Værnet på fransk

For ca. et år siden udkom den biografiske roman Les guérir (‘At helbrede dem’) på det franske forlag Robert Laffont. Forfatteren er franskmanden Olivier Charneux, og forlægget er bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby, Jakob Rubin og jeg selv udgav i 2002 på JP Bøger.
Jeg har lige læst den og synes, den er god. Det kommer jeg tilbage til.
Først et par ord om, at vi har fået mere international opmærksomhed om Værnet-bogen, end vi havde forestillet os ved udgivelsen.

Virkningsløs kirtel
Nok begik Carl Værnet (1893-1965) en forbrydelse mod menneskeheden ved at foretage eksperimentelle operationer på homoseksuelle fanger i KZ-lejren Buchenwald i 1944, men han var trods alt ikke nogen Dr. Mengele. Den kunstige hormonkirtel, Værnet indopererede, var virkningsløs.
Færre end 20 blev underkastet operationen. Af dem døde to inden for et par uger, men det er mere sandsynligt, at dødsårsagen var de almene hygiejniske forhold og ernæringstilstanden i KZ-lejren end direkte virkninger af indgrebene.
Den danske læges forbrydelse lå primært i, at han overhovedet foretog operationerne på magtesløse KZ-fanger. Men det har været rigeligt til, at andre har fundet det umagen værd at gå videre med historien.

Argentinsk dokumentar og tysk oversættelse
I 2012 kom et argentinsk filmhold til Europa, hvor de både var i England, Tyskland og Danmark for at lave optagelser og interview til dokumentarfilmen El Triangulo Rosa y la Cura Nazi para la Homosexualidad, der havde premiere i 2014. Se traileren her
Bogen har i mange år foreligget i tysk udgave – en oversættelse, som den østrigske translatør Kurt Krickler foretog i 2004. Og så har Carl Værnets historie fra begyndelsen også været formidlet i den engelsksprogede verden, idet den markante britiske menneskerettighedsaktivist Peter Tatchell, der har bøsser og lesbiskes forhold som et fokusområde, var den person, der tilbage i 1998 bragte den stort set glemte historie om den danske nazilæge og hans hormoneksperimenter frem i offentligheden. Det gjorde han ved at sende et åbent brev til den danske statsminister. Se et foredrag af Peter Tatchell fra 2015 her

Følger en bestemt rød tråd
Olivier Charneux’s bog er forholdsvis kort. Den koncentrerer sig om Carl Værnets personlige udvikling fra barndommen på en østjysk gård til at blive nazist og til sidst tage det endelige skridt over i krigsforbrydelsen. Handlingen kulminerer med Værnets operationer i Buchenwald og hans møde med SS-rigsfører Heinrich Himmler tre måneder før kapitulationen. Bogen slutter med den 52-årige læges arrestation på sin brors gård ved Odder få dage efter befrielsen.
Les guérir er stramt komponeret og skrevet i et enkelt, indbydende sprog. Det stramme indebærer, at forfatteren klart har prioriteret, hvad han beskæftiger sig med. Hele det indviklede forløb under retsopgøret frem mod Carl Værnets mystiske flugt i 1946/47 er udeladt – tiden i Argentina frem til Værnets død i 1965 stort set ligeså.
Olivier Charneux har set bort fra flere ganske væsentlige personer fra vores bog og dermed forenklet handlingen – også inden for familien. Carl Værnet havde i sit første ægteskab børnene Kjeld, Aase og Torben, men de to voksne sønner var ikke med på opholdet i Tyskland og Prag.
Det var til gengæld tre andre børn, som han havde med sin anden hustru – den stærkt alkoholiserede Gurli. Det var drengen Leif på ni år og tvillingesøskende Helge og Lull på seks år.  Imidlertid har Charneux udeladt Lull. Formålet synes at være, at en børneflok på tre mindre børn nødvendigvis indebærer så mange forviklinger, at det ville aflede fra handlingens hovedspor. Så er det mere overskueligt med to drenge.
Forenklingerne er i mine øjne sket, uden at noget vigtigt er gået tabt.

Skarpe scener
Noget Charneux til gengæld prioriterer, er skildringen af Værnets venskabelige forhold til Frits Clausen, føreren for det danske nazistparti DNSAP. De var studiekammerater på medicinstudiet på Københavns Univerisitet, og det var tilsyneladende Clausen, der fik Carl Værnet ind i partiet. Her er det godt at se en skønlitterær forfatter beskæftige sig med stoffet, for der vides ikke så meget konkret om deres forhold – i hvert fald ikke noget, vi fik kendskab til under arbejdet med bogen.
Olivier Charneux’s har også skarpe skildringer af den københavnske læges møder med topfolkene i Nazityskland – ud over Himmler bl.a. rigslæge Ernst Grawitz. Dem kender vi ellers kun fra tørre dokumenter i kancellistil fra tyske arkiver.

Havde ideer med fra faderens dyreavl
Den røde tråd, som Charneux ser i sin hovedperson, er påvirkningen fra den strenge lutheranske far, der hyppigt brugte fysisk afstraffelse. Faderen var en dygtig hesteavler, og da Carl Værnet efter sit medicinstudium begyndte sine hormoneksperimenter bragte han ideen med om at ville  ‘forbedre’ menneskene. Den blev ifølge forfatteren afgørende for hans livsprojekt: ønsket om at udvikle en metode til at kurere homoseksualitet.
Skildringen af Carl Værnets handlinger under eksperimenterne i Buchenwald bygger også på, at de ikke var drevet af ondskab. Han var langt fra sadist og spurgte faktisk til, om KZ-fangerne deltog frivilligt. Samtidig maler forfatteren billedet af en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.

Mærkelige stavemåder
Når jeg er positiv over for bogen, skyldes det ikke mindst, at jeg synes, de psykologiske profiler flugter fint med det vi i forfattergruppen fandt frem til gennem flere års research. Ud over Carl Værnet selv og hans familie gælder det ikke mindst den højt begavede og excentriske Johan Laub Ostenfeld, forretningsfører i Værnets lægeklinik på Frederiksberg.
Ind imellem har forfatteren en mærkelig måde at behandle danske navne på. Når jeg læser den tydeligvis veltilrettelagte bog, har jeg svært ved at tro, at Charneux ikke kan finde ud af at skrive danske navne af. På den anden side kan jeg dårligt se, hvilket formål, der skulle være i at kalde Carl Værnets søn Kjeld for ‘Kjed’.

Gruppeoversættelse
Af efterskriftet fremgår det, at Olivier Charneux har brugt en utraditionel måde til at få adgang til Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald på. Han takker 16 personer for oversættelse  af den tyske udgave til fransk. Han har med andre ord fordelt bogens kapitler til oversættelse til en større personkreds fra sit netværk.
 Les guérir er den ottende bog, som den 53-årige Olivier Charneux har udgivet. De fleste af dem handler om emner af særlig interesse for det homoseksuelle miljø.
En del tyder på, at Carl Værnets historie vil føre endnu flere udløbere med sig.  Så sent som i september 2016 fik vi en henvendelse fra en fransk journalist, der arbejder på en bog, der har en vigtig biperson i vores bog i centrum.

Læs evt. også denne historie om Carl Værnet

Frihedskampens flittige formidler

To år efter sin mors død i 2010 fandt Lone Monies et visitkort, som Niels Gyrsting havde efterladt. Gyrsting havde besøgt moderen et par gange og hørt hende fortælle sin meget specielle historie fra besættelsestiden.
Billedkunstneren Helle Monies, der som ung hed Helle Termansen, var meget aktiv i modstandskampen sammen med sin kæreste Ib Mogens Bech Christensen. De blev gift få uger før, Ib blev dræbt ved Hareskoven under beskydning af en tysk vejpatrulje.

Redigeringsproces med forhindringer
Fundet af visitkortet førte til, at Lone Monies ringede til Niels Gyrsting, fordi hun tænkte, at moderens erindringsskitser, breve og andet materiale burde udgives. Det er nu blevet til virkelighed, og bogen Helle, Ib og ‘1944’-gruppen udkommer på lørdag, den 11. marts, med Lone Monies og Niels Gyrsting som forfattere.
Udgivelsen er 2017-udgaven af den årtier lange række af årsskrifter for Frihedsmuseets Venner, som Niels Gyrsting er formand for.
Lone Monies, der er pensioneret teatermaler, har været godt tilfreds med samarbejdet.
“Han er det mest behagelige menneske at arbejde sammen med,” siger hun.
“Han arbejder målrettet, stille, behageligt og roligt med teksterne… Og så ringer han på et tidspunkt og foreslår, at nu skal vi have et møde.”

Krævende redigeringsarbejde
Opgaven har ellers ikke været af de simpleste. Helle Monies skrev i lange stræk uden datoer og årstal. Dem har Niels Gyrsting så føjet til.  Og selv om den gamle modstandskvinde lærte at skrive på computer, var en del af hendes skitser håndskrevne – og ikke altid i en let læselig form.
“Hun led af ledegigt i hænderne. Hun vågnede mange gange om natten og lå og skrev i hånden. Hun var nemlig ofte søvnløs, fordi hun aldrig kunne slippe de dramatiske begivenheder fra frihedskampen,” fortæller datteren, der ikke ved, om moderen havde tænkt sig, at erindringerne skulle udgives.

Erindringsbog med
Hvidsten-medlem
Den nye bog om Helle Termansen og Ib Mogens Bech Christensen er blandt de mest betydningsfulde, Frihedsmuseets Forlags Venner har udgivet gennem årene. Men nyt er det ikke, at Niels Gyrsting er på banen i den sammenhæng. Det har han været i hvert eneste årsskrift, siden han blev formand i 2005 – enten som forfatter eller redaktør.
Dermed har han en produktion om modstandsbevægelsen bag sig, der vejer godt til – selv i sammenligning med professionelle besættelsestidshistorikere. I rækken af årsskrifter har han tidligere skrevet halvdelen af Sprællemanden og SOE-agenten fra 2005 (sammen med Peter Edelberg), hvor han beskæftigede sig med efterretningsmanden og ‘1944’-medlemmet Børge Jensen, og Hvidsten Gruppen fra 2009, som han skrev ud fra lange interview med Jens Stenz, et af de sidste levende medlemmer af den berømte modtagegruppe. Dertil kom i 2013 (sammen med Hans Ørum) Ørums bitre oprør på basis af daværende oberstløjtnant T.P.A. Ørums krigstidsdagbog.
Hans evne til at slå ned på ellers upåagtede emner, illustreres også af titlen på hans allerførste bog fra 1995 Mærkatpropaganda i Danmark: antifascistiske & fascistiske mærkater & støttemærker 1930-1945. Her går interessen for skriftlige overleveringer og fortidens fysiske genstande op i en højere enhed.

Facebook-operatør
Endelig er han også gået forrest, når det gælder vidensdeling på de sociale medier. Han er bestyrer af Facebook-siderne ‘Besættelsen 1940-45’, ‘Frihedsmuseets Venner’, ‘Neuengammeforeningen’ og ‘Studenternes Efterretningstjeneste og ‘1944’-gruppen’. Den sidstnævnte er blevet oprettet i anledning af udgivelsen af den nye bog.
Niels Gyrsting insisterer på, at siderne skal bruges til udveksling af informationer. Besættelsestiden kalder også over 70 år efter befrielsen på stærke følelser, og debatter udvikler sig ikke sjældent til ophedede meningsudvekslinger. I sådanne situationer bliver deltagerne venligt, men bestemt mindet om Facebook-gruppens formål.

Systematisk samler
Gyrsting er imidlertid ikke historiker; han har haft sit arbejdsliv i SKAT, hvor han er specialkonsulent. Den historiske viden har den 59-årige mand fra København, fordi han gennem 40 år har dyrket besættelsestiden intensivt som hobby. Niels Gyrsting er samler, og han har opbygget et samling af høj klasse fra besættelsestiden, der både består af genstande og dokumenter.
Den måde, Helle, Ib og ‘1944’-gruppen er blevet til på, er typisk for ham. Han har gennem årene dyrket at besøge folk og interviewe dem. Det fører i en del tilfælde til, at hidtil ukendt kildemateriale bliver udleveret fra private mapper, skuffer og skabe.
At Niels Gyrsting har en arbejdsevne ud over det sædvanlige, bevidnes af, at han også kan overskue at være  fællestillidsmand på sin arbejdsplads. I en periode var han desuden medlem af lokalrådet på Østerbro for Det konservative Folkeparti, som han på det tidspunkt var medlem af, og han var i en årrække aktiv i Hjemmeværnet.

I Danske skæbner & eventyr
Allerede tre uger før udgivelsesdatoen fik Helle, Ib og ‘1944’-gruppen foromtale i form af en feature-artikel i Egmont-bladet Danske skæbner & Eventyr. Det udkom midt i februar 2017.
Udgivelsen markeres med en reception i Frimurerlogen på Blegdamsvej på Østerbro, der under krigen var beslaglagt af Schalburgkorpset. ‘1944’-gruppen foretog her den 19. juni 1944 sin kendteste aktion, et decideret paramilitært raid mod bygningen.

I et tidligere blogindlæg har Niels Gyrsting og modstandsmanden Jørgen Hesseldahl fortalt om det samarbejde, der førte til nyudgivelsen af sidstnævntes erindringer i 2014. Det kan du læse her

—– —–

Produktions- og aktivitetsliste for Niels Gyrsting:

Bøger:

• Forfatter: Mærkatpropaganda i Danmark: antifascistiske & fascistiske mærkater & støttemærker 1930-1945 / Niels Gyrsting & Peter Poulsen; Møntklubben Poletten, fraktion 2. verdenskrig, 1995
• Redaktør: I politiets tjeneste, en politimands erindringer, primært fra krigsårene 1940-1945/ Helge Stubs (1916-2002) erindringer som politimand, gardersergent og modstandsmand, fortalt af Helge Stub, redaktører: Dines Bogø, Niels Gyrsting, K.W. Hansen, 2004
• Forfatter og redaktør: Sprællemanden – og andre fortællinger fra Frihedskampen / Niels Gyrsting. SOE-agenten: besættelsen, der varede 60 år; Peder Edelberg; redaktion: Niels Gyrsting og Peter Edelberg, 2005
• Redaktør: Våbennedkastninger, beretning om lokale modstandsgruppers våbenmodtagelse og andre aktiviteter i Vendsyssel under besættelsen 1940-45 / Axel Engberg Pallesen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2006
• Redaktør: Nordens Frihed, illegale blade og bøger under besættelsen, kaptajn, skoleleder P.M. Wichmann Ryefelts erindringer fra besættelsen om hans illegale arbejde og fangenskab i Horserød og Frøslevlejren/ P.M. Wichmann Ryefelt, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2007
• Forfatter: ‘Illegale Tryk’ i antologien: Praktisk Patriotisme ved Per Mortensen, 2007
• Forfatter og redaktør: Hvidsten Gruppen, medlem af Hvidsten Gruppen, Jens Stenz, fortæller i sine erindringer om gruppens våbenmodtagelser og senere arrestation, fængsling og henrettelse samt om sit eget ophold i det tyske fængsel Dreibergen/ Niels Gyrsting; redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2008
• Redaktør: Holger Danske, Afdeling “Eigil” / Povl Falk-Jensen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2009
• Redaktør: Rejsende i sabotage, Den jyske Rejsegruppe 1944-45 /Birkelund, Peter, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2010
• Redaktør: Lille John/ Aksel Willumsen, 2011
• Redaktør: Nybodergruppen/ Gunnar Krogsbøll, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2011
• Forfatter og redaktør: Hans Vultejus, Forpligtet, en dansk/tysk skæbne, som tysk soldat 1943-45 /Niels Gyrsting, 2011
• Redaktør: Besættelsen set med barne– og ungdomsøjne/ Carsten Rütting Schweitz, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2012
• Redaktør: Occupied, Denmark´s Adaptation and Resistance to German Occupation 1940-1945/ Nathaniel Hong, redaction: Esben Kjeldbæk, Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2012
• Redaktør: Helte og andre ofre/Peter Nicolai Gudme Christensen, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2013
• Redaktør: Min rejse tilbage, Theresienstadt 1943-1945 (ny udgave) / Jytte Bornstein, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting
• Forfatter og redaktør: Ørums bitre oprør/ Hans Ørum og Niels Gyrsting, redaktion Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2013
• Redaktør: I Toldstrups tjeneste/ Jørgen Hesseldahl, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting 2014
• Redaktør: Livet skal leves, Henning Jensen/ Pernille Ramsdahl, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2015
• Redaktør: Johs/ Steffen Bülow, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2015
• Forfatter og redaktør: Helle, Ib og ”1944”-gruppen/ Lone Monies og Niels Gyrsting, redaktion: Kjeld Thorsen og Niels Gyrsting, 2016

Artikler:

• Forfatter: Om det illegale Land og Folk (1941-1945) Arbejderhistorie 43, side 94-97, 1994
• Forfatter: Ø8 – en modstandsorganisation/ Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 1995
• Forfatter: En usædvanlig kvinde i Holsteinsgade 30/ Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 1999:4, om Jolanda Rodio, Holger Danske
• Forfatter: P3 – et Østerbro-kompagni i modstandsbevægelsens militærorganisation
• / Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 2001
• Forfatter: Rosenvængets Hovedvej 16 – CB-Skolen, der blev jævnet med jorden, / Niels Gyrsting i: 2100 Ø, Nyhedsbrev fra Østerbro Lokalhistoriske Forening, 2004
• Introduktion: Hvidsten Gruppen, Den autentiske beretning fra 1945/Axel Holm, 2012
• Forfatter: Lidt om Korps Ågesen/ Niels Gyrsting i medlemsbladet: Militaria-Nyt, 2015

Herudover:

• Konsulent på filmene Flammen og Citronen og Hvidstengruppen
• Konsulent på DR-TV om udsendelser om 9. april 1940 og Befrielsen
• Medvirken i DR-TV i udsendelse om Svend Hazel/ Erik Redsted Pedersen, 2010
• Medvirken og tilrettelæggelse af udsendelser for TV-Østerbro – herunder om Besættelsestidens Illegale tryk, CB-Skolen i Rosenvænget. ‘1944’-gruppens angreb på Schalburgkorpset i Frimurerlogen, Mindelunden, 9. april 1940 på Østerbro og om Befrielsen (flere af udsendelserne kan ses på Youtube)
• Leveret konsulentbistand og kildemateriale til flere forfatteres bøger og artikler
• Leveret foredrag om Hvidstengruppen, ‘1944’-gruppens angreb på Schalburgkorpset i Frimurerlogen, Toldere og skattefolk i modstandsbevægelsen 1940—1945, Modstandskampen i Næstved
• Været med til at tilrettelægge udstillinger bl.a. i Københavns Rådhus om jødeforfølgelserne i Danmark (2013) og i Stjerne Radio på Istedgade 31 (2015)
• Mangeårig formand for samlerforeningen OPROP!
• Formand for foreningen Frihedsmuseets Venner
• Næstformand i Neuengammeforeningen
• Næstformand for Horserødlejrens Museums Venner
• Næstformand for projekt Stjerne Radio
• Styrer flere grupper på Facebook: Besættelsen 1940-1945, Frihedsmuseets Venner, Neuengammeforeningen, Horserødlejrens Museums Venner, Studenternes Efterretningstjeneste og ”1944”-gruppen.

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk

Nedenstående er et uddrag fra kapitlet  ‘Brevet’ i bind 2 af Modstand.

—– —– —–

Det var et afgørende vendepunkt i modstandskampen, da  Mogens Fog, 38-årig lægeprofessor og en af lederne for det illegale blad Frit Danmark, i december 1942 gik under jorden for at undgå arrestation. Få dage senere udsendte han det navnkundige brev ‘Draaber i Havet’. Men der var en privat pris at betale for hustruen Elin Fog og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Det fremgik af sønnen Jørgen Fogs beretning næsten 50 år senere.

Et langt maskinskrevet brev fra Mogens Fog var egentlig privat til venner og bekendte. Han skrev det midt i december 1942, umiddelbart efter at han var gået under jorden.
Udtrykket ’under jorden’ blev for øvrigt først et almindeligt begreb, da lægeprofessoren var forsvundet.
Stærkest i erindringen står hans svar til dem, der mente, at danskerne som et lille folk ingen forskel gjorde:
”’Draaber i Havet’, siger De, nuvel, Havet bestaar af Draaber, i en Bevægelse som vor er intet for smaat, hvert Halmstraa vi lægger Nazisterne i Vejen har sin Betydning.”
Flere modtagere gjorde opmærksom på, at brevet var af interesse for en bredere kreds, og fik Fogs tilladelse til at offentliggøre det i den illegale presse.[1]

At skrivelsen er legendarisk, viste sig, da en af Frit Danmark-aktivisterne fra dengang Jørgen Jacobsen 71 år senere, i sommeren 2013, lod sig interviewe til Ekstra Bladet i sin herskabslejlighed på Frederiksberg. Emnet var ikke specielt Anden Verdenskrig, men inden den strukturerede dialog begyndte, kom Jacobsen med forskellige spredte bemærkninger.
”Og så var der Mogens Fogs brev. Det er noget særligt – og noget af det bedste, der er skrevet om modstandskampens nødvendighed,” erklærede den 94-årige pensionerede forsvarsadvokat.[2]
Et lignende indtryk gjorde Fogs brev i Harald Sandbæks præstegård på Hobro-egnen. ”Det var en befriende fornemmelse, at andre fornuftige mennesker følte akkurat, som man selv følte – uden hensyn til, hvad der blev sagt og skrevet fra officiel side,” skrev sognepræsten.[3]

Brevet blev skrevet i en følelsesmættet situation. Fog havde netop uden varsel forladt sin hustru og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Aftenen før var han under et middagsselskab blevet kaldt til telefonen. Det var Mogens Hammer, der havde et advarende tip fra Lorens Duus Hansen, der igen havde sin viden fra kriminaloverbetjent Roland Olsen. Dansk politi ville næste morgen indfinde sig ved hans bolig på Søllingsvej 17 i Charlottenlund og arrestere ham.[4] Fog satte ord på de private følelser.
”Mange af Dem vil nok fordømme min Handlemaade, fordi jeg derved har bragt Sorg og Ulykke over min intetanende Familie; men jeg ved, Elin forstaar og tilgiver mig. Jeg har ikke handlet letsindigt, mine kære har været i mine Tanker, ogsaa Hensynet til deres Fremtid har ligget mig paa Sinde,” skrev han.
Han gik derefter videre til det emne, der bekymrede stadigt flere danskere, selv om de færreste rigtig kunne gennemskue, hvad der foregik.
”Alle skal vide, at tysk Politi i Dag faar Lov til at arrestere enhver dansk Borger, det finder for godt. (…) En eller to danske Betjente har Lejlighed til at bivaane Anholdelsen, derefter ses Ofret ikke af nogen dansk. (…) Det gælder ikke alene, hvor Anklagen gaar ud paa Angreb paa den tyske Værnemagt, enhver antinazistisk Handling el. Agitation kan bringe Folk i Gestapos Vold. Hvad der sker i Forhørslokalerne, ved vi intet om – Beretninger fra andre Lande sætter os i Stand til at gætte.”[5]

Aktionen var et led i en samlet planlagt anholdelse af Frit Danmarks redaktionskomité. Den 7. december havde tyskerne forelagt en liste med anholdelseskrav på i alt en halv snes personer.[6] Samme aften som advarslen til Mogens Fog ringede det på døren hos Ole Chievitz i professorboligen ved Finseninstituttet.
”De kender mig ikke, men mit navn er Lindberg,” sagde den fremmede efter at være trådt ind.
”Jo, så ved jeg, hvem De er,” svarede Chievitz, der var orienteret om, at Mogens Hammer igen befandt sig i landet.
Faldskærmschefen kom for at meddele, at professoren ville blive arresteret i løbet af natten. Den 59-årige Ole Chievitz valgte imidlertid at blive i sit hjem. Han mente, at i en situation, hvor det var meget vanskeligt at arrangere flugt til Sverige, måtte denne mulighed forbeholdes yngre personer, der deltog i farligere modstandsarbejde. Han vurderede desuden, at en arrestation af ham, ville være et spring fremad for modstandstankens stilling i offentligheden. [7]
 Også landsretssagfører Rud Prytz, biblioteksdiretør Thomas Døssing, Henry Christophersen fra Arbejdsmandsforbundet og landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev advaret. Kun Christophersen gik under jorden, mens Prytz vurderede, at man trods alt ikke risikerede liv og lemmer under en kortere dansk fængselsstraf. Også Thomas Døssing valgte at afvente.

Chievitz, Prytz og Døssing blev alle arresteret den 9. december om morgenen og deres hjem ransaget under deltagelse af medfølgende Gestapo-folk.[8] Samtidig rykkede to danske kriminalbetjente ud for at anholde Mogens Fog.
”Til Assistance med Ransagning vil der blive stillet 4 tyske Politimænd til Raadighed,” havde kriminaloverbetjent Nørreheden, Københavns Opdagelsespoliti, dagen før skrevet i sin rapport.
Samme nat pakkede Mogens Fog en let kuffert, tog sin skrivemaskine under armen og drog afsted til veninden Grethe Strøybergs lejlighed i det nærliggennde Ordrup. Den 25-årige kvinde blev under dæknavnet ’Frida’ hans sekretær, kurer og elskerinde, mens han boede hos hende det følgende år.

Politiet dukkede forgæves op i hjemmet på Søllingsvej både den 9. og 10. december. Tyskerne ønskede også hustruen, børnelæge Elin Fog fængslet, da de mistænkte hende for at være medskyldig i mandens arbejde, men det satte departementschef Eivind Larsen sig med held imod. Til gengæld måtte han love, at dansk politi ville gennemføre en afhøring. [9] Faderens forsvinden fandt sted midt i juleforberedelserne i hjemmet.
”Jeg stod (…) på en høj stol inde i stuen og satte stearinlys i en lysestage, da mor kom og sagde, at far ikke kom hjem til jul, fordi han var rejst,” fortalte Jørgen Fog, otte år i 1942, i 1991.
”Jeg syntes naturligvis, at det var mærkeligt, at han var rejst uden at sige farvel, og så lige før jul. Mor sagde ikke mere, og jeg var vel klar over, at jeg ikke skulle spørge. (…) Få dage efter kom nogle danske politifolk og satte sig i stuen. De ventede på, at far skulle komme hjem. De spurgte mig ud, blandt andet om, hvornår jeg sidst havde set ham.”
Elin Fog blev flere gange afhentet til daglange afhøringer.
”Hun fik nådigst lov til at tage Eva (…) med. Hun blev stadig ammet. I den periode sagde mor til politiet og til Inge og mig, at far var rejst til England.”[10]

Det var åbenlyst pinligt for myndighederne at måtte anholde to medicinske professorer og andre prominente folk. Sagen kom op på et ministermøde den 10. december. Her fremgik det, at kravet om arrestationerne var blevet fremsat af Paul Kanstein fra det tyske gesandtskab.
”Eivind Larsen havde da svaret, at det her drejede sig om saa fremtrædende Personligheder, at Arrestationerne vilde vække et saadant røre i Befolkningen, at det danske Politi ikke kunde foretage disse Arrestationer uden nærmere Grundlag,” skrev minister Gunnar Larsen i sin dagbog.
Kanstein oplyste da, at informationerne bl.a. stammede fra afhøringerne af Aksel Larsen.
”I Forhørsretten havde han (Chievitz, forf.) udtalt, at han ikke var Kommunist, men at han ansaa Kommunisterne for at være den eneste Organisation i Danmark, der var egnet til at forsvare de nationale Interesser i Øjeblikket,” fortsatte Gunnar Larsen.
Regeringen anså det for helt afgørende at beholde sagen i dansk regi.
”Thune Jacobsen havde (…) stærkt fremhævet Nødvendigheden af, at det hele blev indbragt for danske Domstole. (…) Hvis man blot kunde udstede en Erklæring om, at (…) de paagældende vilde blive straffet for en dansk Domstol, mente man, at der vilde falde Ro over hele Spørgsmaalet, og at Sympatien med Fangerne i vide Kredse vilde svinde, naar man fik at vide, at de virkelig havde været i Forbindelse med Aksel Larsen.”[11]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af  ‘Modstand-2’:

Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

[1] Brevet ligger i Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v.. Se desuden Morten Møller: Mogens Fog, side 57-61, og Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217.

[2] Bemærkningen er citeret efter hukommelsen. Artiklen med Jørgen Jacobsen blev bragt i Ekstra Bladen den 11. januar 2014.

[3] Harald Sandbæk: Præst, sabotør, flygtningearbejder, side 55-56

[4] Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217; Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45; Morten Møller: Mogens Fog, side 55, og Hans Elfelt Bonnesen: Med fup og faldskærm, side 25.

[5] Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v..

[6] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45, og Børge Houmann: Hvem er Nielsen? side 138-139..

[7] Jørgen Røjel: ’Fra Frihedskampen’ i Ole Chievitz, side 83-84.

[8] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45-46.

[9] Morten Møller, side 55 og note 66 og 67 på side 443-444, og Elias Bredsdorff: ’Modstandsmanden’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 92.

[10] Nan Henningsen: ’Jørgen Fog om sine forældre’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 275.

[11] Gunnar Larsen: Samarbejdets mand (bind 2), side 513-515.

 

Manus-4: Erindring om et slagsmål

Nedenstående er et uddrag af kapitlet ‘Den voldsomme orlov’, der åbner ‘Modstand-2’
Foreløbig består manuskriptet af 22 kapitler eller 164 A4-ark – svarende til godt 350 fuldt opsatte sider med billeder

 

 

 

 

 

 

 

I efteråret 1942 begyndte danskernes indtil da altovervejende støtte til samarbejdspolitikken for alvor at skifte. En vigtig begivenhed i den antinazistiske og antityske mobilisering var uroen ved Frikorps Danmarks hjemkomst på samlet orlov i september 1942. En af deltagerne i de voldelige sammenstød med de østfrontfrivillige var den dengang 22-årige Povl Falk-Jensen, der i dag er 96 år. De dramatiske dage i København og på Frederiksberg åbner indledningskapitlet i ‘Modstand-2’, der får undertitlen ‘Samarbejdets fald’

Kort efter kl. 17 torsdag den 10. september 1942 stillede adskillige hundrede frivillige fra Frikorps Danmark op til parade på Rådhuspladsen i København. Blandt de tusinder af tilstedeværende var den 22-årige kornet og sparekasseassistent Povl Falk-Jensen.
Han havde besluttet sig for at følge med, når de østfrontfrivillige satte ud på den planlagte march til Frederiksberg for at holde hvervemøde i KB-Hallen.
”Jeg havde simpelthen – fra aftjeningen af min værnepligt – arbejdet ud fra at ville et eller andet. Jeg prøvede at finde nogen, som man kunne ’lave noget sammen med’,” fortalte Falk-Jensen som 95-årig i december 2015.
Det var lykkedes måneden før, da han sammen med en kollega fra sparekassen Bikuben havde rekognosceret og taget billeder ved Horserød-lejren, hvor flere hundrede kommunister sad interneret. De to mænd blev imidlertid blevet arresteret og først løsladt efter at have afleveret deres film.[1] Povl Falk-Jensen havde nu spurgt den samme kammerat, om han ville være med til noget i forbindelse med ’frikorpsernes’ tilstedeværelse i byen.
”Men det ville han ikke; han syntes, det var for risikabelt. I det hele taget var langt de fleste danskere på dette tidspunkt meget tilbageholdende.”[2]

Hos mange var der dog opbrud i holdningen til besættelsesmagten. Otte dage forinden, den 2. september 1942, havde statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale i radioen, skabt voldsom diskussion i Povl Falk-Jensens hjem på Frederiksberg. Det var heri, Buhl opfordrede danskerne til at angive mistænkte sabotører til dansk politi.
Faderen, den 58-årige tidligere forpagter af samme navn, var konservativt folketingsmedlem og reserveofficer. Han havde den 8. april 1940 stillet i uniform på Christiansborg, fordi han ventede at kunne blive indkaldt med kort varsel.[3] Nu holdt den ældre Povl Falk-Jensen dog på, at man måtte følge regeringens politik, og at en god konservativ var forpligtet på kongens bud om ro og orden.
Det kunne sønnen ikke tilslutte sig. For ham var det afgørende, at fjenden stod i landet, og at han som befalingsmand af reserven var kongens soldat. Sammenstøddet med forældrene endte med, at sønnen kort tid efter flyttede hjemmefra.[4]

I øvrigt var Vilhelm Buhls tale ikke den eneste, der var blevet holdt den 2. september. Samme dag holdt digterpræsten Kaj Munk på et præstemøde i Tommerup et af sine provokerende foredrag.
I foråret 1942 havde myndighederne beslaglagt hans skuespil Niels Ebbesen ved udgivelsen, men det var lykkedes Dansk Samling og forskellige boghandlere at få distrubueret de 14.000 eksemplarer, inden beslaglæggelsen blev effektiv. Munk var et par dage senere blevet kaldt til møde med kirkeminister Vilhelm Fibiger og advaret om, at han ville blive arresteret, hvis han fremturede.
Tværtimod at rette sig efter pålægget angreb Kaj Munk i et sommerforedrag på Askov Højskole sin yndlingsaversion professor Hal Koch, formand for Dansk Ungdomssamvirke. I Tommerup skærpede han tonen endnu en tand. Munk modsagde kongens og regeringens påbud, for ’en værdig og korrekt optræden er ingen nytte til under de nuværende forhold; den er tværtimod samfundsfarlig’.
Digterpræsten opfordrede præsterne til at udvise den kristne heroisme, som består i ’offer, mod og lidenskab’. Munk savnede det samme, når han så på dansk åndsliv i det hele taget.
”Vore digtere og andre førere har lært det danske folk at tænke småt. Selv Hal Koch rider rundt i landet på en lille, skævbenet hund (…). Så må vi, præsterne, pariaerne, vi må til det. (…) Vi må sige til regering og domstole: Pas på! Før os ikke længere ind i løgnen,” tordnede han.[5]

Flere og flere knyttede hånden i lommen, f.eks. arbejderne på B&W i Strandgade på Christianshavn ved middagstid den 10. september – få timer før Povl Falk-Jensen overværede Frikorpsets opstilling i marchkolonne på Rådhuspladsen.
”Så kom ’Østens helte’ hjem på orlov og gik i gang med at tæve en dansk mariner på Christianshavns Torv,” skrev Peter Gylling Mortensen, dengang 18-årig smedelærling, senere.
”Tid og sted var heldigt valgt, for det var lige før frokost, og så stejlede vi læredrenge ud for at sikre os de bedste pladser på broen og på monumenterne.”
Ifølge Vilhelm Bergstrøm, kriminalreporter ved Politiken, begyndte balladen tilsyneladende, fordi den danske soldat ikke ville hilse på Frikorps-folkene, der reagerede ved at overfalde ham. Kampen var ulige, da de tre overfaldsmænd stod over for flere hundrede arbejdere.
”Vi smed frikorpserne i kanalen, og Bornholmeren tog en skråhue og en bajonet med hjem til tutten,” skrev Peter Gylling Mortensen.
Spændingen steg til faretruende højder.
”Arbejderne trak sig tilbage til B&W, hvor de sang Internationale og raabte Rød Front. Frikorpserne belejrede B&W’s Udgange,” hed det i Vilhelm Bergstrøms dagbog.
Respekten for autoriteterne var væk blandt arbejderne. Mange af dem stod i marketenderiet.
”Her bankede vi bajonetten i til skaftet midt i billedet af alfader Stauning. Kors i hytten, hvor blev der ballade. Fagforeningspamperne truede og råbte op,” skrev Gylling Mortensen.
Nu var det blevet et spørgsmål om ære fra Frikorps-kompagniets side, registrerede Vilhelm Bergstrøm.
”Der blev givet Arbejderne en halv Times Betænkningstid til at skaffe Bajonetten i. Kom den ikke til Veje, ville man rykke ind paa Grunden med ladte Geværer.”
En arbejdsformand tog ordet og fik overbevist om det tilrådelige i at fremskaffe bajonetten.
”En Arbejder pegede paa en Ølkasse ved Kanalen. I vandet neden for denne Ølkasse laa Bajonetten. Falcks Redningskorps blev hentet, og en Dykker gik ned og hentede Bajonetten. Den blev udleveret. Frikorpserne følte sig tilfredsstillet og gik bort,” skrev reporten om konfrontationen, som politiinspektør Einer Mellerup – ordenspolitiets chef – havde fundet ’overordentlig truende’.[7]

Den 5. september 1942 blev det kendt, at korpset ville ankomme til Københavns Godsbanegård tre dage senere, tirsdag den 8. Det blev klart, da pressefolk blev kaldt til møde i Udenrigsministeriet af direktør Nils Svenningsen og Karl Eskelund, chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau.
Direktøren indskærpede, at man måtte gøre alt for at sikre et roligt forløb. Han oplyste, at frikorpsfolkene var instrueret om at iagttage en korrekt holdning over for befolkningen. De havde samme pligter og rettigheder som Værnemagtens soldater og skulle ikke tåle angreb eller forulempelser. Aviserne opfordredes til at bringe afdæmpede, balancerede reportager.
To dage senere, den 7. september, holdt udenrigsminister Erik Scavenius et tilsvarende møde for Københavns Redaktørforening. Han bad bladene om at advare befolkningen mod uvenlige handlinger, der kunne komme hele landet til skade. Bladene burde desuden sige nogle pæne ord og de 121 frikorpsfolk, der var faldet under de meget hårde kampe i Demjansk-området på Østfronten.[9]

Stemningen var spændt, da soldaternes to dage efter rullede ind ved middagstid. Bergstrøm blev sendt ud for at dække begivenheden. Han mødte en kollega.
”Næsh (Carl Næsh Henriksen, forf.) og jeg stod ret op og ned i 2 Timer og blev trætte. Saa hentede vi vore Cykler, som vi havde stillet hos Falck. Vi kørte gennem alle Afspærringer til Stedet, hvor det foregik,” noterede Vilhelm Bergstrøm i sin dagbog.
Naziføreren Frits Clausen holdt tale, men de to pressefolk kunne ikke høre, hvad Clausen sagde, og de cyklede ned mod havnen.
”En tyskuniformeret Mand kom hen og hilste paa Næsh. Han hed Norddahl Petersen (Poul Nordahl-Petersen, forf.) og havde tidligere været ansat i Politikens Sportsredaktion, men havde ladet sig lokke over til Fædrelandet.
’Vil du ikke hilse paa mig,’ spurgte han Næsh. Næsh saa lige ud. ’Jeg har bare været med som Korrespondent’, sagde Norddahl Petersen, og saa gik han. Det er et af de triste Tilfælde, som er i Tiden.”
Soldaterne marcherede op mod Rådhuspladsen, og pårørendes og tilhængeres hurraråb til soldaterne blandede sig med hujen og fy-råb. Det kom til flere korporlige sammenstød.
”En ældre Mand (…) blev ved synet af Frikorpset desperat. Han traadte frem og raabte Gang paa Gang:
’Landsforrædere!’ (…) Da han blev ved med at raabe, maatte man anholde ham,” skrev Bergstrøm, der ud på aftenen nåede op på avisen, hvor han briefede chefredaktør Niels Hasager.
”Jeg hørte, at vi skulde skrive Reportage om Frikorpset. Det blev Schwartz. Hasager var temmelig sammenbidt. Budet Otto kom hen til mig og fortalte, at han forleden, da han var blevet kørt hjem, var bleven kropsvisiteret af et Par Opdagere. Det er noget, der er ved at blive almindeligt. Man søger efter Sabotører.”[10]
(…)

Sidst på eftermiddagen den 10. september 1942 satte Frikorps-kolonnerne sig i bevægelse mod KB-Hallen ad Gammel Kongevej. Den medfølgende Povl Falk-Jensen overværede et særpræget optrin.
”Ved fajance-fabrikken var der en bæverding, hvor der sad tre barmsvære damer og en mandsling. De sad og råbte ukvemsord efter de her forrædere. Det stoppede, da der blev rekvireret et salatfad fra dansk politi,” fortalte han i 2015.
’Frikorpserne’ var marcheret videre, og den ungkonservative mand var sakket lidt agterud.
”Jeg har aldrig set noget så tillukket og ubeboet som ejendommene på Frederiksberg på dette tidspunkt. Der var intet tegn på liv, men folk har sikkert alligevel været nyfigne nok til at holde diskret øje ved vinduerne,” fortalte Povl Falk-Jensen.
Også andre overværede, at de østfrontfrivillige forsvandt ind i sportshallen.
”Det var især arbejdertyper, mange sikkert kommunister. Vi var nogle, der blev enige om, at frikorpserne skulle have nogle på frakken.”
Over for KB-Hallen – på højre side af Peter Bangsvej set fra København – lå der en passage som et stort, åbent græsareal i u-form med en masse små kolonihaver. I området stod et større antal cykler, som de nysgerrige havde stillet hen eller smidt fra sig.
”Bl.a. jeg fik den ide at samle nogle af de folk, der var – vel 20-30 mand. De blev formeret som en overfaldskommando. Vi tog cykelpumper fra de cykler, der lå rundt om for at bruge dem som våben. Strategien var at tage os kærligt af dem, der kom igennem passagen,” berettede Falk-Jensen.
Aktivisterne ventede op mod halvanden time, og der begyndte at opstå uro og utålmodighed. Så var hvervemødet inde i hallen endelig slut.
”Jeg gik frem til en af de første haver. Da frikorpserne kom, havde officererne dragne pistoler, og mange af de andre svang med livremmene over hovedet. Jeg stod i den forreste have, og de kom direkte mod mig. ’Kan I ikke rende uden om min have her,’ udbrød jeg indigneret. Og de rendte sgu udenom! Mange af de andre i passagen blevet slået ned med remme. Så samlede jeg stumperne, og så tævede vi nogle af deres ’stumper’, da de færdedes spredt på Peter Bangsvej.”
Povl Falk-Jensen ringede fra en telefonboks til den kammerat, der ikke havde villet være med. Falk-Jensen havde i skumringsbelysningen set politiet komme i en af deres ’skovvogne’ – dvs. biler, hvori betjentene sad på åbne bænke i siderne klar til at springe ud.
”Den stoppede og vendte på bakken ved KB-Hallen – og de tændte projektører, mens jeg stod i telefonboksen. De satte mandskab ind
med knipler og ryddede gaden totalt. Jeg hørte en voldsom larm af folk, der blev jagtet. Jeg blev i boksen og holdt øje gennem de matterede ruder. Jeg gik ud, men så nu en 15-mandskæde, der skulle samle op på alle, der havde taget tilflugt i porte, opgange og hække. Så fik jeg nogle stryg, og de lange knipler, de havde… – de svier en del,” fortalte han.
Med konfrontationen havde han fået en førstehåndsoplevelse af, at Buhl-regeringen tog skrappe midler i brug i bekæmpelsen af sabotage og antityske uroligheder.
”Politiet spredte ikke bare mængden; de undersøgte det hele for at være helt sikre på, at man havde skrabet bunden,” bemærkede han.[22]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–
[1] Bind 1, side 474-475 og Povl Falk-Jensen: Holger Danske – afdeling ’Eigil’, side 14.

[2] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015.

[3] Bind 1, side 92.

[4] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 14-15.

[5] Per Stig Møller: Munk, side 307-309.

[7] Per Mortensen (Peter Gylling Mortensen): Sabotørerne, side 20, og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen, side 507-508.

[9] L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 326-328.

[10] Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen (bind 1), side 503-504.

[22] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015 og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under krigen, side 508-510. Når en interviewperson fortæller om begivenheder, der fandt sted 73 år forinden, opstår spørgsmålet om eventuelle erindringsforskydninger naturligt.Her er det værd at bemærke, at Falk-Jensen fik stillet spørgsmålet om sammenstødene ved KB-Hallen uden varsel, og at han efter sin beretning fik læst Vilhelm Bergstrøms skildring af dagen op. Den eneste uoverensstemmelse i forhold til denne samtidige kilde var, at pensionisten erindrede, at begivenhederne var sket i fuldt dagslys, mens det hos Bergstrøm fremgår, at de udspillede sig i skumringen. Falk-Jensen erkendte, at han på dette punkt nok huskede forkert.

Den fremkommelige dr. Best

Nedenstående er en tidligere noget længere manuskriptversion af kapitlet ‘Den fremkommelige dr. Best’ på siderne 308-314 i ‘Modstand-2’:

—– —–

Højdepunktet af samarbejdspolitikken omkring forhandlingsrelationen Werner Best/Erik Scavenius  førte til benådninger af dødsdømte – Werner Best gjorde et forsøg, der faldt pinligt til jorden, på at få professor Ole Chievitz og historikeren Vilhelm la Cour til at tage til orde mod sabotagen

Da den tyske krigsret blev sat den 12. april 1943 på Nyboder Skole, general von Hannekens hovedkvarter, blev KOPA-sabotøren Hans Petersen dømt til døden for sabotagen på Adlers Autoservice og sabotageforsøget på den tyske militære transportafdeling i Bjelkes Allé i henholdsvis september og oktober 1942.
Det var den første dødsdom over en dansker under besættelsen. Samtidig blev den tidligere KOPA-leder Harald Ferdinand Nielsen idømt fængsel på livstid og Johnny Nielsen 10 års fængsel. Hans Petersen hensad derefter i Vestre Fængsel, mens de danske myndigheder gennem udenrigsministeriet forsøgte at udvirke en benådning.
”Jeg regnede med, at hver gang døren gik op, der stod der så to soldater (…), men det ender med, at så er det for at undersøge, om der er noget urent i cellen eller sådan noget,” fortalte han mange år senere.
Den 8. maj 1943 fik han Politiken smidt ind i cellen.
”Der står så: dansk sabotørs dødsdom ændret ved Scavenius’ henvendelse til livsvarigt tugthus i Tyskland. Og så går turen til Tyskland, den tur son mange andre har været igennem.”[1]
I disse måneder blev fordele og ulemper ved samarbejdspolitikken sat på spidsen – den politik, der havde fortsat dansk retshåndhævelse og domsmyndighed som det højest prioriterede gode. Ikke bare KOPA-sabotørerne, men hele grupper af modstandsfolk blev stillet for retten i en stribe sager.
Blandt dem var folkene fra den kommunistiske radiogruppe. Den blev af historikeren Jørgen Grønvald Laustsen sammenlignet med den sovjetiske efterretningsorganisation i Frankrig, Holland og Belgien, der blev trevlet op samtidig med de danske og tyske myndigheders aktion mod de danske kommunister. Det netværk, som Gestapo gav betegnelsen Rote Kapelle, nåede i sin funktionstid i Vesteuropa fra 1940 at sende ikke mindre end 1500 telegrafiske indberetninger til Moskva. Oplysningerne var næsten alle af militær betydning, bl.a. krigsvigtige industrianlæg, våbentyper og tyske enheders bevæbning og antal.
”Hitler viste ingen nåde, og mange af gruppens medlemmer blev henrettet,” skrev Grønvald Laustsen i 2007.
De meget lempelige straffe skyldtes ikke, at de lokale tyske myndigheder ikke magtede at slå hårdt ned. Dødsdommen over Hans Petersen var den første over en dansker, men kun den anden i Danmark under besættelsen. Den 19. februar 1943 dødsdømte krigsretten på Nyboder Skole den 27-årige svenske kommunist og matros Karl Staf, der var rejst ind i Danmark i et forsøg på at komme til at virke som sovjetisk spion. På forespørgsel fra den danske regering blev Staf imdilertid benådet til livsvarigt tugthus, der skulle afsones i Tyskland.[2]
 Benådningerne af de to dødsdømte, der begge i nazistisk optik havde personprofiler uden formildende momenter, viste, at det tyske styre med Werner Best i spidsen var rede til at gå langt for at redde samarbejdspolitikken. I samme retning pegede mønstret i dommene, der ud fra nazistiske normer virkede rent ud latterlige.
Historikeren Kurt Jacobsen nævner muligheden for, at kriminalkommissær Hermann Span under afhøringerne af Aksel Larsen kan have stillet i udsigt, at tyskerne ville acceptere milde domme over personer, som Larsen oplyste navnene på. Der er ting i referatet, der kan tydes i den retning – især en trussel om, at personer ville blive dømt ved krigsret, hvis tyskerne selv skulle finde frem til dem.[3]
 I april faldt dommene Københavns Byret mod de arresterede medlemmer af Frit Danmarks ledelse. Professor Ole Chievitz (foto lige herunder)  fik otte måneders fængsel, landsretssagfører Rud Prytz seks måneder og biblioteksdirektør Thomas Døssing fire måneder. De blev kendt skyldige i illegalt bladarbejde, men ikke-skyldige i støtte til komministisk virksomhed og opfordring til sabotage. Den kommunistiske direktør Karl V. Jensen fik en strengere straf end de andre, halvandet års fængsel, fordi han havde hjulpet den dødsdømte Karl Staf efter dennes ankomst til landet. Landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev frifundet.
Efter domsafsigelsen greb Chievitz ordet og citerede et vers af den norske digter Nordahl Grieg: Men netop i denne timen vet vi hva frihet er. Der stiger en sang over landet, sejrende i sit språk, skjønt hvisket med lukkede læber under de fremmedes åk.
De milde domme blev mødt med bestyrtelse i den tyske ledelse. Døssings dom gik lige op med varetægtsperioden, mens Chievitz og Prytz skulle afsone en kort periode. Her skete der det usædvanlige, at Ole Chievitz fik eftergivet reststraffen.
Til gengæld skulle han møde op til en samtale på Dagmarhus med dr. Best, der fortsat mente, at han med sin smidige forhandlingslinje og påvirkning af indflydelsesrige meningsdannere kunne eliminere modstanden.
Werner Best mente at have et godt emne som udgangspunkt for at nå frem til nogle fælles synspunkter. Det var sympatien for Finland, der nu kæmpede på tysk side mod Sovjetunionen.[4] Her havde Chievitz ledet en dansk ambulance under både borgerkrigen efter Første Verdenskrig og under Vinterkrigen 1939/40. Best havde dog forregnet sig; han mødte ingen sympati hos Chievitz.
”Meget farlig mand, åleglat, smilende, charmerende, men sikkert bundupålidelig (…), skabt til at løbe om hjørner med godtroende danskere,” sagde professoren efter audiensen, da han mødte historikeren Vilhelm la Cour (foto lige herunder) i forværelset.[5].
Ja, for den provokerende foredragsholder var blevet tilbudt en ophævelse af sin tvungne internering på Vallø Kloster,[6] hvis han også ville komme til samtale hos Werner Best. Den filosofisk og historisk velbevandrede Best så frem til at diskutere J.G. Fichtes Reden an die deutsche Nation (’Taler til den tyske nation’) og spørgsmålet om folkeånd med den lærde dansker.
Efter en lang udredning om dette emne kom Werner Best ind på, at danskere og tyskere som germanske broderfolk have fælles interesser. Han ville derfor høre, om Vilhelm la Cour var ikke enig i, at den sabotage og ’aandelig og politisk Forgiftning af Opinionen’, der fandt sted, var beklagelig. Han spurgte, om dr. La Cour havde noget imod at sige sin mening helt ligeud.
”Absolut ikke, svarede jeg. Sabotage havde jeg ikke ment at kunne anbefale, fordi jeg ikke opfattede den som et effektivt Vaaben,” skrev han i sine erindringer.
”Man kunde ikke vinde Krigen alene ved Sabotage. Hvad den ’aandelige og politiske Forgiftning’ angik – en Bemærkning, der jo ganske øjensynligt var møntet netop paa mig – maatte det vel kunne berolige ham, at man havde lukket Mundet paa mig.”
Her afbrød Werner Best i la Cours referat og bedyrede, at bemærkningen ikke var møntet på ham specielt.
”Han var kun bange for, at andre skulde forgifte Atmosfæren, og dette søgte han at modvirke. Vilde jeg ikke selv anse det for gavnligt, hvis mere moderate og forstaaende Anskuelser kunde blive gjort gældende i Offentligheden? Jeg maatte ikke tro, at han savnede Forstaaelse for den danske Ungdoms Holdning. (…) Da han selv var ung, havde han under den franske Rhinlandsbesættelse handlet aldeles som Ungdommen her – kun endnu skrappere.”
Senere var Werner Best imidlertid blevet klar over, at det var uklogt.
”Tyskerne havde intet opnaaet ved denne Sabotage eller Hetz, de havde kun gjort Vanskelighederne større for sig selv. Men det vilde intet nytte, at han offentligt hav denne Erfaring til kende , og han kunde gerne tilføje, at det heller intet vilde nytte, hvis Hr. Scavenius sagde noget lignende; men ’hvis Folk af Deres Art vilde virke modererende og oplysende, vilde overordentlig meget være vundet. Jeg har hørt, at De i sjælden Grad kan tale til Ungdommen. Er det utænkeligt, at De vil virke med til at dæmpe dens forstaaelige, men nytteløse Opposition?’.”
Vilhelm la Cour troede nærmest, at den rigsbefuldmægtogede var gået fra forstanden og kom ifølge sin beretning nærmest til at le. ”Jeg nægtede kategorisk at imødekomme denne utrolige Henstilling, men gentog, at jeg virkelig ikke – af den Grund, jeg havde nævnt – havde opfordret til Sabotage.”
Samtalen fortsatte temmelig længe.
”Og saa fik jeg følgende ubetalelige Afskedssalut: ’Jeg er meget glad for, at De kom! Selv om man veed, at man staar som hinandens Modstandere, er det dog tilfredsstillende at kunne vise hinanden Respekt som germanske Mænd!’ Og atter trykkede han min Haand, idet han lukkede Døren op,” berettede Vilhelm la Cour.[7]
Werner Bests forsøg på at vinde de dansknationale bedsteborgere Chievitz og la Cour stod i skærende kontrast til den behandling, som blev Thomas Døssing (foto herunder) til del. Den 61-årige bibliotekstdirektør kunne forlade Københavns Byret som en fri mand efter dommen.
I hans tilfælde gav den tyske utilfredshed imidlertid et ubehageligt efterspil. Paul Kanstein, den ansvarlige for politispørgsmål hos den rigsbefuldmægtigede, beklagede sig kraftigt til Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen. Kanstein kunne ikke acceptere, at Døssing, en kendt kulturradikal og højlydt kritiker af samarbejdspolitikken, var på fri fod.
Sagen krævede hurtig handling, men den var kompliceret, fremgår det af Jørgen Grønvald Laustsens biografi om Thomas Døssing. Lørdag den 10. april 1943 om aftenen ringede Eivind Larsen, der befandt sig i justitsminister Thune Jacobsens hjem, Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen op privat. De blev enige om, at en ’la Cour-løsning’ – en frivillig husarrest – ville være det bedste.
Svenningsen ringede til Regierungsdirektor Friedrich Stalmann, der var politichefen Paul Kansteins højre hånd, og orienterede ham. Mandag formiddag viste det sig, at tingene var komplicerede, for statsadvokat Troels Hoff havde forhandlet med Stalmann, der ikke ville acceptere en ’la Cour-ordning; Thomas Døssing skulle fængsles. Både justitsminister Thune Jacobsen og Eivind Larsen lagde imidlertid afgørende vægt på, at det skulle være en frivillig internering, og det lykkedes dem at få Paul Kansteins accept.
Tirsdag den 13. april blev biblioteksdirektøren kaldt til Justitsministeriet, hvor han fik at vide, at han måtte acceptere internering i sit hjem, hvis han ville undgå at blive arresteret. Døssing måtte skrive under på, at han tog orlov fra sit embede som biblioteksdirektør, så længe besættelsen varede, og han måtte ikke forlade sit hjem i Humlebæk i Nordsjælland uden tilladelse fra tysk politi. Han måtte ikke ytre sig offentligt eller beskæftige sig med politik, og de danske myndigheder skulle stå inde for, at han overholdt disse vilkår.
”Derfor skulle det danske politi overvåge Døssing så grundigt, at man fuldstændig kunne udeluklke et ’tilbagefald’,” skriver Grønvald Laustsen om SS-Brigadeführer Kansteins betingelser.
Internt blev de danske embedsmænd enige om, at kravet om husarrest ikke skulle tages ’aldeles bogstaveligt’. Troels Hoff forestillede sig, at gennemføre ordningen ved at politiet engang imellem kiggede forbi hos Thomas Døssing, når man alligevel havde et ærinde på egnen.
Hvis den tidligere Frit Danmark-aktivist overhovedet opfattede disse bestæbelser på at gøre forholdene så lempelige som muligt for ham, gjorde det ikke indtryk. At blive anholdt, dømt, suspenderet og interneret af danske myndigheder på tysk ordre var en oplevelse, han bar med sig. Den skulle de følgende år få afgørende indflydelse på hans grundholdning til modstandskampen og Danmarks internationale stilling.[8]
(Alle billeder er fra Frihedsmuseets arkiv)

Vilhelm la Cour-sagen, som der hentydes til i teksten, er tidligere beskrevet i dette indlæg.

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

Se vedr. Werner Best evt. også dette indlæg om mit besøg hos et af hans børn.
[1] Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA, side 55, og L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 363.

[2] Jørgen Grønvald Laustsen: Medløbere og modløbere, side 155-156.

[3] Kurt Jacobsen: Aksel Larsen, side 295, og Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt, hvidt og blåt, side 155.

[4] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 49-50.

[5] Hans Kirchhoff: Augustoprøret (bind 1), side 111, og Niels-Birger Danielsen: Werner Best, side 196.

[6] Bind 1, side 411.

[7] Vilhelm la Cour: Vejs Ende, side 92-100.

[8] Jørgen Grønvald Laustsen: Den illoyale gesandt, side 75-77.