Hjemmetyskernes sene selvopgør

I 1990 gik den 71-årige Dorthe Pedersen fra Esbjerg forbi en af mindetavlerne i det tyske mindretals mindested på Knivsbjerg mellem Aabenraa og Haderslev for deres omkomne under verdenskrigene – det såkaldte Ehrenhain. Hun fik et chok, da hendes øjne tilfældigt strejfede navnet Niels Riis.
Siden dengang har det ind imellem påkaldt sig offentlig opmærksomhed, at mindestedet ikke blot fremviser navnene på hjemmetyskere, der faldt ved fronten i kamp for Tyskland. Riis tilhørte ganske rigtigt det tyske mindretal, og han var ‘død som følge af krigen’, men dødsårsagen var, at han i 1948 blev henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat gentagne gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagne modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.
Niels Riis’ navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo-medarbejderes navne blevet slettet, og i 2010 blev yderligere to navne fjernet, da det kom for en dag, at de var blevet henrettet af de britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

Lille, men stor forskel
Spørgsmålet om mindelunden på Knivsbjerg blev lige før jul behandlet af historikeren Henrik Skov Kristensen i et kapitel i bogen Forundringsparat – festskrift til Inge Adriansen (museumsinspektør på Sønderborg Slot), der blev udgivet i anledning af hovedpersonens 70 års fødselsdag.
Han tager afsæt i en ændring på mindestedet, der fandt sted i 2012, der umiddelbart virker ubetydelig, men som har dybtgående betydning i forhold til den tyske befolkningsgruppes forhold til fortiden under nazismen. Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedenkstätte (mindested).
Skiftet er fysisk markeret ved, at informationstavlen på billedet herover et sat op ved indgangen til mindestedet for de faldne hjemmetyske Waffen-SS-soldater, mens den sten, der tidligere var stedets vartegn, står mere diskret i baggrunden, men dog synlig fra indgangen.
Den symbolske ændring består i, at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.

Medtog bevidst torturbødler 
Skov Kristensens kapitel handler om den politiske proces lige fra forberedelsen af æreslunden i årene op til 1962 til nutiden.
Det mest opsigtsvækkende, han kan fortælle, er, at folkene bag åbningen af æreslunden helt bevidst tog navne med på mænd, som de vidste, var henrettede torturbødler. Der var ikke tale om ‘smuttere’. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser, at man fuldt ud var klar over de enkelte personers skæbne.
Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under Det tredje Rige var gennemnazificeret, fordi Adolf Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne få grænsen flyttet tilbage til Kongeåen og dermed komme heim ins Reich.

Hovedkraft havde høj post i SS
Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Paul Koopmann, der efter krigen kun fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen-SS, fordi det lykkedes ham at skjule for de danske myndigheder, at han havde haft en høj stilling i SS.
Koopmann arbejdede som betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, der var leder af Germanische Leitstelle, der organiserede rekrutteringen  og den politiske skoling af de SS-frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Norge, Danmark og Holland. Riedweg, der var en schweizisk læge, var én af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005. Koopmann betegnes i SS-personaleakterne som ‘overbevist nationalsocialist og SS-mand’, og det oplyses, at han blev ‘anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål’.
Paul Koopmann ved medlem af amtsrådet i Sønderjyllands Amt fra 1955 til 1970, og han var i fem år i 1970’erne medlem af det tyske mindretals kontaktudvalg til den danske regering.

Indflydelsesrige bøger
Navneændringen på Knivsbjerg er et af de sjældne eksempler på, at historiske bøger får en aktuel politisk betydning. Selv om de drypvise oplysninger om krigsforbrydere på mindetavlerne begyndte at komme frem i begyndelsen af 1990’erne, var det først, da Dennis Larsens bog Fortrængt grusomhed – danske SS-vagter 1941-1945 (Gyldendal, 2010) og Henrik Skov Kristensens Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (Nyt Nordisk Forlag, 2011) udkom, at holdningerne til fortiden i det tyske mindretal begyndte at flytte sig for alvor.
Henrik Skov Kristensen husker også at nævne den afgørende rolle, som chefredaktør Siegfried Matlok, mindretallets førende talsmand gennem årtier, har spillet. Matlok har utvetydigt i sine ledere i avisen Der Nordschleswiger og ved andre lejligheder erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid.
Debatmøder i Sønderjylland har vist udpræget støtte til nyorienteringen blandt de midaldrende og yngre medlemmer af mindretallet. Nogle kredse med rødder i SS-veteranmiljøet er dog imod.

Fårhus-mentaliteten
Skov Kristensen har i Straffelejren grundigt beskrevet den  klassiske hjemmetyske selvforståelse vedr. krigen – kaldet ‘Fårhus-mentaliteten’. Den har som udgangspunkt, at ca. 2500 fra mindretallet gik i krigstjeneste, og over 800 enten faldt eller er savnet.
Dette uhyre offer bragte de ud fra en national loyalitet over for Tyskland – og efter krigen blev alle de frontfrivillige idømt fængsel af det danske samfund. Det, at  man var loyal over for et forbryderisk politisk system, var i mange år ikke et emne til drøftelse. Det samme gælder det forhold, at medlemmer af mindretallet deltog krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
Næsten alle hjemmetyskere, der blev idømt straf – også lederne – blev indsat i Fårhuslejren, hvor mindretallets dømte havde rigelig lejlighed til at vedligeholde opfattelsen af sig selv som ofre for dobbelt uretfærdighed.
Derfor bestod mindretalsledelsen i årevis efter krigen af folk, der også havde haft fremtrædende positioner i det nazistiske system. (Foto: Henrik Skov Kristensen)

 

Buhl – krigens mest omstridte dansker

Blandt modstandsveteraner fra både de højre- og venstreorienterede grupper kalder navnet Vilhelm Buhl på voldsomme følelser. Mange har aldrig kunnet tilgive manden, der i to korte perioder var Danmarks statsminister, hans ‘stikkertale’ i radioen 2. september 1942. Her opfordrede han danskerne til at bidrage til at opklare sabotagesager ved at indgive anmeldelse til dansk politi – ofte mod store dusører.
Da jeg for et år siden besøgte BOPA-veteranen Aage Staffe (‘Lille-John’) få måneder før hans død, spurgte jeg ham, om Vilhelm Buhl efter hans mening var landsforræder. Svaret var: “Ja, når man vil gøre alt for selv at bevare magten, når landet er besat, så er man landsforræder”.
Den tidligere Holger Danske-mand Povl Falk-Jensen (‘Eigil’) har også en uforsonlig holdning til Vilhelm Buhl. Han betegner i sin bog fra 2010 Holger Danske – Afdeling ‘Eigil’ – nærmest med en klang af  Corfitz Ulfeldts faneflugt i 1600-tallet – Buhls tale som ‘højforræderi’.

Tog afstand fra ‘hævnemetoder’
To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29. august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt, og “fortidens hævnemetoder må bandlyses”, som det hed. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.
Man kan i hvert fald roligt sige, at Vilhelm Buhl ikke var den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?

Den reelle leder i tre år
En af de historikere, der har en positiv vurdering af Buhl, er Bo Lidegaard, der betegner ham som den mand, der lige fra Thorvald Stauning død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne før først udenrigs- og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefstyrets linje.
“Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Det skyldtes blandt andet, at han var kendt som en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere og som den, der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav,” skriver Lidegaard i bogen Kampen om Danmark (Gyldendal, 2005).
Buhls holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med at blive et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ‘besværlige’ socialdemokrat som statsminister.

Mistænksom over for kommunisterne
Vilhelm Buhls klare vilje til at bekæmpe sabotagen i september 1942 skyldtes den opfattelse, at en optrapning af modstandskampen ville øge besættelsesmagtens repression og svække de danske myndigheders bestræbelser for at holde samfundets struktur intakt. I den forbindelse var det for ham altafgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.
Og så skyldtes Buhls holdning, at han nok var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent inden for samme kategori.
“Han var blandt dem, der forblev dybt mistænksomme over for kommunisternes rolle i modstandskampen og over for deres intentioner, hvis kampen blev optrappet til et punkt, hvor der opstod mulighed for at likvidere det parlamentariske demokrati,” skriver Bo Lidegaard videre.

Buhl godkendt af Frit Danmark-folk
Jeg stødte for nylig på et eksempel på, at langt fra alle modstandsfolk delte det stærke had mod Vilhelm Buhl.
I februar 1944 udkastede den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes at repræsentanter for ‘de gamle politikere’ og Frihedsrådet.
Måneden efter udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmarks rejsesekretær Elias Bredsdorff ifølge Hans Snitkers bog Det illegale  Frit Danmark (Odense Universitetsforlag, 1977) en rapport efter et besøg hos 18 af 21 større grupper i Midt- og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering, og rapporten var bilagt ni gruppeudtalelser.
“Der er megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dahlgaard,” noterer Bredsdorff i den rapport, han sendte til Frit Danmark-ledelsen i København.
“Der er enighed om, at de helt kompromitterede politikere ikke bør kunne blive  ministre, mens flertallet gerne vil acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.,” hedder det videre.
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ‘stikkertalen’ ville få del i regeringsansvaret.

Det mørke kapitel
Der var altså en grund til, at Vilhelm Buhl kom til magten igen i maj 1945. Der var også en grund til, at den famøse tale aldrig er blevet glemt. Det var ikke bare en enkelt tale, men et symbol på, at Buhl stod i spidsen for et af samarbejdspolitikkens mørkeste kapitler i efteråret 1942.
På intet andet tidspunkt gjorde dansk politi sig så store bestræbelser på at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det skete i høj grad ved hjælp af stikkere.
Det var i den periode, SOE-folkene Christian Rottbøll og Paul Johannesen omkom under danske politiaktioner, og det var i december 1942, at andre tre danske SOE-folk blev anholdt i Tårbæk under forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i kz-lejr i Tyskland.
Politiet gik i det hele taget nidkært til værks og rullede også i flere omgange ledelserne af de illegale blade ‘De frie Danske’ og ‘Frit Danmark’ op.
Det var en periode, hvor besættelsesmagten trængte sig mere og mere ind på den danske politimyndighed med bl.a. tyske politifolks tilstedeværelser under afhøringer, og flere sager blev pådømt af den tyske krigsretter med efterfølgende afsoning i Tyskland.
Det skabte en stadigt voksende usikkerhed, for befolkningen havde ikke mulighed for at gennemskue det skred, der skete.

 

 

 

 

 

 

Stikkerne – og Vilhelm Buhls ‘stikkertale’

Den 16. september 1942  figurerede en annonce i Aarhuus Stiftstidende under overskriften ‘Dusør’. Den var indrykket af byens politimester, der lovede 1000 kr. (svarende til ca. 21.000 nutidskroner) til den, der gav oplysninger, der kunne føre til opklaringen af sabotage-brandstiftelsen på Skorup Jensens Skrædderværksted i Fredericiagade. Firmaet leverede uniformer til den tyske værnemagt.
Det fremgår af historikeren Henrik Skov Kristensens biografi Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent (Nyt Nordisk Forlag, 2010).
Annoncen blev bragt præcis 14 dage efter statsminister Vilhelm Buhls berygtede ‘stikkertale’ i radioen, hvori Buhl erklærede, at den, ‘som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser’.
Buhls og regeringens hensigt med politikken var at holde politi og domsmyndighed på danske hænder.

Angav sin brors gruppe
Tilbuddet om dusør blev en tragisk milepæl i den århusianske modstandsbevægelses historie. Det blev første gang, den dengang 18-årige Grethe Bartram gik til myndighederne med viden om modstandsfolk.
Hun kunne under retsopgøret selvfølgelig ikke dømmes for at have givet oplysninger til dansk politi, men alligevel var netop hendes stikkeri i september 1942 med til at stille hende i et dæmonisk lys, der gør hende velkendt i langt bredere kredse end normalt besættelsestidsinteresserede.
Grethe Bartram gik ikke af vejen for at angive familiemedlemmer eller nære bekendte i det kommunistiske arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Hendes bror, Christian, var blandt de anholdte. Han fik ét års tugthus ved en tysk krigsret, mens tre andre fik domme på ti års tugthus. Dommene skulle afsones i Tyskland, hvor vilkårene var væsentligt hårdere end i danske fængsler.

Ni af ofrene døde på grund af kz-ophold
Men det var nærmest en bagatel i forhold til, hvad der skulle følge. Efter at ‘storstikkersken fra Århus’ i februar 1944 gik i Gestapos tjeneste, angav hun 70 landsmænd, hvoraf adskillige blev underkastet tortur under afhøringerne. 33 blev deporteret til kz-lejr i Tyskland. Ni af dem døde som følge af opholdet, fremgår det af Skov Kristensens bog.
Kritikere af de danske myndigheders samarbejdspolitik – f.eks. modstandsveteranen Jørgen Kieler – har ofte fremhævet, at de danske myndigheders udlovning af dusører i bl.a. sabotagesager førte mange ind på en glidebane, der senere førte de samme personer over i stikkervirksomhed for Gestapo.
I hvert fald melder alle beretninger, jeg har hørt og læst, om, at risikoen for stikkere i de sidste krigsår var allestedsnærværende.

Standard-forsvarsargumentet
Hvis man vil argumentere for, at Buhl-regeringens politik fik den betydning, er Grethe Bartram nok et dårligt eksempel. I betragtning af den totalt hæmningsløse virksomhed, hun udfoldede for Gestapo i krigens sidste 15 måneder, er det svært at tro, at det betød noget særligt, at hun havde givet sine første oplysninger til dansk politi.
Spørgsmålet kan næppe besvares endegyldigt – selv ved den grundigste gennemgang af retsakter fra retsopgørets angiverisager. Alle, der skulle forsvare sig mod en sådan anklage, har formentlig som det første henvist til Vilhelm  Buhls radiotale – og til, at de begyndte deres angiveri, fordi de mente, det var lovligt at hjælpe dansk politi.

Smag for let tjente penge
Men én side af Grethe Bartrams historie er – synes jeg – tankevækkende, når det gælder de danske dusørers eventuelle virkning. Den århusianske pige følte, at hun var ‘født til noget bedre’. Hun ville have penge og hæve sig ud af det fattige arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Jeg tror ikke på, at nogen har været så dumme, at de ikke indså, at det var noget helt andet at gå til Gestapo efter 29. august 1943 end til dansk politi. Men penge kan være en stærk drivkraft. Og hvor mange havde fået så meget smag for de let tjente penge hos dansk politi, at de ikke holdt sig tilbage fra at give det tyske hemmelige politi tilsvarende oplysninger?

Interviewet i 2010
Grethe Bartram blev i øvrigt dødsdømt ved Århus Kriminalret, Vestre Landsret og Højesteret, men hun blev benådet til fængsel på livstid. I 1956 blev hun løsladt efter afsoning i Horserød-lejren.
Hun rejste til Sverige og lever stadig i en alder af 90 år i landsbyen Vessingebro i Falkenberg Kommune i Halland.
Berlingske Tidende opsøgte hende i 2010, da hun var 86 år,  og bragte dette interview (Foto fra Henrik Skov Kristensen: Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent)

En anden af besættelsestidens uhyggelige stikkerskikkelser, ‘Hestetyven’ (Rudolf Christiansen’) er emnet i denne artikel

Vilhelm Buhl og bl.a. hans antisabotagetale – ‘stikkertalen’ – behandles i dette indlæg

 

Skæbnen bag hundetegnet

Et af de opsigtsvækkende resultater på BT’s reportagerejse til Frikorps Danmarks frontområde fra 1942 faldt allerede i lufthavnen i St. Petersburg. Amatørhistorikeren Lars Larsen købte af en russisk kontakt et Erkennungsmarke – et ovalt zinkskilt kaldet et  ‘hundetegn’ – der var blevet tabt ved Demjansk-fronten i 1942, af en russisk kontakt.
Alle frikorps-soldaterne bar et sådant ‘hundetegn’, som i tilfælde af, at soldaten døde, blev brækket over, så den ene halvdel blev brækket af og bevaret, mens den anden halvdel forblev på liget.
Efter vores hjemkomst begyndte den 34-årige murersvend fra Randers sin research i bl.a. datidens tabslister og centralkartotekskort samt i kirkebøgerne på nettet og et lokalhistorisk arkiv.
Det viste sig, at tegnet havde tilhørt den 22-årige Laurits Jensen fra Brovst-egnen i Vendsyssel. Han faldt ved landsbyen Laskaturina ved Velikije Luki julenat 1942.
Lars Larsen fik oplyst mange detaljer om Laurits Jensen og fandt også frem til en nulevende slægtning.

Begyndte studierne som 10-årig
Hans store fritidspassion begyndte allerede, da han var ca. 10 år.
– Jeg har aldrig rigtig været til Anders And, men begyndte at låne bøger på biblioteket.  Jeg husker fra en historietime en film, der hed ‘ De fem år’, der handlede om besættelsen. Den drejede sig mest om modstandskampen, men der var nogle få klip om frikorpset. Det vakte min nysgerrighed, at der var danskere, der gik den vej, fortalte han, da jeg interviewede ham for tre år siden.
Dem var der næsten ikke skrevet noget om på det tidspunkt – kun netop afdøde Erik Haaests trilogi ‘Frontsvin’, ‘Frostknuder’ og ‘Forræddere’.
Over årene har Lars Larsen opbygget en privat samling ved at besøge messer og handle på nettet. Han tager også ud og holder foredrag om sin hobby i Østjylland.
 Læs i BT 2. juledag om, hvilken skæbne der gemte sig bag hundetegnet, som du ser her på billedet. 

 

 

Her ligger dansk massegrav

Her ved denne vej vest for Sankt Petersburg ligger med stor sandsynlighed en hidtil ukendt massegrav, hvor blandt andre over 200 danske Waffen-SS-soldater i 1944 blev kulet ned, fremgår det i den femte artikel i BT’s serie om Frikorps Danmark.
Det er amatørhistorikeren Jens Pank Bjerregaard fra Aarhus nået frem til på baggrund af en research, han tog fat på i 1990’erne. Han har beskrevet historien nærmere i sin bog SS-Regiment 24 Dänemark, som han i år har udgivet på eget forlag. Han har besøgt området omkring 20 gange siden 2010 og har foretaget sine undersøgelser sammen med en tolk.
Han bringer i bogen navne, data og fotos på over 50 af de forsvundne soldater. En af dem er en af Jens Bjerregaards slægtninge, den dengang 26-årige Ole Nielsen, der blev meldt savnet ved landsbyen Vitino.
Soldaterne tilhørte 1. bataljon under Regiment Dänemark, der hørte under Division Nordland. De omkom, fordi de blev massakreret i et baghold af Den røde Hær ved hovedvejen Leningrad-Narva, da bataljonen prøvede at kæmpe sig ud af en omringning og tilbage til den tyske hovedfront om formiddagen 21. januar 1944.
Historikeren Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet, der er Waffen-SS-specialist, mener, at det ikke er usandsynligt, at en sådan massegrav kan ligge på stedet.
-Sådanne grave findes mange steder – både i Narva-området, der var et af de meget hårde afsnit, og langs Østfronten generelt. Der er hundrede tusinder af lig, der ikke er gjort rede for, siger han. (Privatfoto)
 Læs historien i dag, 1. juledag, i BT.