Han fik fjenden på besøg

Under reportagerejsen med BT til Frikorps Danmarks tidligere frontområde i Demjansk-kedlen var Magnus Møller, der i 1942 var med i den nazistiske erobrerhær, med på besøg i et privat russisk hjem. Værten var traktorejeren Sergej Petrov i landsbyen Vasiljevsjtsjina, der var knudepunktet for den 1200 mand store frikorpsstyrke, der i maj 1942 blev fløjet ind for at forsvare den korridor, som gav den 95.000 mand store tyske styrke en livline ud fra det omringede område.
Den 53-årige mand har som næsten alle andre russere en familiefortid med faldne under Anden Verdenskrig, men i dag lever han af den blodige fortid i området, hvor østfronten lå fra 1941 til ind i 1944. Sergej Petrov arbejder som en slags mini-entreprenør på kontrakt for den tyske organisation Volksbund, der har ansvaret for tyske krigergrave i udlandet.  Og han har i næsten 20 år serviceret danske, men først og fremmest tyske besøgende, der ønsker at gå på opdagelse i frontområdet – ikke mindst samlere, der har været på lagt efter ‘hundetegn’ og andre militære efterladenskaber.
Petrov har for længst konkluderet, at tyskerne var mere eller mindre nødsagede til at gå i krig, fordi det ellers ville være blevet straffet af nazisystemet. Han har haft sværere ved at forstå, hvorfor frivillige fra det besatte Danmark meldte sig til krigstjeneste i Rusland.
-Men jeg har fået forklaret, at de havde regeringens anerkendelse, og at regeringen ønskede gode forbindelser til Tyskland, siger han til BT med tanke på den samarbejdspolitik, som især udenrigsminister Erik Scavenius stod for.
Læs i BT i morgen, onsdag den 24. december, hvordan besøget med middagsmad hos Sergej og Valentina Petrov forløb.
På billedet står Sergej Petrov som nr. to fra venstre. Længst til højre Magnus Møller.
Det er taget i birkeskoven ved Bolsjoje Dubovisy, hvor der indtil Anden Verdenskrig lå en større landsby. Her udkæmpede frikorpset i juni 1942 voldsomme kampe mod Den røde Hær, og siden har stedet været affolket.
Billedet er stillet til rådighed for dette indlæg af BT’s cheffotograf Bax Lindhardt.

 

Med frikorpsmand tilbage til østfronten

I dag, søndag d. 21. december, begynder en artikelserie om Frikorps Danmark i BT, der kører over seks dage – indtil 2. juledag. I centrum for den er Magnus Møller fra Vejle, der i 1942 var ordonnans for frikorps-kommandør C.F. Schalburg. Han rejste med os til Demjamsk ved Ilmen-søen i Rusland, hvor korpset var indsat maj-august 1942.
Impulsen til projektet kom i juli i år, da jeg blev ringet op af en af mine kontakter gennem flere år, frikorpsspecialisten Lars Larsen fra Randers. Han fortalte, mig, at han sammen med en anden dyrker af de danske østfrontfrivilliges historie, Jens Pank Bjerregaard, ville rejse til det gamle frontområde. Om jeg ville med?

Pensionisten sagde ja tak
Det syntes jeg, lød spændende, og vi kom ind på, at frikorpskommandør C.F. Schalburgs gamle ordonnans, Magnus Johannes Møller, vist stadig var frisk. Det viste sig at være rigtigt, og den 94-årige mand fra Vejle erklærede sig villig til at modtage en invitation. Derefter stod den opgave tilbage at finde et medie, der ville satse på historien, og efter et par uger sprang BT’s søndagsredaktør Jesper Ludvigsen til.
Billedet viser frikorpsveteranen på en russisk krigskirkegård i nærheden af landsbyen Vasiljevsjtsjina, der var i centrum for Frikorps Danmarks indsættelse på tysk side i forsommeren 1942. Det er én af de mange, for egnen omkring byen Staraja Russa i Novgorod-regionen var et af de områder, der var udsat for de største ødelæggelser under krigen. Her forløb et afsnit af østfronten fra 1941 helt til 1944.

En moralsk retfærdig mission
Ud over at tage på en tur på en uaffjedret traktorvogn ad isfyldte veje ud i sumpskoven, hvor C.F. Schalburg  faldt 2. juni 1942, var vi til middagsmad hos vores chauffør og guide Sergej Petrov og hans hustru Valentina, der bød på middagsmad – og dermed inviterede en af de gamle fjender indenfor i deres hus.
Den første artikel i dag i BT foregår imidlertid hjemme hos Magnus Møller i Vejle inden afrejsen. Han har synspunkter, der har tendens i retning af Holocaust-benægtelse. Oplysninger i en nyligt udkommet bog om, at formentlig 10-15 pct. af de danske frivillige tog direkte del i det nazistiske folkemord, gør intet indtryk
Han påpeger, at frikorpset drog afsted til krigstjeneste på tysk side på med den danske regerings godkendelse, og han insisterer på, at han ikke blot selv uretmæssigt blev idømt fængselsstraf efter krigen, men at de over 6000 danske frivillige var på retfærdig og moralsk forsvarlig mission i den antikommunistiske kamp.
Selv rejste Magnus Møller hjem, da hans toårige kontrakt udløb i sommeren 1943. Han blev idømt halvandet års fængsel efter krigen.
Billedet er stillet gratis til rådighed for dette indlæg af BT’s cheffotograf Bax Lindhardt. Tak for det.

Stikker var far til henrettet frihedskæmper

Den 50-årige Rudolf Christiansen – kaldet ‘Hestetyven’ – der 20. april 1944 blev likvideret af Børge Thing (‘Brandt’) og Martin ‘Evald’ Jensen, må have været i en mærkelig sindsstemning de sidste fire måneder af sit liv. Ganske vist får man gennem lokalhistorikeren og forlæggeren Dines Bogøs omfattende udforskning af stikkerens liv – se her på Bogøs hjemmeside – et indtryk af en følelseskold, måske psykopatisk person.
Men hvem kan være helt upåvirket, hvis ens 22-årige søn bliver henrettet? Og så oven i købet for kommunistisk modstandsarbejde, mens faderen gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe Gestapo med informationer, der kunne sætte dem på sporet af det kommunistisk ledede BOPA.

Henrettet sammen med Langå-sabotørerne
Stud.oecon. Georg Mørch Christiansen blev henrettet på Skæring Hede 2. december 1943 sammen med fire andre modstandsfolk, der alle havde været med til sprænge Langå-broerne på den østjyske længdebane et par uger før. Georg Christiansen var blevet kommunistisk engageret under sine studier på Århus Universitet og blev i foråret 1943 engageret i det illegale blad ‘Frit Danmark’. Fra foråret 1943 gik han over til sabotagei den østjyske by, og han blev en effektiv leder for flere sabotagegrupper. Særlig vigtig var sprængningen af den østjyske længdebane 15. august 1943, der standsede trafikken i flere dage på et tidspunkt, da tyskerne var ved at flytte to hærdivisioner fra Norge ned gennem Jylland.
Georg Mørch Christiansen var et af de kapitler i Rudolf Christiansens liv, som han flygtede fra. Han havde i 1920 fået en datter med sin første hustru, der var gravid igen i begyndelsen af 1921. Den senere ‘Hestetyv’ (han fik først tilnavnet i 1939) var på vej til udlandet for en længere periode og forbrugte inden afrejsen de penge, som hans kone og barn skulle have levet af. Hustruen lod sig skille og flyttede tilsyneladende til Vejle. Det var i hvert fald her, hun 14. september 1921 fødte sønnen Georg.

Finansieret af F.L. Smidth-direktør
Rudolf Christiansen blev gift to gange til, og der har næppe været den store kontakt i de mellemliggende år. Men da dødsdommen var faldet i Århus, bad Karen Sofie Mørch ifølge Jørgen Kielers bog Nordens Lænkehunde forgæves sin tidligere mand om at gå i forbøn for sønnen hos tyskerne.
En anden oplysning på Dines Bogøs hjemmeside har et videre perspektiv. Det fremgår her, at Gunnar Larsen – F.L. Smidth-direktør og minister for offentlige arbejder – medvirkede ved finansieringen af ‘Hestetyven’, fordi han fandt hans antikommunistiske agentvirksomhed værdifuldt.
Dermed er Rudolf Christiansen et markant eksempel på, at Gestapo-stikkere begyndte deres meddelervirksomhed som led i de danske myndigheders bekæmpelse af sabotage og kommunistisk virksomhed før 29. august 1943.

Store dusører fra dansk politi
Men han er ikke det eneste. Da de danske myndigheders villighed til at bekæmpe sabotagen kulminerede i efteråret 1942 og foråret 1943, blev der udlovet store beløb i dusører til danskere, der fulgte statsminister Vilhelm Buhls opfordring i sin radiotale 2. september 1942 til at give oplysninger, der kunne bidrage til at opklare sabotagesager.
Jørgen Kieler peger bl.a. med historikeren Henrik Stevnsborg som kilde på, at der 20. februar 1943 i stikbreve blev udsat dusør på 25.000 kr. (svarende til over en halv million nutidskroner) for oplysninger, der kunne ‘føre til pågribelse af fem navngivne og afbildede sabotører. Og dusørerne blev ikke blot udlovet, de blev også udbetalt’.

Tv-program om likvideringen
Hvis du i onsdags ikke fik set programmet på DR-K om likvideringen af ‘Hestetyven’ på værtshuset ‘Rosengården’ i København, kan du se det her frem til 31. januar 2015.
Tak til Dines Bogø, der har stillet to fotos til rådighed for dette indlæg

Nazijæger går ind i sag om dansk SS-vagt

Efraim Zuroff, leder af Simon Wiesenthal-centrets kontor i Jerusalem, har nu lagt sin internationale prestige bag et forsøg på at få de danske myndigheder til at undersøge sagen om den tidligere Frikorps Danmark-soldat Helmuth Leif Rasmussen, der i 1942-43 var med i SS-vagtstyrken i en jødelejr ved Bobruisk i Hviderusland.
Da jeg interviewede den 66-årige Zuroff til dagbladet BT i dag, torsdag, erklærede han sig parat til at ‘tage alle  nødvendige skridt’, herunder at anmelde den 89-årige mand til politiet. Det sker som konsekvens af, at justitsminister Mette Frederiksen har afvist en opfordring til at undersøge sagen, som Zuroff har fremsat i et brev. Ministeren har henvist personer med interesse i sagen – herunder internationale organisationer – til at indgive politianmeldelse.
Det vil han  så gøre, men han fastholder, at den danske regering har det overordnede ansvar for, at sagen bliver taget op.

Hundreder af frikorpsfolk deltog
Helmuth Rasmussens sag kom frem, da historikerne Therkel Stræde og Dennis Larsen i oktober udgav bogen En skole i vold på forlaget Gyldendal. Heri dokumenterer de, at Frikorps Danmark-soldater i langt højere grad end hidtil antaget var involveret i de tyske masseudryddelser af jøder og partisaner ved østfronten. Det kan dreje sig om så mange som 10-15 pct. af de over 6000 frikorpssoldater, mener forfatterne.
De dokumenterer, at de nyankomne soldater fra efteråret 1942 blev placeret i SS-Ersatzkompagnie i jødelejren i Waldlager Kisslewitschi ca. otte kilometer fra Bobruisk. Kompagniet blev brugt som et uddannelsessted for nyankomne frivillige.
Therkel Stræde og Dennis Larsen fastslår i bogen, at Helmuth Leif Rasmussen var med i den indre vagtstyrke, der begik drab og andre grusomheder mod de jødiske fanger.

Andre sager ligner Rasmussens
Rasmussen, der siden 1950’erne har levet under et andet navn, benægter selv på det bestemteste, at han var med i den indre lejrstyrke. Han var kun portvagt, sagde han, da jeg talte med ham i oktober.
– Sagen ligner mange af de sager, vi har fundet frem til gennem Operation Last Chance, siger Efraim Zuroff med henvisning til det program, som Wiesenthal-centret iværksatte for over 10 år siden for at få de sidste gerningsmænd bag Holocaust draget til ansvar.
– Vi håber på en seriøs undersøgelse af de danske myndigheder og – hvis der er grundlag for det – en retssag, dom og straf over Rasmussen og enhver anden nulevende, der deltog i forbrydelserne i Hviderusland, hvis personen altså er i  helbredsmæssigt i stand til at gennemføre en sag.
Zuroff har beskrevet Wiesenthal-centrets program i sin bog Operation Last Chance; One Man’s Quest to Bring Nazi Criminals to Justice.

Fik Jasenovac-kommandant dømt
Efraim Zuroff er den førende internationale nazijæger. Han har overtaget positionen efter den legendariske Simon Wiesenthal (1909-2005), der efter at have overlevet et KZ-ophold begyndte sin dokumentation af forbrydelserne og jagten på gerningsmænd allerede inden, krigen var slut.
Zuroffs største succes var at få bragt kroaten Dinko Sakic, kommandanten over den berygtede Jasenovac-lejr (‘Balkan-halvøens Auschwitz’), for retten i Zagreb. Sakic, der tilhørte den fascistiske Ustasha-bevægelse, blev idømt 20 års fængsel i 1998 for et større antal drab og systematisk tortur i lejren over for jøder, serbere og kommunistiske partisaner. Han døde i 2008, 87 år gammel.
– Den sag overbeviste mig om, at det har ufattelig stor betydning at få bragt nazistiske krigsforbrydere for retten i deres eget land, mener Zuroff.
Han har fået både serbiske og kroatiske hædersbevisninger for sit arbejde med sagen.

Retsforfølgelse af ungarer mislykkedes
Efraim Zuroff havde mindre succes med et forsøg på at få Sandor Kepiro, en gendarimerikaptajn fra Ungarns fascistiske tid, dømt for en massakre i den ungarsk besatte serbiske by Novi Sad i 1942. Det skete på basis af samtidigt retsakter, der imidlertid er omdiskuterede. Den 97-årige Kepiro blev sat under tiltale ved retten i Budapest i 2011, men blev frifundet.
Den kendte ungarske Holocaust-historiker Laszlo Karsai kritiserede ved den lejlighed Zuroff for at være en ‘hysterisk, narcissistisk nazijæger’, der kun er ude efter publicity for at tilfredsstille Wiesenthal-centrets sponsorer. Karsai rejste en bagvaskelsessag mod Zuroff, men den blev afvist.
– Den sag gjorde et stærkt indtryk på mig, og man være opmærksom på, at ‘jagten’ aldrig bliver personlig. Hvis man ikke gør det, kan arbejdet blive altopslugende og have skadelig virkning på en selv og ens familie.
Kepiro-sagen bevirkede, at nazijægeren i 2009 blev æresborger i Novi Sad, fordi han havde kastet lys over grusomhederne i 1942.

Ønskede at forstå tragedien
Efraim Zuroff, der er født og opvokset i New York, flyttede i 1970 som 22-årig til Israel, hvor han leder Jerusalem-filialen af Simon Wiesenthal-centret, der har hovedsæde i Los Angeles. Han er historiker og har fra sin karrieres allertidligste år målrettet specialiseret sig i jødeforfølgelserne før og under Anden Verdenskrig.
– Jeg kommer fra en familie af jødiske undervisere og folk med en stærk tradition for socialt engagement. Som universitetsstuderende var jeg aktiv i jødiske politiske organer. Jeg valgte at specialisere mig i Holocaust-historie, fordi jeg ønskede at forstå, hvordan sådan en frygtelig tragedie kunne ske for mit folk, forklarer Efraim Zuroff.
Han bor sammen med sin kone i Efrat, en jødisk bosættelse på Vestbredden, ca. 12 kilometer syd for Jerusalem. De har 4 børn og 11 børnebørn.
 Simon Wiesenthal-centret driver hjemmesiden www.operationlastchance.org, og Efraim Zuroff har Twitter-adressen (@EZuroff)

Du kan læse mere om Frikorps Danmark-folks deltagelse i folkemordet i dette blogindlæg.

 

 

 

 

 

 

Frode og Frisch – to, der gik hver sin vej

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To af de mest tankevækkende parallelle skæbner fra besættelsestiden er Frode Jakobsen (1906-1997), Frihedsrådets ledende kraft, og den førende socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch (1893-1950). De havde en række træk til fælles, og deres veje krydsedes på hele  fire afgørende tidspunkter mellem 1933 og 1945.
Begge var de topakademikere. Hartvig Frisch, der kom fra en veletableret københavnsk overklassefamilie,  var klassisk filolog og kulturhistoriker. Han havde en ufattelig arbejdsevne, og han vedblev at udgive bøger, efter at han i 1926 kom i Folketinget. 1935-1940 var han politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Den 13 år yngre Frode Jakobsen, der var søn af en friskolelærer fra Mors, blev i 1930’erne cand.mag i tysk og var specialist i filosoffen Friedrich Nietzsche. Da Danmark blev besat var han i gang med at arbejde på en doktordisputats om Nietzsche, men den blev aldrig færdig.

Inspireret af ‘Pest over Europa’
Både Frisch og Jakobsen var overbeviste ateister, og de havde begge en overgang en ikke-afvisende holdning over for kommunister. Hartvig Frisch var i 1920’erne med i kredsen omkring kulturtidsskriftet Clarté, der havde kommunistiske kulturpersonligheder tilknyttet. Frode Jakobsen var i en kort periode indmeldt i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), men blev ekskluderet.
Jakobsen meldte sig i 1934 ind i Socialdemokratiet, fordi han var blevet overbevist om, at en afgørende del af den antifascistiske kamp var kampen for demokratiet. Han var især blevet påvirket af Hartvig Frischs dagsordensættende bog Pest over Europa fra året før, hvori forfatteren kalder til beslutsom kamp mod totalitarismen – forstået som fascisme, nazisme og kommunisme under ét.

Tyskerne krævede Frisch fjernet
Fra dette tidspunkt havde Frisch et urokkeligt ry som antinazist, og efter besættelsen 9. april 1940 var han den første, som tyskerne forlangte fjernet fra det politiske liv.
Den nu 47-årige mand måtte i november 1940 trække sig fra posten som politisk ordfører. Han fortsatte som folketingsmedlem, men tog aldrig ordet. Frisch  udnyttede sin tiloversblevne tid til at blive professor i klassisk filologi (græsk og latin) på Københavns Universitet fra 1941.

Patos på rigsdagstrappen
I sommeren samme år mødtes Frischs og Jakobsens veje for anden gang.
Frode Jakobsen var ved at organisere Dansk Studiering som et netværk, der arbejdede på at forberede en fremtidig aktiv modstand. Man ville gerne knytte kontakter til politiske kredse, og som det mest naturlige tænkte Frode Jakobsen på antinazisten Hartvig Frisch, der selv havde inspireret ham til at melde sig ind i Socialdemokratiet.
Under en samtale mellem de to mænd under en gåtur fra Københavns Universitet til Rigsdagen afviste Frisch imidlertid at deltage, da han forstod, at det var modstand mod besættelsesmagten, det handlede om.
“Jeg glemmer ikke slutningen,” skriver Frode Jakobsen i sin bog I Danmarks Frihedsråd (Gyldendal, 1975).
“Først på Rigsdagens trappe gik det fuldt ud op for ham, hvad mit ærinde egentlig var. Jeg kunne ligefrem se på ham, at han blev forskrækket over, hvad han var ved at indlade sig på. Med patos afviste han mig: Det var ikke regeringens og Socialdemokratiets politik. Vi kunne føre store ulykker ind over vort land. At England og Rusland kæmpede var en anden sag. ”
Hartvig Frisch erklærede, at Danmark måske skulle have kæmpet 9. april 1940, men når først fjenden stod i landet, kunne man ikke kræve det af et folk – lige så lidt som man kunne forlange det af krigsfanger.
“Er det sådan noget, du vil, er det ikke mig, du skal have fat på, men mænd som Christmas,” tilføjede Frisch med henvisning til den konservative John Christmas Møller, der på dette tidspunkt var trængt helt ud af det politiske liv på grund af sine antinazistiske udtalelser.

Sabotage eller terrorisme?
De to mænd fulgte med fast kurs hver deres linje.
I efteråret 1943 blev Frode Jakobsen medstifter af Danmarks Frihedsråd, og Hartvig Frisch støttede samarbejdskursen – også efter regeringens afgang 29. august 1943. Frisch tog også afstand fra sabotagen, som han betragtede som  ødelæggelse af samfundsværdier.
F.eks. sagde han 13. november 1943 i en tale i Studenterforeningen:
“Anderledes med den skjulte, anarkistiske terrorisme, der nu drives herhjemme under navn af sabotage. De herrer fra det selvbestaltede ‘Frihedsråd’ burde læse Gøngehøvdingen, der er en første klasses dansk sabotageroman. Deraf kunne de lære, at der også i dette fag er gentlemen. Jeg bekender åbent, at attentatet på den danske færge, som kostede helt uskyldige mennesker liv og førlighed fylder mig med væmmelse,” sagde Hartvig Frisch med henvisning til en eksplosion på en storebæltsfærge kort forinden.

Striden om likvideringerne 
Den fjerde situation, hvor de to antinazister og socialdemokrater havde et diametralt modsat standpunkt, var den mest dramatiske.
Hartvig Frisch betegnede i eftersommeren 1945 i et radiointerview med Karl Bjarnhof besættelsestidens stikkerlikvideringer som ‘mord’. Den udtalelse har mange modstandsveteraner aldrig glemt ham, og den førte til, at han ved valget i november 1945 mistede sit folketingsmandat.
Frode Jakobsen havde som minister uden portefølje i befrielsesregeringen ansvaret for linjen over for likvideringssager, og hans konklusion blev den officielle: De ca. 400 stikkerdrab var med få undtagelser nødvendige krigshandlinger, og de skulle – af hensyn til de mænd, der havde påtaget sig den ubehagelige opgave – ikke underkastes politimæssig efterforskning.

Frisch kom igen – Frode politisk isoleret
Hartvig Frisch kom hurtigt tilbage i Folketinget og genvandt noget af sin position – ikke mindst fordi han uforbeholdent stod ved sin linje under krigen. Frisch var ikke blandt de mange, som efter 1945 forsøgte at blive modstandsmand med tilbagevirkende kraft. Han var undervisningsminister de sidste tre år før sin død i 1950.
Frode Jakobsen var til begyndelsen af 1970’erne medlem af Folketinget og havde livet igennem en unik aura af førende modstandshelt. Men politisk var han isoleret i Socialdemokratiet – dels måske på grund af sin stædige, moraliserende facon, men sikkert ikke mindst fordi han under besættelsen som socialdemokrat var gået direkte imod partiledelsens faste støtte til samarbejdspolitikken.