

Kritisk hjertesygdom
Mit bidrag var fundet af politiets efterforskningssag mod Carl Værnet i Landsarkivet for Sjælland, der gav svaret på den britiske menneskerettighedsaktivists spørgsmål om grunden til Værnets flugt.
Han var blevet hjulpet ud af landet ved, at to læger- Tage Bjering og Gunnar Kelstrup – havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kun kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne – noget der i 1940’erne var uhelbredeligt. Carl Værnet overlevede imidlertid til 1965 efter et ind imellem strabadserende liv.
Min offentliggørelse af navnene på lægerne førte til en pressenævnssag efter en klage fra en søn af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod én.
Ved fælles hjælp opnåede vi en række nye researchresultater. Bl.a. fandt vi frem til en endnu levende mand blandt Carl Værnets forsøgspersoner, der boede som pensionist i Berlin.
Tyske arkivalier dukkede op, f.eks. brevet fra SS-rigsfører Heinrich Himmlers kontor, der er vist længere oppe på siden. Det informerer Gestapo i Prag om, at Carl Værnet vil ankomme for at etablere sit laboratorium.

Gensidig supplering
Egentlig havde de to Jyllands-Posten-folk deres eget bogprojekt, og Niels Høiby og jeg havde aftalt et samarbejde om en bog, efter at jeg havde taget kommentarer fra Høiby til mine artikler. Da vi hver især hørte om det andet holds planer, stod det klart, at vi ville supplere hinanden i usædvanlig høj grad ved at gå ind i et fælles projekt.
Vi havde en Sydamerika-korrespondent, lægefaglige ekspertise i form af en medicinsk professor og en journalist med tæt kontakt til familien. Min egen rolle blev at fylde hullerne ud inden for alle felter med arkivresearch og interviews.
Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald fik medieopmærksomhed i nogle få måneder – blandt andet i form af Carl Johan Albrechtsens artikel i Ekstra Bladet herunder. Derefter gled den – helt som forventet – i baggrunden i den offentlige bevidsthed. At et kamerahold fra det fjerne udland mange år senere valgte at tage bogen op, var en glædelig overraskelse.fax

‘Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald’ var i 2015 forlæg for en fransk roman af Olivier Carneux med titlen Les guérir (‘At helbrede dem’): http://nielsbirgerdanielsen.dk/vaernet-paa-fransk/

 

 

Jeg var nærmest professionel illegal

Den 20-årige næsten nybagte Århus-student Jørgen Hesseldahl (th. herover – og herunder) var i overhængende livsfare i eftersommeren 1944. Den tyske besættelsesmagt så strengt på våbenmodtagelse. Det havde med al tydelighed vist sig to måneder tidligere, da otte medlemmer af Hvidsten-gruppen var blevet henrettet.
– Men vi var unge, og vi tænkte måske ikke så meget på faren. Jeg var selv nærmest professionel illegal, der flyttede fra sted til sted. Jeg havde altid rygmarvsreflekserne i orden. Jeg tror f.eks. at det nærmest var umuligt at skygge mig, uden at jeg opdagede det, sagde den dengang 70-årige Hesseldahl, da jeg i 1995 som journalist på nyhedsbureauet Ritzau lavede et firefoldigt interview med ham og tre modstandskammerater, der havde været i en våbenmodtagelsesgruppe sammen.
Det var Jørgen Hesseldahl, der på min henvendelse samlede gruppen. Det skete, efter at jeg havde læst hans bog I Toldstrups tjeneste fra 1993, hvor en modtagelse i Feldborg Plantage ved Holstebro bliver beskrevet.

Toldstrup214

Klar til ny udgave
Hesseldahl, der havde en central placering i nedkastningschefen Anton Toldstrups jyske modstandsorganisation, er nu 90 år, men alderen betyder ikke mere, end at han arbejder på en ny og udvidet udgave af bogen, der efter planen skal udkomme i 2015 som et årsskrift fra foreningen Frihedsmuseets Venner.
Det er foreningens formand, Niels Gyrsting (tv. på billedet øverst), der står for redigeringen.
– Jeg synes, det udvidede erindringsskrift er et væsentligt vidneudsagn fra en mand, der har arbejdet alsidigt i modstandsbevægelsen, siger Niels Gyrsting.
– Bogen får hele nye afsnit og nye kommentarer. Jørgen Hesseldahl er én af de tre nulevende, der var tilknyttet Anton Toldstrups hovedkvarter, så han var ganske centralt placeret.

Bennike-Toldstrup-konflikten
Interviewet med våbenmodtagelsesgruppen fandt sted hos fabrikant Arne Kruse Andersen i Bogense, der var vært ved en frokost i sit hjem. De fire mænd faldt med det samme ind i en indforstået snak, selv om de kun havde mødt hinanden ganske få gange efter Anden Verdenskrig.  De tiltalte lige så ofte hinanden med dæknavne fra den illegale tid som med rigtigt navn.
En stribe emner fra dengang blev taget op, som var de foregået ugen før. Nu ham ostegrossereren fra Skive, der både handlede med tyskerne og hjalp modstandsbevægelsen? Var han en god dansk mand, eller gik han over grænsen for, hvad der var national loyalitet? Og der blev spundet nye ender på en af modstandskampens store konflikter mellem Jyllands-chefen Vagn Bennike, der var oberst, og den mere anarkistiske nedkastningschef Toldstrup.

Toldstrup211

‘Carl’ var den mest erfarne
Indforståetheden opstod, uanset at de fire mænds liv var fortsat ad forskellige baner.
Jørgen Hesseldahl med dæknavnet ‘Tage’ var gået pension fra en stilling som direktør for teknisk skole i Odense.
Den fire år ældre Willy Jensen var under dæknavnet ‘Carl’ den mest erfarne modstandsmand, og han ledede aktionen. Han endte som direktør i en jerngrossistvirksomhed.
Værten for gensynet, Arne Kruse Andersen, befandt sig i udkanten af gruppen og levede ikke illegalt. Han blev tilkaldt i sidste øjeblik som vagtpost, da man havde brug for at have tilstrækkeligt mange folk. Han blev senere direktør for Bogense Jernstøberi.
Den ældste af de fire, 80-årige Einar Ammundsen (‘Bloch’), havde været Toldstrups næstkommanderende og organisationens transportchef. Han var netop to måneder forinden vendt hjem til Danmark efter i næsten 50 år at have levet som læge i Thailand.

Modstandskampen i tegneserie
Jørgen Hesseldahls krigstidserfaringer har haft et efterliv i familien, idet hans søn Morten Hesseldahl i 1990’erne udgav en meget anerkendt tegneserierække om Danmark under besættelsen frit baseret på bl.a. de virkelige hændelser i Toldstrups organisation. De havde titlerne ‘Opbrud’, ‘Bristepunktet’, ‘Swingtime’, ‘Skumring’ og ‘Hjemsøgt’.

Forfatteren er den samme Morten Hesseldahl, som for nylig blev teaterchef på Det Kongelige Teater.

Jørgen Hesseldahls bog udkom i februar 2015: http://nielsbirgerdanielsen.dk/modstandsveteran-genudgiver-bog/

Avis_fax

Farvel til BOPA’s ‘Lille John’

Jeg er i denne uge blevet mindet om, i hvor høj grad det er sidste udkald, hvis man skal nå at komme i dialog med personer med førstehåndskendskab til modstandskampen.
Hen over nytår læste jeg bogen En smededreng går til modstand (Bogan, 2001), af BOPA-sabotøren Aage Staffe med dæknavnet ‘Lille John’. Han ses her (nr. to fra venstre – foroverbøjet) som 20-årig sammen med modstandskammerater efter befrielsen i 1945.
Jeg kontaktede ham efter læsningen og besøgte ham i hans hus i Jyllinge for at stille nogle spørgsmål.
Det var ikke et øjeblik for tidligt. Aage Staffe døde i onsdags, to uger før sin 89 års fødselsdag.

Selv om modstandsveteranen ikke lagde skjul på, at han var træt, og at livet var blevet svært, gav han sig tid til halvanden times samtale om frihedskampen.
Lidt inde i samtalen rykkede vi ind til computeren, og med den ene fod oppe på computerbordet trak pensionisten ind imellem filer frem for at underbyggede pointer med eksempler fra sin samling af dokumenter og egne optegnelser.
Det er  et arbejde, der har ført til en række bogudgivelser med sig – mest på eget forlag. Ikke mindst har han næsten til det sidste været en aktiv debattør på facebook.

Aage Staffe var en venstreorienteret arbejderdreng, der var vokset op i fattige kår og i en periode var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.
 En smededreng går til modstand er fortalt i en billedrig, mundret fortællestil, der bringer læseren tæt på modstandsmandens dagligdag. Ikke mindst får man beskrevet de tekniske sider ved sabotagen meget anskueligt – noget som forfatteren som daværende smedelærling havde gode forudsætninger for.
Staffe gik til aktiv modstand allerede som 17-årig 1942. Det begyndte med nogle pistoltyverier fra tyske officerer, der uforsigtigt havde hængt deres jakker i garderober, og simple sabotager i form af ildspåsættelser med husholdningssprit og Berlingste Tidendes fyldige fredagsudgave som optændingsmiddel.
På et tidspunkt begyndte han med støtte af nogle arbejdskammerater at smede våben som ‘fusk’ på det smedeværksted, hvor han var i lære. Værkføreren blev truet til at vende det blinde øje til – og da Aage Staffe senere forlod lærestedet og gik under jorden, levede han af penge, som arbejdskammeraterne samlede ind.

Flere passager gør stort indtryk, ikke mindst beskrivelsen af det tidspunkt – efteråret 1943 –  hvor den nu 18-årig Staffe besluttede at ‘gå hele vejen’.
Anledningen var at den noget ældre modstandskammerat Aage Nielsen, der havde været frivillig under Den spanske Borgerkrig, var død under Gestapo-tortur på Dagmarhus. Aage Nielsen var den første danske modstandsmand, der blev tortureret ihjel.
‘Trods risikoen og farerne følte jeg, at jeg skyldte en kammerat , som jeg beundrede, og som havde ydet så utrolig meget, at vise ham min respekt ved bare at være der og lade mine tanker dvæle ved hans minde. Her havde man ikke bare banket livet ud af en stærk, sund og ung mand, som havde overlevet borgerkrigen og dens rædsler. Man havde også knækket en af Danmarks modigste modstandsfolk, han havde jo røbet alt.
Mange tanker fór gennem mit hoved, og en skelsættende beslutning blev taget: De svin skal ikke have dig levende, du må gemme den sidste pløk til dig selv, så det ikke får fornøjelsen ved at banke dig ihjel. Det sidste halvandet år af krigen – 540 dage og nætter – levede jeg med denne beslutning.’

Bogen rummer også beretningen om en ung kvinde, Bitten, som han i længere tid boede illegalt hos og blev kæreste med, inden hun blev syg og døde i 1944.
Den rummer beretninger om vellykkede og fejlslagne sabotager i BOPA, hvor Aage Staffe var gruppeleder. Og ligeledes om aktioner, der blev opgivet, fordi han vurderede, at de var for farlige at gennemføre.
Han fortæller om sammenholdet mellem sabotørerne og især om det nære kammeratskab med Søren Egholm Lauritsen (‘Lille Svend’), der blev dræbt under gruppens mislykkede angreb på Tankstelle – den tyske hærs hoveddepot for benzin i Vanløse i februar 1945.

Modstandsmanden fortæller også om sin illegale security, der givetvis var hovedgrunden til, at han slap levende fra besættelsestiden.
‘Min angst for at blive taget udviklede sig til det pedantiske. Jeg levede efter mine egne sikkerhedsregler, som bevirkede, at jeg levede totalt isoleret. Ingen vidste, hvor jeg holdt til og overnattede. Jeg undgik ligeledes at få kendskab til kammeraternes tilholdssteder. Når vi mødtes, var det ultrakorte møder, hvor de løbende forretninger hurtigt blev afviklet. Mistede man kontakten, var det uhyre besværligt, tidrøvende og farligt at få kontakten genoprettet. Svipsede et møde, mødte man næste gang op med talstræk dækning.’

Aage Staffes syn på modstandskampen var konsekvent: En uforsonlig kritik af samarbejdspolitikken, ‘den skæve våbenfordeling’ i 1944/1945 og andre klassiske synspunkter fra aktive modstandsfolk.
Desuden mente Staffe, at langt bredere grupper i dansk politi end ellers antaget var klar til at bekæmpe sabotørerne – ikke blot til regeringens afgang 29. august 1943, men lige til politiets internering i september 1944. (Foto: Nationalmuseet)

Kirkekorets yngste kom til tops

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sangglæden var ikke til at tage fejl af, da en dreng, der vist kun lige var 15 år, kom med som tenor i Sankt Mortens Kirkes kor i Randers omkring 1980. Han var flere år yngre end de næstyngste på herrestemmerne, men fra min plads blandt basserne kunne jeg se og høre, at han gik seriøst til Bach, Buxtehude og P.E. Lange-Müllers ‘Madonnasange’ og havde styr på sin lyse, klangfulde stemme.

BesatMads Elung-Jensen har aldrig sluppet sangen. Han bor nu i Berlin og har en solid karriere bag sig som lyrisk-dramatisk tenor. Om et par uger kommer han sammen med den slesvig-holstenske akkordeonist Dirk Rave til København, hvor de opfører cabaret’en “Besat – København møder Berlin” på LitteraturHaus i Møllestræde i København onsdag den 9. og torsdag den 10. april. Centrale elementer i det originale forløb er nazismen og besættelsestiden.

Jeg glæder mig til at se cabaret’en, som jeg har de bedste forventninger til. Jeg genså Mads for første gang siden kordagene for ca. fem år siden, da vores fælles ven, Troels Laurell fra København, inviterede mig til en soirée hjemme i privaten, hvor Mads sang Franz Schuberts store, vemodige lieder-værk Die Winterreise. Et par år senere sang han ved et lignende arrangement cabaret-musik under titlen Ein bisschen Leichtsinn – Berlin i 1920’erne.

Der var adskillige dygtige musikere til stede – bl.a. værten, der er en glimrende pianospiller – og jeg husker, hvordan de tilstedeværende spontant spillede videre i en veritabel jam-session efter selve forestillingen.

Mads Elung-Jensen har i oversat ti af de store danske sange fra besættelsestiden til tysk, og en række af dem er med i forestillingen. Kendte blandt dem er Kaj Munks ‘Den lille anemone’,  Poul Henningsens ‘Man binder os på mund og hånd’, som er udødeliggjort i Liva Weels fortolkning, og ‘Altid frejdig, når du går’.

– Vi fortæller historien om tabet af Slesvig-Holsten i 1864, livet i Berlin, samarbejdspolitikken, redningen af jøderne, mindretallets udfordringer, København-Bonn-erklæringerne fra 1955, og vi ender med Danmarks sejr ved Melodi Grandprix i 1963 med toppoint fra Tyskland, fortæller tenoren.

En positiv anmeldelse i regionalavisen Bäke-Courier fra 15. marts fremhæver især ‘Den lille, lysegrønne sang’ af Børge Müller fra Apollorevyen i 1940 og ‘Så tag mit hjerte’ af Tove Ditlevsen.Mads Elung-Jensen

Mads Elung-Jensen taler syv sprog flydende, og tysk har været et favoritfag siden gymnasieårene på Randers Statsskole. Evnen til at oversætte lyrik fra dansk til tysk har han dog først udviklet i de seneste år. Man må dog rejse til Berlin for at høre sangene fremført på tysk, da forestillingen i LitteraturHaus foregår på dansk.

Jeg vil ikke påstå, at jeg  havde forudset, at netop Mads ville gøre operakarriere, for der var også andre dygtige sangere i Skt. Mortens Kirkes kor, der nåede et højt niveau under organist og kantor Bent Frederiksens myndige og præcise ledelse.

– Mødet med Bent var meget afgørende for mig. Han brændte for musikken, øvede og øvede og krævede alt og lidt mere, end man kunne. Jeg lærte, at uden disciplin kan man være nok så kunstnerisk; man må mestre sin form og blive ved med at udfordre sig selv. Det har jeg prøvet på siden, siger Mads Elung-Jensen.

Bent Frederiksen døde for fire år siden, og som det fremgår af denne nekrolog, var han en bredt respekteret og anerkendt kirkemusiker.

Billetter til “Besat” kan købes fra fredag 28. marts på www.politikenbillet.dk.

—– —–

Mads Elung-Jensens oversættelse af Poul Henningsen “Man binder os på hånd og mund”:

Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi

Greifen jedes blanke Ding
will manch ein kleines gier’ges Kind.
Später, wenn wir älter sind,
bindet man mit ‘nem Ring.
Denk mal, wie wir standen fein
teilten Schaufensterparadies:
Wäre, wäre der nur mein!
das Leben wiederholt es mies.
Man bindet uns auf Mund und Hand
mit der Gewohnheit feinem Band
und es wird recht lästig, frei flatternd zu sein.
Wir spiel’n Versteck mit dessen Eid
der schützt uns vor der Einsamkeit
in süssen Verträgen, wir lullen uns ein.
Könnten wir den Satz verbieten: Ich verspreche Dir!
ginge uns’re Liebe durch die ehrlichere Tür.
Das Wort wir schwor’n mit Hand und Mund,
das galt doch nur die kurze Stund’,
die Freude verschwand dann, und alles war Schein.