Sidste crowdfunding – en million kr. er i hus

 

Bogværk ‘Modstand’ har fået 180.000 kr. ekstra fra fire fonde i løbet af det sidste halve år – den samlede fundraisings saldo er over 1.040.000 kr.
Inden for de nærmeste dage lancerer jeg en ny crowdfunding på booomerang.dk med det formål at få den sidste finansiering hjem til bind 4 af Modstand – og dermed færdigudgivelsen af mit værk om frihedskampen 1940-1945.
Den har et målbeløb på 10.000 kr. og har form som en mulighed for at købe sit navn ind på støttesiden i det kommende bind 4 af Modstand. Indsamlingen varer otte måneder til 15. december 2020, og pengene bliver hævet, når Politikens Forlag kan bekræfte, at ‘Modstand-4. er trykklar.
Det er seks måneder siden, jeg sidst har kommunikeret offentligt om finansieringsprojektet. I oktober sidste år gjorde jeg det oprindelige projekt op til 860.860 kr., der var 93,1 pct. af målbeløbet på 925.000 kr. Med indregning af underskudsgarantier på i alt 60.000 kr. var dækningen 920.860 kr., altså 99,6 pct. af målbeløbet.

Forhøjelse – og nye fondsmidler
Men selv om det kunne virke som om, udgivelsen var  ‘i mål’, er det ikke helt tilfældet. Flere kontakter med Politikens Forlag i de seneste måneder har godtgjort, at der er behov for et beløb på 250.000 kr. ekstra, så det nye målbeløb bliver 1.175.000 kr.
Og eftersom underskudsgarantierne bortfalder, fordi de kun gjaldt det oprindelige projekt, er der reelt brug for 314.000 kr. ekstra, når den mikroskopiske underfinansiering på det oprindelige projekt tages i betragtning.
Det er jo et virkelig stort beløb, men jeg har den glæde at kunne oplyse, at der i løbet af det seneste halve år er kommet 180.000 kr. ekstra ind i fondsbevilinger.  Augustinusfonden har givet 50.000 kr., ELRO Fonden 50.000 kr., Jyllands-Postens Fond 50.000 kr. og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond har giver 30.000 kr. ELRO Fonden er en ny deltager, mens der for de tre andre fondes vedkommende er tale om tillægsbevillinger.
Det bringer det samlede indgåede beløb over millionen – helt præcis 1.040.860 kr. – svarende til 88,6 pct. af det nye målbeløb på 1.175.000 kr.

1600 kr. allerede indbetalt
To beløb fra tre personer er allerede indbetalt på det nye crowdfundingprojekt, så listen til bind 4 nu er oppe på 61 navne, idet de andre er folk, der for længst har indbetalt det nødvendige beløb. I bind 3 var antallet af navne 83 (se begge lister herunder).
Du kan se de nærmere detaljer om de trinvist inddelte rewards for støttebeløb på projektet, når det bliver slået op. Her vil jeg nøjes med at nævne, at du for 300 kr. kan komme på støttesiden i bind 4 inkl. evt. tidligere indbetalinger, hvis du ikke tidligere haft dit navn med i et bind; 550 kr. inkl. tidligere indbetalinger, hvis dit navn har stået i et tidligere bind og 800 kr. inkl. tidligere bidrag, hvis dit navn har stået i både bind 2 og 3.
To af de tre nye indbetalinger er kommet fra efterkommere af den illegale rutemand Frits Johan Blichfeldt Møller (1913-1944) – kaldt ‘den røde pimpernel’ – der er en af hovedaktørerne i ‘Modstand-3’. Bidragyderne er svigerdatteren Irja Maria Johansson, der var gift med Blichfeldt Møllers for få år siden afdøde søn Jon Møller Dethlefsen, med 550 kr. og parrets søn Andreas Blichfeldt Møller – også med 550 kr.
De sidste 500 kr. kommer fra fabrikant Henrik Muurmann, Frederiksberg. Han har været en af de faste støtter, idet han tre gange tidligere har indbetalt 500 kr. Dermed er han nået op på 2000 kr., der er prisen for sponsorat af et bind, og han får derfor et signeret eksemplar af ‘Modstand-4’ på udgivelsesdagen uden ekstra beregning.
Evt. indbetalinger kan allerede inden opslaget på booomernag.dk foretages på bankkonto 6511 – 30 512 300 42 (BankNordik) eller MobilePay 60 38 37 21.
Du kan se en opdateret opstilling af projektets budget på Facebook-siden ‘Modstand – finansiering’.

Heldigvis er mængden af navne løbet godt op, og jeg har gjort mig umage for ikke at glemme nogen. Er det alligevel ‘smuttet’, så du herunder ikke er blevet krediteret for et bidrag, eller mener du, at du er noteret på en forkert måde, så send mig venligst besked på Facebook eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk. Jeg har alfabetiseret efter efternavne.

Bind 4:
Poul Agertoft
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Marie Louise Bistrup
Ole Blædel
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Torben Hansen
Claus Have
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Irja Johansson
Anni Jørgensen
Aksel Peter Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Søren Parup
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Bettina og Peter Rydell
Inger Skamris
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

Bind 3:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Bettina og Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

 

Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Marie Louise Bistrup
Ole Blædel
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Michael Eis
Jakob Erle
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Irja Johansson
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen
Søren Jørgensen

Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Aksel Peter Koch
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Søren Parup
Birte Pedersen
John Brøndum Petersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Bettina og Peter Rydell

Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Joan Thomsen
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

—– —–

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.

 

 

Våbeninstruktion i konfirmandstuen

Hammelev Præstegård ved Grenå var under den tyske besættelse 1940-45 et centrum for modstandskampen på det østlige Djursland. Pastor Vilhelm Krarup (1904-1999 – foto herunder tv.) var én af nøglepersonerne i den jyske modstandsleder Jens Toldstrups organisation.
Præstegården fungerede som illegalt logi, og den spillede en rolle i den illegale rutefart (et af fartøjerne ses herunder), i redningen af allierede flybesætningsmedlemmer, der styrtede ned i Danmark, og i opbygningen af den underjordiske hær.
Det har jeg givet et par eksempler på i nedenstående tekstuddrag fra bind 3 af Modstand (Politikens Forlag) – mit planlagte firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – og Grenå-egnen vil komme til at spille en større rolle i bind 4, som jeg arbejder på for tiden.
Teksten her er taget fra kapitlet ‘Opstilling og bevæbning’, der tager udgangspunkt i de betydelige uoverensstemmelser, der var mellem den civile, aktivistiske del af modstandsbevægelsen under Danmarks Frihedsråd og den militære, overvejende systemtro del, der var loyale mod den såkaldte ‘lille generalstab’. Kapitlet begynder på side 340 i ‘Modstand-3’, der udkom i oktober 2019:

Kaptajn Aage Højland Christensen kom med det samme (dvs. fra januar 1944, forf.) i klemme mellem Frihedsrådets M-udvalg og Den lille Generalstab. Han havde af Viggo Hjalf (den illegale generalstabschef, forf.) fået instruks om ikke at binde hæren til nogen konkret støtte til civile modstandsgrupper. Højland Christensen blev imidlertid med det samme på møderne stillet over for ønskerne om instruktører til sabotagegrupperne. Han bragte ønsket videre, men Hjalf og Schjødt-Eriksen sagde nej, fordi de ikke ønskede at afgive officerer, før Den lille Generalstabs egne grupper var fædigopstillede.
 Staben gav i nogen grad efter for Højland Christensens pres og stillede nogle få instruktører til rådighed, men især Ole Geisler (repræsentant for faldskærmsjægerne, forf.) og Stig Jensen (førende civil modstandsleder, forf.) nærede stor vrede mod hærledelsens holdning. M-udvalget truede med at rekruttere officerer uden om Den lille Generalstab. Det orienterede Aage Højland Christensen kaptajn Hjalf om med det resultat, at Viggo Hjalf afskedigede ham for at have overskredet sin kompetence. Ind i udvalget trådt i stedet kaptajn Ahnfeldt-Mollerup.
(…)
Efter at kaptajn Aage Højland Christensen (foto herunder) var blevet fjernet fra Frihedsrådets M-udvalg, fandt han med det samme et andet område for sin aktivitetstrang. Et meget stort antal militærgrupper blev i foråret 1944 etableret i Ringens regi.  
 Et eksempel var sognepræst Vilhelm Krarup, Hammelev Sogn ved Grenå. Han var en af de mænd, der tilbage i 1942 var blevet opsøgt af Frode Jakobsen under opbygningen af Dansk Studiering. Krarup havde siden efteråret 1943 været med i illegalt presse- og rutearbejde, og i foråret 1944 blev hans præstegård mødested for militærgrupper.
 ”Der kom danske officerer og gav undervisning i våbenbrug, dvs. de røbede ikke, hvad de var, og vi lod som om, vi ikke kunne se det på dem. Dér gik f.eks. (…) Højland Christensen ud af præstegården for at tage toget til Grenaa, og jeg sagde til min kone: Kan du se, hvad han er, og det kunne vi begge, men vi sagde det ikke til nogen,” skrev Krarup.
Grupperne begyndte at holde våbeninstruktion i konfirmandstuen i hans præstegård.   
 Aage Højland Christensens nærmeste samarbejdspartner i gruppedannelsen var universitetssekretær Arthur Hansen, en af Frode Jakobsens medarbejdere tilbage fra 1941. Udgangspunktet var Ringens studiekredse. Højland Christensen eller en af hans hjælpere fik navnet på et medlem af en kreds, som han skønnede egnet til at være i en ventegruppe. Personen blev bedt om at samle en gruppe, som så blev instrueret i våbenbrug af en af de rejsende militærinstruktører. (…) Højland Christensen vurderede selv, at antallet af medlemmer i de grupper, han oprettede, i løbet af sommeren 1944 nåede op på ca. 4000 mand.

En novembernat i Langå

UDDRAG FRA ‘MODSTAND-3’: Sprængningen af jernbanebroerne ved Langå natten til den 18. november 1943 blev gennemført af et aktionshold på seks mand. De fem var lokale Randers-sabotører, mens  københavneren Jørgen Røjel var blevet sendt til Østjylland af agenterne fra den britiske SOE-organisation med netop det formål at planlægge en storaktion mod den østjyske længdebane.

Den 31-årige Kai Hannibal Hoff var en slank, stilfærdig mand og en vellidt lærer i fransk og engelsk på Randers Statsskole. Hans elever vidste, at han var leder af terrænsportsforeningen, men naturligvis ikke, at han også ledede en sabotagegruppe. Omvendt kunne Hoff ikke være i tvivl om, at han stod på samme side som to af sine nysproglige elever Kirsten Kretzschmar og Annie Mouritzen, begge 18 år.
”Vi elskede at synge tostemmigt – Kirsten sang alt, og jeg sang sopran,” fortalte Annie Mouritzen.
”Vi sang engelske sange for fulde sejl (…). Når vi gik hjem fra fester, sang vi Goodnight Ladies. (…) Vi bar Royal Air Force-huer i blå, rødt og hvid, som vi selv hæklede. 
 En dag i oktober 1943 kørte adjunkten sammen med Jørgen Røjel, læge ved Randers Sygehus, og med  læge Svend Thorup Petersen bag rattet til Langå 15 kilometer mod sydvest for at rekognoscere ved lokomotivremisen i den vigtige stationsby.
”En af mine venner i Randers havde en fætter, som deltog i bevogtningstjenesten derude. Han skaffede os de fornødne tegninger over remisen, plan over vagtposternes anbringelse, tider for vagtskifte m.m.,” skrev Jørgen Røjel.
Aktionen var et led i den sabotage mod den østjyske længdebane, som Ole Geisler fra SOE to måneder før havde bedt ham forberede. Kulminationen skulle være sprængningen af de vigtige jernbanebroer i Langå.
En sen aften kom Kai Hoff (’Carlo’ – foto her tv.) og sabotageleder Christian Bach til Røjel  på sygehuset efter en vagt. De gennemgik nøje tegningerne og de oplysninger, de havde skaffet.

Ingeniørens beregninger
Nogle uger efter gav Ole Geisler grønt lys for sabotagen af Langå-broerne. Den ene bro var 80 år gammel, og ved siden af lå to nye gitterdragerbroer til den tunge togtrafik. De lå parallelt og tæt på hinanden, så de kunne sprænges samlet.
”En sen eftermiddag (…) kørte jeg ud på den sidste rekognosceringstur til Langå sammen med Thorup Petersen,” berettede Røjel.
Efter udflugten beregnede sabotagelederen Christian Bach (’Saboteknikeren’), der som ingeniør havde ekspertisen, den mængde sprængstof, der skulle bruges, og lavede en liste over, hvor man med størst virkning kunne placere ladninger på lejer og hoveddragere. Der skulle bruges 75 kilo plastisk sprængstof af type ’808’.
Jørgen Røjel fik gennem en kontaktmand bekræftet, at de to reservebetjente fra dansk politi, der bevogtede broerne, ikke ville modsætte sig aktionen.
”Vi aftalte (…), at han skulle anbringe sin kollega i vagtskuret umiddelbart ved Gudenåen imellem de to nye broer, og selv skulle han stå lidt nord for disse. ”
Mandag aften den 15. november 1943 kørte Røjel og Svend Thorup Petersen fra sygehuset i Randers med to store kasser tagpap beregnet til at grave sprængstoffet til brosabotagen ned med.
De mødte Christian Bach på et hjørne ved banegården. Han var sammen med to mænd, der afleverede to tunge kufferter.
”Vi havde i forvejen udset os Rådal plantage 500 meter vest for broerne som skjulested for sprængstoffet,” berettede Jørgen Røjel.
”Da vi ikke i bil kunne forcere stierne i plantagen, måtte vi (…) slæbe kasserne på vores ryg de sidste par kilometer. Omsider fik vi gravet et passende hul ud ved jernbaneskråningen, fik kasserne anbragt, fyldte dem med sprængstof og fik dem dækket til med jord og granris.”
 Ud over Røjel bestod aktionsholdet af Kai Hoff, den 20-årige maskinist Sven Johannesen, den 26-årige sparekasseassistent Oluf Kroer, den 20-årige violinist Ole Hovedskov samt den 20-årige kornet Alfred Nielsen fra den kristent-nationale modstandsaktivist Christian Ulrik Hansens hold på Næstved Kaserne.

Deltager fik nervøst sammenbrud
Natten til den 18. november var mørk og råkold.
”Vi befandt os i en mærkelig situation, for vi vidste, hvad de ville have at tale om næste dag, hvis ellers alt gik efter planen,” erindrede den 29-årige FDF-delingsfører Ejvind Jacobsen, der var lærer på Hobrovejens Skole i Randers.
Han var dumpet ind i Langå-aktionen med kort varsel. Alfred Nielsen, en af hans gamle spejdere, var kommet til ham et par dage før.
”Hans nerver var ved at slå klik,” berettede Ejvind Jacobsen.
”Han kunne stå op om natten og i søvne foretage sig ting, som før eller siden kunne få alvorlige følger. (…) Ville jeg træde i stedet for ham?”
Mødestedet den følgende aften var uden for Kai Hoffs bopæl, Vester Altanvej 44.
”Jeg kendte ham særdeles godt. Han underviste i engelsk på et faglærerkursus, som jeg deltog i.”
Hoff vidste derimod ikke, at det var Jacobsen, der skulle komme i stedet for Alfred Nielsen.
”Jeg præsenterede mig som ’Erik Ravn’,” skrev Ejvind Jacobsen.

Bagbandt to betjente
De cyklede ad mørke veje til Langå, og sprængstoffet blev fordelt i sække. Fire mand slæbte sprængstoffet i midten, mens Hoff gik foran og lærer Jacobsen bagved. De var begge bevæbnet med pistoler og engelske håndgranater. De sprang over pigtrådshegnet ved arealet, hvor broerne lå, og mødte betjentene, der stod på det forudsete sted.
Sabotørerne riggede sprængladninger til i største stilhed, forbandt dem og trykkede sprængblyanterne. Efter beregningen skulle detonationerne ske efter ca. 20 minutter.
Jørgen Røjel (billedet herunder) blev tilbage og bagbandt de to betjente til en hegnspæl på så stor afstand, at de ikke risikerede at blive ramt af sprængstykker. På den måde blev de sat i stand til at hævde, at et stort antal bevæbnede sabotører havde overrumplet og overmandet dem.
Sabotørerne cyklede hjem enkeltvis, mens sne nu begyndte at vælte ned i tunge flager. Jørgen Røjel blev bekymret og så på sit ur, mens han trampede i pedalerne.
”Der var nu gået en halv time, og endnu havde jeg ikke hørt detonationen. (…) Nu blev jeg imidlertid grebet af alle mulige bange anelser.”
Han nåede hjem til Nattergalevej, satte cyklen i kælderen og kravlede i seng.
”Pludselig, da jeg halvvejs var sovet ind, lød der et vældigt brag, efterfulgt af flere andre. Eksplosionerne var så voldsomme, at huset rystede, til trods for at det lå 15 kilometer fra eksplosionsstedet,” skrev Jørgen Røjel.
Ejvind Jacobsen havde sovet fra detonationerne, men han mødte på Hobrovejens Skole til normal tid. En elev, hvis far var ansat ved statsbanerne, kunne fortælle, at al togtrafik var standset.
”Al uvished forsvandt, da vi hørte den svenske radioavis (…) i lærerværelset i frikvartererne. I radioavisen fortaltes det, hvordan et tjugotal beväpnade sabotörer havde afvæbnet vagterne og sprængt broerne.”

Opfølgende sabotager
Brosabotagen var i sandhed også vigtig. I 12 døgn blev stræningen over Langå afbrudt, og DSB måtte omdirigere alle tog over Ryomgaard på Djursland. Dermed havde aktionen den kraftigste  virkning, nogen enkeltstående dansk jernbanesabotage havde under krigen.
Ole Geisler iværksatte en række opfølgende aktioner for at forstærke virkningen, i alt omkring 15 inden for de nærmeste døgn. Morgenen efter blev skinner bl.a. sprængt på  linjerne Strømmen-Uggelhuse og Langå-Ulstrup. Et døgn senere blev skinner og et sporskifte sprængt mellem Aarhus Hovedbanegård og Aarhus Østbanegård, der var endestation for Ryomgård-linjen.

Vagter dræbt under sabotage

Den vestallierede invasion i Normandiet virkede stærkt opmuntrende på de danske sabotører, der intensiverede deres aktioner i de følgende dage. Det skete også i Odense, hvor den meget aktive kommunistiske Walther-gruppe slog til få dage senere. En af flaskehalsene for den tyske hær var værkstedskapaciteten, der skulle reparere og vedligeholde de tyske køretøjer. Derfor gjorde aktioner mod autoværksteder, der havde havde kontrakt med Værnemagten, ondt.
Denne skildring af en aktion i Modstand-3 er lavet på baggrund af historikeren Andreas Skovs bog Fyn i krig (People’s Press, 2014):

Natten til den 11. juni 1944 gennemførte Walthergruppen i Odense en sabotage mod ti lastbiler på Esso Servicestation, Nyborgvej 26. De blev benyttet til kørsel til og fra flyvepladsen i Beldringe og var altså en parallel til Randers-sabotørerne sabotage mod de lastbiler, der blev brugt til kørsel ved Tirstrup.
Lastbilerne blev sprængt i motor og kardanaksel m.v., og ved politiets ankomst fandt man fem bomber, der ikke var eksploderet.
Få timer senere lavede gruppen en stor sabotage mod autofirmaet V. Holm Jensen på Vesterbrogade 39-45, der i stor målestok reparerede tyske køretøjer. Sabotørerne besluttede at kapre en af elektricitetsværkets vogne, så man under dække af at være elektrikere kunne trænge ind på det godt bevogtede autoværksted.
En fra gruppen ringede til elektricitetsværket og anmeldte et brud på ledningsnettet. Da vognen kom, sprang to sabotører op på hvert sit trinbræt og holdt de to elektrikere op. De fik den besked, at de nogle timer senere ville kunne finde vognen igen i Kochsgade-kvarteret. To andre sabotører sprang ind, så de var i alt fire, den ene maskinpistolbevæbnet.
De hentede 40 kilo sprængstof og kørte derefter til V. Holm Jensen, hvor de mødte et andet hold sabotører.
”Vi kørte ind i gården,” fortalte maskinarbejder Bendt Holmer.
”Ingen gjorde mine til at standse os, og ingen råbte os an. (…) Et par stykker gik hen og forsøgte at få vagten i tale, men der kom ingen ud af vagtstuen, og heller ikke hundene gøede.”
Sabotørerne fik den opfattelse, at der ingen var derinde, bragte bomben op i værkstedsbygningen og kørte bort. Sprængningen forårsagede særdeles stor skade på firmaets værksteder, og der udbrød en voldsom brand i taget, der truede med at styrte ned.
Det viste sig, at der faktisk var nogen i bygningen, for to sabotagevagter blev dræbt.

De tyske myndigheder så særdeles alvorligt på sabotagerne mod Esso og Holm Jensen. Nogle dage senere gennemførte Petegruppen som repressalie en række sprængninger af ejendomme i det centrale Odense.

 

Jernbanesabotagen i centrum

I bind 3 af Modstand begynder sabotagen mod infrastrukturen – ikke mindst jernbanesabotagen – for alvor at få betydning som led i de vestallierede stormagters strategi op til invasionen i Vesteuropa, der viste sig at ske den 6. juni 1944 i Normandiet.
Det lykkedes til det sidste at holde Nazityskland i uvidenhed om, hvor invasionen ville finde sted. Det skete ved hjælp af afledningsmanøvrer, der længe holdt spørgsmålet åbent. Mange danske modstandsledere troede i foråret 1944 fuldt og fast på, at invasionen ville ske i Jylland.
Metoden var gennemførte afledningsmanøvrer i stor skala. En af dem var koordinerede sabotager mod den jyske elektricitetsforsyning i de sidste dage af april 1944. Det var hensigten, at aktionerne skulle tolkes som optakt til en invasion.
Fredericia var som byen med landets vigtigste jernbaneknudepunkt central i denne fase af modstandskampen. Derfor indgår hændelser i byen med stor vægt i forhold til dens størrelse i det nye bind af min samlede fremstilling af modstandskampen, der udkom midt i oktober.
To beretninger, jeg har trukket på, er fra de dengang helt unge sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré. Dette uddrag handler om Fredericia-folkenes andel i anslaget mod den jyske elektricitetsforsyning:

Dagen efter, søndag den 30. april 1943, mødte Niels Ebbe Lundholt og den 18-årige elektrikerlærling Thorkild Højer Petersen (’Bismarck’) op hos sabotagelederen i Fredericia Finn Dalgaard, der havde givet dem besked om at møde.
 ”Da vi ankom, var næsten hele den daværende terrænsportafdeling samlet, og Dalgaard gav en ’briefing’. Det var højspændingsledninger, den såkaldte samleskinne, det gjaldt, og vi fik tildelt hvert et område,” berettede Lundholt.
 De skulle bruge plastisk sprængstof med detonerende tændsnor, sprængblyanter med detonatorer og isolérbændel til at fastgøre ladningerne. De unge mænd var bevæbnet med ’organiserede’ tyske pistoler. Lundholt og Højer Petersen tog om eftermiddagen ud til Taulov 10 km fra Fredericia for at rekognoscere og finde de bedst egnede master.
 ”Vi skulle mødes kl. 21.30 på en ubeboet, ikke færdigbygget Gaard (’Nygård’ ved Stoustrup), der lå ved Vejlevej et lille stykke udenfor Fredericia,” fortalte Niels Ebbe Lundholt.
 ”Hver Gruppe var paa 3 Mand; en Gruppe skulde helt til Dons (…) mellem Kolding og Vejle, og de andre fordeltes ellers ud over hele Linien. Dalgaard, ’Bismarck’ og jeg skulde til Taulov.”
 De nåede frem som planlagt og parkerede cyklerne ved kirken.
 ”Vi anbragte derefter Bomberne paa de Master, vi havde udset om Eftermiddagen. Vi benyttede 3 Timers Blyanter og fastgjorde Bomberne med Isolerbændel,” skrev Lundholt videre.
 ”Vi naaede uden Uheld hjem og kravlede i Kanen. Alle Bomberne – baade vores og de øvrige Gruppers – exploderede.”

To måneder senere gennemførte Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honore én af de ca. 1400 jernbanesabotager, der i alt blev foretaget i det besatte Danmark:

Sent sankthansaften, den 23. juni 1944, tog de to Fredericia-sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré toget til Andst ved Vejen, hvorfra de cyklede til Bastrup Mose og Store Vamdrup.
”Her gemte vi Cyklerne i en Kornmark og gik selv tværs igennem den høje Hvede ud til Jernbanelinien og begyndte at montere Bomberne,” skrev Lundholt.
”Medens vi sad der, kom der et Par ’Svelletrampere’ forbi paa Linien støjende og snakkende, saa eventuelle Sabotører kunde blive advaret. Da vi mente, det var passende, klistrede vi Bomberne paa Skinnerne og kom Jord udenpaa, idet det forhøjede virkningen ret betydeligt.”
Da toget kom, lød der et drøn efterfulgt af en klirren og raslen.
”Vi spurtede hjemad ad den sædvanlige Rute og var hjemme ved 5-Tiden om Morgenen godt trætte og sultne. Der var nu ikke sket ret meget, ud over at Toget blev godt forsinket og blokerede den enkeltsporede Bane et langt Stykke Tid.

Langt de fleste jernbanesabotager fandt sted i Jylland, og den østjyske længdebane var til stadighed i fokus, idet det overordnede formål med aktionerne var at lægge tyske troppetransporter fra det Norge til Tyskland flest mulige hindringer i vejen.
Der var dødsstraf for jernbanesabotage, og mange af de 62 henrettelser i Ryvangen de sidste tre krigsmåneder skyldtes netop anslag mod jernbanerne. Blot 16 dage før befrielsen, den 19. april 1945, blev ni unge mænd fra Fredericia-egnen henrettet som de sidste danske frihedskæmpere.

Læs vedr. jernbanesabotagen evt. også http://nielsbirgerdanielsen.dk/knastoer-bog-blev-aarets-drama/