Frihedskampens forladte børn

Her er en af de unge familier, der under besættelsen måtte leve med det pres, at faderen forsvandt til en uvis skæbne gennem flere år. Faderen er Elias Bredsdorff, knap 30-årig seminarieadjunkt i Vordingborg, der i efterkrigstiden blev en verdenskendt H.C. Andersen-ekspert. Han spiller en betydelig rolle i bind 1 af mit værk Modstand, der udkommer den 30. oktober på Politikens Forlag med undertitlen Frihedskampens Rødder 1933-1942.
Bredsdorff var nærmest født modstandsmand, idet han i en årrække frem til 1939 var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og en aktiv skikkelse i det kulturradikale miljø i København. At han netop var mere kulturradikal og antifascist end kommunist viste sig i 1939, da han meldte sig ud af DKP i protest mod Sovjetunionens angreb på Finland.

Væk fra familien i to år
Elias Bredsdorff var imidlertid stadig så respekteret en mand blandt kommunisterne, at Børge Houmann kom i tanke om ham, da det senere Frihedsråds-medlem i forsommeren 1942 skulle bruge en rejsesekretær i den nystartede, tværpolitiske Frit Danmark-organisation. Børge Houmann, der allerede levede i dyb illegalitet, fik arrangeret et møde med Bredsdorff og spurgte, om adjunkten kunne tænkte sig at bruge sin sommerferie på at rejse rundt vest for Storebælt for at skabe et landsdækkende netværk af Frit Danmark-kredse.
Det sagde han ja til, og hustruen Marlie Brande tilbragte derfor sommeren alene med de to sønner, 5-årige Mikael (billedet) og den nyfødte Jan. I godt et halvt år blev Elias Bredsdorff ved med at passe sit officielle arbejde, men i maj 1943 var dansk politi så meget på sporet af ham, at han måtte gå under jorden.
I de følgende år blev han i en lang periode den faktiske leder af Frit Danmark i Midtjylland og arbejdede tæt sammen med bl.a. modstandslederen Niels Åge Nielsen. Elias Bredsdorff var flere gange tæt på at blive arresteret, men klarede sig igennem til at blive genforenet med familien ved befrielsen.

Fog, ‘Toldstrup’ og ‘Brandt’ gjorde det også
Også nogle af de kendteste modstandsfolk lod familier med mindreårige børn tilbage. Da det senere Frihedsråds-medlem Mogens Fog i 1942 gik under jorden, stod hustruen Elin tilbage i villaen i Charlottenlund med en søn på otte år, en datter på fire år og en næsten nyfødt datter.
Den senere nedkastningschef Anton Jensen – senere kendt som Toldstrup – efterlod  fru Aase i Skive med en pige på fire år og en dreng på tre, da han gik under jorden i februar 1944. Aase Jensen var gravid og var under jorden, da hun fødte parrets tredje barn, datteren Inge.
Den senere BOPA-chef Børge Thing blev i efteråret 1943 skilt fra familien, da hans jødiske hustru Dora måtte flygte til Sverige sammen med deres ét år gamle datter efter den tyske jødeaktion. Sønnen Morten Thing har i sine to biografier af henholdsvis moderen og faderen givet et billede af angsten og utrygheden gennem forældrenes samtidige breve.

Højre hånd for Houmann
Mens et stort antal mænd forlod deres familier, var det formentlig noget nær enestående, at en kvinde gjorde det samme, da den 23-årige medicinstuderende Birte Høeg Munck (foto herover) efter nytår 1942 gik under jorden, da hun blev centralt placeret i det kommunistiske modstandsarbejde. Hun var kurer og højre hånd for Børge Houmann.
Birte Høeg Munck havde en søn på knap tre år, der blev sat i pleje resten af krigen. Birte Høeg Munck er identisk med den i efterkrigstiden kendte børnepsykiater Birte Høeg Brask – hendes pigenavn, som hun tog tilbage efter skilsmissen fra sønnens far efter krigen.

Efterkrigs-traumer
Netop den faglige viden, hun erhvervede i børnepsykiatri, gav hende senere i livet skrupler over de virkninger, den lange adskillelse havde på hendes lille søn. Det er et aspekt, der er blevet fremdraget af historikeren Morten Møller i hans biografi af Børge Houmann Hvem er Nielsen?
Det er indlysende, at de følelsesmæssige belastninger har været voldsomme, og vi har næppe fået de sidste bøger om, hvordan børn og børnebørn af modstandsfolk har oplevet familiernes efterliv. En del beretninger er for længst offentliggjort, blandt andet i Andreas Fugl Thøgersens bog Modstandskampens børn fra 2013. (Foto fra Elias Bredsdorff: Min egen kurs og Morten Møller: Hvem er Nielsen?)

Læs evt. også dette kapiteluddrag fra det endnu uudgivne manuskript til bind 2 af Modstand, der handler om Mogens Fogs pludselige afrejse fra hjemmet i Charlottenlund i december 1942.

 

Modstandens lange tilløb

Var det ikke sådan, at den lange periode med samarbejdspolitik under besættelsen gav  mulighed for at bygge modstandsbevægelsen op – i stedet for at den var blevet slået ned af tyskerne fra begyndelsen? Det var et spørgsmål, der blev stillet af en af tilhørerne, da jeg forleden holdt foredrag på Horsens Bibliotek i forbindelse med den kommende udgivelse af min bog Modstand.
I spørgsmålet ligger en oplagt parallel til udviklingen i protektoratet Böhmen-Mähren, hvor Reinhard Heydrichs jernhårde undertrykkelsespolitik slog den tjekkiske modstandsbevægelse ned, så den på intet tidspunkt voksede sig stærk.

Legal militær forberedelse
Jeg måtte give deltageren ret et langt stykke. Samarbejdspolitikkens tre og et halvt år i Danmark frem til den 29. august 1943 gav modstanden mulighed for at vinde styrke i et land med en lille befolkning og geografiske forhold, der gav et dårligt udgangspunkt for partisankrigsførelse.
Et markant eksempel er terrænsportsbevægelsen, som f.eks. – her på billedet – den, der blev organiseret af Dansk Samling-manden Hans Mørups Aabenraa-kreds. Det var et af landets første egentlige modstandsmiljøer, der blev virksomt så tidligt som i august 1940.
Med terrænsporten – også kaldet feltsport – udnyttede de modstandsindstillede en af de få muligheder, der stod åbne i de første besættelsesår: at dygtiggøre sig i militære færdigheder og taktik. Øvelserne foregik som regel under kommando af officerer, og de indbefattede ofte skydeøvelser i den stadig eksisterende danske hærs regi.
Mange modstandsfolk begyndte deres antityske aktivitet med feltsport. Den senere jyske nedkastningschef Jens Toldstrups klub i Skive er et kendt eksempel. Det kan i dag undre, at besættelsesmagten gav så lang snor til aktiviteter, der havde et åbenlyst potentiale i illegal sammenhæng.

De provokerende foredrag
Et andet eksempel er historikeren Vilhelm la Cours snesevis af provokerende, nationalt mobiliserende foredrag, der begyndte i 1940. De blev holdt for lukkede, men ofte ganske store kredse – nogle gange op til adskillige hundrede personer. Først i februar 1942 blev der sat en stopper for dem, da la Cour blev arresteret og idømt fængsel.
Reinhard Heydrich, der både var chef for det tyske Sikkerhedspoliti og rigsprotektor i Böhmen-Mähren, fulgte fra sin residens i Prag nøje med i la Cour-sagen – netop fordi han havde et skarpt øje for foredragenes undergravende potentiale.
Tyskerne insisterede på, at historikeren også efter afsoningen skulle sættes definitivt ud af spillet, og la Cour måtte gå i frivillig internering. Baggrunden var, at han blev indkaldt til en samtale med justitsministeren og Justitsministeriets departementschef og fik at vide, at hvis han ikke accepterede en sådan ordning, blev man nødt til at indføre en interneringslov, der ikke blot ville ramme Vilhelm la Cour, men også andre.
Det vigtige er imidlertid efter min opfattelse, at der gik så lang tid, inden der blev grebet ind. Da det skete, var ‘skaden’ sket, og foredragene havde bidraget væsentligt til opbyggelsen af modstandsviljen.

Moderate konsekvenser
Vigtig er også den moderate sanktion over for Vilhelm la Cour. En hårdnakket undergraver som han ville i Heydrichs domæne formentlig uden videre være blevet skudt ned. I Danmark begyndte besættelsesmagten først i 1943 at idømme og eksekvere dødsstraffe.
Indtil sommeren 1943 risikerede de fleste danskere, der tog skridtet ind i den aktive modstand, kun at komme til at sidde i dansk fængsel. Og selv de, der blev sendt til Tyskland til afsoning af tugthusstraffe, havde udsigt til at slippe fra det med livet i behold.
Selv om det danske politi fra sommeren 1942 begyndte at bekæmpe sabotage og illegalt bladarbejde med stor effektivitet, gav den lange periode med samarbejdspolitik og dansk politi- og retsmyndighed alt i alt det danske modstandspotentiale mulighed for en gradvis opbygning, som måske ikke ville være sket i samme grad under andre forhold.  (Foto fra Hans Mørups bog På fløjen)

Nazisterne og flertydigheden

Hvordan kunne så mange danskere mod al sund fornuft blive nazister og dermed vende sig mod det, som resten af befolkningen stod for? Nogenlunde således lød, så vidt jeg husker, et  spørgsmål, da jeg i mandags holdt foredrag i Tønder.
Det skete efter indbydelse fra det lokale bibliotek. Emnet var modstandsbevægelsen, men spørgsmålet om nazisterne var det, der gav den længste ordveksling.

Mange nazister
Godt nok fik Frits Clausens parti DNSAP aldrig mere end tre folketingsmandater, men i forhold til stemmetallet havde partiet mange medlemmer. Den såkaldte Bovrup-bog – en illegal tryksag fra 1946 – omfatter 28.000 navne, adresser og fødselsdatoer på folk, der på et eller andet tidspunkt var medlem af partiet. Udgivelsen, der blev foretaget af tidligere modstandsfolk på basis af DNSAP’s kartotek, havde til formål at miskreditere tidligere nazister i efterkrigssamfundet.
Nazistpartiets medlemstal kulminerede i begyndelsen af 1943 med 19.000 medlemmer, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-45 – og derefter.

Indflydelsesrige højrekredse
Det svar, jeg gav, og som jeg synes, bedst indkredser spørgsmålet, er, at DNSAP’s politik og hele ideologi for visse kredse på højrefløjen fremstod som en rimelig valgmulighed. Højreradikale og fascistiske bevægelser havde medvind overalt i Europa – ikke blot den italienske fascisme og den tyske nazisme, men også de nationalkonservative diktaturer i Ungarn, Østrig og Portugal. I Danmark ønskede forholdsvis brede kredse en ‘stærk mand’ i stedet for den socialdemokratisk/radikale regering – for eksempel den højreradikale Landbrugernes Sammenslutning (LS) med op mod 40.000 medlemmer.

Vikingetids-idealer
Derfor var de danske nazister folk, som man efter mange højreorienterede danskeres opfattelse godt kunne være i stue med og diskutere politik med. Det var folk, hvis synspunkter opfattedes som inden for det rimeliges grænser  – også selv om man måske var uenig i partiets jødehad og partikonceptet, som var et plagiat af Hitler-partiet i Tyskland.
Samtidig var Clausens folk før den 9. april 1940 langt fra at ville gå tyskernes interesser – de stod tværtimod for en yderligtgående dansknational ideologi, der ville genskabe vikingetidens samfundsidealer og have et Danmark til Ejderen.

Vellidt gardeofficer
Et godt eksempel har historikeren Mikkel Kirkebæk givet i sin biografi Schalburg – en patriotisk landsforræder om den senere Frikorps Danmark-kommandør C.F. Schalburg, der i 1930’erne var kaptajnløjtnant i Den kongelige Livgarde. Han havde et tæt forhold til kongehuset, og da han meldte sig som frivillig til den finsk-russiske Vinterkrig i 1939, fik han et brev fra dronning Alexandrine med ønsker om held og lykke. Det på trods af, at C.F. Schalburg på dette tidspunkt ikke blot var medlem af Frits Clausens parti, men var eksponeret i offentligheden som landsungdomsfører for Nationalsocialistisk Ungdom (NSU).
I livgarden var Schalburg en vellidt officerer. De undergivne følte nærmest hengivenhed for ham på grund af hans ildnende engagement. Løjtnant Anton Jensen, der senere under navnet Toldstrup blev nedkastningschef under modstandskampen, så op til C.F. Schalburg og havde samme syn på soldateridealer som denne. Hvordan Jensen så på Schalburgs udtalte jødehad, som kaptajnløjtnanten ofte i tjenesten gav højlydt udtryk for, melder historien intet om.
Da Danmark blev besat, var Schalburg fortvivlet over, at der ikke var blevet gjort modstand. Ud fra hans verdensbillede, hvor militær heroisme var den højst værdsatte egenskab, burde det have været en selvfølge.

9. april satte skellet
C.F. Schalburg er et godt eksempel på, hvor skillelinjen gik for mange danskere. Efter landets besættelse den 9. april 1940, sluttede DNSDAP sig til besættelsesmagten, og i sensommeren 1940 meldte Schalburg sig som frivillig til Waffen-SS. Efter dette tidspunkt hilste gamle officerskammerater ikke på han på gaden, og hans breve til gamle venner fra fronten blev i mange tilfælde ikke besvaret.
Det var med andre ord ikke hans nazistiske ideologi eller hans tydeligt udtrykte jødehad, der gjorde ham til en paria i kredse, hvor han før havde været et værdsat medlem. Det afgørende var, at han havde gjort fælles sag med den magt, der havde besat Danmark.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

Den politiske modstandspioner

Først i løbet af min research til første bind af trebindsværket Modstand gik det rigtig op for mig, hvor stor en rolle politikeren John Christmas Møller – politisk leder for Det konservative Folkeparti i 1930’erne – spillede for den første modstand mod den tyske besættelse.
Mit billede af ham var bestemt af, at han i 1940 meget hurtigt, efter tre måneder, havde måttet gå af som handelsminister på grund af sin tyskfjendtlige holdning. I januar 1941 blev han tvunget ud af Folketinget på grund af sine taler, der ikke ligefrem havde ulovligt indhold, men netop så meget kant, at de skabte en stemning blandt tilhørerne, som tyskerne ikke kunne acceptere.
Senere fulgte hans hyppige taler i BBC’s danske udsendelser fra London. Tiden i London fra maj 1942 og resten af krigen var en meget betinget succes, for han opnåede kun ringe indflydelse – blandt andet på grund af sit kantede væsen og dårlige samarbejdsevner.

Tvungen leddiggang
Så vidt så godt – men derudover udfoldede det sig efterhånden for mig, hvor afgørende hans indsats var i de 15 måneder mellem hans udtræden af Folketinget og flugten til England.
En stor del af perioden levede han i påtvungen lediggang i København. Allerede i december 1940 var ideen blevet luftet for ham, om han kunne tænke sig at rejse til London og blive formand for Det danske Råd og tale i radioen, men af en række forskellige grunde gik måned efter måned, uden at noget skete.
Efter sit farvel til politik måtte han i januar 1941 søge et almindeligt arbejde. Det var vanskeligt, for den 46-årige mand var professionel politiker, der ikke havde prøvet at have en almindelig stilling i 20 år. En landsretssagfører, der var partifælle, gav ham et job som advokatfuldmægtig, men den pirrelige og selvbevidste politiker kunne ikke finde sig til rette i den akavede stilling som lavest rangerende medarbejder på et advokatkontor. Han kunne ikke skaffe sager og forlod stillingen efter fem måneder.

Kontaktpunkt
I stedet skiftede han sin naturlige omgangskreds af konservative politikere og partifunktionerer ud med dem, han i sin dagbog kaldte ‘mine nye venner’. Han omgikkes med f.eks. med efterretningsofficererne Hans Lunding og Svend Truelsen, der drev illegal virksomhed til fordel for briterne ved siden af deres officielle funktioner i Generalstabens Efterretningssektion.
Han holdt også møder med det dansknationale parti Dansk Samlings leder Arne Sørensen og med de konservative erhvervsfolk Erling Foss og Eigil Borch Johansen. De var begge stærkt modstandsorienterede og deltog som kurerer i det illegale efterretningsarbejde ved at bringe efterretninger fra København til Stockholm, hvorfra de befordredes videre til London.
”I det første besættelsesår synes det at have været et problem for den håndfuld folk, som hver for sig spekulerede på, hvad der kunne og burde gøres: hvor kunne de finde ligesindede?” skrev historikeren Wilhelm Christmas-Møller i sin biografi Christmas.
“I den situation blev Christmas Møller et kontaktpunkt mellem modstandens pionerer.”
Han fik den rolle, fordi han – i modsætning til de øvrige aktører – var kendt i den brede offentlighed.

Den faste modstands-garde
John Christmas Møller var den 9. april 1941 vært ved et møde, hvor muligheden for at udgive det første illegale blad i Danmark blev drøftet. Det havde deltagelse af Politiken-journalisten Merete Bonnesen, samt redaktørerne Nicolai Blædel, Erik Seidenfaden og brødrene Peter og Sten de Hemmer Gudme. Der kom dog ikke noget ud af mødet, og der skulle gå yderligere otte måneder, før det første borgerlige undergrundsblad begyndte at udkomme.
I efteråret 1941 fortsatte Christmas Møller sine aktiviteter. Sammen med nogle få andre stålsatte, modstandsindstillede folk, som professor Ole Chievitz og lægestuderende Jørgen Røjel dukkede han op i enhver kreds, der så ud til at have potentiale for aktiv modstand mod besættelsesmagten på et tidspunkt, da tyskerne afgjort så ud til at skulle vinde krigen.

Mødet med Frode Jakobsen
Af særlig betydning blev den kontakt John Christmas Møller fik med Frode Jakobsen på det stiftende møde i organisationen Dansk Studiering. Den erfarne og veltalende Christmas Møller imponerede den kantede, men intelligente og flittige Jakobsen, der blev inspireret til et omfattende diskret organisationsarbejde, der senere skulle blive til Ringen – én af de store modstandsorganisationer.
Chievitz, Røjel og Christmas Møller var også med ved et møde i billedhuggeren og grønlandsforskeren Eigil Knuths lejlighed på Østerbro i begyndelsen af december 1941, hvor ca. 15 personer – bl.a. en række yngre officerer – drøftede muligheder for væbnet modstand. Det blev ikke til noget; tiden var ikke moden.

Det tværpolitiske blad
Det allervigtigste resultat, John Christmas Møller opnåede, var, at han fik kontakt til den kommunistiske lægeprofessor Mogens Fog i efteråret 1941 – og gennem ham til DKP’s partiformand Aksel Larsen, der levede under jorden efter myndighedernes arrestation af kommunisterne.
Det førte i begyndelsen af 1942 til dannelsen af Frit Danmark, den første tværpolitiske modstandsorganisation, der to måneder senere begyndte at udgive det illegale blad af samme navn. Det blev det formentlig mest indflydelsesrige af samtlige illegale blade.
John Christmas Møller holdt også føling med de første faldskærmsagenter, der var blevet udsendt af den britiske sabotageorganisation SOE. Blot en uge før sin afrejse holdt han i sin herskabslejlighed nær Det kongelige Teater en middag for blandt andre de netop ankomne faldskærmsagenter Michael Rottbøll og Max Mikkelsen samt Mogens Hammer, der havde været i landet i nogle måneder.

Kunne ikke holde mund
Den konservative politikers uvurderlige indsats i opbygningen af den tidlige modstand kunne imidlertid også have ført til, at frihedskampen havde fået et helt andet forløb. John Christmas Møller havde en notorisk mangel på security, der kunne have ført til, at en række nogle nøglepersoner var blevet sat ud af spillet.
Han førte dagbog, og deltagerne ved de konspirative møder blev ofte nævnt ved deres rigtige navne. Efterretningsofficererne advarede ham om risikoen for en husundersøgelse. Han begyndte at skrive en slags kodesprog, men havde ikke rigtig fattet pointen.
”Talte om forskellige Planer, som ikke skal gives nærmere Omtale,” var en typisk formulering, der havde været svær at snakke sig uden om efter en beslaglæggelse.
Det er imidlertid noget, først historikerne har kunnet konstatere, for husundersøgelsen kom aldrig. Til gengæld loddede de britiske myndigheder hurtigt John Christmas Møllers indiskretioner; det var en af grundene til, at han til sin forbitrelse blev holdt på afstand af fortrolige oplysninger i sin tid i London.

Første modstandsbind i trykken

Det første af de tre bind af værket Modstand, der er udgangspunktet for min hjemmeside, er ved at være klar. I morgen, mandag, går bindet i trykken på et trykkeri i Finland, og det udkommer fredag den 30. oktober på Politikens Forlag. Det har titlen Frihedskampens rødder 1933-1942 og er på 571 rigt illustrerede sider.
Handlingen begynder omtrent ved Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland, og 1930’ernes historie fortælles gennem beretninger fra personer, der senere skulle vise sig at blive modstandsfolk.
Danmarks besættelse den 9. april 1940 skildres med øjebliksbilleder fra en række steder i landet og med en beretning om danskere, der forsøgte at tage kampen op ved at søge til Sverige, Norge eller til britisk krigstjeneste.
Den største del af bindet handler om modstanden mod besættelsesmagten de første to og et halvt år – frem til september 1942. Det gennemgående vilkår er, at modstandskredsene er små øer i et samfund, hvor det store flertal støtter samarbejdspolitikken, selv om de er fjendtlige over for den tyske besættelse.
Efterretningsvirksomhed, tyskfjendtlige foredrag for lukkede kredse, graffiti og hånende tilråb i biograferne mod de tyske ugerevyer er længe den eneste modstandsaktivitet. Det ændrer sig efter 22. juni 1941, da hele kommunistpartiet bliver illegalt som følge af Tysklands angreb på Sovjetunionen.
De første illegale blade lander i danskernes brevsprækker i efteråret 1941, og demonstrationerne mod Antikominternpagten i november 1941 bliver den første åbne, politiske markering mod besættelsesmagten. Samtidig bliver de første faldskærmsagenter udsendt fra Storbritannien for at stimulere opbygningen af en modstandsbevægelse.
I foråret 1942 bliver et nyt illegalt blad, Frit Danmark, det første tværpolitiske modstandsinitiativ, og samtidig begynder de første tilløb til sabotage. Brandsabotagen mod skibsværftet Nordbjærg & Wedells, der er afbildet på forsiden, fører til en skærpelse af besættelsesforholdene, fordi nybyggede tyske flådefartøjer bliver ødelagt.
Dansk politi bekæmper modstandsgrupperne stadig mere intensivt, og i sommeren 1942 bliver de første illegale bladfolk anholdt og idømt fængselsstraffe. En faldskærmsagent omkommer under skudveksling med dansk politi.
Det er situationen ved bindets slutning, da statsminister Vilhelm Buhl holder sin berygtede ‘stikkertale’, hvori han opfordrer borgerne til at medvirke til dansk politis opklaring af sabotagesager.
Men ‘stikkertale’ var mest et ord, der blev brugt senere, for flertallet af danskere var i september 1942 lydhøre over for Vilhelm Buhls budskab.
Bogens pris bliver 350 kr. inkl. moms.
Som de fleste af den slags initiativer er projektet støttekrævende, og Statens Kunstfond, Interfond, Augustinusfonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Jyllands-Postens Fond og Lademanns Fond har rundhåndet bidraget til udgivelsen.