Uddrag Modstand-4: Lucjan og Lone – tragisk krigs-kærlighed

Et polsk efterretningsmiljø var aktivt i Danmark besættelsestiden igennem. Netværket bestod af eksilpolakker fra det tysk besatte Polen og indvandrere fra Polen, der var tætsluttede kredse – også efter at de havde været mange år i landet. Den mest betydningsfulde polak var Lucjan Maslocha, og hans kæreste og senere hustru Lone havde fået sit engagement i Polen gennem kontakter til landet fra barnsben.
I de sidste to år af besættelsestiden fik polakkerne voksende samarbejde med modstandsbevægelsen – bl.a. Holger Danske og Hjemmefronten.
     Denne tekst er sammensat af flere uddrag fra bind 4 af Modstand – min samlede fremstilling af frihedskampen 1944-45 (Politikens Forlag, 2015-21). Den handler bl.a. om, hvordan den storpolitiske udvikling i det sidste år af krigen blev katastrofal for polakkerne i Danmark. De havde arbejdet for den lovlige polske eksilregering i London, der efter nedkæmpelsen af Warszawa-opstanden august-oktober 1944 var politisk død.
    Teksten er identisk med den, der står i bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er indsat.

—— ——

Udviklingen i Polen havde en særlig betydning for den polske efterretningstjeneste i Danmark, der  blev ledet af sekondløjtnant og styrmand Lucjan Maslocha. Den var en del af ’Felicia’, der var den skandinavisk,finsk-baltiske afdeling af ’Kontinental Aktion’, som blev organiseret af den polske eksilregering i London. Den 32-årige Maslochas folk var i voksende grad blevet en del af den danske modstandsbevægelse gennem samarbejde med folk fra Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten og Holger Danske.
I én henseende var deres situation imidlertid unik. På grund af det billede, der tegnede sig som følge af Warszawa-opstanden, mistede eksilregeringen gradvis betydning, mens Lublin-komitéen blev en stadig mere central faktor. Det var for polakkerne i Danmark derfor efterhånden ikke kun tyskerne, man måtte opfatte som fjender, men også de danske kommunister.

Datter af udstationeret ingeniør
Maslochas nærmeste medarbejder var den 22-årige fotograf Lone Mogensen fra Hjemmefronten, som han også var blevet kæreste med. Hun var datter af en nu afdød ingeniør hos F.L. Smidth, der havde boet mange år i Polen. Lone Mogensen havde derfor haft en del af sin opvækst i landet og talte flydende polsk. I foråret 1944 undgik hun arrestation, da det polske efterretningsnet blev rullet op, og lige efter pinse flygtede hun til Sverige.
Her blev hun ansat i konsulartjenesten på det polske gesandtskab i Stockholm. Hun fik også igen kontakt med KU-kammeraten Svenn Seehusen, der allerede havde været i Sverige i over et halvt år. De arbejdede sammen om at forsøge at ’hjemsende’ polske modstandsfolk på falske papirer som danske Tysklands-arbejdere. Til gengæld skaffede polakkerne radiomateriel til Seehusens folk til en forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Finansiering gennem guldbarrer
Lucjan Maslochas organisation blev finansieret gennem guldbarrer og kontanter, som han via Sverige modtog fra England.Guldet blev solgt i Danmark for at skaffe danske kontanter; prisen på en guldbarre var ca. 17.000 kr. (svarende til ca. 375.000 kr. i 2021).
Finn Elmvang, lederen af afdeling ’John’, var en af de mellemmænd, som hjalp  med salget af guldet. ’John’ gav Maslocha kontakt til endnu to fra Hjemmefronten: den 26-årige Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) og Torben Halkier. Et af de kontaktsteder, de benyttede, var ifølge forfatteren Dines Bogø inventarforretningen ’Den gule Æske’, Store Strandstræde 7. Halkier satte ’Hanne Møller’ i forbindelse med entreprenører, der arbejdede for tyske myndigheder, og det havde blandt andet givet hende lejlighed til at spionere mod tyske befæstningsarbejder i Jylland.
(…)

‘Onkel’ i familie på fredelig villavej
For Lucjan Maslocha ledte forbindelserne til Hjemmefronten frem til hans blivende logi. Hans Edvard Teglers gav Hjemmefront-folkene kontakt til den 39-årige skolepedel Kaj Jensen på Hyldegårdsskolen i Ordrup. Han satte Maslocha i forbindelse med den 44-årige arkitekt Robert Wehage, arkitekt ved Gentofte Kommune, og hans 39-årige hustru Dagmar.  Her fik den polske sømand et gæsteværelse til rådighed, og han oplevede efter det langvarige liv på flugt at få et varmhjertet hjemmeliv.
Den tilpasningsdygtige polak var ’onkel’ for den 10-årige datter Bente og den 6-årige søn Ulf. Maslocha havde sprogøre nok til at forstå og udtrykke en del danske vendinger, så samtalen bestod i en skønsom blanding af dansk og tysk. Han tilbragte sommerdage på stranden ved Charlottenlund sammen med husets mor og de to børn, som han prøvede at lære at svømme.

Datter på 10 år var bud
Ud over at være logivært assisterede arkitekten Maslocha med rentegning af skitser af tyske militære anlæg, som polakken modtog fra sine folk. Robert Wehage kunne også skaffe værdifulde oplysninger i kraft af sin adgang til tekniske tegninger af bygninger i Gentofte Kommune.
Maslocha og ægteparret valgte at løbe en risiko ved at gøre noget, som næsten alle andre undgik: at lade mindre børn vide besked. Ifølge forfatteren Dines Bogø hjalp datteren på 10 år med at cykle som bud med breve, pakker, mundtlige beskeder, mindre våben og krystaller til radiosendere. Lillebroderen overværede bl.a., at Maslocha testede nyt radioudstyr.

Rakettegninger
En anden nær samarbejdspartner for ’den lille mand’ var den 27-årige aktuar Thøger Busk, som i foråret 1944 havde givet ham og Lone Mogensen logi i sin lejlighed og derefter selv engageret sig i Felicia. Han havde blandt andet formidlet 30 vigtige tegninger af de frygtede V2-raketter, som Tyskland i september 1944 begyndte at beskyde de britiske storbyer med.
Kontakten til Holger Danske bevirkede, at Lucjan Maslochas telegrafist Knud Erichsen flere gange sendte fra Parkovsvej 33 i Gentofte. HD havde lånt villaen til hovedkvarter under kodenavnet ’P33’  af en venligtsindet ingeniør, der var rykket ud og flyttet i en lejlighed med sin familie.

Vigtig post, der udebliver
I oktober 1944 konstaterede det polske gesandtskab i Stockholm, der at der ikke kom mere post fra Lucjan Maslocha. ’Den lille mand’ oplevede, at de oplysninger, han sendte til Malmø, lige så stille blev suget op af de svenske og danske efterretningssystemer. Det hang givetvis sammen med, at den polske eksilregering i London under Stanislaw Mikolajczyk var politisk død som selvstændig magtfaktor; den sovjetisk kontrollerede Lublin-komité var umulig at komme udenom.

Da Lone insisterede på at komme hjem
Lone Mogensen – Maslochas kæreste, der arbejdede på det polske gesandtskab – blev urolig og opsøgte i november 1944 sin kammerat fra KU og Hjemmefronten
Svenn Seehusen, der i Stockholm var medlem af Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg.
”Lone ønskede at få en såkaldt illegal udrejsetilladelse til Danmark,” erindrede Seehusen.
”Jeg svarede hende, (…) at vi kun gav tilladelse (…), hvor det drejede sig om vigtige kurerer.”
Han kunne ikke anbefale hjemrejsen, da hun vidste for meget.
”Hun fastholdt over for mig sit ønske og svarede mig med fasthed i stemmen: ’Jeg bliver ikke taget af Gestapo’,” skrev Svenn Seehusen i et privat erindringsskrift.
I Stockholm konstaterede oberstløjtnant E.M. Nordentoft i november 1944, at den polske efterretningstjeneste i Danmark var nedlagt. De fleste Felicia-folk fortsatte dog arbejdet, men afleverede deres resultater til den illegale danske efterretningstjeneste.
(…)
Selv om Svenn Seehusen havde frarådet det, rejste Lone Mogensen, kæreste og modstandskammerat til Lucjan Maslocha,  natten til den 3. december 1944 illegalt tilbage til Danmark med en fiskekutter til Frederikshavn.
Hun var bekymret for ham. I kredse i Danmark, der havde haft kontakt med Maslocha, bredte der sig en stemning af, at det var farligt at arbejde for ’Felicia’. Lucjan Maslocha var ifølge forfatteren Dines Bogø blevet opsøgt at en kvinde og en mand, der på en truende måde opfordrede ham til at indstille kontakten til eksilregeringen af London.

Holger Danske-kvinde i fare
 Både den trofaste hjælper pedel Kaj Jensen og Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) fra Hjemmefronten følte sig så eksponerede, at de flygtede til Sverige; det skete lige efter Lone Mogensens hjemkomst. Den 26-årige ’Hanne Møller’ var ikke alene i farezonen på grund af sit efterretningsarbejde, idet hun var mistænkt for at have stukket Holger Danske-afdelingerne ’Jes’ og ’John’, som hun begge havde arbejdet sammen med, og som var udsprunget af Hjemmefronten.
Utrygheden ved hende blev ikke mindre af, at hun ifølge historikeren Peter Birkelund havde seksuelle forhold til modstandsfolk, men der var ikke fremkommet noget konkret bevis, da hun kort forinden var blevet afhørt af det, der i en rapport upræcist betegnes som ’efterretningstjenesten’.
I dette tilfælde viste det sig at være en god ide, at man veg tilbage fra likvidering. Mistanken om, at ’Hanne Møller’ havde stået bag aktionen mod afdeling ’John’ i Ny Adelgade den 10. november 1944 blev først slået ned under retsopgøret, da det blev klart, at Ib Gerner Ibsen, Schiøler-gruppens leder, havde sluttet sig frem til sammenhængen ud fra en seddel med et telefonnummer, som var blevet fundet under ransagningen af afdelingens støttepunkt på Tårbæk Strandvej.
(…)

Gift i den katolske kirke i Bredgade
Det var en stakket frist, da Lucjan Maslocha den 2. januar 1945 slap bort fra en tysk razzia på Bornholmerfærgen. Det skete to dage efter, at han og Lone Mogensen var blevet hemmeligt viet i den katolske kirke i Bredgade. Polakken skulle have været på en rejse til Sverige, men razziaen kom i vejen. Han klarede frisag på sine
islandske identitetspapirer og tog til sit logi i Hellerup, hvor han og Lone Maslocha tilbragte aftenen og gik i seng.
Langt over midnat ringede det på døren (…) Når Gestapo og HIPO denne nat rykkede ud med en såkaldt Rollkommando, kan det have været en reaktion på Torotor-aktionen. At den kostede det nygifte par livet, ser ifølge forfatteren Dines Bogø ud til at have været en tilfældig konsekvens af en aktion, der havde et andet sigte.

Brød gennem låst dør
Den var begyndt ved 23-tiden, da 12-16 mand rykkede ud i en ’skovvogn’. Lederen var den 35-årige SS-mand Carl Biegler, mens den danske Gestapo-ansatte Arno Hammeken var tolk. Kommandoen medbragte en adresseliste, og ud for hver adresse stod der, hvem man skulle søge, og hvad formålet var. En af de første, der blev anholdt i sit hjem, var et medlem af undergrundshæren, der boede på Østerbro. Så stoppede vognen kl. 01.30 ud for Hans Jensens Vej 44.
Trods Dagmar Wehages voldsomme protester insisterede lederen på at gennemføre en fuld husundersøgelse. Biegler og Hammeken brød ind igennem den låste dør til ægteparret Maslochas værelse, og Biegler affyrede en maskinpistolsalve, der ramte dem begge. Lone Maslocha døde næsten med det samme, mens manden først døde flere dage senere på det tyske lazaret.
Robert Wehage blev anholdt og afhørt, hvorefter han kom i Frøslevlejren resten af krigen.

Uddrag af Modstand-4: Blodig razzia mod ‘Toms’ rutekontor

En helt central organisation i modstandsbevægelsen var fra efteråret 1943 Dansk-svensk Flygtningetjeneste, en illegal rute til det neutrale Sverige. Fra Malmø blev den drevet af redaktør Leif Hendil (1898-1961), der var flygtet til Sverige, mens radioforhandler Robert Jensen (‘Tom’, 1900-44) var leder af afskiberorganisationen på den danske side. Ruten havde sit hemmelige kontor på Forchhammersvej 7på Frederiksberg.

I begyndelsen deltog tjenesten i transport af flygtende jøder efter den tyske Jødeaktion i oktober 1943. Derefter drejede det sig om illegal transport af primært modstandsfolk, og det lykkedes i perioden med Robert Jensens effektive ledelse at sende over 1200 personer over Øresund.

‘Tom’ huskes som en af de virkeligt store modstandshelte – både på grund af radioforhandlerens store resultater og hans tragiske død. Den 24. juli 1944 gik det galt, og onsdag i næste uge er 80 årsdagen for Gestapo-aktionen mod rutens postkonstor. I den anledning holder Niels Gyrsting – formand for Frihedsmuseets Venner – kl. 11.00 den 24. juli en mindetale om Robert Jensen i Mindelunden i Ryvangen nord for København.

Herunder et uddrag fra bind 4 af Modstand – mit firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – om razziaen på Forchhammersvej. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

——

‘Modstand-4’, side 37-38:

To af de mest centrale modstandsfolk i Øresunds-området klarede fortsat frisag trods ustandselige razziaer. Det var radioforhandler Robert Jensen (’Tom’), leder af afskiberorganisationen i Dansk-svensk Flygtningetjeneste, og hans nærmeste medarbejder Christian Algreen-Petersen (’Christian’), blot 21 år og hjemsendt værnepligtig.
Mandag den 24. juli 1944 mødte ’Christian’ midt på eftermiddagen op på rutens hemmelige kontor på Forchhammersvej på Frederiksberg. ’Tom’ lukkede ham ind i stuelejligheden, hvor også faldskærmsagenten Ole Geisler, tidligere leder af bl.a. Hvidsten-modtagelserne, var til stede sammen med Svend Tronbjerg, tidligere teknisk assistent ved Frederiksberg Kommune. Tronbjerg, der netop var vendt tilbage efter et ophold i Sverige, havde overtaget ansvaret for forsendelser af penge og værdigenstande.
”Jeg gav mig til at læse i ’Information’ (…), da det pludselig ringede på døren,” skrev ’Christian’.

Dræbt af maskinpistoler
Robert Jensen gik ud for at lukke op, og øjeblikke efter lød en voldsom hamren og lyden af glas, der klirrende faldt til jorden.
”Tom kom løbende ind i stuen med sin uundværlige cigar i munden. ’De er der!’ råbte han, hvorpå han for hen efter sin mappe og løb ud gennem køkkenet for at prøve at undslippe gennem baggården,” berettede Christian Algreen-Petersen.
Den 44-årige korpulente radioforhandler var uden chance, og både han og Tronbjerg blev dræbt af maskinpistolsalver. Derimod overlevede Geisler ved at slå den Gestapo-mand ned, der bevogtede ham og kaste sig gennem køkkenvinduet. Han flygtede under beskydning fra gården over et meterhøjt plankeværk, mens Algreen-Petersen løb hen mod vinduerne mod Forchhammersvej.
”Jeg rev vinduet op og kiggede ud. (…). Hurtigt svang jeg mig ud.”

Ung hjælper skudt og såret
’Christian’ havde kun tilbagelagt få skridt, da en mand kiggede frem fra hushjørnet. Det var den 42-årige politibetjent Robert Sustmann Ment, der tre måneder før havde været blandt de danske Gestapo-håndlangere, der var blevet hængt ud med billede i De frie Danske.
”Han rettede maskinpistolen mod mig og skød en byge. Ganske automatisk smed jeg mig fladt ned,” erindrede den unge rutemand.
”I det samme vendte Gestapomanden sig om, skød ind i gården. (…) Da jeg så ham vende ryggen til, sprang jeg igen op og gav mig til at løbe. (…) Som en top snurrede han rundt og skød igen. Atter faldt jeg ned på fortovet.”
Sustmann Ment indstillede sin maskinpistol på enkeltskud.
”I en afstand af en halv til en hel meter gav han sig til at skyde til måls efter mig. (…) For hver kugle, der traf, gik der en svien gennem mig.”

Udspurgt om ‘Flammen’
Med hele 16 kugler i kroppen og voldsomme smerter blev ’Christian’ kørt til det tyske lazaret på Nyelandsvej. Han blev ført ind på en operationsstue, lagt på en briks og klædt af af en tysk Røde Kors-sygeplejerske.
”Pludselig vågnede jeg ved, at en Gestapomand ruskede mig i håret (…). ’Wo ist Flammen?’ Det kom som et piskesmeld,” skrev Algreen-Petersen.
Endnu et udslag af Gestapos jagt på den 22-årige likvideringsmand Bent Faurschou Hviid.
”Jeg kunne være krøbet i et musehul (…). Vidste de, at ‘Flammen’ lige havde været hos os; hvis det var tilfældet, og hvis de mente, at jeg kendte hans opholdssted, skulle jeg nok få det hyggeligt.”
Nu gik døren op, og to bårer blev ført ind. På den ene lå Tronbjerg, på den anden Robert Jensen. Christian Algreen-Petersen, der nu var alvorligt såret for anden gang, slap forbløffende billigt. Han klarede sig igennem en række hårde forhør, og via en periode i Vestre Fængsel tilbragte han resten af krigen i Frøslevlejren.
Den tidligere medarbejder Peter Fyhn var én af de mænd, som Gestapo også havde håbet på at kunne pågribe, og han var herefter efterlyst.

 

Uddrag af Modstand-3: Frihedskæmper i den høj-illegale ende fødte midt under Folkestrejken i København

Kunsthåndværker Kirsten Musse Hartig var 28 år og mor til en étårig datter, da alting spidsede til i juni 1944: De vestallieredes landgang i Normandiet på D-dagen, den 6. juni, en række store sabotager og hver eneste uge henrettelser af frihedskæmpere efter dødsdom ved tysk krigsret.
Det hele kulminerede, da Folkestrejken i København brød ud i månedens sidste dage og fortsatte ind i juni. Folkestrejkens kostede omkring 100 modstandsfolk og civile danskere livet – især på grund af skyderier fra tyske soldater og medlemmer af det nazistiske Schalburgkorps i de tæt befærdede gader i det indre København.
Musset Hartig var venstreorienteret med kommunistiske sympatier, og hun havde været tidligt med i det kommunistiske modstandsarbejde. Hun havde været med i opklæbning af antinazistiske mærkater, illegal presse og havde i en række tilfælde været illegal logivært i hjemmet i Strandgade på Christianshavn.
Det delte kun med ægtemanden Knud Raaschou Nielsen, der senere blev en kendt kunstmaler. Knud var efter sigende ikke som udgangspunkt så politisk, men Musse fik trukket ham til venstre. I hvert fald kom han efterhånden med i den kommunistisk ledede sabotageorganisation BOPA, hvor han under dæknavnet ‘Mikkel’ blev en af de store sabotører.
Trods højgravid med parrets anden barn var hun mødeværtinde for et afgørende planlægningsmøde før sabotagen mod Dansk Industri-Syndikat (Riffelsyndikatet) den 22. juni 1944 – den største sabotage overhovedet i det besatte Danmark. Hun fødte et par dage senere på en privatklinik og lå og hvilede ud med sin nyfødte pige i en hovedstad præget af Folkestrejkens kamptummel.
Og blot en uge efter måtte hun give begge sine helt små døtre fra sig i pleje, da Musse og Knud med minutters varsel måtte gå under jorden. En af deres nære BOPA-kammerater Niels Evald Jensen (‘Martin’) var blevet arresteret af den danske Gestapo-mand Ib Birkedal Hansen, og de var sikre på, at næste gang kom turen til dem.
Resten af krigen levede ægteparret under jorden sammen med Knuds BOPA-gruppe.  De klarede sig begge igennem til Befrielsen uden at blive arresteret. Det skyldtes antagelig ikke mindst den snarrådighed, nedenstående tekst vidner om. Til gengæld overlevede parforholdet ikke de belastende forhold under det højillegale liv med BOPA-gruppen, og de blev skilt i 1945.
Nedenstående tekst består af flere sammensatte passager fra Den skærpede kamp 1943-1944, der er bind 3 af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1944-45. Teksten svarer til den, der fremgår af bogen. Kun er mellemrubrikkerne tilføjet for at gøre læsningen mere indbydende.

—– —–
—– —–

Kirsten Musse Hartig, 28-årig kunsthåndværker og mor til den étårige datter Susanne, var gravid igen – i ottende måned. Det første barn havde været et livsbekræftende ønskebarn.
”Men da jeg blev gravid igen, var det som om livet bekræftede sig lidt vel ubelejligt,” skrev hun med tanke på, at hendes jævnaldrende mand, kunstmaler Knud Raaschou Nielsen (’Mikkel’)  deltog i de store BOPA-aktioner.
”Jeg prøvede alle de gammelkendte husråd for at blive ungen kvit (…). Jeg prøvede at snakke med min sygekasselæge, men da han var katolik, var der selvfølgelig ikke noget at gøre. Så ungen blev, hvor den var.”
Den 22. juni 1944 skulle BOPA lave endnu en stor aktion, mod Dansk Industrisyndikat i Frihavnen. Knud Raaschou Nielsens gruppe var som sædvanlig med som dækningsfolk, og planlægningen foregik hjemme hos parret i Strandgade på Christianshavn. De gennemgik, hvad medlemmerne hver især skulle gøre under aktionen.
”Selv var jeg gået lidt til og fra. Jeg havde passet Susanne (…) så hun ikke forstyrrede, og jeg lavede kaffe til dem,” berettede Musse Hartig mange år senere.
”Jeg (…) var fuldt vidende om, hvad der skulle foregå. (…) Knud skulle stå udenfor og være dækningspost, både når de kørte ind og når de skulle tilbage igen.”
Selv om planlægningen af en sabotage af hidtil uset omfang var i gang, tænkte ledelsen af Danmarks Kommunistiske Parti videre. Samtidig med planlægningen i Strandgade havde Svend Nielsen, medlem af DKP’s centralkomite med ansvar for det faglige arbejde og ledelsesmedlem i  BOPA, møde med en række kommunistiske tillidsmænd inden for jerndindustrien. De drøftede, hvordan den del af modstandskampen, der foregik på virksomhederne, kunne effektiviseres?

En veltjent cykel
Til brug i sabotagen i Frihavnen havde Knud Raaschou Nielsen et gammelt vrag af en cykel, som han bagefter skulle bruge til at komme væk på. Han fandt, at tiden var inde til at smøre den og give den en overhaling, men hustruen fik bange anelser, da manden ikke var særlig praktisk.
”Du får såmænd bare en skrue til overs. Lad den nu hellere være, som den er.”
”Nej, den skramler. Den skal ordnes!”
’Mikkel’ bar den op, stillede den i entreen og begyndte at skille den ad. Han var bevæbnet med nogle klude, en svensknøgle og en smørekande og kom til sidst ind i stuen:
”Kirsten, jeg har fået en skrue for meget!”
Pedalerne kunne dreje rundt, men gav en sær, gækkende lyd. De lagde den overskydende skrue i vindueskarmen.
”Jeg kan endnu se ham for mig, lige før han skulle afsted. Han havde taget et sæt lysebrunt sommertøj på (…). Normalt gik han aldrig med det (…), men der var mange brugbare lommer i det, og desuden havde han lånt en lille lærredsskuldertaske af mig,” skrev Musse Hartig.
”Han havde stoppet sin pistol i skulderhylstret, en ekstra i lommen, håndgranater i skuldertasken, løse patroner rundt omkring i de mange lommer. (…) Så skiltes vi med et ’so long’.”

Skræmmende opgave
Aktionen mod Riffelsyndikatet var en skræmmende opgave. Bevogtningen var dimensioneret efter, at fabrikken var et oplagt sabotagemål som landets største rustningsfabrik, storproducent af automatvåben og storleverandør til Værnemagten.
Der var altid 20 maskinpistolbevæbnede på vagt ud af en samlet styrke på ca. 70 vagter, og posterne havde bunkers. Fabriksområdet var omgivet af et højt, strømførende hegn med elektroniske alarmer. Yderligere blev adgangsvejene og nærområdet bevogtet af tyske politisoldater. En gentagelse af Globus-angrebet var derfor umuligt.
Vagterne var omhyggeligt udvalgte, men det lykkedes alligevel at få kontakt med en mand, der var med i en militær ventegruppe, der havde haft planer om at lave et våbenkup mod Riffelsyndikatet. Det lykkedes også at få yderligere to mand med.

Overrumplingsplanen
Vagtsystemet skulle ændres kort tid derefter, og da det var uklart, hvordan mulighederne ville blive bagefter, besluttede BOPA-lederne at planlægge en hurtig aktion.
”Fabriksområdet omfattede et ret stort antal bygninger, og der var 8 vagter på post spredt rund om områdets periferi samt 3 vagter i portbygningen. Resten af vagterne opholdt sig i en vagtbygning på 1. sal,” berettede aktionslederen Jørgen Jespersen (’KK’), der som blot 18-årig ud over koldblodighed og teknisk snilde også havde et anførerformat, der satte ham i stand til at lede en styrke på 30 sabotører i en regulær militæraktion.
Det komplicerede aktionen, at vagterne indbyrdes kunne se hinanden fra de tre poster, portbygningen og vagtbygningen, så afvæbningen måtte ske på én gang.
”Skyderi kunne vi ikke tillade os, som fabrikken lå, der ville alt for hurtigt komme undsætning.  Der var også direkte alarmtelefoner til tyskerne, så det gjaldt om at overrumple alle.”
Tidspunktet for angrebet blev sat til lidt i kl. 18, idet det store daghold af arbejdere ville være væk fra fabrikken. Så havde man to timer, inden vagtholdet blev afløst kl. 20.

Den nødvendige timing
Aktionen begyndte med, at ti dækningsfolk ubemærket besatte toldbygningen ved adgangen til Frihavnen. Næsten samtidig gik otte vagter, hvoraf de to var i ledtog med sabotørerne, ind ad en normalt ubenyttet port, efter at de havde lokket vagtposten til at åbne porten.
”Hurtigt blev de nærmeste poster afvæbnet, men så kom det svære, at holde to poster, portvagten med tre vagter og hele vagtstuen op samtidig. Det lykkedes, og så blev de sidste poster holdt op,” berettede ’KK’ videre.
Kun i den centrale vagtstue nåede en vagt at tage ladegreb på sin maskinpistol, men her fik Børge Thing (’Brandt’) bekræftet, at han havde set rigtigt, da han gav sin medbeboer Jesper Juel Petersen (’Finn’) chance som sabotør. ’Finn’ gav vagten et kraftigt slag over nakken, så han tabte sit våben.

400 kilo trotyl
 Så blev hovedporten åbnet for resten af aktionsdeltagerne og for de tre lastbiler, der var blevet ’organiseret’ fra Det Civile Beredskab. I alt medbragte sabotørerne 400 kilo pulverformet trotyl.
”Så blev der travlt. Der blev anbragt 4 bomber a 50 kg. i hovedbygningen, 2 på 25 kg. i nærheden af hærderiet og endelig 6 a 25 kg. i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidig,” skrev Jørgen Jespersen.
Samtidig begyndte andre at læsse våben og ammunition på vognene. Det blev til 40 maskingeværer, to maskinkanoner, vagternes 60 maskinpistoler samt store mængder granater og patroner.
Kun få af de ca. 100 arbejdere på aftenholdet opdagede noget; de der gjorde, blev holdt op og samlet med de tilfangetagne vagter. Luftværnssirenerne blev sat i gang og lastbilerne kørte væk. Vagter og dækningsfolk myldrede ud i en blandet strøm fra fabrik og Frihavn til stor forundring for de mange tyske soldater i området.

Angstfyldt venten
Den højgravide Musse Hartig gik rundt i Strandgade og ventede.
”Jeg vidste, at den første bombe skulle eksplodere klokken seks. Jeg åbnede et vindue, gik uroligt frem og tilbage (…). Klokken blev seks, den blev et minut over, den blev to minutter over. Så blev jeg bange, noget måtte være gået galt. De måtte være taget alle sammen,” erindrede hun.
”Jeg var tør langt ned i halsen (…) Jeg stod foran køkkenvinduet og postede mig et glas vand. I det øjeblik, jeg begyndte at synke vandet, sprang den første bombe. (…) Så fulgte bragene, det ene efter det andet.”
Luftalarmen begyndte at lyde.
”Jeg fik hanket op i Susanne og beredskabstasken i et mere behersket tempo end sædvanligt. Denne gang vidste jeg jo, hvor eksplosionerne kom fra. Vi gik så sindigt, som det passer sig for en højgravid kone med et barn på armen, ned i kælderen,” berettede Musse Hartig videre.
”Fælles for alle rygterne var, at englænderne havde bombet en stor del af København. Det var rent utroligt små mange engelske maskiner, folk havde set over byen.”
Efter en jublende følelse over en åbenbart vellykket aktion kom nu bekymringen for de enkelte kammerater.
”Var de alle kommet væk (…), eller var de blevet taget af Gestapo?” spurgte hun sig selv.
”Luftalarmen blev blæst af, og vi gik op i lejligheden. Susanne fik tidlig aftensmad, blev lagt i seng, og jeg ventede, men Knud kom ikke.  (…) Mens jeg stod foran gasblusset, begyndte ungen at røre på sig (…). Kort sagt: Jeg fik veer en måned før beregnet.”

Hæsblæsende flugt
Langt om længe lød de kendte, beroligende trin på trappen.
”Det viste sig, at hans cykel var gået i stykker, da han skulle køre bort fra Riffelsyndikatet efter sprængningsholdet,” skrev Kirsten Musse Hartig.
”Cyklen ville hverken køre frem eller tilbage , da han skulle stikke af (…) (Han tog) cyklen på nakken, en cykel var jo en værdi dengang.”
’Mikkel’ fik den smidt ind i en gård i Østbanegade. Derefter var han kravlet over et plankeværk og, forsinket af luftalarmen, ad kringlede veje nået ud til Christianshavn. Pludselig blev han opmærksom på sin hustrus tilstand.
”Jeg synes, du ser så mærkelig ud, Kirsten…”
Knud Raaschou Nielsen var forvirret og ikke til megen hjælp.
”Måske var det også mere end nok for en mand både at være med til at sabotere Riffelsyndikatet, forlise sin cykel og så til overflod også blive far – alt sammen på samme dag.”

Kvinden i nabosengen
Den 24. juni var det åbenlyst, at Musse Hartig skulle føde. Sammen med en af hendes veninder i gaden fik de via søpolitiet alarmeret en ambulance.
“Ved siden af ambulancen stod et ’føl’, en af disse CB-betjente, og gjorde honnør. Knud (…) måtte (…) sidde foran hos chaufføren, for ’føllet’ skulle sidde inde hos mig,” skrev småbørnsmoderen.
“Han kunne jo ikke vide, om det var et barn eller en bombe, jeg havde inde i maven. (…) Knud kravlede meget modstræbende op foran, mens ’føllet’ ligeså modstræbende kravlede ind til mig.”
Hun skulle indlægges på en klinik på Frederiksberg ejet af en læge kaldet ‘røde Møller’.
“I gryet den følgende morgen, den 25. juni 1944, fødte jeg Lulu,” erindrede Musse Hartig.
Efter en del timers søvn vågnede hun op ad dagen.
”Efterhånden var jeg blevet så klar, at jeg begyndte at interessere mig for min  naboerske. Hun havde forholdt sig ganske stille de første par timer.”
       “Guten Morgen, Sie haben gut und lange geschlaft.”
       Den 28-årige kunsthåndværker stivnede.
“For helvede, kvindemennesket var tysk (:::), alle antenner strittede. (…) Da jeg fik at vide, at hun var en officersmadamme (…), blev det for meget. (…) Jeg krøb ud af sengen, vaklede ud på gangen og fik fat på en forvirret sygeplejerske.”
Det lykkedes Knud at få en samtale med dr. Møller, og tilfældigvis var en enestue netop blevet ledig, og klinikejeren gik ind på, at Musse Hartig fik den.

Uddrag af ‘Modstand-3’: ‘I kan udgive digtsamlingen, når tyskerne har skudt mig’

Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) indgår en række steder i de første tre bind af Modstand, bl.a. i form af dette møde med to unge illegale bladfolk. De havde en forespørgsel og fik det chokerende svar, der fremgår af overskriften til dette indlæg.
Mødet i Slagelse fandt sted, da udviklingen i det besatte Danmark blev stadigt mere dyster – nærmest fra uge til uge. Gestapo var kommet til landet som udøvende politi, det første dødsoffer som følge af Gestapo-tortur var indtruffet, og tyskerne havde gennemført Jødeaktionen. Hertil var attentater mod tysk militært personel og modstandsbevægelsens likvideringer var begyndt.
SS-rigsfører Heinrich Himmler pressede netop i disse uger på for at få indført clearingdrab som repressaliemiddel i Danmark. Det skete bag kulisserne, men Kaj Munk havde loddet, hvad udviklingen kunne få af konsekvenser for ham selv.
Nedenstående uddrag står på side 183 i ‘Modstand-3’. Mellemrubrikker er indsat for læsbarhedens skyld.

—– —–

Tre unge mænd lyttede i dyb eftertænksomhed, da kammeraten Erik Bunch-Christensen en aften i november 1943 lavmælt skildrede forløbet af et møde på Vestsjælland samme dag.
”Han sagde ikke, ’hvis’ jeg bliver skudt, men to gange ’når’ jeg bliver skudt,” betroede den 25-årige teologistuderende kampfællerne i ledelsen af Studenternes Efterretningstjeneste.
Bunch-Christensen havde sammen med en anden stud.theol John Sørensen opsøgt digterpræsten Kaj Munk i præstegården ved Sct. Mikkels Kirke i Slagelse. Munk var på besøg for at holde et foredrag arrangeret af hans ungdomsven, dr.theol Niels Nøjgaard, der var præst ved kirken.

Til afhentning hos Slagelse-præst
De to unge havde en introduktionsskrivelse med fra Københavns biskop H. Fuglsang-Damgaard.
Alt var med andre ord gennemtænkt, så man kunne gå lige til sagen over for den landskendte kulturpersonlighed. De unge mænd havde et forslag at gøre ham. De forestillede sig, at Kaj Munk havde digte liggende i en skuffe, der ville passe til SE’s formål, og som var klar til udgivelse.
Det var Erik Bunch-Christensen selv, der havde fået ideen. Han havde også som noget nyt foreslået, at den skulle udkomme i bogtryk, ikke i duplikeret form. Kaj Munk tænkte sig ifølge Arne Sejrs gengivelse længe om, da Bunch-Christensen havde præsenteret de to mænds ærinde.
”Nej, det vil jeg ikke, og dog, det vil jeg godt, for jeg har sådan en digtsamling liggende et sted,” sagde digterpræsten.
”Forstår I, jeg kan ikke overlade jer en digtsamling, som jeg har skrevet, og hvor jeg priser frihedskampen og frihedskæmperne og velsigner og opmuntrer deres aktiviteter, for selv om den udsendes under et pseudonym, vil man straks genkende min stil (…), men…”
Efter en pause kom det langsomt og med stor vægt:
”I kan få en digtsamling af mig (…), som kan udgives i mit eget navn, når tyskerne har skudt mig.”
Der blev stille i præstegårdens dagligstue.
”Ja, I kan få en digtsamling af mig og udgive den i mit navn, når tyskerne har skudt mig. I kan hente den her i præstegården hos min gode ven pastor Nøjgaard,” sagde Kaj Munk.
Han så spørgende over på sin ven, og pastor Nøjgaard nikkede.

Kvalitetsløft for illegalt blad- og bogarbejde
Det var Kjeld Frederiksen, der løste de praktiske spørgsmål, og hans sonderinger endte med, at den 20-årige typograflærling Ole Trock-Jansen påtog sig opgaven. Han ledede SE’s trykkegruppe på Borups Allé i København. I samarbejde med den 23-årige reklamekonsulent Bjørn Karbo skulle han komme til at stå for det hidtil største tekniske kvalitetsløft i den illegale presse.
Kaj Munk havde ikke fortalt hele historien. Der var tale om digtsamlingen Den skæbne ej til os, som han i september 1943 havde ladet hæfte som bog i 20 eksemplarer og sendt til kommentar hos en kreds af venner. Han havde blandt andet udleveret den til Dansk Samling-lederen Arne Sørensen med henblik på udgivelse ’på et tidspunkt vi senere skulle blive enige om’.

Uddrag af ‘Modstand-4’: Da fælden klappede om Falck-lederen

I oktober/november 1944 oprullede Gestapo den sjællandske modstandsorganisation, og pioneren Bruno Wendell de Neergaard – Falck-stationsleder i Slagelse – var derefter en jaget mand. Han flyttede fra sted til sted, efter at Gestapo i oktober havde været tæt på at arrestere ham. Da Neergaard forsøgte at genetablere kontakten til Frihedsrådet, gik det galt. De sammenklippede tekststykker her er identisk med ordlyden i Modstand 1944-1945 – dramaets sidste akt (Politikens Forlag, 2021)

Side 246-247:
“Efter at have klædt sig på blev Lunn ført ind på sit forvalterkontor. Hver gang telefonen ringede,
blev han med en pistol truet til at tage den. Bruno Wendell de Neergaard, Vestsjællands mest
centrale modstandsmand, var en nær bekendt af Lunn og dermed i akut fare. (…)
Jens Christian Lunn blev (…) iført håndjern bag ryggen og blev hejset op i dem med et dertil indrettet apparat, så fødderne slap gulvet. Hængende i den stilling sparkede Birkedal Hansen ham i længere tid frem og tilbage, mens Erich Bunke og en tolk stod og så på. Til sidst måtte han give oplysninger om Bruno de Neergaard.
Stationslederen var tilfældigvis på sneppejagt sammen med gårdejer Ejvind Dinesen i Lundby,
men en dag kom der ilbud fra Slagelse om, at der havde været besøg hos familien de Neergaard..
”Der blev ringet på den direkte linje fra stationen, at nogen havde spurgt efter Bruno,” fortalte
hans hustru Ellen de Neergaard.
”Et øjeblik efter ringede det på døren, og udenfor stod der to mænd, en dansker og en tysker.”
Gestapo-folkene lavede en let ransagning og gennemgik familiens papirer. Samme aften ringede
Bruno de Neergaard, der var gået under jorden hos Dinesen. Han sagde til hustruen, at hun skulle
forlade hjemmet med parrets to børn med det samme.
(…) I alt havde Gestapo på få dage anholdt over 30 midt- og vestsjællandske modstandsfolk. Flertallet kom i tysk kz-lejr.”
(…)
Side 286-287:
“Sidst på formiddagen dagen efter, den 17. november 1944, jævnede en tysk
sprængningskommando Sønderstrup Sæbefabrik og den tilhørende beboelse med jorden som
repressalie for, at fabrikant Christian V. Hansen havde ladet stedet være hovedlager for
nedkastede våben og sprængstoffer.
Bruno Wendell de Neergaard, Slagelses byleder, var vokset op i Sønderstrup og boede i de
følgende dage under jorden hos sin barndomskammerat Henning Sørensen og dennes hustru
Dorthea. Han arbejdede på at bringe nogle våben i sikkerhed, som stadig var i behold efter
Gestapo-razziaerne. Hustruen Ellen de Neergaard havde netop afleveret parrets 7-årige datter på
Tølløse Kostskole, mens hun tog den 3-årige søn med sig under jorden.
”Da hun havde afsat pigen, tog hun en taxa hertil og blev natten over,” fortalte Dorthea Sørensen.
Under sit ophold hos jagtkammeraten Ejvind Dinesen, Birkemosegård ved Lundby, havde Bruno
de Neergaard skaffet sig falsk legitimation som ’montør Erik Møller’. Officielt befandt han sig på
gården for at reparere en traktor.
Derefter havde Dinesen givet ham noget gammelt tøj og en cykel, så han lignede en lazaron. De
Neergaard cyklede mod Vordingborg og fik legitimationskort som kontrolassistent. Han rejste
rundt fra hus til hus hos folk, han vidste, han kunne komme hos.”
(…)
Side 343:
Om aftenen mandag den 18. december 1944 besøgte Holger Danske-sabotøren Gunnar Dyrberg
(’Herman’) sammen med gruppekammeraterne Patrick Schultz (’Bent’) og Niels Christian
Albrechtsen (’NC’) nogle fælles venner i det indre København. Ved 20-tiden lød luftalarmen på
grund af en allieret bombeflåde på vej mod Berlin.
”Juleaften nærmede sig. Den sidste i krig – forhåbentlig,” skrev ’Herman’.
Men selv nu lurede tvivlen. (…) Næste formiddag havde ’Herman’ en række hastesager. Blandt andet skulle en af afdelingens biler flyttes til en mere sikker garage på Bernstorffsvej 62 i Hellerup. Det bad han den 28-årige chauffør Carlo Christensen og den 23-årige skomager Otto Arndal om at klare.
(…)
Side 344-346:
(Dagen efter), den 19. december 1944, cyklede Gunnar Dyrberg mod en palæagtig villa på Christian Winthers Vej 4 på Frederiksberg, hvor han skulle møde en mand, som kunne fremstille lademekanismer til gruppens maskinpistoler.
Den tilhørte forældrene til det 24-årige gruppemedlem stud.jur Niels Arnstedt, og gruppen havde
flere gange holdt møder her. (…) Afdeling ’Herman’ fået lov til at låne de to øverste etager, mens familien opholdt sig på deres landsted Humleore i nærheden af Ringsted. Underetagen var lejet ud, men lejeren var ikke hjemme.
’Herman’ skulle i huset også møde Niels Christian Albrechtsen, der havde været en tur i Roskilde
hos stationsleder Einar Arboe-Rasmussen for at møde en modstandsmand fra sin hjemby Slagelse.
Det viste sig at være Bruno Wendell de Neergaard, der var blevet forenet med sin kone og sine
børn hos Falck-kollegaen. Familien skulle til Falster for at fejre jul.
Men forinden så de Neergaard en mulighed for at bruge Slagelse-kammeratens tilknytning til
Holger Danske til at genoptage forbindelsen til Frihedsrådet, som organisationen i Sorø Amt havde
mistet under de midtsjællandske razziaer. Fru Ellen tog af sted med børnene, og Arboe-Rasmussen
gav den tidligere Finlands-frivillige sin overfrakke til erstatning for hans lidt for påfaldende grå
militærkappe, der stammede fra Vinterkrigen.
Niels Arnstedt var på vej fra Humleore mod København og stødte til de Neergaard og Albrechtsen i
toget. Kort efter at de tre mænd var ankommet til Christian Winthers Vej 4, ringede det på døren.
Gennem den lille rude i hoveddøren kunne de se, at en større styrke bevæbnede mænd stod
udenfor.
De sprang alle i en fart op på overetagen og besluttede, at Bruno de Neergaard som højtståendemodstandsmand ikke skulle involveres i ildkamp. Han klatrede ud på et karnaptag, hvor en person hverken kunne iagttages fra jorden eller fra noget vindue. Gestapo-folkene slog nu hoveddøren ind og spredte sig i huset.
Netop da var ’Herman’ ved at dreje sin cykel ind på grunden og blev opmærksom på, at et lys var
tændt på et værelse, der tilhørte Arnstedts bror, der var ikke var hjemme. Derfor var det ulogisk, at
lyset var tændt. Dyrberg anede uråd og trak sin cykel videre, mens han lod som ingenting. (…)
Gunnar Dyrberg fandt en telefonboks, ringede op og forstod på svaret, at det måtte være en
Gestapo-mand, der tog den. Han hastede ud i byen i et forsøg på at finde ’NC’, idet han ikke
troede, at kammeraten var nået frem endnu.
Inde i huset lykkedes det via en balkon og en indre trappe Arnstedt og Albrechtsen at liste sig retur
fra overetagen mod trappeopgangen uden at blive set og med skudklare maskinpistoler. De åbnede
gennem et trappevindue ild mod en vagtpost, der sank sammen og var død, hvorefter de stak i løb
over græsplænen. Selv om de blev beskudt, kom de væk.
I mellemtiden havde Dyrberg fundet frem til Albrechtsens logi, hvor de to flygtninge fra
skudvekslingen også søgte hen. De tre tog nu en hestedroske ud til Zonen-chef Christian Kisling
(’Kis’) i Hellerup.
Hos Kisling fik Arnstedt, Albrechtsen og Dyrberg at vide, at gruppefællen Carlo Christensen var
blevet skudt og dræbt, da han og Otto Arndal blev overrasket af HIPO-folk i forsøget på at henstille
gruppens bil i garagen på Bernstorffsvej.
Efter at være kommet over chokket drøftede de forsamlede, om de kunne gøre noget for Bruno de
Neergaard. Konklusionen blev negativ, fordi det ikke mente med så kort varsel at kunne skaffe nok
folk til en direkte kamp med Gestapo.
Slagelse-lederen havde klaret sig igennem ransagningen og holdt om natten antagelig nogenlunde
varmen på karnappen på grund af Arboe-Rasmussens overfrakke. Da det blev lyst om morgenen,
blev kan dog opdaget, tvunget ned og anholdt. Villaen blev få timer senere sprængt i luften.
I øvrigt var (arrestationen) et tilfælde. Gestapo var kommet til ejendommen, fordi man havde
sporet et illegalt våbenlager til lejligheden nedenunder, hvor der ingen var hjemme.
(…)
Side 353:
Tredje juledag 1944 rejste Ellen de Neergaard fra Falster til Roskilde. Det havde hun aftalt med
stationsleder Einar Arboe-Rasmussen i en telefonsamtale 1. juledag. Hun havde dårligt nyt. Efter
dage med angstfyldt venten havde hun juleaftensdag fået brev fra sin mand, Bruno de Neergaard,
om at han sad i Vestre Fængsel. De tog ind til Shellhuset og fik lov til at besøge ham i fængslet,
hvor han var indsat i celle 8. Hustruen besøgte ham derefter hver uge.
”Han sad lænket i den (ene) ende af besøgslokalet, og jeg i den anden, og vi måtte ikke røre
hinanden overhovedet. Udover det, sad der som regel en dansker og lyttede med,” fortalte hun.