Skolelærerens flugt fra Gestapo
Ejvind Jacobsen (nederst th.) som 25-årig lærer ved Dannevirke på en skolerejse i 1939. Pigen midt i forreste række med lyst hårbånd er den i dag 95-årige Kirsten Stenz – dengang ca. 14 år – der har gjort mig opmærksom på beretningen.
Lederen af modstandsbevægelsen i Randers reagerede hurtigt, da der blev ringet på hans dør en tidlig sommermorgen for 75 år siden. Han havde været forudseende og forberedt en flugtvej
Den 29-årige Ejvind Jacobsen, skolelærer på Hobrovejens skole i Randers, var leder af sabotagen og våbenmodtagelsen i november 1943 til forsommeren 1944 – i de sidste måneder også byleder i den østjyske by. Jacobsen var Dansk Samling-sympatisør og en dedikeret spejderleder i FDF. Det var netop i spejdermiljøet, han rekrutterede folk til arbejdet – blandt andet ægteparret Carl og Gertrud Pedersen, der blev vigtige hjælpere for nedkastningschefen Jens Toldstrup.
Den 9. juni 1944 var det imidlertid slut, men Ejvind Jacobsen undslap mirakuløst, da Gestapo prøvede at arrestere ham på hans bopæl i bebyggelsen Drosselhaven. Han endte med at komme til Sverige, hvor han lige før befrielsen kom ind i Den danske Brigade.
Jeg er tak skyldig til en af Ejvind Jacobsens gamle skoleelever, Kirsten Stenz, for at gøre mig opmærksom på lærerens beretning i Historisk Årbog for Randers Amt fra 1983. Den er den måske bedste og mest helstøbte beretning, jeg har haft til rådighed for bind 3 af Modstand.
Beretningen indgik i udstillingen ‘Modstand’ på Museum Østjylland tidligere i år, som jeg var konsulent på. Den havde nedenstående længde og blev til lejligheden læst op af en skuespiller, så gæsterne kunne aflytte historien med høretelefoner. Hvis du har bindet for hånden, er beretningen med side 506-511, men naturligvis i langt kortere form.
Jeg har selv haft min barndom og ungdom i Randers og oplever det som lidt specielt at finde ud af, at så dramatiske begivenheder, jeg ikke kendte noget til, er foregået på gader, hvor jeg færdedes daglig til og fra skole.
Klokken var kun tyve minutter i seks, da Gestapo ringede på entredøren. (…) Jeg sprang op og fik bukser på. Jeg hørte Thorup Lading (en logerende) lukke dem ind i entreen.
(…) Så blev der dundret på min dør, der var låst. (…) Jeg løb i mine morgensko hen til altandøren. (…) Jeg kastede et blik ned i anlægget. Der var mennesketomt. Jeg stoppede håndgranaten i den ene lomme, Colt’en i den anden. Der var ingen tid at spilde. Ned med papirrebet. Jeg skrævede over altanens jernrækværk og gled ned ad rebet.
(…) Det gik godt nok til 1. sals højde, men så var rebet filtret sammen (…). Jeg lod mig falde resten af vejen. (…) Jeg mærkede et jag af smerte i min højre fod, da jeg landede forkert på den.
(…) Jeg humpede ned ad grusgangen de ca. 50 m til muren, der var høj og ikke beregnet til at klatre over. Hvordan jeg kom over, ved jeg ikke. Måske hjalp det, at jeg hørte Gestapo sprænge døren.
Det gik tilsyneladende godt. Nu var det om at komme af vejen i en fart. Så snart tyskerne fandt ud af, at jeg var flygtet, ville de sikkert køre rundt i de nærmeste gader, og så ville det være let for dem at finde mig, hvis jeg ikke forinden var nået over på Skovbakken.
(…) Som min fod havde det, begyndte jeg at tvivle på, at det var en god ide at fortsætte. Foran mig så jeg indgangen til en stor villa. Jeg besluttede mig til at tage chancen for at blive skjult der (…), eller måske låne en cykel (…). Fruen lukkede op. Hun var i morgenkåbe. Hun ville øjensynlig ikke indlade sig på letsindigheder og gik ind for at vække sin mand. (…) Jeg forklarede ham, hvad der var sket og bad ham hjælpe mig. (…) Han rystede forstående, men opgivende på hovedet og lukkede døren.
(…) Nu var jeg nødt til at prøve at gennemføre min oprindelige plan. (…) Jeg (…) kravlede på alle fire over en mark med jordbærplanter og nåede omsider frem til en tjørnehæk, der dannede den bageste afgrænsning af de haver, der stødte op til Christiansborgvej. Nr. 31 lå på den modsatte side af vejen.
(…) Der var nogen, der puslede omkring i haven. (…) Han var vist ved at fodre hønsene. Jeg havde intet valg. Han måtte hjælpe mig over hækken. Han var ejer af en slagterforretning. Jeg kendte ham af udseende.
Hurtigt satte jeg ham ind i, hvad der var sket. (…) Jeg blev anbragt i hønsehuset, mens han gik over vejen til nr. 31. (…) Han skulle bede Knud (medlem af sabotagegruppen, red.) tage en stok med.
(…) Fra nu af kunne jeg overlade min videre skæbne til gruppen. Knud kom på cyklen og alarmerede Carl og Gertrud.
(…) Amtslægen var der endnu, da Gertrud kom. (…) Taxaen holdt ikke ved nr. 31, men et par huse derfra. Ved Gertruds hjælp humpede jeg gennem nogle haver bag om de nærmeste huse og kom ud til den ventende vogn.
Chaufføren fik opgivet en adresse i Vognmagergade, en smal og stejl gade lige over for bagindgangen til Søren Møllersgades skole.
(…) Vi nåede strædet, der gik langs Søren Møllersgades skole. (…) Jeg kom ved Gertruds hjælp over det smalle fortov og kom ind i en port. Herfra førte en trappe op til 1. sal (…). Det var købmand Brocks ejendom, hvor fruen havde stillet et værelse til rådighed i nødssituationer.
(…) Med stort besvær fik Gertrud mig op på et loftsværelse. (…) Det var nødvendigt, at jeg fik et nyt (legitimations)kort. Ellers ville jeg ikke kunne bluffe tyskerne (…).
Carl måtte passe sit arbejde på politigården. Alligevel fik han klaret legitimationskortet. Men ikke nok med det. Han fik lavet et til Gertrud, lydende på samme efternavn som mit. Ideen var, at vi lige var blevet gift, og at vi som ægteparret Nielsen skulle på bryllupsrejse.
Et par af Carl og Gertruds gode venner (…) havde lejet et sommerhus, lige da vi fik brug for det. De gik uden tøven med til, at Gertrud og jeg delte huset med dem. Det lå ved Begtrup Vig på Djursland.
(…) Klokken halv fire kom Gertrud (…). Endnu engang måtte jeg over fortovet. Så ind i vognen og af sted.
Klokken fire kom Gestapo med stor udrykning. Huset blev gennemsøgt. Da tyskerne ikke fandt mig der, fortsatte de eftersøgningen på det nærliggende bysygehus. De var nemlig blevet klar over, at der var noget i vejen med min ene fod.
(…) Heldet syntes foreløbig at være med mig. Vi kørte ud af Randers ad Grenåvej (…). Det er meget tvivlsomt, om vi ville være kommet igennem en tysk kontrol. Når de vidste, at der var noget i vejen med min ene fod, var jeg nok hurtigt blevet afsløret, selv om jeg havde falske papirer. Gertrud ville have delt skæbne med mig, idet der var dødsstraf for at hjælpe sabotører.
(…) Vi nåede vejen, der førte ned til stranden. Herfra kørte vi de sidste 500 m ad et par hjulspor hen til sommerhuset.
(…) Ved middagstid den næste dag sad jeg alene ved huset, mens de andre badede. Jeg sad omme ved læsiden, hvor jeg ikke kunne ses fra andre huse (…).
Som jeg sad der, hørte jeg en bil komme kørende i stærk fart ad vejen hen mod huset. (…) Bilen standsede med et ryk, og ud sprang ’min kones mand’ og en mand, jeg ikke havde set før.
(…) Ved et mærkeligt tilfælde var Toldstrup kommet til Randers dagen før min flugt. Carl havde sat ham ind i situationen. Det så ud til, at Gestapo ville afhøre samtlige taxachauffører i Randers for at finde ud af, hvem der havde kørt mig bort (…).
Toldstrup mente derfor, at mit skjulested i sommerhuset ikke var sikkert. Han havde sendt Carl af sted i ’Rosalie’ (Toldstrups bil, red.) (…). ’Tage’, der var hans chauffør (…), kendte alle smutveje.
(…) Det var blevet bestemt, at Gertrud, Carl og jeg skulle med ’Rosalie’ til Langå. Derfra skulle de tage toget til Randers. Toldstrup ville møde os i nærheden af stationen. (…).
’Så kører vi,’ var alt, hvad han sagde, og det gjorde vi. (…) Fra Skive drejede vi nordpå op gennem Salling. Sent på aftenen nåede vi Selde, hvor ’Kjeld’, læge Anton Rask, boede.
(…) Jeg kom under hans kyndige behandling (…) Nogle få kilometer fra Selde blev jeg indkvarteret hos nogle venlige mennesker (…). Næste dag blev jeg hentet af ’Kjeld’. Han kørte mig til sygehuset i Skive. Der blev min fod røntgenfotograferet.
(…) Nu fulgte 14 dage i Skive, hvor jeg boede hos pastor Chr. Haahr og blev forkælet på alle måder. (…) Toldstrup så også indenfor en dag. (…) I præstegården ventede man besøg af noget familie. (…) Det blev derfor besluttet, at jeg skulle skifte opholdssted. (…) Valget faldt på Krabbesholm højskole i Skive.
(…) Det var juli måned. Jeg havde ikke hørt nyt fra Randers i lang tid. Min fod havde det stadig ikke godt. (…) Toldstrup bestemte sig til at sende mig til Sverige. Jeg var for farlig at have gående, hvis tyskerne skulle finde mig. Jeg kunne jo alligevel ikke foretage mig noget nyttigt.”
(Fra Historisk Aarbog fra Randers Amt. 1983 – heri en skitse over flugtruten)
Læs evt. også denne historie om Gertrud og Carl Pedersen: http://nielsbirgerdanielsen.dk/farvel-til-kurerpige/
…og dette om modtagechefen Toldstrup: http://nielsbirgerdanielsen.dk/partisanhoevdingen/
De nøgne pæle
En gidselpolitik som den rigsbefuldmægtigede Werner Best proklamerede i april 1944 førte til 31 henrettelser i Ryvangen på to måneder
’Voldsforbryder henrettet’. Sådan så en chokerende overskrift ud på forsiden af de danske morgenaviser mandag den 24. april 1944. Nyhedsartiklen havde en obligatorisk ordlyd dikteret af den tyske besættelsesmagt.
Det var den 19-årige student Niels Stenderup, der var blevet skudt bag den tysk beslaglagte Ingeniørkaserne i Ryvangen, hvor Mindelunden i dag ligger. Han var blevet dødsdømt ved den tyske SS- og Politiret på Dagmarhus for et voldeligt forsøg på at frarøve en tysk soldat hans våben.
Henrettelser af danske modstandsfolk var dermed genoptaget efter en længere pause. Det skete som reaktion på en støt
Werner Best (1903-1989), tysk politisk chef i Danmark, indførte sit gidselsystem som modtræk efter en periode, hvor clearingdrab havde været den foretrukne repressalie over for modstandsbevægelsens aktioner. Han var modstander af anonyme gerningsmænds nedskydning af ofre, der måtte forekomme tilfældige. Dr. Best var en lige så hårdhudet nazist som de andre tyske ledere, men han ønskede krigsretsforfølgelse, fordi han var jurist og stod for, at der til en bestemt straf skulle svare en paragraf. (Nationalmuseet)
voksende sabotage og modstandsbevægelsens likvideringer af danskere, der samarbejdede med tysk politi.
De faktisk ’skyldige’
Samme dag som henrettelsen blev bekendtgjort, fremsatte den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best en presseudtalelse.
”Naar Underverdenens Elementer (…) paany er begyndt at angribe tyske Interesser, skal de og den danske Offentlighed vide, at heroverfor bliver der reageret hurtigt og skarpt,” sagde han.
Best understregede, at det var den tyske hensigt, at det ikke var den danske befolkning som helhed, men de personer, han kaldte de faktisk ’skyldige’, der skulle rammes.
”Gidsler som Garanti for, at der ikke sker yderligere Forbrydelser, tages ikke ud af Befolkningen, men ud af de forbryderiske Kredse selv. Den tyske udøvende Magt har arresteret et stort antal Elementer fra de underjordiske Kredse (…). Over 100 Sabotører og Voldsforbrydere har Dødsdomme i Vente,” forklarede han.
Øje for øje
Dr. Best forklarede i direkte vendinger, at der var tale om et gidselsystem.
”Det (…) ligger i de underjordiske Elementers egen Haand, hvad der sker med deres fangne Kammerater. (…). Holder (…) de forbryderiske Kredse (…) det for rigtigt atter og atter at ophidse deres Redskaber til Angreb paa tyske Interesser, saa holder man det paa tysk Side for rigtigt (…), gennem deres fangne Forgængeres Skæbne at demonstrere, hvad de selv har at vente ved en Fortsættelse af deres Virksomhed.”
Med henblik på det dagsaktuelle forklarede Best, hvorfor han havde undladt at benytte sin benådningsret i sagen om den 19-årig unge mand.
”Naar en Person, der tilhører Værnemagten, overfaldes og saares, (…) maa der gives Krigens haarde Ret fri Bane overfor en fangen Voldsforbryder, der under andre Forudsætninger maaske var blevet benaadet.”
Det tyske synspunkt
Besættelsesmagtens chefer anså frihedskæmperne for retsløse. De holdt sig til, at det ifølge folkeretten var ulovligt for ikke-uniformerede undergrundsgrupper at foretage angreb mod den uniformeret besættelseshær. Repressalier af enhver art var derfor lovlige, mente de. Modstandsfolkenes synspunkt var derimod, at Nazityskland lovløst havde angrebet og besat et neutralt naboland, som man oven i købet havde en ikke-angrebspagt med.
Niels Stenderup (1924-1944), student. At netop den 19-årige unge mand blev det første offer i gidselperioden førte til en nedkøling af den personlige relation mellem Werner Best og Nils Svenningsen, Udenrigsministeriets direktør og departementschefstyrets førstemand, der var hans faste forhandlingsmodpart. Niels Stenderup var søn af en af embedsmændene i Svenningsens ministerium. (Nationalmuseet)
De otte fra Hvidstengruppen
Werner Bests politik førte til, at der gang på gang i forsommeren 1944 på tysk diktat blev indrykket dobbeltnyheder i aviserne, der dels gik ud på, at f.eks. en stor sabotage var blevet gennemført, dels at en eller to dødsdømte frihedskæmpere var blevet skudt. Årsag og konsekvens skulle mejsles ud.
Den 22. juni 1944 skete den største sabotage overhovedet under besættelsen, da BOPA sprængte Riffelsyndikatet i Københavns Nordhavn – en storleverandør af automatvåben til det tyske militær. Morgenen efter blev otte medlemmer af en nordjysk våbenmodtagegruppe henrettet.
I den følgende uge ulmede uroen i København, der udviklede sig til Folkestrejken. Midt under strejken blev yderligere otte modstandsfolk skudt i Ryvangen. De var alle med i Hvidstengruppen.
KZ-lejr i stedet for krigsret
Efter 31 henrettelser i løbet af to måneder stod den senere meget kendte modstandsmand Jørgen Kieler og flere af han kammerater fra Holger Danske for tur til at komme for den tyske krigsret, men få dage efter henrettelsen af Hvidstenfolkene kunne han og andre fanger i Vestre Fængsels gård se et opslag om, at krigsretten var opløst. Ingen kunne regne ud, hvad grunden var.
Sagen var, at den tyske fører Adolf Hitler havde fulgt begivenhederne i Danmark tæt og fået det indtryk, at det var Hvidstengruppens henrettelse, der havde udløst Folkestrejken. Han mente, at krigsretter gav modstandsfolkene lejlighed til at bruge anklagebænken som talerstol og gøre sig selv til martyrer. Det ville gøre endnu flere til frihedskæmpere i stedet for at slå modstanden ned.
Derfor beordrede Hitler krigsretsforfølgelsen indstillet i alle tyskbesatte lande. I stedet skulle sabotører, der blev taget på fersk gerning skydes ned på stedet, eller fanger i tyskernes fængsler skulle forsvinde ’i nat og tåge’, dvs. sendes til Tyskland uden at pårørende eller andre fik noget at vide om, hvad der var sket dem. Det ville virke mere effektivt skræmmende, mente føreren.
I praksis blev konsekvensen, at et stort antal danske modstandsfolk blev sendt i tyske kz-lejre i det sidste år af krigen.
Efter befrielsen blev alle de frihedskæmpere, der var blevet henrettet i Ryvangen, gravet op og identificeret. Nogle blev ført til deres hjemegn og begravet, mens resten blev jordfæstet i den senere mindelund efter en følelsesladet procession gennem byen fra Christiansborg Slotskirke. (Nationalmuseet)
De sidste måneders ofre
På grund af især den voksende jernbanesabotage blev krigsretten genindført i februar 1945, og i de sidste tre måneder af krigen blev 61 frihedskæmpere skudt i Ryvangen – de seneste blot 16 dage før befrielsen i maj.
Af i alt 101 danske modstandsfolk, der blev henrettet efter krigsretsdom, blev dødsdommene i de 94 tilfælde eksekveret i Ryvangen.
Werner Best blev i 1948 dødsdømt ved Københavns Byret. Året efter blev straffen reduceret til fem års fængsel ved Østre Landsret, men senere forhøjet til 12 års fængsel ved Højesteret. Henrettelserne i Ryvangen var imidlertid slet ikke på anklageskriftet, idet de ifølge folkeretten var lovlige.
Slutspurt for fundraising
Finansieringsprojektet, der skal muliggøre færdigudgivelsen af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1940-1945, slutter den 29. august 2019 – næsten to et halvt år efter, at jeg lancerede det sidst i marts 2017. Pr. den 16. august er det samlede resultat oppe på 832.684 kr., der udgør 90 pct. af det samlede målbeløb på 925.000.
De næste 13 dage er sidste chance, hvis du vil have dit navn med i en af bøgerne eller dem begge. Der kommer ingen særskilt crowdfunding for bind 4. Modstand-3 udkommer om to måneder, den 17. oktober på Politikens Forlag.
– De personer, der står som bidragydere i bind 3, har i alt givet mindst 550 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller mindst 300 kr., hvis deres navn alene står i bind 3.
– De bidragydere, der får deres navn med i bind 4, har givet i alt mindst 800 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller i alt mindst 550 kr., hvis deres navne kun er med i bind 3 og 4.
– Nederst ser I den samlede liste over alle de foreløbig 131 bidragydere – i enkelte tilfælde helt ned til 20 kr.
Blandt dem, der står på bidragyderlisterne i bind 3 og 4 er mange, der allerede i de første måneder i 2017 var med til at give fundraisingen en god start ved at indbetale større beløb.
Endnu engang stor tak til alle, der har bidraget – lige fra Augustinusfonden med 100.000 kr. til dem, der har doneret en 100 kr.-seddel!
Listen til bind 3 rummer pr. dags dato 73 navne, mens 59 personer derudover har sikret sig en plads i bind 4. Bidragyderlisten i bind 2 (side 579) kom op på 83 navne.
Yderligere bidrag kan indbetales på min projekttonto på booomerang.dk , bankkontonummer 6511 – 30 512 300 42 (BankNordik) eller MobilePay på nr. 60 38 37 21.
Heldigvis er mængden af navne løbet godt op, og jeg har gjort mig umage for ikke at glemme nogen. Er det alligevel ‘smuttet’, så du herunder ikke er blevet krediteret for et bidrag, eller mener du, at du er noteret på en forkert måde, så send mig venligst besked på Facebook eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk. Jeg har alfabetiseret efter efternavne.
Bind 4:
Poul Agertoft
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Irja Johansson
Anni Jørgensen
Aksel Peter Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Peter Rydell
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Bind 3:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Michael Eis
Jakob Erle
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Irja Johansson
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen
Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Aksel Peter Koch
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Birte Pedersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Joan Thomsen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
—– —–
Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.
Fundraising – sidste stykke i mål
I morgen, fredag den 11. januar, åbner jeg et nyt crowdfunding-projekt på platformen www.booomerang.dk for at nå det sidste stykke i mål med finansieringen af Modstand – historien om frihedskampen 1940-1945 i fire bind (Politikens Forlag). De to første bind er udkommet. Bind 3 kommer efter planen den 29. august i år, bind 4 på samme dato i 2020.
I januar 2018 var saldoen på 662.470 kr. – svarende til 71,6 pct. – og det skabte mulighed for at en kontrakt kunne indgås med forlaget.
Siden er 125.000 kr. kommet til i fondsbevillinger, hvilket bringer resultatet op på 787.470 kr. eller 85,1 pct. Der mangler med andre ord stadig knap 138.000 kr., i restfinansiering, men udsigten til yderligere fondsmidler er gode.
Som et supplement søger jeg at få 20.000 kr. ind via crowdfunding, så hvis du ser dig i stand til at bidrage, vil det være en højst velkommen håndsrækning til at nå det sidste stykke i mål. En endeligt budget ud fra finansieringsprojektet skal være på plads senest, når bind 3 er trykklart.
Jeg finder grund til at nævne, at det som led i finansieringsprojektet er lykkedes at få ikke mindre end 515.000 kr. hjem i fondsmidler. Jeg tror, at en afgørende baggrund har været den troværdighed, som det har givet projektet, at over 120 danskere har valgt at bidrage til det via crowdfunding.
Projektets slutdato er 15. juni 2019, og fire bidrag på i alt 4200 kr., der er blevet forudindbetalt, bliver sat ind på kontoen fra start.
Et anderledes projekt
Denne runde af fundraisingen bliver væsentlig anderledes end hovedprojektet. Dengang handlede det om at redde et kuldsejlet projekt, og derfor var opdateringerne på sociale medier meget hyppige, da crowdfunding nu engang går ud på at skabe synlighed om projektet.
Denne gang går jeg efter et langt mere begrænset beløb, som der er fem måneder til at fremskaffe. Derfor forestiller jeg mig i højere grad at samle op på udviklingen i indsamlingen én eller to gange om måneden i stedet for at opdatere ved hver enkelt indbetaling (hvis jeg ellers er så heldig, at der kommer nogen).
Særligt interesserede kan altid tjekke den samlede status på Facebook-siden ‘Modstand – finansiering’
Fast fordeling
Af målbeløbet på 925.000 kr., skal 358.500 kr. gå til bidrag til Politikens Forlags produktionsudgifter til hele udgivelsen og 566.500kr. til bidrag til mine leveomkostninger under produktionen af bind 2 og 3 – altså en fordeling i forholdet 38 : 62.
Bidrag til mine personlige leveomkostninger under arbejdet med bind 4 forudses fremskaffet uden offentlig finansiering.
Her er det oprindelige projekt: https://www.booomerang.dk/projects/modstand/
Jeg præsenterer crowdfunding-siden på booomerang.dk i morgen, men du kan evt. også betale bidrag på MobilePay 60 38 37 21 eller Bankkonto 6511 – 30 512 300 42 (BankNordik)
Billedet øverst er fra Folkestrejken i København i juni/juli 1944, der kommer til at udgøre afslutningen på bind 3. (Foto: Nationalmuseet)
Mødet i frøken Graaes stue
Efterretningsofficererne mødtes af sikkerhedsgrunde aldrig personligt med deres kurerer. De afleverede deres hemmelige forsendelser hos Jutta Graae i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Løvstræde, og her afhentede kurererne dem. (Foto fra Jutta Juncker: Værnepligt)
Planerne, der i 1943 førte til dannelsen af Danmarks Frihedsråd, blev lagt i villaen på Rosenstandsvej 2 i Ordrup, hvor søstrene Kirsten Munck og Jutta Graae boede.
Efter tre år med kun ubetydelig modstand mod den tyske besættelse var den aktive kamp i 1943 vokset i styrke. Den illegale presse voksede eksplosivt i oplag, og i de større byer var eksplosionsbrag eller påsatte brande efterhånden hyppige tegn på sabotage.
Alligevel foregik det illegale arbejde fortsat i bestemte kredse, miljøer og grupper – især kommunisterne og den nationale højrefløj. Man kunne endnu ikke tale om en ’modstandsbevægelse’, men flere og flere pressede på for at få en samlet ledelse.
Danmarks Frihedsråd trådte for første gang sammen den 16. september 1943, knap tre uger efter samarbejdspolitikkens ophør ved den danske regerings afgang den 29. august. Tilløbene var begyndt et halvt år før, og et afgørende møde blev holdt i herskabsvillaen på Rosenstandsvej 2 i Ordrup grundlovsdag, den 5. juni.
Deltagerne var den konservative ingeniør Erling Foss fra en af de to familier bag F.L. Smidth, professor, overlæge Mogens Fog, der var
Kap48_ErlingFoss.tif
Erling Foss (tv.) på spadseretur med Ebbe Munck i Stockholm under et kurerbesøg. (Fra Janni Andreassen: At vise flaget)
medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og den socialdemokratiske akademiker Frode Jakobsen. Kaptajn Volmer Gyth, der deltog i illegalt efterretningsarbejde i allieret tjeneste, stod aftenen igennem uden for villaen som sikkerhedsvagt.
Et naturligt kontaktled
Værtinden var den 37-årige frøken Jutta Graae, der var fuldmægtig i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Løvstræde i det indre København. Hun var af flere grunde en naturlig værtinde for den bredt sammensatte gruppe.
Jutta Graae var et kontaktled, der videregav breve og mikrofilm fra officererne i Generalstabens Efterretningssektion på Proviantgården (hvor Rigsarkivet i dag ligger) til de kurerer, der skulle bringe materialet til Stockholm. Her var modtageren Berlingske-korrespondenten Ebbe Munck, der var meget britisk orienteret og en af de tidligste pionerer, der talte for aktiv modstand mod tyskerne. Munck bragte forsendelserne videre til Stockholms-kontoret for Special Operations Executive – den hemmelige britiske organisation, der er bedre kendt under forkortelsen SOE.
Hun havde allerede før krigen en naturlig indgang til efterretningsmiljøet, idet hun havde et mangeårigt venskab med Volmer Gyth. Desuden var hun i familie med en af Gyths kolleger i Proviantgården. Tidligt under besættelsen havde hun fået kontakt til Erling Foss, der boede på Parkovsvej i Gentofte, og til Mogens Fog, hvis hus lå på Søllingsvej i Ordrup. Begge var kurerer for efterretningsofficererne, så hun havde ofte noget at aflevere til de to herrer.
Det turde vel allerede være rigeligt solide kontaktpunkter, men derudover var Jutta Graae svigerinde til Ebbe Munck, der var gift med hendes søster Kirsten. Ægteparret havde imidlertid alvorlige ægteskabelige problemer i det første krigsår. Det førte til at Kirsten Munck undlod at flytte til Stockholm sammen med manden, men i stedet flyttede ind i villaen med sine to mindre døtre og søsteren.
Jutta Graae var også arbejdsmæssigt perfekt placeret til at pleje diskrete kontakter i mange retninger. Som sparekassefunktionær lå det i hendes job at modtage mange henvendelser af forskellig karakter og varighed i løbet af en dag.
Det var Frode Jakobsen, der pressede på for at få mødet på Rosenstandsvej i stand. (Nationalmuseet)
På grænsen til illegalitet
De tre mænd, der diskuterede, mens værtinden skænkede sherry op i glassene den lune sommeraften, havde forskellige udgangspunkter.
Det var Frode Jakobsen, der havde presset på for at få mødet i stand. Han var leder af Ringen, der var en forholdsvis åben og kun halvvejs illegal oplysningsorganisation. Nu havde den 37-årige Jakobsen, cand.mag i tysk med filosoffen Nietzsche som speciale, imidlertid besluttet sig til at tage skridtet videre ud i fuld illegalitet og arbejde for noget, han kaldte ’Danmarks Befrielseskomité’.
Foss og Fog havde derimod længe som aktive efterretningsfolk været med i illegalt arbejde. Mogens Fog var desuden en af grundlæggerne af det illegale blad Frit Danmark, der med sin kampberedte linje var en provokation mod besættelsesmagten og de samarbejdende danske myndigheder.
Mogens Fog havde levet under jorden siden december 1942, og han havde længe været afvisende over for at møde Frode Jakobsen. Han mente, at det var for farligt for ham at møde Jakobsen, fordi en halvvejs åben organisation som Ringen havde en stor kontaktflade og derfor nemt ville kunne infiltreres. Efter at Erling Foss havde taget turen frem og tilbage nogle gange som kontaktmand, accepterede Fog imidlertid at holde mødet.
Professor Mogens Fog havde siden december 1942 været efterlyst af dansk politi og levede under jorden. Han var en af de meget få modstandsfolk, hvis identitet var kendt i offentligheden. (Nationalmuseet)
’Sprogundervisning’ på Nørrebrogade
Det lykkedes i løbet af sommeren forholdsvis problemfrit at blive enige om et arbejdsgrundlag. Hovedmålsætningen var at samles om en fælles militant kamp for at få tyskerne ud af landet uanset politiske meningsforskelle.
Da rådet blev dannet i september 1943 var medlemmerne – ud over Fog, Foss og Jakobsen – kommunisten Børge Houmann, Jørgen Staffeldt fra modstandspartiet Dansk Samling, fhv. chefredaktør Aage Schoch samt Flemming B. Muus, chef i Danmark for SOE.
Rådet trådte – uden at det var tilsigtet – sammen på et tidspunkt, der markerede, at modstandskampen var trådt ind i en skærpet fase. Mødet blev holdt den 16. september 1943 på Harrilds Afskrivningsbureau, Nørrebrogade 156 i København. Den franskkyndige Erling Foss havde lånt det med det officielle påskud, at han skulle bruge det til sprogundervisning.
Dagen før, den 15. september 1943, var et par hundrede politisoldater fra det tyske Gestapo ankommet. Dermed hvade tyskerne overtaget bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Danmark.
Der var indført dødsstraf for sabotage og våbenbesiddelse, og i det følgende halvandet år oplevede hundreder af arrestanter at blive mishandlet under Gestapo-forhør.
Dannelsen af Danmarks Frihedsråd er skildret i bind 2 af firebindsværket Modstand, der udkom den 29. august på Politikens Forlag. Bindet dækker perioden fra september 1942 til september 1943.
