Uddrag fra ‘Modstand-3’: Konservativt håndtryk til kommunisterne

Prøv engang at bemærke den velklædte unge mand til venstre i bagerste række på billedet herover (foto: arkiv.dk). Hans navn er Ole Harkjær Simonsen (1917-2002), 26 år i 1943, bankassistent og formand for Konservativ Ungdom i Gentofte – her sammen med sin bestyrelse. En samtidig beretning fra ham demonstrerer, hvordan de politiske konjunkturer havde ændret sig fra et enigt Folketings vedtagelse af et forbud mod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i august 1941 til de tyske myndigheders overtagelse af Horserød-lejren to år senere, den 29. august 1943.
Spørgsmålet er af betydning for den seneste tids debat foranlediget af et krav fra Horserød-Stutthof Foreningen, der har krævet, at statsminister Mette Frederiksen skal give en officiel undskyldning for Kommunistloven. Interneringen af hundreder af kommunister fik i sidste ende som konsekvens, at 145 Horserød-fanger faldt i det tyske Sikkerhedspolitis hænder, da general Hermann von Hanneken erklærede undtagelsestilstand. De blev deporteret til kz-lejren Stutthof i oktober 1943, og 21 af dem omkom.
Ole Harkjær Simonsen var nær meningsfælle og partikammerat med en anden ungkonservativ, Svenn Seehusen, der i 1941 utvetydigt var gået ind for Kommunistloven med den begrundelse, at kommunisterne var ‘en pestbyld på det danske samfund’. I nedenstående tekstuddrag kan du se, hvordan Harkjær Simonsen, da han i 1943 selv blev interneret i Horserødlejren, kunne se på de DKP’ere, han blev konfronteret med, som ‘nok kommunister, men dog landsmænd’.

Politiske pariaer på grund af Vinterkrigen
Vedtagelsen af Kommunistloven var blevet modtaget med nærmest total tilslutning i pressen og formentlig også blandt vælgerne bag de fem partier, der var parlamentarisk grundlag for ministeriet Staunings samarbejdspolitik.
Baggrunden var, at DKP slavisk fulgte instrukserne fra Sovjetunionen, som man fik gennem Kommunistisk Internationale (Komintern), og Moskva-processerne havde gjort diktatoren Josef Stalins rige lige så berygtet som Nazityskland. En endnu vigtigere årsag til de danske kommunisters paria-stilling var deres støtte til Sovjetunionens overfald på Finland mindre end to år før.
De meget få – især borgerligt nationale som Ole Harkjær Simonsen – der før den 22. juni 1941 havde engageret sig i illegalt, antitysk arbejde, havde på ingen måde opfattet kommunisterne som kampfæller. Tværtimod. Molotov/Ribbentrop-pagten havde gjort Sovjetunionen til en slags allieret for Hitlers Tyskland. DKP forholdt sig neutral i forhold til den tyske tilstedeværelse i landet, og partiavisen ‘Arbejderbladet’ satte den nationale samling under Thorvald Staunings ledelse under pres gennem en aggressiv økonomisk og socialpolitisk linje.
Kommunisternes første illegale publikation ,’Danske Toner’, udkom først måneden efter vedtagelsen af Kommunistloven. En mærkbar ændring i holdningen skete først i løbet af efteråret 1941 under indtryk af den seje russiske modstand og den danske regerings tilslutning til Antikominternpagten i november. Stalin og Sovjetunionen havde nu givet håb om, at Tyskland alligevel kunne tabe krigen.

Konjunkturbestemt håndslag
Ole Harkjær Simonsens indstilling i 1943 afspejler ikke nogen dybereliggende holdningsændring. Han var konservativ hele livet og blev sidenhen i perioden 1973-87 borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hvad man derimod får syn for i hans dagbog fra internatet på Alsgade Skole på Vesterbro i København og tiden som tysk gidsel i Horserødlejren i efteråret 1943, er en mikroversion af den verdensomspændende alliance mod aksemagterne ledet af vestmagterne og Sovjetunionen.
Uddraget herunder, hvori handlingen begynder om morgenen den 29. august 1943, er identisk med den tekst, der er bragt i bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45. Mellemrubrikkerne er dog blevet tilføjet.

—– —–

Udsigterne var skræmmende for flere hundrede danskere, der blev interneret som gidsler på Werner Bests initiativ ved undtagelsestilstandens indførelse. At blive hentet på sin bopæl før daggry af ikke-dansktalende mænd med en ubestemmelig bemyndigelse og uden oplysning om bestemmelsessted var uhørt i det velorganiserede, fredelige Danmark – selv efter tre års tysk besættelse.
Blandt gidslerne var den 25-årige bankassistent Ole Harkjær Simonsen, der var formand for Konservativ Ungdom i Gentofte. Efter at være blevet ført ud af forældrenes hjem på C.L. Ibsensvej blev han gennet op på en overdækket lastbil. Kort efter gik det op for KU-formanden, at også partifællen, kirkeminister Vilhelm Fibiger sad på lastvognens lad.
Kort efter stoppede lastbilen på Baunegaardsvej, og Einar Dessau, direktør i bryggeriet Tuborg, blev ført ud. Harkjær Simonsen fik senere forklaringen på, at Dessau, der var direktør for bryggeriet Tuborg, så hurtigt havde været klar til afgang.
”Han havde siddet i sit Arbejdsværelse og havde læst og (…) var (…) faldet i Søvn i sin Stol. Han vaagnede ved, at Telefonen ringede. Det var Tuborgs Reklamechef, Henrik Kraft, der fortalte, at Undtagelsestilstanden var indtraadt, og at Tyskerne var begyndt at arrestere Folk. (…) Ikke saa snart var Røret lagt paa, førend det kimede paa Døren.”
De to mænd skulle have været til et svæveflyvningsstævne, så Dessau havde en pakket håndtaske stående parat.
(…)
Turen endte ved Alsgade Skole på Vesterbro, som var blevet beslaglagt som internat.
”Her bliver vi stillet op i en Række foran en Maskinskrivningsdame, til hvem vi skal opgive Navn og Data. (…) I den bageste Halvdel af Salen er der stillet Borde og Bænke op, og her sidder de tidligere ankomne.”

Celeber forsamling i internatet
Ud over den imposante Ole Bjørn Kraft var en af de første, KU-formanden fik øje på, Aksel Møller – en anden førende konservativ. Kort efter genkendte Ole Harkjær Simonsen blandt de stadigt nye ansigter sin KU-ven Erik Haunstrup Clemmensen. Han var med kun 22 år et af de yngste gidsler.
(…)
Sammensætningen af arrestanterne viste, at tyskerne godt vidste, hvor modstandsmiljøerne fandtes. Af de ca. 140 internerede repræsenterede knap 20 Det konservative Folkeparti eller KU politisk.
Fra de tre andre samarbejdende partier var der en enkelt politiker fra Det radikale Venstre, men ingen Venstre-folk og socialdemokrater.
Flertallet af de personer, der nu skulle overnatte nogle nætter på madrasser i klasselokaler og gymnastiksalen, var prominente i en eller grad inden for den akademiske verden, bladverdenen, kulturlivet – og altså politik. Tilsyneladende havde mødet med et større antal ligestillede taget toppen af den dystre stemning hos de fleste.
”Jeg så lutter kendte ansigter, alle meget ældre end jeg. (…) De fleste kendte jeg kun fra aviserne,” fortalte den dengang 31-årige forlagsredaktør Bo Bramsen, der var én af de internerede.
”Det så sandelig ud til at være en meget celeber forsamling. (…) Snakken gik som til et cocktail-party, skønt klokken endnu ikke var seks om morgenen.”
(…)

Værdsat konservativ fængselspræst
Fredag den 3. september blev de fleste af gidslerne transporteret til Horserødlejren. Det indebar en sammenføring af to mildt sagt forskellige fangegrupper.  I lejren sad de 145 tilbageværende kommunister, der på grund af justitsminister Thune Jacobsens efterladenhed den 29. august 1943 ikke blev lukket ud i tide til, at de de kunne slippe væk, inden tysk militær overtog lejren.
”Kommunisterne reagerede meget forskelligt, da de saa os. Nogle ganske enkelte skulede ondt til os, en Del saa ganske ligegyldige ud, mens Resten vinkede til os med store Smil. Særlig Amby fik mange genkendende, venlige Tilraab,” skrev Ole Harkjær Simonsen i sin dagbog.
Henvisningen gælder det konservative folketingsmedlem Kristen Amby, der fra sin stilling som fængselspræst i Vestre Fængsel var stærkt værdsat som kontaktperson mellem de fængslede kommunister og deres familier.

Afviste kommunistisk opvartning
Folkene fra Alsgade Skole fik ved ankomsten at vide, at kommunisterne, der havde gjort barakkerne klar til de nyankomne, i fremtiden skulle gøre rent for dem.
”Vi ønskede naturligvis under ingen Omstændigheder, at skønt Kommunister, så dog Landsmænd skulde varte os op, og det blev meddelt Tyskerne. Og de maabede! Det kunde de ikke forstaa, og det kunde vi godt forstaa, at de ikke kunde forstaa,” skrev den ungkonservative politiker.
For Arne Jepsen, telegrafist og DKP’er, var de nye fangers ankomst også en markant begivenhed.
”Nogle var som isbjerge at passere, de hilste ikke, så os ikke,” skrev Arne Jepsen.
”Andre hilste derimod gerne, ja, indlod sig endda gerne i samtale med os, skønt vagterne gjorde nogle valne forsøg på at holde skidt for sig og kanel for sig. Den sidste kategori startede endda en indsamling af cigaretter og tobak til os veteranfanger.”
(…)

I fængsel for 9. april-demonstration
Det var anden gang under besættelsen, den ellers ustraffede (Ole Harkjær Simonsen) var berøvet sin frihed. Han havde  deltaget i antinazistisk arbejde allerede fra 1940. I begyndelsen af april 1941 havde han som KU-formand stået bag opklæbningen i Gentofte og de nærmeste nabokommuner af flere tusinde mærkater på lygtepæle, plakatsøjler, vinduer, postkasser og lignende med påskriften ’Vi mindes de faldne, 9. April ved at flage på halv, ved at bære sort Slips og Sørgebind.’
Det gav ham en dom på 20 dages hæfte ved Københavns Byret til afsoning i Vestre Fængsel.

Uddrag fra Modstand 2 + 3: Da Horserød-fangerne blev prisgivet

I uddragene her fra Modstand skildres den dramatiske nat, da regeringens varsling om besættelsesmagtens overtagelse af Horserødlejren udeblev med det resultat, at 145 kommunister nu blev tyske fanger, samt døgnet en måned senere, da de samme fanger blev sendt til kz-lejren Stutthof.
Teksten er identisk med ordlyden i de to citerede bind af Modstand bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

(Fra bind 2 af Modstand: ‘Samarbejdets fald 1942-1943’)
Lige før midnat fredag den 28. august 1943 bankede det på ruden til Martin Nielsens værelse i hans
barak i Horserødlejren. Det var en fængselsbetjent, som det 42-årige tidligere folketingsmedlem kendte som ’absolut pålidelig’ og med sympatien på fangernes side.
”Jeg lukkede op, og ind sprang som så ofte før den (…) unge fængselsbetjent,” skrev Martin
Nielsen i sin erindringsbog Rapport fra Stutthof.
Betjenten var drivvåd og tilsølet, for det regnede uophørligt.
”Dens monotone pisken på barakkernes tage, vinduer og trævægge gjorde sit til at forstærke den almindelige spænding,” erindrede de interneredes førstemand.
Fængselsbetjenten havde løbet og var hektisk.
”Han smed sin stålhjelm på bordet, tørrede vandet af sit ansigt, tændte en af mine cigaretter, der lå på bordet og sagde så:
– I må gå nu, det er på høje tid.
– Vi kan ikke, du ved, vi må vente på den besked.
– Skid på den besked. Du bør i hvert fald gå. Du kan få penge af mig og min kærestes adresse i
København. Hils hende fra mig, og hun vil skjule dig, til du får forbindelse med dine kammerater.
– Jeg kan ikke.
Han masede cigaretten ud, sprang ud ad vinduet, og hans sidste ord i regnen var:
– Endnu en time står jeg ved sydhegnet.
Og væk var han.”

Justitsministeren lovede advarsel
Den besked, som Martin Nielsen omtalte, henviste til en underhåndsaftale mellem kommunisterne og de danske myndigheder. I statsminister Thorvald Staunings tid havde han skrevet et brev til justitsminister Eigil Thune Jacobsen og opfordret ham til at beordre lejrportene åbnet i tilfælde af, at tyskerne overtog magten. Det ville Thune Jacobsen ikke på grund af frygt for repressalier, hvis man uden varsel løslod flere hundrede potentielle sabotører. Men man lovede at give de internerede besked, hvis der skete nogen afgørende udvikling i det danske samfund.
Landsretssagfører Carl Madsen, der sad i fangernes forhandlingsudvalg, drøftede kort før den 29. august spørgsmålet med lejrinspektør Cuno Gjerstrup, som de internerede opfattede som relativt smidig og fair. Gjerstrup garanterede ifølge Madsens erindringer, at der ville blive signaleret med ringning med klokken foran lejrens spisesal, og at fangerne ville få et par timers forspring. (…)

240 fanger til stede
Tidligere på dagen havde dansk politi i to busser transporteret ca. 30 kommunister og tidligere spaniensfrivillige fra Vestre Fængsel til lejren. Stemningen var præget af situationen, der især efter sprængningen af Forum var på bristepunktet.
”Hvis vi var Jer, ville vi beholde bukserne på,” sagde en af betjentene.
”Der er større chance for flugt fra Horserødlejren, end der er fra Vestre Fængsel.”
Med de nyankomne talt med sad der i døgnet op til den 29. august 1943 ca. 240 kommunister i lejren. Mange havde lige siden sommeren 1941 været indespærret bag det fire meter høje pigtrådshegn afbrudt af perioder i Vestre Fængsel.

Optræk til noget afgørende
En af fængselsbetjentene havde været på besøg hos sin familie i København og ankom samme aften til stationen i Helsingør på sin vej tilbage. Han kunne ikke undgå at bemærke det usædvanligt store antal tyske soldater, og han skulle vise Ausweis gang på gang. Det var tyske elitetropper, der var trukket fra Norge til Helsingør, og fængselsbetjenten gjorde sig sine tanker om, hvad de skulle bruges til.
Han cyklede til Horserød, og da han ankom hen ad midnat, gik han straks til inspektionsbetjenten og rapporterede sine observationer, men han blev affærdiget.
”Vi vil få besked fra højeste sted, hvis der sker noget afgørende i det danske samfund,” sagde den overordnede.
”Gå over til Deres kvarter og mød igen i morgen!”
Forinden opsøgte betjenten sin kollega, der gik ’hegnsvagt’ ved den ’lille lejr’ – det ene af de to barakbyggerier, der også gik under betegnelsen ’nye lejr’ – og gav ham besked. Det var denne fængselsbetjent, der umiddelbart efter advarede Martin Nielsen.

To betjente går i aktion
I ’store lejr’ – også kaldet ’gamle lejr’ – der lå inde i skoven, var fængselsbetjentene i vildrede. De diskuterede, om de skulle åbne portene, skyde varselsskud eller noget andet. To betjente gik til inspektionsbetjenten, og mens de stod på hans kontor, kom en politibetjent på motorcykel forbi og fortalte om de tyske soldaters ankomst til Helsingør. Inspektionsbetjenten gav imidlertid samme besked: at man skulle forholde sig afventende.
Fængselsbetjentene befandt sig stadig på kontoret kl. ca. 02.30, da en deling tyske soldater ankom i deres køretøjer og skød omkring sig – dog uden at ramme nogen. De to betjente forlod kontoret ad bagdøren og løb over mod ’store lejr’ ad en sti, mens de tyske soldater omringede ’nye lejr’ og erklærede Horserødlejren for at være under tysk kommando.

Overrumplingen
Indtil dette tidspunkt havde Martin Nielsen ligget med tøjet på i sin seng.
”Der var kvalmende varmt i værelset på grund af alt det papir, jeg havde brændt i kakkelovnen. Jeg drak en bajer, jeg havde stående. Så hørte jeg hurtige, snublende skridt ude fra den lange korridor. Min dør rives op, og ind stormer den kammerat, der havde vagten i vor barak:
– Tyskerne er her, de har besat lejren. Vi er omringede.
Ordene kom i stød og snublede over hinanden.”
De to gik sammen ud på gangen og hen i barakkens køkken, hvorfra de kunne se op til lejrens spisesal og vagtbygning, der lå uden for pigtråden.
”I skæret af den elektriske lampe, der hang over vagtstuens dør, kunne vi gennem regntykningen se skikkelser bevæge sig frem og tilbage. Når de passerede den elektriske pære, så vi, at deres kapper faldt i det grønne. Jo, tyskerne var der,” erindrede Martin Nielsen.

Uheldigt valg
En anden af folkene i den nye lejr var den 41-årige telegrafist Arne Jepsen, der havde siddet i Horserød siden 1941. Han vågnede ved lyden af tunge støvletramp på gangene.
”Døren til kammeret blev revet op, og en lommelampe skar i øjnene. Et par kappeklædte skikkelser stod som silhuetter mod gangens lys,” skrev han i en erindringsbog.
(…)
Arne Jepsen havde grund til at fortryde, at han ikke havde lyttet til kammeraten Ras, som han havde besøgt i den gamle lejr aftenen før.
”Bliv hellere herovre (…). Der sker måske noget i nat,” have Ras sagt.
Jepsen var enig, men mente, at hvis der skete noget i den ene afdeling, skete det vel også i den anden.
(…)
”Nu blev der skudt ovre ved den store lejr. Seks, syv hastige skud,” skrev Arne Jepsen videre.
”En lille pause og så en serie fra en maskinpistol, der gnældrede arrigt. Og endnu et par geværskud, der klang så langt mellem de regnvåde stammer. (…) Så blev der igen stille. Meget stille. Kun den aftagende regn silede med en svag susen.

Den halvhjertede bemærkning
Helt præcis var det lykkedes 107 fanger at flygte fra den gamle lejr, inden tyskerne ved daggry blev klar over, at det ikke var hele Horserødlejren, de havde besat. 12 blev pågrebet i skoven umiddelbart efter, men det lykkedes 95 at komme ud i friheden.
De ca. 145 tilbageblevne fanger, der blev resultatet af den udeblevne frigivelse, er et af de sorte kapitler fra de tre og et halvt år med samarbejdspolitik – på linje med kommunistinterneringerne og kommunistloven i 1941, politidrabet på Michael Rottbøll i september 1942 og arrestationen af tre faldskærmsagenter i Skodsborg i december 1942 på dansk politis eget initiativ.
Der blev ikke givet den instruks ned gennem systemet, som var blevet stillet i udsigt efter det ministermøde, der endte med, at statsminister Erik Scavenius måtte meddele Werner Best afslag på det tyske ultimatum.
”(Thune Jacobsen sikrede) sig ikke, at Scavenius rent faktisk havde hørt hans uengagerede og henkastede randbemærkning om kommunisternes skæbne i interneringslejren,” skrev retshistorikeren Henning Koch i 2002.
En anden historiker, Morten Møller, har i tilspidset form sammenfattet den kommunistiske opfattelse af Horserød-fangernes skæbne:
”Staten havde efter i flere år nidkært indfanget politiske fjender og gjort dem klar til sydlig eksport sammen med de mange landbrugsvarer, som gik samme vej. Regeringen havde ikke alene serviceret det tyske marked med smør, flæsk og andre lækkerier. Den havde på sin sidste arbejdsdag også været leveringsdygtig i politiske modstandere til de tyske koncentrationslejre.”
Ingen historiker har fundet belæg for, at ’forglemmelsen’ skulle skyldes ond vilje fra Thune Jacobsens og regeringens side, men omvendt har paratheden til at sætte ind med vægt og risikere noget for at redde kommunisterne været lav.

—– —–

(Fra bind 3 af Modstand: ‘Den skærpede kamp 1943-1944’)
Endnu før dæmringen, kl. ca. 4.30 (en måned senere – den 2. oktober 1943), dundrede geværkolber på dørene i de 145 kommunistiske fangers barakker i Horserødlejren. Aufstehen, Heraus!! lød det fra de tyske vagter.
”Overrumpling. Bange anelser. Vi spurgte og gættede, mens vi fumlede os i tøjet. Var der mon rendt nogen? Skulle der skydes gidsler?” erindrede den 41-årige telegrafist Arne Jepsen.
”Natten var råkold og klam af drivende fugt. To rækker af fanger groede sig længere og længere ned over pladsen. De sidste kom halsende og sluttede op. ”
To tyskere begyndte at tælle op og nåede det rigtige antal.
”Om en halv time skal I stille op igen og kun medbringe den nødvendigste bagage. Vi skal forlade lejren. Hvorhen siges der ikke noget om,” lød beskeden fra vagtkommandøren.
”Foran og bagved gik vagterne med maskinpistoler. (…) Så kom de tyske militærvogne duvende ud af den drivende dis og bakkede op foran hegnsporten,” skrev Arne Jepsen videre.

Kurs mod syd
En anden af fangerne i geleddet var Martin Nielsen (…). Han genkendte en mand i SS-uniform, der trådte ud af en personbil. Det var Friedrich Jaensch, som et år før – dengang i civil – havde afhørt Nielsen i Vestre Fængsel.
”I dag optrådte han altså som SS-mand (…). Efter at jeg havde set ham, var enhver tvivl borte:
Rejsen gjaldt Tyskland,” noterede Martin Nielsen, som af sine kammerater og medfanger blev betragtet som leder.
”Så kørte vi. Danske myndigheder havde i sin tid kørt os til Horserød, nu kørte de tyske os derfra.”
Nielsens bitre bemærkning tager samarbejdspolitikernes grove svigt den 29. august 1943 på kornet. Det skulle i efterkrigstiden blive udgangspunkt for den mest udbredte modfortælling til konsensusudlængningen af Danmarks besættelsestid: Historien om, hvordan myndighederne i 1942/43 bekæmpede de kommunistiske modstandsgrupper energisk og til sidst overlod en større gruppe danske statsborgere til deres skæbne ved at undlade at åbne Horserødlejrens porte, da tysk erklæring af militær undtagelsestilstand syntes at være umiddelbart forestående. Kortegen satte i gang.
”Snart sad vi igen på de medbragte kufferter, som måtte aflaste de alt for få bænkepladser (…) De våde presenninger klaskede i fartblæsten,” erindrede Arne Jepsen.
De kørte ind i København ad Lyngbyvejen.
”I nogen tid fulgtes vi af en mand på cykel,” skrev Martin Nielsen.
”Og han var ikke i tvivl om, hvad der var los. Det var nemlig en af vore kammerater, som den 29. august var flygtet fra Horserød. (…). Vi fortsatte ud på Langelinie, der var stærkt afspærret.”

‘Gode miner til slet spil’
Yderst ved Langelinie-molen lå ’Wartheland’ med hagekorset vajende i mastetoppen.
”På dækket gik bevæbnede gestapoofficerer rundt med revolvere i hænderne. Ud for skibet standsede vort biltog.”
Ledsaget af tilråbene ’Los! Los!’ ilede mændene op ad landgangsbroen, tværs over dækket og forud langs styrbords ræling.
”Dybt nede vaskede blygrå bølger mod skibssiden. Så gik det ned ad en smal lodret jernstige med kufferten i den ene hånd, dinglende over afgrunden ned til lastens bund, syv meter under vandspejlet,” mindedes Arne Jepsen.
De kommunistiske fanger tilbragte hele sejladsen til Swinemünde (i da Swinoujscie) i lastrummet Der gik dårligt et minut, uden at de tænkte på risikoen for at drukne som mus som følge af torpedoer fra ’vennerne’ i Royal Air Force eller de sovjetiske ubåde – eller risikoen for minesprængning.
”Vi må håbe på gode miner til slet spil,” sagde fangerne galgenhumoristisk til hinanden.

Solidaritetshilsner
Først da de kom op på dækket før ankomsten, gik det op for dem, at jøderne var om bord. DKP’erne kunne stå og se på, mens de blev gennet ned ad landgangen og ind i nogle godsvogne.
”Hold jer ranke,” råbte en af kommunisterne over mod jøderne.
”Vi holder os ranke. Vær hilset landsmænd,” lød en stemme ovre fra vognen.
Så vidt kommunisterne kunne høre og se var det overrabiner Alex Friediger, der også var blevet afhentet i Horserødlejren.
Toget med godt 200 danske jøder satte kurs mod Theresienstadt i Böhmen, mens kommunisterne blev sendt nogle hundrede kilometer stik østpå til Stutthof-lejren ved Danzig (i dag Gdansk).

Uddrag 9 af ‘Modstand-4’: Katastrofen på Harsdorffsvej

Den præcise dagsorden for et ledelsesmøde i Holger Danske på Frederiksberg i efteråret 1944 er ukendt, men det drejede sig sandsynligvis især om rygterne om en forestående vestallieret landgang i Danmark.
Teksten herunder er taget direkte fra bind 4 af Modstand. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —– —–

Som en regulær militærstyrke var Den danske Brigade naturligvis også på tæerne, jo flere forlydender der kom om en forestående invasion.
”Møde hos generalen. Der er ting, der tyder på, at vores afmarch er nært forestående. Orlov er inddraget” skrev oberstløjtnant F.L. Hvalkof i sin dagbog den 4. september 1944.
Grundlaget var oplysningerne fra oberstløjtnant Nordentoft i Stockholm.
Sidst på formiddagen samme dag punkterede Gunnar Dyrbergs cykel, da han var på vej til Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg. Villaen tilhørte den 57-årige grosserer Gunnar Bomhoff og hans 53-årige hustru Ada. ’Herman’ havde dermed overtrådt et fundamentalt princip i det illegale arbejde: altid at komme præcis til møder. Han trak nu cyklen.

Agent aftvunget oplysninger under tortur
Det vides ikke præcis, hvad dagsordenen var, eller hvem der skulle deltage, men den nu arresterede Frantz Lassen var formentlig blandt de inviterede. Special Forces lagde nemlig en voksende vægt på skibssabotage, og det havde Lassen forstand på fra uddannelsen i England.
Ifølge historikeren Peter Birkelund var Frantz Lassens forklaringer under tortur formentlig årsagen til, at mødet blev røbet. Dyrberg priste sig lykkelig over at være forsinket.
”Det myldrede med mennesker (…) Jeg trak min cykel forbi og blandede mig i opløbet for at få noget at vide,” erindrede han.

HD-leder såret, men slap væk
Tysk politi var mødt op på netop det aftalte mødetidspunkt.
”Heldigvis havde tyskerne overset, at villaen lå for enden af en meget lang indkørsel, så mine kammerater blev advaret i god tid. Efter en skudveksling lykkedes det dem at slippe væk.”
Kriminaloverbetjent Olav Bertelsen (’Jønsson’), der havde haft illegalt logi i villaen, blev dog såret, men slap også væk – ud af et vindue, hen over garagetaget og derefter over et plankeværk. Få minutter efter kom ’Bergstrøm’ intetanende op ad havegangen.
”Da han næsten er nået op til villaen, opdager han tyskerne og vender om (…). Tyskerne bliver så overraskede, at de ikke når at skyde, men de optager straks forfølgelsen,” skrev Dyrberg.

Fatal betænksomhed
En udrykningsvogn fra Frederiksberg Politi kom til området efter at være blevet tilkaldt på grund af skuddene og tog den panikslagne Knud Larsen op et stykke fra Bomhoffs hus. Gestapo ankom kort efter til stationen og forlangte manden udleveret.
Situationen blev endnu værre, da han var ved at blive ført bort. En af de danske betjente gjorde opmærksom på, at han havde glemt sin mappe. Den indeholdt materiale, der belastede Knud Larsen yderligere. Han blev straks ført til forhør hos Ib Birkedal Hansen på Shellhuset.

Velbegrundet frygt
Muligheden for, at chefen var arresteret, dæmrede for Hans Edvard Teglers allerede få timer senere, da ’Bergstrøm’ ikke kom til et møde. Teglers pakkede sine ting sammen i sit illegale logi på klostret på Bernstorffsvej samme nat. Blot tre timer senere rullede to lastbiler og en lille personvogn op foran klostret, og svært bevæbnede politisoldater sprang ud.
”De blege, forskræmte damer kom frem i deres slåbrokker og med håret i uorden,” skrev Teglers.
Dagen efter, den 5. september 1944, holdt Holger Danskes afdelingsledere møde hos Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’) i hans forældres hjem på Spurveskjul 4 på Frederiksberg. Atmosfæren var tung af den kun alt for velbegrundede frygt for, hvad der kunne være sket med chefen.  Drøftelserne gik nu på, hvordan organisationen skulle føres videre, og samtidig besluttede man at mobilisere på grund af rygterne om invasion, så alle grupperne samlede sig på koncentrationsstederne.

Nervekrig med raglanklædte mænd
Som en akut opgave skulle et våbendepot straks flyttes.
Røjel, ’’Sjørn’ og O.C. Brøndum tog af sted sammen med den 32-årige malermester Hagbard Friis Jensen (’Julius’), der havde depotet i sit malerværksted på C.F. Richsvej 142 – også på Frederiksberg. Desuden havde organisationen i Friis Jensens garage en stor, benzindrevet bil, der var taget fra Gestapo.
”Vi var alle udstyret med pistoler og ’ananas’, og jeg havde desuden en violinkasse, hvori min svenske Husquarna-maskinpistol lå skudklar,” erindrede Jørgen Røjel.
”Da vi kom ad Richsvej-Grøndalsparkvej-krydset, stod vi af taxien og slentrede to og to ned mod værkstedet (…). Der var en påfaldende uro i gadebilledet – især var der en forbavsende masse civilklædte herrer i raglanfrakker.”
Trods de urolige anelser fortsatte de mod garagen og lukkede døren op, men bilen var væk.
”Gestapo havde altså været der først og var her måske endnu. Hurtigt trak vi os (…) ned mod ’Julius’’ lejlighed. Jeg pakkede maskinpistolen ud af violinkassen, mens de andre tog ladegreb på deres pistoler. Det var mørkt, og det støvregnede.”
Hagbard Friis Jensen var kommet noget foran og ind i sit hjem, uden at kammeraterne havde set det. Her ventede Gestapo, men malermesteren undgik arrestation ved at springe ned ad sin kældertrappe og flygte trods beskydning. De øvrige tre mænd gik i dækning bag et stendige, og mens de lå der, kom en af de raglanklædte mænd imod dem.
”Pludselig drejede gestapofolkene om og fjernede sig med raske skridt. (…) Det sidste, vi så til fjenden, var, at der kørte et par biler væk fra garageanlægget og svingede forbi os,” skrev Røjel.

19-årig skudt og dræbt i garage
Forklaringen var, at der var tale om patruljerende gestapofolk, efter at en anden aktion allerede var gennemført. Tre andre Holger Danske-folk havde kort forinden været på adressen. Det var Gert Jæger Jensen (’Gertsen’) med to af sine gruppemedlemmer, den 19-årige stud.jur Kai-Ole Hammerich og en mand med dæknavnet ’Niels’. To tyskere, der ventede på dem i værkstedet, holdt dem op, og da frihedskæmperne prøvede at slå sig fri, blev Kai-Ole Hammerich skudt og dræbt, mens Gert Jæger Jensen blev alvorligt såret i brystet. Det lykkedes imidlertid ’Gertsen’ at dræbe den ene tysker med et samtidigt affyret skud, hvorefter han spillede død.
Den overlevende tysker låste ’Niels’ inde i selve depotrummet, hvorfra ’Niels’ dog flygtede gennem et vindue. Da gestapomanden kom tilbage med en kollega i den tro, at både Hammerich og Jæger Jensen var døde, blev han skudt og såret af ’Gertsen’ med en pistol, som han i mellemtiden havde fisket frem fra sin rygsæk. Det lykkedes med stort besvær Gert Jæger Jensen at komme ud af området. Han blev behandlet på et illegalt lazaret, og det lykkedes ham at holde sig på fri fod, indtil han fem måneder senere blev transporteret til Sverige.

‘Bergstrøm’ pint ihjel
Røjel, Brøndum, ’Sjørn’ og Hagbard Friis Jensen var med andre ord tæt på at gå i fælden hos gestapofolk, hvis sindsstemning må have været præget af, at en kollega netop var blevet dræbt og en anden såret. At Gestapo havde fundet depotet og sat sig til at vente, var sandsynligvis endnu et resultat af Ib Birkedal Hansens afhøring under tortur af ’Bergstrøm’, der nu havde været i tyskernes vold i halvandet døgn. Få dage senere, den 9. september 1944, døde Knud Larsen.

Uddrag 8 af ‘Modstand-4’: Forfatter i kamp for sin henrettede fars eftermæle

Diskussionerne om fordeling af skyld og hæder fra modstandskampen under den tyske besættelse er mange. En af de mest indædte har drejet sig om de forklaringer, som den nordjyske modstandsleder Poul Larsen i december 1944 blev aftvunget under tortur af Gestapo på Højskolehotellet i Aalborg.
Veteranerne fra modtagechefen Jens Toldstrups organisation har lige siden krigen stået på, at Larsen, der var politifuldmægtig ved Aalborg Politi var for nysgerrig og derfor vidste for meget – og derfor også var i stand til at røbe katastrofalt meget under de pinlige forhør.
I kampen om eftermælet har Toldstrup-folkene haft en overvældende fordel, fordi chefen overlevede krigen. Det gjorde Poul Larsen ikke, idet han blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945 efter tysk krigsretsdom.
Hans nu 78-årige søn Niels Peter Juel Larsen, litterat og forfatter, har haft faderens skæbne som hovedtema i sine bøger – senest den dokumentariske roman Krigens barn fra 2018 (forlaget Turbine). Han var to et halvt år, da faderen blev skudt. Juel Larsens hovedsynspunkt er, at faderen holdt tæt længe nok under forhør til, at der var tid til at advare alle, der var i fare for arrestation, og at Jens Toldstrup ikke slog alarm over for tilstrækkeligt mange.
Niels Peter Juel Larsen har boet i Berlin siden 1985. Forinden havde han gennem to årtier etableret sig som et af de førende navne i DR’s berømte montageafdeling, og han vandt flere priser. Det var i den sammenhæng han begyndte sit arbejde med faderens historie med montagen Historien om en henrettelse fra 1978, hvor hans mor (og altså Poul Larsens hustru) er en af interviewpersonerne. Hør evt. montagen her 
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand er sammensat af tekststykker fra fire forskellige kapitler. Mellemrubrikkerne er tilføjet, men ellers er teksten identisk med bogens tekst. Den begynder på et tidspunkt, da Poul Larsen i huj og hast har måttet forlade Randers, hvor han var byleder, men havde været tæt på at blive afsløret.

—– —– —–

“Poul Larsen måtte igen til Aalborg, hvor møderne med hustruen Karen Louise havde været svære.
”Når han kom på besøg skændtes de, og min mor græd. (…) Min far trøstede hende, men gav sig ikke,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Karen Louise Larsen gik til assurandør Adam Nicolaysen, der var byleder og nærmest stod som en faderfigur for Poul Larsen. Hun prøvede at få ham til at opfordre manden til at rejse til Sverige.
Men Nicolaysen sagde nej.
”Jamen, (…) fru Larsen. De andre er kun 20 år, og dem kan jeg ikke stole på,” lød hans svar.
(…)
‘Den forsvundne fuldmægtig’
Natten til den 2. december 1944 blev politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) anholdt, da han var på vej hjem fra en våbenmodtagelse. Den var foregået ved Gudumholm sydøst for Aalborg og var gået godt i det kolde og blæsende vejr. I Klarup blev han og en kammerat dog standset af en Gestapo-vejspærring, og en af tyskerne genkendte Larsen fra politigården.
”Den forsvundne politifuldmægtig,” bemærkede han grinende.
’Kjærs’ hustru Karen Louise Larsen tog næste formiddag ind på amtsgården for at hente ægtefællens løn. Den blev udbetalt, selv om han var gået under jorden.
”Min mor havde netop modtaget hans lønningspose, da hun blev kaldt til telefonen. Det var min farfar, der ringede og sagde: ’Skynd dig at komme hjem, der er sket noget forfærdeligt med Poul’,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Fire mand pryglede på skift
Senere på dagen kom Gestapo på besøg i herskabshjemmet på Hasserisvej og tog Poul Larsens far  med til afhøring. Karen Louise Larsen kontaktede straks bylederen Adam A. Nicolaysen, så han fik mulighed for at advare alle, der havde haft kontakt med politifuldmægtigen.
For at føje spot til den i forvejen alvorlige skade, fik hun senere samme dag bevis for, at manden havde været utro. ’Kjærs’ sidste logi havde været hos en præsteenke og hendes datter i Hasseris.
”Da han var blevet taget om natten, tænkte jeg, (…) at han nok gerne ville have noget skiftetøj ind i arresten,” fortalte Karen Louise Larsen.
”Mens jeg samlede hans ting sammen, så fandt jeg en bog (…) med et fotografi af en ung pige. (…) Jeg fandt også nogle breve og en bylt pigetøj, der lå i en krog, et par sko (og) en regnfrakke.”
Gestapo var på det rene med, hvor central en mand man havde anholdt, og da han de første to døgn ikke gav oplysninger af værdi, blev han underkastet tortur over adskillige dage under ledelse af Gestapo-chef Fritz Bolle. Ud over en tolk deltog fire mand; de skiftedes til at prygle fangen på ryggen med pisk og stav. Efterhånden begyndte Larsen at oplyse en række navne og adresser.
(…)
Razzia i Sæby
I Nordjylland havde arrestationen af politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) fremkaldt frygt blandt rutefolkene i Sæby. En række af dem forlod deres hjem, og uroen blev forstærket, da to mænd dukkede op. Den ene havde henvendt sig til skibsbygger Ditlev Pedersen og bedt om bådlejlighed, da han angivelig var på flugt. Skibsbyggeren, der var lokal ruteleder, fik straks mistanke og undgik at sige noget afslørende.  Begge de fremmede var fra Gestapo i Aalborg.
Sæby-folkene havde genoptaget deres virksomhed, da Larsens anholdelse tilsyneladende ikke trak følgevirkninger med sig. Men natten mellem den 23. og 24. januar 1945 slog tyskerne til. Efter at have omringet Ditlev Pedersens hus i Klostergyden sprængte tyskerne fordøren med en håndgranat. Den 59-årige skibsbygger greb straks sit gevær, men efter en kort skudveksling blev han anholdt.
Kort før var den 25-årige maskinarbejder Jørgen Blæhr, næstkommanderende i Arne Elstrøms ruteorganisation, kommet til huset. Han var forlovet med Ditlev Pedersens datter og overnattede efter at have ledet en afskibning fra Strandby. Blæhr vågnede og prøvede at gemme sig på loftet, men blev opdaget; da Gestapo-folkene så, at han havde en forniklet genstand i hånden, åbnede de ild mod ham.
”Først bagefter blev man klar over, at genstanden ikke havde været en pistol, men en lommelygte,” skrev forfatteren Hans Gregersen.
Jørgen Blæhr blev hårdt såret kørt til det tyske lazaret i Frederikshavn og opereret; han endte ligesom 11 andre sæbynitter i Kong Hans Gades Arrest i Aalborg.

Afsløring af central på sømandshjem
Også i Frederikshavn var der razzia. Blandt de anholdte var præsterne Knud Hanghøj og Paul Westergaard-Nielsen, begge illegale logiværter. På byens Sømandshjem, der var et centrum for  Sveriges-ruterne, arresterede Gestapo den 24-årige Aage Jensen, der var assistent på hjemmet. Han blev straks underkastet tortur i et forsøg på at rulle hele ruteorganisationen op.
I Grenaa var fyrbøder Carl Udsen blevet anholdt tre uger før, og Aage Jensen blev nu kørt til hans hjem, hvor Udsens kone og søn var til stede. Den danske Gestapo-mand Olaf Christian Quist (’Dr. Peters’) forsøgte at få den gennemtæskede mand til at indrømme, at han tidligere havde besøgt hjemmet. Det lykkedes ikke; Aage Jensen fastholdt, at han ikke havde været der.Alle arrestanterne fra Sæby og Frederikshavn kom i Frøslevlejren og vendte hjem efter krigen.
(…)
Konfrontation mange år efter
Efter afsløringen af Sæby-ruten begyndte snakken i Jens Toldstrups organisation for alvor om, hvad Poul Larsen havde fortalt til Gestapo. Det var ikke så meget det, at han var blevet pint til at opgive navne og adresser; det var noget de færreste kunne undgå. Det var mere det, at han angivelig var for nysgerrig og derfor fik unødvendig viden om for meget.
Da Toldstrup i 1971 fik besøg af Niels Peter Juel Larsen, Poul Larsens søn, der opsøgte ham som journalist, begyndte stemningen at blive anspændt, netop da de kom ind på dette emne.
”Jamen, for helvede, menneske,” sagde Toldstrup ifølge Juel Larsens referat.
”Han bøjede sig ned og lyste med sin lommelygte på navneskiltet, når vi kom til en ny adresse. (…) Det ragede ikke ham, hvad de mennesker hed i virkeligheden (…). Problemet var, at vi i hovedkvarteret ikke havde rede på, hvor meget han vidste.”
Den tidligere nedkastningschef, nu 56 år, forsikrede, at man havde advaret så mange som muligt, men at det havde været nødvendigt at omorganisere hele modstandsbevægelsen i Nordjylland på grund af den manglende klarhed om Poul Larsens viden. Ifølge Toldstrup havde han mange gange forgæves forsøgt at sende ’Kjær’ til Sverige.
Niels Peter Juel Larsen (herunder, ca. 1980) havde en anden version, som han offentliggjorde i flere sammenhænge. Han mente, at Toldstrup ikke havde advaret hele vejen rundt. Han skulle bl.a. have undladt at informere rutefolkene i Sæby, fordi han havde brug for ruten. Juel Larsen konkluderede, at faderen holdt til forhørene i tre døgn, og at det gav Toldstrups folk tilstrækkelig tid til at advare bredt.
Jens Toldstrups folk bakkede deres nu afdøde chef massivt op. Jørgen Hesseldahl, en af hans centrale folk, oplyste, at frygten for, hvad Larsen kunne fortælle, var så stor, at der var planer om at sprænge den bil i luften, der transporterede ’Kjær’ fra fængslet til de daglige forhør hos Gestapo.
”Han (…) virkede ude af balance. Jeg var utryg ved at skulle samarbejde med ham. Det eneste, man kunne bebrejde Toldstrup, var, at han ikke i tide fik sendt Poul Larsen på rekreation i Sverige,” sagde Hesseldahl i 1999 til Jyllands-Posten.”

Uddrag 7 af ‘Modstand-4’: Dyster jul i Esbjerg

Et af de områder i Danmark, der indgår med relativt stor vægt i bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021, er Esbjerg/Bramming/Tjæreborg. Ikke mindst jernbanesabotagen spillede en stor rolle, og modstandskampen bevirkede, at tre unge mænd fra området var blandt de 62, der i foråret 1945 blev henrettet efter tysk krigsretsdom.
Det følgende uddrag fra bogen består af fire tekststykker fra kapitlet ‘Vintersolhverv’. Ordet forekom mig velvalgt i forbindelse med ikke mindst begivenhederne i Esbjerg ved jule- og nytårstiden 1944/45, da truslen fra Gestapo og deres danske håndlangere blev overhængende.
Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —– —–

Natten mellem den 21. og 22. december 1944 foretog Gestapo i Esbjerg en razzia hos en familie, hvor Jens Thue Jensen og en gruppekammerat havde logi. Det lykkedes dem dog begge at flygte. Den 22-årige sabotør tog hjem til familien på Mulvadvej i Bramming, sneg sig gennem baghaven og kravlede gennem et vindue.  Om morgenen tog han igen fra stationsbyen med et tog.
På det logiværelse, som de to sabotører havde forladt, fandt tyskerne et fragtbrev, som Thue Jensen dagen før havde insisteret på at beholde, selv om den 30-årige vognmand Erik Bang havde tilbudt at stikke det ind blandt de øvrige papirer i sin forretnings regnskab. Fragtbrevet skulle vise sig at blive et vigtigt spor i hænderne på tyskerne.
Det drejede sig om en stor sending, der dagen før var ankommet til godsbanegården i Esbjerg mærket ’Værktøj’. De 14 tunge kasser rummede våben og ammunition til ca. 100 mand samt 800 kilo sprængstof. Via byleder Frants Gertsen gik der bud til vognmand Bang, og Hans Silas Nielsen, Thue Jensen og et tredje gruppemedlem Arne Thomsen stillede på hans gårdsplads i Skolegade 71.
Erik Bang kørte sendingen til en lagerhal i Ribegade, hvorfra den hurtigt skulle fordeles videre.  Halvdelen blev hentet af en anden vognmand, men Thomsen, der overvågede forløbet, konstaterede, at den anden halvdel ikke blev afhentet. Da Gertsen cyklede forbi for at kontrollere transporten, så han en Gestapo-bil; han kørte til Arne Thomsens hjem Ved Skoven 1 og slog alarm.

De første anholdelser
Den 26-årige Anfred Petersen, der var ansat som jernbanedetektiv hos DSB, blev anholdt og sigtet for at have udleveret sendingen og underskrevet fragtbrevet. Han var forlovet med den 25-årige lærerinde Dorthe Jensen, der var søster til Thue Jensen. Samtidig havde Dorthe Jensen sidste skoledag før jul på Jerne Skole.
Om eftermiddagen var hun i sin lejlighed på Sct. Pauls Allé for at sige farvel til Helge Iversen fra broderens gruppe, der var hendes faste logerende. Da hun kørte til indgangen til banegårdsperronen for at møde kæresten, kom en DSB-medarbejder ud og lod hende vide, at Anfred Petersen var taget.
Omtrent samtidig dukkede en mand op hos familien Jensen i Bramming og spurgte efter Thue. Den fremmede kunne åbenbart passere som ’ung’ og studiekammerat, selv om han var 37 år. Han virkede tilforladelig, men var identisk med den danske Gestapo-mand Niels Riis. Faderen Peter Jensen, der var troskyldig af natur, fortalte vidt og bredt, indtil hans hustru fik ham trukket til side og sagt, at hun fandt manden fordægtig. Riis kom ikke fra besøget med oplysninger af værdi.
I Sct. Pauls Allé, hvor Dorthe Jensen ikke var hjemme, da Gestapo kom, var malplaceret hjælpsomhed medvirkende til, at Helge Iversen blev anholdt.
”Vi havde aftalt, at Helge ikke skulle lukke nogen ind, men det gjorde værten. Han gik med de tre Gestapo-folk op i lejligheden,” berettede lærerinden.
(…)
Sabotør-juleaften aflyst
I Esbjerg var logiværtinden Anna Christiansen parat til at holde en sabotørjul med op til ti deltagere. Hans Silas Nielsen nåede lillejuleaften at købe rødkål og rødbeder til gåsestegen, inden han hentede Thue Jensen på banegården. Men da Thue kunne fortælle, hvor alvorligt tingene tegnede sig, blev den fælles højtid aflyst. Både Hans Nielsen og Thue Jensen flyttede straks.
Netop som Ellen og Peter Jensens store familie juleaftensdag var ved at pynte juletræ i hjemmet på Mulvadvej i Bramming, rullede en sort, benzindreven bil ind foran indgangstrappen. Ind ad døren trådte tre Gestapo-mænd med den 43-årige dansker Hans Julius i spidsen. Da sønnen ikke var hjemme tog de faderen med som gidsel. Da de førte den 54-årige Peter Jensen ind i fængslet, lod de ham kigge gennem ruden i døren til en af cellerne.
”Kan du kende ham, der ligger der?,” spurgte de.
Det kunne Jensen ikke, men det var hans vordende svigersøn Anfred Petersen, der nærmest var ukendelig efter to døgn med næve- og stokkeslag. Helge Iversen var i samme tidsrum blevet placeret i en våd, fugtig kælder.
En nedtrykt Thue Jensen holdt juleaften hos en ny værtsfamilie, men Hans Nielsen stod lidt før kl. 20 uventet i døren hos Anna Christiansen med hænderne på ryggen. Han kom ind og tilbragte aftenen og overrakte værtinden en ring. ’Til plejemor fra drengene’, stod der på et lille kort.

Vordende brud på flugt
Dorthe Jensens og Anfred Petersens bryllup den 30. december 1944 måtte naturligvis aflyses.
”Brudgommen var taget af Gestapo, bruden var gået under jorden, far var gidsel hos tyskerne, og hvor var Thue?” sammenfattede den kommende brud situationen.
Da Gestapo vidste, at Dorthe Jensen havde givet Helge Iversen logi, tog hun med en søster hjem efter familiens juleaften. Første juledag om morgenen tog hun toget til en tante ved Brørup, der arrangerede, at hun fik taget et pasfoto. Derefter cyklede den 25-årige lærerinde de 40 kilometer til Københoved, hvor sognefogeden, en anden slægtning, lavede hende et falsk legitimationskort.
Dagen efter blev Dorthe Jensen kørt til toget. Hun skulle til København og under jorden på Sankt Lukas Stiftelsen. Her forblev hun til kapitulationen og fik en uddannelse i spædbarnspleje.
(…)
En urovækkende henvendelse
Da den eftersøgte Hans Silas Nielsen den 29. december 1944 kiggede forbi til frokost hos Anna Christiansen, ringede det på døren. Uden for stod en nydelig ung dame, ’Misse Jensen’, der korrekt gav oberstløjtnant Bennikes kode: ’Jeg skal hilse fra onkel’.
”Jeg har et brev til Hans, han er her vel stadig?” spurgte kvinden, der formentlig var identisk med  Gestapo-agenten Jenny Holm.
Logiværtinden svarede, at han tidligere havde boet hos hende og undskyldte sig et øjeblik.
”Jeg gik ind til Hans og sagde, at jeg troede, den var gal (…). Så gik jeg ud til pigen og aftalte, at jeg skulle prøve at sende Hans eller hans ven til et møde om aftenen kl. 19 på Centralhotellet.”
Ifølge Anna Christiansen skulle modstandsfolk være blevet sendt ud for at likvidere den mistænkelige kvinde, men hun var så skarpt bevogtet, at de ikke kunne tæt på hende.
Efter det ildevarslende besøg gik Anna Christiansen ’halvt’ under jorden på landet et par uger, så hun undgik at sove hjemme, men hun tog dog på arbejde om dagen. Derefter rejste hun til København, hvor hun frem mod befrielsen var med i forskelligt illegalt arbejde.
(…)
Logivært: ‘Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’
Ved middagstid den 8. januar 1945 drejede en tysk bil ind på vognmand Erik Bangs gårdsplads ved Skolegade i Esbjerg. I den sad den 29-årige danske Gestapo-mand Hans Erik Munk, en tysk chauffør og to 16-17-årige drenge. De var blevet anholdt for at have råbt ’feltmadras’ efter et par piger, men det havde vist sig, at de havde været hjælpearbejdere ved DSB i december 1944. De blev truet til at fortælle, hvad de vidste om våbenleverancen, og Munk anholdt Erik Bang.
Bang blev afhørt intensivt den følgende uge. Derefter blev både han samt Anfred Petersen og Peter Jensen – hhv. svoger og far til Jens Thue Jensen – transporteret til Frøslevlejren. En af de samme dage bankede Thue Jensen på hos fiskeskipper Jens Clausen, Kronprinsensgade i Esbjerg.
”Du skal vide, forklarede jeg, at her i huset beder vi bordbøn,” fortalte skipperen senere.
”Dertil svarede Thue, at det var han vant til hjemmefra. (…) Resultatet af vores samtale blev, at han fik nøglen til gadedøren og ret til at gå i spisekammeret.”
De dage, han var hjemme til middag, ville han gerne sidde sådan, at han kunne se ud i entreen.
”Hans revolver med hvidt skaft tog han op af lommen og lagde på bordet ved siden af sig. ’Synes du, det er forfærdeligt?’ sagde han til mig. Dertil svarede jeg: ’Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’,” berettede den kristne skipper.